How do you know I was hier? //Urox//

S: Hospitalet på Neonatalklinikken (Afdelingen for fortidligt fødte børn)
O: Senge, mennesker og hvad der nu ellers er på et hospital
T: aften
V: Regner udenfor
P: Hospitals skjorte

Hun havde ligget på hospitalet i nogle dage nu og var kommet til kræfterne igen, men alligevel ville hospitalet ikke udskrive hende da de var nød til og holde øje med ændringerne ved hendes livmoder og skulle holde øje med hendes nyfødte datter der var blevet født 2 måneder for tidligt. Luce lå i en hospitalsseng med hospitalstøjet på og var kommet af med poserne af blod som var blevet erstattet med nogle poser med vand og lidt medicin i for og opretholde hendes tilstand stabil. Inde på samme stue som hun lå på stod der en lille kuvøse som var lukket helt tæt til for der ikke kom bakterier ned til hendes datter der lå med en masse slanger på sig og en lille maske der gjorde så hun fortsat fik luft ned i lungerne da barnet ikke kunne trække vejret selv. Det eneste der lå nede i kuvøsen sammen med hendes datter var 2 blæksprutte bamser som datteren havde fået kort tid efter fødslen. Den ene sprutte var lilla med en lyserød sut i munden den anden var blå med en orange sut i munden. Luces øjne var kridhvide og der var ingen pupiller eller noget, men hun kunne stadig se, men hun så kun folks aura. Hun blinkede heller aldrig så det var samtidig også svært for folk og regne ud om hun sov eller var vågen om hun var død eller levende. Hun havde blå mærker og sår på armene og benene og nogle sår på ansigtet også. Hendes hud var sandfarvet i den ene side og blålilla i den anden side.

Datteren: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Spurtende ind igennem hospitalet's døre kom en høj mand løbende. Jakkesættet sad som strøget på. Slipset var løsnet. Og knappen øverst var åbnet øverst. Han var tydeligt badet i sved. Men alligevel fortsatte han med at bevæge sig. Hans muskler gjorde ondt alle steder. Adrenalinen pumpede i hans krop. Og alt gjorde ham bare træt. Men han var ligeglad. Han ville se sin datter. Denne mand som så pludseligt var kommet. Var Urox Gravezia. Far til Luce Trieetence. Selvom han ærlig talt havde glemt en hel del. Havde han efter flere dage begyndt at huske ting. Men visse ting var stadig glemt. Han vidste hvem Luce var. Han vidste hun var gravid. Han vidste at hun var blevet bortvist fra hendes hjem for 700 år siden. Men han vidste ikke hvorfor han havde levet i 700 år. Han havde glemt at han var engel. Eller rettere falden engel. Han kunne virkelig ikke huske det. Han havde prøvet at huske hvorfor han havde levet i 700 år. Eller rettere mere. Han vidste ikke engang han havde levet i 1000 år rigtigt. Han kunne ikke huske sin bror. Sin nevø. Det han kunne huske. Var at han havde ledt efter sin datter. Han kunne huske at mærke vinden under sig mens han gled igennem luften. Men hvordan han havde gjort det kunne han heller ikke huske. Han skyndte sig hen til skrænken og forlangede at se sin datter. De spurgte ind til hvem han var. Han sukkede dybt. "Urox Gravezia. Jeg er Luce's far." Sagde han roligt. Og trak vejret dybt. De førte ham roligt hen imod hendes værelse. Men stoppede ham lige inden døren. Og pegede hen imod noget desinficerende creme. Og smurte det godt ind på sine arme. Før han roligt bankede på døren. Og gik roligt ind. "Luce?" Spurgte han kort. Og gik roligt ind. Så kort på sceneriet. Og sukkede så svagt. Før han roligt gik hen og trak en stol hen ved siden af sengen som han satte sig på. "Undskyld jeg ikke er kommet tidligere. Men jeg har først fået det af vide imorges. Jeg er løbet hele vejen fra dragons peak. Så snart jeg fik det af vide." Han så på hende kort. Han vidste ikke om hun var vågen eller ej. Men han vidste at han måtte få det sagt. Om hun sov eller ej. Han lagde sin hånd op og tog roligt fat i den ene af hendes hænder. For at vise sin trøst. "Nu skete det igen. Jeg havde ellers lovet mig selv. Lovet Arya. At jeg ville gøre alt for at hjælpe dig. Men som sædvanlig er jeg ikke hurtig nok." Sagde han svagt og så på hende roligt med et svagt smil.

Hun lå bare stille i den hospitalsseng hun var blevet placeret i kort tid efter hendes nyfødte datter kom ud. Hun lå sådanset bare og nærmest stirrede ud i ingenting. Hun kunne nu heller ikke se noget som helst så det var ingenting hun kiggede på. Hun ventede sådanset på, at enten Zero eller Josh kom for og besøge hende for hun troede ærligtalt ikke på, at der var andre som ville besøge hende. Nok havde hendes mor været der igår, men hun troede ærligtalt ikke på, at hun ville komme igen dagen efter. Hun tænkte lidt over om hendes far ville komme på besøg, men skød tanken fra sig igen da hun jo vidste, at hendes far ikke huskede hende længere. Det gjorde han ihvertfald ikke sidst hun mødte ham så hvorfor skulle han huske hende nu? Hvorfor skulle han komme nu hvor hun lå på hospitalet? Hun troede ærligtalt ikke på, at hendes forældre ville komme igen og besøge hende. Hun hørte nogen bankede på døren ind til hendes stue "Kom ind" råbte hun stille. Hun nærmest stivnede da hun hørte sin fars stemme og lugtede en velkendt engle lugt. Hun kiggede hen imod døren og opdagede hendes fars aura der kom tættere på hende. Hun fulgte bare hans aura med øjnene imens hun lyttede til nogle små baby lyde fra hendes datter der sov den lille kuvøse ved siden af sig på den modsatte side. Hun sukkede stille "Jeg troede ærligtalt ikke på, at du kom eller at du kunne huske mig" hun vidste godt, at det lød lidt hårdt fra hendes mund af, men hun måtte bare fortælle ham sandheden. Hun havde valgt og ignorere hans kommentar om, at han havde svigtet hende igen. Hun kiggede bare på hans aura "Hvem fortalte dig, at jeg var her?"

Han så på hende smilende. Mens han tænkte sig godt om. "Jeg var ude i en skov. Da jeg pludselig huskede at se dig med en barnevogn. Og så kom det hele af sig selv. At det var første gang jeg havde set dig i 700 år. At jeg tog mig af barnet fordi du blev bortført. Det som om når jeg ser personerne kan jeg intet huske. Men så snart jeg ser et sted hvor jeg har minder af personen om. Stærke minder. Så husker jeg det. Jeg kan huske jeg var så utrolig glad for at se dig. Det er nok det der fik skabt mine minder tilbage." Han så på hende kort smilende. Og nussede roligt hendes hånd som han stadig havde i sin egen. Han grinte lidt af hendes sidste spørgsmål. Og kløede sig i nakken med den frie hånd. "Det her kommer til at lyde helt vildt skørt. Men jeg fik det af vide af skyggen af en skraldespand." Han grinte svagt og så hende i øjnene kort. "Jeg ved ikke helt hvordan det kan lade sig gøre. Først troede jeg at skraldespanden snakkede til mig. Jeg troede jeg var ved at gå fra forstanden. Men så opdagede jeg det var skyggerne. Og det virkede så naturligt. Som om at jeg havde gjort det i årevis." Sagde han smilende og så på hende roligt