Please, just leave me alone??! -Josh-Jacob-

Tøj//

Rachel var ude i skoven denne aften, eller her havde hun boet helle hendes liv.. Og det ville blive meget længere i et liv som vampyr. Dog var Rachel ikke som andre vampyrer, hun slog ikke bare ihjel. hun havde en stærk selvbeherskelse og ville aldrig dræbe en sjæl, hun ville højest skade personen. Men kun hvis det var nødvendigt. Rachel var gået lidt længere væk end hendes mor plagede at give hende lov til, og elverne som de eneste venner hun havde omkring sig var skam udemærket. Her var de gemt væk fra andre, også selvom at Rachel ikke vidste at der var en verden udenfor disse træer. En lyd i det fjerne og en mærkelig fært gjorde hun blev opmærksom. Lugten af dæmon havde hun aldrig oplevet før, heller ej engel så disse dufte var helt ukendte for hende, og det gjorde hende endelig ret utryg.. Dog havde hun en vis nysgerrighed borrende indeni hende, og det gjorde at hun nærmede sig den. Det var forår og det kunne ses på træernes knopper der snart ville springe ud, og blive til smukke blade der ville give skoven noget volume. Det manglede den virkelig, de smukke grønne blade der fyldte elverfolket og Rachels familie med glæde ro og fred. Friheden, det var det Rachel elskede mere end noget andet. At hun udover gå i solen kunne gøre som det passede hende.. Endelig havde hun stoppet sig selv i at gå for tæt på, da hun fik øje på en skikkelse og nogle stemmer ikke langt væk fra. Det lød som en halv brummen af en diskussion eller var det bare vinden? Rachel gik ihvertfald ikke nærmere, og holdt sig i skyggen for at være i et med omgivelserne, som hun også var ret god til.

// Da jeg også er Jacob, skriver jeg også lidt fra ham af xD

Omringet af negativitet, gik Josh igennem skoven, efterfulgt af en dæmon, han engang havde haft et så knyttet bånd til. Nu gik de bare og undgik øjenkontakt, imens de traskede igennem skoven, for at finde en og samme person. Caroline. 'søsteren' der var begyndt at forsvinde. Alle var begyndt at forsvinde, de burde at gå med klokke rundt om halsen eller noget i den stil. Selvom han ikke ville indrømme det, havde han det rart med at gå side om side med Jacob igen. Hvis de bare kunne få nedbrudt den negativitet der hang tungt over dem. Med en forsigtig tøven, løftede Josh blikket og så hen på Jacob, der blot så ned i jorden. Ikke en eneste gang løftede han blikket for at se hen på ham. Først da Josh igen så væk, kunne han fornemme at dæmonen løftede blikket fra jorden og så hen på ham.. Hvor han dog ville ønske at det ikke var så.. anspændt og akavet..

Med et suk, gik han hurtigere end Jacob og så sig ikke over skulderen, for at se om han nu fulgte med eller ej.
"Sænk farten," hørte han Jacob vrisse bag ham. Selv ikke efter de ord så Josh sig over skulderen. I stedet fnyste han bare. "Eller, du kunne gå hurtigere, det handler om at finde Caroline.."
"Jeg ved godt hvad det handler om!" blev han afbrudt af en ny vrissende stemme. "Stop med at belære mig med alting ENGEL," De krystalblå øjne glimtet svagt af irritation. En irritation som bare gjorde det hele værre for anspændtheden imellem dem.
Josh fnyste igen. Denne gang stoppede han op og drejede hele fronten imod ham. "Jeg belære dig ikke med noget som helst, DÆMON," Han så sin bror ind i øjnene og lyn styrtede sammen.. Det var hvad man fik ud af at sætte to stædige æsler sammen..

Da Jacob hørte en raslen nær dem, valgte han at tyse på englen, i stedet for at svare ham igen. Han kiggede rundt med de krystalblå øjne. Der var intet at se.. Men han var sikker på at der lå et eller andet på lur. Langsomt gik han derhen imod hvor Caroline gemte sig, uviden om at det faktisk var der hun var. Bag ham stod Josh og så på det hele med et løftet øjenbryn.
Jacob strakte langsomt hånden ud imod skyggen.. Han var sikker på at der var et eller andet. "Er der nogen?" Hans stemme var en lav hvisken.

De kom nærmere hende, og det fik hende til at fryse på stedet. Hun anede ikke hvem det var, og på deres vrissen af hinanden, så havde hun ikke meget lyst til det heller. Dog kom dæmon noget tættere på hende end forventet, og da han stak sin hånd ret tæt på hende valgte hun at træde frem, med elegante skridt lyste hun op fra skyggen hun havde gemt sig i. De blondte lokker faldt perfekt ned over den blege hud, og hendes øjne lyste op af klarhed. Det var som at kigge på selve lyset der trådte frem i mørket. Rachel kiggede dæmonen i øjnene der stod lige to skridt fra hende, og hævede på et bryn. "Kan jeg hjælpe med noget?" Spurgte hun så, endelig ret venlig dog også en smule sarkastisk. Hendes påklædning var meget feminin, og Rachel var skam også en ret glad personlighed. Så kiggede hun over imod engelen. "Hvis i leder efter en Caroline, så kender jeg ikke nogen. Tro mig, jeg har hørt om alle i skoven, og det navn træder ikke frem." Trak hun på skuldren, og smilede skævt.
"Og..btw.. Deres negative tone leje til hinanden, det stresser en del. Måske skulle i styrer jer bare lidt." Så gik hun to skridt til siden, og lidt rundt om dem, for at betragte dem. Hendes bevægelser var yndefulde, selvsikre og ryggen var ret. "Men i burde ikke være i skoven midt om natten, specielt ikke så langt inde i den." Hun lagde hovedet let på skrå, og så skiftevis på dem med store nysgerrige øjne.

Jacob trådte et skridt tilbage og så til sin overraskelse, samt lettelse, at det var Caroline der trådte ud af skyggen. Der var dog noget.. anderledes over hende. Da hun trådte ud af skyggen, var hun oplyst på den smukkeste måde og mindede mest af alt om en gudinde, med de lange lokker og de store fine øjne, omfavnet af sorte øjenvipper. Forvirret satte han hovedet på skrå. Hvad mente hun med.. Ikke at have set nogen Caroline? Hvad snakkede hun om, hun stod lige foran dem?! Han ville sige noget, men ordene satte sig fast på tungen. Hva pokker mente hun med.. Det var forvirrende det her!
At hun begyndte at gå rundt om dem med betragtende øjne, gjorde ham helt sikker på sine ord. "Caroline? Hvad er der i vejen med dig? Du er Caroline, vi har ledt efter dig?" Tøvende så han hen på Josh, der også bare stod og lignede et stort spørgsmålstegn.

Josh fulgte hver en bevægelse Caroline tog med sine mandelfarvede øjne. Hvorfor betragtede hun dem som om at de var fremmede? Som om de var nysgerrige fund man aldrig havde set før? Hun kendte dem fra top til tå, hvad havde hun lige gang i? Da det gik op for ham at han stod med halvåben mund, lukkede han den hurtigt i igen og gik op foran den unge kvinde, som han så som en storesøster. Forvirret så han hende i øjnene. "Caroline? Er du helt rask? Eller, driller du os bare?" Han fjernede aldrig øjenkontakten imellem dem. "Der er intet farligt i at være ude i skoven om natten? Og hvad laver du selv herude?" Han var ikke sikker på om hun drillede dem eller om hun faktisk mente hvert et ord hun sagde.

Hun kneb øjnene hver eneste gang de kaldte hende Caroline, de måtte have slået hovedet ret så hårdt. Dog var hun lidt utryg ved at de blev ved med at tale til hende som om hun havde noget med dem at gøre. Så stoppede hun op og vendte hovedet over imod Josh til hans sidste sætning, hendes lokker fulgte med i svinget, og hun løftede lidt på hovedet. "Ikke at det kommer jer ved, men jeg bor herude?" Svarede hun lidt halv irriteret, dog var hendes blik stadigvæk nysgerrigt. "Jeg ved ikke om det er svært for jer, men prøv at få ind i jeres små hoveder." Rahcel trak på skuldrene inden hun forsatte sin sætning. "at jeg ikke er Caroline. Mit navn er Rachel." Forklarede hun og slog ud med armene. "Hvem er i endelig, og hvad er i?" Hun havde aldrig mødt andre væsner end mennesker og elvere.. og så sig selv.. Dog havde hendes forældre fået elverfolket til at respektere hendes gode hjerte. Rachel havde kun hørt rygter om dæmoner.. og hun vidste at hendes forfædre ville gøre alt for at slå dem ihjel, og det også var hendes egen skæbne. Rachel trådte tættere på Josh, kun på grund af hans mere lyse aura der hang over hovedet på ham. Dog kunne hun dufte hans blod, og hendes blodårer under øjnene trådte frem ved lyden af hans hjerte der pumpede blod rundt i den smukke figur der stod foran hende.. og det gjorde at hun hurtigt vendte sig væk fra ham, og blinkede for at gendanne hendes fantastiske selvkontrol. Og som sædvandlig virkede det.

Jacob spærrede øjnene op. Boede.. Boede herude? Hvad for noget? Hun boede ikke ude i skoven og hvad var det lige hun kaldte sig selv.. Rachel? Ligesom Josh før havde gjort, stod han nu med åben mund og så på hende, velvidende om at han lignede en der var faldet ned fra himmelen og set en flyvende flodhest. Forvirret viftede han med hænderne foran ansigtet, bla. for at få sig til at vågne op igen. "Vent, vent, vent.. bor herude? Rachel?" Han kunne ikke tro det. Det var ligesom at tale til hende dengang hun havde slået hendes følelser fra.. Bare mere mærkeligt denne gang. "Dit navn er Caroline, du er nærmest vores søster.. Vi har kendt dig i flere år!" Langsomt gik han hen imod hende. "Prøv lige at forklare det hele.. Hvornår begyndte du at bo herude?"

Josh var ligeså forvirret som Jacob. Oppe i hovedet stillede han sig selv tonsvis af spørgsmål. De var alle sammen nogen han ikke kunne svare på selvfølgelig. Da hun valgte at stille dem et spørgsmål om hvad de var, kunne han ikke lade være med at løfte svagt på et øjenbryn. "Det ved du da godt? Vi er engel og dæmon," han gjorde et nik hen imod Jacob ved ordet dæmon. "Vi er nærmest som dine brødre Caroline.. kan du slet ikke huske os?" Hans stemme var rolig og varm, selvom han måtte indrømme at det var en ret.. underlig og skræmmende situation. Tænkt at hans egen 'storesøster' ikke engang kunne kende ham.
Da hun gik tættere på ham, satte han hovedet på skrå, i håb om at det var ved at gå op for hende hvem de var. Dog stoppede han den teori da hun vendte ryggen til ham. Han var nu udmærket klar over hvad det havde handlet om.. Blodet i hans krop. Han tog en dyb indånding og gik op foran hende. "Hvad med Nicolas? Siger det navn dig noget? Siger det noget.. i dit hjerte eller noget i den stil?" Han forsøgte langsomt at komme med hint. Nicolas var hendes forlovede, ham måtte hun kunne huske!

Stressen susede rundt i hendes krop, og hun var ved at få nok af at de to skulle gå og fortælle hende hvem hun skulle være. Hun kunne ikke fordrage det, men hun lod dem tale færdigt.. Hun lod engel og dæmon suge ind til sig.. Hun vidste udemærket hvad de var for nogle skabninger, hun havde læst om dem, aldrig mødt dem. Rachel knyttede sine næver i irritation over det med hendes hjerte og alt det lort de ellers prøvede at fylde hende med. "Sig mig engang, har i overhovedet ingen respekt for andre personer? JEg har ikke Caroline, okay!? Kom over det!" UDbrød hun let, og ånede så hurtigt ud for at bevare roen. Hendes blodårer var trådt frem men forsvandt hurtigt igen. "I to burde virkelig gå nu. Lad mig være i fred." Rachel fik et lidt mere truende blik frem, dog kun fordi hun følte sig krænket og utryk. "Ellers bliver det værst for jer selv." Tilføjede hun og passerede dem begge, så vendte hun sig om imod dem. For at se om de havde noget at sige til hende. Dog kneb hun øjnene let og kiggede over på Jacob.. "Eller.. Du der." Pegede hun med en hurtigt let bevægelse på Jacob. "Det farligt for dæmoner her omkring." Hviskede hun let.. og inden hun rigtig faktisk vidste noget om det, så kom der flere pile efter hinanden med vievand flyvende igennem vinden og ramte Jacob. Ud af buskene kom Rachels forældre og brødre. De trak Jacob med sig, og Rachels ene bror Matt lagde en hånd på hendes skulder. "Godt der ikke skete dig noget Kate." Smilede han og løb efter de andre. Rachel vendte hovedet imod Josh. "Mit mellemnavn er Katelyn, hvis du skulle være nysgerrig om hvorfor han kaldte mig Kate." Dog var hun nysgerrig og gik hen af tilbage imod huset, det store palæ der var gemt væk bagved en masse høje træer, hvis man ikke kendte vejen derind, ville man aldrig kunne finde igennem laybrinten af træer.

Rachel løb ned af nogle trapper til kælderen, og gemte sig lidt i skyggerne. Hun kunne hører hvordan vievandet fra de tunge spande ramte jorden i et plask efter de ville dræne dæmonen for energi. Så smækkede tremmerne i og hele familien undtagen Rachel forlod kælderen, i stedet listede hun hen til cellen og kiggede ind af tremmerne. "Jeg sagde det var dumt at være her." Sagde hun neutralt og lagde hovedet lidt på skrå. "Min familie dræber det overnaturlige, undtagen mig. Shapeshiftere, dæmoner, varulve.. dog ikke engle.. fordi de beskytter os " Rachel satte sig ned foran Cellen og kiggede på dæmonen, af ren nysgerrighed over hvordan han dog kunne holde så meget smerte ud.

Josh gik overrasket et skridt tilbage da hun blev vred. Den havde han ikke set komme. Hvad nu hvis det ikke var Caroline foran dem, men at det måske var endnu en af disse dobbeltgænger, der så let som ingenting kunne snyde en. I det hun ville forlade dem, skulle han til at sige noget, da han hørte hvad hun hviskede.. Ikke sikkert.. JACOB!? Det var forsent. Da han ville råbe til ham, fløj pile allerede igennem luften og den ene ramte Jacob igennem skulderen. Inden han overhovedet nåede at komme ham til undsætning, stormede en gruppe elvere frem og tog ham med sig for øjnene af ham. Han råbte vredt af dem, de lod dog bare som ingenting og forsvandt. De kunne tro nej! Da Caroline, aka Rachel, igen snakkede til ham, kiggede han vredt hen på hende og fulgte derefter med hende hen til palæet. Det kunne ikke gå stærkt nok med at komme hen til Jacob.

Vievandet brændte ham helt ind til knoglerne og hans skrig gav genlød igennem kælderen. Det føltes som om hans hud var ved at ætse.. Han frygtede at man var begyndt at kunne se ind til hans knogler.
At de smed ham ind i en celle, gjorde ikke smerterne mindre for ham. Han lå og hev efter vejret, imens han tålmodigt ventede på at de sidste vievands dråber skulle trille af ham.. Ved lyden af Carolines stemme, drejede han hovedet og så hen på hende med lynende øjne. Med et blink, var han helt oppe ved tremmerne og hamrede næverne imod dem. Et spor af is gav sig til at sno sig om dem. "Hvem er du! Og hvordan har du overtaget Carolines krop!" Han vrissede vredt af hende. "Jeg har intet gjort jer, slip mig omgående fri!"

Imellem tiden havde Josh med nød og næppe fundet frem til huset. Nu galte det bare om at finde en vej ind. Lydløst vandrede han rundt om huset og til alt held, stod et vindue åben. Det krævede dog bare at han skulle klatre.
Han tog to af sine dolke op af deres beholder og stak en, efter en, dem ind i muren. Dolkens skarpe blad snittet sig nemt ind imellem murens revner. Han fortsatte på den måde, til han var oppe ved vinduet og smuttede ind. Nu galte det om at finde Jacob og Caroline. De skulle vel have hende tilbage igen. Han var stadig i tvivl om det var en dobbeltgænger eller ej. Hurtigt puttet han dolkene tilbage i deres beholder og løb med lydløse bevægelser igennem palæet.. Nysgerrigt så han rundt i hvert et værelse, uden egentlig at være klar over om han var på vej det rigtig sted hen.

Nede i kælderen, fortsatte Jacob med at hamre imod tremmerne, i håb om isen til sidst ville overtage dem helt og de kunne knuses. "Jeg siger det for sidste gang, luk mig ud!" Han kastede isen imod Rachel, dog sørgede han for at den ville ramme hende, sådan at det ikke ville gøre alvorligt skade på hende. Trods alt var det Care..

Vreden fra dæmonen havde en overraskende effekt på hende, hun blev skræmt. Hvem ville ikke blive det, hun fandt det som om at hendes nysgerrighed havde taget hende al forlangt ud på grænsen denne gang.. og hun vidste endelig ikke helt hvad hun skulle gøre, hun stolede ikke på ham. "Jeg har ikke overtaget nogens krop, stop med det der!" Råbte hun tilbage af ham, og krøb hurtigt et par centimeter tilbage hvor hendes ryg så mødte muren. Han blev ved med at råbe, men hun kunne ikke få sig selv til at smutte, det ville kræve at rejse sig op, og det var en ret stor risiko.. Rachel, mærkede isen han kastede da det ramte hende.. og bed sig kort i læben af smerte. "Jeg er ved at få nok af dig, okay. Nu gør vi tingene på min måde! JEg er ikke Caroline. Det må du snart lærer at fatte, jeg aner ikke hvem det er og hvorfor fanden i tror jeg er hende, men det er jeg ikke!" Vrissede hun, og ud af hendes håndled kom der to lange snore og de begyndte at ligne lynagtige gnister. Så langede hun ud med dem så de ville ramme Jacob og sende ham et sted hen hvor han forhåbeligt ville finde ud af at hun ikke var den irriterende Caroline som de troede. "JEg er endelig imod al for tortur og mord, men hvis du ikke snart fatter det. så ender det med jeg lader dem tage dit hoved som de gør ved alle dæmoner. Jeg kom endelig bare herned for at snakke!" Rachel hadede når vampyren tog over hende og trak sine piske til sig igen, og slog sig selv i hovedet. "Undskyld.. Fik hun så klemt ud over hendes læber. "Jeg vidste altså ikke de var der.. jeg vidste ikke.." Det var intet med hans evne at gøre, bare Rachels store medfølelse. Hun kørte en hånd igennem sit hår. "Men jeg har ikke nøglerne, og kommer aldrig herned.. men jeg skal nok prøve at få dig ud, hvis det snart sætter sig ind i dit hoved at jeg ikke er hende der Caroline.. i må forveksle mig.. med en anden." Tilføjede hun så, hendes øjne var endelig meget venlige, og kom med et freds tilbud..

Hun blev bange for ham.. Hun blev rent faktisk bange for ham. Selvom hun bad ham om at stoppe, fortsatte han med at have hænderne om tremmerne. Isen spredte sig hurtigere og hurtigere jo mere han fokuserede på at den skulle overtage. At hun ikke anede hvad han snakkede om med hensyn til Caroline, irriterede ham og sårede ham på samme tid. Betød det at de aldrig ville få deres søstre igen? var hun nu også en af dem der ville forsvinde? I det han ville sige noget til hende, snittet noget så varmt og skærende som ild hans kind, så han røg et par meter tilbage fra tremmerne og hamrede baghovedet ind i muren. Omtumlet tog han sig til kinden og rejste sig op.. Han så koldt hen på hende.. Dog forsvandt det kolde blik ved at hun undskyldte og faldt til ro. Han sukkede udmattet og satte sig ned på den kolde betonjord.
"Hvis du ikke er Caroline.. Hvor er hun så henne?" Hviskede han svagt for sig selv. Han regnede ikke med at hun svarede på det. Han stoppede helt med at se på hende og så i stedet ned i jorden.. Mest af alt for at tænke og for at lade smerterne få en lille pause.

Josh havde fundet ned til kælderen og listede nu ned af trappen. Det første han så, var til sin lettelse at Jacob stadig var i live. Derefter fik han øje på Caroline/Rachel der ikke sad så langt fra tremmerne.. Med de mest lydløse bevægelser, han overhovedet kunne lave, sneg han sig langs skyggerne og ledte vel efter en nøgle.. Eller, noget i den stil.

Jacob løftede hovedet og bemærkede godt Josh over i skyggen. Det fik ham svagt til at smile. Han var rent faktisk kommet for at finde ham..
"Fint, vi skal nok lade være med at sammenligne dig med Caroline," Han forsøgte at smile så venligt han kunne.. Det var tanken om at Caroline var væk der gjorde ham sørgmodig..

Josh trådte langsomt frem fra skyggerne. "Åbner du buret, hvis vi ikke kalder dig Caroline?" Med andre ord, hun skulle åbne buret lige meget hvad. For når alt kom til alt, havde Josh ikke tænkt sig at lade Caroline/Rachel slippe så let.. Måske de kunne tage hende med sig? Forsøge at få hendes hukommelse igen? Han bed sig i underlæben inden han tilføjede. "Fint, vi kalder dig ikke længere Caroline," Han satte svagt hovedet på skrå. "Luk så min bror ud,"
Josh fortsatte med at tænke over hvordan det var muligt at få hende med sig..

Hun hørte hans hvisken men lod den passere. Med den gode hørelse der hørte med til at være vampyr og den skarpe lugtesans, havde hun allerede fornemmet af englen var i nærheden allerede da han var ved trapperne. Fordi det var en ny fært hun skulle vende sig til. Rachel rejste sig op og kiggede skiftevis på dem begge to. Det var englen der gjorde det, gjorde hun ligesom gjorde hvad han sagde, måske fordi han havde en tiltrækkende effekt på hende som hun prøvede at slippe uden om, dog var det aldrig let. Så gik hun lidt længere væk fra dem og rev et søm ud af muren, hvor efter hun gik tilbage og satte sømmet i låsen. "Træd tilbage." Kommenderede hun inden hun så sparkede med alle kræfter ind på døren, så låsen gik op. "Sådan, klaret." Lidt tricks kunne hun jo godt... "De slår mig ihjel for det her.." Hviskede hun for sig selv, inden hun så kiggede på dem skiftevis igen.

Ved ordren, gå et skridt tilbage, var Jacob hurtigt sprunget til siden og undgik med nød og næppe døren, der kom faretruende hen imod ham. Det gav en høj smæk lyd igennem hele kælderen. Det skulle ikke undre ham hvis elverene kom farende ned af trappen lige om lidt. Hurtigt var han ude af cellen og sendte Rachel et taknemmeligt smil. "Tak Rachel, det sætter jeg pris på," Han smilte blidt til hende og kiggede derefter hen på Josh, med det samme svage smil, et svagt smil der takkede ham også..

Josh gik hen ved siden af Rachel og lagde en hånd på hendes skuldre. "Tak Rachel, selvom du får ballade, så takker vi dig alligevel.. Derfor.. bliver du nok utilfreds over det jeg gør nu," Efter den sætning, ville Rachel knap nok nå at blinke, før han havde sneget sine arme om hendes hofter og 'kastet' over sine skulder. Han gjorde et nik til Jacob om at de skulle løbe..
Sammen løb de op af trappen.. Han vidste at de måtte skynde sig.. Hverken Rachel eller elverene ville syndes om at han.. stjal hende på denne måde?
"Om forladelse igen Rachel, men, vi lader dig ikke gå lige forløbelig," Selvom Josh vidste at hun nok var MEGET vred over dette, kunne han ikke skjule det drilske i sin stemme..

Han havde fuldkommen ret, en hel del faktisk. Rachels tænder blottede sig imens hun hvæste af ham som en vildkat der var fanget i et bur. Dog ventede hun med rigtigt at gøre noget til de var op af trapperne, hun brugte sin styrke til at grave sin hånd ind imellem skulderbladende på englen, dog var der ingen vinger at rive ud, men hun håbede dog på det ville gøre ondt alligevel, hvor da hendes hånd først var inde i kødet på ham, lod hun den ene pisk glide ud og støde hans krop indenfra for at lamme den. Så snart hun ville være til at tabe trak hun sin hånd til sig og landede på benene da han mistede kræfterne, bare lidt. Rachel kiggede hurtigt om på Jacob, og rystede på hovedet. "Er det sådan i takker en der lige har reddet en af jeres liv, jeg burde have ladet dig sidde og rådne op." Snerrede hun og de arrige røde øjne skinnede igennem mørket. Så brugte hun sin fart til at komme væk derfra, dog løb hun ikke helt ind. Det ville være dumt, hun ville sikre sig at deres handlinger ikke gjorde hun blev nød til at henrette dem.

Hun blev vred, meget vred. Josh havde forberedt sig på at hun ville blive vred, men ikke så vred, at hendes hånd skulle snige sig ind imellem hans ar på ryggen. Lige der hvor vingerne før havde været. Han stoppede med det samme op. Et lyn slog igennem ham, et lyn der føltes som om man blev rykket i to stykker.. Af ren smerte, skreg han højlydt og faldt sammen på midten.. Blodet startede nu med at farve hans mørkeblå skjorte sort..

Jacob nåede slet ikke at registrere hvad der var sket, før Rachel var forsvundet og efterladt ham og Josh tilbage. Hurtigt var Jacob henne ved Josh, for at hjælpe ham at komme op med at stå, på de vaklende engleben. Da de var oppe at stå, startede de langsomt med at halte ud af rummet. "Vi skal nok få Caroline igen.. Det bliver bare ikke nemt på nogen måder," hviskede Jacob.
Josh rystede svagt på hovedet. "Nemt? Det bliver nok noget af det sværeste vi nogensinde har været ude for med hende!"
Uden de begge to var klar over det, gik de direkte ind i det rum, hvor resten af Rachels familie var.

Hun var ganske enkelt chokeret, men det overraskede hende ikke. Hun havde altid fået fortalt at man ikke kunne stole på andet end familien, og det var lige blevet bekræftet. Rachel betragtede dem på afstand, men engleblodet på hendes hånd gjorde at hun var i en halv krig med sig selv, dog rørte hun ikke blodet overhovedet. Selvbeherskelse var en stor ting at eje.

Rebekah, Rachels søster.. Lignede faktisk lidt hinanden, de lyse lokker og de blå øjne.. Det eneste der var forskellen var deres ansigts form, og træk. Dog var det tydeligt at se at de var i familie. Cecilia som var Rachels mor havde også lyst hår, og vendte blikket på Josh samt Jacob med det samme de kom brasende. De 4 brødre rejste sig op og spændte deres muskler.. De var parate hvis der skulle ske noget. De var dog kun mennesker, men som blodlinje i Thunder familien så lagde der evner indover som var ganske normale for dem.. Tvang, illusioner og smerte.
"Jeg troede vi havde sat dig til at rådne op bæst." Vrissede den ældste bror til Jacob.. Det var faktisk tydeligt at se at de hørte under 'Caroline's familie.' Det var ret tydeligt hvor hun havde sine lyse lokker fra, hendes mors side af familien.. hvor nu Rachel havde fået en ret god plads.

Som om det ikke kunne blive mere mærkeligt, disse væsner lignede rent faktisk Caroline, på den måde kun familie kunne ligne en. Samme træk, samme mimik og endda de lyse lokker. Både Jacob og Josh måtte have lignet et stort spørgsmålstegn.

Jacob så på broren der vrissede af ham og af ren selvforsvar, knurrede han igen. "Jeg er ikke et bæst mere end i er! Lad mig og min bror gå og jeg lover ikke at gøre det, i nu regner med et bæst vil gøre," Selvom det var en trussel, var hans stemme rolig og fattet. Hvis de ville lade ham gå, var der ingen grund til at angribe hinanden. Han håbede på at disse væsner mente det samme som ham.

Josh var langsomt ved at kunne rette sig op igen. Smerterne var dog ikke forsvundet helt fra ham, så han måtte bide sig hårdt i underlæben, for at holde et smertefuldt klynk inde. "Vi ønsker jer intet ondt.. Der må være sket en misforståelse.. Vi troede at jeres Rachel.. Var Caroline.. Hun ligner hende på en prik," forsøgte Josh at forklare dem, om de så ville tro det eller ej. "Vi er her kun for at finde Caroline," Han så skiftevis på familien i stuen.

Den ældste bror brød sig tydeligvis ikke om Jacob det var der ingen af dem der gjorde, han trådte et skridt frem men blev stoppet da Rebekah holdt ham tilbage med sin arm. Cecilia trådte frem foran dem. "Her er ingen Caroline, kun os. Caroline er væk og kommer aldrig tilbage, det er bedst for hende. Hun hørte aldrig til i selvskab med dæmoner, varulve og vampyrer. Rachel er ikke Caroline, de ligner hinanden fordi de er kusiner." Forklarede Cecilia stille og helt roligt. "Min søster var Carolines mor." Det måtte sætte en prik på plads for dem, eller det håbede hun. "Jeg forstår det er ubehageligt at miste en kær, det gjorde vi alle da den ene Thunder familie blev ødelagt." Tilføjede hun. Rebekah trådte frem og kiggede på Josh med hovedet lidt på skrå.
"Bare lad os være okay, vi ønsker ikke indblandes med det i kommer med. Og i rører ikke Rachel, forstået?" Sagde hun med et skævt smil, og et kækt blik i øjnene.

Jacob blev ved med at beholde sit blik på brødrene, eftersom han kunne mærke at hvis nogen ville angribe ham, så var det dem. Langsomt gav han slip på Josh, lod ham stå lidt for ham selv. Dog var han ved ham, så snart han havde brug for det. Alt det de sagde om at Caroline var væk, fik ham bare til at knurre. Han forsøgte at gøre det så lavt som overhovedet muligt. Caroline var ikke forsvundet, det måtte ikke være sandt. Det måtte det bare ikke. I det han ville sige noget, lagde Josh en hånd på hans skulder og sendte en beroligende aura igennem ham, da han kunne mærke at det Jacob ville sige, nok ikke ville skabe andet end problemer. Han sendte sin storebror et svagt smil. Derefter så han hen på de andre.

"Vi skal nok lade jer værre, men, vi nægter at acceptere at Caroline bare sådan er væk.. Vi holder af hende og giver ikke op på den måde. Kan i.. I det mindste ikke fortælle os hvor hun er?" Han så skiftevis på dem alle med de uskyldige, mandelfarvede øjne. "Jeg beder jer, Caroline kan ikke bare sådan forsvinde.. Hun betyder altså en del for mange," Han smilte svagt og rettede sig nu helt op, selvom såret på ryggen, skreg at han ikke skulle. At Rebekah smilte kækt til ham, gjorde at han løftede øjenbrynet, i en forvirret men dog også drilsk grimasse.

Cecilia så på dem og trak lidt på skuldren. "sidste gang jeg så hende var en måned siden, da hun løb igennem skoven. Undskyld unge herre, men vi har ikke set hende siden." Svarede hun og i samme sekund trak Rebekah sig tilbage fra Josh. "Det er hvad vi ved om hende." Tilføjede Rebekah for hendes mor.

Rachel listede ind bagved hendes brødre og kiggede lidt på Josh. De havde svækket hendes tillid til dem, og ønskede ikke at nærme sig dem overhovedet. Det var deres egen skyld, hvis de havde spurgt om hun ikke ville have været med ud og se verden, så havde det måske set lidt anderledes ud. Dog var det deres egne dumme hoveder der var skyld i den mistillid de havde skabt imellem hende og dem.

Både Josh og Jacob kunne ikke tro deres egne øre. Passede det virkelig at Caroline var væk? At de aldrig skulle se hende igen? De to brødre, delte kort et sørgmodigt og svagt blik med hinanden, inden de begge kiggede hen på menneske familien endnu engang. Var der så overhovedet mere at gøre her? De ledte efter Caroline, hvilket ville sige at dette hus, blot var en forhindring på vejen. En forhindring som det så ud til at de havde klaret sig igennem.
Josh bemærkede Rachel stille sig bag ved sine brødre. "Jeg beklager misforståelsen Rachel, vi var nok bare for blinde til at indse at du ikke var hende vi ledte efter.. Beklager jeg bare sådan løftede dig," Han nikkede undskyldende til hende og henvendte sig derefter hen imod sin bror. "Lad os komme væk.. Vores mission var at finde Caroline.. Og vi giver ikke op på vores Care,"
Jacob nikkede svagt.. Det galte om at finde ingen andre end Caroline. "Ja, lad os gå før vi laver mere ballade end vi allerede har gjort,"..
Med de ord, forsøgte de to brødre at finde udgangen i det kæmpe hus.