Parkens ro eller vent hov hvor tager du mig hen (Zero)

Vagtens blik var rettet imod hende. Og et roligt betryggende smil kom over hans læber. "Jeg har ikke tavshedspligt. Så ja det kan vi godt. Mit navn er Marcus." Sagde han roligt og så på hende med et svagt smil. "jeg er ikke som de andre vagter. Jeg er Zero's personlige rådgiver. Hans Consigliere. Og den flinkeste mand du kommer til at møde indenfor Zero's organisation." Han så på hende roligt. "Men hør mig nu ad. Jeg har evnen til at kunne se samtaler i fremtiden. Og nej jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig hvor hans vagter er. Selvom jeg er Zero's Consigliere. Så vil han ikke tøve med at slå min datter ihjel hvis jeg forråder ham." Sagde han og smilede venligt til hende. HVorefter han gik videre hen af gaden sammen med hende.

Serafina sukkede svagt de var vel i sammen båd, men kunne ikke lade det ske. Hun bed sig svagt læben inden overvejede om skulle tage en beslutning om løbe end til hun ikke kunne mere, hun var en meget adræt og trænet person både i hendes mennskeform, men også ulveform, men hun var bange for at vis hun gjorde det ville det blive enden på hendes familie dog var hun stadig vred over at han havde så nemt ved at havde overtalt hendes mor, men hun måtte havde set noget Serafina ikke kunne. Hun skulle tænke hurtigt, ville hun redde sin familie og risikere at han fandt dem dræbte dem og hende, eller skulle se pasivt til. Hun kiggede på vagten ” jeg har ikke lyst til at skal hjem, men måske du kan følge mig på en tur hvor jeg bevæge mig lidt?” spurgte hun for hun havde stadigt ikke løst til at vagten skulle med hende hjem. End ikke om så var den sidste rare mand på kloden. Hun fnøs kort ” så vi vel i samme båd” sagde hun til sidst, hun havde håbet hun kunnet overtale ham, men så meget som hun elskede sin familie elskede han sin datter og hun ville ikke være skyld i at hans datter døde.

Hun stod kiggede jorden, hendes hjerte sank så meget det snart ville falde ud for neden. Hun håbet at hun kunne redde sin familie, men ikke bekosting af en andens familie. Hun afventede stadig på svar, men begyndte at gå den rigtige vej hjem, for vidste at nok ville få nej, men det ville bare gøre for ondt at skulle sige farvel til sine søskende som hun nærmest havde været en mor forr dem.


Så da hun kom satte hun på trappe stenen, hun ville ikke gå, men så kom tvillingerne ud, med en affald pose og smed den i glæde, de omfavnede hende i et stort kram, ligesom hende havde de en smule af det ravgule fra ulvens øjene i deres. Hun begyndte græde det var hårdt hun sank klump krammede dem ” hey stump 1 og 2” svarede hun. Det var hendes kælenavn til dem. Huset de boede var et af de pænere huse dette kvarter, hun vidste ikke Zero var nærheden og ville staffe hende i et sted hvor hun følte sig tryk.
Hendes hjerne var hele tiden på vagt og vagten gjorde hende heller ikke synderlig tryk.

Han smilede roligt. Og forventede faktisk at hun ville prøve og overtale ham til at følge hende et andet sted hen. Dog var han allerede forberedt på et svar. "Hvad med dine søskende? Fortjener de ikke at vide at der går noget tid før du kommer igen? Det er ikke fair over for dem at skulle blive væk fra dem? Skylder du dem ikke det sidste at sige farvel til dem? Det ville jeg gøre hvis det var min datter." sagde han smilende. Og fulgte roligt med hende. Han så på hende kort og grinte svagt. "Dog ikke. Jeg valgte dette liv. For min datter's skyld. Min datter mangler intet. Og det gør din familie heller ikke. Zero er måske ond. Men han er ikke barbarisk. Han sørger for din familie. Så tag det helt roligt. Stol på ham. Gør hvad han siger. Så bliver han sødere." Sagde han roligt og fulgte roligt efter. Da de næsten nåede hendes hus. Stoppede han op. Så hun kunne få lov til at klare det alene. Og valgte at gå over på den anden side af vejen. Hvor han bedre kunne få et udsyn af huset. Og hendes bevægelser.

Serafina følte sig stadig ikke tryk og det smittede hurtigt af på hendes søskende, hun rejste sig op og tog dem i hånden og gik ind, hun så hvordan sin mor glædede sig over at se hende og det gjorde så ondt, hun nåede ikke tænke over det før hun begyndte at græde ret voldsomt og inden Kaylie kunne nå at kramme sin datter havde hun forvandlet sig til sin ulveform, voldsomme følelsemæsige udslag gjorde at ulven fik taget over hun løb fori vagten i sin. Serafina kunne ikke styrre det og ville væk, lige nu flygtede hun med ulvens hjælp den havde overtaget og hun kunne intet gøre andet end at følge.

Lidt efter kom Kaylie ud af døren, hun måtte finde sin datter inden Zero fiik noget vide om dette.  Hun afsøgte området og fandt vagten, hun gik stille og roligt hen til ham for vise ham intet ondt ville ham "hey vi må finde min datter" sagde hun og kiggede efter ham, efter hun sagt dette forvandlede sig ulv, hun fulgte duftsporet og vidste med det samme hvor Serafina var på vej hen, derefter kiggede efter vagten for lade ham vide at hun havde fundet hendes duft spor.

Serafina var henne ved parken da først fik styr på sig selv nok til at kunne tage kontrol. Hun havde lige sat sin familie liv på spil og det hele var et uheld, det var det hun havde sagt, hun skulle ikke være kommet, nu ville Zero sikkert tvinge hende til at se på imens han dræbte hendes familie. Det kunne også være det samme, han var ikke hendes te alligevel og hun havde bestemt ikke lyst til at være del af hans slavekorps, måske hun bare skulle stikke af, men hun vidste ikke hvor hen og på den anden side ville ikke spilde deres liv.

Marcus så på hendes mor. Og på trods af hun sagde at de måtte finde hende så var Marcus helt rolig og smilede bare. "Tag det roligt." Sagde han og nikkede kort til hende. Før nogle hyl blev hørt. "Tror du virkelig Zero kun har dæmoner? Han har faldne engle. Shapeshifters. Vampyrer. Draconianere. Skyggevæsner. Varulve. Ja stort set alle væsner. Undtagen selvfølgelig personer som elvere. Men selv svartselvere. og sortelvere har han." Sagde han med et roligt smil før han så rundt. En stor bjørn kom løbende hen af gaden. Marcus greb fat i pelsen på bjørnen. Og bjørnen løb af sted. Marcus stillede sig op på selve bjørnen. Og lod bjørnen løbe af sted. Langsomt begyndte der at danne sig en flok. Af jaguarer. Tigere. Ulve. Varulve. Og ørne.

Da Serafina stoppede. Begyndte der at komme ulve ud fra skyggerne bag buskene. Knurrede af hende. Alle sammen tydeligt shapeshiftere. Og omringede hende. En af shapeshifterne forvandlede sig til sin menneskeform. Og så på hende roligt. "Du får kun en advarelse. Du er kraftigt omringet. Samt der er forstærkninger på vej. Din familie er omringet af vampyrer. Der bare venter på at få lov til at suge deres blod. Det her er sidste chance for at redde deres liv." Sagde han roligt og så afventende.

Serafina sank svagt en klump, hun var stadig i sin ulveform, men hun sank hovedet for vise hendes med vijle, hun havde ikke tænkt sig at kæmpe det ville blive slemt nok når kom tilbage til Zero, men hun klar til tage staffen, hun ville ikke forvandle sig tilbage overhovedet, hun følte sig mest sikker i sin ulveform. Til sidst fnøs hun ganske for at vise vedkommende at hun havde forstået, men hun hun kunne ikke holde sig tilbage helt og en knurren unslap hendes læber da vedkommend nævnte vampyre, hun håbede ikke at de fejl fortolke det for det var kun fordi hun ikke brød sig om vampyrer.

Manden gik et skridt tættere på. "Bliv tilbage til din normale form. Eller også dræber jeg..." Kort stivnede manden og så på noget bag ved hende. Før han hurtigt gik ned på knæ. Og bukkede hovedet. Alle soldaterne gjorde det samme. Og i samme øjeblik. Kom en mand hen til ved siden af hende. En mand hun med garanti havde håbet på at kunne undgå.

Et kort rødt blik stirrede ned på hende. Et svagt ondt smil kom frem. En form for frygt fra alle dem der havde omringet hende begyndte at kunne mærkes. Hvorefter en svag latter kom. "Tænk at du tror du kan stikke af." En drabelig nærmest hånlig stemme kom. Hvorefter 2 mænd kom frem. Hivende på en lille pige. Den ene af hendes søstre. Og tvang hende på knæ foran Serafina. Langsomt gik manden hen foran hende. Så man tyderligere kunne se at denne mand. Var Zero. Langsomt trak Zero en revolver frem. Og så på hende kort. "Hør Serafina. Du forstår vist ikke helt alvoren i dette. Denne gang. Hvis jeg slår denne pige ihjel. Er det ikke en illusion. Denne gang er det virkelighed." 2 mænd kastede et net hen over hende. Og hev i det. Så hun blev tvunget ned og ligge på jorden. Mens Zero roligt gik om bag søsteren. Og sigtede mod baghovedet på hende. Og trykkede aftrækkeren af. Et kort klik. Men intet skud. Et svagt smil kom fra Zero. "Pokkers jeg må ha glemt at putte patroner i." Zero skubbede roligt rullen ud til siden på revolveren. Hvorefter han puttede en patron i. Og drejede den rundt. Og sigtede imod hendes hoved igen. "Kender du legen Roulette? Det handler om du tager et skud i en pistol. Drejer rullen. Og trykker aftrækkeren af. Hvis du er heldig. Så skyder du ikke skuddet af. Hvis du er uheldig skyder du skuddet af. Gad vide hvor heldig din søster er." Sagde han med et hånligt grin. Hvorefter han begyndte at trykke på aftrækkeren. Langsomt øgede styrken. Så hvis hun ikke sagde noget snart. Ville splinten flyve ind. Og afsløre om der var et skud i det nuværende kammer.

Serafinas knurren kom dybt og advarende da den fremmede kom tættere på, hun brød sig ikke om hans tone og det frydede hende at gik på knæ for hende, eller det var lige til Zero brød tavsheden. Hun vendte sig om og så sin søster armene på Zero. Hun skulle lige til at kaste sig from imod ham, for at redde sin rædselsslagne søster da nettet faldte ned over hende og tvang hende til jorden, hun vidste udmærket godt at dette alvor, hun vidste godt dette ikke var en leg og til sidst så hun ingen anden udvej sig tilbage til hendes menneske form " Tror du virkelig at stak af" fnøs hun ganske kort frustreret over det hele " nej så var jeg løbet længere væk" sagde hun sammenbidt nettet lavede mærker på hendes ellers så fine hud.

En svag knurren kunne høres lidt derfra, Kaylie kunne se at hun var kommet forsent, hun havde forudset at en ville død, men ikke hvem af dem det var. Hun for frem imod i sidste forsøg på at redde sin familie, det rigeligt at Zero havde Serafina han skulle ikke tage flere børn fra hende. Hun var ligeglad med at hun var i under tal, en hver mor ville beskytte sin børn. Ulven som hvid som sne, men havde gift grønne øjne sprang frem imod Zero og flokken af andre formskifter, et glimt kampånd kunne anes i hendes mors øjne. Hun ville redde sin datter som Zero havde sine klamme hænder gravet dybt i.

Serafina gispede hun kendte disse grønne øjne, hun vidste at det Kaylie, men hun turdte ikke sige noget for så havde han flere kort at spille ud imod derudover håbende hun at Zero ikke set den måde hun havde reageret på.

Et svagt grin kom da hun valgte at skifte form. "Jeg sagde til du måtte tage hjem. Ikke stikke af. Jeg prøvede at betro dig lidt tillid. Og du fuckede det op. Det var en test Serafina. Intet andet. Du havde muligheden for at vinde lidt tillid. Og du fuckede det op." Han grinte svagt. Og løsnede grebet på pistolen. Så den ikke var ved at blive skudt af. Hvorefter han hørte skridt komme løbende imod ham og hendes reaktion. Svagt grinte han. Og vendte sig rundt lige i tide til at hive sig selv og hendes søster væk. Og samtidig tog en kniv som han kun lige kort snittede ulvens ene ben med. Hvorefter han vendte sig imod ulven igen. "Min kniv indeholder gift. Hvis du ikke får skyggevæsen blod indenfor 10 minutter. Så er der ingen vej tilbage." Han grinte svagt hvorefter han så lidt på hende. Og skubbede tøsen han havde i armen. Hen til Marcus som lige var kommet løbende. Marcus så overrasket på Zero. "Sir. Hun smuttede inden jeg kunne nå at reagere." Marcus gik kort ned på det ene knæ. Og bukkede hovedet. Hvorefter han tog imod søsteren. Og fulgte hende roligt ud af ringen. Og fulgte hende hjemad.

Selvfølgelig havde han set det hun kunne ikke gøre andet end se at hendes mor landede at stykke fra hende og måske længere væk end Zero, hun valgte til sidst at rive febrilsk i nettet for komme fri og hen til sin mor. Hun kiggede vredt hen på Zero " SLIP MIG FRI!!" råbte hun vredt og jo mere lyst hun fik for at komme hen til sin mor jo mere vred blev hun.
Hun kunne mærke tårene trille ned af hendes kinder, hun var ikke til stole på hun kunne ikke noget. Hun gav til sidst op, med at rive i nettet. Hendes mor var dumdristig det var dumt det hun gjort. Hun kunne ikke gøre noget. Hun skulle aldrig være kommet hjem. Hun havde ødelagt det hele. Vis hendes mor døde, hvad skulle da så blive af hendes søskende.

Serafina kiggede hen imod Kaylie, man kunne godt se at giften allerede nu begyndt at virke og Kaylie havde angstrengt så meget for vende sig så kunne kigge over på Serafina. " hjælp hende gør noget" mumlede hun imellem hendes tåre. Hun rev igen i nettet, men lige lidt hjalp det.

Zero bukkede sig roligt ned. Og tog sin sko af. Han løftede den roligt op. Og vendte det om. Hvorefter han åbnede et skjult kammer i sålen. Hvor han fandt et lille reagensglas med noget rødt i. Han smed roligt sin sko ned på jorden igen. Og pressede sin fod ned i. Han stod lidt og kiggede på glasset. "Det her glas indeholder en deciliter skyggevæsen blod. Det er nok det eneste glas i flere kilometers afstand. Og jeg besidder det. På gaden kan dette glas indbringe 100 guldmønter." Sagde han og så på Serafina. (100 guldmønter svare til 10.000 kroner) Han så lidt på moren igen. "Har du 100 guldmønter?" Han grinte svagt og så lidt på glasset igen. "nej det er det sidste jeg har på lager. Så lad os sige 200 guldmønter." Han så på Serafina. "Du har vist indset at jeg har tænkt mig at lade din mor dø ikke? Sådan er det når du ikke lytter til mig. Du skulle ha gjort hvad jeg sagde." Han smilede svagt. Og vendte sig imod moren igen. "Jeg ændre aftalen lidt." Han vendte sig imod Serafina. "Dette her er ikke en illusion." Han gik hen foran hende. Bukkede sig roligt ned foran hende. "Hvis du nogensinde trodser mig igen sådan her. Så kan du se hvor seriøs jeg er." Sagde han roligt. "gør hvad jeg siger. Ligemeget hvad det er. Om det så fuckin er at du skal stikke en kniv i låret på din egen mor. Eller jeg lader hende dø den mest smertefulde død hun kan få. Denne gift ætser dine organer indefra. 10 minutter af skrigende smerte så stærk at selv jeg ville bukke under. Efter de 10 minutter begynder den virkelige smerte." Han grinte svagt og så på hendes mor. "Din mor burde begynde at skrige af smerte hvert øjeblik nu. Når det sker har du cirka 5 minutter til at beslutte dig om du acceptere denne nye aftale. Før det er for sent at give hende modgiften." Han så lidt på Serafina afventende.

Serafina gøs en smule, da hendes mor på grund af smerten ikke kunne holde sin ulveform og skrigene skar i hendes øre som knive som også ramte hende lige hjertet. Hun trak vejret i små korte stød, inden kiggede op på ham. Hendes øjne var røde af at græde. Hun snøftede voldsomt hun kiggede på hendes mor sukkede lydløst " ja bare få det til at stoppe" sagde hun og snøftede stadigt meget kraftigt, derefter kiggede sig omkring efter sin søster, i alt dette postyr havde koncenteret så meget om sin mor at hun ikke set hvor hun taget hen. Hun havde ingen hørt at de havde taget hende med hjem i huset. Serafina troede stadig at hendes søster var i fare for at blive dræbt og hun sikker på at han ville lade hende få det blod, det tydeligt at mærke på hende at hun stolede på ham, men hvem ville også det. Han taget hende fra hendes hjem tvunget hende til at blive hans slave unden hende sammentrykke, ved true hendes famillie, men hvad skulle der blive af hendes søskende vis deres mor døde pågrund af hende. Hun lukkede øjnene inden igen åbende dem for se på Zero.
Hun sank svagt en klump ´inden hun adkavet holdte sig for ørene, skrigene var blevet voldsommer og det gjorde så ondt på hende at Zero bare kunne havde stukket kniven i hende. hun ville gerne fri nettet gjorde ikke gavn det irrterede hendes hud og det begyndt at lave mærker, hun ville ikke se det hun måtte bare stole på at gjorde det.

Langsomt begyndte Zero at rette sig op efter hun gav ham hans sammentykke. "LYT TIL SMERTEN SERAFINA!" Råbte han og sparkede hende i maven. Mens han så på hende. "Hvis du nogensinde prøver at stikke af. Vil det være dine søskende. Ligemeget hvor meget jeg torturere dem. Vil de umuligt kunne mærke lige så kraftig smerte. For deres skyld håber jeg du holder din aftale. Indse det Serafina. Du har tabt. Jeg er klogere stærkere og mere magtfuld end du er." Da hendes mor begyndte at skrige endnu hårdere. Drejede han kort i ren reaktion. Hvorefter han kløede sig i øret. Og gik så roligt hen til Kaylie. Åbnede roligt reagensglasset. Og så så mod Serafina. Og råbte til hende igennem skrigene fra hendes mor. "Du skal se det her." Hvorefter han roligt tog indholdet af reagensglasset i munden. Og placerede sine læber imod hendes mor. Samtidig med han lod blodet glide igennem hans mund ind i hendes. I det øjeblik det rørte hendes læber ville det allerede der begynde at dulme smerterne. Hun skulle ha hele deciliteren før smerten forsvandt helt. Så det betød at Kaylie var tvunget til at holde kysset mellem dem indtil al væsken var ude af Zero's mund.

Serafina åbende sin øjne da alt luften blev slået ud af hende, på grund Zero´s spark, hun hostede og sputtede for at rive den luft som var blevet slået ud af tilbage lungerne, men alligevel kunne ikke lade værre med se hen på hendes mor der havde så ondt. Hun rev stadig smule efter vejret, det gjorde stadig ondt indeni, men græd ikke mere for han gøre noget hun anede bare ikke at det var noget helt andet end hun havde forventet. Hun gøs en smule, men hun vidste udmærket godt hun tabt, men hun var altså stukket af hun havde brug for luft til at få tingene inde i hendes hoved til at fungere og parken var tilflugtsted og vis havde prøvet stikke havde de måttet jagtet hende igemmen den halve by og måske mere. Hun sank svagt klump da skrigene stadig gjorde ondt, hun hadede Zero han vidste lige hvorfor nogle knapper han skulle trykke på. Nu kyssede han også hendes mor det jo helt forfærdigligt og noget hun ikke havde regnet med. Hun hørte ham turdte ikke tage blikket væk. Hun betragtede dem med bitter smag i munden, det gav kalvme at se ham kysse hendes mor, men hun bed sig så hårdt læben at det begyndte at bløde for ikke at komme til at lave bræklyde.

Kaylie skreg det gjorde så ondt og hun mærkede hvordan hendes krop blev smadret for hver sekund og minut der gik, hun kunne ikke stoppe med skrige, smerten var for stor når hun ikke skreg hev efter vejret, hun kiggede på Zero med skyldfyldt blik, men hun havde bare gjort hvad en hver moder ville. Hun kiggede op på Zero da gik hen imod hende, hun gjorde stor øjne da drak blodet, eller det troede hun at han gjorde så var det altså ude med hende. Hun gjorde endnu større øjne da han kyssede hende, hun mærkede blodet og nu vidste hun hvad det var han ville, han ville havde hende til at holde kysset. Hun anede ikke om hun kunne, men da hun mærkede at det begyndte at hjælpe, var det som om fik fornyet kræft, selvom vidste noget hun bildte sig for kroppen var stadig meget svag.

Serafina kiggede hen på Zero kysset ham og hans holdte gjorde også ondt på hende, men det eneste da hjalp var at gjorde noget. Hun rev nettet hun ville så gerne over til hendes mor, hun havde det skidt med det der var sket at så snart hun fik chancen ville kramme sin mor. Hun var skyld i det det var den sætning som blev ved med at køre i hendes hoved, den blev ved og ved, den skar skrape knive i hendes bevidsthed, hun ville snart gerne videre. Hun vidste også godt at hendes aften ville blive lang, længere end den havde været i forvejen.

Han smilede roligt. Og lod det sidste blod flyde ned i hendes mors mund. Hvorefter han roligt slap hendes læber. Og rejste sig roligt op. Så på hvordan blodet dulmede hende. "Jeg håber du nød kysset. Din datter var i hvert fald ikke glad for det. Men det jo også klart når man er enlig mor og ens mand skred fra en. Og han havde sikkert en fornuftig grund for." Han tørrede sine læber kort. "Du kysser elendigt." Han grinte hånligt hvorefter han gik hen til Serafina igen. Og gik roligt ned på hug. "Du har 10 minutter til at undskylde din mor. Og til hun kan undskylde. Bagefter så tager vi hjem." Han hev nettet af hende og lod hende gå hen til hans mor. Hvorefter han stod og så afventende på det. Han så kort rundt på sine vagter. De stod klar til at følge hende. Selv jaguarerne som stadig var i deres dyreform. En jaguar løb hurtigere end en ulv. Så det var sikkert de kunne fange hende.

Serafina stod og kiggede ned på sine fødder hun havde ikke lyst til at undskylde og hun havde stadig lyst til nærme sig, men noget holdte hende tilbage hun turdte ikke " herre kan vi ikke bare køre?" spurgte hun og bed sig svagt læben, hun var forsigtig med kiggede hen på ham og hun ænsede ikke vagterne, de kunne sikkert fange hende og desuden havde hun heller ikke lyst til rende nogle steder hen. Hun vendte sit blik imod hendes mor som begyndte langsomt kravle hen imod hende, men Serafina rykkede sig væk, hun kunne ikke se sin mor i øjnene hun turdte ikke. Sætningen om at det var hendes skyld var blevet kræftigere inde i hendes hoved og hun engentlig bare væk, hun holdte det ikke ud at det var hendes skyld at hendes mor nær havde været død " stop mor" sagde hun lød så afvisnende og kold som hun kunne.
Kaylie kiggede hen på Zero med vredt blik " du skulle ikke havde ladet mig leve" sagde hun lettere stakåndet. hun tog alt det han sagde til sig han havde nok ret. Kaylie vendte ryggen til ham og kravlede hen imod hende, også selv om hun havde hørt sin datter afvise hende troede hun ikke på det. Hun kiggede hen imod Serafina " din far stak ikke af pågrund af mig, han blev nød til at gemme sig for hans familie. Ser du vores familer dig og din fars kunne ikke udstå hianden og han måtte væk fordi de truede familien" sagde hun det sidst sagde hun til Serafina inden hun forvandlede sig og begyndte at forsvinde imod udgangen, men inden gik fra dem vendte sig og forvandlede sig tilbage til menneske " det kan godt være jeg er en dårlig kysser, men jeg vil til hver en tid beskytte mine børn og død for dem" svarede hun lidt koldt og advarende, men havde gjort hvad hun kunne for at redde Serafina og det havde mislykkdes så hun var nok ikke så god mor som hun selv bildte sig ind.
Serafina stod stadig med blikket jorden, hun var igen begyndt at græde hun kunne ikke lade være, men hun gjorde lydløst inden sig selv hun skulle nok gøre som sagde det hele havde været for tæt på og der gjorde ondt.