Jeg...Hvorfor...Gå nu bare. (Neph)

S: midt i byen
O: huse, hestevogne, få folk
T: aften
V: let overskyet, en kold vind. sne hist og her som ødelægger tegnene på forår.

Denne aften havde Sean sig sædvanlige tøj på. De mørke støvler, nogle mørke og lidt stramme bukser, så de ikke sad fast i noget. en mørk trøje og en kappe der lå over hans ryg og skuldre og gjorde hans skikkelse mere flydende, her i mørket. Det mørke hår strittede til alle sider, mest fordi han ikke have orker at gøre noget ved det. De mørke øjne virkede sært tomme og det havde de gjort i al den tid der var gået siden sidst han havde set Neph. Hans arbejde led under det og han havde bedt nogle af hans mest betroede mænd om at overtage noget af det for en tid. Han blev stadig opdateret og sat ind i det hele, han tog stadig beslutninger, men det var som om hans tanker stod stille og bare ikke ville...tænke noget mere. Han havde været en omvandrende zombie.
og nu gik han her, i den kolde vind, uden rigtig at se eller mærke noget. Kulden der bed i hans hud, folks blikke...intet.

Hun havde misforstået det hele, men viste ikke at hun havde misforstået det. Var også ligeglad. Han havde været i sit mest svageste øjeblik og hun havde været kold over for ham. Betød noget som helst andet...noget som helst?
Han havde sagt undskyld for det hele. Alle de ting han havde udsat hende for, al den smerte han hele tiden gav hende og til sidst også for at hade hende. For han hadede hende jo ikke...ikke rigtig. Han havde sagt undskyld for det hele og havde bare brug for hende...Og endnu engang havde hun mentalt vendt ryggen til ham. Han havde mest været i chok over tårerne der var kommet den aften...For folk var de nok normale. Og hans undskyldning...Han undskyldte sjældent, men vendte som regel tingene så folk troede det var deres egen skyld...Det hele var blevet fejet væk med en armbevægelse.
Han så hende ikke. Han gik bare. Hans blik var tomt og rettet frem efter. Han huskede ikke hvordan han havde efterladt hende. Han huskede ikke at hun var kommet til skade...

Han stirrede på hende, nærmest som om han ikke genkendte hende. Hans blik gled ned over hendes krop, som om hun var en tilfældig kvinde der stod foran ham og han snart ville skubbe hende væk, hvis hun ikke selv flyttede sig...Så var det som om nogen genkendelse glimtede i hans blik, før de blev tomme igen. hans stemme var lige så tom.
"Hvorfor hvad?"

Han stirrede på hende. Hans mund gad ikke rigtig lystre.
"Jeg kunne ikke...." hvorfor prøvede han? hun var allerede på vej væk, skide ligeglad med det hele. Og han mærkede igen hvordan had kæmpede imod kærligheden indeni sig.
"...Fordi jeg elsker dig. Jeg ønskede vi skulle være sammen igen. Jeg havde brug for dig. Men netop som jeg følte mig mest svag, netop som tingene faldt sammen omkring mig, afviste du mig...Jeg undskyldte for alle de ting jeg havde gjort imod dig og aldrig havde du virket mere ligeglad. Jeg blev vred. Jeg bekymrede mig ikke om det hele mere...Tingene var så underlige..." han stirrede bare lige frem for sig, selv om han godt viste hun var gået. Folk omkring ham stirrede på ham.
"Det er hele er jo bare lige meget..." og den sætning vedblev han at gentage. Igen og igen. så satte hans ben sig pludselig i bevægelse og førte ham fremad, mod et mål han end ikke selv kendte. Det hele var jo så lige meget...igen og igen.

Han viste ikke rigtig hvad der skete, før han pludselig stod med ryggen op af en kølig mur. Ansigtet foran ham var bekendt og det sagde ting til ham...Og kun langsomt kom ordene ind og fik en mening igen. Og da hun havde talt færdig så han ret forvirret ud.
"død...? ikke død...Bare alene...Altid alene..." han viste ikke om hans ord gav mening, han viste faktisk ikke selv hvad han prøvede at sige.
"Jeg kan ikke dræbe dig...Jeg ville være tæt på dig...derfor krammede jeg dig og undskyldte for det hele, men aldrig har du været mere ligeglad med mig og det jeg sagde og jeg blev så vred...Det var vådt. Det burde det ikke være. Men ikke død..." Han rystede svagt på hovedet og smilte svagt.
"Undskyld, jeg skal videre" pludselig virkede det som om han ikke genkendte hende igen, for han nikkede venlig til hende som var hun en kvinde han lige havde mødt på gaden og han prøvede at gå ud på gaden og videre igen.

Han så bare på hende og genkendte hende pludselig igen.
"Hvad laver du her?" hans stemme var tom.
"Jeg troede ikke du gad mig mere. Jeg prøvede, men du afviste mig. Hvad laver du her, med dine små tårer?" Hans blik blev hårdt. en eller anden forsvarsmekanisme var sat i gang.
"Du afviste mig...JEg efterlod dig ikke for at dø! Jeg kunne ikke dræbe dig, for guds skyld! Jeg så dig ikke med nogen klippe, jeg aner ikke hvad helvede du taler om, hvad du står og anklager mig for denne gang! Jeg gik fra dig, fordi du afviste mig!" Han kunne ikke huske det. Det var som slettet fra hans bevidsthed.
"Du kan benægte det så meget du vil! JEg benægtede...Nej, benægter, det selv! Fordi det gør det hele meget lettere!" han havde lyst til at slå hende i afmagt...Lyst til at gennemtæve hende og faktisk give hende noget at anklage ham for...

Han stod stille og så hende ind i øjnene, selv om han helst ville lade være og bare gå i sin egen verden og være i fred.
"Jeg aner ikke hvad du taler om! Jeg husker...at vi mødtes. at vi skændes, som altid, at...at jeg vil dræbe dig. At jeg ikke kunne, at jeg krammede dig...Og...Du afviste mig. Jeg blev vred...Og gik..." han tøvede tit i sætningerne, men mest fordi han var usikker. Det havde så følelsesmæssigt og han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han huskede det ikke...for helved, han huskede det ikke!

Han så lidt på hende og fnøs pludselig.
"Tror jeg mente det?" han følte sig vred nu.
"Hvornår fanden kan jeg overhoved sige noget til dig, hvis du aldrig vil tro mig? ikke nok med vi skændes hele tiden. Du lytter ikke eller tror ikke på de ting du høre. " han var lige ved at sige han var træt af det, men det viste hun jo godt.

han rystede på hovedet og så væk fra hende...så på tingene omkring dem, men uden at se dem sådan rigtig. fordi han tankerne endelig, eller desværre, var begyndt at flyde rundt igen.
"Jeg forstår det...Jeg er en idiot. Jeg slår dit barn ihjel, jeg har sex med dig, jeg vil dræbe dig...Og aldrig har jeg gjort noget godt for dig. Jeg ved du elsker mig, selv om jeg ofte tvivler på du mener det." han slog ud med armene imens hans øjenbryn gled op i panden.
"Jeg er er dum, en idiot, fortjener at blive hadet..." han så hen på hende nu og denne gang var det tydeligt at se han havde givet op.
"...Så derfor gider jeg ikke kæmpe for det længere..." hvad han ikke ville kæmpe for, måtte hun selv regne ud. Selv om hun sikkert bare ville misforstå det igen...Men det var hendes egen skyld så.
"Jeg føler jeg har...gjort meget..." endnu en gang så han på hende og hans øjne glødede.
"Du syntes måske ikke jeg har gjort særlig meget. Eller måske lige frem intet eller det forkerte. Det syntes alle andre i hvert fald...Men i forhold til den person jeg er...Syntes jeg at jeg har gjort meget...Og denne gang...Føler jeg at jeg gjorde alt...Jeg sagde undskyld..." brød følelsesmæssigt sammen...Dog ville han ikke nævne det sidste. Det var svagt...En svaghed han hadede sig selv for, lige så meget som den chokkerede ham.
"...Jeg prøvede..." han trak på skuldrene.
"Men du tror mig ikke. du afviser mig. Jeg forstår det...Jeg har gjort mange dårlige ting. Men jeg vil aldrig kunne dræbe dig..." han så væk igen og rystede svagt på hovedet.
"Jeg vil aldrig kunne bringe dig den smerte og bare få min vej. Jeg ved ikke hvad der skete til sidst. Jeg husker intet om en klippe eller at efterlade dig mens du blødte...Jeg husker kun en masse kaos. Og noget sort. så skal vi ikke bare droppe det? Jeg ved jeg sagde jeg i det mindste ville være venner, men skal vi ikke bare droppe det hele? Jeg er træt af at skændes med en person jeg ikke vil skændes med. Jeg er træt...Alle de op og ned ture. De gør mig usikker..." han var sjældent så åben over for folk, som han var over Neph. og han viste han ville fortryde det igen, lige som han havde gjort til andre tider.
"Jeg ved ikke længere om jeg kan stole på dig. Du er en af de sidste personer jeg følte jeg kunne snakke med, men det sker aldrig. Hver gang jeg bare har brug for en personen acceptere mig...Er du der aldrig. Og vi skændes igen. Jeg stoler ikke længere på folk omkring mig...Og jeg føler heller ikke jeg have tillid til dig..." han så lidt på hende igen og sukkede svagt, opgivende.
"og hvorfor ikke bare gøre det vi altid har lovet hinanden? At blive væk?"

Han trak på skuldrene.
"Det bestemmer du selv. Du får en chance. En chance for at overbevise mig om at der er noget at kæmpe for. at jeg har en grund til at stole på dig. At..." At hvad? hun var der for ham, når han aldrig var der for hende? Hvem prøvede han at narre...det ville aldrig ske...Han sukkede.
"Nej glem det..." han var virkelig opgiven...han viste ikke hvad han skulle gøre - andet end bare at give op.
"Der er ikke noget at bevise..." han sukkede og så ud på folkene der gik forbi dem. Lagde armene over kors. Hans hoved gled tilbage mod væggen og hans øjne lukkede sig. Det var lige meget...

Han så hen på hende.
"Gør jeg? Ved jeg at du elsker mig? jeg har hørt det ja, men det har nu aldrig virket sådan. jeg ved godt jeg ikke har været perfekt selv. Jeg ved godt du ikke tror på jeg faktisk kan have følelser for nogen..." han rystede på hovedet.
"hvad hjælper følelser og ord, når det hele alligevel ender dårligt? Hver gang..." han så lidt på hende.
Hvad nyttede det at han sagde det - Når hun selv indrømmede at hun ikke troede på hans ord? nej...Et forhold ville aldrig kunne fungere når de aldrig troede på hinanden og faktisk aldrig var der for hinanden...De skændes kun. Det var efter hånden alt han huskede...deres skænderier.
"du har ret. JEg har minderne. minderne fra en masse skænderier...Du har fået din hævn..."

Hans arm gled ud og greb fat i hende. I et øjeblik var han vred.
"Du kan i det mindste blive og høre hvad jeg har at sige, eller betyder det virkelig så lidt for dig?"
Han slap hende hurtigt og så væk...Hans vrede...han fortrød den straks.
"Undskyld...,du gør mig bare så magtesløs..." han så lidt på hende og lagde armene over kors igen. hun kæmpede godt nok ikke særlig meget det her...Han følte han lige så godt kunne snakke til en mur.
"du har ret. JEg føler mig ikke elsket. Jeg føler ikke nogen sætter pris på mig. Det har folk aldrig gjort..." han så lidt på hende. Den der havde været tættest på det havde faktisk været hans far...
Han sukkede og lod hænderne glide igennem sit hår, endnu en gang af afmagt.
"Hvad fanden skal jeg gøre, Neph? JEg står og siger det modsatte af hvad jeg virkelig vil og hvorfor? Det virker som om du allerede vist det hele var tabt...som om der virkelig ikke er noget at kæmpe for..." han ønskede der var det.
"Undskyld jeg holdt dig tilbage. Jeg forstår godt du går og jeg gav dig trods alt valget..."

Hendes humørsvingninger tog livet af ham. Han så mistroisk på hende.
"Virkelig? Jeg står her og ævler løs om ting jeg aldrig troede jeg ville...Og det eneste du har at sige, er at sammenligne mig med et brød? Er det en leg for dig Neph?" han følte sig så...magtesløs...
så tæt hun var...det lille kys...var smertefuldt...
"Jeg føler du leger med mine følelser lige nu..." han rystede på hovedet og tog fat i hendes arme, fik hende til at slippe ham, men gav alligevel ikek helt slip fordi han var bange for hun ville gå.