Another day, another drama ~Josh

([For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.])

Det var en sen sen aften, den var ganske stille.. Der var næsten ikke en lyd at hører. Gyderne virkede så dragende samt truende, Zelda blev draget af mystik det var ikke altid så godt men hun kunne ikke gøre for det. Zelda var dog ret opmærksom, pludselig skreg hendes instinkter til hende at hun skulle løbe. Så at løbe var hvad hun gjorde, underligt nok.. Det var som om at hun blev jagtet, og endelig så var der ikke nogle.. Det var hendes tanker hendes angst der jagede hende som var hun et svagt lille dådyr der var blevet væk fra sin mor. Zelda løb hurtigere end hendes fødder kunne følge med, hun havde ingen steder at løbe hen.. Der var intet sted at kalde hjem, hun var alene. Zelda stoppede da hun løb ind i nogle, hurtigt hoppede hun et par skridt tilbage og sank en klump ganske kort. En vampyr nedstirrede hende med dens koldblodige blik, der borrede sig ind i hendes sjæl. "Hvad glor du på?" Spurgte hun spydigt og hævede på et ligegyldigt øjenbryn. Han viste tænder af hende og trådte truende frem imod hende. Zelda stod stille, med ret ryg. Vampyren greb omkring hendes hals og løftede hende op fra jorden. Automatisk løftede hun hendes hænder op imod hendes hals. Holdt sine elegante hænder ovenpå hans ene hånd for at fjerne den. Så trykkede han hende hårdt op af muren, så det dejlige engleblods duft blev båret rundt i gyderne af vinden. Han løsnede på sit greb så Zelda landede på sine fødder. Hendes blik gled op på vampyren som stadigvæk stirrede, nu bare mere end nogensinde. Ud af skyggerne kom flere og flere vampyrer til syne, deres øjne var fyldt med blodtørsten som djævel. Det varede ikke længe før den første vampyr valgte at sætte tænderne i hendes hals og suge til sig af hendes blod. Zelda nåede blot kun at gispe en gang før han trak sig væk, han faldt på knæ og begyndte at kaste blodet op.. Hvorpå at han besvimmede på stedet.. Det vidste blodsugerne nok ikke? Hendes blod var giftigt. Så satte hun i løb igen, da en ny fjende blottede sig. Dæmoner, englenes 'ærkefjende' eller kaldte man det 'naturlige fjende'? Uanset hvad, så var deres blik morderisk. Zelda så lidt på dem. Så har i tænkt jer at stirre hele dagen, eller skal der faktisk ske noget?" Spurgte hun flabet, hun var omringet af de kyniske væsner. Dæmoner og vampyrer var det samme hjerteløse.. Koldblodige. Der var for mange til at prøve at slås imod dem, det ville bare give bagslag. Men hun vidste godt de havde i tanker at slå hende ihjel, hun var jo ikke dum?
"Men lad os se hvem der går ned først. Mig eller jer."

Vinden tog en enkelt gang fat i hans skjorte, hev lidt i den med sit bidende gab. Han valgte at ignorere det. Det var sent om aftenen, normalt ville vagterne ikke have ladet ham gå ud alene, men han havde insisteret på at han sagtens kunne klare sig og at han bare behøvede at være alene. De lod ham gå til sidst. Nu gik han her igennem gyden, med et svagt smil på læben og de chokoladebrune øjne, dybt fokuseret på sine egne fødder der føltes ligeså tunge som cementpladder. Ved hans side fulgte den hvide kæmpeulv trop. Dets enorme poter dansede hen af den kolde gydejord, mens dets hvide pels glitrede som nyfaldet sne i måneskinnet. Navnet på dette væsen var intet ringere end Ghost. Ligeså lydløs som et spøgelse og ligeså hvid og fascinerende. Josh drejede en enkelt gang sit hoved, for at se på Ghost. Et svagt smil voksede, da ulven løftede sit eget hoved og så op på ham, med et par øjne der mindede om smeltet guld. Josh var stolt over at sådan et pragtigt dyr nu tilhørte ham. En kæmpeulv tilhøret ingen ringere end ham.
Pludselig stoppede Ghost op, løftede sine nakkehår, så de stod lige op i luften og trak mundvigen tilbage. De lange skarpe tænder skinnede i månelyset præcis som pelsen. Ud imellem dem undslap en knurren sig. En truende knurren der fik det til at gyse ned af ryggen på Josh.
"Ghost.. hvad.." han blev afbrudt ved lyden en pige stemme der snakkede med en truende toneleje. Før han overhovedet nåede at gøre noget, sprang Ghost forbi ham og satte i løb hen imod stemmen. De hvide poter svævede hen ad jorden og det varede ikke længe før han fandt sit mål. Han sprang på en af dæmonerne, satte de skarpe tænder i det blege kød og rev til. Et stort luns kød hang nu og dinglede imellem de massive kæber. Imellem blodbadet, kom Josh endelig frem og det overraskede ham at finde en helt gruppe af dæmoner, samt vampyrer, der alle havde lysten til at dræbe. Det strålede i deres mørke øjne. Han kiggede kort rundt efter Ghost. I stedet fik han øje på den unge engel ikke så langt væk fra blodbadet. Straks blev han klar over situationen, og måtte nu træde til for at beskytte sin race. Ghost fortsatte med at springe fra mand til mand. Det lykkedes for nogen at undvige, imens andre endte med at miste en arm eller ben.. Josh var hurtigt henne ved siden af englen. "Er du okay?" Han så spørgende på hende. Hurtigt så han hen imod fjenderne, der langsomt var ved at nærme sig dem begge. En af dem havde endda en daggert i sin ene hånd. Dem som ikke sloges imod Ghost, fokuserede nu kun på Zelda og Josh. Josh knyttede sine næver, så knoerne blev helt hvide. "Skal vi sige vi deler dem op? Du tager dem til højre og jeg tager dem til venstre?" hviskede han til hende, men tog ikke øjnene fra fjenderne, der nærmede sig som sultne rovdyr.