Tangled up in blue ~Sammi~

S:: Ashen Wood Forest.
O:: Træer, buske, sten.. Ja osv.
V:: Solen skinner smukt, skyfri.
T:: Formiddag.
P:: En top og et par shorts.

Mikayla var taget et smut i skoven, hvor hun var vågnet natten hvor hun havde vågnet op fra døden selv. Tanken skræmte hende lidt, men hun var vågen lige nu hendes instinkter var skarpe som en høg.. Mikayla gik stille rundt igennem skovens varme efterår, bladende var begyndt at falde så småt af træerne og kulden skøllede stille indover hendes karamel brune hud. Det sorte hår var sat op i en hestehale, de brune øjne flakkede rundt i den stille skov hvor kun fuglenes kvidren og basken med vingerne. Dyrene var på vagt, ligeså var shapeshiftere det lagde i instinkterne. Dog var der en smule i hende som følte sig godt tilpas og hjemme i dette område hun gik i. Mikayla kom frem til et lille hus, den lille hytte der på en måde dragede hende.. Den duftede hjemligt, helt stille gik hun hen imod døren og ville netop til at trække ned i håndtaget på Janes gamle sommerhus.. Mikayla kunne blot ikke sætte fingeren på hvad der var sket i Janes liv..

Huset stod tomt... Som altid, det havde stået tomt i noget tid, Jane var ikke kommet hjem efter som hun skulle havde kommet hjem. Pigen som boet hos Jane, hed Sammi, hun var nu i denne hytte som hun engang havde kaldt hjem, hun havde boet sammen med Jane som havde taget sig af hende. Men en dag var hun ik kommet hjem. Sammi sukkede. Hun var iført det sædvanlige, en lyserød kjole, en sløjfe i håret og hendes bamse tæt ind til sig. Sammi var bare lige kommet forbi for at tjekke på tingene, se om Jane måske var kommet tilbage. Men det var hun ik, og det havde Sammi inderst inde egentlig godt vidst for starten af da hun tog mod huset. Hun ville bare prøve og se om hun nu tog fejl. Hun sukkede tungt og kiggede sig lidt rundt. Hun gik hen mod døren og besluttede sig for at det var på tide at gå videre. Hun tog om dørhåndtaget og åbnede. Hendes øjne blev store da hun så Jane stå foran hende. "Jane!"

De store øjne mødte hendes de brune, Mikayla blev lidt overrasket over at møde en ung pige ved huset. Hun smilede blot, desværre var Jane død.. Og hun kunne ikke huske noget fra Janes liv overhovedet.. Få vaner og glimt i personligheden ellers var der kun udseendet tilbage af Jane.. Mikayla havde overtaget styringen. Hun smilede til pigen og lagde så hovedet på skrå.
"Undskyld jeg tror jeg har mistet min hukommelse, men jeg syntes jeg har set dig før. Kan du hjælpe mig?" Det var en undskyldning for at komme i snak med den pige der alligevel forkom hende bekendt. Mikayla fejede en hårlok om bagved sit ører, imens vinden greb det kort. Mikayla vidste ikke helt hvordan pigen ville kontrollere det som hun fortalte men nu måtte de vente og så.