Hva' fa.....? Så der er her du gemmer dig... - Raco

Tid: Middag, Juli 1164, ca to uges tid efter at dette emne er afsluttet.
Vejr: fin regn, men med udsigt til solskin. En let lun brise

OBS... Eder og forbandelser, samt råben vil være at finde...

@Raco

Outfit - dog er det letter forrevet.

Taliia var ude og træne nye folk på en af de nye schooner, som de havde fået bygget i løbet af det sidste års tid. Hun måtte dog indrømme at selv om største delen af besætningen var søvante, så var det noget af en prøvelse med de ti nye unge rekrutter.
Skibet hun var ude med havde de navngivet Malaga Merchant, og var et af flådens hurtigste. Godt nok var der ikke megen plads ombord, men de havde alligevel lavet en lille kaptajnkahyt, som hun brugte når hun skulle køle ned. Og det skulle hun en hel del for tiden.
De var taget fra Dead Mans Rock for næsten fire uger siden, men havde været så uheldige at ramme ind i en sommerstorm, der nær havde kostet de nye livet. Hun havde været glad for at de havde et par sirener blandt besætningen, som kunne rede dem der røg overbord. Men nu var de, langt om længe, nået til Minotaris. En rejse der normalt kun en til to uger. Skibet var ikke i den bedste forfatning og trængte til et eftersyn, samt en del af mandskabet skulle tilses af en healer.

Da de kom ind havnen kunne hendes stemme tydeligt høres over det meste af området.
"Jeg sagde at de reb skulle stables derover!! Og de kugler er ikke legetøj, ønsker du at miste livet? Så tag dog fat, drog." Lige så snart landgangen var lagt, stormede hun nærmest i land og folk flyttede sig hurtigt da de så at hun lignede en tordensky og nærmest trampede som en, hen til havnefoden. Her sparkede hun nærmest døren op og råbte:
"Ved alle guder, fri mig for flere utrænede folk. Jeg ved godt jeg sagde at de ikke behøvede at kunne sejle, men jeg sagde intet om at de skulle være total grønne." Havnefoden så op fra de papirer han stod med. Han havde været i et møde med en mand, som hun ikke tænkte nærmere over. Hun gik direkte hen havnefoden, som pludselig blev mindre nu hvor han stod overfor den hidsige rødhåret elverkvinde, der ligesom de andre kaptajner fra Blackfire, var kendt i byen. Alligevel kunne han ikke huske at han havde set hende så rasende i flere år, hvis nogensinde.
"De idioter kan ikke kende hoved og hale på en støvle, hvis den ikke sidder på deres fod. Jeg ved ikke hvor mange gange min besætning måtte hente dem op fra havet under en lille sommerstorm, men jeg ved at det var en gang for mange." Hun nedstirrede totalt havnefoden, som bare stod og prøvede at finde mod til at sige noget til hende. Det hjalp dog nok heller ikke at to af hans nevø'er og en søn var blandt de nye hun brokkede sig over.

Raco arbejde hårdt på at få styr på alle de urter og blomster som var kommet ind denne morgen med hans flåde. De var stadig alle igang med at få deres last af skibene. Raco bar selv to store kasser mod den butik som han var ved at åbne et par hundrede meter fra havnen. Han åbnede døren med hoften og satte kasserne ned på disken før han strakte sig ryg. Der lød et par knæk fra den og han gav et suk af lettelse.

Raco hans skibe havde brugte de sidste par uger at hente varer fra Aquener, hvor byens hersker havde opbevaret deres last. Raco så ud på vejret og skulede let. Han var ikke særlig lykkelig for regnen, men lasten skulle hurtigt i hus. Han trådte ud på gaden igen og gik hurtgit ned mod havnen. På vejen mødte han flere af sine mænd og kvinder som hastede afsted med deres dyrebare last. Raco rystede på hovedet for at få det våde hår væk fra øjnene.

"Dette skulle være det sidste." mumlede Raco mens han tog fat i den sidste kasse. Han så ned af havnen og frøs. Han kneb øjnene sammen og kunne ikke tro hvad han så. Tåre begyndte at dukke op i øjenvigerne. Han ville kunne genkende den rødhåret elverkvinde overalt. Et ømt smil dukkede op omkring hans læber. Han bevægede sig ikke ud af stedet og kunne ikke få sig elv til det.

”Så galt kan det da ikke være, og...” Manden ved siden af havnefoden stoppede sin tale et øjeblik da hun vendte sit skulende blik mod ham, men fortsatte lidt mere forsigtigt.
”og de har da fået en form for oplæring her.” Hun fnøs af afskyg.
”Ikke så galt?? Jeg kommer ikke herfra før skibet har været tilset af skibsbyggerne og halvdelen af besætningen har været tilset en healer. Nogle af dem er endda uarbejdsdygtige i mindst tre uger, på grund af skader. Skal også have fundet nye forsyninger til at erstatte dem som vi enten har mistet eller som blev ødelagt under stormen.” Havnefoden gispede og nærmest løb ud af sit kontor, da hun havde nævnt at der var tilskadekommende på skibet, som lå til kaj ikke langt fra skibsbyggerne. Han frygtede at hans søn og to nevøer var blandt dem.
Manden som nu stod tilbage sammen med hende, så roligt på hende selv om han måtte indrømme for sig selv at han faktisk frygtede hende en smule.
”Frue, jeg sikre dem at skibet vil blive tilset inden aften. Ellers sørge jeg for at de bliver godtgjort for den tid de opholder dem her....” Tal hævede det ene øjenbryn af manden. Hun så mere grundigt på ham og kunne nu se at han var klædt i noget finere klæder end de fleste normale borgere. Dog var hun endnu for meget oppe og køre til at hun kunne stå stille så længe som det tog manden at komme frem til det som gav mening. Hun gik udenfor igen og vente ansigtet op mod regnen, hvilket faktisk virkede afkølende. Dog fik hun ikke megen fred før et par stemmer der tilhørte to unge mænd fra de nye. De beklagede sig og nægtede at gå tilbage til skibet, selv om et par af de garvede folk råbte efter dem. Se, dét satte hendes sind i kog igen. Hun skridtede hen mod dem med lynende øjne og tordenbrøl i stemmen.
”Se så at komme tilbage ombord. I har kraftedeme bare at høre efter de erfarende, når de giver ordre. Ellers skal jeg love jer at i får problemer med mig.” De stoppede overrasket op og så på hende med store øjne, dog fattede den ene sig hurtigt og genvandt sit fornærmede udtryk.
”De vil have at vi skal rense latrinerne. Vi er af rig købmands...” Længere nåede knægten ikke før Tal var henne ved dem, greb den fornærmede knægt i kraven og snærede.
”Hold kæft og gør som du får at vide. Ellers har du intet at gøre ombord. Og jeg sværger at alle handelsforbindelser i Underworld får at vide hvor meget du nægter at adlyde ordre. Hvilket afgjort vil sørge for at du aldrig får hyre ombord. Måske med undtagelse af et piratskib, hvor du kan bruges som prygelknabe.” Knægtene gispede begge og stirrede forfærde på hende, inden de fik øje på manden bag hende. De skulle til at åbne munden for at klage til ham, men han kom dem i forkøbet.
”Gør som der bliver sagt. Hvis i vil fortsætte med at bære navnet Mónnell.” Drengene så ret så triste ud, da det gik op for dem at der ingen vej var tilbage ud over at gøre som der blev sagt. Tal slap knægten som kort faldt sammen på havnen, inden hans bror hjalp ham op og de løb tilbage til skibet. Hun vendte sig om mod manden og så på at han bukkede let.
”Beklager at mine sønner har været en plage. Vil afgjort sørge for at de bliver optrænet, så de kan glæde en af Blackfires kaptajner.” Hun nikkede afmålt til ham, da han igen så på hende. Men hun var stadig for arrig til at tale fornuftigt. Plus noget andet i hendes bevisthed havde fanget hendes opmærksomhed. Hun drejede sig rundt igen og så... Noget som hun troede var løgn. Med hastige skridt, der kort efter blev til løb. Og hun stoppede først, da hun kastede sig om halsen på en mand hun ikke havde ture at håbe på at se igen. Glædes tåre løb ned over hendes kinder, selv om hun stadig var gal i hovedet.
”Ved alle guder. Hvor har du været? Hvordan har du det? Hvad laver du her? Hvorfor har du ik...” Hun bramsede sig selv for ikke at overfuse ham for meget. Hun så smilende på ham og måtte snøfte et par gange.
”Du er utrolig savnet.” Hendes stemme og kropsholdning var mere venlig og varm end den havde været tidligere.

Raco havde givet slip på kassen med Vanille de Lune (Vanilla Moon), for at gribe hende om talje og snurre hende rundt. "Min pige. Jeg har også savnet dig." sagde han og så på hende. Med hænderne hvilende på hver kind, tommelfingrene strøg tårerne fra hendes kinder væk. "Du har ikke ændret dig meget." sagde med et smil og lagde hovedet let på skrå for at se rigtigt på hende. "Stadig smuk som den dag, Seuzan havde taget dig med hjem." Han omfavnede hende igen. "Hvordan har lille Katrine det? Jeg håber ikke der er sket noget med hende." Han havde ikke set hende længe, men hun var stadig af hans slægt.

"Har du tid? Jeg har masser af tid, og har en butik vi kan søge ly i." sagde han mens han bøjede sig ned for at samle kassen op. Med den hvilende under den ene arm, tilbød han den anden til hende. "Jeg beklager at jeg har været så længe, men mange sår var stadig blødende da jeg mødte Jake første gang. Jeg var ikke helt klar til at komme helt hjem." sagde han og smilede undskyldende, men han så også lidt nærmere på hendes tøj. "Tror også at jeg har noget skiftetøj. Dit er vist lettere forrevet, min egen." sagde han og nikkede med hovedet ned mod butikken. "Kom med. Der er mange som vil være glade for at sig det. Folkene på Black Breath har ikke snakket om andet." Han begyndte at gå afsted mod huset, regnen begyndte langsomt at tage til.

Hun lo af glæde da han snurrede hende rundt og smilede bredt da han forsøgte at tørre hendes glædes tåre væk, og talte til hende. Dog stak det i hjertet, da han nævnte Seuzan. Selv om hun var kommet videre og var ved at udvikle en ny kærlighed, så var det stadig smertefuldt at mindes hendes første rigtige kærlighed.
Da han spurgte ind til Kat, bed hun sig en smule i læben. Hun viste ikke helt hvordan hun skulle fortælle alt det som var sket på bare... var det virkelig kun omkring tre år?? Tja, tiden gik åbenbart hurtigere end hun huskede. Men ja, hun havde jo også utrolig meget at se til.

Da han spurgte om hun havde tid og at han havde en butik de kunne søge ly i, så hun overrasket på ham og videre ned på den kasse han samlede op.
”Ja, jeg har masser af tid lige nu.” Hun tog smilende imod armen og lyttede til ham mens de gik. Hvor hun dog havde savnet hans stemme. En lille latter forlod hende da han snakkede om hendes tøj og hun rystede på hovedet.
”Jeg har mere ombord, selv om det nok lige skal have lov til at tørre lidt.” Hun så nysgerrigt på ham og overvejede hvad hun skulle spørge om. Eller fortælle.
Tankerne om alt det der var sket på de par år, siden han var forsvundet igen, kørte rundt i hovedet på hende mens de gik. Hun forsøgte at finde ud af hvad var bedst at tale om når de kom ind og satte sig. Hendes stemme var meget stille, da hun endelig fik taget sig sammen.
”Der er så meget at tale om, men jeg vil helst at vi begge sidder ned når jeg begynder.” Hun så på ham ud af øjenkrogen, for at finde ud af hvad der var bedst at begynde med, når de nåede der til.

En af de gamle havde set hvem Tal var faldet i snak med og havde smilet stort og bredt. Han havde straks spredt det videre for alle vinde, så alle fra klanen viste hvem Tal var faldet over. Derudover fandt de hurtigt noget af Tals tøj, som blev bragt hen til den butik hvor Tal og Raco var gået ind.

Butikken var fyldte til randen med besætningerne fra Racos flåde. Dem fra Black Breath smilede alle og vinkede til Taliia. Selvom deres leders søn var død, kaldte han stadig Taliia og hendes datter familie. Ingen skulle svine dem til uden at lægge ryg til en gang prygl. Raco satte kassen på den store disk. Der var mindst 100 kasser som var fyldt med urter og andre ting som Raco skulle bruge til at starte sin the-shop. Eller som nogen af de yngste lavede sjov med, Racos The-Empire. Det havde spredt sig som et kælenavn, men senere valgte Raco er gøre det til kædens navn

"Velkommen til Kashkan. Vi er stadig ved at starte den, men når vi først kommer igang har jeg mange planer for dette projekt." sagde han mens han tog jakken af. Kastede den over en stol og vinkede Taliia med ud bagved. Ude bagved var der møbler stablet og en trappe som ledte både op og ned. Raco pegede på trappen som ledte ned i kælder. "Kælderen vil blive vores lager når vi har isoleret det godt. Ovenpå vil mit kontor og mødelokaler været." sagde han og så på hende. "Vi arbejder stadig på om vi skal lave det til en lille cafe eller kun en butik." sagde han og kløede sig i nakken.

"Men hvordan har du haft det? Min familie efterlod Dead Mans Rock rimelig ødelagt." sagde han og gik op ad trapperne. Han åbnede døren ind til kontoret som mindede meget om hans kahyt. Et stort skrivebord stod langs væggen ved siden af døren. Vinduer og en dør, som gik ud til en stor balkon, var helt over på den anden side af rummet. Der var et lille afskærmet område hvor en seng stod med et lille natbord. Flere reoler stod klar til at blive fyldt med bøger. Ved vinduerne stod der et par sofaer Et tøjskab var også proppet ind. "Jeg vil ikke komme til at sejle rundt for meget." sagde han og gik hen til sofaerne. "Jeg føler ikke at jeg længere kan leve som pirat."

Dufte af de forskellige urter og blomster forvandlede omgående Tals humør fra arrigt til nysgerrighed. Hendes øjne søgte hen over hver enkelt kasse og hun genkendte forskellige dufte, selv om hun ikke var sikker på om det var til lægelig eller anden brug. Hun smilede og hilste venligt på dem hun kendte og kunne igen mærke savnet af sin afdøde mand. Damm det var hårdt det her, at gense alle disse ansigter som mindede hende om ham. Men ja, det var vel bedre at erkende det, frem for altid at gemme på smerten.

Hun smilede bredt da Raco bød hende velkommen, og begyndte at forklare en masse om det han havde gang i, hvilket gav et tydeligt billede af at han havde bosat sig her. Hun fuldte med ham ovenpå og ind på hans kontor, der i hendes øjne praktisk talt lignede en tro kopi af hans kaptajnskahyt. Af ren vane gik hun over til skrivebordet og satte sig på kanten, så hendes ene ben stadig støttede på gulvet. Hun var dog forsigtig ikke at lave rod hvis der lå papirer på det.
”For at starte med dit sidste sprøgsmål, så ja. Din familie efterlod Dead Mans Rock rimelig ødelagt, men kun mentalt. De kom aldrig ind i selve havnen, selv om de har prøvet flere gange gennem det sidste år.” Hun smilede skummelt og hendes øjne blev fyldt med en krigers kampglæde.
”Selv om Jake har travlt oppe i Dragons Peak, så har øen ikke været ubevogtet. Vi har bygget omkring fem nye skibe hen over de sidste tre år, og flere er undervejs af forskellige størrelser.”

Hendes holdning ændrede sig igen tilbage til den venlige og rolige kvinde hun normalt var, da hun mindes hans spørgsmål om hendes datter.
”Åh ja, det er rigtigt. Du har jo ikke set Kat længe. Men ja, hun har haft det godt, men også hård igennem et års tid. Se du. Kat har fundet sig en partner, en draconianer som hedder Dust. Han er en rigtig eventyr efter artifakts og ting med evner, hvad han bruger dem til ved jeg ikke, men han samler i hvert fald en del. Der iblandt endte han ud med at købe en slave fordi hun havde en artefakt i sit halsbånd, og som skæbnen drillede ham ville slaven ikke frigives, hvilket selvfølgelig gav det lidt gnidninger i starten, men nu ser det ud til at Kat ikke vil undvære nogen af dem. Det var selvfølgelig meget godt, da hun i sommeren for to år siden var uheldig at blive fanget og voldtaget af en gruppe dæmoner. Det satte sig som et chok i hende og hun var i en længere periode kun i stand til at være sig selv sammen med kvindeligt selskab. Men jeg gætter på at slægtskabet fra Seuzan og dig, var skyld i at hun var hurtigt til at komme sig over oplevelsen. Selv om det dog indebar at hun valgte at falde. Ser du, hun opdagede at hun bar en af sine voldtægtsmænds barn og det ønskede hun ikke.” Tal blev lidt stille efter det sidste og lod tungen væde læberne lidt, inden hun fortsatte.
”Dust har vist sig at være en fantastisk partner for Kat, han var og er stadig noget så utrolig forstående overfor hendes behov og ønsker. Kat fortalte mig, kort før jeg tog ud på denne sejltur, at han endda har hjulpet hende med at finde en ny evne. Hun kan nu kontrollere og manipulere vand, så længe hun har noget ved sig. Og den kvinde som Dust købte, ja hun er nu nærmest som en del af den lille 'familie', hvis man kan kalde dem det. Kat omtaler hende i hvert fald som sin elskerinde.” Tal klukkede lidt, mens hun smilede bredt. Ikke engang hun havde set det komme, at hendes datter ville blive glad for en af sit eget køn. Men ja, så længe Kat var glad, så var Tal glad.”[/color]

Hun flyttede vægten en smule og fortsatte sine fortællinger.
”Hvad Jake angår, så ved jeg ikke om i har mødt hinanden og derfor vil jeg helst ikke nævne noget. Men når det er sagt, ja, så er der kun lidt om mig selv at fortælle. Jeg...” Hun måtte rømme sig lidt for at kunne fortsætte og rødmede lidt.
”Jeg har fundet ud af at jeg selv er faldet for en af mine venner fra før tiden som pirat, og har ligeledes fundet ud af at han er skytsengel. Endda min skytsengel. Jeg ved ikke om jeg vil sige at vi er et par, men håber dog på at det kan blive til noget.” Hun sukkede og strakte sig lidt, så det gav et par knæk.
”Hvad angår at leve som pirat, ja, så har du ikke noget at bekymre dig om der. Klanen er nu helt og holdent en handelsklan. Vi fik det indført for omkring et års tid siden, da vi så hvor godt handelen med sorte opaler gik. Og vi har endda fået åbnet et handelshus i både Doomsville og Sunfury. Godt nok er der nogle af de 'gamle', som stadig har lidt svært ved at ligge det bag sig, men ellers fungere det fint. Dead Mans Rock vrimler nærmest med handlende, som ønsker at købe opalerne, ligeledes står det til i byerne hvor det er de rige folk som vil købe dem.” Hun så smilende på ham og vuderede hvor meget hun kunne snakke om Jake og den kærlighed han muligvis havde fundet. Selv havde hun nydt at se Jake så glad, både for Rafaela og børnene. Og det var tydeligt at drengen Reine praktisk talt så Jake som sin far. Pigen Emily var lidt mere tilbageholden og 'morsyg', hvilket Tal senere havde fået at vide skyldtes pigens fortid som slave. Noget der nær havde fået Tals sind i kog. Dog havde hun været overrasket over at Jake havde spurgt stille ind til forskellige urter og miksture som kunne hjælpe en kvinde der havde svært ved at undfange, men hun hurtigt opdaget at han talte om sin nye kæreste.

“Du skal ikke bekymre dig om at fortælle mig om Jake. Jeg har allerede mødt ham og hans nye familie.” Sagde Raco og gav kun et halvt smil. Han så ud af vinduet med et let suk. “Jeg vidste ikke hvor meget jeg savnede ham før jeg så ham. Jeg vidste ikke hvor meget mit hjerte længst efter dig og mit eneste barnebarn.” Sagde han og lod hovedet synke ned i hænderne. “Jeg er gået glip af så meget!” Mumlede han og gav et opgivende suk.

Efter noget tit rettede han sig op og sank tilbage mod stoleryggen. “Jeg ville ønske at jeg kunne komme med tilbage til fastlandet, men jeg ville ikke sætte min fod der. Min familie ønsker stadig mig i fangenskab og venter derfor i Aquener.” Sagde han og så på hende. “Så længe jeg er i Minotaris vil de ikke komme. Og medmindre herskeren af Aquener sparker dem ud, komme jeg ikke ind.” Og han ville elske at komme ind til fastlandet, måske møde lille Katrine.

“Jeg er ked af at hun skulle gå det igennem. Jeg ville ønske jeg kunne have været der og hjulpet.” Han havde fået et farligt glimt i øjnene. Et som man ofte så hos forældre eller bedsteforældre. “Fik du navnene på dem?”

Hun sukkede af lettelse over at han allerede havde mødt Jake, og hans nye familie?? Måden Raco reagerede med et halvt smil og et let suk fortalte hende at det var bedst at lade emnet ligge. Derfor nøjedes hun med at smile varmt da han snakkede om at han ikke viste hvor meget han længtes efter hende og Kat, samt at han var gået glip af så meget.
Ligeledes forstod hun udmærket hvordan han følte omkring det med at hans familie stadig var efter ham. Hvilket gjorde at hun gik over og satte sig ved siden af ham. Hun lagde en hånd på hans arm, som en venlig gestus, da han fortalte at han var ked af det Kat måtte igennem. Men da han fik det farlige glimt i øjnene, kunne hun ikke tilbageholde en latter.
”Du kan være ganske rolig. Beldragon, som du sikkert kan huske er Kat's beskytter, fortalte mig at Dust havde slagtet hver og en af dem. Han havde endda tortureret en eller to af dem for at få svar på hvorfor de gjorde det. Men det korte af det lange er at ingen af dæmonerne overlevede. Jeg vil i øvrigt ikke komme i nærheden af Dust, når han kommer i sit beskyttende hjørne med Kat eller Izzy, som er deres elskerindes kælenavn. For ja, de ser begge slaven som deres elskerinde. Hvilket jeg finder lettere fascinerende, eftersom jeg aldrig havde troet at Kat ville ende med andet end en god mand.”

Raco sukkede skuffet. "Og der gik mit ønske om hævn." sagde han og så på Taliia. Han lagde en hånd over hendes og gav den et klem. "Jeg er bare glad for at I begge to lever endnu. Jeg ved ikke hvordan jeg ville tage det, hvis I ikke længere var her." sagde han og et smil bredte sig over hans læber. "Jeg vil også være glad hvis I kunne komme forbi en gang imellem. Jeg kan ikke tage ind til fastlandet, og jeg ved ikke hvor tit jeg kan tage fra butikken. Det vil være det som jeg skal brødføde alle besætninger på." sagde han og så ud af vinduet.

"Men nok om det, hvordan går det ellers med flåden og det hele? Jeg kunne godt bruge din hjælp med at planlægge ruter til mine skibe. De vil få travlt de næste par måneder når nu foråret snart kommer og der er en del urter som jeg skal have." sagde han og rejste sig op. Han gik hen til det store kort som hang på væggen bag skrivebordet. Kortet var fuldkommen kortlagt og fyldt med detaljer over UnderWorld.

Hun så smilende på ham og måtte anstrenge sig en smule for at skjule de begyndede tåre. Hun var så glad for at se sin svigerfar igen og ville ønske at Kat kunne være der. Men ja, hun havde stadig ikke kunne finde ud af hvordan hun kunne kontakte sin datter.
”Det hele skal nok gå, når tingene er faldet lidt til ro. Jeg er sikker på hvad der end er sket, at det nok skal løse sig.”

Hun rejste sig og gik hen ved siden af ham, hvor hun puffede blidt til ham.
”Tager du ikke årstiderne lidt for givet. Vi har kun sommer nu.” Hun så nysgerrigt på kortet og smilede blidt.
”Hvis jeg havde et kort som dette... Ja, jeg ved ikke hvad jeg ville bruge det til. Men flot, det er det afgjort. Og jeg skal gerne hjælpe med at planlægge ruterne.” Hun så på sin svigerfar og smilede.
”Hvis du fik fat i et stykke klippe, så kunne jeg lade Kat vide at du holder til her i byen. Hendes partner har lært hende at åbne en port til og fra deres hule, så hun kan komme frem forskellige steder. Hvor selve hulen ligger aner jeg ikke. Men jeg har da fået indfattet et stort stykke, både i Red Arrow og hjemme på øen, så hun altid kan komme på besøg. Faktisk har jeg også et rimeligt stort stykke i min kahyt på Seastormers Revence.”

Raco pegede mod en stor kasse ovre ved en af reoler. "Hvis du åbner den ,vil du se et klippestykke fra bjergene om Dragons Peak. Havde et par engle fragte det til mig." sagde han og smilede til sin svigerdatter. "Jeg vil åbne en tebutik, men vil også arbejde som en jæger og et forvarsværk for denne by. Mange af mine folk begynder at trække deres familier hertil eller skaber en. Og jeg har en sidste chance for at få en arving." Det sidst var mumlet ud og han bad til at hun ikke hørte det. Han vidste endnu ikke om dette ville ske, så han ventede stadig på at finde en som han kunne elske så højt som Jake.

"Det ved jeg, men det tager tid at komme ind til fastlandet og komme hjem igen." Han så på hende med hævet øjenbryn. "Jeg har rejst længe på havet før jeg valgte at slå mig ned her. Ingen i klan ved at jeg er her. Hvilket jeg foretrækker fremfor at skulle leve i frygt inde på fastlandet." sagde Raco og trak på skuldrene.

Hun gik smilende over og kikkede i kassen.
”Fortalte Jake dig det? Eller har du snuset dig til det fra en af klanen?” Hun kunne se at klippe stykket havde en pæn størrelse og var sikker på at så snart Kat fandt ud af at Raco var i live her, så ville hun besøge ham på den ene eller anden måde. Hun lukkede igen kassen og så stor smilende på ham, da han nævnte te butikken og det andet han ville arbejde med. Men det som fik hende til at tabe kæben af overraskelse var det som han mumlede. Hun stirrede bare overrasket på ham i nogle minutter, før hun fik taget sig sammen til at spørge lavt og forsigtigt.
”Ved Jake det?” Hun bad i sit stille sind til at han intet anede, da det ellers med sikkerhed ville ride ham som en mare. Særligt fordi han havde set så lykkelig ud med Rafaela og børnene.

Hun så undersøgende på ham, da han snakkede om hvor meget arbejde og tid det ville kræve for at få sådan et kort. Og fa han så på hende med hævede øjenbryn, samt fortalte om at ingen rigtig viste at han var her på øen, hvilket han fortrak. Ja, så forstod hun det udmærket.
”Det kommer ikke videre før du selv ønsker det. Og det er faktisk godt at Fire klanen ikke ved hvor du er. Jeg har dem nærmest rendende hjemme ved øen hver anden dag. Tror Jake gjorde din far sur på Devils Lagoon, da han bed benet af to af dine fætre og åd den en af dem. Alt sammen i drageform. Kan ikke huske om han gjorde andet. Men er ret imponeret over at han havde så meget dragolycan blod i sine åre.”

Raco så på hende. "Jeg har stadig nogen kontakter blandt klanen. Dem som stadig ser mig som en af deres ledere. Og med min arving. På en måde. Han ved dog ikke at det kun er en jeg kan få. Desuden er han så glad for det han har nu. Jeg kan ikke tage det fra ham. Jeg spildte mine chancer da jeg forlod ham uden et ord." sagde Raco og så alvorligt på hans svigerdatter. Det havde gjort ondt at forlade Jake og han fortrød det, men det var en seng han havde redt og nu måtte han lægge i den. "Jeg kan håbe at jeg måske kan finde en som kan elske mig så meget som Jake eller også har jeg solgt min sjæl til ingen nytte."

Raco kunne ikke lade være med at klukke. "Jake har altid været noget for sig selv. Han har altid været stærk og ikke bange for at pisse min familie af. Og angående dem, jeg håber at de opdager hvor jeg er for det næste lange stykke tid. Jeg har stadig friske ar på ryggen efter dem." sagde Raco lod en finger glide kortet. "Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre, Tal. Der er så meget lige nu som giver ingen mening."

Hun smilede skævt da han sagde at han stadig havde kontakter blandt klanen, hvilket enlig ikke undrede hende. Men hun undrede sig lidt over resten han talte om. Selv kunne hun på en måde godt forstå ham, men hun var ikke sikker på om hun ikke selv ville gøre et forsøg, hvis det havde været hende.
”Hvorfor undre det mig ikke. Men du skal ikke være nervøs for at komme hjem på besøg ind i mellem. Jeg kunne godt bruge din hjælp med rådet og folkene fra tid til anden. Har nærmest ikke sat mine ben ombord, efter at Jake blev raceleder. Han har alt for meget mellem ørene i Dragons Peak. Sidst jeg hørte noget fra ham, fortalte han om at byens hersker var forsvundet. Og at han tænker på at indtage pladsen på drageborgen.” Hun trak vejret en smule dybere inden hun fortsatte og tog chancen.
”Hvad angår Jake. Så tror jeg du undervurderer ham. Selv om han er så glad nu, som du siger, så er jeg sikker på at han stadig længes efter dig. Har hørt fra nogle i besætningen, som har været med ham i land, at han til tider har ’fundet afløb’ for sine frustrationer, men at det ikke har virket ret længe.” Hun studerede sin svigerfar, mens hun talte. Særligt fordi hun viste at det var et meget ømt punkt hun kom ind på.
”Hvis jeg skal være ærlig, Raco. Så tror jeg ikke nogen af jer bliver hele igen før I finder ud af at leve i samme rum igen. Ikke at i skal finde sammen igen, men at i begge kan stå skulder ved skulder uden nogen anspændtheder. Ja, det vil muligvis tage år før i når dertil. Men jeg er sikker på at i kan, hvis i begge ligger noget energi i det. Og der må jo være en årsag til at Hydra har valgt at smede jer sammen i sjælen.”

Raco rystede på hovedet. "For min skyld, kan Hydra godt skille os ad. Han er lykke og jeg må komme videre. Det vil dog nok betyde at overvinde min frygt og gå ind i fastlandet." sagde han og satte sig ned i en stol. Øjnene gled ned på bordet foran ham. "Jeg må indrømme at jeg er fristet til at komme hjem til øen, men Minotaris er også mit hjem nu." Han var hellere ikke sikker på at han kunne holde til at Jake sammen med en anden.

"Men jeg burde måske komme forbi øen og hilse på. Men jeg sværger, hvis jeg bliver afhørt om jeg har en ny fyr, forlader jeg øen igen." sagde Raco lænede sig tilbage. "Og dig, har du fundet en som hjælpe med at heale dine sår efter..." Han sagde ikke mere og håbede at hun vidste hvad han mente. "På en måde er jeg glad for at Connor stadig var ung, en hjerte mindre knust. Men ikke at det gøre det nemmere. Når man tænker på den fremtid som han kunne have haft og den som Seu havde."

Hun sukkede nærmest opgivende og rystede på hovedet.
"Raco Blackfire. Må guderne hjælpe dig. Jeg ved hvor stor smerten er efter tabet af den man elsker med livet selv. Derfor ved jeg også at du benægter en del af dine følelser, hvilket jeg på en måde forstår. Men alligevel er der en del af mig, som ikke fatter hvordan du kan skubbe ham væk." Hun så på sin svigerfar, mens han sad og så ud til at slappe af. Hun viste ikke om hun var ved at skubbe ham væk eller få et stærkere bånd til ham, på tros af at hun prikkede til ham.
"Jeg kan desværre ikke love noget. Men jeg skal gøre hvad jeg kan får at få folk til at tage det roligt. Faktisk tror jeg de fleste spørgsmål vil komme til at dreje sig om Jake og dig."

Hun tænkte lidt over det han sagde og forstod godt at han stoppede sig selv inden han nævnte Seuzan, for så at begynde at snakke om Connor.
"På en måde ja. Jeg har faktisk fundet ud af at jeg har en skytsengel. Ovenikøbet en som har været en af mine flirter før mit liv som pirat startede. Han har hjulpet mig en hel del igennem sorgen. Men ved endnu ikke om jeg kan kalde ham for min fyr."

"Tal, min søde pige. Han har en ny familie, og jeg vil være som et tredje hjul eller bare en ven. Har vi begge ikke fortjent bare lidt kærlighed, også selvom vi ikke kan have hinanden. Tro mig, jeg ville også ønske at jeg kunne spole tiden tilbage og bare være sammen med ham, men Hydra har spillet mig en ny hånd med kort som ikke falder i min favør." sagde Raco. Hænder gled gennem det røde hår. De grå øjne holdte skjult smerte og dyb tvivl. Han vidste ikke hvad han skulle gøre ligenu.

"Jeg har måske fundet en som vil være sammen med mig, men han er også den jeg solgte min sjæl til. Ligenu hjælper han med at heale mine sår, men han ved også at han ikke fuldt ud ville kunne heale mig. Jeg kan bare ikke fortælle Jake hvordan jeg har det. Jeg kan ikke lade ham træde ind og så måske knuse ham senere, ikke uden at knuse mig selv."

Hun sukkede opgivende. For selv om hun ikke var glad for hans beslutning, ja, så kunne hun enlig godt forstå ham.
"Havde nok bare været lidt af en tosse og håbe på at i to kunne finde ud af noget sammen. Ikke at i dermed ikke 'bare' kunne være venner, men at i kunne holde ud at være i samme lokale eller på samme skib sammen. Selvfølgelig har i begge fortjent kærligheden. Men hvordan vil i kunne undgå at jeres sjæles længsel får jer ud i noget som jeres anden partner ikke bliver forfærdet over?" Hun gned sig i nakken, som hun havde fået forvane efter Seuzan og Raco. Hvordan skulle hun forklare alt dette til klanen? Nå, den hovedpine måtte vente til senere.
"Det glæder mig oprigtigt at du tror du har fundet en som kan hjælpe dig med at heale, men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har det med at det er den samme dæmon, som du solgte din sjæl til. Men ja. Jeg kan godt forstå at du er bange for at knuse jer begge. Har det lidt på samme måde med Azir. Han er ikke til søen, men mere til landjorden. Så jeg ved ikke hvor længe jeg muligvis bliver ved med at sejle. Vil ikke være skyld i at han falder, hvis han ikke kan beskytte mig, fordi vi er flere ugers sejllas fra hinanden." Hun lod sig bumpe ned på gulvet, krydsede benene, så hælene lå ind mod låret og satte den ene albue ned i benet, samt hvilede hagen i håndfladen.
"Ved Hydra. Livet er nærmest et stort kaos, som kun med få mellemrum tilbyder fred og glæde." Hun så hen på Raco med forstående øjne og det var tydeligt at hun var ældet en hel del i løbet af de år han havde været væk.

Raco sukkede. “Guderne ved at jeg savner de gamle dage. De dage hvor jeg kunne jagte Connor fordi han nægtede at gå i bad. Kat da hun lærte af flyve af sin far, mens du stod og så på. De lange aftener med Jake foran pejsen hvor Connor enten legede eller sov på skødet af sin far.” Raco smilede og tog en gammel skitsebog frem. Han rakte den til Tal. “Jeg har mange gode minder tegnet ned i denne bog, enten fra min hukommelse eller de drømme som kommer meget sjældent. Jeg håber at med jer, kommer alle minderne tilbage og jeg kan se tilbage på dem uden sorg.”

Han nikkede da han hørte hendes dilemma. “Jeg ville savne dig, hvis du bliver for længe væk. Vil I blive på Dead Mans Rock eller hvor vil I slå jer ned?” Spurgte han og hvilede hovedet i den ene hånd. Han var træt af at leve i skjul, men han vidste også at det ofte var for det bedste. Den dæmon som holdte af ham, var venlig, men ikke Jake. Raco håbede bare at han kunne lærer at elske igen før hans hjerte stoppede med at slå.

Hun tog imod den gamle skitsebog og bladrede roligt igennem den, mens hun lyttede til ham. Langsomt, men sikkert, kom tårerne snigende og begyndte at triller ned over hendes kinder. Man, hvor hun ville give meget for at kunne spole tiden tilbage, for at forhindre ulykkerne og det at de blev splittet mellem hinanden.
En let skælvende hånd kærtegnede forsigtigt et billede af Seuzan, mens hun sørgede for at holde bogen på afstand af sine tåre. Hun skulle ikke nyde noget af at ødelægge de smukke minder, som han havde tegnet.
”Det er ikke til at fatte at det næsten er tre år siden vi mistede ham, og næsten to år siden vi mistede dig og Connor.” Hun så op på ham og prøvede at smile tappert.
”Du kom tilbage for en kort periode, men valgte så at forsvinde igen. Ved alle guder jeg håber aldrig jeg oplever Jake på den måde igen.” Det sidste nærmest hviskede hun.
Hun rømmede sig og smilede let til sin svigerfar, for at prøve at lede samtalen væk fra det mest smertefulde.
”Jeg ved det ikke. Azir er vokset op i en handelsfamilie, en som jeg gennem årene har haft meget at gøre med. I øjeblikket kan jeg ikke tillade mig at være væk fra øen ret længe ad gangen, så jeg har ikke set meget til ham. Hvilket nok enlig også er min egen skyld, men det er en helt anden snak. Rådet er gode at have, men de endelige beslutninger bliver lagt hos mig. Ligeledes med skibsbyggeriet. Og ændringer af besætningerne, for ikke at nævne træningen af de nye medlemmer.” Hun sukkede tungt og gned sig igen i nakken.
”Helt ærligt, Raco. Jeg har ingen ide om hvordan du og Jake har klaret alt dette gennem årene, før i samlede klanen.”

Raco lænede sig tilbage og lod sin latter runge gennem lokalet. “Nu er vi også en del år ældre end dig Tal. Det hjælper også at min familie var pirater og forventede kun det bedste, men jeg kan komme tilbage hvis du virkelig har brug for hjælp med at styre klanen og hvis de stadig vil respekter mig.” Sagde han og trak på skuldrene. “Jeg vil kunne sejle til Dead Mans Rock og med mine ældre sejlere ville vi hurtigt få sparket klanen tilbage på det rette spor. Så kan du tage en ferie sammen med Azir.” Raco lagde armene over kors og havde et selvsikkert smil. Han var ret sikker på at han nemt kunne få sat rådet ind i hvordan man kunne styre klanen uden en leder skulle køres til udmattelse.

Hun kunne ikke lade vær med at smile bredt, da han lod sin latter runge i lokalet. Hun mærkede tydeligt hvordan iveren begyndt at vokse i hende. Og hun var ikke et sekund i tvivl.
”Jeg tænkte nok at det havde noget med alderen at gøre.” sagde hun drillende og blinkede til ham.
”Hvis du virkelig kan tvivle på at de vil respektere dig, så er jeg ikke din svigerdatter. Tror du virkelig at folk vil glemme dig? For pokker Raco, du og Jake grundlagde klanen, samt byggede byen op fra ingen ting. Jo nogle af de nytilkommende vil måske være lidt tilbageholdende. MEN alle som er født på øen, eller på anden vis stammer fra jeres oprindelige besætninger. De vil, i samme sekund de ser dig, være loyale som altid. Jake nægtede at tro at du var død, og guderne hjælpe den eller dem som prøvede at overbevise ham om andet. Jeg ved ikke hvor mange gange han har sendt folk på lazarettet efter en kamp i Arenaen, for at sætte sin mening fast om at du stadig levede et sted i Underworld. Men da du kom tilbage, godt nok for en kort stund, ja så stoppede folk med at tvivle. Selv om du igen forlod os, så tror klanen stadig på at du levet og har det godt hvor du er. Selvfølgelig vil der altid være nogle som vil buse ud med at I to burde være sammen. Men jeg tror de er så få, at en brølende ordre fra dig kan få dem til at holde kæft.” Hun smilede stadig og nikkede eftertænksomt.
”Jeg tror grunden til at jeg har problemer, er at mit hoved ikke kun er på klanen. Men også hos Azir og Kat. På tros af hendes prøvelser sidste år, så voksede hun hurtigere til en stærkere kvinde en jeg havde turde håbe på. Men det kan du selv se, når hun kommer på besøg. Selv Jake havde lidt besvær med klanen i overgangen mellem pirat og handel. Men han holdt fast og brølede lidt som du plejer.”

Raco klukkede igen. “Jeg havde ikke forventet andet af Jake. Han er ligeså stædig som mig når det kommer til at holde styr på klanen, og du har lært at være mere stædig end normalt.” Han rystede på hovedet. “Det er bare mere det, at jeg forlod jer to gange. Men jeg kan altid kæmpe mig tilbage til min ret som en leder, eller kalder de stadig Jake deres konge?” Han hævede et spørgende øjenbryn. Han vidste at det var noget som deres klan kaldte dem med humor, men i sidste ende hang det ret godt fast.

“Og fornærme du dine ældre med alderen?” Han blinkede til hende. “Jeg må nok hellere komme hjem og sørgede for at ikke alle fornærme de ældre som dig. Jake ville nok spise dem, eller også laver de flere problemer med andre klaner eller ledere.” Sagde han og rejste sig. “Kom med, lad os finde noget at spise. Du må være sulten.” Sagde han og gik ud af rummet. Man kunne livet summe nedenunder og snak steg op. “Vi har lidt af hvert, på grund af de mange racer som langsomt slutter sig til min lille gruppe. Jeg har brug for alle mine skibe på havet og jeg har også brug for hænder her i butikken eller i vores handelshus eller lagerhuset.”

Hun blinkede tilbage til ham.
”Jeg mente det nu som en kompliment. Men ja, hvis du heller ville forstå det som en fornærmelse, så værsgo. Spøg til side. Det vil være dejligt hvis du kikkede hjem fra tid til anden.” Tonen i hendes stemme var venlig og intet tydede på at hun havde ment det som grovheder.
”Hvad angår titler, så kalder de jer begge konger. Desuden er de begyndt at kalde Kat for prinsesse, selv om hun ikke er på øen så tit. Men når hun er der, så spørger de hende til råds med forskellige ting de ellers plejer at gå til mig med. Ikke at jeg har noget imod det.”

Med et smil fuldte hun med ham, da han snakkede om mad.
”Det lyder som en god ide.” Som om hendes mave var enig med hende, gav den en lille knurren fra sig, hvilket fik hende til at le hjerteligt. Hun nød virkelig at være sammen med sin svigerfar igen. Det føltes så naturligt og rart. Hun forsøgte at lægge sin ene hånd på hans skulder, som var tættest på hende. Smilet var fyldt med glæde over at være sammen med ham og sorg over alt den tid de havde været adskilt.
”Ved Hydra og alle de andre guder, Raco. Det her føles nærmest som gamle dage. Noget jeg har savnet noget så forfærdeligt.” Stemmen var lav, men fyldt med tilbageholdte følelser. Hun så sig rundt i lokalet og smilede over alt det hun så, samt tog et dybt åndedrag for at få så mange dufte som muligt med sig.
”Alle disse urter og blomster… Nogle med særlige egenskaber og andre med særlige smags og dufte oplevelser. Hun så med fast beslutsomhed på sin svigerfar.
”Jeg vil med glæde og ære, sætte klanens flåde til rådighed. Vi kunne også prøve at finde ud af om min kusine i elverskoven ville være med til at sælge nogle af sine planter, så du på den måde kan udvide dit indhold. Det kunne også tænkes at hun vil hjælpe med at få udbredt dine vare i Forestina. V kunne også få sendt nogle vare til handelshuset i Doomsville og Sunfury, samt Dragons Peak. Hvis du har lyst??”