Jeg...Hvorfor...Gå nu bare. (Neph)

S: midt i byen
O: huse, hestevogne, få folk
T: aften
V: let overskyet, en kold vind. sne hist og her som ødelægger tegnene på forår.

Denne aften havde Sean sig sædvanlige tøj på. De mørke støvler, nogle mørke og lidt stramme bukser, så de ikke sad fast i noget. en mørk trøje og en kappe der lå over hans ryg og skuldre og gjorde hans skikkelse mere flydende, her i mørket. Det mørke hår strittede til alle sider, mest fordi han ikke have orker at gøre noget ved det. De mørke øjne virkede sært tomme og det havde de gjort i al den tid der var gået siden sidst han havde set Neph. Hans arbejde led under det og han havde bedt nogle af hans mest betroede mænd om at overtage noget af det for en tid. Han blev stadig opdateret og sat ind i det hele, han tog stadig beslutninger, men det var som om hans tanker stod stille og bare ikke ville...tænke noget mere. Han havde været en omvandrende zombie.
og nu gik han her, i den kolde vind, uden rigtig at se eller mærke noget. Kulden der bed i hans hud, folks blikke...intet.

Neph havde kæmpet sig tilbage til kroen, indsmurt i sit eget blod.
En gammel ven havde hjulpet hende med at fjerne klippestykket, og givet hende menneskeblod for at hun kunne komme sig - men der var ting der ikke ville heale.
Hun var knust, sønderknust. Først havde han ville slå hende ihjel - og hun havde accepteret det. Så kunne han ikke - han havde holdt hende i sine arme, og så snart hun troede at hun ville overleve - bang! Så blev hun skubbet ind i klippevæggen.
Hun havde spurgt - trods hendes smerter - om HAN var okay, og han var bare gået.
Han havde efterladt hende til at dø. Hun var blevet efterladt til at dø. Hun var bare blevet efterladt. Fuldkommen.

Det var noget tid siden hun begyndte at kunne tale igen, uden at græde.
Nu var hendes ord bare usammenhængende, hviskende og sårede.
Hendes ven havde rådet hende til selv at jage i aften. Få tankerne på noget andet end opvarmet poseblod og Sean.

Hun gik mellem de personer der nu engang var ude, uden at se på dem. Hun så kun én - hver gang hun så en mand. Og det pinte hende.
Hun så ned, og skulle til at skynde sig videre, da hun stoppede op igen.
Havde hun set forkert!?
Hun stod mindre end en halv meter fra ham, men gjorde intet. Hun stoppede med at trække vejret. Hun så bare på ham, inden hun så ned.

Hun havde misforstået det hele, men viste ikke at hun havde misforstået det. Var også ligeglad. Han havde været i sit mest svageste øjeblik og hun havde været kold over for ham. Betød noget som helst andet...noget som helst?
Han havde sagt undskyld for det hele. Alle de ting han havde udsat hende for, al den smerte han hele tiden gav hende og til sidst også for at hade hende. For han hadede hende jo ikke...ikke rigtig. Han havde sagt undskyld for det hele og havde bare brug for hende...Og endnu engang havde hun mentalt vendt ryggen til ham. Han havde mest været i chok over tårerne der var kommet den aften...For folk var de nok normale. Og hans undskyldning...Han undskyldte sjældent, men vendte som regel tingene så folk troede det var deres egen skyld...Det hele var blevet fejet væk med en armbevægelse.
Han så hende ikke. Han gik bare. Hans blik var tomt og rettet frem efter. Han huskede ikke hvordan han havde efterladt hende. Han huskede ikke at hun var kommet til skade...

Hun begyndte at hive efter vejret, inden hun så ned.
Hun rystede på hovedet. Hun havde ikke ledt efter ham. Hun havde holdt sig væk.
Var det ikke også bedst sådan? At hun bare blev væk, lod ham komme videre?...

Hun ville gå efter ham, men turde ikke. Sidst hun havde set ham havde han smidt hende ind i en klippevæg.
Så gik hun, eller... hendes krop gjorde.
Mentalt stod hun lige bag ham.
Hun var gået op foran ham, stoppede ham i at gå videre.
Hun så ham bare i øjnene, med et blik man ikke kunne se hvad betød. Men ét ord kunne læses på hendes læber: hvorfor?

)oprydning)

Han stirrede på hende, nærmest som om han ikke genkendte hende. Hans blik gled ned over hendes krop, som om hun var en tilfældig kvinde der stod foran ham og han snart ville skubbe hende væk, hvis hun ikke selv flyttede sig...Så var det som om nogen genkendelse glimtede i hans blik, før de blev tomme igen. hans stemme var lige så tom.
"Hvorfor hvad?"

''hvorfor gjorde du det ikke, da du havde chancen? I stedet for at knalde mig ind i en skide klippevæg og håbe på at det var nok!''
Hun bed sammen. Igen kunne man høre det sårede tonefald.
''Glem det..'' hun så væk, inden hun bed sammen igen og begyndte at gå.
Hun var så såret over at han bare havde efterladt hende. Det var ikke fair. Hun havde hjulpet ham hvis det havde været omvendt.

Han stirrede på hende. Hans mund gad ikke rigtig lystre.
"Jeg kunne ikke...." hvorfor prøvede han? hun var allerede på vej væk, skide ligeglad med det hele. Og han mærkede igen hvordan had kæmpede imod kærligheden indeni sig.
"...Fordi jeg elsker dig. Jeg ønskede vi skulle være sammen igen. Jeg havde brug for dig. Men netop som jeg følte mig mest svag, netop som tingene faldt sammen omkring mig, afviste du mig...Jeg undskyldte for alle de ting jeg havde gjort imod dig og aldrig havde du virket mere ligeglad. Jeg blev vred. Jeg bekymrede mig ikke om det hele mere...Tingene var så underlige..." han stirrede bare lige frem for sig, selv om han godt viste hun var gået. Folk omkring ham stirrede på ham.
"Det er hele er jo bare lige meget..." og den sætning vedblev han at gentage. Igen og igen. så satte hans ben sig pludselig i bevægelse og førte ham fremad, mod et mål han end ikke selv kendte. Det hele var jo så lige meget...igen og igen.

Denne gang var det hende der måtte stoppe op.
Hun så på ham, uforstående. Han havde hele tiden sagt 'troede'..
''Kom her..'' hun tog hans hånd og uden at give ham mulighed for at rive sig fri - hev hun ham ind i en gyde hvor de var alene.

''Jeg var ikke ligeglad. Jeg var bange, Sean. bange for at du ville vende dig om og gå.'' hun så ham i øjnene og hendes stemme gik over i en skælvende hulken.
''.. og så, da du skubbede mig væk, og bare gik, så troede jeg at du..'' hendes stemme knak og hun trak sig væk fra ham.
Hun hev efter vejret, og prøvede at kontrollere sin stemme.
''du efterlod mig, Sean. Sekunder fra at dø, og du efterlod mig til at dø - alene.'' hun så ham kort i øjnene.

Han viste ikke rigtig hvad der skete, før han pludselig stod med ryggen op af en kølig mur. Ansigtet foran ham var bekendt og det sagde ting til ham...Og kun langsomt kom ordene ind og fik en mening igen. Og da hun havde talt færdig så han ret forvirret ud.
"død...? ikke død...Bare alene...Altid alene..." han viste ikke om hans ord gav mening, han viste faktisk ikke selv hvad han prøvede at sige.
"Jeg kan ikke dræbe dig...Jeg ville være tæt på dig...derfor krammede jeg dig og undskyldte for det hele, men aldrig har du været mere ligeglad med mig og det jeg sagde og jeg blev så vred...Det var vådt. Det burde det ikke være. Men ikke død..." Han rystede svagt på hovedet og smilte svagt.
"Undskyld, jeg skal videre" pludselig virkede det som om han ikke genkendte hende igen, for han nikkede venlig til hende som var hun en kvinde han lige havde mødt på gaden og han prøvede at gå ud på gaden og videre igen.

Hun hev ham ind på plads, denne gang holdte hun ham fast.
''Sean Julius McGivens, du efterlod mig med spidsen af en klippe mindre end en halv centimeter fra mit hjerte, og med en punkteret lunge!'' hun skreg nærmest ind i hovedet på ham.
''jeg ved ikke hvad fanden du kalder det! Men påstå ikke at du elsker mig - for guderne må vide at det er en direkte løgn! Du efterlader aldrig en du elsker til at dø - ikke sådan!'' hun rystede, hulkede, og blodrøde tårer gled ned af hendes kinder.

''Du efterlod mig...'' hun slap ham.

Han så bare på hende og genkendte hende pludselig igen.
"Hvad laver du her?" hans stemme var tom.
"Jeg troede ikke du gad mig mere. Jeg prøvede, men du afviste mig. Hvad laver du her, med dine små tårer?" Hans blik blev hårdt. en eller anden forsvarsmekanisme var sat i gang.
"Du afviste mig...JEg efterlod dig ikke for at dø! Jeg kunne ikke dræbe dig, for guds skyld! Jeg så dig ikke med nogen klippe, jeg aner ikke hvad helvede du taler om, hvad du står og anklager mig for denne gang! Jeg gik fra dig, fordi du afviste mig!" Han kunne ikke huske det. Det var som slettet fra hans bevidsthed.
"Du kan benægte det så meget du vil! JEg benægtede...Nej, benægter, det selv! Fordi det gør det hele meget lettere!" han havde lyst til at slå hende i afmagt...Lyst til at gennemtæve hende og faktisk give hende noget at anklage ham for...

''Se mig i øjnene, Sean.'' sagde hun, rystende endnu.
''og så fortæl mig hvad du husker. For jeg lå der i flere timer før jeg tog mod til mig og forsøgte at krybe hjem til kroen. Kroejeren og hans hustru hjalp mig sammen med en ven. Du skubbede mig væk, da jeg bad dig stoppe med at undskylde. Du skubbede så hårdt, at jeg blev mast op af klippevæggen. der var en spids, der borede sig ind i min ryg.'' hun så ned. Det var så ubehageligt bare at tale om.
''du stod med ryggen til mig... jeg spurgte om du var okay... selvom min mund var fyldt med blod - så prøvede jeg at tale med dig... Men du vendte mig ryggen og gik.''

(mad)

Han stod stille og så hende ind i øjnene, selv om han helst ville lade være og bare gå i sin egen verden og være i fred.
"Jeg aner ikke hvad du taler om! Jeg husker...at vi mødtes. at vi skændes, som altid, at...at jeg vil dræbe dig. At jeg ikke kunne, at jeg krammede dig...Og...Du afviste mig. Jeg blev vred...Og gik..." han tøvede tit i sætningerne, men mest fordi han var usikker. Det havde så følelsesmæssigt og han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han huskede det ikke...for helved, han huskede det ikke!

''Sean, du skubbede mig væk, så hårdt at jeg ramte klippevæggen. Du så mig i øjnene før du gik.'' hun så lidt ned.

Hun sukkede. Hun rystede på hovedet.
''Jeg.. Jeg troede faktisk at du mente det 'undskyld'.. Og så gik du...'' hviskede hun, og så ned.

Han så lidt på hende og fnøs pludselig.
"Tror jeg mente det?" han følte sig vred nu.
"Hvornår fanden kan jeg overhoved sige noget til dig, hvis du aldrig vil tro mig? ikke nok med vi skændes hele tiden. Du lytter ikke eller tror ikke på de ting du høre. " han var lige ved at sige han var træt af det, men det viste hun jo godt.

''undskyld...'' hviskede hun, og trak sig lidt væk.
''jeg... jeg burde ikke have...'' hun havde trukket sig nok tilbage til at han kunne hvis han ville.
''jeg... jeg ville bare... undskyld..'' hun havde været så vred, så såret over at han var gået, at hun ikke havde tænkt på hvordan han havde det.

han rystede på hovedet og så væk fra hende...så på tingene omkring dem, men uden at se dem sådan rigtig. fordi han tankerne endelig, eller desværre, var begyndt at flyde rundt igen.
"Jeg forstår det...Jeg er en idiot. Jeg slår dit barn ihjel, jeg har sex med dig, jeg vil dræbe dig...Og aldrig har jeg gjort noget godt for dig. Jeg ved du elsker mig, selv om jeg ofte tvivler på du mener det." han slog ud med armene imens hans øjenbryn gled op i panden.
"Jeg er er dum, en idiot, fortjener at blive hadet..." han så hen på hende nu og denne gang var det tydeligt at se han havde givet op.
"...Så derfor gider jeg ikke kæmpe for det længere..." hvad han ikke ville kæmpe for, måtte hun selv regne ud. Selv om hun sikkert bare ville misforstå det igen...Men det var hendes egen skyld så.
"Jeg føler jeg har...gjort meget..." endnu en gang så han på hende og hans øjne glødede.
"Du syntes måske ikke jeg har gjort særlig meget. Eller måske lige frem intet eller det forkerte. Det syntes alle andre i hvert fald...Men i forhold til den person jeg er...Syntes jeg at jeg har gjort meget...Og denne gang...Føler jeg at jeg gjorde alt...Jeg sagde undskyld..." brød følelsesmæssigt sammen...Dog ville han ikke nævne det sidste. Det var svagt...En svaghed han hadede sig selv for, lige så meget som den chokkerede ham.
"...Jeg prøvede..." han trak på skuldrene.
"Men du tror mig ikke. du afviser mig. Jeg forstår det...Jeg har gjort mange dårlige ting. Men jeg vil aldrig kunne dræbe dig..." han så væk igen og rystede svagt på hovedet.
"Jeg vil aldrig kunne bringe dig den smerte og bare få min vej. Jeg ved ikke hvad der skete til sidst. Jeg husker intet om en klippe eller at efterlade dig mens du blødte...Jeg husker kun en masse kaos. Og noget sort. så skal vi ikke bare droppe det? Jeg ved jeg sagde jeg i det mindste ville være venner, men skal vi ikke bare droppe det hele? Jeg er træt af at skændes med en person jeg ikke vil skændes med. Jeg er træt...Alle de op og ned ture. De gør mig usikker..." han var sjældent så åben over for folk, som han var over Neph. og han viste han ville fortryde det igen, lige som han havde gjort til andre tider.
"Jeg ved ikke længere om jeg kan stole på dig. Du er en af de sidste personer jeg følte jeg kunne snakke med, men det sker aldrig. Hver gang jeg bare har brug for en personen acceptere mig...Er du der aldrig. Og vi skændes igen. Jeg stoler ikke længere på folk omkring mig...Og jeg føler heller ikke jeg have tillid til dig..." han så lidt på hende igen og sukkede svagt, opgivende.
"og hvorfor ikke bare gøre det vi altid har lovet hinanden? At blive væk?"

hans ord sved. Hvert ord, hver stavelse, fik hende til at krybe sammen.
''Jeg har ikke lyst til at blive væk... Det med drengen.. det var en aftale... Allerede før han blev født.'' hun så bare på ham.
''ønsker du at jeg skal vende mig om og gå, så sig det - please? Jeg kan ikke holde ud at jeg altid misforstår dig..'' hun så lidt ned.

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Hun så ned på sine fødder.

Han trak på skuldrene.
"Det bestemmer du selv. Du får en chance. En chance for at overbevise mig om at der er noget at kæmpe for. at jeg har en grund til at stole på dig. At..." At hvad? hun var der for ham, når han aldrig var der for hende? Hvem prøvede han at narre...det ville aldrig ske...Han sukkede.
"Nej glem det..." han var virkelig opgiven...han viste ikke hvad han skulle gøre - andet end bare at give op.
"Der er ikke noget at bevise..." han sukkede og så ud på folkene der gik forbi dem. Lagde armene over kors. Hans hoved gled tilbage mod væggen og hans øjne lukkede sig. Det var lige meget...

''intet at bevise?! Du stod og sagde at du elskede mig, ude på gaden. Lige før. Er det ligemeget? Er det ligemeget, at jeg elsker dig? Hvad vil du have at jeg skal bevise Sean? At jeg elsker dig? At jeg ville gøre alt for dig?'' hun så nu bedende på ham.
''du ved at jeg elsker dig...'' hun så lidt ned

Han så hen på hende.
"Gør jeg? Ved jeg at du elsker mig? jeg har hørt det ja, men det har nu aldrig virket sådan. jeg ved godt jeg ikke har været perfekt selv. Jeg ved godt du ikke tror på jeg faktisk kan have følelser for nogen..." han rystede på hovedet.
"hvad hjælper følelser og ord, når det hele alligevel ender dårligt? Hver gang..." han så lidt på hende.
Hvad nyttede det at han sagde det - Når hun selv indrømmede at hun ikke troede på hans ord? nej...Et forhold ville aldrig kunne fungere når de aldrig troede på hinanden og faktisk aldrig var der for hinanden...De skændes kun. Det var efter hånden alt han huskede...deres skænderier.
"du har ret. JEg har minderne. minderne fra en masse skænderier...Du har fået din hævn..."

''jeg ville ikke have hævn... og slet ikk på den måde.'' hun sukkede.
hun rystede på hovedet, og sagde ikke mere. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige.
Hun rystede på hovedet igen.

''Sean... jeg siger det ikke kun... Jeg elsker dig virkelig... Jeg er bare... Jeg dur ikke til at vise det...'' hun så lidt ned.
''undskyld..'' hviskede hun, med skælvende stemme inden hun begyndte at gå. Hun ville forlade gyden, og ikke se sig tilbage...

Hans arm gled ud og greb fat i hende. I et øjeblik var han vred.
"Du kan i det mindste blive og høre hvad jeg har at sige, eller betyder det virkelig så lidt for dig?"
Han slap hende hurtigt og så væk...Hans vrede...han fortrød den straks.
"Undskyld...,du gør mig bare så magtesløs..." han så lidt på hende og lagde armene over kors igen. hun kæmpede godt nok ikke særlig meget det her...Han følte han lige så godt kunne snakke til en mur.
"du har ret. JEg føler mig ikke elsket. Jeg føler ikke nogen sætter pris på mig. Det har folk aldrig gjort..." han så lidt på hende. Den der havde været tættest på det havde faktisk været hans far...
Han sukkede og lod hænderne glide igennem sit hår, endnu en gang af afmagt.
"Hvad fanden skal jeg gøre, Neph? JEg står og siger det modsatte af hvad jeg virkelig vil og hvorfor? Det virker som om du allerede vist det hele var tabt...som om der virkelig ikke er noget at kæmpe for..." han ønskede der var det.
"Undskyld jeg holdt dig tilbage. Jeg forstår godt du går og jeg gav dig trods alt valget..."

''hold nu op dit store brød!'' hun sukkede, ikke opgivende mere i dril.
Hun rystede kærligt på hovedet af ham.
''selvfølgelig elsker jeg dig.'' hun gik helt hen til ham.
Hun lagde armene om livet på ham, og kyssede ham tøvende på hagen

Hendes humørsvingninger tog livet af ham. Han så mistroisk på hende.
"Virkelig? Jeg står her og ævler løs om ting jeg aldrig troede jeg ville...Og det eneste du har at sige, er at sammenligne mig med et brød? Er det en leg for dig Neph?" han følte sig så...magtesløs...
så tæt hun var...det lille kys...var smertefuldt...
"Jeg føler du leger med mine følelser lige nu..." han rystede på hovedet og tog fat i hendes arme, fik hende til at slippe ham, men gav alligevel ikek helt slip fordi han var bange for hun ville gå.