dont take it personal, i kill people all the time// Sebastian Castle

Sted: kirken i Firewood village
Tid: ved midnat tid
Omgivelser: et bord, et kors og og en hel masse trapper.
vejr: kold regn der kan kommer ind alle steder

Jirou kunne mærke kulde op i mod hans bare over krop og hvordan han lige så stille var ved og blive syg. Han kiggede op i mod løftet og kunne se en stor klokke. Han sukkede og kunne mærke hvor irriteret han var og være bundet fast til et kæmpe stort jern kors. Han lukkede øjne begyndte og lygte lidt til luften i lokalet og fast slog han var i en a f de mange overflødige kirker. Han kiggede lidt rundt og fik øje på et bord som stod max fem skridt fra ham. Han lukkede øjne og tænke på vor træls det ville være og blive vold taget i en kirke. Han kiggede lidt nærmere på bordet og fik øje på en piske, nogle nåle, en kanyle og
diverse andre ting og sager. Han prøvede og lade sine hænder komme fri fra den måde de var bundet op i...

Op af den mørke og gustne trappegang, kunne man høre nogen store militær støvler, der gav gentyd, for hvert eneste skridt, som var det helvedes dybeste vrede, der bliv lagt i hvert skridt. man kunne høre en melodi blive nynnet af hvem end der var på vej på af trappen, stemmen var mystisk og maskulin "Oh you can not run, from the evil you done, and hell gates await you my friend."
Da en mand endelig kom til syne, kunne man se nogen slidte militær bukser, der havde mistet næsten alt farven, og en sort ærmeløs t-shirt. han havde et glass øje, der så koldt ud, men det var intet iforhold til hadet i det naturlige øje, der var som et sort hul af ondskab og hævntørst, mod en eller nogen. manden smilte lumsk, og sagde roligt "Camille.." "hvor"

Jirou stivnede, da han hørt fodtrine på trapperne, han kiggede fyren dybt ind i øjne " hvis du leder efter Camille så har du nemelig fundet den forkerte person" han sukke og kiggede op mod klokken "gider du ikke nok løslade mig for du har taget den forkerte person." hans stemme lød skrækslagen og han rystede. Han ville hade fyren for evigt vis det var det der skulle til før han blev løsladt. Han sukked og kiggedde lidt ned af sin krop* hvad var det nu lige jeg lavede i går* han tænkte sig lidt om igen og rystede på hovedet* kunne jeg have været fyld eller noget ligne* han så virkelig forvirret ud og prøvede inde i sit hoved og få det hele til og hænge sammen...

Castle, gik over mod en lille selv op stillet ovn, med åbne flammer inden i, hvor der stak en jernstang ud, der var blevet helt orange af varmen fra ovnen. Castle smilede ikke, og viste ingen følelser i ansigtet, udover en.. inderligt had. han havde altid haft sådan et udtryk, når han var sammen med væsner.. eller monster som han kaldte dem, og selvom det var mange flere i denne verden, ændret det ikke hans holdning til dem. han tog en stor smede hanske på, og reageret ikke på jarous snak, men begyndte efter ti sekunder tavshed, selv at tale. "Jeg ved du ikke er hende, men jeg ved du har mødt hende" Han tog jern stangen ud, med hånden der bar hansken, og gik få centimeter fra Jirou. Jirou stod nøgen lænket til korset, og Castle lod den varme jernstang hvile meget meget tæt på jirous ubeskyttede hud. og reageret igen ikke på hvad jirou sagde, men sagde med et vredt blik i øjet "Hvor er hun"
Hvis Jirou brugte sin evne på castle, ville der stå - tid, til han døde, at han skulle være død for en måned siden.

Jirou lod sine øjne lede efter en udgang, da han ikke syntes Sebastian var det mest hyggelige selvskab man kunne finde. Efter et stykke tid mumlede han et eller andet, men sagde det aldrig højt. Han stirrede ud i luften som om han var dum" så er det vist tid til og sige farvel til dette dejlige liv på grund af en eller anden ting som søger en eller anden jeg endnu ikke kender" Jirou løj selv om han vidste det ville gå galt på et eller andet tidspunkt. Han stirrede på Sebastian, han grinte af ham" du finder hende aldrig for jeg siger intet om hvor vi har gemt hende" vi brugte han som betegnelse omkring alle levende og døde væsner. Han grinte blot lidt mere og kiggede op i kirketårnet, han begyndte og tele flagermus som kom forbi...

Castle, rettede blikkede ned mod den orange glødende jern stang, og så på hvordan den varme overflade, hviskede til ham, om hvor meget han lænkes efter at gøre det han var bedst til, at være jægeren, og lige nu, var den jæger igang med at finde Camille, koste hvad det ville, om han så skulle brænde hver eneste centimeter af denne dreng hud væk, og se den smelte ned i en hotdog, og så ham til at spise den. selv ikke hvis gud kom ned fra skyerne, og dinlede sin store pik frem og tilbage, kunne det fjerne Castle opmærksomhed, fra at vise denne snothvalpe kopi af et rema 1000 gul-pris monster, at alle knækker, spørgmålet, er bare om de er en tilstand, hvor de ønsker at leve bagefter.. men før eller senere, skulle de nok alle sammen knække, også skulle han nok vise sin taknemlighed, for deres sammenarbjedes vilje, ved at ligge en magnum 45 caliber på deres pande, og farve væggen med deres hjerne væsker.. de var jo monstre, og selvom hans had til Camille var som en utømmelig flod, var der rigeligt af plads til monstre som denne dreng.

Castle pressede den varme jernstang op på drengens brystvorte, og lod ikke det være en blid berøring, og lagde vægten i, mens han lægnet sig ind mod drengen, og lod sin kropsvægt, og alle hans muskler, blive brugt til at give jernet ekstre saft og kraft. imens han gjorde det, sagde han med en kold stemme, hvor alt sympati, og empati var en mangelvare "Jeg har dræbt for mit land" han trak jern stangen væk, når lyden af boblende hud, og ætsende kød var begyndt at lyde kraftigere og kraftigere. han lagde strangen i stilling til det bløde maveskind på mave gulvet, og sagde inden han lod det varme jern nyde mere sart kød på dens hårde oveflade "Jeg har dræbt for rige svin" han lod den endnu engang mætte sig i hans mave, denne gang på det sted, han havde stået og truet lige før (mavegulvet) han stoppede ikke med at presse på strangen til at kødes begyndte at lugte brændt, hvorefter han lagde jernet meget truende tæt på drengens anden brystvorte, og sagde så med samme biske og grufulde tonefald "Jeg har dræbt for beskytte min Camille og min Oliver" han leget endnu engang med drengens brystvorte, denne engang der hed ´brystvorte nummer to, mød varmt jern´.
Castle lagde sit jern ned mod drengens ædle dele, som var beskyttede af hans bukser dog, også sagde Castle, "Men din slags.. dræber jeg for mig selv" han lagde jernet tilbage i den ovn han havde der, og gik hen til sit bord, og fandt en militær kniv frem, en af den store slags, og vendte sig om mod Jirou, og havde overhørt alt Jirou havde sagt. Castle skulle nok give Jirou en ny chance.. senere.. når han følte for det.

Jirou skreg af smerte, imens Sebastian 'legede' med hans ene brystvorte. Han lukkede øjne i og drømte sig langtvæk lige til Sebastian igen Legede med en brystvorte, smerterne var ved og blive for store selv for lille Jirou. Han kiggede bedende på Sebastian og spurgte med en lille tynd og forpint stemme" vil du ikke nok være sød og stoppe" han lukkede øjne alt i hans krop begyndte og føle smerte. Han lukkede øjne igen og prøvede på og slappe af imens brændmærkerne stadig var som om de var nu lavet. Det eneste Jirou tænkte på var smerte og hvor han sidst havde set Camille, men kan kunne ikke huske hendes ansigt lige nu hverken ansigt eller hvor det sidste møde var med de to. Hans muskler var spænde på trods af de ikke var lige så store som Sebastians og man knap nok kunne se dem. hvis han havde haft sine hænder fri havde han sikkert gemt sig i et af de mange hjørner men han var for træt ville helst give op og over lade hele sin krop til Sebastian, så Sebastian i det mindste kunne pine og plage ham til døde.

Jirou kiggede på ham, i mens han langsomt prøvede og ligge sig ned på det kolde træ. Han rystede langsomt på hovedet imens han tænkte på hvordan mon man kunne slippe sit andet jeg løs. Jirou kendte hverken formularen eller måden og bytteplads med sit andet jeg. Han sukkede igen, han fik øje på kniven Sebastian havde fundet frem.. han skreg højt* nu sker det.. nu skal jeg dø* Jirou lå og græd, han kunne ikke klare dette mere. Jirou kunne ikke fordrage til der kunne skade andre. Han brugte sine magi eller evne som normale mennesker kaldte det og så Sebastians leve tid over hovedet på ham. Han sukkede og prøvede på og tænke andre tænker...