Dead people don't talk. -Brook-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Den sorte kutte og bæltet med dolke.
V: Overskyet, solen bliver mobbet af en gruppe skyer, der samler sig om den, som en flok myre omkring et stykke spist frugt på jorden.
O: En masse væsner flygter fra hospitals dørene. Nogen er fyldt med blod ned af ansigt og tøj, mens andre har mistet en arm og nu løber skrigende rundt, præcis som en høne uden hoved ville gøre.
T: Eftermiddag, ved at nærme sig aften.

Aldrig havde han set noget lignende. Det var som at stå midt i en gyserfilm. En masse forskellige folk omkring ham, vrimlede rundt, faldt over hinanden, mens andre skreg højt og smertefuldt over blodet der forurenede krop og sind. Dette ville være det perfekte sted for en vampyr at jage. Det mest tragiske var at det var på et hospital. Indenfor var en vampyr ved at begå et massemord. Børn klamrede sig ind til deres mødre, døde eller levende. Væsner der havde mistet ben eller arm, haltede væk og skreg et pinefuldt skrig, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på. Et par enkle, mindre såret personer, forsøgte i hærdigt at få de andre til at slappe af, ved enden at forsøge at stoppe blødningen eller tale til dem. Den sædvanlige tale om at det hele nok skulle gå og at politiet, samt læger og redningsfolk nok skulle få styr på situationen.
Josh løb igennem massevrimlen. Bag ham prøvede vagterne i hærdigt at følge med, inderligt skreg de op om at han skulle blive ved dem, hvor han var i sikkerhed! Det var dog ikke det Josh gad at høre på lige nu. En masse var ved at dø omkring ham, og så ville de sørge for hans sikkerhed? De burde snarere forsøge at hjælpe de andre. Han vidste godt at de bare gjorde deres job, en leder burde ikke rode sig ud i ting som dette, men han var ligeglad. Imellem vrimlen af sårede væsner, åbnede han døren ind til hospitalet, kom ind i gangen og blev straks kvalt af den tunge lugt af blod. Rundt omkring lå der tre lig, druknet i deres eget blod. Skrigene fra børn og voksne overdøvede hver en lyd i rummet. Kun et af ligene var en sygeplejeske, de andre to måtte enden være besøgende eller indlagte.. Josh drejede rundt, forsøgte ivrigt at finde kilden til alt dette. Han vidste godt at han ikke var en helt, han kunne ikke redde alle, men han kunne vel ikke bare stå og se på. Desuden, var nogen af disse personer vel engle, med andre ord, han skulle beskytte sin race. Den undskyldning var perfekt..
Det varede lidt tid, men endelig fandt han kilden til alt det postyr. En vampyr kvinde, blod overalt, koldt og tomt blik i sine øjne. Der var ingen sjæl at finde..
Ghost, der så modigt havde fulgt med ham, var den første til at reagere. Han knurrede truende, inden han med en utrolig hurtig hastighed, løb hen imod vampyr kvinden og snappede ud efter hende, med sine barber skarpe tænder.

Eftermiddagen var ellers gået så godt, for Brook var godt når man sad alene og ikke havde nogle af hendes psykiske flip. Hun hadede dem, fordi det var jo ikke meningen at være så ond helle tiden? Men hun var begyndt at vende sig til dem, hun havde bare ikke vendt sig til skylden der gnavede indeni hende uden tegn på det via den ydre facade. Det som skulle have været en tur hjem fra byen havde hurtigt ændret sig da hun havde fået et flip da hun passerede hospitalet, det var ikke et flip hun fik på grund af blodet. Brook var blot syg, noget hendes vampyrisme aldrig havde kureret hende for.. Hendes ansigt var blevet følelseskoldt, som om hun ikke var til stede. Og det var hun heller ikke midlertidigt, hun slog ihjel omkring sig. Hun havde dræbt både børn og voksene, blodet var overalt på hendes hud og på hendes tøj. Brook havde ingen kontrol. Da en ulv angreb hende, slog hun ud efter den med en næve af fuld styrke. Hvor perfekt hendes slag var måtte tiden vise. Brook trådte dog et skridt tilbage imens hun tog sig til hovedet, som om der var noget der gjorde ondt på hende kort. Så slog hun sine øjne op, imens hun gik øjenkontakt med Josh. Kort fangede hendes blik de blodklædte hænder, hun spærrede øjnene op og kiggede rundt. Brook kunne lugte blodet..
"Nej.. nej.." Sagde hun stille til sig selv, og tog sig til hovedet. Hun kunne ikke huske hvad hun havde gjort, men hun kunne se det og fornemme det ved at kigge ned af sig selv. Hun rystede på hovedet, endnu et flip kom som heller ikke var hende helt. Det var skylden, hun tog sig til hovedet imens hun lignede en som ikke fattede hvad hun havde gjort.. Og lige nu fattede hun ikke en skid..
"Lad hver med at kigge på mig!" Råbte hun med et par tårer i øjnene som om hele verden stod og stirrede på hende, hvor det endelig blot var Josh som var der. Brook bankede hårdt en knyttet næve ind i muren foran den så den efterlod et mærke i muren, hun var stærk..

Ghost nåede ikke at undvige den stærke næve imod sin kæbe. Hyldene gled kæmpeulven hen ad gulvet. Den snehvide pels blev rød, takket være resterne af blod på gulvet. Det varede lidt tid før han kom på benene igen. De rystede under ham. Slaget havde ramt kæben helt perfekt. I stedet for at hylde mere, rystede han på det massive hoved, kiggede hen på Brook med koldblodige øjne, smedet af det reneste guld. Josh var selvfølgelig bekymret for Ghost, men i stedet for at gå hen til ham, blev han stående helt stille og så kun på Brook, med et blik der var tomt. Han vidste at Ghost klarede den. Trods alt havde han kunne klare alt andet. Det overraskede dog ikke Josh at Ghost ikke angreb med det samme igen. Han gjorde som Josh i stedet, blev stående og så bare på Brook, med spændte muskler og et stædigt sind.
Da tårerene i hendes øjne langsomt begyndt at opbygge sig, fordrejede tankenerne Josh hjerne. Ønskede vampyren ikke at gøre dette med vilje? Vidste hun overhovedet hvad hun var i gang med? Langsomt, samt forsigtigt, startede han med at gå hen imod hende. Hans hjerne skreg at han skulle stoppe, men kroppen var helt sikker i sin sag om at tingene nok skulle gå. Hænderne fjernede han omgående fra dolkene. I stedet fjernede han hætten fra sit ansigt, så hun ikke skulle føle sig truet over at den gemte ham af vejen, med en mystisk og mørk skygge. Som et tegn på at han intet ville, løftede han hænderne op i luften, ved siden at sit hoved, alt imens han ikke tog øjnene fra hende og fortsatte med at gå.
Ghost fortsatte med at blive stående. Den ene tog et skridt, den anden blev stående..
"Jeg vil dig intet," sagde Josh med en halvmørk og rolig stemme. Langsomt lod han hænderne falde langs sin side igen. "Tror mig, jeg vil dig intet," Han så hende i øjnene. Om hun så troede på det eller ej. Han havde aldrig stået i sådan en situation før og han vidste egentlig ikke rigtig hvad han skulle gøre, så det han var i færd med nu, var bare et underligt form for forsøg. Om forsøget så endte med at springe i luften var en anden sag. Da han var tre meter fra hende, stoppede han op. Stadig med øjnene forbundet med hendes. "Hvad skete der?" Hans stemme var fortsat rolig. Det var ikke til at høre på ham at han var i midten af et rum, der var badede i blod og tre lig.

Stadigvæk var hun ikke sig selv, hun opførte sig som en bange lille pige det fyldte en masse skyld. Jo tættere han kom på hende jo mere og kræftigere rystede hun på hovedet. Hun ville ikke have han skulle komme nærmere, for så ville hun måske dræbe ham?
"Nej, lad hver med at komme nærmere! Hold dig fra mig." Råbte hun af ham og gik længere og længere væk fra ham. "Jeg sværger det var ikke med vilje, lad mig være." Hun snakkede til ham som var han en af dem der havde tortureret hende før da hun ikke var blevet vampyr.. Hun talte at frygt, der var som om at hun slet ikke havde kontrol over sig selv lige nu. Det var bare sådan med hende, hun kunne skifte personlighed ud af det blå.. Sider som nogle kendte og ingen kendte. Dog vidste hun udemærket godt når hun var helt sig selv, fremfor hvornår hun ikke var. Og ligenu var hun ikke.. Hun tog hænderne til hovedet igen og lukkede øjnene i som om hun prøvede at koncentrer sig, uden det store held.
"Gå væk fra mig.." Sagde hun så og gentog sig selv igen og igen, som om han var det værste monster nogensinde.

Hun lod til at være gået i panik. Det var ikke til at kende monsteret fra før. Kvinden foran ham var ikke et monster, ikke længere, nu var hun en skræmt ung kvinde der ikke ønskede at gøre nogen skade på noget eller nogen. Det var et tidspunkt som dette Josh ville ønske han vidste noget om dette. Pludselig gav han sig til at huske tilbage, til tiden i kælderen, den ene af kvinderne havde haft nogen lignende syndrom. Det ene øjeblik græd hun sine øjne ud og det næste, forsøgte hun at slå ud efter alt og alle omkring sig. I den tid hun havde været rolig, grædende, gik Josh forsigtigt hen til hende og havde lagt sin lille drenge hånd på hendes skulder. Til at starte med rystede hun af skræk, men da han sendte hende et uskyldigt og venligt smil, der betød at det nok skulle gå, trak hun ham ind i en omfavnelse og græd ned i de brune lokker. Dog ville han ikke tage chancen ved at gå helt tæt på denne pige..
I stedet for at gå tættere på hende, satte han sig ned på gulvet, så nu op på hende med et roligt blik. Han gjorde dette for at vise at han nok skulle blive hvor han var og at han ikke ville noget ondt. Før han rigtigt noget at blinke, kom Ghost luntende hen til ham, lagde sig ved siden af ham, med ørene højt løftet og blikket rettet op på Brook.
"Jeg bliver her," sagde Josh roligt, løftede endnu engang hænderne op til hovedet, hvor han derefter lod dem falde igen.
Ordene omkring at det ikke var hendes skyld, fik ham til at sætte spørgsmålstegn til det hele. Det måtte være en form for sygdom. "Jeg ved godt at det ikke var med vilje," Hans stemme var fortsat rolig og flydende.. "Hvem tvang dig til dette? Er du styret af nogen?" Han kiggede op på hende med et roligt blik, selvom situationen langt fra rolig. Foran ham stod en kvinde der lige havde dræbt børn og voksne. Det ville dog ikke hjælpe noget at gå i panik eller gå til angreb.

Brook stirrede på ham, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige hun var for bange.. Hvis hendes hjerte kunne banke, så havde der ikke været tvivl om at det havde banket så hårdt at det havde lagt på klinkegulvet og banket på stedet. Dog kunne hendes hjerte ikke, det kunne ikke banke for hun var død. Teknisk set så var hun jo død. Der begyndte hun langsomt at komme til sig selv, den bange side var tilbage til dengang hendes hjerte slog. Brook skulle bare tage kontrol over sig selv, og var så småt på vej til at gøre det. Endnu engang gjorde hendes hoved ondt, og da hun slog dem op var hun sig selv. Hun kunne mærke det, hun havde kontrollen over sig selv. Brook lagde hovedet på skrå imens hun så på Josh. Frygten var blevet skaffet af vejen nu var der selvsikkerhed.
"Der er ingen som styrer mig, ikke mere. Jeg er min egen, jeg er bare sindssyg det er der ingen kur imod." Svarede hun og lagde armene overkors.
"Hvis du vil, kan du gå med ud herfra. Jeg vil gerne ud fra dette sted, jeg har vist gjordt rigeligt." Sagde hun neutralt, selvfølgelig hadede hun at få sådan amok, men hun lod det ligge. Der var sket værre ting. Hun passerede ham med elegante skridt og gik derpå ud af hospitalet uden at kigge ned på nogle af de skadede eller døde. Hendes blik var bare vendt beslutsom frem ad imens hun gik af sted. Brook kiggede ikke tilbage, men hun kunne tydeligt hører hvordan folk frygtede hende imens hun gik ud. Som hun selv mente kunne hun ikke få folk til at holde af hende, men hun kunne få dem til at frygte hende. Der vil aldrig være nogle der kunne holde af hende alligevel, så hvorfor overhovedet prøve? Brook kom udenfor, stod alle og stirrede på hende som om hun var et monster. Og et monster var jo hvad hun var? Bare se på hvad hun havde gjort. Brook gik blot videre frem for sig og hen til en gyde hvor hun satte sig op af. Hun havde ikke rigtigt noget sted at bo.. Hun vendte blikket over imod englebassen som havde fulgt med hende.
"Så du modig bare sådan at følge efter en sindssyg kvinde, men skulle tro din mor havde opdraget dig bedre." Hendes stemme indholdte ikke spor af hån overhovedet, hun talte ikke ned til ham overhovedet det var bare en kommentar.
"Siden du er her, så burde jeg nok vide dit navn. Mit navn er Brooklynn, men bare hold dig til Brook." Sagde hun og holdt sin blodige hånd frem men dog den så væk i et lille grin. "Ja okay det måske ikke den hånd du ligefrem har lyst til at hilse på." Tilføjede hun med et lille grin for sig selv, og kørte den igennem sit hår i stedet for. Hun havde ikke ligefrem noget skifte tøj eller noget bad. Hun var faktisk ret fattig, men kunne jo sagtens stjæle lidt hvis det skulle blive nødvendigt. Eller var det at stjæle når man dræbte personen først?

Det beroligede ham da hun endelig snakkede til ham, i stedet for at sige at han ikke måtte komme tættere på og at det ikke var hendes skyld. Det bevidste bare at der var et levende væsen under monsteret der før havde raseret hospitalet. Desværre, kunne han ikke bare ignorere det hun havde gjort. Lugten af blod og lig fik ham til at bide svagt i sin underlæbe. En enkelt gang så han rundt, inden han rejste sig og tog hætten over hovedet endnu engang. Ghost var med det samme på benene ved siden af ham. Da han fulgte med hende, sørgede han for ikke at se nogen i øjnene, de ville måske tro at han havde anholdt hende og dermed lade hende være? Ud af sin øjenkrog kiggede han rundt efter sine vagter. De var ikke til at se nogen steder. Med andre ord, han kunne frit følge med Brook, uden de skulle brokke sig eller forsøge at tale ham til fornuft. Det var måske ikke det mest fornuftige at følge Brook. Hun kunne trods alt slå ham ihjel? Men, det var der jo så meget der kunne, han gad ikke at leve i frygt hele sit liv. Frygt.. Morsomt..
Da de kom til gyden, stoppede han op, lænede sig op af muren ved siden af hende og sted egentlig ikke mere end en meter fra hende. Hånden hun rakte op imod ham, skulle han lige til at tage imod, da han bemærkede blodet og ville sige noget, men blev afbrudt af at hun selv opdaget. Han trak med et skævt smil sin hånd tilbage. Hovedet lod han dunke ind i gydemurens kolde væg. "Min mor, det er nu ikke så meget hende der har opdraget mig, så det kan man godt sige at hun ikke har," hans stemme havde ikke forandret sig den mindste smule, siden de var inde på hospitalet. Svagt drejede han hovedet, for at se ned på hende. Hans ansigt blev gemt væk af hættens mørke skygge. "Mit navn er Josh, Josh Mclain," Det var stadigt underligt for ham at sige sit nye efternavn. Ham og hans bror Jacob havde besluttet at lave efternavnene om, for at skubbe fortiden væk fra sig. Derved, hed de begge Mclain nu. Han foldede armene over kors indenunder sin kutte. "Bare rolig, jeg er ikke sart," Han kiggede frem foran sig igen. Med det resultat at han bare stirrede ind i en mørk gydemur. "Din sygedom.. jeg er nysgerrig omkring den.. er det noget du altid har levet med?" Han så ned på hende igen, stadig med ansigtet gemt under sin hætte. "Hvis jeg altså må vide det, ønsker du ikke at snakke om det, så går det nok,".
Frem i mørket kom Ghost pludseligt luntende. Elegant og lydløst, potterne dansende hen ad den kolde gyde jord. Han satte sig ved siden af Josh, stirrede ind i gydemuren. Brystet der kørte afslappet ind og ud, afslørede at han var rolig, men ørene der var rettet højt op i luften, advarede om at han var på vagt samtidigmed.

Brook kiggede på ham, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Min mor har heller ikke opdraget mig, så er vi da to." Svarede hun, Brook vidste at hun havde været datter af en sorteelver men var født lyselver. Så da hun var blevet født var hun blevet efterladt, hun havde aldrig været en del af en flok aldrig haft venner. Ingen havde nogensinde givet hende en chance.
"Men ja, min sygdom. Den har været der altid, dog blev den først værst da jeg blev vampyr efter jeg slap fri." Svarede hun og kiggede kun på Josh. "Jeg har intet imod at tale om mig selv og mine problemer, sket er sket og tingene er som de er. Intet kan laves om." Svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå.
"Den pige du så lide af frygt, det var mig for 16.000 år siden." Sagde Brook så og så Josh i øjnene. "Men ja, jeg er bare syg. Der er ikke nogen kur imod det, men jeg ved altid hvornår jeg er mig selv. Som nu." Svarede hun med et skævt smil. Hun satte sig ned på jorden og kiggede op på ham.
"Så har du noget spændende at fortælle om dig selv, eller vil du vide mere om mit lange kedelige liv?" Spurgte hun og kiggede ham i øjnene.

Han lyttede til hvert et ord, fandt det interessant og selv Ghost vippede med øret over imod dem engang imellem. Engang imellem, mens hun fortalte, kiggede han over på hende, så ind i hendes øjne, selvom hans nok ikke var så nemme at se bag den mørke hætte. Han sendte et svagt smil til hende, lagde hovedet på skrå, men rettede det dog hurtigt op igen, hvor han derefter så hen på gydemuren igen. Denne gang bemærkede han moset der fulgte muren med yndefulde snoninger. Ordet slap fri, fik ham til at kigge ned på hende igen med et af øjenbrynene løftet.
"Slap fri? Slap fri af hvad?" spurgte han hende roligt. Ghost kiggede op på Josh med sine gyldne øjne. Det var som om at ulven var i stand til at læse hans tanker og lige nu, kunne han nærmest mærke hvordan Ghost forsøgte at sige, tag det nu roligt med spørgsmålene. I et kort sekund fik de øjenkontakt, inden Ghost kiggede væk og hen på gydemuren endnu engang.
"En sygedom kan man ikke bare fjerne, de er permanente og irriterende," tilføjede han med et svagt smil på læben. Han lod endnu engang hovedet dunke ind i gydemuren bag ved ham. "Nah, der er ikke rigtigt så meget interessant om mig, det eneste du nok bør vide er at.." Han kiggede hen imod gydens udgang. "Hvis der kommer et par kæmpe englebrød, bør vi nok smutte,". Vagterne var på størrelse med bjørne! De gjorde nærmest hvad der passede dem, men var selvfølgelig under Josh kommando. Han så ned på hende igen. "Men, hvis der er noget du vil vide, så spørg du bare,"
De var faldet i en god snak. Det kunne ligeså godt blive ved. "Men, hvor er du, når du ikke kan kontroller dig selv? Jeg mener, er dit rigtig jeg, som nu, i et mørkt rum.. eller, tager jeg det helt forkert?"

Hun lyttede stille til hans svar, der var længe siden at nogle havde taget sig tid til at snakke med hende. Eller faktisk var det første gang hun ikke havde følt at hun var tvunget til at tale, hun gjorde det af frivilje.
"Fra videnskabsmændene." Svarede hun og sank kort en klump, inden hun så åndede ud helt forsigtigt. "Fortæl mig noget om min sygdom som jeg ikke er klar over og jeg bliver overrasket." Svarede hun med et skævt smil. Hun nikkede til ham og rystede kort på hovedet. "Så skal du vide at jeg ikke er bange af mig." Tilføjede hun og fnøs venligt.
"Det er faktisk et godt spørgsmål, for jeg ved det ikke selv. Når jeg ikke er mig selv føles det lidt som om du besvimer i smerte, og ikke kan vågne igen. Det føles som om jeg drømmer, men som før så vækkede jeg mig selv. Det ikke så tit jeg kan det, ofte kan jeg. Men jeg styrer ikke selv mine flip, og jeg er faktisk livsfarlig ved et af mine flip hvis du ikke har set det idag altså." Svarede hun og kiggede ham i øjnene, hun kunne ane dem.
"Jeg blevet trænet til voldige nærkampe, og med min sygdom vil folk sikkert aldrig føle dig tryg i mit selvskab. Jeg kan skifte personlighed uden at jeg når at blinke."Tilføjede hun og lod sit blik falde ned i jorden.

Han kunne mærke på hende at hun fandt det beroligende at kunne snakke med ham, eller, bare nogen. Det var sikkert anderledes for hende at der var nogen som forsøgte at lytte, i stedet for at dømme med det samme. Han burde nok også være vred over alt det der skete på hospitalet, men, nu hvor han kendte grunden var det svært at være meget vred. Der var tre døde, andre var hårdt såret eller i livsfare. Irriteret sukkede han over sine egne tanker. Den ene halvdel ville være vred, mens den anden var nysgerrig og klar til at lytte. Han havde mange personligheder. Desværre.. Til sidst valgte han dog at lade dem ligge og bare lytte til hende. Det var rart at have nogen at lytte til, noget andet end lige sin egen smerte at fokusere på. Ordet videnskabsmand fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Nogen væsner mente åbenbart at det var tilladt at udføre eksperimenter på andre. Det var latterligt.
"Jeg kan desværre ikke fortælle dig noget nyt om din sygdom," sagde han med et svagt kækt smil på læben. "Men, hvis jeg finder ud af noget, så lover jeg at sige det med det samme,".. den kække grimasse forsvandt hurtigt igen ved det næste hun fortalte. Det var fascinerende og skræmmende på samme tid. "Ja, jeg så skam dit flip, sikke et postyr at skabe, også uden du kan kontrollere det.." Han nåede ikke at sige mere før hun fortalte videre. "Og med personlighed.. mener du.. Fra afslappet, til vred og morderisk?" Uden at se på hende, snakkede han roligt til hende. Der var intet hån at finde i stemmen.
Ghost drejede med et sæt pludseligt sit hoved. Ikke så langt fra dem kom Josh vagter gående. Deres kropudtryk, med de spændte muskler og drejende hoveder, afslørede at de ledte efter noget. Og med noget, mente han nogen. De ledte efter ham. Han sukkede. Lige nu, ville han godt bare bruge en fri dag for sig selv tak. Eller, en dag hvor han kunne snakke med en som Brook i fred.. Han rettede sig op langsomt og afslappet, så vagterne ikke med det samme skulle fatte mistanke. Desværre ville der ikke gå lang tid før de ville genkende ham, takket være Ghost. Det var jo ikke fordi der var mange andre der rendte rundt med en kæmpeulv..
"Vil du være med til at gå, eller, tager du chancen og bliver stående?" han så ned på hende med et svagt smil. Vagterne kom langsomt nærmere.

Brook lyttede stille med, hans aura beroligede hende underligt nok. Det var ikke altid hun var så imødekommende, men han havde taget det alt for rolig i hendes nærhver. Men selvfølgelig kunne hun regne ud af han ikke bare var en blærerøv. Hun fik færtenen af vagterne og rejste sig op, hendes blik var skarpt imod dem, som om hun var frosset fast. Det var som om lyn slog ned og skabte enorme skygger af fjender, det var meget mere livagtigt end det burde havde været. Brook brugte af reaktion hendes evne, den gjorde hun kunne fremmane et hvilket som helst våben, hun valgte bue og pil. Brook spændte buen og fyrede hurtigt to pile af, og ramte dem begge to perfekt i maven, som om de havde været midten af hendes skydeskive. Så forsvandt buen og resten af pilene, som havde de aldrig været der. Hun vendte om på sine hæle, og tog fat i Josh' hånd imens hun løb afsted med ham. Brook stoppede ikke overhovedet før hun var kommet hen til et forladt hus, hun kiggede sig omkring. Hun kunne tydelig se hvordan det var ødelagt og ikke brugbart. Men ligenu var der ikke andre steder at gå, hun vendte blikket om imod Josh.
"Vi slap fra dem. Og nej jeg mener ikke personlighed som sådan, altså det er som om jeg ikke er mig selv. At mine indre dæmoner har overtaget. Det lidt uhyggeligt at det er som om at du ikke kan styrer dig selv overhovedet." Svarede hun ham og satte sig ned på en halmballe.

Vagterne genkendte med det samme den snehvide hund, lige i det øjeblik Josh ville til at bede Ghost om at gemme sig, så de kunne mødes på et andet tidspunkt. En af vagterne pegede hen imod ham med en stiv pengefinger. De begyndte med hurtige skridt at gå hen imod ham. Deres bevægelser var ikke truende på nogen måde, men Josh kunne genkende, at de ikke tog et nej for et nej, de ville have ham til at følge med denne gang. Før Josh overhovedet nåede at sige et ord til dem, ja, inden han overhovedet nåede at blinke, kom to pile flyvende med lynets hast forbi hans ansigt og susede hen imod vagterne. Pilene ramte hver vagt i maven. De tog robuste mænd foldede sig sammen på midten af smerte! Som et par glitrende støvfnug, forsvandt pilene ind til det rene ingenting. Vagterne stod nu og pressede deres hånd ind imod en blødende mave. Josh ville løbe hen til dem, da en hånd i hans egen forhindrede ham det. Hånden trak ham af sted igennem gyderne, ud på en sti med en mark strækkende langs den og til sidst var de ved et forladt hus, hvor en duft af ukrudt, støv og gammel vådt træ hærgede. Josh nåede knap nok at se huset ordentligt an, før han blev trukket med ind i det, igennem en smal døråbning, med en ødelagt dør hængende i sine sidste søm. Inden han overhovedet nåede at se sig om, snakkede Brook igen, lod som om intet var hent og svarede på det spørgsmål han havde stillet hende inden vagterne kom. En anelse skeptisk løftede han på et øjenbryn. "Du behøvede altså ikke at skyde en pil igennem deres maver, de er mine vagter.. Ikke snigmordere," han sagde det ikke anklagende, snarer forvirret. Hans stemme var dog fortsat rolig med sin halvmørke klang. Udmattet faldt han om på en af halmballerne, lod armene sprede sig ud og hovedet begravede han ned imellem de bløde halm.. Det var nu tydeligere at se ansigtet, da hætten havde formået at fjerne skyggen fra det. Han drejede hovedet for at se på Brook. "Hvor fik du de pile fra, hvordan forsvandt de overhovedet igen?" Han lænede sig op, så han nu lå på siden og så på hende med sine brune øjne.. Han var ikke bekymret for sine vagter, de var engle, de healede. På den bare hud på hænderne, kunne han mærke hvordan det bløde halm kradsede..

Brook lagde hovedet lidt på skrå, og rystede så på hovedet af sig selv. Hun kørte endnu engang sin hånd igennem hendes hår, blodet på hendes hænder havde været strøknet da hun tog Josh' hånd så der var ikke blodrester at se nogle steder.
"I min verden så når du vagter kommer imod en så stikker man af. Specielt hvis jeg ikke skulle dræbe dem helt." Svarede hun lige ud, Brook vidste at hvis hun var blevet stående og de kom nærmere så havde hun dræbt dem. Det var hun ikke i tvivl om. "Jeg stoler ikke rigtig på nogle så kald mig bare mistroisk eller hvad du vil." Tilføjede hun blot, og betragtede ham imens han lagde sig ned i halmen. Hun blev selv lidt nysgerrig men før hun nåede at spørge ham om noget kom han hende i forkøbet.
"Nårh det bare min evne. Jeg kan få hvilket somhelst våben fremmanet i mine hænder når jeg ønsker, dog kun et af gangen." Svarede hun med et svagt smil. Så rejste hun sig op og gik hen til en lille kiste hvor der lagde noget rent tøj. eller rent og rent, det var i hvertfald ikke dækket til med blod. Så gav hun sig til at skifte tøj, hun var faktisk lidt ligeglad med om Josh så hende i undertøj. Hun var van til at folk glorede på hende i alle situationer, så at klæde om gjorde ikke den store forskel.
"Men vagter? Hvad fanden skal du bruge sådan nogle vagter til, er du kongelig eller sådan noget fis?" Spurgte hun imens hun kiggede på ham, hun trak en sort top over sit hoved imens hun sørgede for at den dækkede hendes overkrop. Hun fandt et par shorts som hun iførte sig bagefter. Brook var nysgerrig præcis ligesom han var. Et par skridt længere væk var der en lille vandhane i væggen, som hun gik hen til og åbnede så vandet flød ud på gulvet. Men Brook var ligeglad hun skulle bare have vasket sine hænder og arme, samt hendes ben så det gjorde hun.. Dog kiggede hun stadigvæk hen på Josh så han skulle vide at hun hørte efter.

Han måtte indrømme at vagterne havde kunne se en smule mistænkelige ud. De bar begge to en kutte som ham selv. Den eneste forandring var at deres var lysegrå, mens der på hætten var en fin syning af sølvtråde. Josh havde holdt sig til det enkle, sort med sort sytråd. Ikke det helt store at prale af, det skulle vel heller ikke være meningen med en kutte. Han lyttede til hendes svar. Evnen til at fremkalde våben på var meget fascinerende, det måtte han give hende!
Da hun var færdig med at svare, kunne han ikke rigtig komme på flere spørgsmål. Denne Brook foran ham havde fanget hans interesse, men, nu var løbet hvis kørt med spørgsmålene. Lige indtil der kom nogen nye på banen. Han åndede ud med et lettet suk. Det kilede ham hen ad underlæben.
Pludseligt rejste hun sig op. I et kort øjeblik troede han at hun var på vej til at gå, men inden han overhovedet nåede at sige noget, talte hun ham ved munden og spurgte ham om noget. Spørgsmålet angik selvfølgelig vagterne. Det var klart nok. Det ville han selv havde spurgt ind til i hendes situation. Dog havde han ikke regnet med at hun pludselig ville trække trøjen over hovedet, så hun stod foran ham i undertøj.. Af ren høflighed kiggede han væk, men, han kunne ikke lade være med at se på hende i sin øjenkrog. Hun havde en smuk timeglas figur, med smukke ben, til at holde den lige så flotte overkrop oppe.
"Ikke ligefrem kongelig," svarede han og lod en svag latter sive ud imellem hans læber. "Jeg er snarer en leder," Han så hende i øjnene. Om hun så havde fået tøj på eller ej, øjenkontakt var det han fortrak. "Leder af de gode engle," Han smilte svagt. Titlen som leder gjorde ikke at han så ned på andre. Det ville være spild af tid og uklogt.

Brook var ikke helt sikker på hvordan hun skulle håntere at han var leder, skulle hun stikke af? Muligvis kunne han jo sikkert godt finde på at slå en vampyr ihjel, racerne var jo ikke perle venner. Så meget vidste hun da, ikke at hun var bange? Men hendes liv var det eneste hun havde tilbage af sig selv, og hun havde jo ikke levet det overhovedet. Lidt mistroisk var hun vel, men det var jo klart med hendes fortid. Brook stod og tyggede lidt på det.
"Så hvad vil englenes gode leder snakke med en sindssyg vampyr om? Dødsatest?" Spurgte hun lidt mistroisk, hun gjorde ikke an til angreb eller noget, hun spurgte bare. Brook stolede ikke på andre end sig selv, sådan lagde det. Hun kendte jo ikke Josh, og om han var en leder type som ville rydde de fjendlige racer af vejen.. Det kunne man aldrig vide.. Hun gik et skridt tættere på ham med armene lagt over kors. "Bare svar mig og du skal nok få fodret dine nysgerrige ører." Tilføjede hun og kneb øjnene en smule.

Den pludselig mistroiske kropsbevægelse generede ham ikke rigtig. På sin måde, forstod han hende godt. Engle og vampyrer var ikke på bølge længde med hinanden. Vampyren så englen som mad, mens englen konstant forsøgte at forsvare sig selv. Det var egentlig mest det Josh forsøgte at opnå for sine engle, respekt og sikkerhed. Der var lang vej endnu, men, det kom lige så stille, det kunne han mærke!
Selv om hun gik et par skridt tættere på ham, blev han liggende som han gjorde, afslappet og med en rolig vejtrækning, der fik hans bryst til at bevæge sig ind og ud med ligeså rolige bevægelser. "Hvis jeg ønskede at dræbe dig, havde jeg så ikke sendt mine vagter efter dig?" Han så op på hende. "Hvis jeg ønskede at tage dig til fange eller gøre bare den mindste skade på dig, ville jeg så lægge her og udspørge dig om forskellige ting?".
Han lod hovedet falde bagover i halmen igen. "Tro hvad du vil, men jeg gør dig intet, det eneste du skal regne med, er nok at jeg vil forsvare mig selv hvis du gør mig noget," hans blik var rettet op imod det forfaldne hus loft. Det var sjovt at se der var en form for anden etage. Dette her hus måtte have været et perfekt sted for børn at slappe af, gemme sig i halmen og bare fjolle rundt. "Flere spørgsmål omkring den mulige.. dødsattest?" Man kunne tydeligt hører sarkasmen i hans stemme. Det blev ikke til noget med nogen dødsattest.

"Du havde sendt dine vagter efter mig hvis det var fordi du ikke er doven. Du typen som godt kan lide at gøre tingene selv i stedet for at folk gør det for dig, du vil ikke have hunde for at de skal snuse dig i bagdelen hele tiden." Svarede hun og så opmærksomt på ham. Brook gik lidt afslappet hen imod ham, stadgivæk opmærksom på hver af de bevægelser og muskler han bevægede. "Jeg kender ikke engles teknikker indenfor angreb, men man lære at passe på når man har haft hele sit liv i fangeskab." Forsvarede hun sig selv, og satte sig så ned på en halmballe.
"Altså hvis jeg gør noget er det forskelligt om det bevist eller ubevist, jeg er jo efter alt stadigvæk vampyr." Tilføjede hun med et skævt smil. "Lad os sige så længe jeg er i live er du i live? Det lyder fair for mig hvad synes du?" Spurgte hun med et mere sødt smil på læben.

Han kiggede op i loftet mens hun snakkede, dog lyttede han og fandt sig selv i at slappe af ved lyden af hendes stemme. Den eneste muskel han bevægede lige nu, var brystet der bevægede sig op og ned i rolige bevægelser. Hun havde ret med hensyn til det hun sagde. Han foretrak at gøre tingene selv. Det var alle i palæet også så småt begyndt at forstå. Både rådgiveren og vagterne. Først da hun var færdig med at snakke, bevægede han en muskel ved at dreje hovedet hen imod hende. Her sendte han et kækt smil.
"Det tager jeg som et kompliment," efter den sætning, satte han sig op og tog ikke blikket fra hende. Hun var egentligt utrolig køn.. Hurtigt rystede han tanken væk og rejste sig. "Det er en aftale," han nikkede til hende. "Så, skal vi kommer videre, eller, vil du blive her?" Han sendte hende et charmerende smil uden at tænke over det.