Er du ham Jacob snakker om, hvad var navnet nu //Josh//

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + sko og en sort kutte med hætte over sig.

En ravn lettede fra jorden. Det sorte væsen forsvandt nu op imod den grå himmel, til den til sidst ikke var andet end en sort plet i det fjerne. Regnen faldt blidt imod jorden. Dråberne der mødtes med jorden, kunne lyde som en form for melodi. En trist melodi.
Den hvide kæmpeulv Ghost luntede foran Josh, stoppede et par enkle gange op, for at dreje hovedet og se om han nu fulgte med. Dette store, majestætiske væsen, havde været grunden til at ravnen lettede fra jorden. Det og de store vriskende væsner. Josh vagter ville absolut være på deres heste, de havde endda insisteret på at Josh gjorde det samme, men da han ikke var van til at ride, havde han pænt takket nej tak og insisteret at han ville gå i stedet for. Desuden, det at sidde på en hest igennem byen, vækkede mere opmærksomhed fra folk, end hvis de kom gående. Josh ønskede ikke den opmærksomhed, hvilket også var en af grundene til at han skjulte sig under sin kutte.. Med afslappede bevægelser, gik han hen imod kroen, med vagterne bag sig og sin kæmpeulv foran sig. Ghost var den der fangede mest opmærksomhed. De fleste kunne ikke tage øjnene fra ham. Den sølvhvide pels var hypnotiserende for et nysgerrigt øje.
"Leder," sagde en af vagterne pludseligt, mens han stoppede sin hest i at skridte, ved at hive svagt i tøjlerne. Josh så sig nysgerrigt over skulderen, hætten skjulte hans ansigt med mørke. "Ja? Hvad er der?" Hans stemme var rolig. "Hvis du ikke har noget imod det min leder, vil vi gerne have lov til at patruljerer området,". Vagtens insisterende blik fik Josh til at tage beslutning med det samme. Han nikkede, drejede hovedet frem ad igen og trak hætten mere omkring sig. "I har min tilladelse," I det øjeblik han ville gå, afbrød den anden vagt ham. "Og hvis vi møder trusler leder?". Josh kiggede ikke om på ham, da han svarede. "Så sørg for at de trusler forsvinder, vær stærke," Efter de ord så han nu om på sine vagter. "Forstår i hvad jeg siger til jer?". Hans unge, halvmørke stemme, var fyldt med ære og stolthed, noget som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på vagterne. De nikkede, satte hestene i galop og forsvandt i horisonten. Josh stod nu alene tilbage, med kæmpeulven Ghost ved sin side. Med et trættende blik, så han hen imod kroen. Et kort øjeblik stod han bare og så på den, betragtede den med svagt lukkede øjne. Til sidst tog han sig dog sammen og gik derhen, forsvandt ind bag de forunderlige mure, hvor man hverken kunne bide sig tryg eller være i fare.
Uden at fjerne hætten, gik han hen til baren, satte sig på en stol og bestilte en øl med det samme. Han sukkede og slappede af i sine muskler. Regnen havde gjort hans sorte kutte tung for ham. Det var som at have en dyne på.
Ved lyden af en slåskamp udenfor, drejede han hovedet og nåede ikke rigtig at reagere, før en pige kom ind og så en smule forslået ud. Spørgende løftede han på et øjenbryn. Havde det været hende der havde været oppe at slås? Hans øl kom hen til ham, fik ham til at tage blikket fra pigen og i stedet nu rette blikket ned på den gyldne, tykke væske i glasset.
Pigen fra før udsendte en mærkelig form for kulde, en kulde som han kunne genkende fra sin bror, pga. hans evne is. Nysgerrigt kiggede han hen imod pigen igen, mens han førte glasset op til sine læber og lod den smagfulde væske køre igennem halsrøret. Kunne det passe at denne pige også havde evnen is? Han satte glasset fra sig, kiggede ned i barbordet, men så på pigen i sin øjenkrog.

[color=gray]Ryan havde slet ikke opdagede hvad det var hun var i gang med, hendes krop udsendte en kulde, en kulde som ikke var helt normalt når var inden for, men Ryan var helt uden af den, tænk at hun ikke engang kunne gå på en bar uden at blive overfaldet, var det måske Zero mænd igen? var det kommet efter hende fordi hun havde været for langt væk? tankerne fløj igennem hendes tanker, og hun kunne ikke finde svar på noget af det hun havde været igennem, hvad så Zero i hendes søster? hvad så Zero måske i hende selv? hvad ville han gøre imod Sammi nu hvor hun ikke var hjemme? var han i gang med at lærer hende op så hun kunne blive lige så ond som Zero, Ryan vente hovedet imod døren og overvejede at forlade baren og finde vej hjem til Zero så hun kunne holde med Sammi.

Overvejelsen stoppede da hun kunne mærke at nogen så på hende, en eller anden inde i denne kor kiggede underligt på hende, hun kiggede rundt fra person til person, det så ud som om hun ledte efter en meget vigtig person som hun skulle mødes med, problemet var bare at hun ikke skulle mødes med nogen overhovedet, hun havde ikke aftalt med nogen at de skulle mødes her, hun var kommet alene for at glemme lidt om det som der var sket selv om det var meget svært for hende at glemme Zero, Fatih, Damon og selvfølelig hendes datter Sammi.

Kulden fra hende mindede ham om Jacob. Jacobs kulde havde han altid kunne fornemme, selvom han sad hele fem meter fra ham. Nysgerrigheden var det der gjorde at man i sin øjenkrog blev med at se på hende. Til sidst fandt han dog bare sig selv som mærkelig. Han kiggede igen frem for sig, tog en tår af sin øl, uden rigtig at tænke over sine omgivelser. Det var et tidspunkt som dette, man så på noget, men egentlig ikke så det. Foran hans blik var der ikke andet end Luce og Valerie, de fornyligt mistede familiemedlemmer.. Da hætten begyndte at blive alt for tung, fjernede han den med en hurtigt, samt irritabelt hånd. Derefter tog han en ny slurk af sin øl. Bunden var ramt, skulle han komme op af nu, eller grave selve bunden? Kulden fra pigen gjorde ham stadig nysgerrig, men, denne gang valgte han at ignorer den. Han så bare frem for sig.

// Lorte svar, jeg beklager!

Ryan lade mærke til at en eller anden ung mand kiggede på hende, et blik hun sådan aldrig havde set før, mange havde kigget efter hende fordi hun var leder for en gruppe dæmoner som troede på friheden fra tortur, selv om man nok ikke slipper for tortur, Ryan har været igennem en masse tortur at hun sådan ca. viste hvad sød tortur var, det Zero gør ved hende er ikke så slem som hendes gamle herre's tortur.
Ryan havde fået nok hun raste sig op og gik hen til den unge mand og stillede sin øl ved hans side og smilede helt normalt imens hun sagde med sin vidunderlige stemme, "Undskyld mig Hr. men må man spørger om hvorfor de sidder og kigger efter en mig? hun snakkede virkelig pænt, sagde med hr. og de til en person hun slet ikke kender til, hun smilede bare sødt til han og på lidt mere af din øl.

Hun kom pludseligt hen til ham. Kulden sivede ind under huden på ham, så han et kort øjeblik tog sig selv I at få kuldegysninger, der kørte ned af ryggen på ham. Det overraskede ham at hun snakkede så pænt til ham. Skulle han være ærlig, havde han troet at hun ville skyde ham ned, fordi han kiggede hen på hende så mange gange. Det var jo ikke for at være uhyggelig at han gjorde det. Hun mindede ham bare så meget om Jacob! Hans stemme var en anelse grødet da han svarede. "Det beklager jeg, du minder mig bare om en jeg kender, det var ikke for at hylde dig ud af den," Et uskyldigt smil voksede på hans smalle læber, mens han skabte en øjenkontakt med hende, med sine mandelfarvede øjne. Selv den kulde hun besad mindede om ham. Det gjorde at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Ham og Jacob havde været oppe at toppes, slås og de havde nær dræbt hinanden. Det gjorde ondt på ham ved tanken om det.. Hans bror var ikke længere end bror.. De var nu fjender som engel og dæmon. Trist, men sandt.. "Kan jeg byde på noget?" tilbød han Ryan, lidt som en undskyldning for hans stirren.

Ryan stod og smilede til den unge mand, eller mere den unge engel, hun viste ikke helt hvordan hun skulle tage det, hun havde svært ved at komme over at få af vide at Jacob var hendes fætter, tænk at hun stadig havde familie, måske var der flere som var en dele af hendes familie, hun satte sig ned ved hans side uden at spørger men hun håbede da på han ikke havde noget imod det, hun kiggede ned på boret og sagde med en sukkersød stemme, "Det er iorden Hr. Engel, men må jeg spørger om hvem jeg minder dig om?" hun kiggede på op ham igen, uden at viste at hun var ude på noget, men det var hun heller ikke, hun var ikke ude på noget, hun prøvede bare på at få tingende til at falde på plads igen, hun havde ikke noget imod at snakke med folk der var bare sket en hele del siden hun havde forladt Zero's hus, hun smilede sødt da han spurgte om han kunne byde på noget, han nikkede svagt på noget og sagde roligt, "Bare en cola hvis det ikke er for meget.
hun vente blikket imod manden som stod bag baren og ventede på at de skulle bestille noget at drikke så han kunne komme vider med sit arbejde.


// Undskyld det blev kort og undskyld fordi jeg først svare nu, har haft nogen problemer som der skulle væk fra livet //