Hader vi hinanden nu, eller er det bare som altid? (Neph)

S: Doomsville
T: Aften
O: huse, enkelte folk, lidt af hvert.
V: koldt. Overskyet. Vandpytter, skønt det ikke regner lige nu.

Frosten var kommet. Dette betød vinteren enden var lige om hjørnet eller allerede havde sneget sig ind på dem. Et fint lag frost lå over omgivelserne og gjorde ens ånde tydelig og kinderne røde. Sean var klædt i nogle varme bukser og trøje, begge i mørkt stof, samt en mørk kappe, som bølgede om ham når han gik. Nogle solide og varme sko. Han undgik de værste vandpytter, for ikke at blive for våd. De helt små af dem knasede en anelse når han trådte på dem. Hans mørkebrune hår strittede let til alle sider, bortset fra pandehåret der hang ned over hans pande. Armbåndet sad som altid om hans håndled. Hans blik, som altid var så opmærksomt, så ned mod jorden, indikerede at han gik i sine egne tanker. Et alvorligt drag lå over ham, hvilket viste der enden var mange ting at tænke over eller at tingene var alvorlige eller bare mindre fornøjelige. I virkeligheden gik han bare en tur. Han havde næsten lige spist, trods det var blevet svært at finde noget ordentligt længere, men gad ikke gå hjem i varmen. Visse ting gik ham stadig på...

Hun frøs ikke, trods den kolde luft. Endnu en af de ting der gjorde hende taknemmelig for at være en vampyr.
Hendes øjenvipper var dækket af et meget tyndt lag is, da hendes krop ikke udskilte nogen form for varme som kunne smelte det.
Lockheart lå hjemme i hendes lejlighed, og sov trygt. Han var sjældent med når hun var ude. Han virkede så svag i kulden.

Hun var iført et par bukser med huller over det hele, og en skjorte som kunne havde mindet om Seans gamle, hvis man så bort fra monogrammet på hendes brystkasse. R.S...
Hendes hår var en smule fedtet, sat i en tyk fletning.
Bare fødder, som altid.
Hun havde et ar, over håndryggen. Rullede man op i skjorteærmet ville man kunne se at det gik fra den ene håndryg, over hendes skuldre, og ned til den anden håndryg.

Hun havde haft brug for luft. Siden hun var gået fra Seans hus, havde hun haft det dårligt med det. Hun havde svigtet ham... Og hun fortrød.

Den lille kniv sad godt fast om hendes læg. Hun havde åbenbart valgt at genoptage hendes tidligere beskæftigelse, at kæmpe for sit eget liv.

Hun knurrede da en mand greb fat i hende.
"Du skylder mig penge...!" Snerrede han højlydt.
Hun sukkede vredt, og tvang ham op af muren så let som ingenting.
"Jeg skylder dig intet." Sagde hun køligt. Hendes stemme rungede i mandens hoved.
"Skrid." Hun slap ham og vendte ham ryggen hvorefter hun gik videre. Rystende. Folk kunne genkende hende..

Tingene interesserede ham ikke rigtig længere. Han holdt sin klan i live, men lige i disse dage, midt i krigen, havde Jimmy næsten overtaget alt arbejdet, hvis der ikke var små missioner der skulle klares. Han havde meget hjemmefra. Lige siden krigens start var alt faktisk gået galt. Han viste ikke hvorfor, måske pressede det folk? Måske stressede det folk, gjorde dem trykkede og irritable. Måske frustrerede det ham selv, uden han havde opdaget det. Eller måske opdigtede han selv problemerne, fik dem selv til at være der, fordi han ikke ville have nogen tæt på sig. Hvad nu hvis de alligevel døde mens krigen stod på? Eller senere? Måske svigtede de ham...
På det sidste havde han været helt ligeglad. Intet smil, men heller ikke sure blikke. Bare...Ligegyldighed. Og sådan havde det været siden Neph var flygtet fra ham. Han var et monster...Hvor mange gange var det nu han havde kaldt sig selv det? Nok. Mange gange nok. Og det var sandheden. Men han var ikke ked af det. Folk troede ofte han hadede at være et monster, når han pointerede det. Men det var han slet ikke...At være et monster var det bedste han kunne. Alt han kunne. Over for alle.
Han løftede blikket og stoppede op, stadig med samme ligegyldighed, og studerede manden der forgæves prøvede at få lidt penge til sig selv, til mad, til overlevelse, og kvinden der bare skubbede ham til siden med en overmenneskelig styrke og ligegyldighed. Dette beskrev samfundets situation lige nu...Hvordan de stærkeste overlevede. Han havde dog genkendt kvinden...Men anede ikke hvad han skulle stille op med det. I hans øjne var de jo stadig venner, men i hendes...Ja, hvem viste hvad de var i hendes? Han var stadig lidt forvirret over det hele, skyggerne havde ikke forladt ham, men nærmest...Blevet ham. Han selvopfundne skygger. De kendte hinanden bedre nu. Resultatet var faktisk hans gamle, ligegyldige jeg. Ham han havde startet med at være, for så mange år siden nu. Gad vide om Neph kunne huske ham...Pyt med det. Han ville blive stående og lade hende gøre hvad hun ville. Så ville han reagerer derefter. Det var nemmest.

Hun stirrede kort på Sean der bare stod og så på hende.
Den mand, hun i så lang tid havde elsket og holdt så meget af at hun havde opgivet sin egen død for at være sammen med ham. Men hun havde opgivet, alt det hun drømte om havde hun smidt væk, hun orkede ikke kæmpe for det umulige længere.
Hun så bare på ham, i det der virkede som en evighed for hende. Så han overhovedet på hende, eller så han direkte igennem hende - det skulle ikke undre hende hvis han gjorde.

Manden fra før var begyndt at få fatningen tilbage og begyndte nu at trække sig væk fra hende, mens han bandede lavmeldt.
Hun blottede kort tænder af ham, for at vise at hun tydeligt hørte hans ord, inden hun så på Sean igen.
Hun var endelig blevet det hun havde lovet sig selv aldrig at blive: en vampyr.
Hendes 'menneskelighed' var long gone. Hun nægtede at stå som den svage igen. Aldrig mere.
Hun havde ingen grund til at være svag, ingen der ville forsvarer hende anyways. Så hun måtte bare tage sig sammen.

Flere havde opdaget hendes lille udbrud og var begyndt at trække sig væk fra hende, i frygt for at undgår hendes 'vrede'.
Hun så igen på Sean - eller måske direkte igennem ham. Hun tænkte ikke over det.
Måske var hun en smule taknemmelig over at han ikke prøvede at redde hende. Måske var det det hun havde haft brug for for at kunne komme videre.

Hun begyndte stille at gå videre, på vej hen forbi ham.

Han følte sig overraskende godt tilpas. Ligeglad, men tilpas. Neph var blevet stærk. Hun kunne klare sig selv og han behøvede ikke at bekymre sig om det. Ikke at nogen ønskede hans bekymring alligevel, men det beroligede ham lidt. Selv hvis hun valgte aldrig nogensinde at tale til ham igen, beroligede det ham, at han aldrig behøvede at bekymre sig om hvorvidt hun kunne klare sig selv. Hvis hun ikke kunne, flygtede hun alligevel bare, uden at bede om nogen som helst hjælp. Så det måtte hun selv styre. Da de, i hans verden, stadig var venner, mønstrede han et intetsigende smil og nikkede venligt til hende, da hun gik over mod ham, akkurat som hvis de var venskabelige kammerater eller bekendtskaber. Som den eneste trådte han ikke tilbage fra hende, velvidende han alligevel var stærkere end hende, hvis hun faktisk skulle have lyst til at angribe ham. I et øjeblik overvejede han at smide sit armbånd, for at bryde det bånd som bandt ham til hans svage side, men hvorfor skulle han gøre det? Han kunne lide armbåndet. Han ville aldrig skille sig af med det. selv hvis han tog det af, ville det ryge ned i hans hemmelige kiste derhjemme, hvis indhold ingen kendte.

Hun så lidt på ham, en smule frustreret. Han opførte sig bare som om de var venner. Fint, så måtte de kører det trip. Han havde beklaget sig over at hun intet fortalte ham. Nu vidste han hvorfor. Hun sukkede indvendigt, inden hun nikkede kort til ham, som svar. Hvis han ville snakke med hende, måtte han jo sige til.
Hun havde ikke meget til overs for nogen for tiden. Selv Lockheart var hun ved at glæde fra. Han havde haft det så godt hos Sean, men nu, på grund af hendes 'udbrud' havde han mistet meget af sin energi. Han var svag uden sin varme, og uden sin mad. Og når hun ikke længere jagede, måtte han jo sulte.

Hun satte farten ned, og stoppede kort foran Sean, en smule frustreret. Hvorfor skulle hun også være så glad for ham?

Hendes ring sad stadig på hendes finger, ringen som hørte til det armbånd han gik med. Et minde om dem de engang var.
Hun smilede kort over tanken, og smilede så lidt til ham.
''Overlever du uden mig?'' hun sagde det i sjov, men om det blev opfattet sådan vidste hun ikke..

Han så lidt på hende og smilte selv svagt.
"Overlever? Hvorfor skulle jeg overleve uden dig?" spurgte han og lukkede op for den forvirring han stadig havde over deres sidste...hændelse.
"Vi er jo venner, som altid" en konstatering. Fra hans side.
"Hvis du spørger mig" tilføjede han, da han viste hun ikke ville have den samme mening. Han viste ikke hvorfor hun hadede ham på den måde, men det måtte hun også selv om. Hun skulle ikke tro han lagde sig på knæ og bad hende komme tilbage. Dette var bedst for dem begge...Ikke?

Hun nikkede kort, inden hun så lidt rundt.
Mennesker - eller hvad de var - så stadig på hende i en blanding af foragt og frygt.
Hun bed sammen, inden hun så op på ham igen.
''Vi er venner.'' konstaterede hun kort. Hun sukkede stille.
''Vi ses..'' sagde hun, hentydende til personers blikke.
Hun gik videre, som om hun prøvede at skubbe det fra sig at hun savnede ham, og at hun nærmest følte sig som et udskud.

Han så lidt på hende med et lille smil og nikkede let. Dog, da hun ville gå, ændrede han retning og fulgtes med hende. Ønskede hun ham ikke med sig, måtte hun jo sige det.
Han lod hånden glide igennem håret.
"Hvordan går det så? Hvor gemmer Lockheart sig?" han kiggede om bag hende, som ville han gøre sjov med at hun skjulte ham.

''hjemme i lejligheden.'' sagde hun roligt.
''han kan ikke tåle kulden.'' sagde hun, men undlod delen med at han var svag uden mad.
Det vedkom ligesom ikke lige Sean lige nu. Underlig som hendes logik nu engang var.
''Jeg overlever da.'' hun trak på skuldrene.
''selvom, det ville være rart hvis folk ikke så på mig, og enten så en vampyr der er livsfarlig, eller en tøs der skylder dem penge... Min Gudinde, hvor jeg savner at kunne forsvinde i mængden!'' sukkede hun, i en blanding af et grin og en opgivende tone.
Hun så lidt på ham, tøvende.
''Hvordan går det med jer...?'' spurgte hun så. Lige siden hun var gået sin vej, havde hendes tanker drejet om de samme to mænd: Sean og Elyas. Hun havde for længst opgivet. Sean ville aldrig tillade det, og Elyas ville sikkert ikke engang snakke med hende længere.

Han så på hende med et lille smil.
"Det handler vist om indstilling og evner. Det er uhyrer nemt at gemme sig i mængden, man skal bare bære det rigtige tøj og gøre de rigtige ting. Hvilket kort sagt er ikke at tiltrække unødig opmærksomhed" kommenterede han. Ofte lagde folk slet ikke mørke til ham...
"Og at kunne forsvinde ind i skygger er jo en fordel, men da du nu tilhøre nattens væsner burde det ikke være det store problem" sagde han roligt, mens han lod blikket glide rundt på omgivelserne. Efterhånden som de bevægede sig væk fra stedet, blev folk mere og mere ligeglade som de gik der.
Han så hen på hende, da hun stillede et spørgsmål. Og trak svagt på skuldrene.
"Jeg har det fint. Det har Elyas også" han viste godt det var de to hun havde spurgt ind til. Han havde ikke fortalt Elyas at neph var forelsket i ham. Ganske enkelt fordi han ikke ville have drengen gjorde noget dumt og fordi han ikke ville se de to sammen.

hun nikkede stille inden hun så lidt ned.
Hun ville have inviteret Sean med hjem til lejligheden, men nu havde hun brug for et 'helle'. Et sted hun kunne gemme sig når hun ikke ville findes.
''Godt at i har det godt..'' sagde hun med et smil. Hun kunne ikke forlange mere, end at vide at de havde det godt. at hendes to bedste venner havde det godt.
''Der er vel næppe meget arbejde for tiden i byen?..'' hun var nødt til at tale med Sean. Hun vidste jo at Sean ikke forstod hendes... Udbrud, tidligere. Det gjorde hun heller ikke selv. Hun flygtede, hver gang noget kom for tæt på. Og snart ville hun sikkert gøre det igen.
Hun vidste ikke hvor de var på vej hen, men hun var også ligeglad. Lige nu, var det bare det t hun fik snakket med sin ven, der talte.
Hun sukkede stille. Hun havde hverken hørt eller set noget til Elyas...Sean havde enten ikke sagt noget om det til ham, eller forbudt ham at tage kontakt til hende. Anyway, var hun sikker på at hun måtte komme over dem begge. Hurtigt.

Han fornemmede, efter langt bekendtskab, hendes ubalance, den svage usikkerhed som hun på sin vis prøvede at gemme af vejen, som altid. Men han tog intet tilløb til at ville høre mere om det. Han spurgte ikke ind til det, som hun jo helst var fri for, og til gengæld viste han at hun heller ikke ville spørge ind til ham. Hvorfor skulle det også interesserer hende?
I et øjeblik studsede han over hvor disse negative tanker kom fra. De var jo venner...Og havde lidt venskabelig samtale. Alt var som det skulle og burde være. Selv gik han også bare, uden at kende et mål for dem.
Han smilte svagt.
"Tak for tanken. Nej, det er begrænset. Jeg bruger længere tid på at samle ressourcer til klanen, end på at rende rundt og klare opgaver. Folk har deres værdier kære i denne tid og tør knap nok gå ud for en dør" svarede han roligt, uden tegn på disse...sære tanker, der havde rørt sig. Som om han stadig bekymrede sig om det.
Han lod hånden glide igennem håret.
"Hvad får du så tiden til at gå med nu? Selv fundet noget...arbejde, af nogen slags?"

arbejde... langtfra.. Jeg er praktisk talt arbejdsløs. Lige nu, er det bare om at holde sig i live.'' sagde hun stille, med et lille smil.
Hun vidste at det var ''let'' i hans øjne, at overleve. det var bare ikke så nemt som man kunne ønske.
Kort overvejede hun at tage hjem, hun kunne næsten mærke hans utilfredse tanker.
''Nå... men... vi ses?'' mumlede hu stille

Han lod blikket glide lidt ned over hende, bedømte hende kort. Han stoppede op da hun ville bryde op og overvejede kort hvad han skulle gøre...Mest af alt, ingenting vel? Tingene var bedre nu som de var. Folk voksede fra hinanden.
"Jeg vil bare sige...Jeg har ikke fortalt Elyas om din nye forelskelse. Jeg tror ikke han ved hvordan han skal reagerer på det, om han skal opsøge dig eller lade være og jeg ønsker ikke det skal påvirke ham og hans træning. Jeg håber du kan forstå jeg prøver af gøre det bedste for ham...Hvad jeg finder bedst, vel at mærke" Noget var dog usagt. At han heller ikke selv ville bryde sig om det, fordi...Fordi hun altid havde været forelsket i ham og han på en måde misundte sin nevø dette...

Hun så på ham, nu en smule opgivende.
''Du behøver ikke forklare hvorfor Elyas ikke skal have det at vide. Han er alligevel 'outta my league'..'' sagde hun roligt, men man kunne se hvordan hun mente det stik modsatte. Hun vidste også at Sean ikke kunne lide det. Og det var fair, det var hans familie. Hu kunne ikke bede ham om at ødelægge alt for hamselv og hans familie fordi hun var forelsket.
Hun smilede kort til ham, og så lidt rundt.
''Når han engang spørger om hvor jeg blev af...'' sagde hun tøvende.
''så find bare på noget, ikke?...'' sagde hun med et lille smil. Nu når han ikke ville sige at hun holdt af Elyas, så måtte han finde på en dækhistorie for hvorfor hun egentlig skred.
''Vi ses, Sean.'' sagde hun med et lille smil, et venligt smil.
Hun var nødt til at komme hjem til Lockheart.

Han var ikke helt færdig endnu...
"Du er jo ikke død. vi er jo ikke skilt...For altid. Vi lever begge så længe, som tiden tillader os. Du kan stadig se ham og han dig. Men du har ret i...At det nok er bedst at holde forelskelsen for os selv..." han så lidt på hende og så godt at hun i virkeligheden sagde det modsatte af hvad hun faktisk ville. Hun manglede bare at ligne en der faktisk mente det, som han selv mente han formåede...For det meste.
"Til vi ses igen. Bring Lockheart mine hilsner. Jeg savner hans selskab" han bukkede let for hende og med et lille smil, var det nu ham der gjorde tegn til at han intet mere havde at sige og var på vej væk...

Hun skulle ikke ses med Elyas igen. Hun ville for alt i verden undgå den ydmygelse det ville være for hende.
hans ord var... tomme. De var ligemeget, for hvad end han sagde, virkede det som endnu en af hans måder at holde hende på afstand.
Men han havde vundet. Hun ville ikke længere være impliceret i hans liv. Hun elskede ham stadig, men ikke længere så blindt, og slet ikke så tillidsfuldt.
Hun var kommet sin latterlige skolepigeforelskelse. Nu måtte hun bare komme videre, for som han sagde: de havde al den tid som verden ville give dem.

/...Out?//

//I guess//