Love and caring ruins you ~Josh&Jacob~

Caroline havde ikke følt noget sidste gang hun var sammen med Delilah, hvorfor skulle hun? Det havde været så smerte, hun havde måske været stærk.. Men hun var åbenbart ikke stærk nok overhovedet. Caroline gik rundt i de mørke tomme gader imens hendes blik var helt livløst, der var ingen følelse overhovedet. Hun havde ingen følelser der rodede rundt ingen i hendes hoved, ingen smerte, sorg, frygt eller skam.. Selv kærlighed var der intet tilbage af.. Caroline tog en dyb indånding før hun lagde sig ned på den bare jord. Et par lyde fra nogle sko der kom imod hende fik hende til at åbne de øjne hun havde lukket for lidt siden.
"Frøken Caroline er de okay? Føler de smerte bare et eller andet?" Lærlingene kendte jo Caroline, eller de vidste hvem hun var igennem Josh..
"Jeg føler ingenting." Sagde Caroline og stirrede op på den smukke natte himmel. Pigen virkede til at gå i panik, hvilken ung engel ville ikke det? Men i en fart var Caroline oppe og stå, og hamrede englen ind i en hus mur ikke så langt væk. Hun klemte om englens hals, hårdt. Caroline lod sine ekstra lange tænder snige sig frem og i et hvæs satte hun dem i nakken på englen, og sugede hendes blod. Englen skreg efter hjælp, men Caroline var ligeglad. Hun sugede livet ud af den uskyldige engel og lod kroppen falde til jorden, så fortsatte hun med et gå, med blod i begge mundviger. Caroline kiggede op på den smukke fuldmåne inden hun fortsatte rundt i gyderne til duften af en ny engel kom for hendes næse. Hun løb hen og greb fast om halsen på den, det var Josh. Men lige nu var der intet i hende som sagde "Stop du skader en som du elsker!"
"Josh du bløder jo?" Sagde hun bare med et skævt uhyggeligt smil på læben, hendes øjne var næsten blodrøde og hendes snehvide hugtænder som var skarpere end en kødkniv lagde over hendes underlæbe. Hendes ansigt var tomt og livløst, der var ingen følelser at se på hende. Caroline havde opdaget duften af Jacob ikke så langt væk, men det skulle ikke stoppe hende i noget. Caroline satte tænderne i Josh' nakke og begyndte at drikke af hans blod. Generalt var Josh jo lidt stærkere end hende, men hun havde ingen følelser som gjorde hende svag. Det at hun havde tænkt på ham som sin egen lillebror og endda tiltider som sin søn.. Den følelse var væk, der hang et kæmpe mørke over Caroline.

Caroline, han havde ikke set hende i lang tid og det var måske på tide at han gjorde noget ved det. Engang imellem skulle de vel se hinanden, også selvom hun nu var leder af vampyrerne og måske ikke havde så meget tid længere. Det var utroligt at både hende og Josh var ledere nu, tiden havde forandret alting. Josh var blevet så.. voksen, det var ikke til at forstå. Han måtte indrømme at han savnede dengang han var lille og bare vimsede rundt i hans hud i Ashen Wood.. Huset i ashen Wood.. Den tid havde nok været den bedste tid af hans liv og den var så væk nu.
Han måtte ryste det af sig! fortid var fortid, den skulle ikke ødelægge hans fremtid! Desuden, var tingene begyndt at gå en lille smule bedre. Nille var kommet tilbage i hans liv, det fik hans hjerte til at pumpe af glæde. Så var nogen af tingene i det mindste ved at falde på plads. Med sine smidige bevægelser satte han i løb igennem gyderne. Vinden dækkede hans øre som et uldtæppe over hans hoved ville gøre. Det forhindrede ham dog ikke i at høre Josh skrig, et skrig der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. De ravngyldne øjne forvandlede sig om til at være sorte som øjnene på en hvidhaj. Han var hurtigt henne ved lydens kilde og uden at tænke videre over sin handling, sprang han direkte i flæsket på vedkommende som angreb Josh. Ingen skulle røre ham! Desværre, havde han ikke regnet med at se det han skulle se. Skuffelsen og forvirringen dansede som en ild inde i hans krop. Caroline. Hans søster havde angrebet Josh?
"Care?" han kunne nærmest ikke få ordene ud imellem sine læber. "Hvad har du gang i? hvad i alverden sker der her?" Han kunne fornemme på hende at tingene ikke var helt som de skulle være. Det var ikke Care der stod foran ham, han genkendte ikke den vampyr der stod der med Josh blod om sin mund! Forsigtigt forsøgte han at gå hen imod hende, rakte en hånd ud til hende uden at tænke videre over hvorfor. Det var som om at han ikke troede på at hun stod der foran ham. Måske havde han bare endnu en af sine mareridt.. "Care?" Han trak sin hånd til sig igen, så i stedet bare ind i hendes øjne og søgte efter den Caroline han elskede.

Nu var en af lærlingene igen stukket af. Han havde ikke noget imod at de skulle have lidt frihed, men når de direkte stak af når han skulle snakke med dem, så måtte den hårde tone bruges. Specielt på dette tidspunkt af døgnet. Lærlingene var åbenbart slet ikke klar over vampyrerne herskede på dette tidspunkt. Nok kæmpede han for at englene skulle kunne gå sikkert på gaden, men det var ikke rigtig lykkedes endnu. Denne lærling som var stukket af, var en ung pige med lange lyse lokker og en utrolig tildens til at lægge an på alle drenge hun mødte. Hun havde endda formåede at lægge an på ham, det stoppede hun så hurtigt med igen, da hun godt kunne fornemme på det hele at det ikke var en god ide. Han var så optaget i sine egne tanker, at han slet ikke bemærkede en skarp kant fra en mur som han var ved at gå ind i. Først da kanten snittede hans tinding registrerede han det. Det startede selvfølgelig med at bløde, men det var ikke noget han tog ilde op, det healede hurtigt og desuden, havde han bedre ting at tænke på. Pludselig mødte hans baghoved muren, så et nyt slag fik en bølge af smerte til at gå igennem ham.. Han nåede ikke engang at ømme sig, bare synet over hvem der havde gjort det, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Det var Caroline. Hvad i alverden havde hun gang i og hvorfor kunne han.. Lærlingens blod lugt var tydelig over hende.. hun havde dræbt hende.. Af bare ren forvirring og nærmest sorg, kunne han ikke skubbe hende fra sig og lige som han troede at hun ville tømme ham helt, kom en velkendt stemme susende og fyldte ham med lettelse. Lidt efter lidt, lykkedes det ham at komme på benene og nu se Care ind i øjnene. Ligesom Jacob, så kunne han fornemme at den var helt galt med Care. Han var ikke engang sikker på om det var hende som stod foran dem lige nu..

Da Jacob blandede sig og rev hende væk, slog hun automatisk ud efter ham og snerrede voldsomt. Caroline kiggede på dem begge to skiftevis inden hun tørrede blodet væk fra sine læber med sin håndryg. Så tog hun en dyb indånding i form af suk og stillede sig op af muren bag hende med halvdelen af sin ryg imens hendes ene fod støttede sig op af væggen. Caroline lagde hovedet lidt på skrå, og hævede på et ligegyldigt bryn.
"Der sker intet Jacob, intet i behøver at bekymre jer om." Hun lagde tryg på i som i alle, Caroline kørte en hånd igennem sit hår.
"Melissa er død, og ingen er jer holder sig omkring mig? Troede i virkelig at igennem alle de år, at jeg har været okay? Jeg har været på kanten til at give op så længe, men det var der aldrig nogen som opdagede. Fordi jeg ikke ville have jer til at tænke på min smerte, men det gode ved alt det her. Det er at jeg ikke længere bekymre mig om noget, overhovedet. Jeg har slukket alle mine følelser fra, sorg, kærlighed, skam, skyld, frygt, vrede. Alt." Svarede Caroline og kiggede så over på Jacob.
"Burde du ikke finde en måde at være sammen med din dyrebare engel på? Nille jeg ved hun ledte efter dig, det må være surt var? At blive droppet på den måde? Som om man ikke er andet end den jord man går på? Hun har jo udnyttet dig for groft." Tilføjede Caroline med en hånlig klan i stemmen inden hun satte af og gik over imod dem. Caroline kiggede Jacob i øjnene.

Hun var slet ikke til at kende. Alle de ord hun sagde forvirrede ham bare. Hvordan kunne det være deres skyld at hun havde været på kanten til at give op! Når man er det og man gerne ville have folk skal lægge mærke til det, så skjuler man det ikke, medmindre man havde en hjerne af grød. Det gjorde selvfølgelig ondt på ham at denne Melissa, hvem det så end var, var død! Men han havde også lige mistet den lille Josh og derfor slog han ikke sine følelser fra! Han hadede når folk gjorde det! I følge ham var det bare ynkeligt. Han knurrede kort af hende, knyttede sine næver og var så fristet til at gå hen til hende. "Flot Care! og hvilken gavn tror du så lige det gør huh! Du slår bare alle dem som holder af dig fra dig! Og når du engang kommer tilbage til virkeligheden, til at være den Care vi holder af, så indser du at du har behandlet os som skidt, bare fordi du var valgt at slå alt fra, som har du en tænd og sluk knap et sted!". Jacob var ikke typen der trøstede omkring det med at slå følelser fra. Hvem denne Melissa end var så gjorde det åbenbart ondt på hende.. "Jeg er ked af det med denne Melissa, men man er nød til at være stærk! Se hvor mange ofre jeg har lidt! Lille Josh og Jade var begge to en stor del af mig, de er her ikke mere, men jeg slår ikke mine følelser fra!".
Til alt det hun sagde om Nille fik ham bare til at knurre groft. Jacob var ikke længere den som krøb som en hundehvalp, han var endelig ved at blive en dæmon, en som ikke tog noget at det til sig, som han ikke valgte at høre på! "Klap i! Klap din kolde side i! Du er ikke Caroline! Jeg vil snakke med den rigtig Caroline mange tak!"

Hvad var der i vejen med hende? Han hadede tanken om at hun ikke havde det godt. Det forvirrede ham dog bare alt det hun sagde, hvis hun havde haft det sådan i så mange år, hvorfor kom hun så bare ikke til dem med det samme? Det burde hun vide at hun altid kunne? Han måtte indrømme at det skuffede ham at hun valgte at slå dem fra. Det troede han alligevel ikke om hende.
Forsigtigt lagde han en hånd på Jacobs skulder, skubbede ham en smule til side for at sige ordene en smule pænere. For selvom Jacob sikkert bare forsøgte at hjælpe, så kunne ordene måske godt formuleres på en anden måde end lige det. Han sendte Jacob et svagt smil inden han så hen på Caroline. "Care, det her er ikke dig og det ved du, nok har du været på randen til at give op, men det betyder ikke at du skal give op! Du er bedre end det, se bare hvor mange ord du overlevede i den kælder og takket være dig, holdt jeg mit humør højt og fik lysten til at leve. Det er den Caroline du skal være, ikke den uden følelser eller noget som helst andet. Jeg ved det gør ondt med Melissa, men hun ville ikke have ønsket at se dig sådan her," Han forsøgte at smile til hende, om det hjalp eller ej, han mente det samme som Jacob, men havde det en lidt anden måde at sige det på. Hvis Melissa var død, ville det så også sige at.. Mikayla var død!? Pludselig havde han det som om tiden stod stille.. Det måtte ikke være sandt, de kunne ikke begge være døde.. Man kunne et kort øjeblik se det på ham, hurtigt skubbede han det dog væk fra Cares skyld og sendte hende et svagt smil. "Vi er her for dig, slå nu dine følelser til igen vil du ikke nok?"

Da Jacob råbte op kiggede hun bare over på ham, hun følte ikke noget ikke spor. Hun reagerede bare af hvad der føltes rigtigt, og derfor angreb hun ham hun holdt om hans hals og klemte til.
"Hvad ved du om det huh? Jeg mistede også den lille knægt, jeg var der. Jeg kunne have gjort noget men nåede det ikke det samme da jeg mistede Melissa. Når ja, du ved jo ikke hvem hun er? Se selv, bevis nummer et. Du rejste til vinterland på grund af det med Nille, du var der ikke da jeg behøvede dig for du var væk!" Sagde Caroline koldt og spydig. Caroline kiggede over på Josh.
"Og du havde tralvt med at være leder, det har jeg også. Så vendte hun tilbage til Jacob og klemte bare hårdere om hans hals.
"Du skal ikke belærer mig om at være stærk, jeg har skam været stærkere end i nogensinde tror! I forstår det bare ikke vel? Jeg har ikke haft nogle omkring mig i flere måneder, jeg har gået alene med alt min sorg." Så slap hun Jacob og klappede sine hænder, som om hun ville have snavs væk.
"Jeg slår ikke noget tilbage igen, hvorfor skulle jeg. Gå tilbage og bryde sammen og gemme mig bagved en maske som ingen kunne se bag alligevel? Være ynkelig og svag fordi jeg ikke kunne redde dem jeg elskede? Ellers tak, hvem ved måske bliver dette en bedre version af mig selv." Det var Carolines ord inden hun smilede skævt og satte begge hænder på hver side af sine hofter.

At hun klemte om hans hals gjorde ham ikke spor, han kiggede bare koldt tilbage i hendes øjne, for uanset hvad så var det ikke Caroline der stod foran ham, snarere en vred vampyr som han aldrig havde kendt før i sit liv. Det var mere hendes ord der gjorde ondt på ham, hun fik det til at lyde som om han aldrig havde været der for hende. Han var der dengang med Nicolas, det huskede han selv, så egentlig syndes han bare at hun skulle klappe i. Vredt skubbede han sig fra hende, gik flere skridt væk fra hende og spændte hænderne, så knoerne blev hvide og blodet rendte ned af håndfladen fra fingrene der torturede den. "Jeg var der dengang med Nicolas! Husker du slet ikke det! Du får det til at lyde som om at jeg aldrig har været dig for dig, og den her ene gang hvor jeg bare havde brug for at være alene, flipper du ud og bliver til et monster eller hvad pokker du skulle forstille at være! Jeg ville være der for dig nu Caroline, men du er ikke dig selv, så lige nu føler jeg mest for at gå! ". Selvom Josh lagde sin hånd på hans skulder, beroligede det ham ikke og han daskede den bare væk. "Jeg elsker dig Caroline, du er som en søster! så medmindre du kommer til dig selv, så ser jeg ingen grund til at blive. Jeg var alene med min sorg omkring mine forældre i flere år.. så det ser jeg heller ikke som nogen undskyldning..". Han kiggede tomt ned i jorden, med armene foldet over brystet, han dannede et skjold omkring sig. "Så du bliver aldrig den Caroline vi holder af igen?" Han kiggede op fra jorden. "En bedre version? Snarer et monster uden nogen omkring sig," Med de ord kiggede han ned i jorden igen, vendte ryggen til hende og gik om bag Josh. Han var fristet til at gå.. Hvorfor skulle alle bare ændre sig?

Det var som om at hun ikke hørt noget som helst af det de sagde til hende. Forstod hun ikke at de elskede hende og ønskede hende det bedste? Alle de ord hun sagde til Jacob fik det til at snurre sammen i hans mave. Hun burde da vide at det aldrig ville have været Jacobs mening ikke at være der for hende, for ligesom en bror, så stod han klar til at være der for en når det galt og kom altid når man kaldte på ham. Selvfølgelig havde det gjort ondt med Nille, hvem ville ikke være såret over det? Svagt rystede han på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden. Selvom det ikke føltes som virkeligheden, den Caroline foran ham var alt andet end den Caroline han havde set op til i så mange år. Da Jacob gik om bag ham, sendte han ham et strengt smil, et smil der hentydede at han skulle vare sine ord, for det fik aldeles ikke Caroline tilbage at snakke sådan til hende. Derefter kiggede han hen på Caroline igen, men skulle han være ærlig, så vidste han ikke hvad han skulle sige til hende. Tanken om at hun aldrig ville blive sig selv gjorde snurren i hans mave til en hård knude.
"Jeg tror ikke på at det vil være en bedre version af dig Care," sagde han og foldede armene over brystet. Hans tone var også blevet en smule hårdere. "Og hvad gør du så nu hvor dine følelser er slået fra? Går du bare rundt og lader som ingeting? dræber alle på din vej?"

Caroline kiggede på Jacob og slap s¨hans hals, udenpå ramte hans ord hende ikke spor. Der var en mur om hendes følelser der gjorde alt blev blokeret, intet ramte hende.
"Du har levet længere Jacob, jeg siger ikke noget om du ikke har haft det hårdt overhovedet. Jeg siger bare at jeg har mistet for mange på engang til jeg kunne holde det ud, mere." Svarede hun køldigt.
"Ved i hvad, jeg føler faktisk stadigvæk noget. Jeg føler mig fri, føler at jeg nu er fri for alt det smerte livet forvoldte mig alligevel. Kunne i forlange mere af mig?" Spurgte hun med et skævt smil og kiggede på Jacob. Så grinede hun da Jacob kaldte hende for et monter.
"Et monter huh? Kalder du virkelig mig et monter Jacob, har du ikke kigget på dig selv fornyelig har du? Du lige så meget et monster som mig, du har forandret dig ligeså meget som alle os andre. Så træd lige et skridt tilbage og fej for dig selv." Caroline ændrede sin opmærksomhed overimod Josh.
"Jeg vil ikke dræbe alle jeg går forbi? Jeg gør bare hvad føles godt, jeg var tørstig jeg drak blod, jeg er en vampyr og engle blod er min favorit." Svarede hun og kiggede Josh lige ind i øjnene.

Stille kom en ny helt mystisk skikkelse tættere på dem, over hende hang ingen sjæl. En kvinde trådte frem fra skyggerne og kiggede på Jacob, hun lagde hovedet på skrå i et skævt smil.
"Rolig nu dæmon, i det mindste slog hun ikke sig selv ihjel." Destiny vidste udemærket at ingen af dem anede noget som helst om hende, men hun kunne ikke sige det samme om dem. Destiny så på Caroline, det ramte hende faktisk lidt at hun havde slået følelserne fra. Destiny var hendes søster, hun burde have været der, men det var først nu skæbnen havde tilladt det for Destiny.
"Det kunne have været meget værre, desuden så hjælper i hende ikke spor. Når nogle slår deres menneskelighed fra, er det fordi de ikke kan klarer mere. De mister alt hvad der gør dem til den de er, men det betyder ikke noget når man ikke har nogle omkring sig til at støtte sig op af. Men vi kan hjælpe hende, for at få en til at slå sine følelser tilbage, så må man bevise at der er noget at komme tilbage til. Ikke bare det hun har nu, det ikke nok. Melissa døde, det ikke nok med venner. Der skal være mere, i må bare bevisse jeres værg. Og inden i spørger, så nej jeg er ikke skør." Hun flyttede sine øjne fra Jacob og over på Josh. "Jeg er jeres skæbne, Destiny. Måske din skæbne." Det var en lille flirtende kommentar til Josh, Destiny var ikke en player eller en som flirtede med alle og enhver. Josh så bare sød ud, men det gjorde alle engle vel?

Nok åd Jacob sjæle, dræbte uskyldige for at spise og det var i nogens øjne et monsters værk. Men, det var slet ikke det han havde ment med at Caroline opførte sig som et monster. Hun kunne drikke så meget blod hun ville og det gjorde hun sikkert også, men når hun angreb en der stod hende nær ligeså meget som Josh gjorde, så kunne han ikke rigtig finde ud af tingene mere. Han stod bare med armene på kors, kiggede frem foran sig og lyttede skam til det hun sagde, selvom han ville ønske at han bare kunne lukke af for det. "Det giver dig ingen grund til at angribe Josh, en der er som en bror for dig.. Det så jeg aldeles ingen grund til at gøre,"Han kiggede kort hen på hende med et blik der ikke kunne beslutte sig for om det skulle udstråle vrede, skuffelse eller frygt, frygten for at miste den Caroline han elskede. "Specielt ikke når du lige havde tømt en af lærlingene.." Mere nåede han ikke at sige før en fremmede pige kom hen til dem, blandede sig i situationen og opførte sig som om hun kendte dem ned til punkt og prikke.. Var der noget han ikke brød sig om, så var det når andre blandede sig i ens samtale. Dog ignorerede han det og lyttede til de ord der nu kom ud af denne fremmedes mund. "Bevise vores værg? Hvordan skal vi gøre det hvis hun allerede mener at vi ikke er værd at komme tilbage til? Og hvem er du overhovedet?".. Destiny? Var hun deres skæbne? Det gav aldeles ingen mening. Den flirtende bemærkning til Josh, fik en lille kæk løftning i mundvigen til at udvikle sig til et smil. Det forsvandt dog hurtigt igen..

Han forstod ikke Caroline. Hvorfor havde hun så angrebet ham? Selvom engleblod var hendes ynglings, så betød det vel ikke at hun skulle æde sig mæt i det, ved først at tømme en lærling, for derefter at gå hen og drikke af ham? På det punkt var han enig med Jacob.
"Så det føltes godt at drikke fra mig? Rart at vide," mumlede han og kiggede ikke på hende da hun kiggede på ham. De kom ikke rigtig videre i denne samtale. Han hadede at det skulle være på denne måde, men han vidste ærligtalt ikke hvad de skulle gøre, han havde aldrig stået i sådan situation før hvor en slog sine følelser fra. Det overraskede ham at det overhovedet kunne lade sig gøre. Først opførte Nille sig underligt ved at skubbe alt og alle fra sig, og nu gjorde Caroline det samme ved at slå sine følelser fra. Det var åbenbart svært for alle at være sig selv for tiden. En ny stemme der suste forbi, fik ham til at dreje hovedet hen imod den ny ankommende. En vampyr, ingen tvivl om det, det hang over hende som en tung røgsky. Det gjorde det ved alle vampyrer. Det undrede ham meget om hvorfor hun blandede sig. Hun kendte dem jo ikke? Inden han nåede at sige noget, snakkede Jacob og sagde de ord han faktisk havde overvejet at sige.. Deres skæbne? Hendes flirtende kommentar til ham fik ham til at løfte forvirret på et øjenbryn. Det ændrede sig dog hurtigt til at være en lille smule kækt. "Ja, det vil du kunne lide hva? Men, hvem er du? og hvorfor i alverden siger du at du er 'vores' skæbne.. og hvor kender du Caroline fra?". Det var kun den første sætning der blev sagt med en drilsk undertone, resten blev sagt med en smule alvor og rolighed.

/Vigtig emne//