I need to talk to you

Tid: Aften
Sted: Ashen Wood Forest
Vejr: Det regner, og blæser
Omgivelser: Bliver beskrevet i indlægget
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Brevet var blevet sendt til Sean i håb om, at han ville læse det, og dukke op. Mørket var fremme, aftenen var begyndt, himlen var fuld af stjerner og skoven så nærmest dystert ud. Alle de træer, og alle de grene der lå på jorden. Man kunne sagtens snuble over dem, ligesom man godt kunne fare vild eftersom skoven ikke var helt så lille. Det var tydeligt at høre lyde ikke stemmer fra væsner eller mennesker fordi der var ingen herude, ikke af hvad det så ud til. Måske de gemte sig, men det virkede ikke til at der var nogen. Der var nærmest helt stille, det eneste man kunne høre var lyde, især lyden af regn der styrtede ned samt vinden der ruskede i træerne og fik diverse grene til at flyve rundt. Der var hytter at se, man behøvede ikke engang knibe øjnene sammen for at se dem, de kunne sagtens ses på afstand. Der boede nok nogle i de få hytter, men hun havde været heldig at hørt rygter om at der skulle være en hytte der var tom herude et eller andet sted. Vampyr kvinden der bare havde gået lidt rundt indimellem træerne, iført en sort kort kjole, som ikke var noget nyt. Den var blevet våd fra regnen, samt det blonde hår var blevet vådt. Det tænkte hun ikke over, hun syntes endnu engang det var et forfriskende vejr, hvilket også fik et smil frem på hendes læber. Hendes øjne gled rundt på skovens omgivelser, her var afslappende der var en dejlig ro eftersom der ingen mennesker eller væsner var, og lyden af regnen gav hende altid en form for ro indeni. Hun gik videre ind i skoven, lidt dybere ind for at se om hun kunne finde den tomme hytte, enlig var hun ikke sikker på om det passede med der skulle være en herude, men rygterne skulle være sande.

Der havde også været snak i krogene omkring de tomme hytter herude, nu var de fleste optaget men hun ville ikke give op før hun fandt frem til den tomme hytte. Smilet bredte sig lidt, og da hun nærmede sig en hytte gemt bag nogle buske, og træer tæt ved en lille bred sti stoppede hun kort op lidt væk fra den. Lyden af edderkopper, og andre kryb kunne tydeligt høres, og hun kunne da også sagtens se nogle af de kryb kravle hen ad jorden, hvilket hurtig fik hende til at træde nogle skridt væk. Var der noget hun hadede var det edderkopper, der var intet værre i hendes øjne når man snakkede om dyr, og specielt kryb. Hun stod lidt tættere på hytten, lagde hovedet lidt bagover for at kigge op mod himlen. Nød hvordan regnen rørte hendes ansigt, og kort lukkede hun øjnene. Tankerne omkring det sidste møde med Sean havde fået hende til at tænke over nogle ting, mest af alt skyldte hun ham en undskyldning for hendes opførsel. Hun havde beskyldt ham for mange ting, og i hendes øjne var det ikke iorden. Han var en person hun faktisk nød at være sammen med, ja tilbringe tid med. Han var en person hun respekterede, og altid havde gjort det. Hun havde sendt ham et brev, og vidste slet ikke hvordan han ville reagere på det, om han ville dukke op herude i skoven. Om han faktisk ville møde og se hende igen, men hun håbede på det, hun ville så gerne have en frisk start, uden at der skulle være drama, og uden at de ville ende med at hade hinanden for det ønskede hun slet ikke. Efter få minutter åbnede hun øjnene og kiggede hen på hytten, det var nok på tide at se hvad der var indenfor, desuden var det nok heller ikke så godt at stå for længe ude i stormvejret, for det regnede og blæste helt vildt meget. Man kunne høre hvordan vinden fik træerne til at rasle, og man kunne høre hvordan regnen landte på jorden. Måske et almindeligt menneske ikke ville kunne høre det så tydeligt, men fordi hun var en vampyr var det meget tydeligt for hende at høre. Det fik hende til at kigge rundt, hun følte sig afslappet som hun stod der ude i skoven som en drunken mus.

Da hun så stod foran hytten lod hun blikket betragte den, det så da ikke slemt ud, ikke en grim hytte i følge hende. Den havde sin egen skønhed, det var hvertifald det hun syntes i hendes øjne, og da hun trådte hen mod døren kiggede hun rundt ved lyden af noget. Hvad kunne det være, var der kommet nogen herud, var hun ikke alene mere. Havde Sean mon dukket op som hun havde håbet på. Det kunne være mange ting men hun lod det ligge og tog fat i håndtaget for at dreje det, og gik så indenfor"Wow her er jo smukt"lød det bare pludselig fra hende ud i den blå luft. Øjnene betragtede møblerne, pejsen, køkkenet, og alt der ellers måtte være som hun kunne se. Hun tog et skridt mere for at gå længere ind i hytten, og glemte helt at lukke døren efter sig. Nå den måtte vel stå åben, hvis Sean skulle dukke op og beslutte sig for at gå herind. Et smil bredte sig på hendes læber som hun stod foran køkkenbordet og lod en hånd glide hen over den. Her var hyggeligt, og flot. Dog var der lidt mørkt, så noget lys var en glimrende idé, hvilket hun også tænkte på da hun straks havde kigget lidt mere rundt. Hun fik tændt nogle stearin lys, og fik fyret op for pejsen. Fik tændt de lysestager hun lige kunne få øje på, og så stod hun nu lænet op ad køkkenbordet med blikket vendt ud mod vinduet"Er det naivt at tro at du vil dukke op"lød det lavt fra hende, nærmest som hun hviskede til sig selv. Hun håbede selvfølgelig at han ville dukke op, hun havde brug for at snakke med ham, få det hele frisket op, hun håbede ikke at han var sur på hende men irriteret kunne hun godt forstå, ja hun kunne faktisk godt forstå hvis han også var sur på hende. Men hun kunne ikke andet nu end at vente, og se om han ville dukke op efter at hun havde sendt det brev til ham.

Der var gået nogle dage fra brevet var blevet modtaget, til at det var blevet læst. Ikke fordi Sean direkte havde fravalgt det - men fordi det var druknet i alle de andre breve han modtog konstant. Fra adelige, fra handler, fra politikkere, både i Doomsville og andre byer. Forslag, klager, råb om hjælp og meget meget andet. Som om alle forventede han kunne læse alle problemer.
Da Sean endelig havde opdaget brevet, var det hurtigt gået op for ham det var mere personligt end de andre politiske breve. For det første fordi det var mindre, for det andet fordi håndskriften virkede så...Anderledes. Måske var det hans intuition der fortalte ham det. Efter et øjebliks tøven havde han åbnet det. Foldet det ud og sat sig til at læse det. Det var ikke særlig langt...Og efterlod Sean med et suk, som han smed det fra sig på bordet. Han havde lænet sig tilbage i sin stol og stirrede ud i de mørke stormskyer. Hvad skulle han gøre?

Det var jo ikke fordi han var en travl hersker med en by at styre. Og oveni en kriminel klan. Han havde masser at lave. Personlige forhold og især dramatik, var ikke noget han gad at involvere sig så meget i længere. Eller...De personlige forhold dukkede nok op af sig selv. Hans tanker faldt på Dannika. Det var som om den kvinde ofte var i hans tanker - og var hun ikke det, var hun som regel tilstede fysisk. Masserede ham, en let samtale, en kop the der blev delt. Han havde været såret, så det havde givet ham en god undskyldning for at gemme sig på borgen. Lægens ordrer.

Med et suk havde han besluttet sig for at tage af sted. Det var sikkert ligegyldigt...Især når hun ønskede han skulle rejse så langt, til en eller anden ukendt hytte i skoven, i dette stormvejr. Hvad var bagtanken med det? Hvis hun blot ønskede de var private for kun at få sex ud af det igen...Han sukkede.
Der var mange grunde til ikke at gøre dette. Var det ikke fordi Sean lige så meget havde brug for at komme ud. Stormvejret og hans sår havde holdt ham inde. Men at komme ud på en lang ridetur igen var noget han så frem til. Væk fra borgen, væk fra byen. Bare for en dag eller to.
Så han havde pakket en taske, så vandtæt som muligt. Spist af. Klædt sig varmt i en stor, pelset og vandtæt kappe. Hætten hvilede over hans ansigt. Dannika havde givet ham de sidste formaninger om at holde sig varm og tør, før han med et smil var reddet derfra.

Sidst han havde været udenfor byen havde også været i skoven. Det var endt galt, og Dannika havde reddet hans liv. Han var kommet sig i hendes flotte hytte, før han havde overtalt hende til at tage med ham hjem. Og, for nu, overtalt hende til at blive lidt længere.
Skoven havde aldrig været tiltrækkende på ham. Han var et bymenneske, hele vejen igennem. Han foretrak der var liv omkring ham. Intelligent liv...Eller. Det var begrænset hvad man kunne forvente af en hel by, besat af mere eller mindre laverestående væsner. Var det ikke for Alane, havde han måske aldrig rigtig lært Ashen Wood Forest at kende. Så mange år siden det var nu...
Det så ud til at han fandt alle de interessante kvinder derude, sjovt nok. Mens de interessante mænd gemte sig i byens gyder og skygger. Sjov kontrast. Eller måske mere en note til Seans mærkværdige smag.
Det havde blæst og regnet hele dagen. En dag, der nærmest mere havde været mørk som natten af de tunge stormskyer. Hesten havde fundet et tempo, der tillod den at ride længe uden pause. Den affandt sig med det utålelige vejr, mens Sean selv havde gemt sig under den sorte kappe. Og sådan red den sorte skikkelse igennem en lige så sort skov. Som døden der red igennem landet.

Det var blevet aften. Cimberlie havde skrevet om nogle hytter. Sean havde ikke vidst præcis hvor hun mente de skulle mødes, for det havde ikke virket som om hun selv helt vidste det. Så måske var han ude på en skattejagt. Ville han overhoved finde hende? Trods alle hans evner, var det at fare vild i en skov, absolut en af hans største evner. Var det ikke for stier og genkendelser, ville han aldrig kunne finde rundt...Men helt herinde var han fortabt. Så måske var det mere held - og tilfældigheder - der bragte ham mod den rigtige hytte, end så meget andet.

Han stod af hesten. Døren stod åben og der var lys. Sean kunne se nogen gik rundt derinde, selv om han ikke helt kunne se hvem. Han skubbede hætten tilbage, gik om bag hytten og formåede at finde et lille hus der kunne udgøre en lille staldbygning. Et læsted til hans hest. Han sørgede for den havde det så godt, som den nu kunne. Trak sadlen og det hele af den, prøvede at tørre den og varme den lidt. Der havde tydeligvis været andre dyr derinde, for der lå lidt efterladt hø. Godt. Lidt mad og varme-isolering til hesten. Da Sean var tilfreds, gav han den et sidste klap på halsen, før han med sin taske over den ene skulder, ilede rundt og om til døren. Ja, han forestillede sig nok varmen, før end han faktisk mærkede den. Men at blive tør og få varmen var noget han så frem til. Hans tøj havde holdt ham rimelig tør, men lidt vand var trukket ind hist og her. Og uanset hvad havde det været en halvkold tur.

Så dryppende stod han snart i døråbningen. En stor, mørk skikkelse. Håret var sort og fladt af vandet, dryppede ned i hans øjne og ned over hans ansigt. Kappen efterlod en sø hvor han stod, i hans mudrede og våde støvler. Det mørkegrå blik gled rundt en enkelt gang, bekræftede at dette var stedet, før han tillod sig at lukke døren bag sig og smide sin taske langs væggen.
"Cimberlie?"
Stemmen var ru efter en dags pause. Han rømmede sig svagt og hans ene hånd fandt vej til sværdets skafte. I tilfælde af han alligevel var trådt ind i en fremmedes hjem. Skov-folk var som regel ikke særlig venlige. Det fortalte erfaringerne ham.

Efter at have stået i hendes egne tanker kom hun tilbage til virkeligheden da hun hørte hendes navn. Hun drejede hovedet og kroppen en smule, og gik hen mod døren. Hendes blik mødte Sean s da hun pludselig stod foran ham med den afstand der nu var mellem dem. Kort lod hun blikket glide ned over ham, og lagde mærke til hvor vådt hans hår, og tøj var blevet. Det var uheldigt at vejret skulle være så dejligt, især når de tit så hinanden, men sådan var det jo. Vejret kunne man nyde indenfor, og det kunne også høres eftersom det gav klang og lyd hvergang blæsten ramte vinduerne. Hun fik et smil frem på læben"Sean"svarede hun neutralt og fik fat i et håndklæde der havde lagt på sofaryggen. Hun rakte det frem mod ham, eftersom han måske gerne ville have tørret håret"Jeg er glad for du kom, på trods af det dårlige vejr"sagde hun og håbede at han ville tage imod håndklædet. Medmindre han måske ikke havde brug for det, men det tænkte hun at han havde, så tilbudet var der hvertifald.

Så drejede hun hovedet en smule, så hun kiggede mod pejsen, der var godt gang i den. Hun havde selv sørget for at der var brænde nok på, så ilden og flammerne ikke ville gå ud. Det var både hyggeligt med ild i pejsen, men også rart at det varmede. Hvis han ville tage imod håndklædet ville hun blot gå hen mod køleskabet, men hvis han ikke gad tage imod det, ville hun blot vælge at ligge det på sofaryggen igen i tilfælde af at han skiftede mening"Kan jeg byde dig på noget at drikke"spurgte hun så da hun stod henne ved køleskabet, og sendte ham et smil. Hendes øjne fangede hans, imens hun ville vente på hans svar, det var i følge hende en venlig gestus at spørge gæster om noget at drikke, og i det her tilfælde var gæsten jo Sean, og det ville være forkert af hende ikke at tilbyde ham noget at drikke"Jeg er næsten sikker på der er lidt af hvert at drikke, alt efter hvad du foretrækker"sagde hun og holdte blikket på ham lidt mere. Efter nogle minutter kiggede hun på køleskabet og åbnede det, for at se hvad der måtte være at drikke.

"Hvis du vil af med jakken, og tøjet er du velkommen, ellers er der mulighed for at varme dig ved pejsen"sagde hun og kiggede hen på ham med et bredt smil på læben. Med hånden mod køleskabets låge ventede hun på hans svar, og reaktion. Før ville hun ikke gøre mere, for så ville det blive meget lige pludselig. Det kunne være at han ville gøre noget, eller havde noget at sige, hvilket han sikkert havde. Hytten var enlig også ganske hyggelig, selvom den måske ikke var så stor, så var den fin nok, især fin nok til at de kunne snakke, og hvad de ellers ville have lyst til.

//Sorry for længden håber det kan bruges ellers må du sige til <3 //

Han var træt i kroppen efter at have reddet i det kolde og våde vejr hele dagen. Så da han så at det rigtig nok var Cimberlie der var her og hun ikke virkede videre fjendtlig, slap han taget i sig sværd. Han tog sin kappe af og hang den på en knage nær døren, før han spændte sine støvler op og trak dem af. Han prøvede at undgå vandet på gulvet, som han trådte over til hende og tog imod håndklædet. Det var rart at mærke noget tørt mod ansigtet. Han kørte det over sit hår og rundt om nakken, hvor han lod håndklædet hænge, da han fulgte hende hen mod køkkenet.
Trods tilbuddet, hang hans opmærksomhed på Cimberlie. Hun var venlig. Men uanset hvordan hun fremstod, var der nogle ting de burde snakke om. Og det var hvordan de løste de problemer, der afgjorde om Sean kunne blive her eller ej. Om han ønskede at blive her eller ej.
Efter et øjeblik gled hans blik over køkkenet, før han trak let på den ene skulder. Hvis hun tilbød at lave ham noget at drikke...Hvorfor så ikke det han virkelig trængte til?
"Har du the? Ellers bare giv mig noget vand"
Han havde ikke de store behov og han drak sjældent alkohol. Ja, normalt kun til fester eller en tur i byen. Men især de løse ture i byen var noget der virkede til at være fortid. Hans stemme var neutral. Han vendte sig og over til stuen. Her kunne han bedre mærke varmen, hvilket straks fik ham til at slappe en anelse mere af. Varme. at føle noget tørt omkring sig. Hans bukser var stadig våde, men oven på skænderiet mellem dem sidste gang, virkede ideen om at tage bukserne af som en dårlig ide. I stedet stillede han sig helt hen til pejsen, så varmen kunne begynde at tørre hans bukser for ham, mens han selv kørte håndklæder igennem håret flere gange. Til sidst strittede han hår til alle sider.

Om pejsen blot var for hyggen eller fordi hun havde tænkt på ham...Sean trak vejret dybt. Han kunne ikke lade være med at overtænke noget så simpelt som en pejs. Selv om vampyrer ikke havde brug for varmen, kunne de sagtens sætte pris på en tændt pejs alligevel. Præcis som dæmoner kunne nyde et godt måltid, selv om menneskemad intet gav dem af næring eller mæthed. I det mindste ikke en mæthed, som en sjæl ville give.
Han tvang sine tanker i bero, mens hans så ned på flammerne foran sig. Afventede at Cimberlie ville komme tilbage med hvad end der var til rådighed af drikkevarer. Og så de kunne gå videre til det de begge var her for. Uanset hvor hyggelig en hyttetur kunne være...
Han sidste hyttetur var med Lori.
Han lukkede øjnene og sank. De havde sjovt nok også skændes...Som de altid havde gjort. Men derefter haft en nat i absolut fornøjelse. Han savnede Loris...Varme. Smilene. Latteren. Og den varme krop der altid tog imod ham, på alle måder. Hvorfor skulle han tænke på det lige nu? Han havde ellers ikke været så bemærket med Loris fravær. Eller måske havde han ikke givet sig selv lov til at mærke det.
Så der stod han. Med lukkede øjne og et håndklæde halvvejs igennem sit hår. Foran varmen, der gav ham kuldegys, som kulden blev fortrængt.

Hans spørgsmål havde fået hende til at kigge lidt, bare for også at se om hvad der var. Der måtte være vand det var hun næsten sikker på, hvis det havde været hendes hytte vidste hun nok bedre hvad der var at tilbyde. Men det blev vand efter at hun havde kigget i få sekunder, og fandt et glas frem som hun hældte vand i. Drejede rundt på hælen, for at gå hen mod Sean med glasset. Hun trængte ikke til noget at drikke selv, hvis tørsten ville komme kunne hun sagtens finde noget at drikke, det hastede ikke. Hun kiggede på ham imens hun gik hen til ham. Lod blikket falde på pejsen, som han så ud til at nyde varmen fra, og kunne ikke lade være med at smile"Jeg syntes det ville være hyggeligere at der var gang i pejsen, frem for slet ingen ting, og desuden så ser det ud til at du nyder varmen derfra"sagde hun med en venlig stemme, og rakte så glasset frem mod ham. Han ville sikkert tage imod det, så efter hun havde givet ham det gik hun hen til sofaen tæt ved pejsen. Satte sig ned, lagde det ene ben over det andet"Jeg er glad for du kom Sean"sagde hun og kiggede på ham fra hendes plads i sofaen.

Hun havde slet ikke troet at han ville komme, ikke efter det som skete sidste gang. Deres skænderi havde været noget hun ikke havde regnet med, og det havde han måske heller ikke. Men de havde brug for at snakke, hun havde i hvertifald fordi hun syntes han fortjente en undskyldning. Hun syntes også det ville være rart at de fik løst det der var, så de ikke skulle blive uvenner, og ikke kunne ses offentligt"Som jeg skrev i brevet har eg brug for at snakke med dig, snakke ud om alt det som skete sidst"startede hun med at sige, og holdte blikket på ham, for hun så ingen grund til at kigge væk.

Han havde lænet sig frem, med en hånd mod pejsens kant. Øjnene gled op, da han mærkede hendes tilstedeværelse. Efter et kort blik tog han imod vandet, tog en tår af det og stillede det på pejsens kant. Han havde ikke så meget brug for det. Mere end noget andet higede han efter varme, så måske ville han selv undersøge køkkenet senere. Det måtte være muligt at varme noget vand. The kunne man lave af hvad som helst, så selv hvis der intet var her, kunne han gå ud i skoven og finde en urt eller to der ikke ville slå ham ihjel.
"Modsat vampyrer, har dæmoner stadig brug for varme" bemærkede han blot. Det virkede ikke som om hun huskede den lille detalje...Men hvorfor skulle hun? Hun havde ikke brug for det. Så det var nok en detalje der automatisk gled i baggrunden med årene. Han kørte håndklædet over sin hage, med alle skægstubberne, før han trak det af og smed det på kanten af den nærmeste stol eller sofa. Selvfølgelig modsat af hvor Cimberlie sad. Han var ikke så uhøflig at smide den slags efter hende, trods alt.

Sean strakte sig en anelse foran pejsen. Han havde ikke behov for at sidde ned oven på rejsen. Hans krop havde brug for at blive strukket ud. Oven på de sår han havde haft, som godt nok var fuldstændig healet, var det nok også bedst både at sikre hans ryg blev varmt og strukket ud. Han huskede stadig smerterne, hvordan hans muskler var gået i kramper af blot det mindste. Kun Dannikas hænder kunne fjerne den uro...
Men her stod han og blev ved med at tænke på andre folk, når det var Cimberlie han var sammen med. Så til sidst stillede han sig med ryggen til ilden, lænede sig op af pejsens kant med armene over kors og den ene fod over den anden. Hans mørkegrå blik gled over til hende. Inviterede hende til at starte ud.
"Jeg lytter"

Det var heller ikke en detalje hun huskede, hun havde altid troet dæmoner ikke var så glad for varme, fordi de var hvad de var. Men efter hans ord kunne hun også godt se, at det nok også var rart nok med noget varme indimellem. Et smil bredte sig over hendes læber, og hun valgte så at lægge det ene ben over det andet, for at sidde lidt bedre i sofaen. Hun havde selv taget et glas fra skabet, og hældt noget vand deri. Glasset havde hun så sat ned på bordet, og drejede så hovedet en smule. Hendes blik mødte hans, og hun skulle til at starte med at fortælle det som hun ville fortælle ham men det var som om han så ud til at tænke på noget, hvilket fik hende til at lægge hovedet på skrå med et løftet øjenbryn. Hvad kunne han tænke på lige nu, det var nok ikke det bedste at grave lidt det, eller spørge om det. Desuden var der jo nogle ting hun skulle til at fortælle ham, og hun drejede så overkroppen så hun var vendt mod ham"Jeg skylder dig en undskyld for min opførsel overfor dig sidst vi så hinanden, det var ikke iorden, og slet ikke okay af mig"startede hun med at fortælle, og holdte en lille pause.

Hun behøvede ikke bekymre sig om han lyttede, fordi det gjorde han og det havde han også sagt og vist, så hun behøvede ikke tænke de tanker, hvilket hun ikke gjorde og fortsatte så med at fortælle"Jeg burde ikke have opført mig sådan overfor dig Sean, og det beklager jeg virkelig meget, og jeg skulle heller ikke have troet de ting om dig"sagde hun så og kiggede ned mod hendes glas, som hun lidt efter lidt løftede op for at tage en tår af. Hendes læber rørte kanten, og hun drak en stor tår, før hun satte glasset ned på bordet igen.

"Jeg har beskyldt dig for ting som jeg ikke burde, og jeg har ikke været et godt selskab for dig, jeg håber du vil tage imod min undskyldning, fordi det fortjener du"fortalte hun så, hvorefter hun rejste sig op fra sofaen og tog et skridt hen imod ham, dog holdte hun en afstand også, fordi hun ikke ville være alt for direkte, men hun ville stå foran ham, så hun bedre kunne kigge på ham når hun ville spørge ham om han kunne tilgive hende, og tage imod hendes undskyldning"Jeg ved ikke hvad der skete for mig, men jeg vil ikke undvære dit selskab, og person så kan du tilgive mig måske"sagde hun og sendte ham et blik imens hun lagde den ene arm hen over den anden.

Dæmoner fungerede som almindelige mennesker, fysisk i hvert fald. Selv om de ikke spiste på samme måde, havde de stadig et hamrende hjerte, trak vejret og havde brug for varme. De kunne sagtens blive for kolde, for sultne eller for svage. På trods af sygdomme dog ikke var en del af deres liv. Ikke medmindre man var uheldig og blev ramt af dæmonsygen...Sean havde været ramt. Hvor længe siden var det nu? Et år? Lidt mere, lidt mindre? Han kunne ikke rigtig huske det. Alt gled sammen. Det vigtigste var han havde overlevet og nu ikke kunne rammes igen. Det tætteste han havde været på døden...
Varmen bag ham sendte små kuldegys igennem hans krop, som det begyndte at gå til angreb på hans varme tøj og lune både det og hans krop op. Det var rart, og han formåede at blive stående roligt, uden at spjætte over gysene. Det ville ødelægge noget ved den ellers seriøse stemning: Og Sean var typen der langt hellere ville bekæmpe naturlige reaktioner, end ødelægge noget der var som han ønskede det. Han ønskede stemningen mellem dem var seriøs. Det var et seriøst emne.
Ja, hvis han var smålig, kunne han endda lade tingene gå ud over hendes familie. En familie der sikkert også pønsede på ting imod ham, som alle andre gjorde. Hans paranoia gav ham sjældent fri...Og lige nu stolte han ikke på Cimberlie. Han frygtede hende ikke, men han stolte heller ikke på hende. De havde ikke været enormt tætte til at starte med, så alt det her havde ikke gjort det meget bedre. Og velvidende hvordan hun havde prøvet næsten at tvinge ham til noget seksuelt sidst, kunne han ikke lade være med at våge over hende, som hun trådte tættere på ham. En vampyr var stærk. Som archdemon var han også stærk. Men det var ikke givet han ville nå uden om hende, uden problemer, af den grund.
Nej. Seans relationer gik altid efter hans tone. Hvis folk ønskede at tætte på ham eller have noget med ham at gøre, indordnede folk sig som regel. Hvis de virkelig ønskede det, i hvert fald. Selvfølgelig gav han sig også en lille smule...Men når han tænkte over det, havde han altid været meget dominerende. Meget bestemt. Stædig. Og folk havde automatisk givet efter for ham...Måske var det derfor hans relationer og forhold aldrig holdt. Eller måske ikke. Men det gjorde ham mistænksom, når andre prøvede at kæmpe imod hans naturlige dominans. Som Cimberlie havde spillet imod ham.
"Undskyldning modtaget" svarede han endelig, efter et øjebliks stilhed.
Der var flere ting ved hendes sætninger, som han kunne modargumentere eller grave dybere i. Men som bevist sidst, var leg med ord ikke en sund beskæftigelse mellem dem. Så han lod det ligge. Han vidste jo godt hvad hun mente, trods alt.
"Vi er vendt tilbage til neutral grund. Men jeg er ikke typen der glemmer hvordan andre har behandlet mig. Så du må undskylde mig, hvis jeg stadig virker lidt afvisende. Kun tiden vil ændre den slags" bemærkede han yderligere. Så slog han let ud med den ene hånd.
"Er der en grund til hytten, til at vi skulle gå langt ud? Du kunne bare have opsøgt mig på borgen eller et sted i byen" bemærkede han så endelig, en smule mere konverserende.

Da han nævnte at undskyldningen var modtaget gjorde det hende glad, og hun drejede så rundt for at gå hen mod sofabordet. Hun bukkede sig ned for at tage fat i glasset med vand i. Det blev løftet op til hendes mund, hvor hun så tog en stor tår. Det var ikke blod, eller vin men vand var faktisk fint nok for hende. Behovet for blod var heller ikke så stærkt lige i øjeblikket, så det var ganske fint. Da hun havde taget en stor tår satte hun glasset ned på bordet, og drejede rundt for at kigge på Sean. Hun sendte ham et lille smil"Jeg er glad for du tager imod min undskyldning"sagde hun og gik et skridt tættere på ha. Men holdte en afstand så der ikke var noget der kunne misforstås, eller give ham de forkerte tanker. Hun ville heller ikke trænge sig for meget på. Så hun stod lidt væk fra ham, dog stadigvæk foran ham, og ved hans ord lyttede hun og gav så et nik fra sig.

Hun lagde en hånd i siden, og kiggede fortsat på ham, fordi hun så ingen grund til at kigge væk fra ham. Hun forstod ham godt, hun kendte det alt for godt fra sig selv, nogle ting ville man bare aldrig glemme og sådan var det jo. Da han så nævnte at med tiden ville det ændre sig sendte hun ham et lille smil, og gik så hen til vinduet i nærheden, lagde hænderne på karmen, og betragtede omgivelserne udenfor"Med tiden vil du måske også kunne stole på mig, det er aldrig til at vide hvad fremtiden og tiden bringer"sagde hun og kiggede lidt mere rundt. Så drejede hun rundt så hun stod lænet op ad vindueskarmen, og lagde armene hvilende over kors.

Hun lod hendes blik hvile sig på ham som han spurgte om der var en grund til hytten, der lå langt ude. Enlig kunne hun sagtens have opsøgt ham, eller andre ting men efter sidst tænkte hun at det var nok bedst på den her måde"Efter sidste gang kunne jeg føle at det nok ville være bedst med et sted som det her, så der var lidt ro omkring os"forklarede hun og kiggede så hen på pejsen, imens hun lukkede øjnene kort og lod et smil brede sig over hendes læber.  Hun nød kort stilheden, og lyttede til træerne udenfor der raslede lidt, og pejsens flammer og gnister. Efter nogle minutter åbnede hun øjnene og kiggede på Sean"Jeg tror ikke det ville have været en god idé hvis jeg opsøgte dig på borgen, har jeg ikke ret"sagde hun lidt spørgende.

Hans blik fulgte hende, som hun gik lidt frem og tilbage. Trods det hele, var stemningen ret afslappet. I hvert fald set fra Seans side. Selv om det kunne have været mere praktisk at gøre dette hjemme i byen, var det ikke uden sine fordele. At ride en lang tur, selv i dette dårlige vejr, havde været forfriskende. Også selv om han var helt øm i sin bagdel og det nederste af ryggen nu. Han kunne bruge tiden i hytten til for en gangs skyld at slappe lidt af og måske tænke over nogle ting, han ikke havde haft tid til tidligere...
Men i længden ville han foretrække at gøre noget faktisk arbejde. At være her hele natten og ride hjem i morgen kunne være spild af tid. Alle de timer, han kunne have brugt på et eller andet, var nu her. I skoven. Måske var det en af hendes intentioner. De havde ikke meget mere end hinanden, så de var nødt til at holde hinanden med selskab. Hvilket ville tvinge dem til at tale sammen, måske til at lære hinanden at kende igen.
Eller tid til at skændes igen.
Han trak vejret dybt. Trods hans tøj endnu ikke var helt tørt, trådte han væk fra pejsen.
"I officiel øjemed ville jeg ikke kunne afvise dig. Men det er rigtig jeg nok ikke ville være villig til at snakke så meget med dig. Hvad der så fik mig til at ride helt herud, er mig en gåde" svarede han afslappet. Han så frem for sig et øjeblik, før han så op på hende igen.
"Vil du have noget imod jeg skifter tøj? Jeg har ikke meget skiftetøj med, så...Det jeg nok egentlig spørger om, er om det ville være fint hvis jeg sidder i et tæppe, mens mit tøj hænger til tørre?"
Det ømme emne mellem dem taget i betragtning, ønskede han ingen forkerte ideer over at han smed tøjet. Men det ville være irriterende og koldt at have vådt tøj på i længden. På trods af han var en incubus skulle han nok holde sig fra hende. Hun havde intet at frygte hvad det angik.
Ah...Men det var næsten synd at være i en hytte, helt alene i skoven, uden at være bare lidt nøgen undervejs. Indbegrebet af at man kunne gå rundt og hygge sig...For Sean, i det mindste. Nogle af hans mest behagelige minder sammen med andre, var foran pejsen. Nøgen. Bare for at hygge. Bare for at være sig selv. Og...I de tilfælde...Også tit med sex. Ikke at det var en forudsætning her.
"Hvor længe har du været her?"
Det hele ville være nemmere hvis de fik en afslappet samtale i gang. Så det var det han forsøgte.

Når man tænkte over det var der mange ting at lave herude i skoven, og hytten. Stemningen var helt fin, så det kunne sagtens ske at de ville finde på noget. Hovedet lagde hun på skrå, og holdte blikket på ham, det var afslappende nærmest at lytte til regnen udenfor. Hendes kjole var efterhånden også begyndt at blive tør, dog havde hun ikke været så meget udenfor i regnen. Så det var mest ham der var blevet våd, og hun lyttede også til ham, og gav ham et nik da han spurgte om hun havde noget imod at han ville skifte tøj"Det har jeg ikke noget imod, og jeg er ikke sikker om der er noget tøj herinde i et skab, for måske du kan finde noget der"sagde hun og tænkte lidt imens hendes øjne gled rundt på møblerne, og hun gik så hen imod et skab, åbnede det. Hun kiggede derind, for at se om der var noget tøj, og heldigt var det at der hang nogle skjorter, og bukser"Der er noget tøj herhenne, hvis det frister ellers er det helt iorden at du sidder i et tæppe"sagde hun og sendte ham et smil, hvorefter hun så lukkede lågen til skabet. Hvis han ville få lyst til at tage det på var muligheden der, og hun gik tilbage til vinduet, og kunne kort høre hesten udenfor. Det gav hende et smil hvorfor var hun ikke sikker på, det fik hende bare til at smile. Hun lagde armene over kors for at stå afslappet og kiggede så ned i gulvet så han kunne klæde sig af, kun i tilfælde af at han ikke ville have hun skulle kigge, men hun kom så i tanke om noget. Hun gik forbi ham, og hen imod døren, hun skulle til at åbne den men drejede hovedet lidt så hun kiggede hen på ham"Du kan skifte tøj, eller tage det af imens jeg lige henter noget brænde udenfor hytten, jeg har set der er en bunke af brædder"sagde hun og sendte ham et smil.

Hans ord om hvad der enlig havde fået ham herud tænkte hun også lidt på, var det hende der havde gjort at han var taget herud. Det kunne da ikke være sandt, nej det var sikkert noget andet. Men han havde alligevel læst brevet hun havde sendt, og taget herud, og hytten samt skoven lå jo lidt væk fra byen, og de andre steder. Døren til hytten åbnede hun og trådte udenfor i regnen, og selv det kunne få et smil frem på hendes læber. Kun fordi det var forfriskende, og hun kiggede så til den ene side, hvor hun kunne se Sean s hest. Brædderne til pejsen kunne hun se til den anden side, og hun valgte faktisk at gå hen til hesten først.

Sendte den et lille smil, før hun betragtede den med hendes øjne, og lidt tøvende rakte hun en hånd frem imod den. Hun vidste slet ikke om den var bange for hende, eller ville lade hende klappe den, men hun tog chancen"Du må fryse af at stå herude, men du er heldig at du står under et tag"sagde hun med en venlig og blid stemme, og lod hendes hånd stryge blidt hen over hestens manke. Så betragtede hun den lidt mere, og kunne se at den kiggede på hende"Sean må være meget god ved dig, og det fortjener du også selvom jeg ikke kender dig"sagde hun bare uden at tænke over om ordene lød forkert, og underlige. Ja hun vidste ikke engang om Sean kunne høre hende, men det tænkte hun ikke over i øjeblikket.

Så tog hun hånden til sig, og gik hen til brædderne, samlede nogle af dem op og gik så indenfor igen. Døren lukkede hun efter sig, og grinte lidt"Nu kan man hvist sige jeg selv blev ret våd"lød det blide grin imens hun gik hen til pejsen. Satte brædderne ved siden af, imens hun fik lagt nogle af dem ind i pejsen. Hun vidste ikke om han havde skiftet tøj, så hun ventede med at kigge på ham, men lyttede så til hans spørgsmål"Jeg har været her i 1 dag eller sådan noget ca, hvis ikke 2 dage, og jeg havde aldrig troet jeg ville finde mig selv i en hytte ude i en skov som ligger så langt væk"sagde hun og fik et smil på læben.

Så gik hun hen til sofabordet, og kiggede ned over sig selv. Måske det også var en god idé for hende at skifte tøj, men til hvad. Hun havde heller ikke noget skiftetøj med, og det eneste der var, var de skjorter og bukser i skabet. Måske hun bare skulle tage en skjorte på. Hun gik hen imod skabet, stoppede op foran det"Har du noget imod jeg skifter, jeg tænkte jeg lige ville spørge dig"sagde hun med en venlig stemme imens hun tog chancen og kiggede hen på ham.

Så hytten kom tilmed med tøj? Tøj til en mand, oveni. Om størrelsen passede til Sean var et andet spørgsmål. Han var trods alt ret bred over overkroppen. Alligevel han derover og tog et sæt tøj ud. Han havde egentlig set frem til at sidde foran pejsen og slappe af. Men det var nok bedst han havde tøj på. Taget i betragtning at nøgenhed og den slags endnu var et ømt emne mellem dem og konstant virkede til at dukke op igen og igen. Det var dumt. Han var en incubus. At være nøgen, også blot for nøgenhedens skyld, var han normalt. Og var det enhver anden han var her med, ville han end ikke have spurgt, men blot gjort det. I hvert fald dem, han lige kunne komme i tanke om.
Med et kort stik af skuffelse trak han tøjet ud af skabet.

Han nikkede til at han havde forstået, da hun sagde at hun ville gå ud og hente brænde. Han brugte tiden hun var væk til at skifte. Det våde tøj blev næsten krænget af. Blot at få det af var en befrielse. Hans hud var fugtig og kølig, det fremmede tøj helt lunt og behageligt i sammenligning. Det passede ham ikke perfekt. Bukserne sad kun lige uden at stramme livet af ham. Skjorten kunne slet ikke lukkes. Ikke uden knapperne ville true med at give efter. Hvem end der normalt boede her, var en person der var mindre end Sean. Men i det mindste havde han tøj på, selv om skjorten stod åben. Han havde sat sig i sofaen, tættest på pejsen, med et tæppe over sine ben. Det våde tøj hang over en stol, han havde hevet tættere på pejsen. Glasset med vand, som han havde fået tidligere, havde han også taget. Han havde nippet til det, før han havde stillet det fra sig.

Da hun kom tilbage, smilte han blot let af hendes konstatering.
"Selvfølgelig"
Hun behøvede ikek tjekke med ham. Måske var det den traditionelle del i ham. Men han var opvokset med en mand skulle vise hensyn til en kvinde - og detfor havde han spurgt. Omvendt, hvis en kvinde manglede noget, var det mandens ansvar at sørge for hun fik det. Så hvis Cimberlie havde brug for at skifte, måtte hun gøre det så tosset hun ville. Sean skulle bare ikke kigge på. Hvilket han heller ikke gjorde, som hans blik naturligt faldt tilbage mod pejsen.
"Måske vi skulle lege en leg?" foreslog han og så over på hende igen, da hun havde skiftet.
"10 spørgsmål hver? Sandhed eller konsekvens? Hvad er det folk spiller i sådan en situation som her?"
Han vidste det ærlig talt ikke. Han havde ikke spillet den slags lege i...Ja, havde han nogensinde? Han havde vist lidt. Engang. Var det i denne verden, eller den verden han kom fra? Han blev i tvivl. Så måske forstod hun slet ikke hvad han snakkede om. Men han håbede hun vidste det og måske havde mere forstand på hvad man kunne spille.

Skabet måtte have noget mere tøj, ellers måtte hun komme i kommoden der stod ved siden af. Hun gik hen for at se efter, om der faktisk ville være noget tøj deri. I skabet havde der været mande tøj, og det var fint nok at Sean kunne bruge det, selvom det så småt ud til ham. Efter at have åbnet skuffen til kommoden kiggede hun lidt, der så ikke ud til at være så meget. Hendes øjne fik øje på en skjorte men det så ikke ud som om der var nogle bukser. Kunne det passe, eller kunne hun bare ikke få øje på noget tøj udover det. Nå der var hvist kun skjorten, så hun begyndte at lyne kjolen ned, og trådte ud ad den. Så hang hun den til tørre, og begndte at tage skjorten på. Efter hun havde fået den på knappede hun den"Det er godt nok en stor skjorte"grinede hun lidt, før hun lukkede skuffen igen.

Så drejede hun rundt for at gå hen mod ham, og satte sig ned foran pejsen. Hun havde fået fat i et tæppe, og trak fødderne op under sig. Hendes blik faldt på pejsen, og et smil bredte sig på læben, det var hyggeligt når der var gang i pejsen. Imens regnen udenfor kunne høres, og hesten indimellem kunne høres for de lyde den lavede. Lydene lød ikke så slemme, nærmest som om den måske havde det godt. Hun drejede hovedet så hun kiggede på Sean"Det lyder som en god idé, jeg er frisk"sagde hun med en venlig stemme.

Varmen fra pejsen kunne hun mærke, men det var ikke fordi det var slemt og gjorde ondt på hende. Det var rart, og hun rakte hænderne frem for at mærke varmen mod hendes håndflader"Hvad har du mest lyst til, sandhed eller konsekvens eller 10 spørgsmål hver"spurgte hun med nysgerrig stemme, imens hun lod hendes øjne hvile sig på ham. Hendes håndflader var begyndt at blive varme, og det var faktisk rart, selvom det var lidt underligt også. Hun smillede så for sig selv imens hun drejede hovedet væk fra ham"Noglegange kan jeg blive bange ilden, men jeg nyder varmen og at kigge på flammerne og gløderne"sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå.

Hendes hår var langsomt også begyndt at blive tørt men fordi det var langt tog det lidt længere tid. Imens hun ventede på hans svar lod hun hendes øjne følge ildens bevægelser, og hvordan gløderne nærmest poppede frem.

Hans blik gled op på hende som hun kom over til pejsen igen. Skjorten var for stor til hende, og der havde vist ingen bukser eller noget været. Men det generede ikke Sean, der blot så ned igen. Som hun satte sig foran pejsen, vendte han sig og lagde sig lang som han var på sofaen. Trak tæppet op over sin mave, hvor skjorten ikke dækkede så godt. Han elskede varme. Han lå med hovedet ned mod pejsen, så han kunne mærke varmen fra den. Men også så de kunne snakke sammen uden videre problemer.

Så hun havde ikke haft mange flere ideer selv. Han trak vejret dybt, som han studerede træloftet over sig. Måske var ingen af legene rigtig passende til dem, men han kendte ikke andre.
"Taget i betragtning der ikke er meget vi kan gøre til en konsekvens, er 10 spørgsmål måske vores bedste bud" foreslog han så endelig. Han drejede hovedet og så lidt hen mod hende for et øjeblik. Så lagde han sig tilbage igen.
"Måske vi skal lave nogle grænser for hvad man ikke må spørge ind til? Eller måske blot en regel om at hvis det er et emne man virkelig ikke vil tale om, accepterer modparten det og stiller et nyt spørgsmål?"
Han foreslog det for dem begges skyld. Sean kunne godt blive både trist og sur over de forkerte spørgsmål. Der var ting han aldrig ville fortælle. Så i stedet for at bruge aften på at lyve eller afvise hende, og dermed risikere at ødelægge stemningen mellem dem og det skrøbelige venskab de havde bygget op igen, var det bedste at sætte en regel.

Kroppen drejede hun en smule så hun sad og kiggede på ham, så det ikke bare var pejsen hun sad og kiggede på. Det var blevet tid til legen, og faktisk håbede hun det ville blive hyggeligt for nu var der virkelig god stemning imellem dem. Det var rart der ikke var nogle forkerte hentydninger, eller andre ting. Lige nu havde de nogle gode samtaler. Tæppet rettede hun lidt, så det ville sidde lidt bedre omkring hende, hvorefter hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun lyttede til hans svar og det lød helt fint i hendes ører, så hun rykkede lidt tættere på sofaen ikke alt for meget, men stadigvæk nok til at hun ikke ville side alt for langt væk fra ham"Det er en god idé, for vi ved ikke om der vil komme nogle spørgsmål som vi ikke gider svare på, eller syntes er passende"sagde hun og sendte ham et lille smil, hvorefter hun holdte rundt om hendes knæ.

Efter at have kigget på ham lidt kiggede hun hen på pejsen, og lod smilet sidde på hendes ansigt, imens hendes øjne betragtede ilden. Det var nærmest som om hun beundrede det"Jeg syntes ikke vi skal bringe ting op fra dengang vi var sammen sidst, fordi vi skal ikke ødelægge den gode stemning vi har"sagde hun og kiggede så hen på ham, imens hun strøg nogle totter hår væk fra ansigtet. Imens hun så ventede på hans svar lod hun blot hendes øjne studere ham lidt, og tænkte så lidt. Det var faktisk en god idé at lave grænser inden de ville lege legen, og han havde ret der var ikke særlig meget mulighed for konsekvenser, men det gjorde ikke så meget. De havde jo fundet en anden mulighed, det var blevet til 10 spørgsmål hver, og det var fint nok. Aldrig havde hun prøvet at lege legen før, og gad vide om Sean havde det før. Hun blev lidt nysgerrig omkring det, og sendte ham et smil"Har du prøvet legen før"spurgte hun så med hendes øjne hvilende på hans ansigt.

Han lå blot og slappede af. Kiggede op i loftet eller lukkede øjnene. Han havde ikke meget andet at bruge sin tid og energi på, så man kunne sige han var tvunget til at slappe af.
Han nikkede dog svagt. Men da han ikke gad bevæge sig for meget fra sin position, kom han med en bekræftende lyd i stedet.
"Jeg kan også lige så godt sige, at jeg aldrig vil svare på spørgsmål der handler om hvad jeg føler på nuværende tidspunkt" brummede han så, mest for at spare dem begge den tid og sorg. Han trak vejret tungt.
"Men der ud over holder jeg bare retten til at bede om et nyt spørgsmål hvis det er. Hvilket selvfølgelig går begge veje" tilføjede han så.
"Jeg kan ærlig talt ikke huske om jeg har spillet legen før...Måske en gang?"
Ved en pludselig indskydelse gled et lille smil over ham. Han drejede sit hoved lidt for at kigge over mod hende igen. Så vendte han sig om på maven i stedet, med hænderne under en af de små pyntepuder. Sådan her kunne han bedre se over mod hende i løbet af deres samtale.
"Var det dit første spørgsmål?" drillede han hende. Men velvidende det nok ikke var ment på den måde, fortsatte han.
"Lad os starte legen..."
Hans blik gled over til ilden. Hvad skulle han spørge om? Der var intet han følte han bare måtte vide om hende. Sidst havde hun allerede fortalt ham sin historie om at blive vampyr. Han havde mødt hende til flere fester, og kendte den vej igennem en anelse til hende og hendes liv. Samtidig skulle han undgå spørgsmål hun bare ville sende tilbage i hovedet på ham; Og som han nok ikke selv ønskede at svare på. Det efterlod små uskyldige spørgsmål, eller mere filosofiske spørgsmål.
"Lad os starte med noget mere livs-filosofisk. Flere af de vampyrer jeg kender - og det er ikke for at gøre dig til en stereotyp - er kolde anlagte. De slår ihjel og nyder at føle sig store og stærke. Ville du sige du har det på samme måde, eller er du mere nede på jorden omkring den slags? Ville du f.eks. slå ihjel bare for at slå ihjel, eller kun for at få mad?"
Han så over på hende. Det var ikke for at give hende to spørgsmål på en gang. I stedet havde det været hans forsøg på at forklare spørgsmålet, så hun havde en mere tydelig ide om hvad han spurgte ind til. Han kiggede på hende for at bedømme om hun forstod hvor han ville hen eller ej.

Da han drillede hende kunne ikke lade være med at grine og hun lagde hovedet på skrå, hendes blik var stadigvæk rettet på ham. Det kunne måske godt have lydt som et spørgsmål, men det var det dog ikke, men hun kunne ikke undgå at grine lidt over hans drilleri. Hendes blik flyttede sig så væk fra ham, og hun drejede hovedet en smule for at kigge på pejsen. Tæppet hun sad med var rart, det var blødt, og selvom det ikke havde en speciel farve, så var det hyggeligt nok at sidde med det.  Da han så fortalte at han ikke ville svare på spørgsmål omkring, hvordan han følte forstod hun godt hvorfor, og drejede hovedet hen imod ham, sendte ham et smil"Følelser behøver vi ikke snakke om, der er sikkert også mange andre spændende ting at snakke om end følelser"sagde hun og lænede sig så lidt frem mod bordet. Hun fik fat rundt om glasset med vandet i, tog det til sig.

Hun lyttede til ham, imens hun løftede glasset op til hendes mund, spredte læberne og tog en stor slurk. Efter få minutter satte hun glasset ned på bordet igen. Hun sagde ikke noget til det med at han bare kunne få et nyt spørgsmål, fordi sådan havde hun det også. De kunne nok godt respektere hinanden, og holde sig indenfor de regler og grænser de var enige om. Da han så sagde at de skulle starte legen nikkede hun og drejede kroppen en smule mere, så hun sad bedre tilpas, også for at hun bedre kunne se ham. Da hans spørgsmål kom tænkte hun lidt, det var et godt spørgsmål han startede med at stille hende, og hun holdte blikket på ham lidt. Lagde en hånd rundt om hendes knæ som var trukket op under hende"Jeg kan være lidt af begge dele, jeg nyder at være kold til tider, jeg nyder at slå ihjel fordi det sommetider ligger i min natur. Men på samme tid kan blodtørsten også tage over, og så kan jeg glemme hvem jeg er, og kun fokuserer på mit offer, og blod"fortalte hun og kiggede væk fra ham dog med et smil på læben"Jeg kan være meget mystisk fordi jeg tit ikke behøver at slå ihjel, og tit ikke gør det, jeg er sjældent kold overfor de personer jeg møder, men for det meste er jeg meget nede på jorden, og dog så kommer det også an på hvad humør jeg er, med hensyn til hvor kold og morderisk jeg måtte være"sagde hun og kiggede på ham.

Hendes øjne betragtede ham lidt, og hun lod smilet sidde på ansigtet. Det var en fin start på legen, og nu vidste hun at det var hendes tur, så hun tænkte lidt. Hvad kunne hun spørge ham om, hvad ville hun vide om ham, hun tænkte lidt mest omkring om hun kunne finde et godt spørgsmål"Men Sean jeg angriber dig ikke, uden din tilladelse, hvis min blodtørst bliver slem ved jeg hvor jeg kan finde noget blod"sagde hun og strøg nogle hårtotter væk fra ansigtet, og hun lod blikket glide ned mod gulvet, og hun lod smilet vokse lidt før hun så kom frem til et spørgsmål.

[clor=Red]"Som en hersker, hvad er så det bedste du ved, og nyder at lave"[/color]spurgte hun med en venlig stemme, imens hun valgte at holde rundt om hendes knæ med begge hænder. Regnen mod vinduerne lød hyggeligt især når man tænkte på han lå på sofaen, og hun bare sad tæt på og kiggede på ham.

Han lå afslappet og lyttede til hendes ord. De færreste vampyrer - som han havde mødt, i hvert fald - var med stor samvittighed. Som hun sagde, så lå det i deres natur. At opnå en blodrus var også normalt. Hendes ord om at han ikke behøvede frygte hende, fik ham dog til at smile. Virkede han bange? Bekymret?
Det var nok det sidste han var. Faktisk kom han oftere godt ud af det med vampyrer, end så mange andre racer. Vampyrer var som regel mere simple.
"Er det et angreb, hvis jeg har givet lov?" Drillede han hende. Velviden han aldrig ville give hende lov. Og velvidende, trods vampyrers vekslende styrke, at han formentlig var lige så stærk eller stærkere end hende. Han kunne sagtens beskytte sig selv og hun virkede ikke ustabil.

Ved hendes spørgsmål lukkede han øjnene et øjeblik. Det svage smil forblev på hans læber. Så sukkede han dybt.
"Engang...Da jeg var hersker af Dragons Peak...Nød jeg at bruge min politiske magt. Jeg nød at holde fester, eller give og tage fra folk omkring mig. Generelt at vise min magt og understrege over for folk at det netop var mig, der havde magten" svarede han. Hvad skulle han ellers sige? Det havde været magten der tiltrak ham. Altid magten. Han levede for magten og havde mistet alt til magten.
"I dag nyder jeg intet af det"
Han uddybede det ikke nærmere. Det kunne han ikke uden at gå dybere i hvordan han havde det og hvorfor. Uden at nævne Natalie, hans egen sygdom, hans sindstilstand. Nej, han ønskede ikke at besvare det yderligere. På trods af det måtte undre at nogen var hersker, men ikke brød sig om det.

Et nyt spørgsmål. Hvad kunne han finde på? Han stirrede op i loftet, som om det indeholdt alle hans svar og alle hans muligheder. Fingrene trommede let mod hans brystkasse, mens han tænkte.
"Hvis du en dag fik muligheden for at rejse til et nyt kontinent, eller ligefrem en ny verden - ville du så gøre det?"
Verdener. Det var noget han tit tænkte på. Ikke bare det nye kontinent med kattefolket, som han stadig gerne ville besøge en dag. Men lige så meget...Hvad hvis han fik muligheden for at rejse tilbage til sin gamle jord, på tværs af dimensioner? Eller en tredje ny verden? Ville han gøre det? Han var ikke sikker på hvad svaret ville være.

Da han drillede hende kunne hun ikke lade være med at læne sig lidt frem hen imod ham, og puffede lidt til ham med et grin. Så trak hun sig tilbage igen, og kiggede hen mod vinduet til den ene side, smilet sad på hendes ansigt, for det var ikke forsvundet. Det var enlig sommetider ikke til at kontrollere blodtørst, fordi den kunne være slem, og kraftig. Men hun havde lært at kontrollere tørsten, men selv for hende kunne det smutte engang imellem, og så kunne det tit ende galt, og i et kaos"Kunne du finde på at angribe mig, hr McGivens"drillede hun og kunne slet ikke lade være med at sende ham et smil og blinkede derefter til ham. Det var ikke fordi hun troede han ville gøre det, eller kunne finde på det. Men det var enlig kun for at drille ham lidt som han havde gjort. Hun havde en tanke om at han ikke ville give hende lov, hvis det skulle komme dertil men det var også fint for hende, for hun vidste godt han skulle stole på hende igen. Desuden var hun heller ikke sikker på, at hun kunne få sig til det.

Da han fortalte og svarede hende lyttede hun efter, og det fik hende undervejs til at løfte øjenbrynene til hans ord. Der var nogle tanker der gik igennem hende, men det var nogle hun først ville spørge ham om når han havde fortalt hende det han skulle. Hun kunne godt forstille sig, hvordan det måtte være at være hersker, hvilken skøn magt man måtte have, og dog så var der vel altid en bagside af medaljen som man kunne sige. Hun lyttede fortsat til ham, og holdte blikket på ham imens han fortalte.
Hun var interesseret i at høre ham fortælle om det, men også fordi hun syntes det ville være uhøfligt at kigge væk, når andre fortalte noget"Hvad er der sket, siden du ikke nyder det mere"spurgte hun så undrende med et løftet øjenbryn. Hvis han ikke ville svare på det var det helt iorden, hun havde blot spurgt om det. Det var tydeligt at høre at hun bekymrede sig for ham, og på samme tid gerne ville høre mere om det"Du behøver ikke uddybe det hvis du ikke ønsker, jeg håber bare det bliver bedre for dig, og at du måske en dag vil kunne nyde det igen"sagde hun og sendte ham et smil, før hun rakte ud efter glasset på bordet.

Løftede det op til munden og drak det sidste der ar deri, og så blev det tomme glas ellers sat på bordet. Så drejede hun hovedet hen mod pejsen som hun kunne mærke varmen fra, det var virkelig rart. Hendes øjne betragtede flammerne, og gnisterne, virkelig afslappende nærmest at kigge på det. Det gav en ro indeni, hun kunne mærke hvor afslappet hun følte, og var også nød til at lukke øjnene lidt. Et smil bredte sig over hendes læber"Det er så rart det her, ikke kun følelsen af varmen, men at snakke med dig igen og lege den her leg"sagde hun med en venlig stemme. Nogle minutter efter åbnede hun øjnene da hun kunne høre hans spørgsmål, og det fik hende til at tænke lidt. Det var endnu et godt spørgsmål. Hun drejede sig lidt så hun sad lidt mere med fronten til ham på gulvet, og trak tæppet lidt tættere om sig en smule. Hun holdte blikket på ham"Det ville jeg helt sikkert, at rejse til andre verdener og kontinenter må være spændende, og noget man næsten skal opleve. Jeg kan godt lide at udforske nyde steder, og se andre ting end de normale og klassiske ting, så det ville jeg helt sikkert hvis jeg fik muligheden"sagde hun med et smil og gav ham et nik, før hun så rejste sig op fra gulvet. Tog glasset og gik hen mod køkkenet, hun åbnede for vandhanen, og begyndte at hælde vand i glasset.

Hun drejede hovedet en smule så hun kiggede hen på ham"Vil du have mere at drikke"spurgte hun med hovedet på skrå. Hun stod med hendes glas i hånden, og holdte fast i tæppet med en anden hånd. Hun vidste godt det var hendes tur til at spørge ham, og tænkte også lidt på hvad hun skulle spørge om, indtil hun efter en lille pause fandt et spørgsmål"Hvis du kunne bruge dine evner til noget godt, hvad skulle det så være"spurgte hun med et smil.

Han smilte lidt for sig selv. Han ville næppe angribe hende uden hun gav ham en grund - og hvis det var for mad, angreb han aldrig. Så forførte han. Det var sådan hans væsen fungerede. Han kunne kun spise når der var sex involveret...Om det havde noget med hormonerne at gøre, noget med at folk var mest åbne og skrøbelige i den position...Han kunne ikke sige hvorfor. Men det var sådan det fungerede.
"Flere ting"
Igen et afvisende svar. Han ønskede ikke at fortælle om det. Af flere grunde. Til dels fordi han havde en ide om at Cimberlie ville blive ved med at stille spørgsmål. Hvordan forklarede man visse ting til folk? Såsom at han var fanget her - som hersker - og ikke bare kunne lade være, fordi han ikke lige gad?
Det ville heller aldrig blive bedre. Han ønskede ikke stillingen. Han ønskede ikke at bruge alt sin tid på borgen. Det ville først blive bedre, når han havde nået sit mål. Sin ene plan, der startede med en arving. En plan han måske allerede havde sat lidt i gang...Hvis Delilah var til at overtale. Han måtte snart opsøge kvinden igen. Hvis svaret var nej, skulle han trods alt ud og lede efter en ny.

Han svarede ikke på Cimberlies sentimentalitet. Der var ingen grund. Han vidste ikke om han nød det eller ej, men han lå her uanset. Måske ville han, når de var færdige, sove et par timer. Næste morgen kunne han rejse hjem igen, når både han og hesten havde fået et velfortjent hvil.
"Nej tak" lød svaret på drikkelse. Han havde stadig det meste af sit glas med vand. Han havde ikke drukket meget på turen, som kulden og regnen omkring ham automatisk havde bragt hans tanker til andre ting. Så ved en indskydelse satte han sig halvt op og tog en stor slurk af sit glas. Det var bedst at forblive hydreret. Til tider glemte han at drikke nok, kun for at blive takket med hovedpine.
Derefter lagde han sig igen, men denne gang på siden. Med ansigtet mod rummet foran ham. Ved at dreje hovedet en smule ville han nemt kunne se mod pejsen.

Hendes spørgsmål var svært. Oprigtig svært. Det var ikke fordi hans evner nogensinde...Havde været gode, til at starte med. Forstået på den måde at de var beregnet til død og ødelæggelse - ikke til at gøre nogen en tjeneste. Hans blik hvilede på bordet foran ham, som han med et svagt suk overvejede det. Han ville aldrig gøre noget godt for sin by eller en hel befolkning, blot for at gøre noget godt. Han gjorde kun ting for at få noget ud af det.
"Hvis jeg skulle gøre noget godt...Blot fordi det er godt..." Svarede han lavmælt, endnu mens han tænkte.
"...Ville det være for at hjælpe folk jeg har kær. Men jeg ville næppe løfte fingeren for andre" svarede han så endelig.
"Ikke uden at få noget for det eller opnå noget ved det, i hvert fald"
Han så hen mod hende, uanset om hun stod et sted i rummet eller havde sat sig tilbage ved pejsen. Det var spørgsmål nr 2. Tid til det tredje.
"Hvis du kunne blive et menneske igen, ville du?"

Da han svarede lyttede hun imens hun skulle til at tage en stor tår af glasset. Hun lod fingrene glide hen over kanten, og lod hendes øjne hvile sig på ham som hun fik svaret på det hun havde spurgt ham om. Det gav vel også mening i hendes ører, at man ville hjælpe dem som man havde kær, det ville hun selv gøre. Hovedet lagde hun på skrå, og strakte det ene ben imens hun fik rettet på tæppet hun sad med, som var viklet lidt rundt om hende. Forhåbenligt ville hun kunne komme ud af tæppet igen, ellers var hun nok nød til at bede Sean om hjælp.

"Jeg har det på samme måde, jeg ville gøre noget godt og hjælpe dem jeg har kær, for hvis det var fremmede ville jeg have det meget svært ved at gøre de ting"sagde hun tog så en stor tår af glasset, før hun rejste sig op. Hun havde ikke taget tæppet med sig, det lå blot på gulvet i en lille bunke. Det var heller ikke fordi hun var nøgen, hun havde stadigvæk skjorten på, og gik langsomt hen mod køkkenet. Glasset stilte hun på køkkenbordet og strøg en hårtot væk fra hendes ansigt. I det mindste var skjorten og håret ved at være tørt, det tog ikke så lang tid og dog fordi hun havde så langt hår tog det lidt tid. Hun drejede rundt, og gik så hen til pejsen, satte sig ned. Der gik få minutter før hun rakte en hånd frem mod ilden, og lod et smil brede sig over hendes læber"Alle ville nok svare ja til sådan et spørgsmål, men jeg tror mit liv allerede var dømt til at gå galt"sagde hun og sendte ham et kort blik, før hun kiggede ind i pejsen igen.

Så lod hun ilden og dens varme røre hendes håndflade, nærmest med vilje bare for at brænde sig lidt"Hvis jeg aldrig var blevet til en vampyr, ville det aldrig være til at vide om det ville ske en dag, jeg tror sagtens jeg kunne have blevet forvandlet uanset hvad og det lyder underligt fordi hvordan jeg forudse det"sagde hun og kunne slet ikke lade være med at beundre flammerne inde i pejsen. Hun valgte ikke at sige noget i lidt tid, nød bare varmen mod hendes hånd, og selvom det nok var rimelig dumt at brænde sig med vilje, så var det som om det gav en følelse af liv hos hende, en følelse hun nød som da hun var et menneske"Men jeg kan savne det til tider, for der er så mange ting man kan nyde og opleve som menneske, som man ikke kan som vampyr"sagde hun og drejede hovedet så hun kiggede på Sean. Hun sendte ham et smil, imens hun lod ilden varme hendes håndflade endnu mere så hånden blev brændt, hvilket ikke gjorde hende noget.

Dog tog hun hånden til dig, og kiggede ned på den"Følelsen af ikke at være bange for noget man normalt aldrig ville være bange for kan jeg godt savne tit, men så kommer jeg altid til at tænke på jeg hele jo, fordi jeg er hvad jeg er"sagde hun så, og lagde sig bagover ned på gulvet på ryggen. Hun løftede en hånd op foran hendes ansigt, og studerede den brændte hånd der allerede langsomt var begyndt at hele. Det var underligt at hun havde gjort det, måske var det blot for at mærke smerten lidt, eller også var det bare for at huske hende selv på, at hun ikke var et menneske. Dog glemte hun ikke at hun var en vampyr men det var et godt spørgsmål han havde stillet hende, og hun havde næsten lyst til at spørge ham om det samme. Men ville det ikke være mindre spændende og interessant, hun vidste det ikke.

Imens hun lå på gulvet med hånden op foran hendes ansigt, kunne hun se at hånden pludselig snart var færdig med at hele"Ville du ændre på nogle valg hvis du fik chancen"spurgte hun så imens hun drejede hovedet hen imod ham.

Han kunne ikke helt tolke på hendes svar, om hun faktisk ville blive et menneske igen eller ej, hvis hun nogensinde fik muligheden. Ikke fordi der var en kur, eller mulighed for at forvandle sig tilbage ellers. Men hvis der opstod en...
Alligevel mente han nok hendes svar hældte mest mod et nej. Der var for mange fordele ved at være så godt som udødelige og kunne nye ting, såsom at heale fra sine skader. Selv levede han for evigt, omend han ikke havde den samme evne til at heale. Måske healede dæmoner hurtigere end mennesker, men slet ikke så hurtigt som vampyrer kunne. Han rettede sig nok op, til at hvile hovedet i sin hånd. Albuen borede sig ned i sofaen, som han lå på. Man blev født dæmon, så hele dilemmaet med at forvandle sig var ikke noget han havde oplevet selv.

En svag latter. Hvordan kunne han ikke?
"Om jeg ville ændre noget? Hvad ville jeg ikke ændre, i bagklogskabens lys?" brummede han, som hans mørke blik gled over mod pejsens flammer.
"Der er ting jeg aldrig ville kunne ændre på, fordi de er afhængige af folk omkring mig. Men mine egne valg? Der er mange. Jeg var aldrig blevet hersker af Dragons Peak. Jeg ville have reageret anderledes i forhold til familie og venner..."
Måske ville netop familie og venner så være blevet omkring ham? Hvis han havde valgt bedre?
"Men der er også ting jeg aldrig ville ændre på. At blive archdemon, som et eksempel"
Archdemon krævede ritual, hvor han måtte ofre en der var kær for ham. Et spædbarn havde gjort det. Et uønsket barn. Selv om han nok allerede dengang var begyndt at miste venskabet med moderen - eller hvad de nu havde været, ud over venner - og selv om det gjorde ondt at slå en potentiel god arving ihjel...Så fortrød han ikke at blive archdemon.
Han ville egentlig nok også ændre på at have været partnere med så mange. Ikke blot sex-partnere, dem var der mange af og sådan levede han. Men kærester. Folk, der enten ikke betød noget mere eller gjorde det, uden at han kunne gøre noget ved det. Så meget bagage.
"En livsdrøm. Har du en? Hvad går den ud på? Er den realistisk for dig?" han så tilbage på hende. Han havde bemærket hvordan hun havde siddet med hånden mod ilden. Ikke at det betød noget for ham. Hun havde formentlig sin årsag og så længe hun ikke hoppede hovedet først ind i flammerne, behøvede han ikke tage sig af det. Desuden havde hun selv nævnt det. Vampyrer healede hurtigt. Ingen skade sket.

Et smil bredte sig over hendes læber da hun hørte at han ikke ville ændre, hvad han var. Det kunne hun også godt forstå, det var også noget særligt, og som sagt havde hun heller aldrig hørt om det før, så det var nærmest unikt. Men når hun tænkte lidt mere over det, var han jo stadigvæk en form for dæmon, han var bare stærkere, hvilket var fint nok. Hun kiggede på ham lidt, før hun vendte hovedet mod pejsen igen, og så lod hun hendes øjne glide ned på hendes hånd. Hun havde valgt at sætte sig op og trak benene til sig. Hovedet lagde hun på skrå, og tænkte lidt over hans spørgsmål. Det var et godt spørgsmål faktisk, og hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Derfor sad hun og tænkte lidt, for havde hun en livsdrøm.

Så kiggede hun hen på ham, og trak kort på skulderen, for hun var virkelig ikke sikker på at hun havde en livsdrøm, måske hun ville få en. Men det var som om hun slet ikke kunne komme i tanke om en,  og hun lagde så hænderne rundt om hendes ben, blot for at sidde lidt mere tilpas"Jeg tror ikke at jeg har en livsdrøm, men det lyder også mærkeligt hvis jeg ikke har"sagde hun og kiggede så ned lidt imens hun tænkte lidt. Kunne det virkelig være sandt, havde hun slet ikke en livsdrøm, måske ikke"Hvis jeg ikke har en, kommer det nok, men ellers kan jeg ikke komme i tanke om noget"sagde hun og løftede et øjenbryn men sendte ham så et smil. Hun sad og kiggede på ham, og skulle til at spørge ham om det samme før hun kort lyttede til stilheden, og regnen mod vinduerne.

"Hvad med dig, har du en livsdrøm"spurgte hun så undrende, og kiggede på ham igen, for at se hans reaktion på samme spørgsmål, men også for at kigge på ham imens han svarede. Det var vel kun høfligt at gøre det. Men lidt efter lidt kunne hun høre hesten udenfor, det lød ikke som om der var sket noget men hun var sikker på at den også stod i læ for regnen, for Sean virkede til at passe godt på den.

//Emnet er outet efter aftale.

De leger legen færdig og Sean tager hjem efter natten.