If you can't hang then, there's the door, baby - Luce

En lav hosten og hakken, gråd og lugten af syge og gamle personer, ramte Jinxx med det samme som han trådte ind. Han var på hospitalet? Hvorfor... Skulle man ikke spørger ham om, han kedet sig, og vidste ikke hvad han skulle gøre. Så... Hospitalet... Ja det var vel bare det der var nærmest. *Idiot* Tænkte han til sig selv. Han vidste simpelthen ik hvad der gik af ham, han gik og kedet sig, det var dog ik første gang, han havde kedet sig de sidste par dage. Han havde ik haft sjov ved at spise sin mad, og han var faktisk ved at være godt så træt af at leve. At han levede så længe var ikke sjovt. Han sukkede. Alle de tanker ville få ham ned en dag. Han lukkede tankerne ude og gik livløst rundt.
Han hørte noget hvisken rundt omkring. Han gik op til disken hvor en dame sad. Hun talte med en læge. Han fik ik fat i særlig meget da han kom midt i samtalen, men han fik fat i navnet Luce. Det var der han frøs, med det samme. Var det denne Luce han tænkte på, eller var det en anden. Nej det måtte være hende, hende som han havde taget med sig hjem den dag. Han skubbede igen sine tanker væk. Hvad var det med ham?
Han sukkede tungt og kiggede på damen som havde spurgt for tredje gang hvad han ville og var ved at blive irriteret kunne man se. "Jeg leder efter en Luce" svarede han. Hun nikkede og kiggede. "Rum 21b" Han nikkede tak og gik roligt. Han gik med tunge skridt mod hendes rum.
Han stod til sidst foran døren og tog en dyb indånding inden han tog i dørhåndtaget og gik roligt og stille ind. "Luce" hviskede han, ikke sikker på om hun sov eller var vågen.

Hun havde ligget på hospitalet i nogle dage nu og var kommet til kræfterne igen, men alligevel ville hospitalet ikke udskrive hende da de var nød til og holde øje med ændringerne ved hendes livmoder og skulle holde øje med hendes nyfødte datter der var blevet født 2 måneder for tidligt. Luce lå i en hospitalsseng med hospitalstøjet på og var kommet af med poserne af blod som var blevet erstattet med nogle poser med vand og lidt medicin i for og opretholde hendes tilstand stabil. Inde på samme stue som hun lå på stod der en lille kuvøse som var lukket helt tæt til for der ikke kom bakterier ned til hendes datter der lå med en masse slanger på sig og en lille maske der gjorde så hun fortsat fik luft ned i lungerne da barnet ikke kunne trække vejret selv. Det eneste der lå nede i krybben var 2 blæksprutte bamser. Den ene sprutte var lilla med en lyserød sut i munden den anden var blå med en orange sut i munden. Luces øjne var kridhvide og der var ingen pupiller eller noget, men hun kunne stadig se, men hun så kun folks aura. Hun blinkede heller aldrig så det var samtidig også svært for folk og regne ud om hun sov eller var vågen om hun var død eller levende. Hun hørte nogen tage fat i døren og den blev åbnet. Hun kiggede hen imod døren og så en aura komme ind. Lugten af dæmon ramte hende, men hun kunne ikke regne ud hvem det var der var kommet ind "Ja?" hendes stemme var rolig og undrende. Hun havde blå mærker på armene der var helt frie og nogle små sår i ansigtet og på armen. Hendes hud var sandfarvet i den ene side og blålilla i den anden side.

Datteren: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han lagde mærke til det undrende i hendes stemme, han kiggede så hen på hende og fandt hendes øjne lande på ham, men ingen virkelig fokusering. Var hun blevet blind efter den dag.... Ja det var jo lang tid siden. Han sukkede tungt. Hvad pokker skulle han sige. Kunne han ikke bare gå, han ville virkelig ikke det her. Og hun ville jo ikke engang kunne huske ham. Hun kunne jo ikke engang se. *Jinxx... Gå, pigebarnet vil jo ik engang kunne genkende dig* lød det i en del af hans tanker. Mens en anden del havde en anden mening. *Hun har måske brug for en der kan tale med hende* Tale med? Helt ærligt, så var han helt klart ikke den rette at tale med. Han var ik til sådan snik snak der, det var ik ham, han snakkede aldrig heller med nogen, så det var der vel ikke noget at sige til. Men alligevel, af en eller anden forvirret grund. "Det er Jinxx... Kan du huske mig" spurgte han, hviskede stadig. Han var helt lost. Han havde egentlig bare lyst til at gå lige nu, men han ville heller ikke gå og så ike vide om hun kunne huske ham eller ej.

Hun lå stille i sengen og kiggede på auraen der var kommet ind på hendes stue og som havde sagt hendes navn. Lige på dette tidspunkt kunne hun ikke huske hvem han var, men hun håbede lidt, at han ville præsentere sig så hun havde en chance for og kunne huske tilbage for og kunne genkende personen. Hun følte sig helt lost imens hun lå der i sengen og kiggede på en aura. Et smil voksede på hendes læber da hun hørte hans navn. Der gik ikke mere end et split sekund før hun kunne huske, hvem han var. Det var ham som havde reddet hende fra og drukne, plejet hendes fod efter Rafael havde skåret bunden af fra hendes fødder, siddet hos hende en hel nat efter et mareridt. Minderne strømmede frem i hovedet på hende. Hun fjernede dynen fra sig og satte sig op. Hun havde kun en hospitalsskjorte på der gik lige til hendes knæ. Man kunne tydeligt se nogle sår og blåmærker på hendes ben også. Hun rejste sig op og tog fat i stolpen der holdt posen med væske og flydene medicin og gik hen til Jinxx og gav ham en ordentlig krammer da hun var nået hen til ham "Troede aldrig jeg skulle se dig igen" der var en klang af lykke i hendes stemme.

Han kiggede roligt på hende, han syntes han kunne se et smil der formede sig på hendes læber, virkelig, blev hun glad for at høre hans navn. Wow... Det var mærkeligt, det havde han godt nok aldrig prøvet. Han kiggede lidt usikkert på hende da han satte sig op på sengen. "Luce, du burde ligge ned" han kiggede på hendes ben der var dækket med blå mærker. Han kunne ikke lade vær med at få et lidt sørgerligt ansigtsudtryk. Hun så... Forfærdeligt. Det var ik ondt ment.. Men.. Stakkels pigebarn. Han kiggede på hende da hun begyndte at rejse sig op. Han stod lidt og kiggede på hende. Det skulle hun ikke, det burde hun ikke. Hun var jo såret. Han kiggede forbavset ned på hende da hun kom hen til ham og krammede sig ind til ham. Han stod lidt uden at reagere, men til sidst lagde han blidt armene om hende og lyttede til hendes stemme. Der var lykke i den. Et lille smil kom på hans læber. "Troede heller aldrig jeg ville se dig igen..." svarede han blidt.

Hun var virkelig glad for og se ham igen. Eller retter hans aura, men det, at høre hans stemme igen og det, at det var ham gjorde det bare dejligt for hende. Nok havde der været lidt kulde imellem dem før i tiden til og starte med, men det havde dog også ændret sig efter mareridtet hun havde haft den nat hun sov hjemme ved ham. Hun rystede stille på hovedet "Jeg skal bevæge mig lidt selvom det meste af min krop har fået nogle knops, men det er alligevel vigtigt og holde sine ben igang" hendes stemme var rolig. Hun kunne godt se på hans aura, at han havde ondt af hende.
Hun krammede sig roligt ind til ham og smilede "Ser sikkert forfærdelig ud" der var en lille latter i hendes stemme. Hun trak sig stille væk fra ham og holdt fast i stolpen igen hun havde gået med "Hvad laver du egentlig her på hospitalet?" der var en lille nysgerrighed i hendes stemme.

Han sukkede tungt, hun havde vel ret, hun blev nød til at gå lidt for at få i gang med at komme op på igen. Hvad var der egentlig sket med hende. Han kiggede lidt på hende, "du har vel ret" svarede han roligt. Han strøg blidt hendes ryg. Han rystede smilende på hovedet, "det er ik slemt" sagde han roligt til hende, hun så nu ike helt... Forfærdelig ud... Lidt måske, men ik meget.
Han slap hende let da han trak sig væk og holde sig fast i den stolpe hun havde støttet sig op af. Han sukkede tungt. "Ja... Det ved jeg ik, jeg kedet mig og så hørte jeg dit navn..."
Han kiggede roligt på hende. "Men hvad er der egentlig sket med dig?" spurgte han og kiggede uroligt på hende.

Hun kunne høre hans suk. Hvad var der galt med ham? Hvad gik ham på? Havde han været bekymret for hende? Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, men hun havde overhovedet ikke tænkt sig, at spørge ham for hun ville ikke virke for påtrængende eller noget som helst. Hun smilede stille over, at han sagde, at hun ikke så så slem ud som hun følte sig. Hun grinte stille "Det bare noget du siger for ikke og såre mig" der var en lille skjult latter i hendes stemme. Hun spekulerede lidt på om hun skulle gå hen og sætte sig på sengen igen for hun kunne godt mærke, at hun havde stået lidt for længe. Hun var stadig ikke helt på toppen igen, men hun måtte bare op og kramme ham. Hun var overrasket over, at han bare var kommet forbi og havde hørt hendes navn udenfor "Så du tænkte straks det var mig som de snakkede om eller hvad?" hun smilede stille til ham og gik hen til sengen stille og satte sig på hospitalssengen igen. Hun nikkede mod en stol ved siden af "Bare sæt dig ned" hun hørte en lille klynken fra den modsatte side af sengen, men den forsvandt hurtigt igen. Hun sukkede lidt da han spurgte hvad der var sket "Det lyder nok lidt dumt, men mig og Josh reddet en Nightmare fordi nogen havde spændt den fast, men den blev forskrækket over nogen der råbte og kom til og sparke mig i maven så jeg fløj mig en tur hen over gulvet og blev sat i en fortidlig fødsel og sparket fra nightmaren skadet barnet og min livmoder så...bliver nok aldrig gravid igen..." det var svært for hende og snakke om det sidste omkring det hun ikke kunne blive gravid igen.

Han grinte lidt af det hun sagde og trak lidt på skulderne, "Nej da, du ser da skøn ud" sagde han og smilede. Selvom hun ik lige kunne se det, det vidste han godt, det var måske oss på en måde godt, for Jinxx var ik den type der ville smile for nogen. Så at han smilede til hende, det virkede så forkert for ham.
Han trak let på skulderne, han havde vel bare... Ja som hun sagde, tænkt det var hende og gået for det. "Ja, sådan cirka" smilede han roligt. Han kiggede på hende da hun satte sig på sengen, han satte sig langsomt ned i stolen hun nikkede mod.
Han kiggede på hende, men hans opmærksomhed blev pludselig distraheret af en klynken. Han vende dog sin opmærksomhed mod hende igen. Han kiggede på hende mens hun talte, vidste ikke helt hvordan han skulle reagere. Han syntes da det var meget synd for hende, men hvordan han skulle reagere, vidste han virkelig ikke. "Det gør mig ondt at høre..." hviskede han stille
Han kiggede ned på hendes ben, ik af perverse grunde, sådan gik han tanker ik lige med det samme, det var nok med maden. Men det var de blå mærker og sårene. "Hvem har lavet alle de blå mærker og sår på dig" spurgte han.

Hun smilede stille og nikkede som tak da han sagde, at hun så skøn ud. Det undrede hende dog lidt, hvorfor han pludselig var blevet sådan venlig imod hende. Han havde aldrig givet hende nogle komplimenter overhovedet så det var meget overraskende for hende. Hun havde en stor trang til og tage sin lille datter op fra kuvøsen og holde hende ind til sig og amme hende, men hun måtte vente til en sygeplejerske ville komme ind når det var tid til, at datteren skulle have mad. Hun tog dynen og lagde en over sig så hun ikke ville frysse alt for meget. Hun trak let på skuldrene "Sådan er livet vel. Det har ikke ligefrem været en dans på rosenblade i mit liv så det er vel helt normalt nu efterhånden for mig" hun sukkede lidt og kunne mærke hans øjne kigge på hende. Hun begyndte og grine da han spurgte til hendes sår og blåmærker. Hun smilede stille til ham "Dem på mine arme, ben og i ansigtet kom fra gulvet da jeg gled hen over det, men har 2 store blå mærker på maven fra nightmarens hove da den sparkede på" der var en lille sød latter i hendes stemme.

Han lagde mærke til at hun tog dynen over sig, det så ud som om hun frøs, så han kunne ik helt gøre noget men sin kropstempretur. Han kiggede roligt på hende og nikkede lidt, "ja det har du nok ret i, men vi må da ik håbe du skal se sådan ud hver gang vi render ind i hinanden" han smilede blidt. Sidste gang var hun ogs såret. Hendes fødder var i hvert fald rigtig meget.
Han lagde sine hænder i sit skød og kiggede på hende, at hun grinte over sine blå mærker og sår, forvirret ham faktisk, men på den anden side, al den skade havde måske gjort hende immun over for følelsen. "Åh... Oki" svarede han.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle snakke med ham om. Der kunne være så meget de kunne snakke om. Hvad de havde lavet siden sidst de havde set hinanden, hvordan det gik dem. Der var så meget, men alligevel var det som om der ikke var meget og snakke med hinanden om. Hun smilede stille til ham og nikkede enigt i det han sagde "Nej det må vi ikke håbe, men det har nu også været et godt stykke tid siden jeg er kommet alvorligt til skade som sidste gang og som nu" man kunne høre på hendes stemme, at hun var på en måde stolt over, at hun ikke var kommet så meget til skade på det sidste. Hun kiggede stille på hans aura og lagde mærke til, at han var blevet forvirret. Hvad var det der forvirrede ham. Hun blev forstyrret af og se på hans aura da hun hørte en babygråd bag hende. Hun vendte sig rundt i sengen og fumlede lidt ved den lukkede kuvøse og tog hendes nyfødte datter op i favnen selvom hun havde slanger og iltmaske på. Hun holdt hende stille ind til sig og vuggede hende stille "Bare kom herover og se" hendes stemme var rolig og moderlig.

Han nikkede let, det var altid noget at det ik var hver dag hun kom ud for sådan noget, "godt at høre" sagde han roligt og betragtede hende sidde på hospitals sengen. Det sidste sted han havde tænkt at møde hende igen, hvis de over hovedet mødtes igen.
Han kiggede forvirret hen mod Luce da han hørte en babygråd. Han så hende tage en baby op i favnen, det var tydeligt at den var tidlig født. For tidlig født. Han betragtede babyen lidt og så Luce. Han bevægede sig forsigtigt over til dem begge og satte sig på segen. Hun ville ikke havde bemærket det hvis det ik var fordi hun vidste han var der. Jinxx var let som en fjer og sengen sinkede sig slet ikke da han satte sig. Han kiggede ned på den lille baby. "Hvem er så faren?" Spurgte han.