I believe you can fly - Josh

---

Josh. Den tidligere leder af de gode pussenusse engle var tilbage i byen. Og af en eller anden grund søgte hun efter ham. Hun ville få ham over på hendes side, en engel uden vinger var falden. Han havde udvist vold imod sine engle - i realiteten var han falden - han skulle blot overbevises om, at han skulle opgive sine lysekræfter. Og hvis han ville se Caroline igen, så måtte han hellere se at få valgt den rigtige side. Selvfølgelig var Jo en smule manipolerende, men hun kunne bruge hans styrke. Desuden havde Caroline nævnt, at han var kæreste med en falden engel. Så hun havde haft Audrey ude og samle lidt info, så nu vidste hun en del. Mente hun selv.

Jo gik igennem Terroville, og ledte. Hun havde ingen vinger, præcis som ham. Så hvorfor ikke prøve at overtale ham. Måske var hun også lidt paranoid, hun var vel en smule bange for - at Caroline ville sætte sine søstre til side når hendes brødre var inde i billedet igen. Men Jo, havde en mindre plan - og det ville ikke tage skade at prøve.
Hendes blik fangede hvad hun søgte. Audrey havde fortalt hende, at Josh havde været forbi for at snakke med Caroline men Caroline havde ikke været hjemme. Så nu vidste hun da at han var i nærheden. Hvis han bekymrede sig ligeså meet om Caroline som Jo gjorde - så ville han ikke gå langt væk før han fik muligheden for at snakke med ham.

Og ganske rigtigt hun så ham. Josette gik direkte over til ham. Hun stoppede op lidt fra ham med armene overkors.
"Du må være Josh. Vi har noget vi skal tale om." Et skævt smil sneg sig op på hendes læber, imens hun hævede let på brynet. "Så skal vi komme igang?"

Han var endnu ikke stødt på Caroline, selv ikke efter at have ventet flere timer hjemme i hendes eget hus, sammen med Audrey. Der kunne være sket så meget, måske hun var ude sammen med Rowan eller de nye familie medlemmer. I hvert fald, han ønskede bare at finde hende snart og snakke med hende, bede hende om tilgivelse og forklare alt hvad der var sket. Det var sikkert lettere sagt end gjort. Hun var sikkert uden tvivl vred på ham og han forstod hende godt.
Igen tog han sig selv i at sukke dybt, dog rystede han det hurtigt at sig og rettede ryggen. Ruinerne lå fortsat rundt omkring, dog var dette sted det mindst terroriserede. Det var underligt, der var sket så meget, ikke kun med hans familie, men også med byen. Hvilket underligt nok også førte hans tanker hen på Jacob... hvor var han henne?
Han nåede ikke rigtig at tænke meget over sin brors forsvinden, før en engel stillede sig foran ham, armene på kors og øjnene strålende af selvtillid. Det gik hurtigt op for ham, at hun var en falden engel og ikke en engel, ikke at Josh så den største forskel på de to racer alligevel. Dog... var det tydeligt ved hende, for hun var noget stærkere end en falden. Han kneb øjnene en smule sammen. Reaper.
Det skæve smil på hendes kønne ansigt, fik ham selv til, at folde armene på kors over brystet, nærmest som at stille sig i forsvars position.
"Så det har vi?" sagde han en anelse kækt og lod ellers nu armene hvile langs hofterne. "Du kender mig, men jeg kender desværre ikke til dig," Han løftede spørgende på et øjenbryn. Af en eller anden grund, begyndte han langsomt at gå videre, dog ikke før han havde gjort en gestus med om, at hun skulle gå med. "Hvad kan jeg gøre for dig?" Han så sig over skulderen.

Hun hævede let på et bryn, og fulgte ham. Hendes blik var fremad, imens hun gik let med sine katteagtige bevægelser.
"Du kender mig ikke nu. Men det kommer du til." Svarede hun kort og fik et sadisk smil smidt skævt på læben. Jo lod armene falde ned langs siden imens hun gik.
"Du. Du kan joine mig. Vi ved begge to, at du er mere falden end god. Vi ved også begge to, at grunden til du fik dine super lys kræfter, var for, at du fik det bedre med dig selv - så du ikke skulle føle dig som et monster. Dine vinger er væk, ligesom mine. Indrøm det Josh du er præcis ligesom mig. Falden. Tørster efter magt..." Sagde hun til ham og flyttede blikket over på ham. Jo fugtede kort sine læber.
"Kort sagt, hvis du går med mig. Så får du lov til at se Caroline igen." Tilføjede hun og stoppede så op. Hun var seriøs.
"Uh, og ja. Mit navn er Jo... som i Josette Thunder." Hun hævede lidt på et øjenbryn, og smilede skævt til ham.

Han måtte indrømme at det var en smule underligt, at hun snakkede til ham, som om at de havde kendt hinanden i flere år og at hun i det hele taget kendte hans dybeste tanker. Ikke nok med det, nu begyndte hun også, at give ham ordre. Det undrede ham det hele, men han valgte at følge med hende og se hvad der skete, trods alt begyndte hun at true omkring Care også. Vent, hun kendte Care... I det øjeblik hun fortalte hans navn, gik det op for ham, at han stod og snakkede med trillingen Jo, hende Audrey havde været så rar at fortælle om.
"Min tørst efter magt..." Han tykkede på sine ord. "Er ikke så stor som den har været, lige nu er jeg mere interesseret i at du ved hvor Care er og at du rent faktisk bruger hende som en trussel imod mig," Han løftede på skulderene. "Jeg joiner ikke dit fællesskab, jeg er kun interesseret i at se Care igen og at høre mere om dig, nu hvor du er trilling med hende," Nok var hun seriøs, men han sendte hende et drillende smil. "Audrey havde godt sagt, at du ville være den stride af jer,"

Hun fnøs let. Jo lagde armene overkors og så rystede let i hovedet.
"Selvfølgelig ved jeg hvor Caroline er." Tilføjede hun og trak let på skulderen. Det drillende smil gjorde hende intet, hun rystede blot på hovedet af ham.
"Aw, sagde hun virkelig det... men hun taget helt fejl.. jeg er den voldsomme af os." Tilføjede hun med et mere diabolsk smil. Hun lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham.
"Ville du ikke gerne have, at du kunne leve lykkeligt med din lille faldne engel og jeres familie?" Spurgte hun og trådte tættere på ham. Jo var den sindssyge af dem og det havde hun intet imod. "Jeg gør ikke Caroline noget, men jeg kan stadigvæk forhindre dig i at se hende," Jo skar en lille grimasse. "Jeg kan tage pusten fra dig, det kan være når du gisper efter vejret - at du bliver lidt klogere." Hun stoppede op foran ham, og klappede ham kort på kinden. Så placerede hun en hånd på hans brystkasse, og i hans næste åndedrag ville han kunne føle, hvordan han ikke kunne få vejret. Jo havde ingen intentioner om at dræbe ham, men det kunne han jo ikke vide. "Du burde virkelig tage imod mine tilbud."

Josh nåede ikke rigtig at forstå hvad der skete omkring ham, da alt luften pludselig forsvandt fra ham og han et kort øjeblik mærkede sig selv gå i panik, som han hurtigt skjulte med en facade. Så snart der var luft igen at indtage, pustede han ud og tog sig til halsen, hostedet kort og løftede nu med det samme blikket og så på hende.
Så det var altså denne såkaldte Reaper ville lege? Fint, så var det sådan de legede. Før hun kunne nå at blinke, var han omme bag hende, med et kækt smil på læben. "Og du burde virkelig vide, at jeg ikke er typen der tager imod tilbud," Han løb op foran hende igen, stillede sig nogen meter fra hende og satte armene på kors, som når man dannede sig et skjold. "Du kan ikke forhindre mig i at se Care," Langsomt ville et spind af mørke danne sig omkring både ham og hende, et spind af skygger der var ved, at danne hendes værste frygt. Man kunne sige, at han var i gang med, at undersøge hvad det var hun gik og frygtede. "Jeg tager ikke imod tilbudet og jeg opsøger Care, du kan prøve at stoppe mig, men så ender vi med at få en kamp ud af det," Omkring folk han så som trusler, begyndte han at danne små hånende facader, mest for ikke at vise frygt overfor dem, også selvom de var stærke og farlige fjender. "Så lad os snakke om det i stedet," Han så hende i øjnene og sendte hende rent faktisk et venligt smil.

Han prøvede at trænge ind i hendes hovede med sine små skygger. Han ville kunne se anstrengelsen i hendes øjne, de stærke blå øjne - anstrengelsen for at kæmpe imod lysten til egentlig at falde ned. Tricket var vel bare at se det som at være umuligt at falde. Men det var ikke muligt endnu at modstå sådan en evne helt, og glimt ramte hende. Det eneste hun var bange for... den eneste frygt hun havde, var ikke om hende selv - den havde intet med hende at gøre. Det var simepelt at hun ikke ønskede at Kol skulle dræbe hendes familie. Hun vrissede af ham, men stoppede så og sank en klump.
"Fint lad os tale." Hun slog let ud med den ene arm og trak opgivende på skulderen. "Jeg vil hjælpe min familie, og det kan jeg ikke gøre med en lille lysbombe som allieret." Startede hun ud med og hævet på et bryn. "Vold har været min måde at få mine holdninger igennem hele mit liv, undskyld for at reagere sådan." undskyldte hun og kørte en hånd igennem sit hår. Blidt slog hun blikket væk.
"En af mine tidligere venner har besluttet sig for at han vil dræbe dem alle, hver og en - og gemme mig til sidst. Jeg har ikke i sinde at lade det ske. Jeg tænkte vel bare... hvis han hørte du var gået over på min side, at du havde valgt mit parti. Så ville han indse han har valgt en kamp han ikke kan vinde... ikke du behøver at gøre det, bare spille det - til han måske viser sig selv og jeg kan få ram på ham." Jo kom med endnu et tilbud, men dette var mere desperat, men hun ønskede ikke Kol skulle gå efter dem. Selvom det ikke lykkedes ham at dræbe dem, kunne han torturer dem, ikke så godt som hende selv men med 800 års erfaring gjorde Kol sig jo som et ondt geni.

Jo trådte et skridt frem imod Josh, og så ham direkte i øjnene.
"Du så det selv. Det den eneste ting jeg er bange for i verden. Og hvis de dør, så må guderne vide, hvad der sker med mig. Folket kan ligeså godt begynde at bede deres bønner. Jeg er ikke en god person Josh, og hvis.. og hvis de dør." Det mere panikslagende udtryk dukkede op i hendes øjne. "Hvis de dør, så kan intet holde mig sammen længere. Verden vil se mere kaos end den ser nu..." Alle havde et anker som holdt dem fast bundet på jorden, men hvis det blev fjernet ville intet kunne holde dem - og Jo var ikke ligefrem den som havde den sundeste fornuft.