i can´t believe it //Sammi//

omgivelser: ingen mennesker, fuld månen, parken
vejre: dejlig aften med en lille brise, en smule koldt
sted: parken
tid: midnat
tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]



hunende var på hotellet i den nedre by del, han sad bare på en bænk, ved siden af ham havde han dog en hund med sig eftersom en hunde flok ikke skulle kæmpe alene og han havde været ude for lidt af hvert, og vil ikke risikere noget. hunden låg bare ved hans føder og næsten sov. mens han bare så op på den smukke fuld måne der skinnede så skønt i nat, han sukkede lidt. han savnede sin familie, venner. "måske ville det have været anderledes syns du ikke Rocco" mens hunden løftede stille sit hoved og bare pivede stille. han smilte bare og kældte med ham, nogle af børnene der døde den dag. han kiggede lidt op og rejste sig, han gik hen til et træ og lænede sig op af det mens han havde sit spyd i højre hånd, han sukkede stille. hunden fulgte efter og satte sig ca. en meter væk fra ham, "bare rolig" sagde han mens han satte sig på hug foran hunden og kælede den med et smil "vi skal nok få ram på det uhyre" sagde han mens han bare kigge på ham med et smil,

Parken, et meget fint sted, hun elskede parken, det var der hun havde fundet trøst når hun havde flygtet fra den kælder der, Ugh! Hun hade de minder.
Sammi gik med sin kanin i hånden, en kanin som betød meget for hende, hun havde lige fra da hun var lille. Hendes lyserøde kjole flaprede i vinden samt hendes lyserøde hår.
Sammi kunne ik huske meget fra sin familie, hun havde haft en mor og far, og en storebror vist ogs, man han boede vidst ikke hjemme på det tidspunkt. Men hun kunne sagtens huske ham tydeligt, han var ret sød mod hende, tog sig altid af hende. Passede hende når mor og far var væk. En tåre trillede ned af hendes kind... Åh... Hvor hun savnede dem. Hun havde Zero og Ryan nu men det var ik det samme.
Hun sukkede og tørrede tåren væk i det hun fik øje på en mand med et spyd og en hund. Hun gispede og gik i panik. Det gjorde hun altid når hun så mænd. Hun gemte sig op af det træ hun havde været ved, hun tumlede lidt rundt, en lav skramlend kunne høres fra hende. Indtil hun faldt til ro og satte sig ned med hovedet mellem benene.

hunden løftede sit hoved, "hvad er der" sagde han mens han kiggede rundt, han rejste sig op og tog sit spyd i sin højre hånd. han var klar til at angribe, han kunne se en lille pige med en fin kjole hun så ud til at være alene, "det bare en pige" han så hun gemte sig han sænkede spyddet og tog et skridt men hun så ud til at vælte han løb hurtig hen til hende. "er du okay" sagde han og satte spidsen af spyddet i jorden en meter væk, han satte sig på hug og ,prøvede at hjælpe. hunden var selvfølelig der henne og snudste til hende. han kiggede på hende og bare sad på hug foran hende

Hun kiggede skræmt op da manden kom løbende hen til hende, han havde smidt sit spyd, det var da et godt tegn. Hun kiggede på hunden som kom hen imod hende og snuste. Hun holde sin kanin lidt indtil sig.
Hun kiggede op på manden som spurgte om hun var okay? Gud var hun ej okay. Hun havde det af f til.
"Nej" brød hun ud i grød og gemte sit ansigt i sine hænder, hun ville bare gerne have et normalt liv, have sin familie igen, ik at hun ik elskede Zero og Ryan, det gjorde hun for pokker da, men det var minderne som var efter hende hele tiden. Kunne der ikke gøres noget ved det... Måske. Hun vidste det ik.

han sad i et kort øjeblik var ldt i tvivl, man kunne nok godt mærke på ham at det var længe siden at havde noget at gøre med et lille barn, eller lille og lille i denne verden var det ikke plads til så mange bøn. eller måske men der skulle være en der skal kæmpe for verden og alle racer, han fjernede stille hendes hænder, meget forsigtigt så ikke ikke blev så bange. "så lad os tøre dine øjne" sagde han og jernede hendes tåre med hans fingrer. "sådan er det ikke bedre" sagde han med et smil på læben.

hunden satte sig trofast ved siden af ham, som en vagt hund. "når jeg må vel heller sige hvad jeg hedder" sagde han mens han prøvede så godt han kunne ikke ære så dominerende over for hende. "mit navn er Síndra" sagde han og ragte sin venstre hånd frem for a hilse ordentlig på hende han smilte let, man kunne se at han ikke ville noget ondt og han havde heller ikke tid til det alligevel.

Hun rystede lidt da han tog fat i hendes hænder, men hun lod ham fjerne dem, fordi han var meget forsigtig og blid omkring hende, hun kiggede op på ham da han tørrede hendes øjne fri fra tåre. Hun nikkede lydløst til ham da han spurgte om det ikke var bedre. Han var ret sød mod hende, men hun ville ikke knytte sig for hurtigt, han kunne jo snyde hende, han kunne jo være rigtig ond. Han kunne voldtage hende som hun var blevet udsat for før.
Hun kiggede på hunden som sad ved siden af ham, hun krammede kaninen indtil sig og kiggede så op på manden igen. Præsenterer sig til hinanden? Hm… Okay så.
Sindra? Det… Det lød bekendt, men hun kunne ikke huske fra hvor.
"Mit navn er Sammi" sagde hun med en rystende stemme og et nervøst blik

han smilte bare til den lille for skræmte pige, han prøvede virkelig at vinde hendes tillid "Hyggelig at møde dig Sammi" sagde han og rejste sig igen og ragte hånden endnu engang men denne gang var det for at hjælpe hende op at stå igen, "jeg kendte faktisk en der hed det for længe siden" sagde han mens smilet på hans læber forsvandt langsomt igen, han kunne godt lig at snakke om fortiden men samtidig så alligevel ikke. for selv fortiden kan gøre ondt hvis man tænker for meget på den. "hvor bor du enlig" sagde han mens han kiggede rundt mens han ventede på om hun ville have ham til at hjælpe hende op igen, hendes navn af en eller anden grund blev ved med at komme ind i hans hoved han ved ikke hvad det var men der er et eller andet over hende han ikke rigtig kan forklar.

Hun kiggede på hans smil, hun kunne rigtig godt lide at han smilte, det gjorde hende på en måde klar over at han ikke ville hende noget, men hun kunne bare ikke få sig selv til at tro på at der var en der ik gjorde hende noget.
Hun kiggede på hans hånd lidt og greb så fat i den og hev sig selv op, hun smilede skævt "virkelig, hvor sjovt, for… Jeg kendte en der hed… Sindra for nogle år siden… Da jeg havde en familie." sagde hun og kiggede lidt på. Slap forsigtigt hans hånd som hun stadig havde haft fat i lidt efter.
"Jeg bor hos en der hedder Zero som sådan er en far for mig og så Ryan som er en mor for…" sagde hun og smilede til ham.
Hun kunne ikke lade vær med at føle at der var noget specielt over denne fyr.

han smilte til hende igen da hun var kommet op og stå, "hvordan er de" spurgte han lidt bekymrende, han vidste ikke helt hvad det var men han havde det som om at han havde noget nært med hende. ikke som en elsker eller flirt, nærmest som familie. men det kan ikke passe hans familie døde da han var ude og jage, hver og en. også sin lille søster så det må bare være et tilfælde at der en der hedder det samme som hans lille søster, "hvad laver du enlig så sent" spurgte han hende om mens han kiggede lidt rundt. han vidste ikke om der var nogle ellers ville hans hund nok advare dem om nødvendigt, det var også en af de grunde til at han havde fået dem. de var loyale trofaste gode lytter og ikke desto mindre gode og have ved ens side i kamp. "hvorfor er du enlig så bange for mig" sagde han næsten lige bagefter han havde mange spørgsmål men det var så sjældent at han snakker med andre mennesker, men det vel også fair nok han har heller ikke tid eftersom hans arbejde aldrig sover. så har han også rimelig meget travlt med at rede verden.

Hun kiggede op på Sindra med et smil, "de er søde, jeg er glad for at jeg mødte dem, ellers havde jeg stadig nok boet på gaden" sagde hun og kiggede lidt ned i jorden.
Hun trak lidt på skulderne, "jeg havde brug for at komme lidt ud" sagde hun, hun kom ik meget ud fordi at hun var ret så bange for at blive taget igen, og det samme var Zero og Ryan. Men nogen gange sneg hun sig ud.
Hun blev lidt overrasket over hans spørgsmål, bange? Ja, det var jo en lang historie, og hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle ham den. "Det er en lang historie" sagde hun kort og kiggede op på ham med et svagt smil.
"Så…. Er du helt alene?" spurgte hun lidt og kiggede på hunden. Det så ud til at han var alene, men det kunne jo bare være at han var ude og gå, lige som hende.

han smilte til hende "det er da godt at du ikke er alene det nemlig en frygtelig ting" sagde han mens han smilte til hende og kiggede på sin hund, han kiggede på hende igen med et lidt skævt smil "altså jeg har mine hunde men min familie døde for noget tid siden" sagde han og hans smil forsvandthan kiggede lidt, væk og tørte en enkelt tåre væk fra hans kind. det var længe siden at han havde fældet en tåre. måske var det fordi man nævnte hans familie han vidste det ikke helt men han havde i hvert fald en form for tryghed ved denne pige, han var dog nysgerrig efter at vide hvorfor han har denne her tryghed ved hende.

Hun nikkede svagt, "jeg har oplevet værre" sagde hun og kiggede op på ham, med et lidt ked af det ansigtsudtryk.
Hans familie døde? Så havde de da noget til fælles. "Det er min familie ogs, eller jeg ved ik med min storebror, han boede ikke sammen med os, han var gammel nok til at bo alene." hun trak lidt på skulderne. Gad vide hvad der var sket med ham, om han havde kommet og set mor og far ligge der døde.
Hun satte sig ned igen, hun ville ik helt stå op, ik lige nu.

han satte sig ved siden af hende, mens han bare kiggede op på himmelen. "havde også en søster jeg fandt hende dog aldrig" sagde han mens han kiggede lidt på hende, han havde en lidt underlig følelse i maven som om han vidste hvem hun var. han kunne ikke lade være med at kigge på hende. hun mindede meget om hans lillesøster men han var ikke sikker men lad nu tiden vise hvad der ville ske

Hun kiggede op på ham da han satte sig ned ved siden af hende, hun lænet sig lidt op af ham mens hun stadig kiggede op på ham. Hun tænkte lidt over hvordan hans familie egentlig døde. "Hvordan døde din familie?" Hun kiggede undskyldne op på han for hun vidste for svært det kunne være at tale om ens families død, men hun havde det som om der var noget som var forbundet mellem de to. Han var noget specielt.

han kigget venligt på hende da hun lænte sig op af ham, "jeg er ikke helt sikker" sagde han men han havde jo fundet spor efter en dæmon eller i hvert fald et ondt væsen. han sukkedet lidt og en tåre faldt ned fra hans kind. han lukkede øjnene inden han ville fortælle videre "min teori er at hele landsbyen blev udslettet af en dæmon" sagde han hvor efter hans blik ændret sig. bare tanken om det gjorder ham rasende, han tog en dyb indånding og fortsatte "jeg fandt nemlig spor da jeg kom tilbage fra og være ude og jage" sagde han og kiggede på hende med sorg i sine øjne. "hvordan døde din familie" spurgte han om mens han knyttet sin ene næve for ikke at græde i skam og sorg. han kunne ikke lade være med at tænke på at han kunne have været der at han kunne have reddet dem alle sammen.

Hun kiggede medlidende på ham, da hun så tåren trille ned af hans kind. Hun vidste præcist hvordan det var at miste sin familie, det var tragisk, og det var ikke noget man lige frem havde lysten til at huske, men det var heller ikke noget man lige slap af med.
Hun kiggede op på ham, imens han fortalte hvordan han troede hans familie døde.
Hun blev lidt overrasket. Han var simpelthen ude og jage, det gjorde hendes storebror af og til.
Hun lagde en hånd på hans knyttede næve. Inden hun begyndte at fortælle. "Jeg var på vej hjem fra skoven, og så så jeg disse dæmoner, de slog min mor ihjel før jeg kom, min far stod der stadig, men han blev dræbt kort tid efter. Jeg var kun 5.
Så da dæmonerne fik øje på mig, tog de mig med sig, og du kan kun forstille dig hvad dæmonerne gjorde ved mig..." Sagde hun og rystede lidt. Hun kunne ikke li at tale om hvad de havde gjort. Det gjorde hende frygtelig bange.

han kneb en lille tåre til men det undret ham alligevel, hans lillesøster var hvis på den alder da de angreb byen. han kigget venligt på hende. "tror du har haft det hårder end mig" sagde han med et venligt smil og tøret sine øjne. han tog blidt hendes hånd, "du pløs ikke fortælle mere jeg forstår" sagde han og kunne næsten ikke holde tårene tilbage, og han trode ellers at han havde haft det hårdt med at miste alle dem han kendte og familie med, han kigget op på himmelen "gid min og din familie må hvile i fred hvor end de så er nu" sagde han og fældet en tåre igen. han vidste ikke hvorfor men han følte at hun på en eller anden måde var hans lillesøster men det kunne ikke passe for hun døde jo i byen. men så igen hun plejede jo også at gå i skoven engang imellem.