To baby or not to baby (Delilah)

S: Doomsville
T: Midt på dagen
V: Storm

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Øjnene gled ud af vinduet. Vejret var dystert, mørkt og truende. Vinden havde taget til, så løse blade og afrevne papirer fløj rundt på gaden, kun for periodevis at blive fanget i en vandpyt hist og her. Endnu regnede det ikke så meget, men Sean havde en ide om at dette ville blive en slem storm. Ikke at hans hus ville lide af det. Han havde haft folk til at tjekke og reparere løbende, mens det dårlige vejr stod på. Faktisk ville borgen nok lide flest skader, som halvdelen af den endnu ikke var i standsat. Ja, han boede halvvejs i en ruin. Ikke at man ville bemærke særlig meget udefra, undtagen end et manglende glas i vinduet hist og her. Der var blot ingen grund til at bruge penge og ressourcer på den slags, trods alt. Ikke som han havde gjort i Dragons Peak.
Et dybt suk. Duften af den kop the, der stod på vindueskarmen foran ham. Det varme lys fra pejsen og de spredte stearinlys bag ham. Gæstestuen var varm og klar til eventuelle gæster - ikke at Sean var helt sikker på om han ville modtage dem. Det var noget tid siden han havde snakket med Delilah. Måske var han utålmodig, som han kun havde givet hende et par uger. Et par uger til at komme sig over sine skader og tænke tingene igennem. Det var ikke meget tid...Men hvis hun alligevel takkede nej, havde han brug for at finde en anden hurtigst muligt. Han ønskede ikke at bruge så lang tid, blot på at finde en rugemor. Når det kom til stykket...Måske kunne han nemt finde en anden dæmon, der ville lægge krop til. Sidst men ikke mindst kunne han også tvinge nogen til det. Der var skam muligheder nok. Han var blot sikker på en ting: Han ville have en arving. En rigtig arving og ikke blot forsvundne børn. Han havde skam modtaget meddelelsen om at Daron også var forsvundet nu.

Sean tog koppen op til munden, pustede let mod væskens overflade og blev belønnet med den rige duft. Duften var den halve fornøjelse. Han tillod sig at lukke øjnene, som et svagt smil gled over ham. Få ting kunne berolige ham eller give ham et stik af tilfredshed. En god kop the var en af dem. Dannika, hans officielle læge, en anden. Så snart han var færdig her, ville han tage tilbage til slottet. Uanset om det var igennem afrevne døre og løse tønder, som vinden kunne finde på at trække med sig.
Han tog en tår og satte koppen fra sig igen. Vendte ryggen til det triste vejr udenfor og lænede sig op af vindueskarmen. Stuen, med dens to store lænestole foran pejsen. Reolerne med tilfældige bøger langs væggene. Et gulvtæppe, de tunge gardiner for vinduerne. Alt i alt faktisk et ganske rart rum. Alt for sine gæster, ikke?
Sean selv var også afslappet klædt på. Der var ikke grund til andet. Et par løse, sorte bukser. En løs hvid skjorte, hvor de øverste knapper ikke var knappet. Det tykke, mørkebrune hår der var redt og dermed sad overraskende pænt denne dag. En let skygge af skægstubber. De bare fødder, der hvilede mod det bløde gulvtæppe. Afslappet. Men stadig med sværdet inden for rækkevidde, placeret mod væggen ved siden af ham. Afslappet - men med et tvist af hans evige paranoia. Det var nok noget han aldrig kom af med igen.

Han havde sendt for Delilah og hendes børn. Der var selvfølgelig en bagtanke ved det. Han ønskede de skulle se det hjem de måske vendte ryggen til. Hans håb var pigerne ville være ellevilde. Eller...
Et lille smil gled over ham. Den ene ville være ellevild. Den anden ville være forsigtig, men måske heller ikke helt kunne undgå at være fascineret. Det var hans forventinger. Og Delilah ville være kritisk, men sat mere på pletten af sine piger og det hjem de stod i. Et hjem, som kunne blive deres hjem. Men til gengæld for lidt mere end den sædvanlige tjeneste.
Hans hænder gled over hans ansigt, som han afventede hestevognen. Kom den? Eller ville hans næsten uduelige butler snart komme hjem og meddele at svaret var nej - eller ligefrem at Delilah var forsvundet?
Han kunne altid bruge sine midler til at lede efter hende. Men selv en forsvinding var et svar.
Hvor længe siden var det han havde ventet på noget, uden at kunne forudsige svaret - ja, næsten med en følelse af anspændt nervøsitet? Smilet voksede en anelse. Sean McGivens. Nervøs. Det var noget verden ikke havde set længe.
Ja, hans butler ville opsøge dem. Butleren ville give invitationen videre. Et besøg hos Sean, hende og børnene. Med varme og mad, selvfølgelig. Og den sikre tur i hestevognen, i dette dårlige vejr.

"Han vil hvad? Nu? Verden er ved at falde fra hinanden!"
Delilah stod uden for døren til den kælder, de boede i for tiden. Hvordan fanden butleren havde fundet hende, havde hun ingen anelse om. Dét var noget, hun skulle have svar på. Butleren havde banket på hendes dør, på den dér høflige måde kun fancy-folk kunne finde på. Og så havde hun vidst, at alting var ved at ændre sig.
Så nu stod hun kun iført de stramme læderbukser og en lige så stram tanktop, mens vinden ruskede i de mørke krøller, så det stod om hende som en mørk sky. Butleren sagde noget, der var næsten uhørligt i vinden, men det fik alligevel Delilah til at sukke dybt. For fanden da.
"Okay ved du hvad? Fint. Forhelvede da også. Fint nok, jeg henter pigerne. Men det har bare at være vigtigt!"
Men hun vidste godt, hvorfor han havde tilkaldt hende. Og hun vidste præcis, hvorfor han bad om at få pigerne med. Men døren til kælderen klaprede faretruende, og træskelettet over indgangen svajede svagt i den tiltagende vind. Delilah gik ikke så let i stykker, men pigerne? Det ville klart være sikrere at være hjemme i Seans alt-for-store hus.
Og så var det på tide at se ham i øjnene og tage den snak, de aldrig fik færdiggjort.
Livia brød sig ikke om idéen, men gik modvilligt med. Marina, derimod, snakkede uafbrudt i ren lykke, mens de kørte i vognen. Hun snoede fingrene om deres, mens vinden hylede uden for vognen.

Delilah havde glemt at tage en jakke med. Det gik op for hende, da de steg ud af vognen, mens hun trak pigernes jakker tættere om deres kroppe og skyndede på dem, mens pigerne småløb mod døren. Ikke at det betød noget. Hendes krop var flere grader varmere end den normale krop, så kulde generede hende ikke.
Butleren holdt døren for hende. Hun hadede det. Hun havde efterladt sine mange, mange penge af en grund. Alt det dér fancy noget med rige mennesker og folk der altid var så skide høflige .. det mindede hende alt for meget om hendes far. Men fattigheden og livet on the run var heller ikke godt for pigerne. Åh forhelvede.
- Jeg kan godt lide ham.
Delilah ignorede stemmen i sit hoved. Igen.
"Waaaauw, det her sted er mega flot, har du set det mor? Har du set det?"
Delilah sendte den alt-for-begejstrede Marina er smil, der forsøgte at imitere hendes glæde. Det lykkedes dog i lige så ringe grad som Livias lige så falske smil. Livias hånd flettede sig ind i Marinas, mens hendes blik systematisk scannede stedet. Imens pegede Marina ned af de lange gange og på de mange pæne ting, de aldrig havde haft.
Delilah kørte en hånd gennem de nu vældig knudrede krøller og bed sig i læben. Hun flettede de lange fingre ind i krøllerne, så det blålige skær fra tatoveringerne kastede et svagt skær ud over hendes ansigt. Denne her situation var alt for mærkelig. Men det ændrede ikke noget. De var nødt til at tage en snak.

Han så hestevognen ankomme og hørte lyden af folk der ilede ind af døren, ude i entreen. Alligevel gav han hele følget et øjeblik til rigtig at ankomme, før han rettede sig op fra sit sted og gik igennem lokalet. Igennem døren og ud i en den store og mere kølige entre. Det flødefarvede marmor, den store trappe midt i det hele der førte op i to grene, dørene til begge sider der førte til flere steder i det store hus. Måske for stort, måske for tomt. Men det var hans. Så han kunne ikke lade være med at være blot lidt glad for det. Så langt bedre end det sørgelig lille hus hans oprindelige familie havde haft...For så uendeligt mange år siden.
Han gik dem afslappet i møde, med et svagt og skævt smil. Armene gled en smule ud i en velkommende gestus.
"Velkommen Delilah, piger" Hilste han let. Som forventet var den ene af pigerne - var det Marina hun hed? - ivrig. Den anden mere forsigtig, mere som sin mor. Børn. De var for ham en gåde, og at påstå han vidste hvordan man underholdt dem, ville være at overdrive. Alligevel kunne han ikke lade være med at studere dem en smule, før hans blik vendte tilbage til Delilah. Med et lidt sigende smil så han tilbage på pigerne igen, før han satte sig ned i deres øjenhøjde.
"Hvad syntes I om det? Kunne I tænke jer at se resten af huset også? For det må I meget gerne. Men først...Lad os spørge jeres mor om I ikke vil have lidt varmt at drikke, og måske en bid mad, først?" Han så op på Delilah, med et udtryk der tydeligt fortalte at han hyggede sig.
Delilah så mere frisk ud i dag. Forståeligt. En dæmon kom sig hurtigt. Men det glædede ham at hun i det mindste ikke virkede lige så bleg og påvirket af sit sår, som sidst. Ja, i dag var de meget bedre i stand til at snakke tingene igennem.
"Eller ønsker du vi går direkte til tingene? Min butler kan sørge for pigerne har alt de skal bruge" foreslog han et øjeblik efter, som han rejste sig op igen. Det var lige fedt for ham.

Chaya virkede alt for selvtilfreds. Det lignede hende slet ikke. Det sidste stykke tid havde hun mumlet i hendes hoved, næsten som om Chaya ville minde hende om dette øjeblik. Denne beslutning. Og det var pisse irriterende. Og rigtig nok, så var hun igang igen.
-god ide. For børnene får det meget bedre, og-
Delilah var blevet rigtig god til at lukke hende ude. Ignorere de insisterende ord og de konstante kommentarer til hendes ikke så lidt dramatiske liv. Og så trådte Sean ind af døren. Pigerne bemærkede hans tilstedeværelse med det samme. Livia holdt godt fast i Marinas hånd, da Marina smed armene rundt om Seans hals i et stort kram. Hun var nærmest allerede igang med at svare på hans spørgsmål, før ordene var ude af hans mund.
"-mega flot, og så synes jeg bare det er vildt flotte farver og vildt pænt! Jeg vil gerne se det hele, og jeg vil også gerne have mad. Har du te? Jeg kan godt lide te. Det er dejligt varmt, og så smager det også spændende, det gør normalt varmt vand ikke."
Ordene snublede ud af den unge piges læber, da hun alt for begejstret svarede på alle Seans spørgsmål i ét åndedrag. Hun hev desperat luft ind mellem læberne, før hun gjorde sig klar til at fortsætte sin talestrøm, da Delilah med et smil om munden lod et par fingre stryge pigens nogenlunde redte hår. Marina bremsede, så op på sin mor og sendte hende et blændende smil. Delilah havde aldrig forstået, hvordan det var lykkedes hende at opdrage et så tillidsfuldt væsen i en så kaotisk tilværelse.
"Jeg kan godt lide det her sted."
Sagde Marina så. Det gav et stik i Delilahs hjerte. Selvfølgelig kunne hun det. Det var sandsynligvis et af de flotteste huse i Doomsville. Hun og pigerne boede nok i et af de værste. Så hun greb pigernes sammenflettede fingre og gled smidigt ned på hug ved siden af dem, mens et kærligt smil sitrede om de rødlige læber.
"Det er godt, Mar. Men jeg tror lige nu skal I se om den venlige mand kan finde noget te, og så kan vi kigge rundt senere. Okay?"
Livias blik gled op på butleren. Så tilbage til Delilah. Og så nikkede hun langsomt. Marina vinkede muntert til Sean, før hun fulgte sin søster hen til butleren. Delilah lod et par fingre glide igennem de mørke krøller, mens pigerne forsvandt ude af syne. Hun skubbede sig op at stå med én lang, glidende bevægelse, før hendes blik endeligt landede på Sean. Der var ingen grund til at hun skulle blive alt for påvirket af pigernes mening om stedet eller Sean.
"Du er populær."
Et skævt smil voksede frem på læberne. Hoften gled automatisk ud, da man kunne mærke moderrollen forlade hendes kropsholdning, og den normale let sarkastiske holdning igen glide over hendes ansigt. Hun smuttede ind forbi ham til det værelse, han var kommet ud af. Det var sandsynligvis uhøfligt, men dét generede hende ikke. Han burde kende hende godt nok til at vide, at hun ikke var den høflige type, der fulgte reglerne. Det burde ikke chokere ham.
Hun bemærkede ikke rigtigt rummet. Rigdom og pæne ting var ikke noget, hun lagde mærke til. Måske mest som et irritationsmoment. I stedet snurrede hun omkring på hælen, vippede armene over kors og sendte ham endnu et halvt smil.
"Så. Jeg går ud fra du vælger at hente os af en specifik grund?"
Hun vidste udemærket, hvad den specifikke grund var.

Krammet var uventet, men hvem var han, hvis ikke van til uventede situationer? Okay. Tit gik tingene præcis som han forudså dem. Fordi folk var forudsigelige. Men det var børn ikke. Og det var Delilah heller ikke.
Det lykkedes ham at gengælde krammet med den ene arm, uden at det virkede for stift. Sådan en lille krop. Sådan nogle ivrige ord, som han ikke kunne lade være med at smile lidt af. Sådan en iver og uskyld...Ja, børn var nøjagtig som man påstod de var. Små, skrøbelige og over det hele.
"Jeg er glad for du kan lide det. Vi har skam også the" forsikrede han med et lille nik. Som pigerne lidt efter blev genet over til butleren, gjorde Sean det klart med en håndbevægelse at han ikke måtte lade pigerne ud af syne og skulle give dem lidt mad og the.

Knap havde han vendt sig mod Delilah, blot for at opdage hun var marcheret videre. Med et svagt smil fulgte han roligt efter og det var først da han stod foran hende i rummet, og lukkede døren efter sig, at han svarede på ordene.
"Jeg er populær hos mange"
Og måske lige så upopulær hos andre. Med et lidt drillende blik studerede han Delilah foran sig et øjeblik, før han afslappet trådte udenom og hen til en af lænestolene. Han smed sig en smule tungt i den og hvilede sine fødder på en af skammel, hvor de ville modtage varmen fra pejsen foran. Hænderne lå afslappet på armlænene, som han drejede hovedet en anelse da han snakkede til hende.
"Jeg kan se du har det bedre. Dæmoner er hårdføre, men du var mere bleg end et spøgelse" bemærkede han en smule drillende.
"I det mindste kan vi nu snakke, uden jeg behøver bekymre mig for du besvimer midt i det hele..." Han drejede hovedet så langt han kunne, uden at bryde sin afslappede stilling, som han så tilbage på hende. Så slog han ud mod lænestolen på den anden side af ham. Hun var velkommen til at sætte sig.
"Du ved præcis hvorfor jeg har hentet dig. Og pigerne. Mit håb er, trods det kan diskuteres om jeg har givet dig nok tid, at du har overvejet de ting vi snakkede om sidst. Hvis du er i tvivl, faldt snakken om at bo her og muligheden for at bære mit barn" bekræftede han så til sidst. Blikket gled tilbage til pejsen et øjeblik, før han ville se efter hende igen. Ikke uden et lille drillende smil.

Delilah himlede med øjnene over hans kommentar. Selvom sætningen nok var meget mulig. En tidligere incubusdæmon, der var mere-end-hvad-godt-var rig og styrede Doomsville? Ikke ligefrem noget de fleste piger ville sige nej til. I hvert fald ikke dem, der gik efter penge og udseende. Delilah lod kroppen hvile halvt mod et bord bag sig, mens hendes blik søgte mod den blussende ild. Varmen. Ikke, at hun havde brug for den. Men det betød ikke, at det ikke var behageligt.
"Jeg tror vi begge to har været langt hårdere såret end dét, Sean. Man kommer sig hurtigt over så små ting."
Et svagt smil sitrede på hendes læber. En del af Delilahs evne var, at hendes krop helede sig selv markant hurtigere, end den normale person. Nogle gange gjorde det hende måske mindre vagtsom, for de fleste sår og skrammer ville sive ind i hendes hud og blod efterlade et ar på få dage. Og dét var ikke altid så smart.
Men det behøvede han ikke vide.
"Du bekymrer dig for meget. Selvom du ser utrolig afslappet ud lige nu."
Hendes stemme imiterede det drillende, halvt smilende udtryk, der også gled ind over ansigtet. Sidst hun havde set ham så afslappet, havde de været på mission og skulle lege gift. Dér var hele pointen at de skulle se afslappede ud i hinandens selskab. Hendes blik gled til den lænestol, han tilbød. Hun bed sig i læben, før hun skubbede sig væk fra bordkanten og trådte et skridt mod pejsen. Men hun satte sig ikke. Det var for hjemligt, for sikkert. I stedet vendte hun ansigtet mod pejsens varme, så ilden kastede skygger over ansigtet, mens hun lyttede til hans ord. Hun fæstnede blikket til flammerne, da hun svarede.
"Jeg har et vagt minde om det, ja."
Et smil gled igen frem på hendes læber. Hun vippede hovedet svagt til siden, så en tot hår gled ned fra skulderen. Hun skubbede den nærmest fraværende tilbage på plads.
"Hvorfor?"
Hun drejede kroppen, så den vendte imod ham. De dæmoniske øjne gled over hans ansigt, mens hun med et nærmest søgende blik overvejede situationen.
"Hvorfor vil du gerne have et barn? Og hvorfor med mig?"
Sean var en mand med et mål. Og han kunne være meget manipulerende, når han ønskede det. Hun havde kun set ham med sine egne børn, og hun var ikke i tvivl om at han nemt kunne lade som om, han var venligstemt overfor børn, selv hvis han ikke havde gjorde intentioner for et muligt kommende barn. Så hun var nødt til at høre ordene fra hans egen mund. Hun var nødt til at vurdere, om han kunne finde på at skade barnet, eller om det var mere positive ting, han ønskede.

Et afslappet smil hvilede på ham, så han lyttede til hende. Deres små drillerier var på en måde så...Vante...I det mindste havde den del ikke ændret sig, selv efter så mange år. Så mange år, der ikke havde været gode mod dem begge. En mening der var formet ud fra de ting, som han havde set omkring Delilah på det sidste.
Han var måske ikke helt så enig om det var en lille ting. Han kunne have ladet hende ligge og forbløde. Men det var ikke diskussion der var værd at tage. Måske, hvis hun var gravid, og han ønskede hun ikke satte barnets helbred på spil. Men der var mange hvis'er i den sætninger endnu.
Han slog let ud med den ene hånd. Hvorfor skulle han ikke være afslappet i sit eget hjem?

Sean havde forventet et hvorfor, selv om et svagt og barnligt håb havde været det ikke kom. Men børn var en stor ting, selv for ham. Især når det var et ønsket barn. Det var et svært spørgsmål. Han ville aldrig indrømme hele planen. Men det behøvede han heller ikke. Den sidste del af planen omhandlede ham selv, og ikke barnet som sådan. Spørgsmålet var måske mere hvordan opdragelsen ville blive til de nåede så langt.
Han trak vejret dybt og så selv mod flammerne et øjeblik.
"Jeg ønsker mig en arving" Han så tilbage på hende med samme alvorlighed, som han havde mødt hende med, da han først havde foreslået ideen.
"Og jeg ønsker at barnet bliver fuldblods dæmon. Du ved hvordan jeg er på det punkt. Stolthed og alt det. Ærlig talt? Dig. Fordi jeg ved du er en stærk dæmon. Selvstændig, ja, men jeg foretrækker en mor der kan tænke selv og ikke en dukke, der spreder ben for mig, blot fordi jeg er den jeg er. Jeg er overbevist om at det ville være for barnets bedste - især hvis barnet arver den vilje fra os begge. Barnet ville blive ustoppelig af det alene"
Et svagt smil gled over ham, før han så tilbage mod pejsen igen.

Han slog let ud med den ene hånd og rømmede sig en anelse, som han rettede sig lidt i stolen.
"Jeg har aldrig fået af barn af hverken lyst eller behov. Mine børn er altid dukket op, for længst blevet voksne, og uden jeg ønskede at være far til nogle af dem. Jeg vil være ærlig og indrømme de børn ikke er her nu. Skræmt væk, måske. De bliver ikke et problem for planen og de kommer ikke til at have med noget af det at gøre. Og jeg vil så sandelig ikke have nogle af dem som arvinger. En af dem havde potentiale, men han rejste for længe siden. Uden forklaring"
Sean trak vejret dybt igen. Han var ikke helt stolt af hvordan det var gået med hans børn. Xander havde han faktisk haft det ret godt med, og han havde virkelig vist potentiale. Fået ansvar inden for Seans klan. Men han var rejst uden et ord, uden at Sean vidste hvorfor. Daron var bare skredet...Igen, uden Sean vidste hvorfor. Men dog velvidende deres forhold havde været ret så dårligt. En svag dreng.
Og så var der spædbarnet, Sean havde slået ihjel for at blive archdemon...

Han så hen på hende igen.
"Men hvis du siger ja til at bære mit barn, skal du vide at jeg vil gøre alt jeg kan for at være en far for det. En god far. Men det er klart jeg visse forestillinger i forhold til opdragelse. Barnet skal lære at overleve, skal oplæres til at overtage alt jeg har en dag" bemærkede han så endelig, med den tanke han nok kom endnu et spørgsmål i forkøbet. Et svagt smil gled over ham.
"Uden at det sker på en sygelig måde, som din familie har ry for" tilføjede han.

Delilahs mund twitchede kort, da Sean nævnte, at det var vigtigt at barnet var fuldblodsdæmon. Hun havde regnet det ud, og det var heller ikke nogen nyhed, at de fleste dæmoner godt kun lide at holde blodet rent. Men sætningen fik det alligevel til at risle ned af hendes rygrad, da hendes fars ord gav ekko i hendes hoved. Hun smed tankerne ud af hovedet.
Hun var alligevel forholdsvist sikker på at Sean aldrig ville få børn med sine egne børn. Så han var trods alt bedre end hendes far.
Hun himlede med øjnene. En dukke, der spredte benene for ham? Der var vidst ingen tvivl om at han som incubus havde mødt massere af dem. Gud vidste at hun havde mødt lige så mange mandlige versioner af dem.
Et lille smil voksede på hendes læber. Barnet ville være ustoppeligt. For fanden, de havde nærmest revet hovederne af hinanden første gang de mødtes, fordi de havde været uenige. Der var ingen tvivl om, at et barn med den ... vilje, havde han kaldt det, aldrig ville stoppe for noget. Hun sukkede blidt og lod sig dumpe halvt på armlænet af den stol, han tidligere havde peget imod. Hun lod blikket hvile på den flakkende ild.
"De er nok dukket op af alt for meget sex, Sean."
Et halvt smil smøg sig drillende om hendes læber. Hun havde ikke haft nogen anelse om, at han allerede havde børn, men det chokerede hende ikke. Det var ikke ligefrem nyt at mænd fik børn med en masse forskellige kvinder og aldrig så dem igen. Det var præcis derfor, hun var nødt til at være sikker på, at han ikke ville være sådan. Indtil videre virkede det ikke ligefrem sandsynligt, at han ville smutte, hvis hun blev gravid. Det ville i hvert fald være et plot twist, hun ikke havde set komme.
"Men det er sguda trist, at I ikke er så tæt. Selvom du ikke virker særlig broken-hearted."
Hun fornemmede tankerne bag hans sætning. Han virkede ikke ødelagt, men der var ingen tvivl om, at han ikke var glad for situationen. Så hun lod sætningen fare. Som deres forhold var lige nu, havde hun intet behov for at grave i hans fortid. Og hun var slet ikke i tvivl om, at han ikke havde noget behov for at dele sin fortid med hende.
Istedet voksede endnu et smil frem på hendes læber. Hun slap endelig ilden med blikket og lod det glide hen på hans ansigt. Med endnu et dybt suk sank hun fra stolens armlænd til den dybe pude. Hun puffede blidt til hans skulder - mest for at lette stemningen fra den alt for alvorlige stemning, der var imellem dem.
"Jeg tror du kan blive en god far."
Hendes blik gled igen ind i ilden.
"Jeg går ud fra at man godt kan opdrage et barn til at arve ting uden at være en sindssyg person. Også selvom min familie ikke giver det bedste indtryk dér."
Hun trak benene op under sig og snoede dem sammen under kroppen. Hera summede tilfreds i hendes hoved. Det her var en mærkelig situation.

Delilah virkede betænksom, men også...Mere afslappet, måske? Eller en anelse eftergiven? Der var intet klart ja i luften, men Sean bildte sig ind at han fornemmede et måske, der måske så småt var begyndt at hælde i den ønskede retning. Og det var en god start. Men han havde også været ærlig med hende, omkring sin egen familiesituation og sine tanker om at blive far. Igen.
Han havde dog intet ønske om at gå dybere ned i fortællingerne om hans tidligere sønner. Tildels fordi det ikke lå til ham at fortælle den slags til hvem som helst, tildels fordi det næppe ville overbevise Delilah i en positiv retning. Projektet med hans andre sønner var endt brændende. Og han kunne ikke afskrive sine egne fejl og mangler hvad de ting angik. Så det var bedre at tie det ihjel - og fokusere på hvordan han forhåbentlig fik lov til at gøre det bedre i fremtiden. Han havde aldrig haft et spædbarn, han skulle tage sig af. Ikke et, der fik lov at leve, i det mindste - og ikke et, der var ønsket på den måde, som dette barn ville blive det.

Et lille smil gled over ham, som hun puffede til ham. Hans eget blik gled hen til ilden. Ja, det var en anden side af det. Hvis dette projekt skulle lykkes, ville de se meget mere til hinanden. Ikke at de blev et par på nogen måde, men de ville se hinanden mere og lære mere om hinanden. Delilah var skarp...Hun ville nok se mere end han brød sig om. Men var han ikke villig til at gå de ekstra skridt for at sætte sin sidste plan i gang?
Jo. Og måske var det hele ikke kun dårligt.
Han ville gerne snakke videre. Fortælle om hvad han forestillede sig omkring graviditeten, omkring barnet bagefter. Men der var en naturlig stilhed mellem dem. En ting var at sige de forhåbentlig rigtige ting: En anden ting var det ikke hjalp at oversnakke det hele. Før eller siden skulle Delilah have lov til at tænke og tage en beslutning, eller i det mindste have et pusterum til at stille sine egne spørgsmål. Så i stedet forblev han stille.
Seans blik hvilede på pejsen foran dem.
Hun skulle nævne det med sindssyge, skulle hun ikke? Han havde det ikke godt psykisk. Han var en ødelagt mand. Også selv om det på det sidste faktisk havde vendt sig til det bedre igen: Måske ikke så lidt på grund af hans læge hjemme på borgen. Ja, der var egentlig en del ting han ikke ville sige højt, som de kunne ødelægge hans chancer for at gennemføre denne plan. At han havde lovet det til Chaya var på alle måder det mindste af det hele.
Så sådan forblev han. Stille, tænkende, stirrende ind i pejsen. Men alligevel på en eller anden måde ganske...Afslappet og rolig. Selv om ro ikke var det der fyldte ham mest på det sidste, var det måske ofte sådan han fremstod over for andre. En statue værd af ro og eftertænksomhed.

//OOC: Sorry det meget langsomme svar, jeg havde en rigtig træls eksamen, der lige skulle overståes :3

Seans mangel på svar generede ikke rigtigt Delilah. Også selvom hun ikke ligefrem var en person, der elskede stilhed og ro. Alligevel smilede hun svagt, vippede hovedet til siden og lod en halvsarkastisk tone glide over hendes stemme.
"Du er sørme snaksagelig idag."
Men stilheden var også godt timet. En af Delilahs evner var forbedret krop på alle måder. Styrke, hastighed, healing, sanser. Og nu, hvor hun skulle vurdere hvorvidt dette øjeblik, dette sted og dette miljø ville være passende for hendes børn - og eventuelt fremtidige barn - så var det perfekt, at hun kunne gøre brug at stilheden og lade sine sanser løbe frit. Så det gjorde hun.
Hun lukkede øjnene og slap sine sanser løs. De gled ud fra hende som fingre, der kravlede ned af gulvet og ud under dørsprækken. De smagte på gulvet, duftede det rene hus og mærkede varmen hvirvle rundt i huset. Det duftede kraftigt af Sean, selvfølgelig, selvom det ikke duftede helt så skarpt, som hun havde regnet med, hvis han boede her permanent. Hendes sanser strakte sig mod duften af hendes børn, der hang som en svag tåge.
Lyden af deres latter blev hurtig tydeligt før sansetungerne, der slikkede henad væggene. Den ægte, klingende lyde af børnelatter. Den begejstrede pludren fra Marina. Selv Livias fnisende toner. Hun kunne dufte en svag snert af kamille-the emme fra lokalet, hvor pigerne var. Og noget, der duftede af brød. Varmt brød. Godt brød.
Hvilken mor ville hun være, hvis hun ikke prioriterede sine børns velbefindende og fremtid over ... Ja, over hvad? Hun var ikke helt sikker på, hvad der var op og ned i denne her situation. Måske var den bare mærkelig, og det var derfor hun tøvede. Måske havde hun bare dårlig samvittighed over, at hun ikke følte sig som en god mor. Men ville hun virkelig være en bedre mor, hvis hun sagde nej til varm mad og et godt hus til sine børn, og smed dem ind i hullede lejligheder uden varme, som de skulle flytte fra flere gange om måneden? Var hun en bedre mor, hvis hun var panisk og på flugt?
Eller handlede alt det her i virkeligheden om at hun var bange for at blive fanget i ét hus med et ansvar til en person, som hun ikke kunne kommandere rundt med? Det var vigtigt for Delilah at være en fri fugl. Hun havde levet for meget af sit liv i fangenskab. Hun var blevet kontrolleret længe nok. Men det skulle ikke gå ud over hendes børn. Hendes frygt og dårlige fortid skulle ikke ødelægge dem. Og Sean gav hende udvejen. Uanset hvor mærkelig, den så var.
Så spørgsmålet var bare, hvor egoistisk hun havde tænkt sig at være.
Delilah sugede sanserne til sig i et ryk, lod langsomt øjnene glide op og blikket fange ilden foran sig. Hun bed sig blidt i læben, før hun vendte hovedet imod Sean.
"Hvis jeg sagde ja ... Så ville pigerne bo her? I det her hus?"
Hun snoede en krøllet hårlok om sin finger, mens hun lod blikket hvile på ham.
"Jeg er nødt til at være sikker på, at denne her aftale ville være det bedste for dem."

Han lod hende sidde i stilhed. Det gav ham også muligheden for at selv tænke over tingene. Ikke at der var meget at overveje - han var stadig lige seriøs om planen, som første gang han havde nævnt den. Huset ville blive...Fyldt med folk, som intet havde med ham at gøre. Men det var en pris for det endelige mål. Hans eget værelse ville forblive aflåst. Hans eget. Ingen børn der skulle rode løs derinde. Men langt det meste af tiden ville han være på borgen...En tanke der mindede ham om hans lidt triste hverdag. Han var kommet til Doomsville for at bo i sit eget hus igen, og lave sine egne ting. Og alligevel var han blevet presset ind i rollen som herskeren af Doomsville. Med alt dette uvejr gav det nogle svære beslutninger. Hvem skulle have mad? Rationeringer. Tag over hovedet. Brænde til ovnen, medicin til de syge. Hvor meget skulle han sørge for og hvor meget kunne han sørge for? Uanset om en hersker var ansvarlig eller ej, ville det lille folk altid holde herskeren ansvarlig. Så han måtte gøre noget.
Men en ting ad gangen. Lige nu var det Delilah der gjaldt.

Sean trak vejret dybt og hvilede sig lidt i stolen. Til hun snakkede igen. Blikket gled langsomt over til hende og et svagt smil lå på ham.
"Ja. Jeg har flere værelser, der i øjeblikket ikke er mere end gæsteværelser. En seng, et skab, et bord med en stol. Det er mere eller mindre det der i rummene, så I kan sådan set indrette dem som I ønsker det. Hele huset vil være åbent for jer, ud over mit rum, der vil være aflåst. Og så håber jeg I vil respektere mit lille bibliotek" bemærkede han, velvidende børn nemt rev en side løs eller tegnede i dem. Tanken gav ham næsten kuldegys. Han rettede sig lidt op i stolen.
"Vil du se dig omkring?" foreslog han.

//Det er helt okay, håber det gik godt!

Delilah nikkede langsomt, da han forklarede husets præmisser. Begge piger var velopdragne og havde for længst lært at man ikke skulle rode i ting - hun havde trods alt mange våben liggende, og de vidste udemærket, at det ikke var alt der skulle pilles ved. Endnu et udtryk for den hårde barndom, hun havde tvunget over hovederne på dem. Endnu et bevis på, at deres opvækst havde været præget af vold og død.
"Ja, lad os. Måske bare for at strække benene."
Hun gled elegant op i stående stilling, mens hendes blik lå fastlåst i ildens dansende flammer. Hun var egentligt ikke så interesseret i husets opbygning eller værelsernes indmad. De flyttede så ofte og til så forskellige steder, at husets møbler og udseende ikke gjorde noget indtryk på hende. Hun havde boet i alt fra en hule til et slot. Men det var godt at bevæge sig, og det var næsten altid nemmere at snakke ting igennem, når man samtidig gik. Hun vidste ikke hvorfor.
Delilah lod et par fingre glide over stolen, hun netop havde rejst sig fra, da hun satte kursen mod døren. Hun ville følge Sean i hvad end rute, han valgte at tage. Hendes blik var halvdistanceret og hendes tanker et lidt andet sted.
"Det her er sgu en mærkelig samtale, Sean. Men jeg må sige, jeg er meget mindre negativ, end jeg troede jeg ville være."
Hun sendte ham et halvt smil uden rigtigt at se på ham.
"Måske har stormen gjordt mig helt sindssyg, men det lyder ikke helt dumt."

Han rejste sig langsomt fra sin egen stol, som hans krop virkede mere end glad for at blive i. Typisk. Slap af i fem minutter og man følte sig pludselig langt mere udmattet, end man nok var. Eller end Sean i det mindste var. Eller tillod sig at være. Han kørte skuldrene en smule tilbage for at få gang i kroppen, som han førte vej ud af lokalet. Som han holdt døren for hende, fik han muligheden for at studere hende et øjeblik igen. Et svagt smil gled over ham.
"At få et barn er en stor ting...Men du har allerede to piger, så jeg er sikker på du ved det i forvejen. Bedre end jeg nok gør. Jeg vil ikke lyve. Jeg er glad for ideen virker mere tiltrækkende end først antaget...Men jeg ville ikke ønske at gøre dette, uden du selv er helt sikker på du vil være med" forsikrede han afslappet. Det var svært ikke at være bare lidt glad. Lige nu gik alt efter forventning...Nej, bedre end det. Et eller andet sted havde han forventet et nej, ikke bare som ideen blev nævnt, men også for al fremtid. Delilah og ham selv havde aldrig været hverken nære venner, partnere eller noget andet. De havde klaret en mission eller to sammen, og hendes underlige familie havde tvunget dem tættere på hinanden. Men at gå derfra og til at dele et faktisk liv imellem dem?
Alligevel føltes det rigtigt for Sean. Ikke et barn undfanget af kærlighed. Men af respekt, af lyst og behov. Fra hans side i hvert fald.

Den store ankomsthal var efterhånden velkendt. Med en ide om at pigerne måske stadig sad i køkkenet og uvillig til at forstyrre Delilahs tanker, så længe de gik i en positiv retning, førte han hende op af trappen. En marmortrappe der havde fået mange en gæst til at falde og slå sig...Og derfor beklædt med et tæppe for at minimere risikoen. Foroven førte en gang til begge sider. Razor havde boet her engang, men Sean var ikke sikker på han stadig brugte sit gamle værelse. Det var noget han kunne tjekke op på tilbage på borgen.
Sean gik til højre. Mod venstre lå hans eget værelse, gæsteværelset Delilah var vågnet op på, samt biblioteket og en lille opholdsstue for enden. Til højre lå resten af de ubrugte værelser. Et par af dem større end andre. Gangen drejede mod højre igen, som den fulgte det store hus. Sean tog en af dørene til højre.

Lokalet var ikke det største i verden, men stadig stort nok til at man kunne være der. Det var køligt, afskåret fra pejsene i resten af huset og ubrugt som lokalet var. En seng stod langt væggen, midt i lokalet. Et skab og et lille hjørnebord med to stole. Der sad et vindue, der viste udsigten ned mod gaden foran huset.
"Det er forholdsvis dette du kan forvente af de fleste værelser. Nogle af dem er større. Nogle gange kan jeg undre mig over hvad jeg skulle med så stort et hus, når gæster ikke er noget jeg har mange af. De fleste værelser er forbundet til et system, der vil sende varm luft fra nogle ovne nedenunder, rundt i lokalerne. Der skal bare tændes op og åbnes for dem"
Ved ordene pegede Sean over med en lille rist langs væggen. Systemet var ret moderne, dengang han havde fået bygget hele huset om og renoveret det. I dag blev det kun brugt et par gange om vinteren, for at undgå forfald på de forskellige værelser.
"De fleste værelser har et fad og en kande til vand for at vaske sig. Men på hver etage er der også et baderum. Tjenerne vil bære varmt vand op, når der bliver bedt om det" meddelte han yderligere.
"Denne side af huset består mest af værelser. Den anden side har også værelser, men også biblioteket og en opholdsstue. Huset er stort...Men hvis I vælger nogle værelser tæt på hinanden og måske en stue eller to I foretrækker at bruge, tror jeg nok I skal opnå en hjemlig følelse alligevel"
Han så sig lidt rundt i lokalet. Måske ville han være god som ejendomsmægler...I et helt andet liv.
Han rømmede sig svagt.
"Sidst men ikke mindst er der også en betydelig have bag huset. Jeg har en gartner der kommer og går efter behov. Den er der også fri afbenyttelse af. Den er beskyttet af en mur og hække, så pigerne burde ikke have muligheden for at løbe særligt langt, skulle de finde på narrestreger"
Haven var fanget mellem tre andre store huse, men for at skjule den mindre end kønne mur, havde Sean fået sat hække og små træer rundt om. Man kunne - næsten - glemme man var midt i byen, når det sommer og alt stod grønt.

Delilah holdt mund, mens Sean førte hende op ad trapperne og forbi de mange værelser. Huset var stort og velholdt. Ikke noget, hun ikke havde forventet. Hun fulgte ham ind i værelset, der var markant pænere og renere end det, de normalt levede i. Hendes blik gled over den relativt simple indretning, men hendes tanker var et andet sted. Hun hørte halvt Seans forklaring om varmestrømninger i rummene, vaskemuligheder og beskyttende mure. Det var alt sammen godt. Det var alt sammen lovende. Og alligevel var hun bange for, at det hele ville binde hende til denne her mand. Ikke på en kæresteagtig måde - bare tanken var fjollet - men på en måde, der holdt hende fanget.
Ikke fordi hun ikke allerede var fanget på den måde. Hvordan ville det gøre nogen forskel, at hun var bundet til to mænd i stedet for en? Ville det virkelig begrænse hendes frihed i sådan en stor grad? Ja, Sean havde måske mere magt over byen, men han ville ikke bruge den på hende. Det var i hvert fald det, hun havde besluttet sig for. Så hvordan ville dét, at have ét stærkt væsen vågende over sig og sine børn, være forskelligt fra det at have to?
"Du sælger stedet godt."
Delilah blinkede drillende til ham, før hun gled ind forbi ham og over mod vinduet, der viste en gade. Der var ingen skumle typer eller uhumske hjørner uden for dette vindue. Ingen, der ville være en trussel. Ud over måske de mange vagter og rige folk, der spankulerede rundt uden for de omkringliggende huse. Hun var ikke ligefrem en person, der før var blevet gode venner med rige, selvberettigede folk. Det her var nok nærmere et af de områder, hun tidligere ville have udset sig som et mål for både ægte missioner, og missioner hun selv designede for adrenalinkicks og gode pengefangster.
Men nu var hun mor. Nu måtte hun prioritere anderledes.
"Kan du huske dengang, vi bare fik en mission om at myrde en eller anden idiot, fik vores penge og gik på bar for at bruge hele lortet? Kæft, hvor var det en simpel tid."
Et svagt smil gled henover hendes læber, da hun lod tankerne vandre mod fortiden. Hun havde da stadig nogle af disse opgaver i ny og næ. De gode, interessante opgaver, hvor man skulle infiltrere eller udføre hovedløse stunts for at klare missionen. Men oftere var det rutineopgaver. En alt for kort jagt, et snit med kniven eller måske bare et røveri. Klart, det var stadig mere spændende end de flestes liv, men det var intet sammenlignet med det liv på flugt, hun var vant til. Det var intet sammenlignet med den konstante spænding og adrenalin, hun havde levet i. Det var kedeligt. Forudsigeligt. Men sådan måtte man ofre noget for at få noget andet.
"Hvornår blev vi så kedelige?"
Hun bed sig i læben. Rystede på hovedet. Det kunne være lige meget. Der var intet at gøre. Pigerne havde ændret hendes liv for længst, og verden kunne ikke blive den samme. Og hun elskede de piger. Hun ville ikke have fortiden tilbage, hvis det betød at de forsvandt.
"Nå, fuck det. Vi er nok nødt til at få snakket denne her aftale igennem.

Sean observerede hende, som hun begav sig igennem lokalet. Hun virkede både tilstede og fjern på samme tid, sikkert fanget i et væld af tanker og følelser om situationen og fremtiden. Hendes ord var som en blid mavepuster. Ja...
Minderne fløj igennem hans tanker, som hun nævnte det. Dengang...Dengang havde han ikke været leder af to byer, lidt af personligheds-skadende depressioner og mistet alle omkring sig. Men det havde også været før hendes familie. Ikke at familien havde hele skylden for hans nuværende tilstand...Måske tværtimod, da de næsten havde reddet ham i en anden svær tid. Men efter han havde været hos dem var tingene kun blevet værre og værre. Ikke lang tid efter havde han mødt Assorian og snakket om at indtage den første by, Dragons Peak. Og nu stod han her. Hersker over Doomsville, på trods af det var det sidste han havde lyst til.
Han lænede sig op af dørkarmen, med den ene fod over den anden og armene over kors. Blikket gled automatisk ned mod gulvet. Han havde intet imod folk kendte ham, vidste hvem han var...Var det blot for langt sjovere ting end blot at "herske en by". Sjove og anderledes missioner, som dem han havde haft med Delilah.
Men det betød ikke noget nu. Han havde sin plan. Han ville holde sig til den og den startede og sluttede med at han fik et barn. Et rigtigt barn. Et barn han kunne være en ordentlig forældre for, som han kunne opdrage. En ordentlig fortsættelse af McGivens-slægten.

Blikket gled over mod hende igen, som hun sagde de burde få styr på aftalen. Han nikkede svagt. Men det var svært at samle tankerne om det igen. Hun havde formået at sprede hans tanker til helt andre ting. Lyster. Lysten til at stikke af og lave disse gamle sjove ting. Men kunne man overhoved gå tilbage eller var man altid dømt til at drømme sig tilbage?
"Jeg tror efterhånden du kender min plads i aftalen, som jeg har prøvet at tale dig op til det. Spørgsmålet er for mit vedkommende mere hvor du står" bemærkede han, som han rømmede sig svagt.

Delilah kunne tydeligt se, at hun satte gang i Seans tanker. Man kunne næsten se, at hans blik blev fjernt og hans tanker flygtede til en anden tid. Men hun kunne ikke bebrejde ham. Hun havde selv de tanker så ofte, at det næsten skræmte hende. Hun flygtede tilbage til fortiden oftere, end hun ville indrømme. Hendes fortid var forfærdelig, smertesfuld og fuldt af så meget frygt. Men alligevel var den spændende, adrenalinfyldt og altid fyldt af nye eventyr hver dag. Nu var hendes liv helt anderledes.
Et skævt smil gled over de røde læber, da han sagde, at han havde forklaret sin position. Det var også rigtigt. Hun var ikke i tvivl om, hvor han stod. Men det var mere behageligt for hende, at han talte, end at hun selv skulle tage stilling til det hele. For det var så svært. Men alligevel havde hun på en eller anden måde allerede taget en beslutning. Hun blev ved med at tvinge tankerne til at køre rundt og rundt, men de endte alle sammen i den samme sætning. Og det var en fandens skræmmende beslutning, men det havde aldrig stoppet hende før.
Den eneste måde, hun kunne være en god mor overfor sine børn, var ved at få endnu en med Sean.
Hun bed sig i læben og lod blikket glide ud af vinduet. Det var det eneste, der gav mening. Hendes børn havde brug for et trygt hjem med faste omgivelser og faste rammer. De havde ikke brug for at flytte rundt i et paranoia-helvede med utætte huse og kolde dage. Og Sean tilbød hende en løsning. Og alt hun skulle gøre var, at hun skulle skabe endnu et barn ligesom dem, hun allerede elskede. Det var sindssygt nok i sig selv, men det så meget bedre end alternativet. Det handlede bare om, at hun skulle indrømme det overfor sig selv.
Og overfor ham, selvfølgelig.
"For fanden da. Lige nu hælder jeg til at sige ja."
Hendes blik faldt tilbage på ham. Et svagt smil spillede om hendes læber.
"Det er sgu det eneste rigtige overfor pigerne. Så jeg kan kun sige ja."
Et halvt suk forlod hendes læber, før hun bevægede sig ind i midten af rummet. Hun lod et par fingre glide igennem de mørke krøller, mens hun bevægede blikket mellem vinduet og Seans ansigt. Det skæve smil voksede en smule.

Var det...Hans hjerte? Der slog hårdere for et øjeblik? Var det...Som en svagt rus af adrenalin, da han hørte de mest ønskede ord komme fra Delilah?
I alt hans mørke og alle hans triste dage...Følte han sig for en gangs skyld...Lettet? Glad?
For en stund vidste han slet ikke hvordan han skulle reagere. Og for første gang i lang tid havde han lyst til at...Havde energi til at...Til at....Gøre alt muligt! Til at løbe ned i entreen og sørge for der blev handlet ind til den nye familie der skulle bo her. Til at løbe op til borgen og fortælle Dannika, hans personlige læge, om udviklingen. På trods af han tvivlede på Delilah ville lade hende komme tæt på, var der ikke tale om at han ville barnet dø i hendes skød før det var nået sikkert til verden - og han ville lade Dannika tjekke til barnet bagefter også. Den første og eneste læge han nogensinde havde kunne stole på.
Børnedødeligheden var så stor...Men med deres stærke gener skulle det nok lykkes. Alt andet kunne slet ikke komme på tale. Dette var hans chance. Delilah havde slet ingen ide om hvad dette betød! Ingen havde!

Endelig trak han vejret dybt, som tvang sig til at beherske sig. Alligevel spejlede Delilahs forsigtige smil sig i et af hans egne. Han trak vejret dybt endnu en gang. Han havde aldrig haft meget til fælles med Delilah...Men lige nu så han hende som den kommende moder til sit barn. Og derfor automatisk en han kunne stole lidt mere på, end de fleste omkring ham.
Han rømmede sig lidt for at sikre stemmen ikke forlod ham.
"Det gør mig glad" forsikrede han, på trods af han næsten havde presset Delilah ud i det...Hvis man tænkte over det. Men det var lige meget. Han havde fået et ja. De kunne begynde at planlægge. Han kunne begynde at planlægge.
Men alt til sin tid.
"I så fald...Vil jeg give huset besked om det. Du får selvfølgelig selv lov til at bestemme tempoet...Jeg vil ikke komme og kræve noget, før du og børnene har fundet jer til rette her" De var ikke ude i voldtægt, trods alt. Alt til sin tid. Det kunne være en stor omvæltning i sig selv at flytte ind i et stort og fremmed hus.
Sean samlede sine hænder bag sig.
"Du er velkommen til at snakke med butleren om jeres behov. Jeg stiller lidt økonomi til rådighed for at sikre I får det I skal bruge...Men bare rolig. Ikke så meget at du forhåbentlig vil føle dig i gæld til mig" bemærkede han roligt.
"Ellers andet?"
Han kunne ikke nævne det også passede ind i en anden aftale. Han kunne nu passe på Delilah, som lovet.

Delilah betragtede Seans ansigt. Hun kunne ikke helt tyde, hvad der skete under facaden. Men der var ingen tvivl om, at følelser sitrede under overfladen. Og det løsnede en knude i hendes mave, som hun ikke havde vidst, var der. En knude af nervøsitet og svære beslutninger, der pludseligt var taget. En knude af forvirrede tanker og usikre fremtidsmuligheder, som nu var slettede. Beslutningen var taget. Hun behøvede ikke længere bekymre sig om det.
Hun vippede hovedet en smule til siden og blinkede halvsarkastisk til ham, da han sagde, at det gjorde ham glad. Hun havde ikke regnet med andet. Men hun havde ikke regnet med, at det havde lettet en vægt fra hendes egne skuldre. Selvfølgelig var der en ubehagelige scenarier, der skulle udspille sig i fremtiden, men for nu var hun faktisk tilfreds. For nu, kunne hun måske endda lade sig smitte af Seans halvskjulte glæde. Og det var ellers ikke noget, der skete særlig ofte længere.
"Det tager ikke pigerne mere end en dag at tilpasse sig. De er trods alt vant til lidt flytteri."
Hendes stemme var lettere, end hun havde regnet med. For mens ordene passerede hendes rødlige læber, gik det op for hende, at de ikke behøvede tilpasse sig på en dag. Pigerne kunne få tid til at lære stedet at kende. De kunne få tid til at føle sig trygge. Til at kalde det et hjem. En luksus, de ikke havde haft siden de var babyer, og hun havde boet hos deres far i en kort periode. Men de behøvede ikke længere flytte ind i fremmede huse. De behøvede ikke længere leve lukket inde i små, hullede værelser.
De kunne rent faktisk få et hjem.
Hun kørte hurtigt en hånd gennem det store, krøllede hår og forsøgte at forstå sine egne tanker. Hun sugede luft ind mellem letadskilte læber og holdt vejret i flere sekunder, før hun langsomt lod luften slippe ud fra lungerne. Hendes beslutning begyndte langsomt at sætte sig fast i hendes hjerne. Hun havde givet sine børn meget mere, end hun havde indrømmet.
Hun blinkede og trak sig selv tilbage til nutiden.
"Jeg vil ikke have dine penge, Sean."
Hun sendte ham et skævt smil og blinkede til ham igen.
"Jeg kan sagtens skaffe penge, hvis vi skal bruge dem."
Hun arbejdede. Hun tjente penge. Og hun var trods alt rig, hvis hun nogensinde besluttede sig for at grave den enorme formue fra sin familie op. De penge, hun havde gemt da hun første gang flygtede fra sin familie, men som hun aldrig havde brugt. Og som hun nok aldrig ville komme til at røre igen. Det var beskidte penge. Forkerte penge.
Så var det meget bedre at tjene penge på at slå folk ihjel.
Hun himlede med øjnene, ved hans sidste sætning.
"Ellers andet? Det lyder sgu så professionelt."
Smilet på hendes læber fik en drillende klang, før hun smuttede forbi hans krop og imod døren. De havde været væk længe. Børnene måtte snart undre sig over, hvor hun var.

Han smilte let til hende. Hans hoved svirrede med planer. Med beslutninger der skulle tages, enten med eller uden Delilah. Skulle barnet være en hemmelighed eller skulle han offentliggøre det når det kom? Hvad med navnet? Hvilket køn ville det blive? Alle hans andre børn havde været drenge...Men det betød ikke så meget om det blev den ene eller anden slags. Hvilket slags dæmon ville barnet blive?
Det var så...Anderledes...At tilvælge et barn...End at tage sig af de afkom der selv var dukket op mange år senere. Dette barn ville betyde noget helt andet. For ham. For hans arv.
Først og fremmest måtte Natalie ikke kende til det. Der var for stor sandsynlighed for den lille dame ville prøve at slå det ihjel, før det overhoved var undfanget endnu. Så for nu ville det være en hemmelighed imellem disse vægge. Delilah ville have sit eget liv - ingen kunne påstå Sean ville være den eneste mulighed for den nye tilstand, der før eller siden ville blive tydelig på hende.

Men det var tanker til senere. Han tvang tankerne i bero, som han trådte let til siden for Delilah og fulgte efter hende. Trak døren i efter dem. Han havde lyst til at påpege at Delilah ikke måtte rende rundt og lave farligt arbejde nu...Men han var også bange for hans nye behov for at holde hende sikker - for det fremtidige barns skyld - ville skubbe kvinden væk fra ham igen. Eller fra beslutningen. Han blev nødt til at begrænse sig og holde visse ting for sig selv. Han ville alligevel overføre penge til butleren, uanset om Delilah bemærkede det eller ej. Han kunne ganske enkelt ikke lade være.
Han var faldet hen i stilhed, som de fandt vej ned af gangen og til den store trappe. Og derfra ned i den store entre igen.

De bevægede sig ned igennem gangen og ned af trapperne, mens Delilahs tanker midlertidigt havde fundet ro. I en lang periode ville alting blive mærkeligt og anderledes, men for nu var det hele på plads, og hun kunne koncentrere sig om nutiden. Så da de kom ned i entreen, og de to piger sprang frem med historier springende ud af læberne og lys i øjnene, kunne hun fokusere på dem og deres glæde.
Et halvt smil voksede frem på hendes læber, mens hun lyttede til dem. Hun kunne allerede mærke, hvordan alting var ved at ændre sig. Det var forfærdeligt og fantastisk på samme tid. Hendes liv ville ændre sig mere, end hun brød sig om. Men det ville pigernes liv også. Og der var ingen tvivl om, at deres liv ville ændre sig til det bedre.

- MANGE DAGE SENERE -

Delilah bevægede sig igennem blæsevejret. De mørke krøller piskede om hendes ansigt, og på en normal person, ville øjnene være løbet i vand. Den allestedsnærværende læderjakke blafrede kun svagt i vinden, hvilket afslørede den enorme tyngde fra ringbrynjen, der gemte sig under læderet. Hun havde viklet armene stramt om kroppen, mens hun banede sig vej op til toppen af Doomsville.
Hun havde stadig ikke vænnet sig til at gå op til det enorme hus. Hun var ikke helt sikker på, at hun nogensinde ville vænne sig til det. Hun trivedes bedre på faldefærdige moteller og dårlige barer, men det var ikke længere en mulighed. I hvert fald ikke permanent. Ikke lige nu.
Hun var på gåben op af bakken. Hestevogne og pæne køretøjer var ikke hendes stil. Men hendes skridt var hurtige og faste, og hendes evne gjorde, at hendes åndedræt knapt blev hævet på turen. I de sidste skridt inden hun nåede døren, trak hun den friske luft dybt ind i lungerne og nød, hvordan hun i et øjeblik kunne glemme verden. Glemme det hele. Bare nyde friheden og friskheden af det åbne landskab.
Og så trådte hun ind af døren. Pigerne var blevet afleveret ved Kali, deres gamle babysitter, der nu var opgraderet til en form for skolelærer. Mest fordi pigerne havde savnet hende. Men der var ikke længere brug for en babysitter. Eller en beskytter. Tiderne havde ændret sig.
Hun hang læderdusteren på en knage, der kæmpede for at holde de mange kilo oppe. Hun rullede skuldrene, da vægten forsvandt og musklerne kunne slappe af. De var konstant ømme. Konstant på vagt. Et halvfyldt våbenbælte hang stadig om de vrikkende hofter, da hun bevægede sig forbi butleren, der var kommet til syne for at hjælpe, så snart hun var kommet ind af døren. Dét var i hvert fald en ting, hun aldrig ville vænne sig til. Eller havde lyst til.

Sean havde givet dem tid til at falde lidt til. Han var kigget forbi da de flyttede ind, mest for at få et overblik over situationen og se om der manglede noget. Hvordan pigerne nogensinde var blevet om hvilket rum de skulle bo i, var åbenbart lidt en gåde. Og måske havde deres mor - Delilah - også noget at sige hvad det angik. Men Sean var ligeglad med om de alle boede i et rum eller de havde hver deres. Huset kunne rumme dem.
Siden da havde han holdt sig væk. Overholdt hvad han lovede: Han ville ikke komme anstigende hele tiden og virke som en der overvågede dem. De skulle føle sig hjemme, selv om huset officielt ikke var deres. Det krævede de udviklede deres egne vaner og hverdag, uden at Sean blandede sig. Selv om...Han alligevel fik små beskeder af butleren om tingenes tilstand. En arbejdsskade mon nok. Han kunne ikke lade være med at følge lidt med...At have en eller anden fornemmelse af kontrol. Og Delilah ville sikkert forvente det alligevel. Ingen skade sket, vel?

Men når det kom til stykket var det også hans gamle hjem. Mange af hans ting - og især mange af hans private ting - var endnu i huset. Da de nye beboer flyttede ind havde han sikret sig de vigtigste og mest private ting blev låst inde på hans private værelse. Et rum han nægtede at give op på. En seng, et arbejdsbord og nu også nogle kasser med bøger, som små pigehænder helst ikke måtte rive i. Et gammelt billede som Nephthys vist engang havde fået lavet - eller selv lavet. Han huskede det end ikke længere. Et levn fra Dragons Peak? Eller havde han fået det før? Efter? Det hele flød sammen. Måske burde han overveje en dagbog...Var det ikke fordi han modstred sig ideen om at skrive sit liv og tankerne ned i en bog, som hvem som helst kunne stjæle fra ham.
Mens huset havde stået tomt, havde han været på besøg. Der var stadig ting i hans bibliotek eller gamle kontor han havde brug for, så det kunne ikke undgås han kom forbi fra tid til anden. Det føltes underligt at...Der for en gangs skyld var oprigtig liv i huset. Det var ikke længere hans stille tilflugtssted, når han ikke gad at være hersker for et par timer. Der var ikke længere et stille sted at gemme sig, som blot var hans. Uforstyrret. Men nogle gange måtte man ofte noget, for at opnå noget helt andet.
"Delilah!"
Den dybe stemme sneg sig igennem den store entre, som en slange der gled uforhindret igennem luften. Med en hånd på rækværket tog han let trinene ned af den store trappe. Under armen hvilede en lædermappe med nogle papirer og breve han skulle have med sig tilbage....Når han kom så langt.
"Jeg beklager at jeg trænger mig på. Jeg kan ikke få mig selv til at rydde mit eget værelse og sætte alt på borgen, så det vil ske fra tid til anden" tilføjede han forklarende og holdt lædermappen op et øjeblik som for at bekræfte sine ord. Et trin fra at nå gulvet stoppede han op.

Sean var iklædt et par læderstøvler, der næsten gik ham til knæene. Et par sorte bukser og en sort tunika, med sølvbroderier og knapper. På stumtjeneren, ved siden af knagerne, hang hans kappe. Om hoften hvilede hans trofaste sværd - ikke længere det han havde fået af familien Chase, selv om det sværd var gemt godt væk. Tøjet skreg langt væk om hans penge og position i samfundet, selv om det ikke så ud til at forhindre ham i at spankulere omkring som han ønskede.
Det mørkebrune hår var redt tilbage og de mørkegrå øjne virkede til at skinne af fornyede energi og liv. Ikke at Delilah ville vide særlig meget om hvor slukkede de havde været de sidste mange år...
Langsomt lettede den ene fod fra trinnet, som han nærmest lod sig falde med den ned på det store marmorgulv. Han følte sig legesyg, hvilket viste sig i et svagt og skævt smil på hans læber.
"Går det godt? Er I ved at falde til?"

Delilah bremsede ved lyden af Seans stemme. Hun snurrede rundt, så håret stod i en sky om det flødefarvede ansigt, netop som han kom til syne for toppen af trappen. Hun betragtede ham i et kort øjeblik. Det virkede helt mærkeligt for hende, når han gik rundt i så pænt tøj. Det så prangende og herskeragtigt ud, og det var slet ikke den Sean, hun kendte. De havde mødt hinanden som lejemordere, som tyve og i ly af nattens mørke. Hun kendte ham i tøj, der skulle skjule ham og holde hans identitet ukendt. Så synet af ham i tøj, der ville gøre ham mere end bemærket hos de fleste folk, var stadig helt uvant.
Selvfølgelig så han godt ud i det. Han var en incubus. Var det overhovedet muligt, at de så grimme ud? Men det mindede hende mere om den rolle, han havde spillet i deres undercover-mission, end det virkede som den person, hun dengang havde kendt. Men det var længe siden. Han havde ændret sig.
Hun lod et par fingre glide igennem de mørke krøller for at fjerne enkelte lokker af hår, der havde sneget sig ind foran sit ansigt. Et halvt smil spillede om de rødlige læber, mens hun lyttede til hans halve undskyldning.
"Undskyldte du lige for, at du er i dit eget hus?"
Smilet på hendes læber voksede.
"Det er da også alt for dårligt."
De røde øjne flammede op i et drillende glimt, mens sarkasmen skinnede tydeligt igennem i hendes stemme. Hun vippede hovedet let til siden, mens hun igen betragtede hans skinnende tøj. Det stod i stærk kontrast til hendes egen beklædning. Ja, de stramme læderbukser smøg sig da stramt om hendes krop og fremhævede succubus-formerne. Og ja, den sorte trøje sad lige så stramt, og fremviste en kavalergang, der ville få de fleste svagere mænd til at stirre. Men det var ekstremt komfortabelt, det var nemt at bevæge sig i under en kamp og det kunne få hende til at forsvinde i mørket.
Delilah vippede hovedet en smule til siden, da han dumpede ned foran hende.
"Pigerne elsker det. Måske lidt for meget. Jeg tror det er godt, du har låst nogle af værelserne."
Pigerne havde da udforsket stedet mere end én gang. De var ikke vant til mange værelser eller flotte møbler. Det betød også, at de ikke var vant til ting, de ikke måtte røre ved. Men de var da ved at lære det. Det var måske endnu en ting, Kali kunne hjælpe dem med.
Hun bevægede sig langsomt frem, stadig med det halve smil dansende på sine læber og blikket fæstnet på Sean. Da hun stoppede op, stod de ikke langt fra hinanden. Hun løftede hånden og lod en blid finger glide over de smukke broderier i hans trøje. Det var så velkendt og alligevel så ukendt for hende. Det rige liv. Det pæne liv.
"Hvordan har du vænnet dig til det? At være så ... i centrum? Prangende ting og pænt tøj. Er det ikke ... udmattende?"
For en gangs skyld var hun ikke sarkastisk eller forsøgte at være spydig. Det var et faktisk spørgsmål, hun havde tænkt over. For hun vidste ikke, hvordan hun selv skulle vænne sig til det. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle leve et liv uden at være indhyllet i skygger. Og Sean havde været igennem det. Hun bremsede sin finger, der endnu hvilede på hans trøje, og lod den falde ned. Hendes blik løftede sig og mødte hans. Og for en gangs skyld var det nysgerrighed, der lå i hendes ansigt. Ikke den maske af ligegyldighed, hun normalt bar.

Som Delilah studerede ham, gled hans blik også ned af Delilah. Ikke på en glubsk eller respektløs måde - men blot et kig. Selv om Delilah havde udviklet sig til en dæmon-form, som Sean aldrig ville lære at forstå...Så havde hun beholdt formerne. Hun havde aldrig været grim, og hendes personlighed havde lige så meget gjort han nysgerrig. Både dengang og nu. En krop kunne han altid skaffe. Oftere var det folks personlighed han følte sig draget til. Dem, der ikke satte sig for at trille tommelfingre - men dem, der tog sagen i egen hånd og gjorde som de ville. Måske den samme manglende respekt for autoriteter, og den samme selvstændighed, som Sean mente han selv havde. Folk der turde sætte sig imod andre. Som udviste lige præcis den magt eller dominans i deres hverdag, som gjorde at de levede et mere frit liv. Delilah havde den fandenivoldsk-hed som han godt kunne lide at finde i folk. Også selv om hun langt hen ad vejen havde sørget for afstand mellem dem...De havde kendt hinanden professionelt, og selv om de havde leget med grænserne, var de aldrig nået noget...Personligt...Niveau i legen. Eller...Nogen ville mene Seans involvering i hendes familie kunne være personligt. Men han havde ikke gjort det for at forværre Delilahs ståsted i livet. Han havde udelukkende gjort det af egoistiske grunde. Som han gjorde så meget!
Familien prøvede stadig at udnytte ham, få ham tilbage eller komme på hans gode side. Han havde set frustrationen lyse i patriarkens øjne, når Sean insisterede på at behandle dem som alle andre fine familier.

Sean lod Delilah komme tæt på. Han mærkede hendes finger følge broderiet. Sølvtråde var hårde for fingrene, så han vidste der sad en syerske med hænderne i forbindinger. Eller havde gjort...På dette tidspunkt havde han ejet tunikaen i et stykke tid. Han tog stort set kun dette tøj på, når han havde brug for at optræde offentligt. Han havde haft nogle møder tidligere i dag, og der ville sikkert vente flere på ham når han endelig kom tilbage. Folk der var villige til at sidde og vente en hel dag, hvis det skulle være. Hans sekretær var sikkert ved at gå ud af sit gode skind.
Han samlede hænderne på ryggen, så hans brystkasse og tøjet derpå blev skubbet længere frem. Hun havde frit spil til at studere tøjet...Eller manden under det. Et lille smil spillede om hans læber. Skulle han svare distraherende og undvigende som han plejede? Eller skulle han belønne hendes oprigtige nysgerrighed, fordi hun endelig viste en smule interesse for...Ja, for noget?
"Jeg kan svare med en lang historie og jeg kan svare kort" bemærkede han roligt. I sandheden var historien lang...Den startede i Dragons Peak. Men der var ingen grund til at gå i detaljerne, og der var ingen grund til at indrømme hvor dårligt han havde haft det i lang tid. Ikke når tingene endelig lyste lidt op igen.
I stedet trak han vejret dybt.
"Sandheden er det skifter. Det ene øjeblik elsker jeg det. Jeg elsker at folk kigger på mig, fascineret af min magt, min position, min rigdom og, lad os være ærlige, min krop. Jeg elsker at udleve min magt og tage beslutninger der påvirker en hel by værd af liv" hans øjne skinnede ved ordene. Men lige så meget som de skinnede, lige så hurtigt virkede de bundløst mørke igen.
"Og så er der tidspunkter for jeg forbander det hele væk. Nok var jeg en adel før, forholdsvis kendt i visse kredse. Men jeg også usynlig. Det er næsten umuligt at gå igennem byen uden at blive genkendt. Stort set umuligt at vende tilbage til det arbejde, som jeg har brugt årtier eller århundreder på at perfektionere"
Hun vidste hvad han snakkede om. Lejemord. Tyverier. Indhentning og salg af informationer. Det havde været hans hjertebarn, hans måde at klare sig...På den ene side den alt for perfekte adelsmand, på den anden side selv samme mand der fordærvede byen om natten. I dag havde han næsten ingen tid til klanen, og han endelig tog en nat fri, måtte han skjule sig på helt andre måder. Han kunne ikke en brøkdel af hvad han kunne før.
Hvis han fik muligheden for at vælge...Hvad ville han så? Fortsætte som hersker...Eller bruge årtier, hvis ikke et århundrede, på at skjule sig, glemmes...Og derfra gå tilbage til sit gamle arbejde? Han kunne ikke svare på det.
"Tøjet kan være irriterende stramt og stift. Måske du vil hjælpe mig ud af det?"
Hans arme gled afslappet ned langs hans side igen, smilet voksede sammen med det drillende glimt i hans øjne.

Deres kroppe var så tætte på hinanden. Hendes ekstra sensitive hud kunne mærke hans ånde folde sig rundt om hendes ansigt, og varmen var hans krop mødte hendes. Men ingen af dem var sarte. Ingen af dem var generet af kroppe og fysisk intimitet. Det var en del af den race, de begge var født i. Så hun lod blikket hvile dybt i hans øjne, mens han snakkede. Hun flyttede sig ikke væk, og hun var ikke generet af intimiteten.
Hun betragte ham indgående. Det var svært at læse følelserne bag ordene, men det var nok en arbejdsskade, de begge havde erhvervet sig. Man viste ikke sine følelser - man viste den følelse, der var mest hensigtsmæssig. Men hun forstod hans ord. Og de var lige så splittede, som hendes følelser. De sagde, at han elskede sit nye liv, men at han savnede sit gamle. Ligesom hun elskede mulighederne i sit nye liv, men savnede sit gamle. Det var så simpelt, og alligevel så kompliceret.
Men det havde hun ikke tænkt sig at sige.
"Havde du perfektioneret det? Det bemærkede jeg ellers ikke."
Stemningen i hendes ansigt var fuldstændigt skiftet igen. Nu var et legende smil fanget om hendes læber, mens de drillende ord gik helt imod den ærlighed, hun netop havde vist. Hun kommenterede naturligvis på hans tidligere arbejde. Hun havde set jo set ham udføre det, og de havde da haft deres uenigheder. Så selvfølgelig kunne hun ikke nære sig.
Det drillende glimt blev da heller ikke mindre, ved hans næste kommentar. Hendes læber blev skilt blot en smule, da en halv latter forlod dem. Hendes ene øjenbryn gled en smule op i panden, før hun langsomt løftede hænderne.
"Du plejede også at være halvnøgen hele tiden."
Hun lagde armene om hans nakke, så hendes fingre kunne løsnede tunikaen bagfra. På intet tidspunkt slap hun hans blik, og på intet tidspunkt flakkede hendes øjne. Hun vippede hovedet en smule til siden, da de slanke fingre havde åbnet den. De mørke krøller gled ned fra hendes skulder.
"Det var meget sjovere."
Det legesyge smil voksede en smule, da hun greb fat om tunikaens stof og trak den blidt fri fra hans hud, så han ved en hurtig bevægelse kunne trække den af, hvis han ville. Hendes anden hånd hvilede stadig om hans nakke, så deres kroppe endnu stod helt tæt op af hinanden.

Et lille smil gled over ham. Det var ikke så vigtigt om han virkelig havde perfektioneret det eller ej. Han var hersker, han kunne gøre som han ville - og gik han anderledes klædt, ville det sikkert blot blive den nye mode i byen. Men han var ikke rigtig den store mode-type. Han gik op i at se flot ud, men så længe tøjet dækkede hans behov, var der ingen grund til at gøre yderligere ud af det...Selv om han som hersker nok følte sig nødslaget til at klæde sig lidt pænere på end ellers. Og ærlig talt kunne det også være sjovt. Som at klæde sig ud til et skuespil, til den rolle man skulle spille.
Hvad angik tøj...Hvis det overhoved havde været det hun kommenterede på.

Hans blik fulgte hende, som hun kom helt tæt på. Han kunne dufte hende nu...Mærke hende. Selv om deres kroppe ikke var helt op af hinanden, kunne han stadig fornemme hendes nærvær. Normalt kunne han godt være kilden i nakken, men som det var lige nu, var det ikke et problem. Et lille, skævt smil hvilede på hans læber som han stilletiende lod hende komme tæt på. Af egen fri vilje, vel at mærke. Var det bare ham, eller var der en stemning? En stemning det ville være ærgerligt ikke at udnytte, som han nu gjorde bedst. En stemning der passede ham ret godt...Ja, fik ham næsten til at føle sig helt hjemlig.

Stadig med et smil og et blik, der hvilede på hendes ansigt, hjalp han med at få tunikaen af. Først trak han sine arme fri, blot for at kunne lade den falde til gulvet ved siden af dem. Hans muskuløse og arrede overkrop stod til frit skue.
"De fleste foretrækker mig halvnøgen...Hvis ikke helt nøgen" Hans stemme var dyb og lav som han drillede tilbage. Let løftede han en hånd. Lod den hvilede let mod hendes ene skulder, før den gled blidt ned over hendes overarm. Hans blik havde fulgt bevægelse, men det vendte nu tilbage til hendes ansigt. Hun havde altid været en flot kvinde. Og selv om de ofte var uenige eller for selvstændige til hinanden, kunne han godt lide folk med ben i næsen. Ja, deres relation havde på mange måder været ganske...Mærkværdig. Og ville fortsætte sådan. Ikke fuldstændig glade for hinanden, måske heller ikke direkte fjender. Et neutralt grundlag, der gav grundlag for både det ene og det andet. Ville det ændre sig, når de nu gik et skridt længere end de måske burde? Et skridt de fleste enten tog ved et uheld, eller fordi man oprigtig elskede hinanden? Et barn mellem dem ville ikke blive et kærlighedsbarn. Det ville være undfanget af en gensidig aftale mellem dem. Noget for noget.

Han lænede sig ind mod hende, men på trods af bevægelsen kunne love et kys, kom der intet. Hans ansigt hvilede lige ud foran hendes. Han kunne dufte hendes ånde, se hver en detalje i hendes hud. De små rynker, porerne, små hvide pletter der kunne være små ar fra tidligere sår. De mørke hår der stod i kontrast til den lyse hud - den lyse hud, der endnu rødmede svagt efter hendes tur udenfor. Ja, den friske duft af udenfor lå stadig i hendes hår. Det var svært ikke at trække vejret dybt. Betagende.
Hånden gled op i hendes nakke og ind i hendes lange hår. Der var varm under håret. Medmindre hun trak sig, ville han tage initiativet og kysse hende let. Let - på trods af han allerede kunne mærke begæret vokse i sit indre. Et begær han ikke ønskede at reagere på. Han ønskede at udforske. Udforske hende. Lære hende at kende.