Som at starte forfra, bare med en lykkelig slutning. Er det ikke? (Neph)

S: parken i doomsville city, angerforge district.
O: træer, buske, en sø og nogle bænke. Få folk.
T: sen eftermiddag
V: køligt, men solen skinner for en gangs skyld.

Sean havde bevæget sig gennem parken til han kom til en bænk, hvor han stilte sig bag den, med hænderne imod ryglænet. Han så umiddelbar fredsommelig ud, som han stod der og så op mod himlen, som havde en orange-rød farve, da den var på vej ned. Det var stadig køligt i luften, men solen var dog kommet nu og de første små skud af erantis go vintergækker var begyndt at titte frem i jorden. Endda lidt ivrigt, grønt græs. Folk gik rundt i parken og nød både solnedgangen og beplantningen, da det hele gav dem et bedre humør, nu hvor de var på vej ud af den kolde og mørke vinter. Sean var klædt i nogle lettere, men stadig mørke kondisko. Nogle mørke bukser, som sad lidt løst og en varm trøje. Kappen lå om hans skuldre og skjulte hans ellers muskuløse krop. Det mørkebrune hår strittede let ud til alle sider, de mørke øjne der så mod himlen og selvfølgelig de fire ar tværs over ansigtet.
Alt så normalt ud. Men han følte sig ikke normal. Selvfølgelig havde han aldrig været det og blev det heller ikke, men han havde brug for noget nyt i sit liv. Han havde fået sit ritual og han havde lært at styre sine nye kræfter lidt bedre, om end de stadig overtog ham og styrede ham til tider. Ja, hans temperament var også ret usikkert.
Men han havde brug for et mål med sit liv...Ritualet, lysten til dette ritual havde holdt hans hoved over vandet i mange hundred år. Nu var det sket. men hvad nu? Havd skulle han gå efter de næste mange hundred år? Han havde ingen fremtid...Han var der bare og truede med at blive druknet i tiden...

''hvad er det du gør...!?'' klynkede den unge mand, forskrækket. Han kunne mærke blodet løbe ned af hans hals, og ned på trøjen.
''Shhh.. Det er snart ovre..'' lovede hun med en blid varm stemme. Hun vidste at det var skræmmende. Hun aede ham over kinden, og ned over halsen. Han slappede straks mere af.
Da han var død, lagde hun dræn og lod tingene ske. Et tomt lig, uden andet end bidemærket i halsen til at identificerer hende.

Hun lade blodposerne i sin taske, en sort skuldertaske.
Hun var selv iført et sort korset der var broderet med tegn der lignede noget hekseri.
Hun havde sorte jeans på, og løst langt hår.

Hun begyndte at gå tilbage hvor hun var kommet fra. Da hun så Sean.
Hun listede lydløst op bag ham, og sprang på ham.
''Én lyd, og jeg forsvinder som dug for solen'' grinte hun lavt ved hans øreflip, og kyssede ham bag øret.

//fodre lige hest. Brb//

//Som i bogstavligt talt springe på ham? Oo//

//op på ryggen af ham, ja //

Han hørte hende ikke. fornemmede hende ikke, lugtede hende ikke. Pludselig var hun der bare og ødelagde det øjeblik, hvor solen forsvandt i horisonten. Eller nok mere freden ved det. Sean fik et let chok og hans første reaktion var at hun var en fjende og hun ville dræbe ham hvis hun fik muligheden. Han reagerede ved øjeblikkelig at kaste sig ned på jorden, med hendes først, for at få hendes til at give slip, hvorefter han greb fat i hendes hænder og ben og med sin umenneskelige styrke få dem væk. han var oppe og stå igen, før det gik op for ham at hun havde talt til ham og før det gik op for ham at det var Neph...
Hans hjerte begyndte at banke igen, hårdt og hurtigt. Hans trak vejret dybt og lænte sig op af bænken og ignorerede et elskende pars underlige blikke, da de ikke forstod hvad de dog lavede...
"Neph! Du må ikke snige dig ind på mig på den måde! Jeg troede du var en af mine fjender..." han tilbød hende en hånd for at hjælpe hende op, hvis hun stadig lå ned.

Hun landede hårdt på jorden, og grinte hjerteligt.
''giver du en tur til!?'' grinte hun og tog imod hans hånd og kom op og stå.
''dine fjender tør ikke nærme sig lige nu. Ikke her i hvertfald.'' sagde hun blidt.

''hvad laver du herude?'' spurgte hun og kyssede ham kort på håndryggen.

Han hev hende op og smilte let til hende. Neph som vampyr...Om han nogensinde vænnede sig til det!
Han studerede hende lidt og var da glad for hun ikke tog det værre end bare at grine...men på en måde gjorde det ham også urolig. Som om det ikke var normalt at reagere sådan, uanset om man var væsen eller ej. Han ville helst ikke indrømme det, men han var begyndt at overveje hvor meget han turde stole på hende. Hvor meget han burde involvere sig med hende...For lige meget hvad de sagde eller gjorde var de begge forandrede nu.
"Tænker. Som altid. Hvad med dig?" spurgte han tilbage

''hentede denne måneds forsyninger.'' sagde hun med et varmt smil.
Hun kunne mærke hvordan det ene ribben var blevet trykket, og hvordan hendes skulder sved. Men hun forholdte sig tavs omkring det - han skulle ikke belæmres med det.

''må jeg spørge hvad du tænker på?'' spurgte hun kærligt, spindende næsten.

Han så lidt på hende. så rystede han svagt på hovedet.
"Det er lige meget Neph. Du har endnu kun levet inden for et almindelig menneskeliv og vil ikke forstå mine tanker" svarede han.
"Og hvis du føler jeg snakker ned til dig nu, beklager jeg. Jeg kommer bare med en for mig logisk grund til hvorfor jeg ikke engang gider prøve forklare mine tanker..." han rystede svagt på hovedet. Det lød åndssvagt...Men nu var det sagt som det var. Måske skulle han bare lade være med at tænke over det...
"Hvad med dig? Hvordan går det med dig?" spurgte han i håb om hun bare ville gå videre...Hvad hun sikkert også ville, ligeglad som hun jo var blevet i hans fortid og generelle hverdag, efter hun havde forvandlet sig...Og efter deres søn...Som stadig ødelagde alt.

''jeg ville gerne prøve at forstå, hvis du lader mig..'' sagde hun, smilede kærligt og flettede kort sine fingre ind i hans.
''jeg har det fint.. jeg savner dig - som altid.'' smilede hun roligt.
Hun vidste ikke om han overhovedet gad at tale med hende...

''og så tager arbejdet jo en evighed, så det slider jo lidt på ens overskud.'' sagde hun roligt.
Hun vidste ikke om han kendte til hendes rapporter, men hvis han gjorde - ville han så accepterer dem?

Han så lidt på hende. Hendes arbejde! Det var det han havde undret sig over sidst.
"Dit arbejde, de der rapporter...Hvad er det du laver?" spurgte han uden rigtig at svare på hendes første spørgsmål. han klemte kort om hendes fingre,d ad e var flettet ind i hans.

''jeg arbejder på noget forskning... Jeg prøver at finde en 'kur' på vampyrismen... Til dem der nu bliver forvandlet mod deres ønske..'' sukkede hun inden hun så lidt op på ham.
''Jeg elsker dig..'' hviskede hun tøvende og kyssede hans håndryg.
''Har du lyst til en drink?'' spurgte hun, smilende.
''vi kunne tage hjem til mig...?'' hun så roligt på ham. Sagde han nej, ville hun kunne forstå det.

Han rystede på hovedet. Selvfølgelig gjorde hun det...Men det var nytteløst.
"Der findes lige så mange kure imod vampyrisme, som der findes imod dæmonisme" mumlede han opgivende.
"Hvorfor skulle du dog finde en kur på det? eller endnu mere: spilde din tid med det? der findes ingen kur. Den eneste kur jeg nogen sinde har mødt var gennem magi. Magi som ikke rigtig findes længere. Det er spild af tid. Er det fordi du ikke kan leve med dit valg?" det ville ikke undre ham om hun bare sagde ja. Han var stadig vred over hun havde dømt sig selv til et alt for langt liv. hun havde ingen forståelse for det...Og i stedet for at lytte til ham, hoppede hun ud i det alligevel, bare fordi hun ville leve længe sammen med ham. hvem sagde overhoved de ville se hinanden om bare to år?

Han troede stadig at hun fortrød?
''Sean, jeg valgte at blive vampyr. Jeg fortryder intet.'' sagde hun, nu opgivende.
Han hadede hende sikkert for hendes valg.
''Fint.. Så bliv du her og tænk.'' hun trak på skuldrene og begyndte at gå efter at have sluppet hans fingre.

Han himlede med øjnene.
"Vil du nu lege en sur kvinde der vil have sin vilje?" svarede han tilbage. Det var det hun mindede ham om. Et surt barn der gik sin vej, fordi hun ikke fik sin vilje, hvad hun så end ville opnå. Så måtte hun gå. han havde ikke tænkt sig at løbe efter hende som en latterlig person.
"Du er ikke længere den Neph jeg kender..." mumlede han svagt for sig selv

"Og du er ikke den Sean jeg kendte. Men jeg er jo ligeglad.." Hun så lidt på ham.
"Jeg ville bare ønske t jg kunne forstå dine tanker... Dine følelser... Men du lukker mig ikke ind. Jeg kan ikke bebrejde dig, jeg er ikke altid til at stoole på.." Hun sukkede.
"Hvis du vil snakke, så er jeg her. Dt ved du godt." Hun så lidt ind i hans øjne, med et blik der ikke kunne minde om andet end oprigtig kærlighed.

Hans øjenbryn gled op i panden på ham og et svagt smil spillede ved hans mund.
"Er du? Det sagde du om dig selv, ikke jeg" svarede han roligt. Som om hun var en person han skulle bedømme og ikke en han kendte. hun virkede faktisk som fremmed for ham...Men det værste var at han ikke viste om det faktisk var fordi hun var det eller om det var ham selv der havde forandret sig og behandlede alle som fremmede...Måske begge dele?
"Du vil ikke forstå dem. Du vil ej hellere få et indblik i dem. De er hemmelige, personlige, det eneste jeg har for mig selv" hans stemme var overraskende afmålt, næsten direkte kold. Han viste ikke helt hvorfor. ønskede han at skabe afstand?
"Men jeg vil alligevel give dig ros...Du indrømmer det alle bør indrømme, i stedet for med det samme at love man kan stole på dem...men jeg vil ikke snakke. Det ved du også godt. du bliver ved med at tilbyde det, men du ved jeg ikke vil snakke." hendes tilbud irriterede ham helt. Hvorfor skulle han ville snakke? han gad ikke snakke. Mente hun havde problemer at snakke om?! at han var et problem? Hvorfor kunne folk ikke bare være skide ligeglad!

Måden han talte til hende på, fik hende til at se lidt ned.
Hun rettede på taskeremmen, inden hun så op på ham igen.
"Så lad være med at snakke..." Hun så ned igen.
Hun så på ham igen, inden hun krøb lidt sammen.
"Så... Ses vi vel.." Hans ord, så afmålte og kolde som de var, fik hende til at føle at han hadede hende... Det gjorde han måske også.
Hun bakkede et skridt væk, og så væk fra ham, inden hun begyndte at gå.

Hans hånd gled ud og greb fat i hendes skulder, ingen hun nåede at gå nogen steder. Han hev hende hen til sig og lagde den anden hånd på hendes anden skulder, mens han så på hende.
"Hvordan skal jeg kunne snakke med en, der ikke vil acceptere mit nye jeg? Jeg genkender ikke engang mig selv, men for det meste finder jeg det nu meget sjovt. Men hvis jeg viser hvordan jeg er nu, flygter folk. Selv dem jeg holder af...Selv dig..." han slap hende igen og i et øjeblik så han bare trist ud. som om han gled ind i sig selv og byggede en ny mur imod verdenen.
Så rettede han sig op fra den bænk han havde lænt sig op af og hans kropssprog fortalte han mest var på vej væk....

Du giver mig ikke en chance for at blive.." Sukkede hun.
"Du antager at jeg flygter, t jeg ikke kan acceptere dig..." Hun så ned igen.
"Jeg gider ikke forklarer dig, hvad jeg forklarede dig for over et år siden. Dengang vi fandt ud af at jg var gravid. Du vidste at jeg var der for dig, at jeg ville gennemføre det." Hun så på ham.
"Du vd at du kan stole på mig, men du tør ikke. Du er bange for at jeg svigter dig, at jeg forlader dig..." Hviskede hun.
"Det er okay... Så ved jeg jo i det mindste hvor jeg står.." Sagde hun inden hun vendte ham ryggen igen.
Hun begyndte at gå, uden t sige mere.

Hvorfor vendte hun altid tingene? vendte dem så han var den der havde misforstået tingene, ham der aldrig forstod noget! Han mærkede vreden i sin krop og kæmpede i et øjeblik med at styre den...men han kunne ikke.
"Du vil ikke blive! Indrøm det, jeg er ikke længere den Sean du kendte, jeg er koldere, ondere, hårdere! du gik, da jeg viste dig hvem jeg enlig var! Hvordan skal jeg kunne stole på en der ikke gider mig? du minder mig om min mor...hun mente altid hun var der for mig, men enlig forvekslede hun mig altid med en anden! enlig var det aldrig mig hun var der for!" vreden...Den var så stærk, så alt opædende...Han kunne ikke modstå den...kontrollen gled endnu engang fra ham...

Hun gik hen og så ham i øjnene, inden hun smækkede ham en med flad hånd på siden sf kinden.
Hun blottede hjørnetænder, rasende.
"Du vover på at tale sådan til mig, Sean McGivens!" Hun hvæsedde det rasende.
Hun stirrede bare på ham.
"Du ved at jeg ikke gik! Du ved det! Du ved udemærket godt hvad der skete! Du slog ikke kun DIN søn ihjel ved det ritual, og du ved det! Du myrdede alle mine venner, i vreden over at jeg var bange for dig! Du forrådte mig, ikke omvendt!" Hvæsede hun.

Hendes lussing fik ham ikke til at blive rolig, fik ham ikke til at bede om tilgivelse eller noget andet. I stedet grinte han koldt af det.
"Der har vi sagens kerne, ikke? Du har hele tiden følt det anderledes, du har aldrig ville tilgive mig for det der skete, selv om du har ladet som om. Jeg slog vores søn ihjel og jeg fortryder det ikke" svarede han overraskende roligt.
"Jeg slog din dumme lille ven ihjel, som skjulte jer, fordi du brød den aftale vi havde. Dig. Ikke jeg. " hans pointe? Det var hende der ødelagde det. Ikke ham.
"Jeg har ikke forrådt dig. Det er omvendt. men det har du måske allerede glemt?" han hånd gled frem og greb fat om hendes hals, samtidig med at han dunkede hende ind mod det nærmeste træ, så hun mere eller mindre sad fast mellem hans greb og træet.
"Jeg har længe leget med tanken om ikke længere at have nogle latterlige kvinder omkring mig, som hele tiden tror de kan få mig for dem selv. Jeg er ikke man binder sig til. Jeg er fri for latterlige venskabelige og familiære bånd. Og jeg nyder det. Jeg gør som det passer mig. Men jeg holder de ting jeg lover. Hvilket er mere end du kan prale af!"

"Du siger at du holder hvad du lover.. Husker du, at du lovede at du aldrig ville skade mig? Velkommen til virkeligheden.." Sagde hun, med lav rystende stemme, der var fyldt med had.
"Jeg havde tilgivet dig. Indtil du valgte at svigte mig.." Hendes stemme, såret, og alligevel vred. Er du vred, velkommen i klubben. Du tror at du er den eneste der er sådan? Du opfører dig som Kain." Hun bevægede sig ikke, lod ham bare tvinge hende i eat skruestik

han smilte og rystede til hovedet.
"Velkommen til virkeligheden, prinsesse." han slap hende og trådte væk fra hende. Hendes had havde i et øjeblik lammet ham indvendigt, men lidt efter var det bare blevet erstattet med mere vrede.
"Jeg har ikke svigtet dig. Jeg har endnu ikke skadet dig" svarede han kort. Det havde han ikke, han havde truet hende, men ikke skadet hende. Og han havde aldrig svigtet hende...
"Og du har aldrig tilgivet mig. Ellers havde du aldrig bragt de gamle problemer op igen. Men det er et typisk kvinde træk, at hive gamle problemer frem. Hvorfor? har i ikke nok i de nyere?" hvæsede han. Han gad ikke blive her og spilde tid på hende. Faktisk følte han sig meget modstridende...han havde lyst til hende, ikke fysisk, men psykisk. han havde lyst og brug for en at være sammen med...Men samtidig hadede hun ham og kunne ikke acceptere ham som han var. Og sådan en person kunne han jo ikke bruge til noget.
"Måske fordi jeg er endt med at være som ham! Jeg kender ham ikke, jeg hjalp med at fjerne ham for at hjælpe dig. Men det har du vist også glemt"...Glemt, som alle andre, at han faktisk også havde en god side. Den blev altid glemt...Og netop derfor gad han efterhånden aldrig at vise den. Dette viste jo også bare at den gav ham problemer. igen og igen.