Parkens ro eller vent hov hvor tager du mig hen (Zero)

Sted: parken
vejr: solen skinner dog kølligt
omgivelser:børn der leger
Tid: omkring 12

Serafina sad på en bænk og betragtede hendes tre mindre søskende lege, de legede altid alene hvorfor vidste hun ikke, hun smilede til Samantha som havde bygget et sandslot. Da deres mor kom skyndte de sig over til Serafina mimede hun ordene spise. Hun havde ikke tænkt sig tage hjem på denne tid  og da slet ikke når vejeret så godt " jeg kommer senere" svarede hun rejste sig bænken  og begyndte at gå, hun trak jakken hals godt op om kinderne for ikke fryse dem, derefter klappede hun hænderne sammen for at få varmen i dem. Vejret var godt men hunde koldt. Hun satte sig under træ hvor den mange farvede blade begyndte at falde, hun følte sig hjemme i parken. Det var her hendes forældre havde forelsket sig, hun blev en smule rød hovedet tænk vis hun kunne finde den eneste ene her. Hun tænkte ikke mere over det før hun rejste sig. Hun måtte heller begynde at begive sig hjem. Hun vidste at hendes mor blev vred vis ikke hun kom til tiden. Hun vandrede stille ned af sti hvor der faktisk blev meget stille. Det undrede hende en smule for plejede at vrimle med folk alle steder. Hun tænke mere over det før hun forsatte.

Pludselig et stykke foran hende kom en mand gående ud fra bag et træ. Med den ene hånd hævet. Og med en finger op i luften. Og ballancerende på fingeren. En kniv. Et svagt grin kom fra ham. Da han så hende. Han så kort på hende og lænede sig op af træet med siden. Og rettet imod hende. "Inden du stikker af så ville jeg råde dig til at lytte." Sagde han roligt. Og så så roligt på hende kort og så på kniven. "Du skal følge med mig." Han ord var en kommandering og ikke et spørgsmål. "Eller også kan det gå grueligt galt for dine små søskende jeg så dig holde øje med før." Et ondt smil kom frem. Da der bag hende dukkede 2 mænd frem. Rimelig store i det. 2.10 i højden. Og med arme på størrelse med franskbrød. Ret truende i udseendet. Men ellers rimelig normal. Undtagen øjnene som var glødende med en orange farve. tydeligt tegn på at de var dæmoner. Manden kom mere frem fra skyggerne. Påklædningen fremviste magt. En lang jakke. Og et sort jakkesæt indenunder. Med en hvid skjorte og et rødt slips. Han skubbede kniven op i luften. Og greb den da den så var i hans højde igen. "Og denne kniv bliver indsmurt med deres kniv. Mens jeg langsomt men smertefuldt får dig til at slikke den ren." Et hånligt kynisk og ondskabsfuldt grin kom over mandens læber. Mens han så på hende roligt.

Serafina fór forskrækket sammen da der blev snakket til stemmen skræmte hende en smule, men turdte ikke andet nikke da nævnte hendes søskende, hun følte sig nærmest helt modvillig, men gjorde modstand ville hendes søster død, hun bakkede en smule og stødte ind i hans hvad der ihvertfald måtte være hans mænd, hun havde aldrig bange før som hun var nu, hun ville ikke ham det lukkede sin frygt bag jerntæppe af andre følser " hvor vover de" sagde hun undertrykte den vrede som også voksede indeni, men blev nød det hun kunne ikke lade sine søskende skylden for at hun var ulydig prisen var for dyr at betale. Hun følte sig lettere forvirret.

// undskyld det blev så kort, men skal hjem svare så snart jeg kan//

Han smilede roligt. Hvorefter han nikkede til sine mænd. Som tog fat i hver af hendes arme. Med deres egne store muskuløse hænder. Og begyndte at gå mod manden ved at skubbe hende foran dem i hendes overarme. Manden tog roligt en sprøjte frem med en gennemsigtig væske i. Og fjernede beskyttelsen for nålen i enden. "Hvis du opføre dig ordenligt sker der ikke din familie noget." Sagde han roligt og ventede til mændene havde hevet hende helt hen til ham. "Bare rolig det er bare en bedøvelse. Du mærker et lille prik så vil du falde i søvn." Sagde han smilende. Da hun nåede hen til ham. Stak han roligt nålen ind i hendes arm. Og sprøjtede roligt væsken ind i hende. Og ventede så bare på at bedøvelsen tog fat og fik hende til at falde i søvn.

Hun kæmpede ikke imod hun turde ikke gøre det, hun var bange og ville ikke lade det gå ud over dem. Hun gjorde ingen gang modstand der han tog nålen frem hun kiggede underlig på den som den ville forsvinde i den blå luft vis hun blev ved med stirre på den. Hun kunne ikke forstå hvorfor han gjorde dette her imod hende, men det der var værst var at hun ikke vidste hvor hun blev ført hen.
Hun gispede da nålen ramte hendes skin hun var ikke glad for nåle pg især ikke dem der blev brugt imod hende " hvorfor gør det he?r" spurgte hun og kæmpede med de tunge øjenlåg hun måtte ikke sove før hun fik et svar. Det varede ikke længe før hun faldte søvn alligevel.

Han smilede roligt. Mens han fortsat så på hende afventende til at hun ville falde i søvn. Før han roligt bukkede sig frem for at hviske hende i øret. "Fordi jeg så dig holde øje med dine søskende. Du var den letteste at bortføre indtil videre." Hviskede han roligt. Hvorefter han nikkede til den ene af de store mænd. Som tog hende op på skulderen. Og så afsted ind igennem Doomsville. Mod hans strip-tease. I Rotten Root District. Hans mænd skubbede hende ned i en kiste som var på bagsiden af hans hestevogn. Og spændt godt fast selvfølgelig. Den ene af de store mænd satte sig ovenpå kisten. Mens Den anden kørte vognen. Zero selv satte sig selvfølgelig inde i hestevognen. Og vognen kørte af sted imod Rotten Root. Da de nåede gydernes begyndelse. Steg Zero af og ventede på hans 2 mænd kom efter ham. Ham der sad på kisten tog selvfølgelig kvinden ud. Og tog hende over skulderen. Hvorefter de bare gik igennem gyderne. Selv i mørket. Kunne man se på Zero's ansigt at han glædede sig til at tvinge denne nye kvinde til slaveri. Det ville dog nok ikke tage så lang tid som så mange af de andre. Men nu fik han af se. Roligt gik han ind igennem hans strip-tease. Flere af kvinderne begyndte automatisk at flirte med ham. Prøvede at se så forførende ud som muligt. Men det var Zero egentlig ligeglad med. Han var ikke interesseret. Han fokuserede kun på en ting. Magt. Og slaver var en god måde at skaffe sig det. Da de nåede hans kontor. Var rummet rimelig stort. Til venstre for hoveddøren. Var et podie med en stripperstang. Og 2 læderstole foran. Til højre var en kamin. Igen med 2 læderstole. Og så lige for døren. Helt henne ved væggen. En højrygget læderstol. Et skrivebord. Og på den anden side af den højryggede læderstol. En mindre læderstol. Men det var ikke de ting der var interesseret. For det specielle var at lige 2 meter indeni rummet. I midten af alle de andre ting. Var der en stol. En tortur stol. En hvor man kunne blive spændt om benene. Om armene. Ja selv om hovedet og hals så man ikke kunne flytte hovedet heller.

Serafina hang slapt på mandens skulder, hun havde sine øjne lukket. Hun lignede en der roligt sov, men imens sov drømte hun. drømen var ikke særlig rar. Hun drømte at hendes søskende og mor blev dræbt, man kunne ikke se hvem det var der dræbte dem. Serafina undrede sig over at der ingen var som kunne se det og stoppe ham. Ville folk ikke reagere når de så tre mænd kom slæbende på en kvinde so sov. Hun undrede sig. Hun nåede lige inden hun faldte i søvn at opfange at det var fordi hun var den letteste at fange. Hun følte sig dårlig. Hvad ville han med hende, hun var ikke særlig god til noget. Hun følte sig meget lille og alene, hendes familie havde brug for hende, hun kunne ikke være hans slave hun ville ikke være hans slave. Serafina anede ikke at hun på vejen hen til ham blev puttet i en kirste det var nok også bedre den vej, hun hadede små rum. Hun ville nok gøre alt hvad sagde vis bare ikke hendes søskende kom noget til.
Hun kunne ikke fatte at han valgt hende hvad havde hun gjort for fortjene det, hun havde passet sin familie siden hun var 15. Hun ville ønske at hendes far var skulle nok sætte en stopper for det, men han død, det troede hun ihvertfald, han var aldrig kommet tilbage og hun havde lovet ham at hun skulle passe på hendes mor og de tre søskende. Pågrund af den fremmede kunne ikke holde det løfte med mindre hun gjorde som sagde.

Han åbnede kisten. Forventet at hun stadig sov. For hvis man skulle vækkes før bedøvelsen var forsvundet skulle man få vand i hovedet. Han løftede hende op og satte hende i stolen. Hvor han spændte hendes fast. Hendes ben. Hendes arme. Og selvfølgelig hendes hoved. Så hun ikke kunne dreje hovedet. Derefter trak han en træstol hen foran hende. Og tog det glas vand der stod klart på bordet. Som han roligt kastede i hovedet på hende. For at vække hende. Når han var sikker på at hun var vågen og kunne høre hvad han sagde. Begyndte han at tale. "Nu skal du høre hvordan det her fungere. Du er min slave nu. Hvis ikke. Vil mine mænd bortføre dine søskende. En efter en vil de blive taget herind foran dig. Og blive skudt igennem tindingen. Lige foran dig. En efter en vil deres blod blive tappet fra deres krop. Og blive tvunget ned i din hals. En efter en. Vil du se din familie dø. Lige foran dig. Velvidende at det alt sammen er din skyld. Og for at være sikker på det. Har jeg placeret en af mine mænd. Ved dit hjem. Døgnet rundt holder han øje med din familie. Følger din familie." Han smilede ondt mens han fortsat så på hende. "Er det forstået?" Spurgte han roligt og tog en revolver som lå på hans skrivebord. "Hvis jeg ikke har talt helt forkert. Er i 5 i familien. Dig. Dine 2 mellem søskende. Og den mindste. Samt selvfølgelig din mor." Roligt satte han 5 kugler ind i revolveren. Og ladte den klar til at blive brugt. "Dum dum kugler. De er udbordet i spidsen. Så der kommer et meget stort hul på den modsatte side af hovedet. Så du kan være sikker på de er døde." Han så på hende roligt igen og ventede bare på hendes svar.

Hun vångede brat efter at fået vand i hovedet, hun var noget ør af bedøvelsen og vidste ikke helt hvor var hun det sidste hun huskede var at hun havde siddet i parken sammen med sine søskende, men da hun hørte hans stemme vidste hun at han ikke var en drøm at det skete, hun kunne ikke se på ham så derfor holdte sine øjne lukket. Hun sank svagt klump skulle lige til græde, men noget holdte hende alligevel tilbage " det er forstået" mumlede hun lukkede øjnen undnu hårdere sammen for ikke at komme til græde det hele virkede så håbløs, men bare han ikke gjorde hendes familie noget så var det fint, hun var hans og han kunne gøre lige hvad han ville med hende. Han havde ret hun var det letteste offer.. Hun turdte ikke sætte sig imod. Hun sukkede svagt åbende aligevel øjnene og fik store øjne da hun så revolveren i hans hånd, nej det måtte ikke ske.

Han grinte hånligt. Og lagde revolveren ned på bordet. Hvorefter han roligt rejste sig op. Og begyndte at gå rundt om hende. Før han valgte at hun så så sandfærdig ud i øjnene. At han spændte hende op. Hans vagter gik ud af rummet og låste døren efter dem. Så hun ikke kunne stikke af. Hvorefter han roligt gik hen og satte sig i sin højryggede læderstol. "lad os tale om arbejdet. Sæt dig." Sagde han beordrene på den stol foran skrivebordet og ventede til hun satte sig. Før han begyndte at remse op. "mellem 6 om morgenen til 8 om aftenen er du her. Og gør hvad jeg ber dig om. Og jeg mener alt. Hvis du ikke gør det godt nok vil du blive straffet. Hvis du nægter afstrafning skær jeg en af dine søskendes finger af. Og tvinger dig til at spise den." Han så på hende roligt med et svagt grin. "Er det forstået?" spurgte han roligt mens han så på hende fortsat. "Og fra nu af tiltaler dig mig herre eller sir. Og fra dette øjeblik er du mit legetøj. Du gør hvad jeg ber dig om når jeg ber dig om det. Ingen tøven. Og jo selvfølgelig har du lov til at græde og skrige. Men det eneste du må gøre for at stoppe mig. Er at tigge mig om at få lov til at undgå det. Hvis jeg siger nej må du tage imod det alligevel." Sagde han roligt før han roligt åbnede en skuffe og fandt en nihalet pisk frem som han lagde på bordet foran hende. "Start med at piske dig selv på ryggen. Du stopper ikke før jeg ber dig om det. Og du skal slå til. Lad os se om du virkelig holder af dine søskende så meget." Sagde han smilende med et svagt grin.

Hun fik næsten travlt da kommet op at hun i starten var lige ved at vælte over sine engne ben, men da sagde vendte om skyndte sig stolen, hendes følelser rasede indeni hun var vred, men også bange og havde lyst til græde, men heller det turdte hun gøre i hans nærvær. Hun sukkede lydløst inden hun modvilligt rettet sit blik op imod. Hun hadede ham vis ikke han sagt det om hendes familie og at han ville dræbe den havde hun angrebet ham som den ulv hun også. Hvis kiggede godt efter kunne se det gyldne i hendes ellers grønne øjne. Hun mærkede svagt lysten til forvandle sig ulv og bare lade den gøre jobbet færdigt, men hun sad bare der som hans skødehund kunne ikke gøre andet end adlyde. Hun havde aldrig før følt sig så ydmyget som hun gjorde nu, men aligevel turdte hun slippe sin vrede fri, hun betragtede med et blik som teenage datter sendte sin far når opførte sig træls og pinligt. Alligevel var der et sprøgsmål brændte på hendes tunge " må sige farvel til famile herre?" meget forsigtigt inden hun rakte frem imod pisken, hun ville nødig gøre dem bange og bekymret. Hun måtte sige farvel advare dem faren, hun kunne leve uden at have sagte noget. Hun rejste sig stod en smule adkavet ind begyndte at bruge pisken hendes første slag var meget forsigtige, men da kiggede over på Zero skyndte sig hårde, hun havde lyst til at smide pisken forvandle sig ulven og løbe end til hun ikke havde mere luft bruge, men heller det kunne. Hun følte sig ydmyget og allermest lyst til at trøstet af hendes mor og søskende.

Han grinte svagt. Mens han så på hende piske sig selv. "Godt nok." Sagde han roligt og rejste sig op. Før han gik hen til kaminen. Han trykkede på en sten hvorefter kaminen gik ud og muren som var kaminen langsomt gled ned i gulvet. Og frem kom et ekstra rum. Et tortur rum. Langs væggene var der masser af hylder og piske og knive. På hylderne var der flere glas med teksten på. Urin. Syre. Krydderier. Og i midten af væggen for enden. Et kryds som tydeligt var beregnet til at folk blev spændt fast på. Roligt vendte han sig imod hende. "Smid dit tøj. Vis mig din interessante krop. Og så skal jeg fortælle dig om du får lov til at sige farvel til dem." Han gik roligt hen imod hende. Forventede at hun smed tøjet. Han havde store planer med denne kvinde det havde han. Det måtte han indrømme.

Krydset
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Serafina gispede det var det hun havde fygtet, hun havde bestemt ikke lyst, men hun kunne ikke få sig til hun vidste god var ulydig, selvom hun var 23 havde hun aldrig været nøgen foran en fremmede og det gjorde hende lettere nervøs. Hun stod betragtede tingene derefter Zero, hun bed tænderne hårdt sammen og gav slip " jeg kan ik" mumlede hun bange. Hun turdte ikke og alligevel legede hun med sine søskendes liv, men hun kunne ikke. Hun følte sig alt for stolt hun stod rystede på hovdet imens bakkede væk fra stolen hun siddet på hun stoppede først da hun røg ind i muren og lod  sig glide ned så hun sad på jorden. Hun vidste at han vil blive sur, men hun kunne ikke. Hun kiggede ned i jorden og sukkede , vidste at hun ville se familie død for øjnene af hende. Hun bed svagt læben da tårede begyndte trille, hun kunne ikke klare  tanken og der måtte en masse mod hende, men ik hendes. Hun rejste sig op begyndte at gå imod ham " undskyld herre" sagde hun og lukkede sine øjne imens tog det hele hun åbende dem ikke selvom nu stod nøgen foran ham.
Hun skulle aldrig være taget i parken den dag, hvordan kunne en dag starte så godt og ende så skidt. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun følte sig som stykke hun havde mest af alt lyst til forvandle til ulven for så kunne gemme sig i ulven skin og form. Hun bed svagt læben og blev stående hvor hun var.

Han smilede roligt og gik hen foran hende. Før han tog pisken i hånden. Og begyndte at piske hendes nøgne krop. Før han stoppede. "Sæt dig i stolen igen." Sagde han roligt og tvang hende over i stolen. Hvor han spændte hende fast. Satte sig i stolen over for hende. Og så hende direkte ind i øjnene. Da der skete noget underligt.

Ind af døren kom den ene af hendes søskende. Hun prøvede at stritte imod. Men hans vagter tvang hende over til Zero. Zero rejste sig op. Og hendes lillesøster blev sat ned i stolen over for hende. Hvor hun blev tapet fast. Hårdt. Zero tog revolveren fra bordet. Og sigtede på hendes lillesøsters tinding. Og inden hun nåede at sige noget imod det. Skød han. Kuglen borede sig igennem lillesøsteren's tinding. Hjernemasse fløj ned på gulvet. Kroppen blev livløst. Blodet sprøjtede sig over på både Zero og hende selv. Igen skete der noget underligt.

Og pludselig sad de hvor de startede. Zero havde lige spændt hende fast nøgen på stolen. Zero sad på stolen over for hende. Med et fast blik direkte imod hendes øjne. Der var intet blod ingen hjernemasse alt var bare væk. "jeg kan manipulere med minder som jeg vil. Det du så var bare en form for illusion. Din lillesøster er ikke død. Men nu fik du en smag for hvad jeg vil gøre hvis du nogensinde lader være med at gøre hvad jeg siger." Sagde han hårdt og tog pisken og hævede den og piskede hendes ene lår hårdt. For at få hende til at høre efter.

Hun græd stadig og ikkehavde lyst til at være her mere, hun ville bare hjem og så langt væk fra ham som muligt, hun hadede ham vis ikke han havde truet hendes familie havde hun forvandlet sig til ulven og flået hovdet af ham hun. Hun ville ikke have noget med ham ham gøre, men hvad skulle hun gøre hun var nød til at passe på hendes famile. Hun hvinede en smule forskrækket da slagne fra pisken kom, hun stoppede brat med at græde og blev vred og skulle lige til sige noget, men nåede det ikke før hun blev tvunget hen i stolen. Hun kiggede på ham, men blev forstyrret af at nogen kom. Hun skulle lige til at skrige da stod Samantha sammen en af hans store aber som tvang hende ind sidde foran Serafina og hun stivende i hele kroppen " Du vover at gøre hende" mere nåede hun sige før Samantha livløse krop faldte til jorden, hun ruskede i alt hvad hun kunne for at komme ud af stolen hen til sin søster, men så forsvandt det hele og der sad kun ham. Hendes vejrtrækning var blevet mere panisk, hun bange og vred han kunne ikke være det bekendt hun havde gjort hvad han havde sagt. Hendes øjne lynede og man tydelig se at det han havde gjort havde gjort hende vred. Hun var stadig bange og gjorde derfor intet hun turdte ikke. Hun var bange for at vis hun gjorde ville det blive en rigtig og ikke bare en eller anden dum drøm som han havde lavet.Hun stirrede vredt på ham og sagde ikke et ord da piskenslagne ramte hendes lår, den nydelse af se hende lide mere end hun gjorde skulle han ikke have og da bestemt ikke nå han sådan ønskede det så snart hun fri disse lænker og kunne gøre hvad hun ville, ville forvandle sig til sinulve form og aldrig forvandle sig tilbage til et menneske igen.

Han grinte hånligt. Så hende direkte ind i øjnene. Før han prikkede sig selv på tindingen. "Du er klar over alt hvad du tænker. Bliver gemt som et minde ikke? Hvis du forvandler dig. Hvis du gør den mindste ting for at trodse mig. Så bliver du sat i et lille bur. Jeg henter tændingsvæske. Tvinger dine søskende til at drikke det. Til at bade i det. Og når du så endelig indser hvad det er der skal til at ske. Sætter jeg ild til dem. Så du bliver tvunget til at se dem brænde op. Høre deres forfærdelige skrig. Alt imens jeg venter til du forvandler dig. Og bønfalder mig om at slå dig ihjel. Og når du så er nået på det punkt. Så voldtager jeg din mor lige foran dig. Og når du så endelig bønfalder om at jeg voldtager dig i stedet. Skyder jeg hjernen ud på din mor. Og tvinger dig til at spise det. Bare for at vise dig. At du er for sen på den om at be til min gode side. Bare for at du kan se hvor håbløs du er. Og når du så endelig til sidst har mistet forstanden. Vil jeg tildele dig det ene skud efter det andet. Skyde kropsdel efter kropsdel på dig. Så du vil forbløde. Men mens du stadig er i live vil jeg tage fat i dig. Og eftersom jeg har skudt dine arme og ben. Vil du ikke kunne bevæge sig. Og fint og roligt lægger jeg dig i de askede rester af dine søskende. Og iblandt din mors indvolde som jeg pænt har hevet ud af din mors krop." Han så på hende kort. "Forstår vi hinanden?" Han rejste sig op. Og gik hen foran hende. Så hende direkte ind i øjnene. "Eller skal jeg vise dig det før du forstår det?" Han grinte hånligt og gik så hen og satte sig på sin stol igen. Og ventede på hendes svar.

Serafina følte sig lettere irriteret over ham, men det og vreden forsvandt da han begyndte at  snakke om hendes mor og søskende, hun bed sig nervøst i læben og hendes indre kamp begyndte igen, hun kunne ikke får sig selv til at lade det gå ud over dem. Hun kunne lige så godt vænne sig til livet som Zeros slave, hun kunne også ligegodt vænne sig til at hun aldrig kom til se sin familie igen. Hun kiggede opgivende væk, hvor slemt kunne det være bare så længe han ikke gjorde dem noget kunne gøre alt med hende. ” nej herre det behøver du ikke, jeg har forstået” svarede hun med en meget lille stemme som ikke var særlig stor, den meget trist og hun vidste at han elskede det. Hun bed sig svagt i læben igen. Hun ville ikke græde, men tårende trillede ned af hendes kinder, tanken om ikke at skulle se sine små søskende og aldrig høre deres stemmer igen gjorde ondt, men det var ikke så slemt som vis han ville dræbe dem. Hun kiggede på ham og så ham ind øjnene, så han kunne se at mente hvert et ord hun sagde ”du lader min familie være går jeg frivilligt med til at være din slave” svarede hun. Det var ikke fordi hun havde lyst, men det var en nødvendighed for at hendes familie kunne være sikker. Hun håbede dog stadig at hun kunne få lov til at sige farvel til dem, bare det at se dem en gang inden hendes nye liv ville begynde.
Hun sukkede igen og tænke på hendes mor og søskende, hun ville ikke bare forsvinde som hendes far uden sige noget. Hun huskede tydeligt hvordan hendes mor var den gang han forsvandt. Hun lagde svagt hovedet på skrå inden hun igen kiggede op på ham. Hun ville gerne spørge igen, men anede ikke om det var en god ide at spørge ham, hun ikke snart måtte sige farvel, hun ville ikke advare dem mere hun ville bare sige farvel, så hun ikke bare forsvandt som hendes far havde gjort det. Hun trak vejret dybt hun kunne lige så godt sprøge om det var okay, hun var vel ikke ulydig vis hun spurte vel? Hendes familie betød så meget og gjorde det stadig ” må jeg ikke godt sige farvel til min familie nu herre?” spurgte hun med en forsigtig og lidt hulkende stemme.

Han så på hende fortsat med et roligt smil. Før han roligt slap hende fri fra stolen. Han hævede sin hånd. Så hun kunne tage imod den og kysse den. "Jeg er din herre. Vis mig din respekt. Og så kan det være du får lov til mere end at sige farvel." Sagde han roligt mens han så på hende roligt. Mens han fortsat så på hende. Afventede at hun viste respekt. Hvorefter han så ville rejse sig. Han gik roligt hen og tog pistolen op fra bordet. Og gik hen til døren. Rakte den ud af døren til hans vagter som tog den. Han lukkede døren efter sig. "Ved du hvem jeg er?" Spurgte han roligt mens han vendte sig imod hende. "Jeg er Zeronium Elliot Bang. Leder af familien Bang. En endnu ukendt Mafia. I min gamle by blev jeg kaldt for godfather. Det er det samme jeg søger her." Sagde han roligt mens han så på hende roligt med et svagt grin.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun kiggede på og rejste sig rimligt roligt op inden betragtede hans der gik lidt tid inden kyssede for anede ikke helt om hun skulle sætte sig ned på knæ, men hun endte med bare kysse den " undskyld herre vis jeg har været til besvære" sagde hun efter hun kysset ham. Hun stod betragtede ham, hvor skulle den, den skulle vel ikke dræbe hendes familie kiggede forvirret på ham da døren blev lukket " hvor skulle den herre?" spurgte hun lød forvirret og en smule panisk, han ville vel ikke dræbe dem? Det håbede hun så ville han få en vred Serafina på halsen. Hun anede ikke hvor den skulle hen og det gjorde hende så bange at hun begyndte at ryste en smule på kroppen, men ikke fordi frys, men fordi hun var bange. Hun vendte sit blik imod ham da talte til hende igen. Hun anede ikke hvem han var, de jo hilst først så drukket kaffe inden hun vågnede op i dette marraidt igen.
Serafina følte sig underlig tilpas da han sagde sit navn, men hun anede ikke hvorfor det var sådan, hun trak vejret dybt inden han forsatte sin tale strøm, hun blev bare mere forvirret end det oplyset hende, hun havde på fornemelsen at hun burde frygte hans, men kunne hvilken sammenhæng hun havde hørt det i.
Efter han havde sagt det sidste fandt sammenhængen og hun smilede svagt inden hun betragtede, der var noget ved ham, når så bort fra slaveriet og hans alt han lavede som ikke anede virkede han som en fin fyr, man bare ikke skulle pisse af, men alligevel fandt hun på måde intersant.

Han så på hende kort. Og så hen imod døren kort. "Revolveren? Væk fra din rækkevide." Sagde han kort og gik så hen foran hende. "fortæl mig min slave. Er du blevet befamlet før." Spurgte han roligt før han roligt løftede hånden og greb roligt fat i hendes ene bryst. For at undersøge hvad hun kunne li. "Jeg mener. Er du jomfru?" Spurgte han roligt før han tog roligt fat i hendes nipple på hendes bryst med 2 fingre. Og drejede den roligt lidt. Ikke ondt så det gjorde skade. Men blidt og forførende. For at se om hun tændte på det ligesom før. Han slap roligt og gik roligt hen i sin læderstol hvor han satte sig. Så på hende kort. Undersøgende. Hvad skulle han få hende til først? Sutte den? Nej. Voldtage hende? Nej ikke endnu. Han så hen imod podiet med stripperstangen kort. Og smilede så ondt. "Vis mig dig bruge stripperstangen." Sagde han roligt og rejste sig fra stolen. Og gik hen og satte sig i den ene læderstol foran podiet. Mens han fortsat så mod hende afventende.

Hun gispede idet han rørte hendes bryst det var nyt for hende at nogle rørte hendes bryster, hun taget tøjet af for nogen før derfor var hun heller ikke vant til disse tilnærmelser. Hun havde fortrængt den gang købsdrengen havde lavet tilnærmelser. Det var det tættest hun havde været på sex. Hun havde travlt med passe sine familie kunne tillade sig sådan noget sjov. Hun gispede svagt idet rørte ved hendes nippel, hans bløde og forsigtige berøringer kunne faktisk godt lide hun kiggede på ham og blev en smule sagde ikke noget, da sendte hende op til stangen anede hun ikke hvad hun skulle gøre for det her var også nyt ffor hende.

Han smilede roligt og så på hende kort. Hendes øjne sagde alt. Det var nyt. Og det skulle han nok få hygget sig med senere. Han rejste sig roligt op og gik hen og åbnede døren kort. Hvorefter han snakkede til en af vagterne. "Få fat i Queen. Hun skal lige møde hendes nye elev." Sagde han roligt og lukkede døren igen. Hvorefter han gik hen til Serafina igen. Så kort på hende. "Queen er hendes strippernavn. Hun er en fantastisk god underviser i poledance. Jeg vil foreslå at du træner hver dag. Mellem 10-12. Når du ikke øver dig. Så er du hjemme i mit hus. Og sørger for alt er pænt. Hvis du gør det godt nok. Får du lov til at se din familie i 6 timer om ugen. Det er en halv dag. Jeg vil sige Søndag mellem 12-18." Han satte sig i den nærmeste læderstol. Og klappede sig selv på låret som et tegn på at hun skulle sætte sig der. "Og det bedste er at Queen er biseksuel. Så hun vil elske dit 'kluns'" Sagde han halvhånligt for at ydmyge hende lidt. Og håne hende lidt med at sige kluns når hun jo var nøgen.

Serafina stod stadig og så på stripperpælen, hun anede ikke hvad stadigt skulle gøre hun vendte sig spørgende imod ham og følte sig dum på måde over at hun ikke kunne danse op af pæl, men hun havde aldrig været i disse kredse, men det var også ligemeget. Hun skulle nok lærer det og gøre Zero stolt, hun skulle lige til spørge om hvem Queen var, men det nåede ikke før selv kom med svaret til hendes sprørgsmål. Hun vendte det døve øre til hans hånlighed af hende, ventede på at se denne Queen. Hun lyttede grundigt efter imens sagde de ting hun skulle og blev glad, hun skulle nok gøre det godt nok det lovede sig selv og ham i stilhed.

Han så lidt på Serafina. Så tydeligt misfornøjet ud over hun ikke havde sat sig på hans lår som han havde bedt hende om ved at klappe sig selv på låret. Og rejste sig op. Han gik roligt hen til hende og gav hende en lussing med baghånden. "Det kan godt være jeg ikke sagde du skulle sætte dig på mit lår. Men et klap på låret kan du vel regne ud at du skal sætte dig." Sagde han hårdt og gik hen og satte sig på sin lænestol igen. Og viftede hende hen for at sætte sig på hans lår. Og håbede på for hendes egen skyld at hun gjorde det denne gang.

Hun havde været så travt optaget af love Zero og sig selv at hun skulle nok gøre det godt at hun glemte den vigtige ting, hun kiggede uforstående på ham, men vendte hurtigt blikket væk da slaget kom det brændte i hendes kind og farven blev hurtigt rosa rødlig. Hun tog kinden, imens ventede på at hun kunne sætte sig hun følte sig en smule underlig hun var nøgen og skulle sidde på en mand som hun ikke kendte noget til hun vendte sig så kunne se på ham ” det må de virkelig undskyde, det var ikke meningen herre” sagde hun halv hviskende, det slet ikke meningen.