think I saw something ~Sajro og Luce

S:Gyderne
T: Mørket er ved og falde på
O: der er ikke nogen og se i gyderne
V: det støvregner og mørket er ved og falde på

en pige gik gennem gyderne, mørket var ved at falde på med sine hænder i lommerne uden rigtigt at se hvor hun gik, der var små perler formet dråber på hendes mørke brune jeans og i hendes hår, hun have en sort jakke på.  Hun gik for sig selv da hun så noget lys fra en gyde lidt fra hvor hun var stoppet op, da nogen skygger faldt fra lyset, hun gik langsomt der hen og kunne så høre stemmer der fra. Da hun kom tæt nok til og se hvad der skete var det to mænd der stod og røg mens de snakkede lavt om noget Alinea ikke kunne høre, hun sad selv på hug bag nogen kasser så man ikke kunne se hende. Man kunne så spøger hende om hvorfor hun ikke gik videre og lod være med at sidde der og kigge på de to eller hvorfor en pige som hende ville gå rundt i gyderne mens mørket var ved at falde på og når det støvregnede, hun var der for at finde noget der kunne hjælpe hende med at komme tætter på noget som hun gerne vil finde. Pludselige kom der en mand og satte sig på hug ved hende han var spinkle og så ud til at være omkring sidst i 40´erne, han have en hat der skjule hans ansigt godt mens han også tændt en smøg og der efter rømmede sig, "Det er ikke smart og luske rundt i gyderne på den måde." Sagde han stille og roligt. Men lige før hun ville svare satte han hånden for hendes mund, det fik hende bare til og bide ham i fingerne så han slap og væltede kasserne som de have siddet bag. Alinea gemt sig bag noget andet dog stadig så hun kunne se hvad der skete i lyset fra lyset.

Hvad var Det Sajro lavede i gyden her også? Han vidste det ikke, han var usikker på sig selv for tiden men måske havde han bare en træng til at vise for sig selv at han stadig var en god person, at han stadig var den helt som Spurv havde sagt han var. Han var nød til det han var jo god han var et godt menneske og han ville fandme vise sig selv det var sandt.
Han hørte noget tumult i gyden, nogle kasser og nogen der væltede. Han kom tættere på, og kunne se en tynd mand der søgte efter nogen i området. Det var sikkert det han søgte efter der var problemer. Han gik langsomt ned af gyden mod manden. Mens han skiftede form. Han knurrede af manden som vendte sig om og skreg, så man skulle tro han var en lille pige. Hans skrig blev dog kvalt da hans strube blev flået over. Sajro forsvandt ud af gyden igen, efterlod kun en smule pels i mandens hånd, og lidt iturevent tøj fra hans forvandling.

Luce og Bron var blevet sat på en mission hvor de skulle finde en fyr som havde skabt en del problemer for tiden. Selvfølgelig var det også ved og være sent. Det kørte bare slet ikke for hende for tiden. Hun skulle sådanset haft været hjemme for flere timer siden, men det måtte hun altså skyde en pil efter på dette tidspunkt. Hun var dog heldig og fik sent et brev til Zeronium inden hun og Bron var taget afsted for og forklare, at hun var blevet smidt på en mission og selvfølgelig havde Sakref sagt hun ikke måtte klare nogle missioner selv længere. Bare fordi hun var halvejs i sin graviditet! Hun kunne klare sig selv! Næsten ihvertfald. Bron var typen der bare ikke havde nogle følelser med sig. Han var så følelseskold, at det kunne irritere Luce. Hun havde en sort kappe over sig med hætte på som dækkede hendes lange sorte hår og hendes lillae trøje og sorte bukser på. Hun hørte noget tumle rundt et godt stykke væk fra dem og en der skreg. Var det en lille pige der skreg? Hun snuste lidt i luften der var for mange lugte til, at hun kunne skille dem fra hinanden på kort tid. Forbandet være, at hun ikke kunne se noget foran sig udover nogle auraer, men der var ingenting. Hun kiggede på Brons aura "Der er noget et stykke væk herfra. Afsted!" det skulle fandme ikke være Bron der kommenderede med hende! Det var rigeligt, at Zeronium troede han havde magten over hende og Sakref gjorde, men det var en anden side af sagen. Luce og Bron løb afsted. Nok var Luce blind, men hendes sanser fejlede ikke noget. De var dog blevet meget stærkere og gjorde det nemmere for hende og kunne komme rundt.
Da de var kommet hen til stedet, hvor Luce havde hørt skriget kunne hun tydeligt lugte noget blod og noget der mindede hende om en varulv. "Det er en død mand der har fået flået struben over" var det eneste Bron sagde med en følelsesløs stemme.

Alinea så igen hen mod lyste, men var kommet for langt frem da hun vil se hvad der sket, han have set hende og var på vej mod hende. I det samme så hun en anden mand hun ikke have set før kom langsom ned af gyden, hun havde flytte sig væk fra lyste ind i det mørke der var i det lille indhak som hun ikke kunne se hvad var til lige nu men det spillede ikke den store rolle. Da Alinea kiggede frem igen var den ene man væk og i set en stor ulv som knurrede af mand der var gået efter hende, fordi hun have bidt ham og så noget andet hun ikke kunne huske lige nu, men det ville nok heller ikke hjælpe meget. Alinea måtte holde sig for sine øre da manden skreg som en pige, det var underligt at høre på, med et blive lyden kvalt og Alinea så der hen igen, mand lå på jorden og ulven som tydeligt kunne lugte af varulv og en lugt af blod nåede også hendes næse, hun så efter ulven da den forlod gyden igen. Alinea så sig om der var tomt ud over den døde, der var ikke en lyde ud over regnen, hun gik hen og så på den mand der var sten død, det så ikke så på ham lidt før hun så den vej ulven var forsvundet, hun gik tæt på manden hvor hun satte sig på hug og lod sine finger rør mands blod, det var stadig varm, hun rejste sig og begynde at tegne på væggen bag hende med det og gik så tilbage til ind hakket da der kom to andre hun ikke kendte. Hun hørte hvad den ene sagde og noget ved den måde der blive talte på kunne hun ikke lide, hun have stadig blod på to af sine finger, på væggen hen ved dem var det begyndt og løbe ned af af den, hun have tegnet et stort A og et stort C, hvorfor viste hun ikke det var bare fordi hun gjorde det sidste gang hun så nogen der var død så det var bare noget hun gjorde. Alinea tænkte mere over det, for det kunne være at det var at hun skulle tage dræbet som var det hende der have gjort det efter som den mand hun ikke viste hvem var sådan set have hjulpet hende ved og dræbe ham.

Bron kiggede undersøgende på stedet og lagde mærke til noget tøj der var gået i stykker, noget pels der sad fast på mandens hånd, blodet der lå rundt om den døde mands hoved og blod der løb ned af en væg overfor dem. Luce gik lidt rundt omkring for og prøve og danne sig et billede af stedet, men det var nu et helved når man ikke kunne se bevismaterialerne selv. Hun kiggede rundt for og se om hun kunne opfange nogle auraer rundt omkring sig, men det kunne hun bare ikke udover Brons. "Tror du virkelig det måtte være den døde mand der havde skreget som en lille pige?" der var en stor undring i hendes stemme. Hun gik hen til liget ved og lugte efter hvor kraftigt blodets lugt kom tættere og tættere på hende som hun var kommet hen til ham. "Det lader det til, men der er ingen andre her i gyderne. Desuden pas lidt på med hvor du træder" den samme kolde tone som altid. Hun ignorerede det sidste Bron havde sagt til hende. Han skulle haft passet sig selv og selv prøve og være blind! Hun fattede stadig ikke hvorfor Bron var ham Sakref altid satte hende til og samarbejde med når det var missioner. Hun satte sig på hug ved siden af liget og kørte 2 fingre hen over hans krop indtil hun fik noget blod på fingrene. Det var stadig ret varmt "Det kan ikke være lang tid siden han blev dræbt så gerningsmanden må altså ikke været nået ret langt væk" Det var som om hele hendes mave vendte sig rundt når hun var i nærheden af blodlugten "Hvor jeg dog hader blod" der var en lettere irritation i hendes stemme "Fatter virkelig ikke, at Sakref sætter dig som min makker hver gang. En kriminel tøs!" Luce snerrede let af ham "Tror du selv jeg er glad for det? Undersøg dog stedet her istedet for og træde på mig!" hendes stemme var hård og kommanderende.

Alina kunne høre det hele, alt hvad de sagde, men hvad der var det størret problem var hvordan hun skulle komme væk uden de opdagede hende eller så hende for sin sags skyld, hun begynde at tænke sig om, hvis hun nu sneg sig med kanten ville hun måske kunne snige sig uden om dem, men hun kunne også komme til at støde ind i noget også komme til at lamme så meget at hun ville være opdaget med det samme. Alina så sig om det var svært at se langt frem men hun kunne se lidt mere ind det der var foran hendes næse, hun kunne også bare følge indhakket også når hun kom til enden gå mod dem og spørger om vej fordi hun var faret vild, det var være at prøve selv om hun ikke rigtigt viste om de ville tro hende, men det var den bedste plan hun kunne komme med lige nu. Alina gik langsom men sikkert med en hånd mod muren hen af indhakket, der løb nogen rotter rundt ved hendes føder der fik et gys til og gå gennem hende men hun forsatte uden og sige en lyd, hun nåede enden af indhakket, det var nu mindst fem meter mere mellem hende og de to væsner hun ikke kendte eller viste hvem var. Hun tog en dyb indånding før hun langsom gik mod dem men lidt tunge skridt, hun lå hænderne i lommerne på jakken og så lidt ned i jorden mens hun gik mod dem, hun kunne hør de diskoterede om at de helst ville slippe for hinanden ind at være der samme, hun stoppede op da lyset ramte hende så det kunne se hun stod der, hun så tøven mod dem og den død mand der lå på jorden, der var stille, det var som om det hele stod stille. Alina rømmede sig og gik lidt længer frem mod dem, "Jeg er faret vild kan i fortælle mig hvordan jeg kommer tilbage til Doomsville?" Spurgte hun og så letter skrænt ud mens hun stod og betrækkede det hele, i det samme kunne hun godt mærke at hendes undskyld var ret så tynd i det, men nu var der ikke nogen vej tilbage, hun kunne ikke bare stikke af igen.