Parkens ro eller vent hov hvor tager du mig hen (Zero)

Han lod hende sætte sig. Og lagde en hånd på hendes ene lår og nussede det roligt. Før en af hans vagter bankede på. Og uden at komme ind eller åbne hele døren åbnede han den på klem så han kunne sige noget. "Hr. Bang der er en mand herude som beder om deres hjælp." Zero så kort på Serafina. Og smilede roligt. "Send ham bare ind. Og du min slave du bliver bare siddende." Sagde han roligt og løftede hende op og sidde på stolens armlæn i stedet. Så Zero kunne rejse sig hvis han nu fik brug for det. Manden kom roligt gående ind. Han så kort overrasket over at se en kvinde nøgen siddende på armlænet ved siden af Zero. Men rystede så på hovedet og skyndte sig hen og stod foran bordet. Zero smilede bare. "Sæt dig endelig dommer sein." Denne mand bukkede sig kort og satte sig ned i læderstolen foran skrivebordet. Og så forsigtigt på Zero. "Hvad er det så du vil be mig om Dommer." Sein så kort på Zero og sukkede så. "Det er min datter. Hendes ekskæreste har givet hende tæv fordi hun udelukkede sex. Han er 19 og hun er kun 15. Min datter er troende og vil ikke ha sex før efter hun er blevet gift. Men selvom han tævede hende vil hun ikke politianmelde det. Fordi hun stadig elsker ham for højt." Zero lænede sig roligt frem over bordet og så undersøgende på dommeren. Før han så ned i bordet. "Dommer du kommer hertil hele vejen fra vores hjemby. Beder mig om en tjeneste. Men hvornår har du sidst ringet for at tage en kop kaffe? Du kommer her i troen om venskab. Men for mig kommer du i fjendskab." Zero rejste sig roligt op og gik rundt om bordet og stoppede op foran Sein. "Hvornår har du sidst vist din respekt og kaldt mig godfather? Hvis du var kommet i rigtig venskab. Ville du allerede være ude af den dør. Og mine mænd havde allerede været på sagen." Sein så kort op på Zero. Frygten i hans øjne var store. Men sorgen over hvad der var sket med hans datter var større. Han tog roligt Zero's hånd og kyssede knoerne. Før han bukkede hovedet. "Godfather. Vil du ikke nok hjælpe mig." Zero så kort med et svagt smil. Før han roligt tog sin hånd til sig. Og hjalp Sein op. Og begyndte roligt at føre ham mod døren. "Dommer Sein. Du viser mig respekt. Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig. Men på en betingelse. Hvis jeg selv ryger i problemer. Kommer der måske en dag hvor jeg vil kontakte dig. Og bede om din hjælp." Dommer Sein nikkede med det samme. "Selvfølgelig godfather. Alt hvad du siger." Zero åbnede døren og førte Sein ud af døren med en rolig hånd. "Jeg skal nok tage mig af det Dommer." Sein bukkede sig kort. Og tog Zero's hånd for at kysse den igen. "Tusind tak Godfather." Zero nikkede kort. Hvorefter Zero roligt lukkede døren og gik hen og satte sig i sin højryggede læderstol igen. Med et tilfreds smil.

Hun betragtede ham kort før hun vendte blikket imod døren som åbende på klem så vagten udenfor døren kunne sige til Zero at en dommer havde brug for hans hjælp, anede ikke hvad for slags hjælp han ydede og det kom ikke hende ved faktisk var hun ret ligegllad tænkte ganske at hun måske kunne få pause og det gjorde at hun kunne tage sit tøj ppå nyde varmen fra det, men så nemt skulle hun ikke slippe, hun fik at vide skulle blive siddende, først troede hun at det var Queen kom i stedet for dommer hvad nu hans navn var. Serafina rødmede svagt da deres blike mødtes inden han rystede på hovedet satte sig foran Zero. Han fortalte om pige som var blevet slået pågrund af ude lukkelse af sex, bare fordi hun villle vente med sex til hun blev gift. Hun hørte ikke mere for hun svævede igemmen hendes engne tanker, hun havde givet op for let, men hun kunne lade dem betale for prisen af hendes ulydighed. Hun ville give for være der hjemme, men det tørstede en smule at måtte komme hjem om søndagen. Hun betragtede svagt dommeren da gik, det så ud som om Zero ville hjælpe fordi manden virkede glad, hun turdte ikke rykke men satte alligvel benene over kors.

Han så kort på det ur der var på bordet. Og smilede så. Han vendte blikket imod Serafina kort. Før han lagde en hånd på hendes lår. "Så nu har vi privatliv. Så skal du til at betale for at få lov til at komme hjem på søndag." Sagde han roligt og så fortsat på hende lidt. "hvad med du går ned på knæ foran mig først. Og så åbner mine bukser og lige hurtigt gør den stiv først." Sagde han roligt. Det lød lidt som et spørgsmål. Men også som en ordre. Mest som en ordre. Hvorefter han roligt klappede hende kort på låret. Som et tegn på at det var nu han mente hun skulle gøre det.

Sarafina sank svagt en klump tydeligt se hun svært ved, men sagde ikke noget, men satte sig på knæ og kiggede op på ham. Hun vendte blik ned imellem hans ben inden hun lynede dem op hun havde ikke lyst, men ville eller ikke tigge om få lov til ikke at gøre det for han ville sige nej alligevel og hun ville gerne hjem til sin mor, vis hendes mor kom og reddede hende, så hun aldrig skulle være her mere. Hun ville på en måde ønske at hun gjorde det, men alligevel ikke for så ville hun nok bare død. Hun sukkede lydløst inden hun kom tilbage til virkeligheden. Hun betragtede ham tog først gned hun forsigtigt med sine fingre inden hun lod sin bløde læber omslutte den. Hun kunne ikke lade være med at tænke da hun stoppede hun syntes at høre at der var tumult udenfor døren og hun stoppede hun syntes hun kunne høre let genkendelig stemme. Det var hendes mor som slåede  med vagterne for komme ind og hente sin datter hjem, hun rystede svagt på hovedet og rejste sig forskrækket op hun vidste godt at hun var ulydig, men skyndte sig til døren for at lytte, jo det var jo hendes mor, hun blev panisk hvordan havde hendes mor fundet hende?  Hun måtte ikke komme her ind. Døren åbende klem og vagten fortalte at kvinde var der ude og spurgte efter Sarafina.  Hun sank svagt før sprang ind foran sprækken ” SKYND DIG VÆK!!” råbte hun i håb at hendes mor ville forsvinde, hendes mor havde aldrig fortalt hende om hendes evner, men  hun vidste at det havde noget  syn at gøre. Det var måske derfor at hun havde fundet hende. Hun rystede svagt af frygt for at Zero ville gøre hende endda måske dræbe  hende fordi hun var kommet. Hun Ville ønske at hun kunne komme ud nærmest skælde hendes mor ud for at komme.

Kaylie kom gående ind på hvad der måtte være Zeroe´s forretning  det her hun havde set sin datter blive misbrugt af denne dæmon, hun ville have sin datter tilbage. Folk kunne tydelig se at hun ikke hørte til her inde, men hun ignorede deres blikke og forsatte hen til baren. Her spurgte hun efter Zero. Hun fik at vide at han var inde på hans kontor lige som hun også havde set i sit syn.  Hun gik til døren hvor de to vagter stod. Hun kiggede  på dem, de var grimme og lignede mest af alt aber. Hun kunne ikke undvære sin datter. Hun så lidt på dem tog sig sammen ” jeg kommet for at hente min datter og skal snakke med Zero sagde hun stemme lød magtfuld at hun næsten var sikker på lod hende komme. Hendes stemme meget dyb af kvinde, men den kunne stadig være meget feminin. Hun betragtede vagterne som kiggede på hianden åbende døren på klem snakkede med hvad der måtte være Zero. Hun hørte til sin store  skræk sit barns paniske stemme bede hende om forsvinde, men det fik hende bare til hurtigt at ville der ind, men Sarafinas stemme ramte hende også som forhamre det var ikke sjovt at hendes datter var så panisk, bare fordi hun ville beskytte sin familie. Hun betragtede vagterne ” nå hvad bliver det så til?” spurgte hun smilede svagt selvom smerten indeni var for stor.

Kaylie eller hendes mor: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nydelsen til at starte med var god. Hun var da okay af en nok muligvis begynder. Men det stoppede så pludseligt. Og det blev han rimelig irriteret over. Da han så opdagede hvorfor hun var stoppet. Et ondt smil kom over læberne på Zero. Da han åbnede skuffen og fandt et par håndjern frem. Han rejste sig hurtigt op og gik hen og greb fat i Serafina's hår for at tvinge hende hen til stripperpælen hvor han med en tvang spændte hendes arme fast på ryggen med stripperstangen imellem armene. Så hun var tvunget fast der. Før han med rolige bevægelser lynede sin lynlås. Og langsomt gik hen til bordet. Og løftede roligt pistolen op. Trak trickeren tilbage. (Splinten som affyre skydet når det rammer hylsteret). Og satte den i buksekanten på forsiden. Mens han også fandt sin kniv frem. Kendt blandt underverdenen som en kniv iført en gift som kunne dræbe stort set hvad som helst. På omkring en halv time. En modgift fandtes imod det. Og den havde Zero selv udviklet så ingen andre end han kunne opskriften. Eller havde nogle modgift portioner. Langsomt løftede han kniven op og satte den i en lille holder som sad i siden af hans bælte. Før han langsomt gik hen til døren. Og åbnede den roligt. "Hvem er det der er så respektløst at bare komme. Uden at aftale det. Uden at fremvise respekt. Hvem forstyrre the godfather på sådan en respektløs måde." Han så kort mod blondinen der var kommet. Et kort blik ind i hendes øjne og han vidste præcis hvorfor hun var kommet og hvordan hun havde fundet ud af det. Han så på vagterne og nikkede kort.

Vagterne havde den største lyst til at slå hende ned. Den respektløse tone. De vidste at Zero skulle være i mega godt humør for ikke at dræbe sådan en person. De så kort på hende. "Hr. Bang er optaget. Men nu skal jeg prøve. Du ser ud til en der ønsker at dø." Han åbnede kort døren for at kalde på Zero. Men en kvinde kom løbende. Og råbte. Vagten så kort undrende. Indtil hun forsvandt. Og et par sekunder efter og nogle klikkelyde som lød som håndjern senere. Kom Zero frem i døren. Og åbnede den helt. Revolveren var tydelig fremme. Og vagten vidste at det var et psykisk trick for at Zero kunne virke overlegen. Magten i the godfather som vagterne havde lært at tiltale ham. Var overlegen. Det strålede fra ham. Den pragt. Den rettede ryg. Det perfekte udseende. Det var alt skruet perfekt sammen til at få ham til at se smuk muskuløs rig og magtfuld ud på en gang. Det korte nik til vagterne var ikke til at tage fejl af. Og kort efter stod vagterne på hver side af moderen der var kommet. Og greb hårdt fat i hver af hendes arme. Med deres unormal store hænder. Klar til at give hende indenfor.

Serafina skreg da han rev hende i håret, det gjorde ondt og hun ville ikke lade dem gøre hendes mor noget, hun prøvede panisk at rive så af hans greb selvom det gjorde mere ondt end det gavnede, hun stod op stripper pælen og kunne ikke gøre andet end lukke sine øjne hvis dræbte hendes ville blive vred hun havde gjort alt som han havde sagt og nu skulle komme og ødelægge det ”[b] NEJ DU GØR HENDE IKKE NOGET, JEG GJORT ALT HVAD DU SAGT!” råbte hun rev i håndjernene for at komme i fri hun gjorde store øjne idet revolveren og en kniv frem. Hun rev endnu mere i håndjernene for at komme fri. Hun på måde vred på sin mor, men også Zero for at tage hende af ind hvor hun var, dette her stadig et ømt punkt for hende og hun sukkede svagt, hun vendte sit blik væk for ikke at møde hendes mors. Hun trak vejret tungt og betragtede sine fødder lige meget hvad hun gjorde kunne hun ikke hjælpe alligevel og det betød at vis ikke hendes mor tog sig sammen og opførte sig ordenligt ville hun død for øjnene af Serafina. Tårende begyndte trille ned af hendes kinder og hun havde slet ikke lyst til at være her.

Kaylie betragtede vagterne inden døren blev åbent og Zero komme fik hendes stemme en anden tone ” undskyld forstyrre Godfather, men kommet efter min datter som jeg har hørt de her taget” svarede hun hendes lød nu mere som en mor der prøvede at beskytte sit afkom. En en der komandrede med vagter. Hun ville havde taget hans hånd kysse den, men nåede det ikke da vagterne greb fat i hendes arme for at tage hende ind rummet bag døren, hun kunne nu selv godt være gået der ind, men det skulle hun åbenbart ikke. Hun rankede sig op så hun blev mere rank i ryggen og kiggede afventede på ham, hun anede ikke hvad der ville ske, men det kunne ikke være værre end det Serafina havde været udsat for. Hun gispede idet hun svagt kunne høre hulke lyde, hvad havde gjort ved hendes datter. Det gjorde så ondt indeni, men blev nød skjule det hvilket hun også var.

Han smilede roligt. Så kort på vagterne og nikkede igen. De slap hende med det samme. Zero havde set i hendes øjne hvad hendes hensigter var. Vagterne havde kun taget fat for en sikkerheds skyld i tilfælde af at hun ville angribe. Zero så kort på Serafina's mor. Og afventede at hun ville fortsætte sin respektfulde gæstus. Før han ville invitere hende ind. Så snart den gestus var overstået. Ville han gå til siden og vinke hende ind. "Kom endelig ind Kaylie." Hun ville sikkert blive overrasket over at han kendte hendes navn. Men Zero var ligeglad. Han var ikke interesseret i overraskelser han vidste jo stort set alt om hende allerede. Bare ved at se hende i øjnene et par gange. Zero fortsatte selv ind på kontoret og gik hen og satte sig i sin højryggede læderstol bag skrivebordet. Ventede til hun selv var kommet ind før han vinkede vagterne væk. Som lukkede døren bag hende. "Der er ikke mange der kender den respektfulde måde at fremvise sin ydmyghed. Og bønfaldelse overfor en mafiaboss. Specielt ikke når jeg ikke kender andre mafiabosser der kender den selv. Har vi mødtes før?" Spurgte han roligt og drejede hovedet en smule samtidig. Før han lænede sig hen over bordet en smule. Og hævede armene så de stod på albuerne med flettede fingre lige under hans næse. Han så fortsat på Serafina lidt. Og tog så en kuglepen frem og en stak papirer. "Men selv med den rigtige form for respektabel gestus må du skynde dig. Jeg har masser af arbejde foran mig. Og ydmygelsen og knækkelsen af din datter har allerede sat mig mindst en times arbejde bagud." Han begyndte at underskrive nogle papirer samtidig med han læste det næste. Zero havde mange års erfaring så han kunne skrive under og læse samtidig så det ville gå lidt hurtigere.

Kaylie tog hans hånd og kyssede den, hun vidste det kun fordi hun havde set det i hendes syner. Dommeren havde gjort det, hun kiggede over på hendes datter, det gjorde ondt at se på hende sådan her og vidste at det kun var at for at hjælpe Kaylie og hendes mindre søskende at Serafina gjorde dette. Hun satte sig forsigtigt på stolen overfor ham. Hun kiggede endnu en gang over på Serafina som stadig stod rev i håndjernene. Hun måtte tage sig sammen ” ser du jeg kommet for at hente min datter” sagde hun med meget ydmyghed for ikke at irritere ham så ville han måske gøre noget ved Serafina eller dræbe hende ” jeg har fire mindre børn som skal have noget spise, jeg kan ikke med min løn alene brødføde dem og holde os boende i huset” forsatte hun og efter hendes mand var forsvundet havde de ikke særlig mange penge. Hun kiggede på ham rystede svagt på hovdet da spurgte hende om de havde set hianden før ” det tro jeg ikke” svarede hun stille imens hun betragtede ham kort og håbede at han ville hjælpe. Inderst inde vidste hun at hun nok ikke ville få sin datter tilbage, det var han for stolt til, men så måtte han hjælpe på en anden måde, for huset ville hun ikke forlade det var som at forlade hendes mand, alle minderne omkring ham var i dette hus. Hun legede nervøst med sine finger hun aldrig talt med mafiaboss og slet ikke en som truede hendes datter med dræbe hele hendes familie for at få hende til slave. Kaylie ville hjælpe sin datter så godt som kunne og håbede at de måske kunne finde en ordning.

Serafina kiggede stadig ned i jorden inden hun rettede sit blik og så ind i hendes mor øjnene, tårende trille stadig ned af hedes kinder og hun kunne smage det salte fra hendes tåre ” bare gå” mumlede hun svagt hun ville gerne give sin mor et kram og fortælle hende at det hele nok skulle gå og at hun nok skulle klare den her, men det eneste der kom over hendes læber var forsvind, hun vidste at hendes mor var i fare så længe hun var her. Hun kiggede bønfaldende på Zero ” vil nok slippe mig fri så jeg kan tale med min mor” sagde hun så højt at han sagtens kunne høre det. Hun rev stadig de håndjern og håbede så inderligt at han ville give hende lov for det var det første gang hun havde spurgt om noget siden hun kom. Hun havde aldrig troet at det ville ende så slemt. Hendes mor gået direkte ind løvens hule og nu vidste Zero alt hvad der var at vide om hendes familie. Nu vidste at hver en af hendes svagheder som han nu kunne bruge imod hende og hendes mor. Serafina sank svagt en klump inden hun prøvede at fange Zeros blik. Hun var stadig bange for at ville gøre hendes mor noget som hun ikke kunne stoppe.

Zero smilede svagt. Denne bonfaldelse var herlig at fole den fornemmelse af magt var stor og behagelig. arligtalt savnede han sin gamle by. Der var der ikke andet end bonfaldelse. Langsomt rejste han sig op og gik langsomt rundt om bordet og satte sig pa bordkanten og kiggede pa hende kort. "Jeg kan se ligheden mellem dig og din datter. Nej du kan umuligt fa din datter tilbage. Hun er dejlig ung og rimelig uberort. Jeg ville ikke engang bytte hende for dig. Jeg kan godt li modne kvinder. Men i forhold til en ren. Er du i mine ojne bare en lu***. Og sadan nogle salger jeg bare. Jeg vil ikke engang sa meget som overveje at bruge dig. Ikke engang som det. Sa ville jeg hellere drabe dig. Du spilder bade din og min egen tid. Jeg rader dig til at ga inden jeg tilkalder mine vagter og siger at de ma gore hvad de vil imod dig. Medmindre du har et andet forslag." Han sa hende kort i ojnene og grinte sa svagt. "Sandheden kommer frem. Du er ikke her for at fa din datter tilbage. Det har du opgivet for du overhovedet kom. Du vil ha jeg skal forsorge din familie. Fordi du ikke tjener nok. Og er for stadig til at flytte ud af dit hus. Men sig mig." Han gik roligt ned pa hug foran hende som var det et lille barn han snakkede til. "Hvad far jeg ud af det?"

\\Beklager at jeg ikke kan skrive œ,ø og å men min pc er i stykker og jeg bruger min xbox og skal al mulig irriterende for at skrive et enkelt af de bogstaver.

Kaylie kiggede på ham hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde ikke andet andet end sine børn og dem kunne hun ikke sælge, det var det ikke det ville hun ikke kunne for så havde alt det Serafina havde kæmpet for gået forkert, hun sank svagt en klump. Var hendes datter ikke nok? Hun kiggede tænksomt på ham ” jeg gøre hvad som helst for at blive boende i det hus” sagde hun en smule grødkvalt tårende pressede sig på der måtte være noget hun kunne gøre for at blive boende, men var hun villig til betale prisen, hun lyttede svagt lyde i rummet idet hendes vejrtrækning blev tung og hun lukkede øjnene, hun var ved at få et syn, det syn hun så var ikke særlig rar. Hun kunne se sig selv vis ikke hun kom på noget så ville hun død af hans vagter hænder. Hun sad lidt da sagde det Serafina kom hun til sig selv ” hvad kan jeg give dig? Jeg har kun mine døtre og du har allerede en” svarede hun da hun kommet til sig selv, hun kunne sælge dem og hun havde ikke lyst. Han havde ret hun kommet efter sin datter det vidste hun at Serafina kunne hun ikke få tilbage, men huset kunne hun og ville ikke forlade, men det ville være ondt bare at sælge sine børn der måtte være noget hun kunne bruges noget som han virkelig havde brug for som han kunne bruge hende til. Hun sank svagt en klump da de blå øjne kom til sig selv endnu mere.
Serafina hulkede det gjorde ondt at hendes mor ikke kommet for snakke hende ud af det her at hun bare havde opgivet hende, hun rev igen i håndjernene, hun ville med sin mor hjem, hun følte sig 5 år igen og når blev passet, hun skulle lige til sige noget, men hun gjorde ikke. Han kunne lige så godt bare dræbe hende, hun havde mistet det hun kæmpede for. Hun kunne lige vove på sætte hendes søskende i denne situation, så havde hun intet at kæmpe for. Hun blev vred på ham og hendes mor ” virkelig er du bare kommet for at få penge?” spurgte hun kiggede lige igemmen hende, hun følte sig splittet inden lysten til sig hendes livløse krop rasede i hende, men hendes søskende var ikke stor nok til at klare sig selv. ” jeg vil gerne tale med min mor herre” sagde hun stemmen var til at tage fejl af, den isende kold det først nu vreden havde fået plads til at løbe fri, hun tog imod vreden som en ven, der svigtede , hun mødte hans blik med et koldt og isende blik, lige nu kunne han dræbe hele familien uden hun ville være mærket af det. Hun rev igen i håndjernene, en mor skulle kæmpe for sin datter ikke føje ham. Hun følte sig også forrådt, mærkede hvordan ulven fik mere plads, hunn havde lyst til at bide strube over på dem begge to, Kaylie skulle være glad for at hun holdte så meget af hendes søskende hun kunne ikke gøre sin mor noget ” slip mig fri” sagde denne gang var det ordre og hun vidste at så snart hendes mor var gået ville betale prisen for være ulydig, men han kunne straffe hende så meget han ville bagefter for det var nu vred og hun skulle snakke med sin mor inden forsvandt.
Kaylie fór forskrækket sammen idet Serafina begyndte at snakke, hun turdte ikke vænne sig om, hendes datters kolde ord gjorde ondt stikkede som knive, Kaylie ville gernehavde Serafina med hjem, men hun havde set i hendes syner at vis kæmpede for at få hende hjem ville hun død. Hun ville ikke fortælle Serafina det, men allerede i parken vidste hun at han ville tage hende og at Kaylie aldrig skulle se sin datter igen og det smertede mere end noget andet. Hun mærkede tårende trille, som for hvert ord Serafina sagde, Zero forvred hendse tanker så han kunne få gjort Serafina vred, men nu troede Serafina jo at hun kun tænkte på sig selv. Hun tørrede hurtigt tårende væk ” kan jeg snakke med datter alene, du kan være helt rolig tager hende ikke fra dig, men der noget jeg gerne vil forklare hende i ene rum vis det er okay” sagde hun bed sig svagt læben det var tydelige tegn på nervøsitet. Kaylie følte sig anspændt, men hun undgik at se ham i øjnene, hun følte det ubehageligt når han læste hendes tanker på denne måde. Hun rystede sagte på hovedet inden kiggede over på Serafina.

//Overkill af kreativitet :O

Et svagt smil fremkom på Zero's læber. Denne smerte. Denne vrede. Alt dette var behageligt for ham. Han så hen på Serafine. Og grinte svagt. "Du har ikke fortalt din datter det har du vel? At du har set dine syn? At du ved du aldrig vil kunne overbevise mig om at få hende tilbage? Og at hvis du bliver ved vil jeg suge din sjæl ud foran hende. Og derefter tage dine børn til fange og holde dem i en utæt kælder fuld af fugt og så se om hvad de dør først af? Sult tørst eller sygdom? Det lyder spændende egentlig at prøve. Jeg kom slet ikke på idéen før jeg så dit syn. Det sjovt som dit syn er skyld i at jeg har lyst til at gøre det." Sagde han smilende og rejste sig op. Og valgte så langsomt at gå hen foran Serafine. Gå på hug foran hende. Og med en flad hånd og en hurtig og stærk bevægelse at give hende en lussing. Hvorefter han så alvorligt i hendes øjne. "Hvis du nogensinde taler sådan til mig igen. Så dræber jeg ikke kun din familie. Jeg torturere dem indtil de bliver sindssyge. Og så dræber jeg dem. Stille og rolig. Ved at save kropsdel efter kropsdel af dem indtil de dør af det. Steger deres kød og tvinger både dig og din mor til at spise kødet. Indtil i selv bliver sindssyge. Så din mor indser at det hele er din skyld. Så hun prøver at slå dig ihjel for det. Så vil jeg invitere folk på besøg. Så de kan vædde på hvem af jer der dræber den anden først. Og så dræber jeg selv den der vandt bagefter." Sagde han og grinte hånligt. Før han rejste sig op. Og så på Kaylie. "Du har 5 minutter få dem hellere til at tælle." Sagde han og gik så roligt ud af kontoret og blev stående udenfor sammen med hans vagter. Da de 5 minutter var gået valgte han at gå indenfor og så rundt i rummet. Der var en vej ud og en vej ind. De ville ikke kunne komme ud medmindre han havde set dem komme. Og hvis de angreb ham. Ville hans vagter gribe fat i dem. For de stod klar. Lige bag ham. Begge med en revolver i hånden.

Serafina gøs ved tanken, det gjorde ondt, hun betragtede svagt Zero da han var på vej hen imod idet han ramte hendes kind skulle hun lige til at græde, men hun nægtede og slugte smerten. Hun hadede ham mere og mere. Hun nikkede ” det må du undskylde herre” sagde hun med en meget lille stemme. Hun skulle bare have hendes mor sikkerhed, hun lukkede resten ude og hun var ikke vred på hendes mor for inderst inde vidste hun allerede det Kaylie vidste, men hun ville bede hende tage hende og de mindere søskende og flygte, måske til en anden del byen. Hun prøvede ikke at lytte til de knusende ord han sagde, men de påvirkede hende og gjorde hende dårlig, hun så over på hendes mor med et skamfuldt udtryk i øjnene hendes kind var begyndt svige den havde også fået en let rosa farve som tydelig markerede at hans slag havde virket. Da han gik kiggede Serafina på sin mor, hun følte sig dårlig ” mor jeg vil ikke være skynd dig væk, find et andet i en anden del, han vil ikke tøve med at slå jer ihjel” sagde hun og måtte bide sig læben ” du får mig ikke med hjem du selv set det i dit syn, jeg vil ikke have du skal død” sagde hun kiggede ned jorden, det gjorde ondt at vide at hun allerede i parken havde vidst at hun blev taget, hvorfor havde hun advaret hende. Der var så mange spørgsmål som ikke kunne få svar på i de 5 minutter som hun havde fået. Kaylie nikkede vendte sig om imod døren da Zero kom ind hun følte sig fortabt og vidste at han vundet inden hun skulle til at gå vendte hun sig om imod Zero ” jeg håber virkelig de en dag finde det i deres hjerte at lade min datter gå, men end til du gør så pas godt på hende” sagde hun og vinkede svagt Serafina inden hun forsatte imod døren.

Han grinte svagt. Da hun valgte at stoppe og snakke til ham. "Ved du hvad godhjertet er? At give hende tilladelse til at komme hjem til familien hver søndag. Den har hun lige mistet på grund af din tro på at jeg har et hjerte." Han gik hen til bordet og fandt et checkhæfte frem. "nu skal du høre hvad vi gør Kaylie. Jeg betaler din husregning på en betingelse. Og kun en." han så op på Kaylie med et roligt smil. "At du ikke forlader det. Jeg ved det hus betyder meget for dig. Og jeg vil gerne være gavmild for en gangs skyld. Derfor vil jeg ha du bliver boende. Det og så for at sørge for at din datter ikke gør noget dumt der får hende dræbt. Så længe hun opføre sig ordenligt. Lover jeg ved mit æresord som godfather. At jeg ikke vil skade nogen fra din familie. Så spørgsmålet er om du stoler nok på Serafina til at lade hende have jeres skæbne i sin hånd." Vagterne lukkede døren så hun ikke kunne gå ud. Mens Zero kiggede fortsat på hende. Og skrev videre på det lille checkhæfte.

kaylie kiggede over på Serafina selvfølgelig skulle han lave fælde for hende, så hun ikke kunne være ulydig hun smilede en smule anstrengt til hendes mor nikkede så man kunne ikke sige nej til ham uden risikere at død af det. Kaylie sendte ham tanemligt smil " jeg ved min datter gør hvad siger så det er ikke svært at sætte mit eller børnens liv i hendes hænder" sagde hun og smilede svagt. Hun havde bestemt ikke tænk sig flytte trods sin datters advarelse.

Han rev checken fri. Og rakte den til hende. "Når du kommer ud skal du gå til caféen ovre på den anden side af gaden. Sig at jeg har sendt dig. Det er et dække for min private bank." Han så kort mod Serafina. "Tja hun har set jeg har ment det alvorligt." Han smilede roligt. Før han roligt gik hen og fjernede håndjernene fra Serafine. "Lad mig være så sød at lade dig få lov til at sige ordenligt farvel til din mor. For en gangs skyld." Samtidig med at han knappede sin jakke op fra sit jakkesæt. Og lagde den om hendes skuldre så hun ikke behøvede at gøre det nøgent.

Serafina sukkede lydløst hendes mor kunne ikke flygte det samme gjalte hendes søskende, han havde hende i et jerngreb, der ikke mere hun kunne stille op andet end at adlyde, hun blev stående med blikket rettet jorden. Det først da han slap hendes lænker og gav hende hans jakke fra hans jakke sæt kiggede op på hendes mor. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige hun bed sig svagt i læben hun kunne ikke rigtigt får sig til at sige farvel, hun ville komme til at savne dem.
Kaylie kunne godt se at dette her gjorde ondt på hendes datter, der var intet hun kunne gøre slaget var også tabt for hende. Hun sank langsomt inden gik hen til sin datter og krammede hende " vær stærk og modig" hviskede hun før hun gav slip gik hen imod døren. Hun anede ikke hvordan hun skulle slippe af med ham og få sin datter tilbage, men hun havde opgivet. Kaylie åbende døren kiggede en sidste gang på sin datter inden smuttede ud af døren.

Serafina stod som frosset til jorden, det gjorde ondt at se sin mor forsvinde, men hun nægtede at græde, hun havde set hvordan Zero havde nydt at se hende vred, så nu havde bestemt sig for ikke vise sine følelser igen aldrig mere. Hun kiggede op på ham med blik som ingen følelser vidste " hvad nu herre?" spurgte hun med stemme som heller ikke vidste nogen former for følelser.

Han så kort mod deres farvel og smilede roligt. Han gættede på Serafina var meget ked af det nu. Han glædede sig allerede til at se smerten i hendes øjne. Men da hun så vendte sig mod han følelsesløs røg hans smil. Og han så meget misfornøjet ud. Før han roligt lænede sig imod hans skrivebord og så på hende roligt. "Du er klar over at en besked fra mig. Og så vil din mor miste alt." Sagde han roligt og smilede lidt ondt. Hvorefter han roligt gik hen imod hende. "Vis mig din tristhed. Dine følelser. Det tænder mig. Det tilfredsstiller mig. Hvis du gør det. Så giver jeg dig endda lov til at se din familie alligevel. Om søndagen. Selvfølgelig med vagt. Så du ikke gør noget dumt." Sagde han roligt og kiggede mod døren. Da den gik op og ind af døren kom Queen gående. For at starte hendes poledance træning.

Serafina gøs en smule hun havde ikke lyst, men hendes mor regnede med selvfølge skulle han spille mor kortet ud, hun bed sig svagt læben og skulle lige til at sige noget men blev afbrudt, på måde glædede det hende at han så så misfornøjet det betød hun vundet, men kunne ikke lade det gå ud over hendes mor, tårende pressede så atter på, men hun ville ikke lade dem komme frem kiggede ham stift ind øjnene og ignorerede at Queen kom ind ” kan du ikke se det vis du kigger mig øjnene” svarede hun og lød ligegyldig, hun var vred på ham over at han givet hendes mor de penge, nu kunne hverken hendes søskende eller mor komme i sikkerhed, de skulle være i konstant fare for blive dræbt, hun havde vidst alligevel ikke vundet noget hun fnøs kort inden tårende pressede sig mere på, hun havde aldrig følt sig mere håbløs end gjorde nu hun kunne ikke kæmpe imod, hun følte sig som den lille, men der måtte være en måde at få hendes søskende i sikkerhed, men hvordan vidste hun ikke. Hun lagde svagt hovedet på skrå da han sagde hun måske måtte komme hjem om søndagen med en vagt. Hun skulle ikke nogen steder med vagt ” nej så tror jeg heller at bliver her” svarede hun igen, men denne gang kunne hun ikke skjule at hun vred og ked af det hun havde slet ikke lyst til tilfredsstille ham, men hun turdte ikke andet og han havde selv bedt om se hendes følelser og der var de. Om han kunne lide dem var ikke hendes problem. Hun havde endda glemt at hun skulle kalde ham herre så det blev nok vred over, men igen det var ikke hendes problem.

Zero's vrede kom frem. Og han greb fat om hendes kæbe. "Måske har du ikke helt indset hvad det er der er på spil. Måske skal jeg vise dig et minde igen. Hvor en af dine søskende bliver skudt igen." Han grinte hånligt. Og så hende direkte ind i øjnene. "Eller endnu bedre. Få mine mænd til at voldtage dig." 3 af hans største mænd kom ind af døren. Hvorefter de gik hen og greb fat i hende. Tvang hende. Voldtog hende i et hul hver. I mindst en time. Skar i hende. Bed hende. Overdækkede hende med deres sæd. Hvorefter Zero kom hen til hende igen. Greb hårdt fat i hendes hals. Begyndte at kvæle hende. Og der hvor hun er ved at besvime. Gik alt i stykker. Mændene var væk. Og Zero havde hårdt fat i hendes kæbe. Det var endnu et manipuleret minde. Et minde han tvang hende til at gennemleve som han selv havde lavet. "Indse det. Hver eneste gang du trodser mig slave. Kommer du tættere og tættere på at de minder jeg tvinger dig til at gennemleve. Bliver virkelige." Han grinte svagt før han skubbede hende ned mod jorden. Og satte sig i sin lænestol. "Queen. Gå igang med at træne hende." Zero fandt nogle papirer frem fra sin skuffe og begyndte roligt at læse.

Serafina gispede rystede voldsomt af vrede, men også af frygt og hendes frygt blev større da hun så mændene, hun prøvede at bakke, men hun kunne ikke før mændene greb hende og de begyndte at voldtage hende, hun kunne klare det første, men der de begyndte at skære i hende kunne ikke holde sine forfærdet skrig tilbage, de første snit var de værste. Hendes vejrtrækning blev tungere og hendes krop blev tungere, og begyndte tænke på sine søskende hver og en af dem, men til sidst blev også disse tanker forpurret, hun kunne ikke se andet end sine søskende og hendes mor for blæst hovedet af dem. Hun slog øjnene op da Zero greb hende om halsen hun rev mere efter vejret jo hårdere han klemte om hendes hals, til sidst var hun lige ved at miste bevidstheden det blev slørret, men opfangede hurtigt at hendes oplevelse kun havde været et hans tankespil og blev mere vred, hun kunne ikke stoppe sig selv mere efter han sluppet forvandlede hun ved uheld til den stor ulv, med ravøjne. Det skete kun vis blev rigtig vred at hun ikke kunne styrer forvandlingen til sin dyrform. Hun knurrede voldsomt, men rettede kort sit blik imod Queen, gad vide hvad hun tænkte, men mere blev det ikke til før luften blev slået ud af hende igen og forvandle sig hurtigt tilbage til sit menneske jeg. Hun var ikke færdig ” du tør ikke slå dem ihjel, for så ved du at du intet har bruge for få mig til underkaste mig” svarede hun sammenbidt inden gik over stipperstangen, hun skulle passe på, men stadig vred. Hun vidste godt pustede til ilden, men det svært for hende affinde sig med at hendes liv som fri, var slut. Det var en rolle hun skulle finde sig til rette i før han kunne få sin underdanige slave. Hun havde kun prøvet at være slave af arbejde aldrig for nogen og vis ikke han kunne se det var det hans egenskyld.

Et kort blik blev rettet mod hende da hun ændrede sig til ulveform. Ventede bare på at hun skulle dumme sig. Før han grinte svagt. Hendes såkaldte spydige kommentar kom ikke bag på hende. Ja det var sandt. Men der var en ting hun glemte. Han rettede pegefingeren opad. Mens han så på hende. "Jeg har brug for en til at afpresse dig til at gøre hvad jeg siger. Men du har 3 søskende og en mor. Det er 3 personer jeg kan dræbe som jeg vil. Og stadig ha mulighed for at afpresse dig. Tænk over det næste gang du tror du kan spille sej." Sagde han roligt og så på hende med et iskoldt blik. Alt imens Queen prøvede at undervise hende i hvordan man gjorde. "Ser du Serafina. Jeg er skakspiller. Jeg tænker 4 til 5 skridt frem. Jeg er så hurtig til det. At du ikke engang kan nå at sige noget. Før det er jeg allerede har regnet ud hvad det er du vil sige. Og har mindst 2 modangreb. Mit andet modangreb. Er jeg kan dræbe dig. Og tvinge en af dine mindre søskende. Ja måske tvilingerne. Til at tage din plads. Eller måske din mor." Han rejste sig roligt op og forhøjede sin stemme til et nærmest råb. "Ja måske hele din fuckin familie på en gang. For tro mig. Det der skete med dig i mit syn. Kan sagtens ske for alle tre af dine søskende. Og din mor. På samme tid. Så de vil indse hvor meget du har svigtet dem." Han grinte hånligt og satte sig ned i stolen igen. Før han rettede på sit jakkesæt. Og så på hende igen. "Så tal ikke ned til mig slave. Ellers ved jeg hvordan jeg endda skal fucke dit liv op efter døden."

Hun lyttede til det han sagde og det ramte hende som tusind knive, hun rev en smule efter vejret og måtte til sidst sætte sig ned. Han var så tæt på at knække hende, vis ikke han allerede havde knækket hende, hendes blik var trist. Hun rystede stadig, men denne gang var det kun frygt for at han ville gøre hans trussel til virkelighed, hun mumlede svagt nogle ord som skulle blive til hvorfor skal du ødelægge mit liv, hun satte benene op under hagen og lagde beskyttende sin hænder omkring hovedet så han ikke kunne se hendes tårer, hun havde på den ene måde ikke lyst til t være hans slave, men så længe hun gjorde hvad han sagde ville der ikke ske dem noget, hun havde ikke lyst til mere hun var træt og havde mest alt lyst til at sove, men heller ikke det turdet hun at gøre. Hun bed sig svagt læben, men ville ikke se på ham. Hun gemtestadig sit ansigt i hænderne ” du må undskylde det hele herre” mumlede hun og sukkede, lige nu ville hun ønske at hendes søskende og endda hendes ville kramme hende og give hende et kram og fortælle at det hele nok skulle blive okay.

Langsomt smilede han roligt. "Serafina. Jeg synes du har lidt nok for i dag. Så jeg foreslår du får dit tøj på. Følger med en af mine vagter hjem. Hvor du kan få sagt farvel indtil i morgen tidligt. Men husk jeg har vagter rundt om dit hus. Skjult i skyggerne. Hvis du prøver at stikke af. Vil de tage din familie. Jeg vil dræbe en af dem. Og vente på du kommer. Så vil jeg lade de 3 andre gå. Og mishandle dig. Og aldrig nogensinde lade dig gå ud alene." Sagde han roligt og smilede svagt. Hvorefter han bankede på bordet. På et bestemt sted. Der gik et rør ned igennem bordet og under gulvet og ud af væggen på den modsatte side af døren. Resten af hans kontor var lydtæt. Undtagen det hul som var lavet specifikt for at han kunne tilkalde en vagt. En vagt kom igennem døren og så mod Zero. "Kaldte de hr. Bang?" Zero nikkede kort. "Før Serafina hjem til hendes familie. Men sørg for hun kommer hjem igen i morgen tidligt. Senest klokken 10." Sagde han roligt og rejste sig roligt op hvorefter han tog sin jakke fra sit jakkesæt. Som han roligt knappede på. Tog et bar læderhandsker op af lommerne som han roligt tog på. "Jeg er tilbage imorgen inden middag. Sørg for at der ikke er nogen der smadre min klub. Du ved hvad du skal gøre hvis det sker." Sagde han smilende.

Serafina ånede lettet op, hun vidste godt når et slag var tabt, hun skyndte sig at få de beskyttende tøj på. Hun brød sig ikke om at vagten skulle med dette kunne tydeligt ses på hendes blik, men kun ganske kort da hun ikke ville have det skulle tages fra hende. Hun kunne næsten ikke vente med komme væk også kun selvom det kun var til i morgen, hun sank atter blikket ” tak herre” hørte hun sig selv sig det var underligt for hende at hun havde en herre, hun havde aldrig troet at dette skulle overgå hende. Hun kunne lige så godt vænne sig til det for hun kom ikke ud af det lige meget hvad. Det kunne koste hende søskende og mor livet, hende selv var hun ligeglad med. Det smertede også at hun nok aldrig skulle se dem igen, hun kiggede op på da han sagde at vis hun stak af ville dræbe en af dem og kulden på bredte sig. Hun måtte kæmpe for ikke at blive vred og hun trak vejret dybt og talte til 10 inden i sit hoved.

Vejen hjem føltes lang og stille, det som faret vild uden rigtigt at være det, sige noget, hun værdigede ikke vagten et blik, men glædede sig faktisk ikke at komme hjem det gjorde ondt også for meget at skulle hjem til hjem som ikke var hendes mere fordi nu var hun en slave som bragt hel hendes familie i fare. Det eneste der reddede dem var at hun kunne beherske sig, men det svært og det sikker på Zero vidste, det havde været hendes job at beskytte familien efter hendes far var skredet, det fejlet meget. Hun drejede ned af gade stoppede, hun ville ikke andet end snakke med vagten, måske finde ud af mange vagter de havde, hun kunne måske alligevel godt redde sin familie, vis hun kunne snakke vagten til fornuft og give hende de infomationer hun brug for ” kan vi snakke” sagde hun stille vendet ærbødig sit blik ned jorden for ikke virke uhøflig