Maybe less drama than before... (Lori) (X)

Sneen var ikke så slem, selvom blæsten fik de kølige fnug til at ramme huden, og smelte, hvilket gav en klam og våd fornemmelse, frosten derimod var ikke den rareste, den fik det til at nive lidt i brystet, hvis man trak vejret for hurtigt.
Men forhåbentlig var vinter vejret snart slut! Alt denne sne, og frost, gjorde tingene langt mere besværlige! Denne havde også været tilfældet for Loris hjemrejse, efter han atter havde været hos Brunso! Turen havde endt med at tage 5 dage mere end planlagt, da der havde været flere dage, hvor han ikke havde kunne rejse, grundet for meget sne, eller for kraftig blæst, eller ligefrem en blanding af begge!
Så i stedet for at rejsen havde taget 14 dage, havde den der imod taget ham næsten 20!
Men endelig var han landet i Doomsville! Eller.. der var faktisk 3 dage siden at han var kommet tilbage, men den første tid, havde han brugt i sit gamle hjem, hos Trott, for at sove, og ikke mindst, få noget af alt Trotts "mirakel" the, der hjalp på at få kræfterne igen.

Nu gik han så her, i det allerede halve mærke, og den kolde og våde vind, der fik ham til at skutte sig lidt. Han kende vejen.. måske bedre end så mange andre her i byen. Måske lige med undtagelse, at vejen op til borgen, selvom han ikke havde megdt at gøre der oppe mere! Jo han havde da mødt Genevira! Byens hærskerinde. Men den dag var mildest talt enig lidt akavet, da hun og Sean, var endt med at blive uvenner, og Lori valgte at trække sig, for ikke at ende med at stå midt i noget, der mest af alt føltes som et familie drama. Han var rejst kort tid der efter, og havde nu været væk i hele 4 måneder! Særligt fordi rejsen hjem var endt med at tage noget længere tie, end han havde planlagt.

Men nu fandt han så sig selv her igen. Foran Deans dør. Den mærkelige fornemmeste i maven ramte ham øjeblikkeligt, da han bankede på døren. Hvorfor blev han ved med at få den følelse? Og hvorfor blev den nærmest kraftigere og kraftigere, for hver gang de skulle ses?
Han prøvede at bilde sig selv ind, at det var på grund af missionen. At det var anspændthed over det de havde gange i! Og på ingen måde havde noget med SEAN at gøre! Det nuttede jo heller ikke noget hvis det var tilfældet! Der var ikke andet mellem dem end arbejde, og intet andet!
Man kunne vel knapt nok kalde dem venner?
Han tog en dyb indånding, og pustede roligt ud. Og da døren blev åbnet, havde han heldigvis samlet sig selv.
Hvis det var butleren eller en tjenerinde der åbnede døren ville han præsentere sig.
"Goddag.. mit navn er Lori, jeg skulle tale med Hr.McGivens"

Han vidste godt at Sean allerede havde fortalt butleren, at Lori altid var velkommen, men man kunne jo ikke forlange at manden skulle kunne huske Lori efter blot ET møde.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] plus lange brune støvler.


Lori trådte indenfor, og rystede lidt af alt vandet af hans kappe, der var kommet grundet sneen. Samtidig rystede han hovedet en gang, får at få dråberne ud af håret, hvorefter han kørte fingrene  gennem det halvlange og fugtige hår, der fik det til at sidde lidt pjusket men dog tilbage strøget.
Han nikkede til butleren, da han spurgte om han skulle tage Loris overtøj. Et let smil gled over hans læber, mens butleren hyggesnakkede om hvad der PT foregik her i huset. Den gamle butler, var af langt færre ord. Han sagde ikke meget mere end der var nødvendigt. Og Lori kunne da heller ikke helt lade vær med at overveje, om Sean var den store fan af, at hans butler delte hvad der foregik, og ville foregå i fremtiden. Sean var meget privat, og der var langt fra alle han ønskede kende til hans planer… selv små planer som at sælge ting. Men det var jo ikke verdens undergang, ihverfald ikke for Lori.

Han bukkede sig ned, for at trække støvlerne, der ellers gik op til lige under knæet af. Kulden ramte hans fødder med det samme, trods strømperne, men heldigvis var der da tæpper på guldet, så hans tær ikke frøs HELT til is. Han rettede sig op, rettede lidt på tøjet, og derefter fulgte han med butleren op af trappen. En vej han kende alt for godt, måske endda ligeså godt som butleren.
Han vidste ikke helt hvorfor, men det gav faktisk lidt et sug i maven. Følelsen af at gå denne vej igen, trods hans arne, end normalt.
Han stoppede halvt bag butleren, da de kom ind i rummet, hvor Sean stod og så ud af sin terrassedør. Hans blik gled kort rundt i rummet, og han kunne næsten ikke lade vær med at smile lidt. Tænk en gang.. Sean var et rodehoved, når det tog ham! Manden hvor alt ellers skulle være så perfekt, og snor lige.
Hans blik gled hen til Sean igen, da han vende sig. Og han gengælde Seans varme smil. Det var rart at se manden igen. Trods deres lidt akavede afsted sidste gang, så var det rart at se ham igen. Han lod Butleren komme forbi igen, og så ganske kort efter ham, men vende derefter blikket mod Sean igen. Han kunne ikke helt lade vær med at trække på smilebåndet da Sean beklagede rodet.

Han rystede lidt på hovedet.
”du behøver slet ikke undskylde, jeg har lige brugt de sidste 3 dage i mit gamle hus, hvor jeg har navigeret rundt mellem alle Augusts bøger, urter, noter og så meget andet” grinte han lidt, mens han betragtede Sean bevæge sig hen over og forbi alt rodet.
”Jeg tror det eneste sted i huset der er gået fri, er mit gamle soveværelse ” han trak lidt på skuldrende. Egentlig kunne han ikke tillade sig at brokke sig! Han havde foræret Trott huset, så det var i virkeligheden en ren luksus at Lori stadig havde et værelse! Trott kunne lige så godt ha’ overtaget hele huset, og beordret at Lori ikke kunne komme i tide og utide, for at bo der et par dage. Men Trott havde ligefrem givet udtryk for, at han havde det bedst med at Lori kom og var der i ny og næ. Og måske endda at Lori ikke helt ”forsvandt” igen.
Det var nu heller ikke noget han havde planer om, men igen… han rejste utrolig meget PT, og Trott kunne jo aldrig vide, om Lori pludselig var død eller sådan noget, hvis han slet ikke viste sig.

”Men jeg kan da se, at du er i gang med den helt stor oprydning” konstaterede han, mens han så rundt.
”en særlig anledning eller?” spurgte han roligt, mens han vende blikket mod Sean igen. Måske manden havde planer om at skulle skrifte alt ud? Måske han havde tanker om at flytte? Eller måske husket skulle gøres mere venligt til, at der snart rande et lille en rundt.

Et studerende blik, hvilede på Sean. Der var et eller andet manden ikke fortalte… et eller andet, han prøvede at skjule. En del af ham havde lyst til at spørge mere ind til det, men så igen… var de overhoved så tætte at han kunne tillade sig det? Eller ville det virke som at indtrænge sig, på et område der ikke ragede ham? Hvis Sean ikke fortalte det, var det sikkert fordi, det ikke var noget Lori skulle høre om! Og det måtte han respektere. Derfor sende han også blot Sean et smil.
”det er også rart at få ryttet ud en gang i mellem” konstaterede han blot, og lod Sean have sin lille hemmelighed… i hvert fald for nu.

Han kunne ikke undgå at komme med et smil, da Sean snakkede om at have urter hængende. Og han kunne kun give manden ret. Somme tider, var lugten i huset også overvældende, når Trott arbejdede med alle sine urter, og miksture. Men Lori havde lært at leve med det, og det generede ham ikke så meget mere, heldigvis, var hans værelse jo også gået frit.

Lori fulgte med ud af værelset, et værelse, hvor han dog havde brugt sin del af timer. Oftest i sengen. Han fulgte med Sean ind i det andet værelse, og bevægede sig også selv hen mod pejsen.
Han små sukkede lidt, ved Seans spørgsmål.
”den var lang” konstaterede han blot. Han lænede sig op af pejsens kant, mens Sean fik tændt op i den.
”Sneen var voldsom, og blokerede vejene, vi måtte gøre hold, og blive der flere dage, inden vi kunne bevæge os ud igen, og den sidste del af turen, måtte jeg ride selv, da vognen havde svært ved at komme frem. Jeg kom til Doomsville for 3 dage siden, og de 3 dage, har jeg primært brugt på at komme til kræfter igen” lød det med et let træk på skuldren. Han så ned mod det brænde Sean var ved at tænde op i. Betragtede hvordan en lille flamme vågnede, og begynde at tage far i brændet. En øjeblikkelig varme begynde at brede sig, mod hans ben der var tættest på pejsens åbning.

Han stod lidt, og overvejede om han skulle sige andet, for at hyggesnakken kunne fortsætte, eller om han bare skulle komme til sagen. Han var stille i noget tid, og det gjorde også, at det man mest kunne høre i rummet, var den knitrende lyd af ilden, der var i gang med at spise sig vej gennem brændet i pejsen
”jeg fortalte Brunso om Isthar…” kom det pludselig lidt lavmælet fra ham. Hans blik vende ned mod hans egne fødder, og et kort sekund, var farven på hans sokker mere inbydende en den snak de skulle til at have.
”han virkede desværre lidt FOR interesseret hvis du spørger mig” lød det næsten nervøst fra ham,

Lori trak lidt på smilebåndet, da Sean nævnte at han ikke var ked af at være gået glip af den tur, som Lori lige havde været på, og han forstod ham udmærket godt! Han havde også hellere været turen foruden… men det var der nu flere grunde til!
Hans blik gled over på Sean da han sagde at det var okay, og at det jo hele tiden havde været planen. Og det vidste han også godt.. men han havde aldrig været fan af den plan! Det vidste Sean jo egentlig også godt! Men igen… der var ingen af dem der havde været fan af den del af planen, for der var selvfølgelig ikke nogle af dem, der havde lyst til at sætte en lille uskyldig piges liv i fare!
dog lettede det en del for Lori, da han hørte at Sean havde forstærket sikkerheden, og lavet andre måder hvorpå Sean nemmere ville kunne komme uden om et angreb, mod hans datter.
Han rettede sig op fra pejsens væg.
”det er jeg glad for at høre… jeg har haft en knude i maven siden jeg tog fra Doomsville for at tale med Brunso, og skulle fortælle ham om Isthar” sagde han mens han kørte en hånd gennem det stadig lidt fugtige hår.
Hans blik gled dog hen mod Sean igen, da dæmonen spurgte, om det så havde virket, og Brunso nu også troede på, at Lori havde skabt en relation til Sean igen, for at han kunne udspionere på Sean.
Så ja, Sean udtrygte det vel rigtig nok! Han var dobbelt agent. Han bilde Brunso ind, at han spionerede på Sean, for at vinde hans tillid, men i virkeligheden var det Brunso han udspionerede.
Lori sende Sean et let nik.
”det lader til det… han virkede i hvert fald en del mere rolig, og åben overfor mig, efter jeg fortalte om Isthar” nævnte han, inden han fandt vinduet, hvor han lænede sig op af vindueskarmen. Han trak lidt på smilebåndet.
”Dog var Brunso, efterfølgende MEGET interesseret i HVILKEN form for relation vi havde genoprettet” hans arme lagde sig over kors, dog på en mere eller mindre afslappet måde, og det var da også et lidt grinene smil han stod med til at starte med, men det varede ikke helt ved, for det HAVDE været svært for ham, at sige hvad de var. Han vidste udmærket godt, at de ikke var elskere mere! Hvilket også var for det bedste! Det ville blot skabe for mange problemer!
Men hvad var de egentlig? Kunne man stadig kalde dem venner? Stadig… havde de i virkeligheden nogle sinde været det? Når han tænkte tilbage, så huskehede han ikke en periode hvor de, havde været venner som sådan? De mødtes første gang med en hed nat, og derefter, var deres forhold nærmere en mentor og hans elev, inden de blev elskere, og til sidst et rigtigt par. Så hvad var de egentlig nu? Var der overhoved noget at gå tilbage til? Altså hvis ikke det lige var for denne opgave?
Loris blik, og udstråling, bar tydeligt præg af, at han var et helt andet sted, og at han var langt væk. Blikket hvilede mod en knast i gulvet, selvom ikke engang den blev opfanget! Jo mere han tænkte over alt det her, jo mere kom han i tvivl om det overhoved var en god ide? Og hvorfor gjorde han overhoved alt det her? For det var bestemt ikke for Natalies skyld! Han, af alle, ønskede nok mere end så meget andet at se hende blive vældet.
Men Sean havde været den der havde bedt om Loris hjælp! Var det virkelig så simpelt? Sean bad om noget, og Lori adlød?

Lori blev hevet tilbage til virkeligheden, da Sean spurgte ind til hvad Lori havde svaret. han vende blikket mod ham, men så fjernede det dog lidt igen, da Sean ligefrem kom med forslag til hvad Lori kunne have sagt, særligt, da der blev nævn elskere.
Lori rømmede sig lidt.
”jeg forklarede ham, at vi ikke havde set hinanden længe, så det var svært at beskrive præcis hvad du var for mig, men grundet vores fortid, havde vi stadig en omsorg og fortrolighed overfor hinanden” startede han ud, inden han rettede sig op og bevægede sig mod bakken med the og de små snaks. Han rakte ned, og tog et stykke af det tørrede frugt, han havde det som om at hans hals var blevet meget tør, nu hvor snakken var kommet ind på alt det her.
”jeg fortalte ham dog også, at efter vi var begyndt at se hinanden igen, var det som om nogle af de gamle følelser begynde at komme op til overfladen igen, hos os begge” han begynde at hælde the op til dem begge.
”altså… du ved… så det virkede mere overbevisende” skynde han sig så at sige.
Der var jo en del sandhed i det, men det havde han bestemt ingen intentioner om at fortælle Sean! Den slags havde de lagt bag sig for mange år siden! Der var en grund til at Sean stoppede forholdet, og de var begge andre steder nu!
Lori var langt fra den samme som den gang! Han havde ikke haft romantiske følelser for nogle i lang tid. Måske i virkeligheden ikke siden Sean? Han havde haft en ting for Kace, og han havde da holdt af mennesket! Men selvom det var tilfældet, havde hans følelser for Kace aldrig kunne måle sig, med de følelser han havde haft for Sean.
Og samtidig, havde han nok også altid vidst, at det aldrig ville kunne blive til noget med Kace! Han var et menneske, og selvom Kace ikke var svag overhoved, så var der SÅ stor en forskel på dem. Lori var et væsen der LEVEDE af at være sammen med andre, han var NØD til at slå ihjel, for selv at overleve, derfor ville han aldrig kunne være en potentil partner tro, og det var langt fra alle mennesker der kunne forstå det!
Reign havde haft svært ved at acceptere det, og Kace var en hunter, og derved en potentiel fjende, og det havde da også vist sig, at Lori havde måtte kæmpe mod ham og hans hunter venner.
Ja for at sige det lige ud, var Lori ikke ligefrem forholds kæreste typen længere. På trods af at han altid havde ELSKET en god romantisk bog, så var det ikke noget han brugte tid på mere. Romantik gjorde bare tingene langt mere besværlige, og der var pludselig alt for meget man skulle tage sig af, og man skulle tage hensyn til, og sådan var hans liv bare ikke indrettet mere.
Og når det kom til hans og Seans forhold til hinanden, ville det være en dissideret idiotisk ide at begynde på den slags igen! det ville i første omgang, sætte missionen i fare, der næst Loris liv, og så ville det i det hele taget bare være en dårlig ide.
Egentlig burde de holde sig langt fra hinanden! Det ville være noget rod, hvis de ende med at såre hinanden igen.

Lori tog en kop af sin the.
”men du kan være ganske rolig, vi behøver ikke begynde at skulle lade som om der er noget romantisk mellem os, jeg forsikrede Brunso om, at jeg ikke ville handle på disse ”følelser” da jeg jo ikke ville svigte ham” bemærkede han roligt. Det ville også gøre missionen lidt FOR spændende, hvis han pludselig havde en Brunso, der måske blev nervøs for at disse følelser kunne betyde, at Lori ville holde med Sean.
Bloddæmonen behøvede jo ikke vide, at det rent faktisk var tilfældet i virkeligheden. Lori kunne godt mærke, at han efterhånden skulle holde tungen lige i munden, for at holde styr på sine løgne, på hvad han fortalte til hvem, osv.

Lori stod lænet lidt op af bordet bag ham, med koppen i mellem sine hænder.
”men for at talte om noget lidt vigtigere i sagen… jeg tror måske jeg har et navn på den som Brunso skal bruge til ritualet” nævnte han så. Han satte koppen bag sig.
”Men jeg ved ikke hvem hun er, eller hvorfor hun er vigtig” han kløede sig let på hagen. ”jeg har aldrig hørt ham tale om hun, men jeg hørte ham skælde en af sine vægter ud, og der var han nemlig vred over at de ikke havde fundet hende endnu, og at de ikke kunne udføre ritualet uden hende?” Fortsatte han.
Han så mod Sean, med et næsten beslutsomt blik.
”hvis vi kunne finde hende først, kommer han ikke til at kunne udføre ritualet” Han rettede sig lidt op, og begynde i stedet at bevæge sig frem og tilbage foran bordet.
”vi er nød til at stoppe ham INDEN han får udført det ritual, ellers bliver det tæt på umuligt at klare ham” sagde han med en lidt frustreret kasten med skuldrende.

Et små skævt smil bredte sig på Loris læber, næsten lumskt, da Sean nævnte at det ikke var meget at gå efter.
"Du tror stadig jeg er helt amatø" grinte han lidt. Han rettede sig lidt op.
"Jeg har selvfølgelig gemt det bedste til sidst" lød det en smule drilsk fra ham.

Han vende sig mod Sean der nu sad i lænestolen.
"Brunso nævnte hende som Lexi"
Han stak hånden ind under sin vest, og trak et foldet stykke papir ud fra inderlommen. Han foldede det ud, og studerede kort billedet selv.
"Jeg kunne ikke nå så meget andet end en hurtig skitse" sagde han inden han bevægede sig over til Sean og rakte ham papiret.
På papiret var der en skitse tegning af en und kvinde. Selvom det var en hurtig skitse, var den ganske detaljeret.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Lori var trods alt en god tegner, han havde ofte skitseret ting, somme tider havde han også hjulpet Trott lidt med nogle tegninger af alle de planter han havde samlet.
"Brunso havde en tegning af hende på sit kontor.. jeg kunne ikke så godt snuppe tegningen med, da han sikkert ville opdage at det var væk.. så jeg måtte skynde mig at skitsere det det ned" nævnte han, inden han gik om på siden af Seans stol, så han selv kunne se med på billedet.
"Bag på tegningen stod der "min kære Alexia" så Lexi må være et kælenavn" konstaterede han.

Uden at tænke meget over det, satte han sig halvt på stolens armlæn, hvilket ende med at han sad lidt tættere på Sean, end han selv havde opdaget.
"Jeg kunne ikke så godt nævne hende for Brunso, da jeg jo egentlig ikke burde vide noget om hende" sagde han. Han trak lidt på skuldrene
"Men hvem hun er, hvad hun er, og hvorfor eller om hun er vigtig, ved jeg desværre  ikke rigtig... men han nævnte at de ikke kunne udføre ritualet uden hende" sagde han eftertænksomt.
"Men måske dine mænd er mere effektive end Brunso's" sagde han med et træk på skuldrene.
Han vende blikket ned mod Sean, hvilket først nu, gjorde ham opmærksom på, hvir tæt han egentlig sad på Sean. Han rømmede sig lidt, i det han måske lidt for hurtigt rejste sig, for at gå list væk.
Nu havde han lige fyret hele den dumme tale af, så ville det jo være temmelig underligt, at han sad så tæt på manden.
Eller tænkte han for meget over det?
Sandheden var jo lidt, at han ikke helt vidste hvordan men var venner med Sean.. og i virkeligheden var det overhoved heller ikke det han ville!
Selvfølgelig ikke ment som, at han hellere ville være uvenner med Sean! I virkeligheden venner slet ikke nok! Men hvordan skulle han lige forklare det? STOP!... Han skulle heller ikke forklare det! De var samarbejdspartner lige nu! Og hvis de skulle være NOGET andet, så kunne det kun blive venner!
Alt det andet, var et overstået kapitel! Og han nægtede at gøre sig selv til grin, ved at erkende sine følelser, for så at få en spand kold vand, i form af en afvisning i hovedet.
Sean havde gjordt det forbi den gang! Så hvorfor I alverden skulle han føle NOGET andet, end højest venskabelige følelser for Lori?

Lori så kort efter Sean da han forlod rummet. Han havde nu en god fornemmelse af hvorfor. Han åndede lidt ud, han vidste ikke selv, om det var en forløsning. En forløsning over, at der nu også var flere på sagen. Det havde ikke været nemt, at være ene om det hele. Men så igen, han vidste godt, at dette langt fra var overstået.
Lori måtte tilbage igen.. og ikke om alt for længe.

Han bevægede sig over til vinduet, hvor han så ud. Hans blik gled over omgivelserne. Som om han ledte efter noget. Han vidste ikke hvor mange af Brunso’s mænd der holde øje med ham.. eller i virkeligheden OM der var nogle der fulgte efter ham, men der var efterhånden begyndt, at lægge sig en form for paranoia hos ham. Han vidste aldrig hvem omring ham, han skulle holde øje med!
Han havde hurtigt lært den gang han var sammen med Sean, at selvom man troede man var alene, så var det langt fra tilfældet.
Ikke engang nu, hvor han var tilbage i byen. Det var uden tvivl nogle fra Seans klan der havde spottet ham, og fortalt Sean at han var tilbage i byen! Hvor skulle Sean ellers vide fra, hvor han skulle finde Lori? Han havde ikke været i sit gamle hjem, derimod, i et faldefærdigt og forladt hus, og alligevel havde Sean kunne finde ham. Så måske Brunso’s mænd kunne det samme?
Han stod i sine egen tanker da Sean kom ind igen, og blikket over omgivelserne, fjernede sig pludseligt til den anden dæmon i rummet i stedet, da han halvt vende sig om mod ham. Men dog kun for et øjeblik, blikket blev hurtigt vendt tilbage ud af vinduet.
Han stod lidt uden at sige så meget, inden han pludselig brød stilheden.
”Ville det ikke være meget nemmere, hvis vi blot ryttede Brunso af vejen?” hans stemme var lidt monoton. For i virkeligheden var det han forslog, slet ikke så lige til, som han selv fik det til at lyde.
Det ville blive farligt, og det ville ikke blive let.
Han vende sig endelig mod Sean.
”jeg ville sagtens kunne få ham i enerum… jeg ville kunne klare opgaven hurtigt, og så ville det hele være overstået” konkluderede han blot. Selvom tanken gjorde ham en kende nervøs, så virkede han dog ufattelig rolig, og fattet, selvom han lige nu stod og talte om at skulle slå en ihjel. Dette var nok en af de mest tydelige forandringer hos Lori, ud over selvfølgelig hans udseende. Før hen, ville Lori ikke engang kunne forslå at han skulle slå en anden ihjel… og nu stod han her, ganske fattet og afslappet, og talte om at lege snigmorder.

Han så på Sean.
”det ville spare os for en masse, jeg har svært ved at forstille mig, at der var en eneste, der ville turde udføre hans plan, efter han var væk… de fleste af de dæmoner der følger ham, er langt fra stærke, og slet ikke stærke nok til at få så meget styrke og magt, at de kunne lede en hel race, og vælde Natalie af pinden” forklarede han roligt.
Hans blik gled ud af vinduet en sidste gang. Der var ikke nogle, og han måtte regne med at Sean havde folk til at beskytte huset, hvis noget skulle ske. Trods alt, var Seans mænd en del mere trænet end Brunso’s var.

Han vidste ikke helt hvorfor, men da det beroligede ham på en måde, da Sean kom over og stod ved siden af ham, og pludselig, kunne han fokusere på haven, frem på alle mørke hjørner, hvor der potentielt kan stå nogle.
Der kom en knude i maven da Sean omtalte, at Lori skulle sige til hvis det hele blev for meget for ham. Og at Sean hellere ville trække Lori ud nu, end at se ham komme til skade. Han trak vejret lidt dybt. Han vidste godt at Sean havde ret i de ting han forklarede.
I virkeligheden var han jo godt klar over, at der ikke ville komme noget godt ud af at han blot fjernede Brunso fra ligningen. Det ville måske bare skabe mere ballade. Måske ville de andre dæmoner i hans flok blot, få mere blod på tanden! Og hvem ved, måske var Brunso faktisk den kloge af dem! De andre var måske hurtigere til at erklære krig med Natalie! Og en krig mellem dæmonerne, ville aldrig ende godt, det kunne kun føre til kaos, og et blodbad, og det ville ikke kun være dæmoner der ville blive fanget i denne krig!
”Jeg ved det…” konkluderede han blot. Han vidste jo at Sean havde ret.
”alt den forbandede politik” mumlede han lidt opgivende, mens hans blik stadig hvilede nu, på en vissen plante.

Det var ikke fordi Lori havde mistet modet på missionen! Nærmest tvært imod. Det lød underligt, men faktisk havde han ikke følt sig så levende i lang tid! Den gamle Lori, var nok allerede bukket under! Men den del af ham, var efterhånden langt væk.
”Presset er ikke blevet for stort… Men det ville være nemmere hvis jeg ikke havde andre at bekymre mig om” kom det lidt grublende fra ham, inden han vende blikket lidt mod Sean, men dog tilbage igen.
Han havde ikke længere sin egen sikkerhed at tænke på. Og selvom han vidste det var dumt, Sean kunne uden tvivl passe på sig selv, og han havde forsikret ham om, at sikkerheden omkring Isthar var i top, så kunne han stadig ikke undgå at bekymre sig.
Da han påtog sig opgaven, havde han regnet med at det ville blive nemt nok, for han bekymrede sig jo ikke længere om alle andre, dog stadig en smule dr. Trott, men det var mere fordi han stadig følte et ansvar for mennesket, og jo han holde af manden, men han havde ikke en samme bekymring for ham, men nærmere en beskytter trang.
Men det var kommet bag på ham, hvor meget det havde påvirket ham, at også Sean og hans familie var kommet i søgelyset.
Han sukkede lidt.
”jeg ved det er dumt… du er i stand til at passe på dig selv, måske endda bedre end mig, og jeg ved at sikkerheden omkring Isthar er som den skal være… men jeg havde ikke regnet med at det ville påvirke mig så meget” han vende sig mod Sean, og så seriøst på ham.
”Jeg vil ikke have at der sker jer noget, på grund af mig” lød det mere bestemt.
Egentlig var Lori ret ligeglad med sin egen sikkerhed, den del skulle han nok løse.

Loris blik fulgte Sean.
Han mærkede tydeligt Seans hånd mod sin skulder, noget han havde mærket mange gange, det var lidt som om det var Seans måde at berolige Lori på. Men da Seans hånd bevægede sig længere op, og nu kærtegnede Loris hals, stivnede han nærmest. Han kunne mærke hvordan hårnene i nakken rejste sig, og for et øjeblik, glemte han helt at trække vejret. Følelsen af Seans hånd mod hans hud, de varme fingre, der nu lå mod hans nakke og hals, var noget han virkelig havde savnet.
Han kæmpede med sig selv, for det han allermest havde lyst til, var at gengælde kærtegnet, eller lade sin kind læne sig ned mod Seans hånd, for at fortælle ham, at han værdsatte denne berøring.
Hans blik blev dog vent mod Sean da han begynde at tale.
Og nu blev denne alt for rare, velkendte og ligefrem rare følelse, istedet vendt om til en følelse af at Sean havde ret.
Lori havde ikke mange svagheder længere.. men hans ene og evige svaghed ville altid være Sean! Selv efter at han troede han var kommet videre, skulle der ikke andet til, end at Sean opsøgte ham, og bad ham om at påtage sig denne mission, før han villigt sagde ja, og endnu engang var involveret med Sean.
Men alligevel... var det eneste han ønskede lige nu, at Sean aldrig fjernede hånden, men derimod fjernede den lille afstand der stadig var mellem dem.
Han kunne ligefrem forstille sig følelsen af Seans hænder mod sin krop, og omvendt sine egne mod Seans.

Dog blev det hele afbrudt da Sean fjernede sin hånd. En tom og længselsfuld følelse bredte sig øjeblikkeligt, og Lori måtte huske på at trække vejret igen.
Og hans blik gled kort ned mod sine egne hænder, som en måtte trække lidt tilbage, for ikke at skjule den rysten de lige nu havde gang i. En rysten der var resultatet af, at holde dem tilbage fra blot at gribe Sean, presse sine læber mod hans, og kræve det han længes så meget efter!

Hans blik gled hurtigt op på Sean igen. Han lyttede til hans ord, og forstod hvad han mente. Tingene ville være nemmere uden alt det her politik, hemmeligheder og så videre.

Hans blik faldt mod Seans hånd, da han knyttede den, mens han talte om at knuse folks knogler.
Et skævt smil voksede på hans læber, så Sean nævnte at Lori nok ikke ville billige den slag.
Han lagde hovedet en smule på skrå og så på ham.
"Der er meget du ikke længere ved om mig Sean" han rettede sig lidt op, og ren instinktivt, strøg han sig over sine knoer.
"Jeg er ikke "allergisk" over for blod eller vold længere" sagde han næsten med en latter.
"Faktiak... har den her hemmeligheds mission, også gjordt at jeg savner en ordenlig kamp" konstaterede han.

Han stod lidt, inden et smil voksede lidt på hans læber. Han så på Sean en smule lokkende.
"Jeg ved hvor nogle af Brunso's mænd holder til...?" Han trak lidt på skuldrene, nærmest for at spørge, hvad Sean sagde.
Hvis Sean ville have lov til at mærke knogler der brækkede, og få blod på hænderne, ville det være det perfekte sted. Disse dæmoner, var ikke de stærkeste Brunso havde, men de ville helt sikkert give god modstand.

Sean havde selvfølgelig ret, da han sagde at det ville blive noget rod, hvis en af dem flygtede, og rabeterede til Brunso at Lori havde været med til at slå nogle af mændene ihjel. Hvis både Sean og Lori blev genkendt, så ville der nok ikke være nogle tvivl om hvor Loris loyalitet lå.
Men så igen? Lori ville nok kunne digte en historie der kunne få ham ud af det.
Hans hoved begynde allerede at brygge en historie sammen.
Egentlig ville det være lidt lige til. Sean havde opdaget, at der var nogle der holde øje med ham, og ville have Lori med til at dræbe dem, og Lori ville jo ikke kunne sige til Sean at de ikke kunne slå dem ihjel, fordi det var Brunsos navn, så for at opretholde sit dække, og stadig "nare" Sean, var Lori nød til at ofre nogle af Brunsos mænd.
Tja, det ville nok være en historie, som Brunso ville godkende, det ville bevie, at Lori kæmpede for sagen frem for alt.

Han kunne dog ikke helt lade vær med at smile lidt, over Sean, mens han nærmest stod og talte med sig selv, tydeligvis for at voudere med sig selv, om dette nu også var en god ide.
Smilet voksede lidt, som Sean gik med til dette, og bad Lori om at vise vej.
Han nikkede og begynde at gå ud af værelset, allerede med en nærmest spændt fornemmelse i kroppen.
For nogle år siden, havde dette virket som en helt absurd situation! Han havde aldrig selv følt sig spændt over, at skulle afsted for at slå nogle ihjel, og han havde nok ligefrem haft ubehag over, at Sean skulle den slags, men mange ting havde ændret sig, ISÆR Lori selv.
Han bevægede sig ned af trappen, og mod hoveddøren.
"Er der noget du mangler inden vi går?" Spurgte han roligt, og i så fald ville han vente på Sean, inden de bevægede sig ud i mørket.

(Sspringer lige frem)
-----------------

Efter lidt tid, var de endt i den mere fattige del af byen. Lori bevægede sig ned af en gade, men hele tiden med hans opmærksomhed rundt omkring dem. Han måtte sikre sig, at de ikke blev overvåget netop nu, de kulle nødig overraskes af at der var langt flere mænd end de kunne se.
Han drejede ned af en gennemgående gyde, og stoppede så for enden.
Han vende sig mod Sean, og pegede mod en bygning, hvor der kom et svagt lys ud af vinduerne. Huset bag tydeligt præg af, at det ikke var et hyggeligt hjem. Det var et af de huse der havde taget en del skade efter alle ødelæggelserne, og hvor der ikke var nogle der havde brugt tid på at bygge det op igen.
Han så på Sean.
"Jeg prøver at undersøge hvor mange der her, vent her imens" sagde han, inden han bevægede sig mod huset. Men i stedet for bare at kigge ind af vinduet, hoppede Lori op, og greb fat i kanten på en mur lige ved siden af, han trak sig op, og bevægede sig nu, bukket, og langsomt ind over toppen af muren. Han stoppede ved det ene vindue, hvor han iagttog mændene der inde, inden han gik videre til det næste vindue.

Efter lidt, kom han tilbage til Sean.
"Jeg håber du føler dig i topform" sagde han med lidt drilsk grin.
"Der er en 7-8 stykker" sagde han og så på Sean, med et udtryk, der tydeligt spurgte, om han stadig var sikker på det her.

Lori kunne lade vær med at smile, og næsten himle med højene over Seans kommentar, om at han havde prøvet værre. Selvfølgelig havde han det.. Lori vidste stadig ikke alt om Seans fortid, men han havde dog hørt om den tid hvor Sean bestemt ikke levede mellem de adelige, hvor politik, ikke var hans nor alene væben, og hvor kamparenaen ikke var bag hver sit skrivebord.
Før hen, havde han været lidt skræmt over den side af Sean, og den havde ligget så langt fra hans egen, og fra hvad han selv var. Den del havde ofte givet dem problemer i deres forhold, Sean havde gjordt alt hvad han kunne, for at lægge låg på sig selv, og Lori, havde forsøgt at være bare lidt af det Sean var... men virkelig uden helt.
Den gang havde han ikke helt forstået hvad der kunne give en mand, så mærke skyggesider... men den del måtte man sige, at han forstod, ivhertfald en del af nu, han var ikke længere selv denne nervøs og hjælpeløse dæmon, han havde selv fået sig sine skygge sider, og havde oplevet nogle ting... gjordt nogle ting, som han aldrig havde troet ville ske.

Lori gik med helt op til huset, og så på Sean, med et næsten ihærdigt blik. Han nikkede, da Sean spurgte om Lori var klar, og ligesom Sean trak han hætten tilbage.
Da døren bragede op, og man tydeligt kunne se de forvirrede, nervøse, men også vrede blikket, allerede på vej ind af døren, tog Lori -ligesom Sean - hænderne om på ryggen, for at klikke sine twin daggers ud af hylsteret.
Sean var allerede gået i kødet på de første, så nu var det Loris tur.
Uden tøven, og med et hurtigt tempo, bevægelse han sig mod de 2 første der stod foran ham, og uden så meget som at tøve, blev den første af dem, snittet i armen.
Heldigvis gjorde disse mænd modstand, og prøvede ikke vare at stille af. Havde de prøvet på at stikke af, så måtte Sean og Lori jagte dem, og det ville også være fint nok, men når de valgte at gøre modstand, så fik man lige mere sjov ud af det.

Lyden af knogler der brækkede, knive der snittede i tøj og kød, gav en underlig rus! For ikke at tale om blodet der efterhånden var sprøjtet rundt, både på gulve og vægge. Den første der faldt på Loris hånd, havde bestemt kæmpet godt, men nu hvor Loris ene dagger gled broblemløst, og tværs over mandens hals, og efter lod et fint snit over halsen, og nu et lille vandfald af blod, der faldt han til gulvet. Men Lori havde ikke tid til at betragte synet ret meget, åbenbart generede det den anden han slaget med, at hans makker lige var død, i hvertfald, blev han en del mere agrasiv, og trak nu også er sværd.

Lyden af klinger mod hinanden, fyldte nu også rummet, det var et tungt svær, og trods det kunne gøre skade, så var det netop dets tunghed, der gjorde det nemmere at komme uden om her inde. Og da det var tydeligt, at denne fyr bestemt ikke var vant til st slås, tog det ikke Lori mange øjeblikket, før at han havde fået sparket våbnet ud af fyrens hænder. Med endnu et velplaceret spark lige i brystet, mistede fyren balancen, og landede på gulvet.
Lori satte sig halvt ned over ham, og det var vidst først der, hvor fyren virkelig opdagede dem han havde kæmpet med.
"Lori?" Mumlede han.
Et smil bredte sig over Loris læber. Hvorfor gav det sådan en fed følelse i kroppen, når der lå en hjælpeløs på gulvet, klar til at miste sit liv.
Med et veltilfreds smil, lod han sin ene dagger spidde fyren i halsen, hvilket der så desværre resulterede i, at manden hostede blod op, og noget af det, ramte Lori.

Okay! Han måtte overgive sig! Sean havde haft ret.. for nogle år tilbage, ville slt dette frastøde ham! Han ville nok allerede ved de første blodsdråbe ha kastet op, eller stået stivnet i et hjørne, skræmt som et menneske.
Men han var ikke et menneske! Han var en dæmon, og endelig levede han op til den del af sig!
Jo han havde været på missioner før, ageret snigmorder en gang eller 2, men det var altid noget der havde formået i stilhed.
Dette... var alt andet end i stilhed.
Der var så mange lyde, lygte, følelser og med hvad han havde regnet med, så sugende at villigt det hele til sig, og nød det.

Lyden af folks knogler der brækkede under hans slag eller spark, lyden der kom, når hans daggert flænsede deres hud, og spruttede deres klæder op.

Et øjeblik med stilhed, første etage overvundet, og Lori stod i en skjorte der engang var hvid -han vidste ikke engang, hvornår han havde smidt eller mistet sin jakke - hjertet hamrede løs, og adrenalinen bumpede gennem hans system, og gav en næsten... berusende fornemmelse!
Hans blik fangede Sean der var på vej op af trappen, og han fulgte lyn hurtigt med.
Op af trappen, hvor han hørte Seans brøl, og selvom det blot var Seans stemme, lød det næsten som et angrebssignal, og Lori fulgte det. Han sprang nærmest op SF trappen, og angreb den første der kom mod ham.
Lori havde dog ikke HELT regnet med mandens styrke, for før Lori vidste af det, var det ham der lå på gulvet. Han var nok kun heldig, at fyren ikke havde nogle våben på sig, men den knytnæve Lori mærkede mod sin side, resulterede i en niende smærte, og en knækkede lyd. Sikkert et af hans riben der gav efter.
Med en hurtig bevægelse, svang Lori et ben om nakken på manden, og et under den ene arm, lod dem mødes på mandens ryg, og klemte så til.
Et trick der ville lukke for luftvejene, den store mand, begynde at hive efter vejret, og gjorde alt hvad han kunne for at få Lori af, hvilket resulterede i et slag med det allerede dårlige riben. Han præsterede dog at holde fast.
Ud af øjenkrogen kunne han se at endnu en mand, var på vej mod dem, og ham her havde et sværd. Der var ikke tid til at dræbe den store fyr her langsomt. Lori greb hurtigt hans daggert, han ellers havde tabt, og men hurtig bevægelse, blev den spidet lige mod landets hoved, hvor den gik gennem hans tænning på den ene side, og ud på den anden.
Hvilket dog resulterede i nærmest en flod af blod, lige ned over Lori. Den malede hans ansigt, hår og rasten af ham rødt, og den store mand fladt sammen over ham. Han havde dog ikke tid til at ligge der, han måtte op, inden manden med sværdet fik svunget det. Han kastede manden til side, og fik rejst sig, lige i tide til at afværge slaget med sine daggerts.
Han kom på benene, og nu lød en gennemtrængende lys, af metal der ramte hinanden med kraft og hurtighed.
Nærmest hver en bevægelse gjorde ondt, og nev i siden, grundet hans tydeligt brækkede riben, men heldigvis gjorde adrenalinen, at han ikke bemærkede det voldsomt.

Manden rykkede hen mod ham, og Lori undveg, dog ikke uden af blive snittet af sværdet.
En svigene fornemmelse i sin arm spredte sig. Og i en hurtig bevægelse, lod han sin ene daggert gå gennem mandens lår, hvilket fik manden til at falde ned på sit knæ. Med et hårdt spark mistede manden grebet om sit svær.
En daggert blev Hamlet ned i skulderen på manden, lige det sted, der ville sørge for at armen var så godt som lammet, og så et snit i det andet lår, et stik i den anden overarm.
Alt dette efterlod manden, knurrende, ømmende, og nærmest bedende for sit liv.

Om det var blodet i hans ansigt der gjorde hans blik rødt, eller om det var blodsugen, der gjorde vidste han ikke. Men helt imod Loris tidligere natur, greb han nu fat om struben på manden. Et hårdt klem, fik manden til at gispe efter vejret, som luftvejene blev spæret. Et nærmest modbydeligt smil bredte sig på hans læber, som han lavede et vildsomt ryg med hånden, og rev struben ud på manden.
Han stod nu med mandens inde hals i sin hånd, mens hans blik gled over mod Sean.

Der måtte efterhånden ikke være flere her, men det var nok bedst at tjekke.