Maybe less drama than before... (Lori) (X)

S: Seans hjem i Terrorville
O: Beskrives
T: Eftermiddag i det nye år
V: Gråt, et let snevejr og frost.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

X - advarsel. Emnet indeholder blodige scenarier, der måske ikke er for alle. Indeholder seksuelle scener.

Bogen gled i med et lille smæk. Lyden rungede mellem rækkerne af bøgerne i det mørke og støvede lokale. Seans private bibliotek. En samling af alle de bøger han havde samlet på igennem livet. Nogle havde han knap nok læst en gang. Andre var slidte i kanten efter han havde læst dem igen og igen. En udvalgt lille samling var låst inde i et skab...
Og det var dette åbne skab han stod foran. De mest sjældne af de bøger han ejede. De ældste, de mest skrøbelige, dem med flest hemmeligheder. Han var ingen mørk magiker, så det var ikke fordi han gemte på magibøger der kunne ændre verden. Men andre hemmeligheder. Om verden. Og om dæmoner.
Med et svagt suk tvang han sig selv til at lægge bogen ind igen. Burde han brænde den? Læse den igen, selv om han allerede havde læst den mange gange?
Han lukkede dørene, drejede nøglen og tog den ud. Nøglen blev gemt bag et løst fragment i en anden bogreol. På plads lignede den bare en del af træværket, som holdt hele bogreolen på plads. Sådan havde han mange gemmesteder rundt om i hele huset.
Men ingen kom i biblioteket.
Ikke bulteren, ikke tjenestefolkene, ikke børnene. Ja, en elsker eller to havde fået lov. Til at sidde i lænestolen ved vinduet og læse i skæret af krystallerne. Men aldrig dette skab.
Nej. Ritualer kun for dæmoner var en speciel læsning, som ikke tilkom alle. Hvordan man blev en archdemon. En søgen og lærdom han selv havde brugt mange ressourcer på...Dengang.

Døren til biblioteket blev også låst, som Sean begav sig tilbage til sit eget værelse. Han var ved at rydde op i det. Han havde knap nok brugt det i flere år, så støv og gamle ejendele var stablet side om side. Det, og så føltes rummet ikke...Som hans, mere. Det skulle friskes op. Afspejle hvad han ville nu.
Vende tilbage til natlige gæster af alle slags. Men stadig skjule hans hemmeligheder, stadig give ham plads til at sidde og slappe af når han ønskede det, ved altanen eller i døren i skæret fra solen eller månen.
Døren stod på vid gab. Kasser var trukket ud af værelset, og en tjenerinde sad på knæ og var ved at vaske nogle ting af i en stor balje.
"Hvad med denne, Herre?"
Hun skubbede en svedig lok væk fra øjnene, da hun rakte ham en lille dolk. Støvet, endnu, men man kunne fornemme hvor smuk den var. Snirklede mønstre, små ædelstene...
Sean holdt den op foran sig et øjeblik.
I virkeligheden ubrugelig i alt sin pragt. En gave fra nogle adelige da han var blevet hersker af Doomsville. Ikke en genstand han holdt af.
"Støv den af og få den solgt"
Hun nikkede og tog forsigtigt imod den igen. Selv om hun måtte tænke over hvor længe den kunne brødføde hendes egen familie, sagde hun intet over Seans ligegyldighed med genstanden. Og Sean lod hende arbejde, da han gik over til altandøren og åbnede den. Et pust af frostkold luft hvirvlede ind i lokalet og jog de store støvskyer på flugt. Et let lag sne og is lå på altanen.
Koldt. Forfriskende. Men ikke noget hans løse bukser og gamle løse skjorte kunne holde ham varm i. Men for et øjeblik nød han den friske luft, og dens løfter. De nøgne fødder borede sig ned i det tykke gulvtæppe, der havde holdt gulvets kulde på afstand i rummet i flere år. Måske han burde få købt et nyt.
Ja, alt skulle fornys. Også de tunge gardiner. Måske noget mere let?

Sneen var ikke så slem, selvom blæsten fik de kølige fnug til at ramme huden, og smelte, hvilket gav en klam og våd fornemmelse, frosten derimod var ikke den rareste, den fik det til at nive lidt i brystet, hvis man trak vejret for hurtigt.
Men forhåbentlig var vinter vejret snart slut! Alt denne sne, og frost, gjorde tingene langt mere besværlige! Denne havde også været tilfældet for Loris hjemrejse, efter han atter havde været hos Brunso! Turen havde endt med at tage 5 dage mere end planlagt, da der havde været flere dage, hvor han ikke havde kunne rejse, grundet for meget sne, eller for kraftig blæst, eller ligefrem en blanding af begge!
Så i stedet for at rejsen havde taget 14 dage, havde den der imod taget ham næsten 20!
Men endelig var han landet i Doomsville! Eller.. der var faktisk 3 dage siden at han var kommet tilbage, men den første tid, havde han brugt i sit gamle hjem, hos Trott, for at sove, og ikke mindst, få noget af alt Trotts "mirakel" the, der hjalp på at få kræfterne igen.

Nu gik han så her, i det allerede halve mærke, og den kolde og våde vind, der fik ham til at skutte sig lidt. Han kende vejen.. måske bedre end så mange andre her i byen. Måske lige med undtagelse, at vejen op til borgen, selvom han ikke havde megdt at gøre der oppe mere! Jo han havde da mødt Genevira! Byens hærskerinde. Men den dag var mildest talt enig lidt akavet, da hun og Sean, var endt med at blive uvenner, og Lori valgte at trække sig, for ikke at ende med at stå midt i noget, der mest af alt føltes som et familie drama. Han var rejst kort tid der efter, og havde nu været væk i hele 4 måneder! Særligt fordi rejsen hjem var endt med at tage noget længere tie, end han havde planlagt.

Men nu fandt han så sig selv her igen. Foran Deans dør. Den mærkelige fornemmeste i maven ramte ham øjeblikkeligt, da han bankede på døren. Hvorfor blev han ved med at få den følelse? Og hvorfor blev den nærmest kraftigere og kraftigere, for hver gang de skulle ses?
Han prøvede at bilde sig selv ind, at det var på grund af missionen. At det var anspændthed over det de havde gange i! Og på ingen måde havde noget med SEAN at gøre! Det nuttede jo heller ikke noget hvis det var tilfældet! Der var ikke andet mellem dem end arbejde, og intet andet!
Man kunne vel knapt nok kalde dem venner?
Han tog en dyb indånding, og pustede roligt ud. Og da døren blev åbnet, havde han heldigvis samlet sig selv.
Hvis det var butleren eller en tjenerinde der åbnede døren ville han præsentere sig.
"Goddag.. mit navn er Lori, jeg skulle tale med Hr.McGivens"

Han vidste godt at Sean allerede havde fortalt butleren, at Lori altid var velkommen, men man kunne jo ikke forlange at manden skulle kunne huske Lori efter blot ET møde.

Butleren åbnede døren, og et koldt pust slog ham i møde. Alligevel blev butleren stående hvor han var, glippede kort med øjnene, før blikket gled ned over den nye gæst.
"Ah, selvfølgelig. Kom ind, Hr!"
Butleren trak sig, så Lori kunne komme ind af den åbne dør. Indenfor var der læ, og lidt varmere - men selv ikke Sean havde en pejs stående i alle rum, og det kolde marmorgulv hjalp ikke på det. I stedet var der blevet rullet ekstra tæpper ud der hvor folk gik mest, så man kunne gå fra A til B uden at fryse fødderne helt af.
Der var en smule mere rodet end normalt. Seans nye tendens til at få ryddet op var ikke startet i hans værelse, men også i andre rum, så flere anonyme kasser med diverse småting (og enkelte møbler eller store malerier), stod opmagasineret i den store entre. Det fjernede noget af den ekko der ellers normalt kunne være.
"Skal jeg tage Deres overtøj? Herren er fordybet i arbejde. Han er ved at rydde op i gamle ting, så De må undskylde rodet i huset. Mange af tingene står til at blive solgt, når vejen er lidt mere farbare igen. Mindre frost" bemærkede butleren, fyldt med småsnak, som han eventuelt hjalp Lori ud af overtøjet og hang det på en stumtjener.
"Denne vej"

Turen var vel nok velkendt for Lori. Op af den store trappe, til venstre for oven nogle få trin endnu, før gangen der førte til gæsteværelse, et bibliotek og ikke mindst Seans eget lokale. Med døren åben var der ikke meget til at gemme det umiddelbare kaos.
Sean, fordybet i sine egne tanker, opdagede dog ikke gæsterne med det samme.
"Ahem!"
Butleren bankede let på den åbne dør.
"De har fået gæster, Herre! Skal jeg bringe Jer noget the måske?"

Sean vendte sig roligt om og så fra butleren til Lori. Et naturligt smil gled over ham ved den øjeblikkelige gensynsglæde. Om den var ønsket så stærkt eller ej. Han trak vejret dybt og nikkede let til butleren.
"Ja...Ja, tak. Måske i gæsteværelset, hvor der er mindre rodet"
Butleren bukkede svagt og forlod dem.

Sean vendte sig og lukkede den åbne altandør, før han igen vendte sig om mod Lori og gik ham i møde. Ikke uden at skræve over nogle ting på gulvet først. En lille forhindringsbane.
"Lori. Jeg er glad for at se dig. Det er....Ja, beklager rodet. Nyt projekt. Men som sagt kan vi sætte os et andet sted...Jeg tvivler på det er særlig gunstig at sidde blandt en masse kasser og ting"
Sean lod selv blikket glide over sit rum, som om det først nu gik op for ham hvor mange ting der stod over det hele.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] plus lange brune støvler.


Lori trådte indenfor, og rystede lidt af alt vandet af hans kappe, der var kommet grundet sneen. Samtidig rystede han hovedet en gang, får at få dråberne ud af håret, hvorefter han kørte fingrene  gennem det halvlange og fugtige hår, der fik det til at sidde lidt pjusket men dog tilbage strøget.
Han nikkede til butleren, da han spurgte om han skulle tage Loris overtøj. Et let smil gled over hans læber, mens butleren hyggesnakkede om hvad der PT foregik her i huset. Den gamle butler, var af langt færre ord. Han sagde ikke meget mere end der var nødvendigt. Og Lori kunne da heller ikke helt lade vær med at overveje, om Sean var den store fan af, at hans butler delte hvad der foregik, og ville foregå i fremtiden. Sean var meget privat, og der var langt fra alle han ønskede kende til hans planer… selv små planer som at sælge ting. Men det var jo ikke verdens undergang, ihverfald ikke for Lori.

Han bukkede sig ned, for at trække støvlerne, der ellers gik op til lige under knæet af. Kulden ramte hans fødder med det samme, trods strømperne, men heldigvis var der da tæpper på guldet, så hans tær ikke frøs HELT til is. Han rettede sig op, rettede lidt på tøjet, og derefter fulgte han med butleren op af trappen. En vej han kende alt for godt, måske endda ligeså godt som butleren.
Han vidste ikke helt hvorfor, men det gav faktisk lidt et sug i maven. Følelsen af at gå denne vej igen, trods hans arne, end normalt.
Han stoppede halvt bag butleren, da de kom ind i rummet, hvor Sean stod og så ud af sin terrassedør. Hans blik gled kort rundt i rummet, og han kunne næsten ikke lade vær med at smile lidt. Tænk en gang.. Sean var et rodehoved, når det tog ham! Manden hvor alt ellers skulle være så perfekt, og snor lige.
Hans blik gled hen til Sean igen, da han vende sig. Og han gengælde Seans varme smil. Det var rart at se manden igen. Trods deres lidt akavede afsted sidste gang, så var det rart at se ham igen. Han lod Butleren komme forbi igen, og så ganske kort efter ham, men vende derefter blikket mod Sean igen. Han kunne ikke helt lade vær med at trække på smilebåndet da Sean beklagede rodet.

Han rystede lidt på hovedet.
”du behøver slet ikke undskylde, jeg har lige brugt de sidste 3 dage i mit gamle hus, hvor jeg har navigeret rundt mellem alle Augusts bøger, urter, noter og så meget andet” grinte han lidt, mens han betragtede Sean bevæge sig hen over og forbi alt rodet.
”Jeg tror det eneste sted i huset der er gået fri, er mit gamle soveværelse ” han trak lidt på skuldrende. Egentlig kunne han ikke tillade sig at brokke sig! Han havde foræret Trott huset, så det var i virkeligheden en ren luksus at Lori stadig havde et værelse! Trott kunne lige så godt ha’ overtaget hele huset, og beordret at Lori ikke kunne komme i tide og utide, for at bo der et par dage. Men Trott havde ligefrem givet udtryk for, at han havde det bedst med at Lori kom og var der i ny og næ. Og måske endda at Lori ikke helt ”forsvandt” igen.
Det var nu heller ikke noget han havde planer om, men igen… han rejste utrolig meget PT, og Trott kunne jo aldrig vide, om Lori pludselig var død eller sådan noget, hvis han slet ikke viste sig.

”Men jeg kan da se, at du er i gang med den helt stor oprydning” konstaterede han, mens han så rundt.
”en særlig anledning eller?” spurgte han roligt, mens han vende blikket mod Sean igen. Måske manden havde planer om at skulle skrifte alt ud? Måske han havde tanker om at flytte? Eller måske husket skulle gøres mere venligt til, at der snart rande et lille en rundt.

Flytning. Det var en sær ide, at skulle flytte, fra et hus han i sin tid havde fået indrettet præcis til sig selv. Men tiderne var nye, og måske var ideen om at flytte slet ikke så underlig endda. Ingen sagde han behøvede sælge dette hus. Tværtimod kunne det blive Delilah og børnenes. Det eneste han ikke brød sig om, ville være at Isthar så boede adskilt fra sine forældre. Enten uden mor eller uden far - og nok oftere det sidste, imens hun var så lille. Så tanken om at flytte blev ikke før om nogle år.
Sean sukkede tungt. Skuldrene faldt en ekstra halv centimeter, da han vendte sig om og så på rodet sammen med Lori.
"Det..."
Hvad skulle han sige?
"Der er ingen anledning andet end lyst. Og behov" svarede han så, da han så tilbage på Lori. For dem der kendte Sean, ville man kunne fornemme der lå mere bag det, end Sean gav udtryk for. Noget personligt.
Sean ryddede op og smed ud. Skiftede ud. Fordi det var nye tider, og fordi han følte han sad fast i alt for meget.
Der skulle ske ændringer. Dette var året for forandringer. Ja, tro det eller lad være, men Sean arbejdede med personlig vækst! I hvert fald...Til en grænse.
Og det var på ingen måde noget han formåede at sætte ord på, eller havde lyst til at indrømme.
"Jeg har fået at vide at ophængte urter er gode at have. Duftene skulle gøre noget for ens sjælefred...Og jage udyr på flugt. Jeg hælder nok mest til det sidste. Men nu er jeg ikke typen der ønsker en tung lugt af lavendel i mit soveværelse" bemærkede han drillende til Lori, ved snakken om urter. I stedet forlod Sean værelset og ventede på at Lori fulgte med.
"Så, hvordan var rejsen tilbage?"
Hvis Lori fulgte med, ville Sean vise vej til gæsteværelset lidt skævt overfor. Rummet var koldt, for Sean havde ikke forventet at bruge det i dag. Så han gik selv direkte over til ildstedet for at starte ilden.
I rummet var der en stor himmelseng, og ved pejsen to lænestole. Langs væggene var der enten et skab til tøj, eller en reol med enkelte bøger og et par ligegyldige nipsting man ikke kunne undgå at få ind i huset. Men som Sean personligt var helt og aldeles ligeglad med - så kunne de pynte for gæsterne, trods alt.

Et studerende blik, hvilede på Sean. Der var et eller andet manden ikke fortalte… et eller andet, han prøvede at skjule. En del af ham havde lyst til at spørge mere ind til det, men så igen… var de overhoved så tætte at han kunne tillade sig det? Eller ville det virke som at indtrænge sig, på et område der ikke ragede ham? Hvis Sean ikke fortalte det, var det sikkert fordi, det ikke var noget Lori skulle høre om! Og det måtte han respektere. Derfor sende han også blot Sean et smil.
”det er også rart at få ryttet ud en gang i mellem” konstaterede han blot, og lod Sean have sin lille hemmelighed… i hvert fald for nu.

Han kunne ikke undgå at komme med et smil, da Sean snakkede om at have urter hængende. Og han kunne kun give manden ret. Somme tider, var lugten i huset også overvældende, når Trott arbejdede med alle sine urter, og miksture. Men Lori havde lært at leve med det, og det generede ham ikke så meget mere, heldigvis, var hans værelse jo også gået frit.

Lori fulgte med ud af værelset, et værelse, hvor han dog havde brugt sin del af timer. Oftest i sengen. Han fulgte med Sean ind i det andet værelse, og bevægede sig også selv hen mod pejsen.
Han små sukkede lidt, ved Seans spørgsmål.
”den var lang” konstaterede han blot. Han lænede sig op af pejsens kant, mens Sean fik tændt op i den.
”Sneen var voldsom, og blokerede vejene, vi måtte gøre hold, og blive der flere dage, inden vi kunne bevæge os ud igen, og den sidste del af turen, måtte jeg ride selv, da vognen havde svært ved at komme frem. Jeg kom til Doomsville for 3 dage siden, og de 3 dage, har jeg primært brugt på at komme til kræfter igen” lød det med et let træk på skuldren. Han så ned mod det brænde Sean var ved at tænde op i. Betragtede hvordan en lille flamme vågnede, og begynde at tage far i brændet. En øjeblikkelig varme begynde at brede sig, mod hans ben der var tættest på pejsens åbning.

Han stod lidt, og overvejede om han skulle sige andet, for at hyggesnakken kunne fortsætte, eller om han bare skulle komme til sagen. Han var stille i noget tid, og det gjorde også, at det man mest kunne høre i rummet, var den knitrende lyd af ilden, der var i gang med at spise sig vej gennem brændet i pejsen
”jeg fortalte Brunso om Isthar…” kom det pludselig lidt lavmælet fra ham. Hans blik vende ned mod hans egne fødder, og et kort sekund, var farven på hans sokker mere inbydende en den snak de skulle til at have.
”han virkede desværre lidt FOR interesseret hvis du spørger mig” lød det næsten nervøst fra ham,

Sean tog et par stykker brænde fra den kurv der stod ved siden. Med bekendtskaber der gjorde tingene meget spontant, var alle rummene altid forberedt. I hvert fald her om vinteren. Kurve med brænde og optændingspinde var spredt ud over hele huset. Brænde blev heldigvis ikke for gammelt - ikke på den måde.
Med en tændstik fik han langsomt fat i de tørre blade og småpinde, der fungerede til at tænde op i pejsen. Han blev siddende på hug og holdt øje med at ilden tog fat. Og lyttede til Lori imens.
"Ah ja...Vi har fået meget sne og frost på det sidste. Jeg er ikke ked af at gå glip af sådan en tur" bemærkede han let, før han rejste sig op og børstede hænderne mod hinanden for at fjerne støv fra brændet. Han så over på Lori, lod blikket glide ned over mandens krop. Som kunne Sean selv se tegn på hvor hård turen egentlig havde været. Men Lori lignede sig selv. Sit nye-selv, vel at mærke. Det var ikke en dårlig ting. Tværtimod.

Sean trak vejret dybt og lod langsomt luften komme ud igen. Han nikkede svagt til de lavmælde ord.
"Det er okay Lori. Det var planen, og siden du rejste har jeg forstærket beskyttelsen omkring hende. Til tider på trods af hendes mor"
Et svagt smil spillede på Seans læber ved tanken. Ekstra vagter eller omveje og genveje stod ikke altid på Delilahs ønskeliste. Ikke at Delilah ønskede det bedste for børnene - det gjorde hun. Det havde ikke været uden et par hårde ord i Seans retning, for at sætte et spædbarn i en potentiel farlig situation. Årets far.
"Virkede det? Tror han på du er dobbeltagent?"
I det mindste måtte det ikke være for ingenting. Derfor følte Sean sig en smule anspændt ved spørgsmålet. Han ville ikke sætte Isthar i fare for ingenting...Så det måtte virke. Det skulle virke.

Lori trak lidt på smilebåndet, da Sean nævnte at han ikke var ked af at være gået glip af den tur, som Lori lige havde været på, og han forstod ham udmærket godt! Han havde også hellere været turen foruden… men det var der nu flere grunde til!
Hans blik gled over på Sean da han sagde at det var okay, og at det jo hele tiden havde været planen. Og det vidste han også godt.. men han havde aldrig været fan af den plan! Det vidste Sean jo egentlig også godt! Men igen… der var ingen af dem der havde været fan af den del af planen, for der var selvfølgelig ikke nogle af dem, der havde lyst til at sætte en lille uskyldig piges liv i fare!
dog lettede det en del for Lori, da han hørte at Sean havde forstærket sikkerheden, og lavet andre måder hvorpå Sean nemmere ville kunne komme uden om et angreb, mod hans datter.
Han rettede sig op fra pejsens væg.
”det er jeg glad for at høre… jeg har haft en knude i maven siden jeg tog fra Doomsville for at tale med Brunso, og skulle fortælle ham om Isthar” sagde han mens han kørte en hånd gennem det stadig lidt fugtige hår.
Hans blik gled dog hen mod Sean igen, da dæmonen spurgte, om det så havde virket, og Brunso nu også troede på, at Lori havde skabt en relation til Sean igen, for at han kunne udspionere på Sean.
Så ja, Sean udtrygte det vel rigtig nok! Han var dobbelt agent. Han bilde Brunso ind, at han spionerede på Sean, for at vinde hans tillid, men i virkeligheden var det Brunso han udspionerede.
Lori sende Sean et let nik.
”det lader til det… han virkede i hvert fald en del mere rolig, og åben overfor mig, efter jeg fortalte om Isthar” nævnte han, inden han fandt vinduet, hvor han lænede sig op af vindueskarmen. Han trak lidt på smilebåndet.
”Dog var Brunso, efterfølgende MEGET interesseret i HVILKEN form for relation vi havde genoprettet” hans arme lagde sig over kors, dog på en mere eller mindre afslappet måde, og det var da også et lidt grinene smil han stod med til at starte med, men det varede ikke helt ved, for det HAVDE været svært for ham, at sige hvad de var. Han vidste udmærket godt, at de ikke var elskere mere! Hvilket også var for det bedste! Det ville blot skabe for mange problemer!
Men hvad var de egentlig? Kunne man stadig kalde dem venner? Stadig… havde de i virkeligheden nogle sinde været det? Når han tænkte tilbage, så huskehede han ikke en periode hvor de, havde været venner som sådan? De mødtes første gang med en hed nat, og derefter, var deres forhold nærmere en mentor og hans elev, inden de blev elskere, og til sidst et rigtigt par. Så hvad var de egentlig nu? Var der overhoved noget at gå tilbage til? Altså hvis ikke det lige var for denne opgave?
Loris blik, og udstråling, bar tydeligt præg af, at han var et helt andet sted, og at han var langt væk. Blikket hvilede mod en knast i gulvet, selvom ikke engang den blev opfanget! Jo mere han tænkte over alt det her, jo mere kom han i tvivl om det overhoved var en god ide? Og hvorfor gjorde han overhoved alt det her? For det var bestemt ikke for Natalies skyld! Han, af alle, ønskede nok mere end så meget andet at se hende blive vældet.
Men Sean havde været den der havde bedt om Loris hjælp! Var det virkelig så simpelt? Sean bad om noget, og Lori adlød?

Så det havde virket. Hvor godt måtte tiden vise. Sean lænede sig op af pejsen, og lod varmen komme ham i møde. Herinde var der også lidt gulvtæppe, men kun omkring lænestolene og på hver side af sengen. Selv tæppet var køligt, men det var bedre end at stå med bare fødder på et bart gulv.
En let banken, og butleren kom ind med et fad. The i en kande, kopper, og lidt tørret frugt. Frugt og kiks var mest for gæsternes skyld, og fordi fadet da så bedre ud, gav et bedre indtryk, end fordi Sean selv spiste noget af det. Det blev stillet på et lille bord ved siden af sengen, før butleren stille forsvandt igen og trak døren i efter sig. De var alene igen. Med deres tanker...Og det nye emne, som Lori havde bragt op.

For Sean havde også selv været i tvivl.
Hvad var de? Og hvorfor havde Lori overhoved takket ja til dette arbejde? Burde de ikke holde sig langt fra hinanden?
Lori var lige så fordybet i tanker, som Sean følte sig. For Seans vedkommende...Havde han en fornemmelse af hvorfor han selv var så investeret i det her. Det var ikke for Natalies skyld, selv om det var hans arbejde. Men tanken om at opsøge Lori og arbejde sammen med Lori...Det var det der fik hans hjerte til at slå hurtigere. Det var altid Lori han tænkte på, når han tænkte på denne mission. Brunso skulle dø, før eller senere. Og selvfølgelig skulle missionen ikke føre til nogens skader eller død. Ikke af deres egne, i hvert fald.
Men...Han glædede sig til at se Lori igen. Og var glad for at have undskyldningen til at se Lori for sig. I Seans eget lille egoistiske indre. Om Lori på nogle måder afspejlede dette, vidste han ikke. Lori var af natur en venlig person. Han kunne lege med på Seans mission, fordi det var arbejde. Og måske - kun måske - fordi Sean ikke var den værste at arbejde sammen med. Håbede han.

Men kunne han nogensinde sige de ting højt? Og udsætte missionen for fare, hvis deres indbyrdes forhold blev anstrengt nu?
I lysten til at rydde op og skabe nyt rum for sig selv, involverede det også at få ryddet lidt op følelsesmæssigt. Han prøvede det af. Han prøvede at være mere åben om visse ting, for dem der betød noget. Han indrømmede flere ting over for Gene, end han nogensinde havde gjort. Det var ubehageligt, men også givende, på en og samme tid. Men håbet var han før eller siden ville få mere fred. Indeni. Blive mere afbalanceret. Han var træt af det tunge arbejde i bare at holde sig i live, uden at have særlig meget at leve for. Nu havde han Isthar og sit arbejde. Gene.
Og...På sin egen måde, Lori. I hvert fald så længe missionen stod på.
Sean trak vejret dybt og lukkede øjnene. Lidt efter åbnede han dem, rettede sig op og så over på Lori.
"Hvad sagde du til ham?"
I mangel på andet, afkrævede han Lori et svar. Hvilket egentlig også var typisk Sean. Alligevel rømmede han sig svagt.
"Venner måske? Arbejdsgiver ville give det hele væk"
Et svagt forsøg på at lette stemningen lidt.
"Eller elsker? Mange ved vi har været det før. En elsker ville være tættere end en ven"
Det var jo ikke fordi dette i sig selv ændrede noget på hans og Loris forhold. Og alligevel...

Lori blev hevet tilbage til virkeligheden, da Sean spurgte ind til hvad Lori havde svaret. han vende blikket mod ham, men så fjernede det dog lidt igen, da Sean ligefrem kom med forslag til hvad Lori kunne have sagt, særligt, da der blev nævn elskere.
Lori rømmede sig lidt.
”jeg forklarede ham, at vi ikke havde set hinanden længe, så det var svært at beskrive præcis hvad du var for mig, men grundet vores fortid, havde vi stadig en omsorg og fortrolighed overfor hinanden” startede han ud, inden han rettede sig op og bevægede sig mod bakken med the og de små snaks. Han rakte ned, og tog et stykke af det tørrede frugt, han havde det som om at hans hals var blevet meget tør, nu hvor snakken var kommet ind på alt det her.
”jeg fortalte ham dog også, at efter vi var begyndt at se hinanden igen, var det som om nogle af de gamle følelser begynde at komme op til overfladen igen, hos os begge” han begynde at hælde the op til dem begge.
”altså… du ved… så det virkede mere overbevisende” skynde han sig så at sige.
Der var jo en del sandhed i det, men det havde han bestemt ingen intentioner om at fortælle Sean! Den slags havde de lagt bag sig for mange år siden! Der var en grund til at Sean stoppede forholdet, og de var begge andre steder nu!
Lori var langt fra den samme som den gang! Han havde ikke haft romantiske følelser for nogle i lang tid. Måske i virkeligheden ikke siden Sean? Han havde haft en ting for Kace, og han havde da holdt af mennesket! Men selvom det var tilfældet, havde hans følelser for Kace aldrig kunne måle sig, med de følelser han havde haft for Sean.
Og samtidig, havde han nok også altid vidst, at det aldrig ville kunne blive til noget med Kace! Han var et menneske, og selvom Kace ikke var svag overhoved, så var der SÅ stor en forskel på dem. Lori var et væsen der LEVEDE af at være sammen med andre, han var NØD til at slå ihjel, for selv at overleve, derfor ville han aldrig kunne være en potentil partner tro, og det var langt fra alle mennesker der kunne forstå det!
Reign havde haft svært ved at acceptere det, og Kace var en hunter, og derved en potentiel fjende, og det havde da også vist sig, at Lori havde måtte kæmpe mod ham og hans hunter venner.
Ja for at sige det lige ud, var Lori ikke ligefrem forholds kæreste typen længere. På trods af at han altid havde ELSKET en god romantisk bog, så var det ikke noget han brugte tid på mere. Romantik gjorde bare tingene langt mere besværlige, og der var pludselig alt for meget man skulle tage sig af, og man skulle tage hensyn til, og sådan var hans liv bare ikke indrettet mere.
Og når det kom til hans og Seans forhold til hinanden, ville det være en dissideret idiotisk ide at begynde på den slags igen! det ville i første omgang, sætte missionen i fare, der næst Loris liv, og så ville det i det hele taget bare være en dårlig ide.
Egentlig burde de holde sig langt fra hinanden! Det ville være noget rod, hvis de ende med at såre hinanden igen.

Lori tog en kop af sin the.
”men du kan være ganske rolig, vi behøver ikke begynde at skulle lade som om der er noget romantisk mellem os, jeg forsikrede Brunso om, at jeg ikke ville handle på disse ”følelser” da jeg jo ikke ville svigte ham” bemærkede han roligt. Det ville også gøre missionen lidt FOR spændende, hvis han pludselig havde en Brunso, der måske blev nervøs for at disse følelser kunne betyde, at Lori ville holde med Sean.
Bloddæmonen behøvede jo ikke vide, at det rent faktisk var tilfældet i virkeligheden. Lori kunne godt mærke, at han efterhånden skulle holde tungen lige i munden, for at holde styr på sine løgne, på hvad han fortalte til hvem, osv.

Lori stod lænet lidt op af bordet bag ham, med koppen i mellem sine hænder.
”men for at talte om noget lidt vigtigere i sagen… jeg tror måske jeg har et navn på den som Brunso skal bruge til ritualet” nævnte han så. Han satte koppen bag sig.
”Men jeg ved ikke hvem hun er, eller hvorfor hun er vigtig” han kløede sig let på hagen. ”jeg har aldrig hørt ham tale om hun, men jeg hørte ham skælde en af sine vægter ud, og der var han nemlig vred over at de ikke havde fundet hende endnu, og at de ikke kunne udføre ritualet uden hende?” Fortsatte han.
Han så mod Sean, med et næsten beslutsomt blik.
”hvis vi kunne finde hende først, kommer han ikke til at kunne udføre ritualet” Han rettede sig lidt op, og begynde i stedet at bevæge sig frem og tilbage foran bordet.
”vi er nød til at stoppe ham INDEN han får udført det ritual, ellers bliver det tæt på umuligt at klare ham” sagde han med en lidt frustreret kasten med skuldrende.

Selv om det var forventeligt, var det alligevel som om noget sank i kroppen på ham.
Jo, Lori havde da sagt lidt...Men alle Loris forsøg på at understrege der intet ellers var og det hele var for Brunsos skyld, var alligevel lidt...
Sean så ind i ilden, mens Lori bevægede sig rundt og hældte the op.
Nej, selvfølgelig var der ingenting. Selv om han på en måde havde været tæt på at sige noget selv, var Loris ord en bekræftelse på der ikke var mere at komme efter. Det var idiotisk at tro, at håbe, at føle noget som helst andet.
Han måtte tage sig sammen.
Det endte med han slet ikke svarede på det. I stedet rankede han sig, gik over og tog koppen til sig selv, og gik over og sætte sig i den ene lænestol.

Så Lori havde hørt om denne kvinde, der måske betød noget. Super. Men det var ikke meget at gå efter.
"Intet navn? Ingen hentydninger til hvem, hvad eller hvor?"
Sean tog en dyb indånding.
"Det giver os ikke meget at gå efter. Som at lede efter en nål i en høstak"
En smule mere afmålt i tonen, så Sean over på Lori, som en arbejdsgiver der vurderer sin medarbejder. For det var hvad de var.
Men de havde da fået bekræftet der var en. Men hvem? Og hvor skulle de overhoved starte? Hvis ikke Lori lærte mere, og helst hurtigt, var det ikke sikkert de kunne nå at gøre noget. Sean måtte bede sine mænd og at følge efter Bronsos mænd mere end før. De måtte finde ud af hvor de ledte henne, og hvad de gjorde for at finde hende, for at prøve og følge med.
Uanset Loris ståsted, ville Bronso sikkert forvente lidt spionage, så selv hvis Seans mænd blev afslørede burde det ikke ødelægge noget.
Men...Nu ansatte Sean selvfølgelig ikke de dummeste han kunne finde.
Sean tog en lille tår af den varme the og nikkede svagt for sig selv.
"Godt. Så må vi se om vi kan finde ud af noget mere om hende. Eller...du må"
Han så hen på Lori igen med et svagt smil.

Et små skævt smil bredte sig på Loris læber, næsten lumskt, da Sean nævnte at det ikke var meget at gå efter.
"Du tror stadig jeg er helt amatø" grinte han lidt. Han rettede sig lidt op.
"Jeg har selvfølgelig gemt det bedste til sidst" lød det en smule drilsk fra ham.

Han vende sig mod Sean der nu sad i lænestolen.
"Brunso nævnte hende som Lexi"
Han stak hånden ind under sin vest, og trak et foldet stykke papir ud fra inderlommen. Han foldede det ud, og studerede kort billedet selv.
"Jeg kunne ikke nå så meget andet end en hurtig skitse" sagde han inden han bevægede sig over til Sean og rakte ham papiret.
På papiret var der en skitse tegning af en und kvinde. Selvom det var en hurtig skitse, var den ganske detaljeret.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Lori var trods alt en god tegner, han havde ofte skitseret ting, somme tider havde han også hjulpet Trott lidt med nogle tegninger af alle de planter han havde samlet.
"Brunso havde en tegning af hende på sit kontor.. jeg kunne ikke så godt snuppe tegningen med, da han sikkert ville opdage at det var væk.. så jeg måtte skynde mig at skitsere det det ned" nævnte han, inden han gik om på siden af Seans stol, så han selv kunne se med på billedet.
"Bag på tegningen stod der "min kære Alexia" så Lexi må være et kælenavn" konstaterede han.

Uden at tænke meget over det, satte han sig halvt på stolens armlæn, hvilket ende med at han sad lidt tættere på Sean, end han selv havde opdaget.
"Jeg kunne ikke så godt nævne hende for Brunso, da jeg jo egentlig ikke burde vide noget om hende" sagde han. Han trak lidt på skuldrene
"Men hvem hun er, hvad hun er, og hvorfor eller om hun er vigtig, ved jeg desværre  ikke rigtig... men han nævnte at de ikke kunne udføre ritualet uden hende" sagde han eftertænksomt.
"Men måske dine mænd er mere effektive end Brunso's" sagde han med et træk på skuldrene.
Han vende blikket ned mod Sean, hvilket først nu, gjorde ham opmærksom på, hvir tæt han egentlig sad på Sean. Han rømmede sig lidt, i det han måske lidt for hurtigt rejste sig, for at gå list væk.
Nu havde han lige fyret hele den dumme tale af, så ville det jo være temmelig underligt, at han sad så tæt på manden.
Eller tænkte han for meget over det?
Sandheden var jo lidt, at han ikke helt vidste hvordan men var venner med Sean.. og i virkeligheden var det overhoved heller ikke det han ville!
Selvfølgelig ikke ment som, at han hellere ville være uvenner med Sean! I virkeligheden venner slet ikke nok! Men hvordan skulle han lige forklare det? STOP!... Han skulle heller ikke forklare det! De var samarbejdspartner lige nu! Og hvis de skulle være NOGET andet, så kunne det kun blive venner!
Alt det andet, var et overstået kapitel! Og han nægtede at gøre sig selv til grin, ved at erkende sine følelser, for så at få en spand kold vand, i form af en afvisning i hovedet.
Sean havde gjordt det forbi den gang! Så hvorfor I alverden skulle han føle NOGET andet, end højest venskabelige følelser for Lori?

Sean studerede Lori, da denne drillende kommenterede og fiskede et stykke papir frem. Han ventede tålmodigt på at Lori kom over med det. Sean havde aldrig nydt at blive gjort grin med, eller at folk tilbageholdte vitale informationer...Men med Lori sagde han ingenting. En fordel, ville visse folk vide, i forhold til hvilken straf han tidligere havde udsat mindre heldige individer for.
Han tog tegningen og studerede den, i et øjeblik fordybet i sig selv, og uden at tænke over noget underligt i at Lori sad der. Når det kom til stykket var de jo begge incubus, så at være tæt på andre burde ikke være helt fremmed.
"Godt, tak"
Lexi. Alexia. Og et billede. Det var en start. Og siden Bronso ledte efter hende, var det et kapløb med tiden. Men det fortalte også de ikke havde et tæt forhold, uanset om Bronso holdt af hende eller ej. Måske hun ville være nem at overtale til at gemme sig yderligere...Under Seans beskyttelse.

Sean blev trukket ud af sine tanker, ved at Lori i en lidt pludselig bevægelse begav sig væk fra Sean. Ikke at Sean lagde meget i det hellere, eftersom han var fordybet i sit arbejde, og ikke i det private, i dette øjeblik. I stedet smilte Sean svagt. Et lidt djævelsk smil.
"Nu ansætter jeg jo kun de bedste" bemærkede han sigende.
"Jeg vil få mine mænd på opgaven med det samme"
Sean rejste sig op fra stolen, og uden at sige mere efterlod han Lori i rummet, da han gik.

Efter et øjeblik - sådan føltes det for Sean - kom han tilbage. Uden tegning. Og en tjener mindre i huset. For hvad andet end han havde en af sine egne helt tæt på hele tiden? Det gjorde hurtig kommunikation nemmere.
I stedet tog han sin the og trak vejret dybt ind.
"Godt arbejde Lori. Men tiden er knap. Jeg var nødt til at sætte det i gang med det samme, hvis jeg skal have chancen for at indhente ham" bemærkede han og tog en tår af sin nu kølige the. Godt tilfreds. Når arbejdet gik lige som det skulle, hvordan kunne han så være andet end glad?

Lori så kort efter Sean da han forlod rummet. Han havde nu en god fornemmelse af hvorfor. Han åndede lidt ud, han vidste ikke selv, om det var en forløsning. En forløsning over, at der nu også var flere på sagen. Det havde ikke været nemt, at være ene om det hele. Men så igen, han vidste godt, at dette langt fra var overstået.
Lori måtte tilbage igen.. og ikke om alt for længe.

Han bevægede sig over til vinduet, hvor han så ud. Hans blik gled over omgivelserne. Som om han ledte efter noget. Han vidste ikke hvor mange af Brunso’s mænd der holde øje med ham.. eller i virkeligheden OM der var nogle der fulgte efter ham, men der var efterhånden begyndt, at lægge sig en form for paranoia hos ham. Han vidste aldrig hvem omring ham, han skulle holde øje med!
Han havde hurtigt lært den gang han var sammen med Sean, at selvom man troede man var alene, så var det langt fra tilfældet.
Ikke engang nu, hvor han var tilbage i byen. Det var uden tvivl nogle fra Seans klan der havde spottet ham, og fortalt Sean at han var tilbage i byen! Hvor skulle Sean ellers vide fra, hvor han skulle finde Lori? Han havde ikke været i sit gamle hjem, derimod, i et faldefærdigt og forladt hus, og alligevel havde Sean kunne finde ham. Så måske Brunso’s mænd kunne det samme?
Han stod i sine egen tanker da Sean kom ind igen, og blikket over omgivelserne, fjernede sig pludseligt til den anden dæmon i rummet i stedet, da han halvt vende sig om mod ham. Men dog kun for et øjeblik, blikket blev hurtigt vendt tilbage ud af vinduet.
Han stod lidt uden at sige så meget, inden han pludselig brød stilheden.
”Ville det ikke være meget nemmere, hvis vi blot ryttede Brunso af vejen?” hans stemme var lidt monoton. For i virkeligheden var det han forslog, slet ikke så lige til, som han selv fik det til at lyde.
Det ville blive farligt, og det ville ikke blive let.
Han vende sig endelig mod Sean.
”jeg ville sagtens kunne få ham i enerum… jeg ville kunne klare opgaven hurtigt, og så ville det hele være overstået” konkluderede han blot. Selvom tanken gjorde ham en kende nervøs, så virkede han dog ufattelig rolig, og fattet, selvom han lige nu stod og talte om at skulle slå en ihjel. Dette var nok en af de mest tydelige forandringer hos Lori, ud over selvfølgelig hans udseende. Før hen, ville Lori ikke engang kunne forslå at han skulle slå en anden ihjel… og nu stod han her, ganske fattet og afslappet, og talte om at lege snigmorder.

Han så på Sean.
”det ville spare os for en masse, jeg har svært ved at forstille mig, at der var en eneste, der ville turde udføre hans plan, efter han var væk… de fleste af de dæmoner der følger ham, er langt fra stærke, og slet ikke stærke nok til at få så meget styrke og magt, at de kunne lede en hel race, og vælde Natalie af pinden” forklarede han roligt.
Hans blik gled ud af vinduet en sidste gang. Der var ikke nogle, og han måtte regne med at Sean havde folk til at beskytte huset, hvis noget skulle ske. Trods alt, var Seans mænd en del mere trænet end Brunso’s var.

Seans indre tilfredshed dalede, som han mærkede Loris stilhed. En mere presset stemning. Lori var fordybet i tanker, og de pludselige spørgsmål fortalte Sean lidt om hvilke slags. Presset for at være dobbeltagent var stort. For Sean personligt, en sjov udfordring han trivedes i, men ikke havde været en del af længe. For Lori? Måske første gang han overhoved prøvede den slags. Og selv om han var blevet stærkere, kunne det ikke undgås der stadig var lidt af den gamle Lori tilbage. Dette arbejde var ikke for alle, og Lori havde klaret det exceptionelt godt.

Sean tog en langsom tår af sin the igen, før han i rolige bevægelser og næsten lydløst satte koppen fra sig. Trods den mere trykkede stemning i rummet, udstrålede han ro, da han gik over ved siden af Lori. Kun for at kigge ud af vinduet sammen med Lori. Udsigten ud over Seans ikke helt vedligeholdte have, med pjuskede buske, stikkende roser og døde små et-årige blomster. Gamle blade og ukrudt. Hvor mange gange havde han ikke istandsat haven, kun for at den kunne forfalde hver vinter?
For en stund stod han bare ved siden af Lori og kiggede med. Overvejede sit svar. Det var vigtigt Lori beholdte troen på denne mission, ellers ville det ende med at slå ham ihjel i stedet.
"Hvis presset bliver for stort og du ikke kan gøre dette arbejde mere, så skal du sige til. Jeg vil hellere trække dig tilbage, og lade Bronso slippe væk, end lade dig blive slået ihjel over en fejl du risikerer at lave"
Han drejede hovedet og så vurderende på Lori. Men inden Lori fik tid til at svare, snakkede han videre.
"Men det hele handler om politik. Selv for vilde og impulsive dæmoner. Natalie er stærk, og har en god base. Men der er flere dæmoner der udfordrer hende hele tiden. Langt det meste af tiden, små svage idioter. Men hist og her en reel trussel, der har overtalt andre dæmoner til deres sag. Og hvordan ser man forskel på en løs og neutral gruppe der gerne vil passe dem selv...Og de små grupper, der reelt er en trussel? Natalie kan ikke bare gå og slå alle ihjel. Ud over hun slår sine egne dæmoner ihjel hele tiden, vil alle dæmoner generelt bemærke det og blive utilfredse. Nok er hun lederen, men hun kan ikke være leder hvis alle dæmoner bliver utilfredse og ikke vil have hende der"
Seans blik gled hen over havens sørgelige landskab.
"Så der skal være beviser. Og hun er nødt til at være sikker, før hun erklærer nogen for direkte trussel over for hende, og dermed har en legitim årsag til at slå en eller flere dæmoner ihjel. For at undgå andre bare følger i deres fodspor. Samler tråden op igen"
Sean trak vejret dybt. Dæmonernes politik var lidt mere simpelt end resten af samfundets. Men man tog fejl, hvis man ikke troede der var noget politik.
"Heller komme med klare beviser og vise at Natalie ved hvad hun laver, og folk ikke skal tro de kan plotte noget uden at blive opdaget. Og derfor...Er det bedre at tage Bronso direkte i akten, hvor alle hans mænd kan se det. Det sender et langt stærkere signal, end i hemmelighed skære halsen over på ham og gå sin vej"
Han så på Lori igen.

Han vidste ikke helt hvorfor, men da det beroligede ham på en måde, da Sean kom over og stod ved siden af ham, og pludselig, kunne han fokusere på haven, frem på alle mørke hjørner, hvor der potentielt kan stå nogle.
Der kom en knude i maven da Sean omtalte, at Lori skulle sige til hvis det hele blev for meget for ham. Og at Sean hellere ville trække Lori ud nu, end at se ham komme til skade. Han trak vejret lidt dybt. Han vidste godt at Sean havde ret i de ting han forklarede.
I virkeligheden var han jo godt klar over, at der ikke ville komme noget godt ud af at han blot fjernede Brunso fra ligningen. Det ville måske bare skabe mere ballade. Måske ville de andre dæmoner i hans flok blot, få mere blod på tanden! Og hvem ved, måske var Brunso faktisk den kloge af dem! De andre var måske hurtigere til at erklære krig med Natalie! Og en krig mellem dæmonerne, ville aldrig ende godt, det kunne kun føre til kaos, og et blodbad, og det ville ikke kun være dæmoner der ville blive fanget i denne krig!
”Jeg ved det…” konkluderede han blot. Han vidste jo at Sean havde ret.
”alt den forbandede politik” mumlede han lidt opgivende, mens hans blik stadig hvilede nu, på en vissen plante.

Det var ikke fordi Lori havde mistet modet på missionen! Nærmest tvært imod. Det lød underligt, men faktisk havde han ikke følt sig så levende i lang tid! Den gamle Lori, var nok allerede bukket under! Men den del af ham, var efterhånden langt væk.
”Presset er ikke blevet for stort… Men det ville være nemmere hvis jeg ikke havde andre at bekymre mig om” kom det lidt grublende fra ham, inden han vende blikket lidt mod Sean, men dog tilbage igen.
Han havde ikke længere sin egen sikkerhed at tænke på. Og selvom han vidste det var dumt, Sean kunne uden tvivl passe på sig selv, og han havde forsikret ham om, at sikkerheden omkring Isthar var i top, så kunne han stadig ikke undgå at bekymre sig.
Da han påtog sig opgaven, havde han regnet med at det ville blive nemt nok, for han bekymrede sig jo ikke længere om alle andre, dog stadig en smule dr. Trott, men det var mere fordi han stadig følte et ansvar for mennesket, og jo han holde af manden, men han havde ikke en samme bekymring for ham, men nærmere en beskytter trang.
Men det var kommet bag på ham, hvor meget det havde påvirket ham, at også Sean og hans familie var kommet i søgelyset.
Han sukkede lidt.
”jeg ved det er dumt… du er i stand til at passe på dig selv, måske endda bedre end mig, og jeg ved at sikkerheden omkring Isthar er som den skal være… men jeg havde ikke regnet med at det ville påvirke mig så meget” han vende sig mod Sean, og så seriøst på ham.
”Jeg vil ikke have at der sker jer noget, på grund af mig” lød det mere bestemt.
Egentlig var Lori ret ligeglad med sin egen sikkerhed, den del skulle han nok løse.

Sean smilte af Loris kommentar. Forbandet politik...
Sean havde også tit været træt af den. Men samtidig var det hans styrke. Det var et spil. Som et brætspil. Alle var blot brikker i et større spil om magt og penge. De færreste gik op i hæderlighed og ærlighed, når der var udsigt til noget større.
Og det...Var noget Sean kunne spille med. Der var en årsag til han altid fandt pengene, uanset hvor fattig han kunne være i perioder. Ofte fordi han havde sat alle sine penge på underlige projekter. Som borge og hersker-titler. Hans klan hjalp også på det. I sin tid overtaget og kørt videre for at kunne blackmaile, dræbe og skaffe informationer...Så Sean altid var foran i det politiske spil. Han måtte nok indrømme at uden det politiske spil ville han kede sig. Hvad bedre end at styre folk, uden de vidste de blev styret?
Men det kunne også koste dyrt. Fejl var kostbare. Ikke bare materialistisk, men også personligt.
Havde en af hans største planer i livet - en plan der var gået præcis som den skulle, og hans store stolthed - næsten kostet ham Gene?
Hun havde været en brik siden han mødte hende. Undtagen...Hun var endt som en brik der betød noget. Og det var den slags der gjorde det politiske spil ekstra farligt og uberegneligt.
Og Natalie, der tvivlede på at Lori var den rigtige til dette job...

Sean vendte sig om mod Lori, stadig med det lille smil. I en rolig bevægelse gled hans hånd op. Lagde sig mod Loris skulder, kun for i en glidende bevægelse at ende op af halsen. Nærmest som et kærtegn.
"En af vores evige problemer, er det ikke? Du har altid bekymret dig for mig. Og jeg har altid bekymret mig for dig. Og vores evige kamp for at beskytte hinanden og være der for hinanden, gør at vi spænder ben for hinanden"
Ordene blev sagt med en overraskende varme.
Og så....Blev hånden fjernet igen.
"Eller...Sådan var det i hvert fald. Men noget tyder på visse ting aldrig ændrer sig. Lori, du ved hvor stærk jeg er. Du ved det politiske spil er min forte, og du ved få kan hamle op med min fysiske styrke. Det er længe siden jeg har følt en reel livstruende trussel imod mig. De fleste er mere ubehageligheder eller frustrerende. Fordi de koster tid. Præcis som Bronso. Ved du hvor nemt alt ville være, hvis han bare kom frem direkte? En rigtig slåskamp. Det savner jeg nogle gange. At mærke folks knogler..."
Sean knyttede langsomt sin hånd foran sig. Der var ingen tvivl om at han mente det. At han mindedes andre gange han havde mærket den følelse.
"...Knuse under min styrke. En ting er at spille folk for de fjolser de er. Noget andet er rusen af noget som så simpel som fysisk kamp"
Sean smilte for sig selv et øjeblik, før blikket vendte tilbage til Lori.
"Selv om du måske ikke billiger den slags" tilføjede han drillende.
Åhh...Måske skulle han gå lidt tilbage i tiden. Selv tage nogle job, der gav ham blod på hænderne. Forfriskende.

Loris blik fulgte Sean.
Han mærkede tydeligt Seans hånd mod sin skulder, noget han havde mærket mange gange, det var lidt som om det var Seans måde at berolige Lori på. Men da Seans hånd bevægede sig længere op, og nu kærtegnede Loris hals, stivnede han nærmest. Han kunne mærke hvordan hårnene i nakken rejste sig, og for et øjeblik, glemte han helt at trække vejret. Følelsen af Seans hånd mod hans hud, de varme fingre, der nu lå mod hans nakke og hals, var noget han virkelig havde savnet.
Han kæmpede med sig selv, for det han allermest havde lyst til, var at gengælde kærtegnet, eller lade sin kind læne sig ned mod Seans hånd, for at fortælle ham, at han værdsatte denne berøring.
Hans blik blev dog vent mod Sean da han begynde at tale.
Og nu blev denne alt for rare, velkendte og ligefrem rare følelse, istedet vendt om til en følelse af at Sean havde ret.
Lori havde ikke mange svagheder længere.. men hans ene og evige svaghed ville altid være Sean! Selv efter at han troede han var kommet videre, skulle der ikke andet til, end at Sean opsøgte ham, og bad ham om at påtage sig denne mission, før han villigt sagde ja, og endnu engang var involveret med Sean.
Men alligevel... var det eneste han ønskede lige nu, at Sean aldrig fjernede hånden, men derimod fjernede den lille afstand der stadig var mellem dem.
Han kunne ligefrem forstille sig følelsen af Seans hænder mod sin krop, og omvendt sine egne mod Seans.

Dog blev det hele afbrudt da Sean fjernede sin hånd. En tom og længselsfuld følelse bredte sig øjeblikkeligt, og Lori måtte huske på at trække vejret igen.
Og hans blik gled kort ned mod sine egne hænder, som en måtte trække lidt tilbage, for ikke at skjule den rysten de lige nu havde gang i. En rysten der var resultatet af, at holde dem tilbage fra blot at gribe Sean, presse sine læber mod hans, og kræve det han længes så meget efter!

Hans blik gled hurtigt op på Sean igen. Han lyttede til hans ord, og forstod hvad han mente. Tingene ville være nemmere uden alt det her politik, hemmeligheder og så videre.

Hans blik faldt mod Seans hånd, da han knyttede den, mens han talte om at knuse folks knogler.
Et skævt smil voksede på hans læber, så Sean nævnte at Lori nok ikke ville billige den slag.
Han lagde hovedet en smule på skrå og så på ham.
"Der er meget du ikke længere ved om mig Sean" han rettede sig lidt op, og ren instinktivt, strøg han sig over sine knoer.
"Jeg er ikke "allergisk" over for blod eller vold længere" sagde han næsten med en latter.
"Faktiak... har den her hemmeligheds mission, også gjordt at jeg savner en ordenlig kamp" konstaterede han.

Han stod lidt, inden et smil voksede lidt på hans læber. Han så på Sean en smule lokkende.
"Jeg ved hvor nogle af Brunso's mænd holder til...?" Han trak lidt på skuldrene, nærmest for at spørge, hvad Sean sagde.
Hvis Sean ville have lov til at mærke knogler der brækkede, og få blod på hænderne, ville det være det perfekte sted. Disse dæmoner, var ikke de stærkeste Brunso havde, men de ville helt sikkert give god modstand.

Genes ord genlød stadig i Seans hoved, når han tænkte på Lori. Hvordan hun havde overbevist om der stadig lå noget mellem de to. Sean og Lori. Og hvordan Sean, næsten mere stædigt end før, holdt ved at der ikke var noget. Ikke kunne være noget. Havde Sean ikke selv stoppet det? Han kunne ikke komme kravlende tilbage og bede Lori om en chance til. Som to incubi var det kun naturligt der var lidt leg mellem dem.
Dette var nemmere...
Sean var endda overbevist om han var ved at lære balancen. Balancen mellem aldrig at kunne give efter, men stadig snige sig til en berøring eller lignende hist og her...

Det var meget nemmere at forholde sig til nu og her. Til snakken om vold og knuste knogler. Sean så på Lori et øjeblik og overvejede det. Det kunne være et godt afbræk fra det hele. Men...
Han var splittet.
"Og hvis nogle af dem genkender dig? Hvis en stikker af, eller de på anden vis får en besked ud? To dæmoner der giver slip...Den slags bemærkes. Kan vi virkelig være sikre på vi får fat på hver eneste...?"
Sean trådte helt tæt på Lori igen. Hans øjenbryn gled op i panden et øjeblik, men det svage smil forblev der. Han var i godt humør, trods alt.
"Jeg vil ikke sætte hele missionen, eller endnu vigtigere, dig i livsfare" bemærkede han sigende. Men samtidig irriteret over altid at skulle være en fornuftige. Havde alle ikke brug for at løbe hornene af en gang imellem?
Jo mere han tænkte på det, jo mere følte han for det. Havde han ikke netop kæmpet for at slippe for hersker-titlen så han igen kunne gøre hvad han havde lyst til?
"Men...Jeg gætter på...Vi bare må lade være med at lade dem stikke af"
Der var så mange huller i den plan. Hvem skulle Bronso ellers anklage end nogen på Natalies side? Og hvem bekymrede det? Lori kunne spinde historien. Det behøvede ikke have noget med Lori at gøre, og måske kunne det ligefrem hjælpe og sætte skub på Bronsos arbejde. Så de kunne komme videre i alt det her.

Ja...
Han behøvede ikke mere overbevisning.
"Ja...Jeg tror jeg har brug for at slå mig lidt løs. Hvorfor ellers blive archdemon, hvis jeg aldrig må spille lidt med musklerne? Vis vej"
Som om Sean endelig fik talt færdig med sig selv, og besluttet sig for at være ligeglad med konsekvenserne i et splitsekund, gjorde han tegn til Lori om at vise vej. Forventning pumpede hårdt i hans bryst.
De var dæmoner. De måtte vel for helvede opføre sig sådan bare en gang imellem.

Sean havde selvfølgelig ret, da han sagde at det ville blive noget rod, hvis en af dem flygtede, og rabeterede til Brunso at Lori havde været med til at slå nogle af mændene ihjel. Hvis både Sean og Lori blev genkendt, så ville der nok ikke være nogle tvivl om hvor Loris loyalitet lå.
Men så igen? Lori ville nok kunne digte en historie der kunne få ham ud af det.
Hans hoved begynde allerede at brygge en historie sammen.
Egentlig ville det være lidt lige til. Sean havde opdaget, at der var nogle der holde øje med ham, og ville have Lori med til at dræbe dem, og Lori ville jo ikke kunne sige til Sean at de ikke kunne slå dem ihjel, fordi det var Brunsos navn, så for at opretholde sit dække, og stadig "nare" Sean, var Lori nød til at ofre nogle af Brunsos mænd.
Tja, det ville nok være en historie, som Brunso ville godkende, det ville bevie, at Lori kæmpede for sagen frem for alt.

Han kunne dog ikke helt lade vær med at smile lidt, over Sean, mens han nærmest stod og talte med sig selv, tydeligvis for at voudere med sig selv, om dette nu også var en god ide.
Smilet voksede lidt, som Sean gik med til dette, og bad Lori om at vise vej.
Han nikkede og begynde at gå ud af værelset, allerede med en nærmest spændt fornemmelse i kroppen.
For nogle år siden, havde dette virket som en helt absurd situation! Han havde aldrig selv følt sig spændt over, at skulle afsted for at slå nogle ihjel, og han havde nok ligefrem haft ubehag over, at Sean skulle den slags, men mange ting havde ændret sig, ISÆR Lori selv.
Han bevægede sig ned af trappen, og mod hoveddøren.
"Er der noget du mangler inden vi går?" Spurgte han roligt, og i så fald ville han vente på Sean, inden de bevægede sig ud i mørket.

(Sspringer lige frem)
-----------------

Efter lidt tid, var de endt i den mere fattige del af byen. Lori bevægede sig ned af en gade, men hele tiden med hans opmærksomhed rundt omkring dem. Han måtte sikre sig, at de ikke blev overvåget netop nu, de kulle nødig overraskes af at der var langt flere mænd end de kunne se.
Han drejede ned af en gennemgående gyde, og stoppede så for enden.
Han vende sig mod Sean, og pegede mod en bygning, hvor der kom et svagt lys ud af vinduerne. Huset bag tydeligt præg af, at det ikke var et hyggeligt hjem. Det var et af de huse der havde taget en del skade efter alle ødelæggelserne, og hvor der ikke var nogle der havde brugt tid på at bygge det op igen.
Han så på Sean.
"Jeg prøver at undersøge hvor mange der her, vent her imens" sagde han, inden han bevægede sig mod huset. Men i stedet for bare at kigge ind af vinduet, hoppede Lori op, og greb fat i kanten på en mur lige ved siden af, han trak sig op, og bevægede sig nu, bukket, og langsomt ind over toppen af muren. Han stoppede ved det ene vindue, hvor han iagttog mændene der inde, inden han gik videre til det næste vindue.

Efter lidt, kom han tilbage til Sean.
"Jeg håber du føler dig i topform" sagde han med lidt drilsk grin.
"Der er en 7-8 stykker" sagde han og så på Sean, med et udtryk, der tydeligt spurgte, om han stadig var sikker på det her.

På vej mod trappen gik Sean ind på sit værelse.
"Et øjeblik" bad han, hvorefter Lori enten kunne gå med, vente hvor han var eller gå i forvejen.
Sean var ikke ligefrem klædt på til en tur i byen. Og slet ikke af den blodige slags. Fyldt med energi og spændt, med en pludselig iver efter bare at slå sig løs og være, hvad han oprindeligt havde været: En lejemorder.
Mon han var blevet lidt rusten? Det var muligt. Det måtte han gøre noget ved.
Det gamle løse tøj kom af, og nogle mere stramme bukser og en tyk trøje kom på. Stramt nok til ikke at udgøre en irritation, men stadig løst nok til at Sean kunne bevæge sig frit. Og løst nok til at gemme våben.
Et par læderstøvler. Sean gemte en dolk i hver af dem, foruden i buksekanten. Bæltet med hans sorte sværd.
Andre havde nok taget en rustning eller mere beskyttelse på. Men hele ideen var at mærke adrenalinen. At se blodet flyde. Og vide han stadig ville ende med at vinde.
Sadistisk, måske.
Sean greb af sine gamle sorte kapper, der ville skjule hans lidt mere kampberedte tøjvalg, før han forlod rummet og fulgte med ned af trappen og ned til hoveddøren.

-------------

Sean fulgte Lori igennem byen. Hætten på hans kappe var trukket op. Det var sen eftermiddag, måske tættere på aften efterhånden. Stadig i vinterens greb, og derfor allerede ret mørkt omkring dem. Præcis som Sean foretrak det.
Han ventede, som Lori bad om. Skulle han have sikret sig nogle flere mænd, bare for et tilfældes skyld?
Magt fandtes i flere former. Men Sean var her for at udleve den absolut mest primitive af dem alle.

Da Lori kom tilbage, var det ikke fordi Sean blev skræmt af ordene.
"Jeg har været oppe imod værre" bemærkede han med et svagt smil. Et hus. Flere rum. Skulle han gå efter et stort rum, med god plads til kamp, eller se om han kunne lokke dem med ind på en gang, hvor det var mere en-til-en?
Så mange muligheder.
De skulle også forhindre nogen stak af, hvis de kunne. Men at lade en af dem blive herude var også...Det modsatte af hvad planen var lige nu.
Sean trak vejret dybt.
Nogle gange skulle man også bare lade planer være planer, og se hvad der skete. Levede han ikke for at genintroducere spontanitet i sit liv? Få spændingen tilbage?
Skuldrene kørte rundt et øjeblik. Han løsnede bæltet med hans sværd og trak det. Det mørkegrå blik gled hen over det alt for sorte stål foran ham. Levende, med sin egen vilje.
"Jah...I dag foretrækker jeg at gå tilbage i tiden. Der er ikke så meget plads i et hus, normalt. Mit foretrukne våben har altid været de skjulte..."
Han satte sværdet tilbage i skeden, ikke uden at fornemme dets skuffelse over valget. Med et voksende smil skubbede han hætten tilbage og så på Lori et øjeblik.
"Klar?"
Ingen plan. Ingen store våben, ingen hær.
Bare ren kaos.
Noget han havde savnet så uendeligt meget.
Det var det her han havde brugt mest tid på i sit liv. At slå ihjel for at tjene penge. For at opnå ting. Med tiden havde han glemt den side af sig selv, og var fordybet i politisk arbejde og papirarbejde. Men lige nu...Lige nu, hvor han kunne mærke sit stærke hjerte slå hurtigere og hurtigere, og han måtte holde igen for ikke bare at løbe over til huset...
En svag latter gled over hans læber.
Det var ligesom massakren. Godt nok kulminationen på en stor plan...Men også så befriende.

Ved huset tog Sean i døren. Låst. Intet et spark ikke kunne løse.
De måtte se hvad der skete.
Sværdet var blevet sat om hans lænd igen. Ubrugt, som Sean i stedet rakte om bag sig og løsnede de to dolke han gemte der. Metallet skinnede i det svage lys og de forvirrede øjne der mødte ham. Uden at vente på noget gik han direkte efter de første han så - og lod Lori beslutte hvad han ville gøre.
Sean ville nyde det her.

Lori kunne lade vær med at smile, og næsten himle med højene over Seans kommentar, om at han havde prøvet værre. Selvfølgelig havde han det.. Lori vidste stadig ikke alt om Seans fortid, men han havde dog hørt om den tid hvor Sean bestemt ikke levede mellem de adelige, hvor politik, ikke var hans nor alene væben, og hvor kamparenaen ikke var bag hver sit skrivebord.
Før hen, havde han været lidt skræmt over den side af Sean, og den havde ligget så langt fra hans egen, og fra hvad han selv var. Den del havde ofte givet dem problemer i deres forhold, Sean havde gjordt alt hvad han kunne, for at lægge låg på sig selv, og Lori, havde forsøgt at være bare lidt af det Sean var... men virkelig uden helt.
Den gang havde han ikke helt forstået hvad der kunne give en mand, så mærke skyggesider... men den del måtte man sige, at han forstod, ivhertfald en del af nu, han var ikke længere selv denne nervøs og hjælpeløse dæmon, han havde selv fået sig sine skygge sider, og havde oplevet nogle ting... gjordt nogle ting, som han aldrig havde troet ville ske.

Lori gik med helt op til huset, og så på Sean, med et næsten ihærdigt blik. Han nikkede, da Sean spurgte om Lori var klar, og ligesom Sean trak han hætten tilbage.
Da døren bragede op, og man tydeligt kunne se de forvirrede, nervøse, men også vrede blikket, allerede på vej ind af døren, tog Lori -ligesom Sean - hænderne om på ryggen, for at klikke sine twin daggers ud af hylsteret.
Sean var allerede gået i kødet på de første, så nu var det Loris tur.
Uden tøven, og med et hurtigt tempo, bevægelse han sig mod de 2 første der stod foran ham, og uden så meget som at tøve, blev den første af dem, snittet i armen.
Heldigvis gjorde disse mænd modstand, og prøvede ikke vare at stille af. Havde de prøvet på at stikke af, så måtte Sean og Lori jagte dem, og det ville også være fint nok, men når de valgte at gøre modstand, så fik man lige mere sjov ud af det.

Lyden af knogler der brækkede, knive der snittede i tøj og kød, gav en underlig rus! For ikke at tale om blodet der efterhånden var sprøjtet rundt, både på gulve og vægge. Den første der faldt på Loris hånd, havde bestemt kæmpet godt, men nu hvor Loris ene dagger gled broblemløst, og tværs over mandens hals, og efter lod et fint snit over halsen, og nu et lille vandfald af blod, der faldt han til gulvet. Men Lori havde ikke tid til at betragte synet ret meget, åbenbart generede det den anden han slaget med, at hans makker lige var død, i hvertfald, blev han en del mere agrasiv, og trak nu også er sværd.

Lyden af klinger mod hinanden, fyldte nu også rummet, det var et tungt svær, og trods det kunne gøre skade, så var det netop dets tunghed, der gjorde det nemmere at komme uden om her inde. Og da det var tydeligt, at denne fyr bestemt ikke var vant til st slås, tog det ikke Lori mange øjeblikket, før at han havde fået sparket våbnet ud af fyrens hænder. Med endnu et velplaceret spark lige i brystet, mistede fyren balancen, og landede på gulvet.
Lori satte sig halvt ned over ham, og det var vidst først der, hvor fyren virkelig opdagede dem han havde kæmpet med.
"Lori?" Mumlede han.
Et smil bredte sig over Loris læber. Hvorfor gav det sådan en fed følelse i kroppen, når der lå en hjælpeløs på gulvet, klar til at miste sit liv.
Med et veltilfreds smil, lod han sin ene dagger spidde fyren i halsen, hvilket der så desværre resulterede i, at manden hostede blod op, og noget af det, ramte Lori.

Dolken skinnede i det svage lys. Pejsen var tændt for at skabe varme til folkene herinde, og stearinlys stod på borde eller vindueskarme for at give lidt lys. Gemte, men ikke så meget at de slet ikke viste tegn på at bo her.
Sean vendte dolken i sin hånd, før han holdt den op foran sig. Han lod dem få et øjeblik til at indse hvad der skete - at nogen kom og angreb dem - kun for at de trods alt havde en svag chance...Og kunne give modstand. Noget der ville gøre det hele lidt sjovere.
Sean smilte, da den første sprang efter ham, også med en dolk. Han undveg og gik efter maven. Et hyl fortalte ham at han havde ramt et eller andet. Uden at tjekke hvad, gik han direkte videre til manden foran sig. Flere undvigelser, flere snit med dolken. Deres søde forsøg på at blokere ham brækkede næsten deres knogler, som Seans slag var som at blive ramt af en mur. De mistede balancen, havde smerter og kun sølle modstand da Sean endelig gjorde det af med dem.
Lydene. Lugtende. Og ikke mindst, den altoverskyggende følelse af styrke og magt.
Hans hjerte pumpede hårdt i hans bryst, men ikke kun over adrenalinen. Han kunne mærke det. Han følte sig så...Så...Levende.
Et kort blik mod Lori bekræftede bare at manden kunne klare sig selv. Godt. Sean var ikke humør til at agere barnepige. Lori havde selv inviteret, og måtte lige nu også klare sig selv. Til gengæld forventede og ønskede Sean ligeså at klare sig selv.

Nogen sprang på ham bagfra. En tynd fyr, ikke tung og i sig selv ikke meget modstand. Men hvad Sean havde af styrke, havde han måtte opgive i hurtighed - og selv om Sean ikke var enormt langsom, var han heller ikke hurtig nok til at undgå ham.
Den unge fyr vidste dog ikke hvordan han skulle udnytte sit forspring. Hans kniv kunne ramme så mange gode ting derfra...
Var det ikke fordi Sean bankede ham op mod den nærmeste væg i et forsøg på at ryste ham af. Lyden og følelsen af brystkassen der gav efter på den unge mand...
Og en kortvarig skarp smerte, som Sean ikke tænkte mere over. Fyren gav slip og faldt til gulvet. Han tog sig til brystet og efter et kort øjeblik hostede han en mundfuld blod op. Knoglerne havde formentlig prikket hul på lungerne, og det var et spørgsmål om tid før han døde af luftmangel. Druknet i sit eget blod.
Sean rystede irriteret sin ene arm, kun for at opdage hvor fyrens kniv var endt.
Ah...Det var da et forsøg. Et ligegyldigt et. Men dog et forsøg. Sean var næsten helt glad for det.
Med et hårdt tag trak han kniven ud af sin overarm. Mængden af blod fortalte ham den kun var fået igennem ren muskel, og ikke ramt en betydelig blodåre. Det sved lidt, men igen...Han havde oplevet værre. Meget værre. I stedet var han et kort øjeblik sært fascineret af kniven, hvor hans mørke blod dryppede fra den.
Så han kunne bløde. Selvfølgelig kunne han det. Det var bare længe siden han havde set det. Det var befriende at mærke selv antydningen af smerte igen. Så han var stadig i live.
Ved en spontan tanke slikkede han sit eget blod af kniven. Archdemon blod havde bestemte egenskaber. Han havde aldrig følt sig tiltrukket af at prøve den slags...Men hvorfor egentlig ikke?

Kniven blev returneret, og endte fyrens pinsler hurtigere end de ellers ville have gjort.
For et øjeblik...Stilhed.
Der måtte være flere ovenpå, der ikke var nået ned til dem endnu. Hvor mange var de oppe på?
Sean tog trappen to trin ad gangen.
Måske var det indbildning, man han kunne allerede mærke hans krop reagere på blodet. Nej, det var helt sikkert indbildning. Var det ikke?
Med et brøl angreb han den første han så. Alt var tåget. Han havde bare lyst til at mærke befrielsen.
Som et frådende monster, en helt anden mand end den der sad roligt bag sit skrivebord og planlagde.

Okay! Han måtte overgive sig! Sean havde haft ret.. for nogle år tilbage, ville slt dette frastøde ham! Han ville nok allerede ved de første blodsdråbe ha kastet op, eller stået stivnet i et hjørne, skræmt som et menneske.
Men han var ikke et menneske! Han var en dæmon, og endelig levede han op til den del af sig!
Jo han havde været på missioner før, ageret snigmorder en gang eller 2, men det var altid noget der havde formået i stilhed.
Dette... var alt andet end i stilhed.
Der var så mange lyde, lygte, følelser og med hvad han havde regnet med, så sugende at villigt det hele til sig, og nød det.

Lyden af folks knogler der brækkede under hans slag eller spark, lyden der kom, når hans daggert flænsede deres hud, og spruttede deres klæder op.

Et øjeblik med stilhed, første etage overvundet, og Lori stod i en skjorte der engang var hvid -han vidste ikke engang, hvornår han havde smidt eller mistet sin jakke - hjertet hamrede løs, og adrenalinen bumpede gennem hans system, og gav en næsten... berusende fornemmelse!
Hans blik fangede Sean der var på vej op af trappen, og han fulgte lyn hurtigt med.
Op af trappen, hvor han hørte Seans brøl, og selvom det blot var Seans stemme, lød det næsten som et angrebssignal, og Lori fulgte det. Han sprang nærmest op SF trappen, og angreb den første der kom mod ham.
Lori havde dog ikke HELT regnet med mandens styrke, for før Lori vidste af det, var det ham der lå på gulvet. Han var nok kun heldig, at fyren ikke havde nogle våben på sig, men den knytnæve Lori mærkede mod sin side, resulterede i en niende smærte, og en knækkede lyd. Sikkert et af hans riben der gav efter.
Med en hurtig bevægelse, svang Lori et ben om nakken på manden, og et under den ene arm, lod dem mødes på mandens ryg, og klemte så til.
Et trick der ville lukke for luftvejene, den store mand, begynde at hive efter vejret, og gjorde alt hvad han kunne for at få Lori af, hvilket resulterede i et slag med det allerede dårlige riben. Han præsterede dog at holde fast.
Ud af øjenkrogen kunne han se at endnu en mand, var på vej mod dem, og ham her havde et sværd. Der var ikke tid til at dræbe den store fyr her langsomt. Lori greb hurtigt hans daggert, han ellers havde tabt, og men hurtig bevægelse, blev den spidet lige mod landets hoved, hvor den gik gennem hans tænning på den ene side, og ud på den anden.
Hvilket dog resulterede i nærmest en flod af blod, lige ned over Lori. Den malede hans ansigt, hår og rasten af ham rødt, og den store mand fladt sammen over ham. Han havde dog ikke tid til at ligge der, han måtte op, inden manden med sværdet fik svunget det. Han kastede manden til side, og fik rejst sig, lige i tide til at afværge slaget med sine daggerts.
Han kom på benene, og nu lød en gennemtrængende lys, af metal der ramte hinanden med kraft og hurtighed.
Nærmest hver en bevægelse gjorde ondt, og nev i siden, grundet hans tydeligt brækkede riben, men heldigvis gjorde adrenalinen, at han ikke bemærkede det voldsomt.

Manden rykkede hen mod ham, og Lori undveg, dog ikke uden af blive snittet af sværdet.
En svigene fornemmelse i sin arm spredte sig. Og i en hurtig bevægelse, lod han sin ene daggert gå gennem mandens lår, hvilket fik manden til at falde ned på sit knæ. Med et hårdt spark mistede manden grebet om sit svær.
En daggert blev Hamlet ned i skulderen på manden, lige det sted, der ville sørge for at armen var så godt som lammet, og så et snit i det andet lår, et stik i den anden overarm.
Alt dette efterlod manden, knurrende, ømmende, og nærmest bedende for sit liv.

Om det var blodet i hans ansigt der gjorde hans blik rødt, eller om det var blodsugen, der gjorde vidste han ikke. Men helt imod Loris tidligere natur, greb han nu fat om struben på manden. Et hårdt klem, fik manden til at gispe efter vejret, som luftvejene blev spæret. Et nærmest modbydeligt smil bredte sig på hans læber, som han lavede et vildsomt ryg med hånden, og rev struben ud på manden.
Han stod nu med mandens inde hals i sin hånd, mens hans blik gled over mod Sean.

Der måtte efterhånden ikke være flere her, men det var nok bedst at tjekke.

Dolken borede sig igennem kødet, igennem indvolde, muskler og sener. Intet af det gav meget modstand når Sean kastede sig selv ind i en person med fuld styrke. Havde det været mere end en dolk, ville kvinden være spiddet til væggen bag sig. For nu, kun et blodigt søle og nogle gispende lyde, før hun blev stille. Blodet var varmt på Seans hænder, og gjorde hans greb om dolken fedtet.
Han hørte kamp bag sig, og forsikret om at Lori dermed dækkede hans ryg, fortsatte han selv fremad. En hånd gled igennem hans hår, der om muligt strittede endnu mere nu, hjulpet godt på vej af blodet.
De næste par værelser var tomme. Det sidste var ikke. To personer stod ved et åbent vindue, og kæmpede med nogle reb. Tydeligvis med en plan om at flygte, måske fortælle historien videre, imens de andre holdt Sean og Lori hen.
Sean stoppede op foran døren og kiggede tilbage til de døde bag sig. Han løftede sin ene hånd, hårdt fokuseret på liget af kvinden. Hun rykkede sig. Små ryk i starten, men ikke længe efter kom hun en smule klodset på benene. Med et dødt blik, og endnu frisk blod hængende fra sit dødelige sår, kom hun vraltende ned af gangen.
"Forlader I os allerede? I har ikke engang set det hele endnu"
Sean så tilbage i rummet. De sidste to, der stod og fumlede med rebene. Blev ved at tabe dem, eller binde dårlige knuder. At kaste sig ud af  vinduet ville sikkert ende med brækkede knogler - og dermed en umulig flugt.
Seans stemme var hæs. Han rømmede sig og sank den metalliske smag af blod i sit spyt. Han følte sig endnu stærkere end normalt. En archdemon på archdemon blod? Det var perfekt. Men det virkede nok ikke så stærkt når det var hans eget blod han drak. Han måtte finde andre.

Kvinden kom ind i lokalet og Sean gik lige bag hende.
"N-nej....Santra!"
Den ene, også en kvinde, gispede og holdt sig for munden med et chokeret udtryk. Så gled blikket tilbage mod Sean, før det endte på den levende-døde igen.
"Hvorfor? HVORFOR?! Dit monster!...Åhr...Santra..."
"Kom, vi har ikke tid, vi må ud nu..."
Manden fik endelig styr på sit reb og hev nu i den anden kvinde for at få hende med. Men hun stod som frosset på stedet. Reagerede ikke. Tårerne gled ned af hendes kinder, som zombien kom over til hende. Den, tilgengæld, tøvede ikke. Med en rallen kastede den sig over hende og bed hende i halsen. Hun skreg, og prøvede at skubbe til zombien, men hun var ikke så stærk, og stadig ramt af chok.
"Forbandet..."
Manden kastede et sidste blik på scenariet og kastede sig ud af vinduet.

Sean gik langsomt igennem lokalet. Over til vinduet og kiggede ud af det. Så en nåede væk. Manden skar rebet over og løb for sit liv, ud i mørket. Sean følte sig...Ligeglad.
De skulle nok klare sig, selv om en var stukket af. Bag ham lød der en vedvarende snaskende og gnavende lyd fra zombien. Sean drejede den ene hånd, og uden så meget at kigge i den retning, faldt den levende-døde over den anden kvinde. Lige så død. Igen.
Seans blik var rettet ud i hvad der virkede til at være blevet nat. En kølig brise kærtegnede ham og kølede ham. Det var rart. Hele hans krop dunkede. Han åbnede og lukkede sine hænder et øjeblik. Kunne mærke hvordan de klistrede sammen af størknet blod og skidt. Han kiggede ned på dem. Drejede dem. Ingen rysten. Ingen fortrydelse. Bare en kold konstatering.
Han trak vejret dybt og vendte sig om for at se hvor Lori blev af.
Sean følte sig genfødt.
Så længe havde han siddet og samlet støv. Dirigeret folk bag et skrivebord. Han havde følt sig så livsløs, så ligeglad, og så alene.
Dette her. Det var noget af det han ville tilbage til. Ikke nødvendigvis at slå et helt hus ihjel hver aften. Men at få hænderne beskidte igen. Gøre de ting, der fik ham til at føle sig i live.
Han ville føle energien igen. Han ville være med igen. Og lade andre om at lede en hel by, en hel region.
Der var mere til livet end politik. Selv om det også kunne være sjovt...Så var det sjovest, når han nu gerne ville opnå noget.