To, hvis veje mødes. (Sajro)

Dagen var helt behagelig, solen kiggede frem i stedet for det overskyede vejr det havde været de sidste par dage. derfor havde han også bevæget sig væk fra kroen, hvor han havde et værelse, og videre ud i byen.
I stedet for at gå i den lidt for snuskede del af byen, havde han bevæget sig op til de lidt mere anstændige. Han gik dog ikke helt op, da han ikke brød sig om de rige bæster oppe på toppen.
Javist, han havde også en hel fint sum penge. Men der var jo ingen grund til at hive sig selv op for det.
Denne dag havde han nogle bukser på og en hvid skjorte, af silke, et blød materiale han var blevet lidt forfalden til. Det mørkebrune hår sad fint, med pandehåret som faldt let ned i panden på ham. De mørke øjne, med noget gråt i sig.
bare fødder.

Et svagt smil sad på hans læber, da han begav sig ned af gaden, fordi den ene person efter den anden, andre folk som også nød det gode vejr eller som var på vej rundt i forskellige ærinder.
Han stoppede op på et tidspunkt, satte sig på en tilfældig bænk han havde fundet og så på folk der gik forbi. især et par tiltrak hans opmærksomhed, en ung kvinde og en ung mand, nygift af hvad han havde hørt af rygter på kroen i går. De blev gift for få dage siden. Han viste det var dem, de passede på beskrivelserne.
Kvinden med det lange korngule hår og altid glade smil, manden med det mørke hår og lidt sørgmodige øjne.
Øjnene...noget han altid lagde mærke til. Dem og stemmen kunne sige mere om en person end noget andet.
Men hvor måtte det være fantastisk, at forenes og skabe en familie, det hele med hvad der kaldtes kærlighed.
Kærlighed...denne ubestemmelige størrelse som kunne få folk til hvad som helst...
sådan sad Sean helt i sine egne tanker...

Han var på vagt nede i middelklasse delen af Doomsville. Det var et dejligt sted for det meste at gå rundt som vagt specielt på den del af døgnet, da der meget sjældent blev begået forbrydelser på det tidspunkt... Men det kunne dog ske nogle gange at der var nogle der tog chancen og begik de forskellige forbrydelser der var muligt at begå i de mange butikker og mod forskellige personer der gik rundt...

Han kom gående ned gennem gaderne og holdt øje med folk, der var dog ingen der vagte den store opsigt, udover en enkelt enlig mand der sad på en bænk og kiggede sig omkring... Han lignede en der havde planer eller ihvertfald var i færd med at ligge nogle planer...

Han gik over til den bænk han sad på og stod ved siden af den, og kiggede sig omkring hans øjne var ikke rettet mod ham kun hans øre...

Han var klædt i sit eget normale tøj, så det var ikke nemt at se han var vagt...

Han tiltrak sig hans opmærksomhed. Denne person, en mand, en stoppede op ved siden af bænken, blev stående der og kiggede sig omkring.
Han lod blikket glide op på ham, lagde ikke skjul på at han havde opdaget ham. For det virkede som om han undgik at se på ham.
Mistænksomhed...en af de ting han havde mødt mest ved at komme her. Og han havde vænnet sig til den, funder forskellige måder at bryde den på...eller lege videre med den på.
Han kiggede sig omkring igen. Planer? Åhhh, alle havde jo planer. Alle slags planer.
Han virkede så myndig som han stod der...ventende...
"Her er plads til flere, hvis du finder det behageligt" det venlige smil som han næsten altid mødte folk med. Lokkede dem til at snakke med ham. Det var jo uhøfligt at ignorere en venlig-smilende mand.
"Men det er nok ikke det du er her for..." han så op på ham igen, gav ham lov til at spille bolden videre i den retning han ville have den.

Han stod og kiggede sig omkring men undgik manden og han svarede ham heller ikke, fordi i hans hovede var den venlighed manden stillede op blot en falsk facade, og den ville han på ingen måde falde for...

Han kiggede bare stadig rundt, og undrede sig lidt over hvad han skulle sige til ham, men det gad han ikke bryde sit hovede alt for meget med, og kiggede bare mod nogen der ikke rigtigt trak sin opmærksomhed væk fra folk, men han var nød til at se på andre...

Det andet spørgsmål, kunne han godt svare på...

"Det har du ret i..."

Han sukkede svagt. Venligheden var enlig ikke falsk. Det havde bare været en konstatering. Han analyserede sådanne ting analyserede folk reaktioner og tilfældigheder.
Han rejste sig.
"Også hyggeligt at snakke med dig..." sagde han, måske med en lidt for tydelig klag af utilfredshed, for så at vende sig med ryggen mod ham og gå videre ned af gaden.
Han havde kun gået at par skridt, da smilet vendte tilbage.
Bare fordi andre kunne have en dårlig dag, skulle det ikke gå ud over hans egen.
Men det havde været underligt som han stod der, som om...han forventede han sprang ud med en bombe eller sådan noget. Han rystede svagt på hovedet, måske havde han bare været offer for en paranoid person? Det skete jo...

Han fulgte efter manden... Eller det var vel for meget sagt at han fulgte efter... Han gik samme vej da det var den rute han skulle, men det gjorde ham ikke noget at han så kunne følge ham og holde øje med ham...

Han gik bare lidt, men valgte at gå op ved siden af ham...

"Nå De er tilsyneladende ikke tilfreds med at blive ignoreret?"

Han havde en autoritær stemme som han altid havde overfor folk han ikke rigtigt kendte og lige havde mødt...

"De er måske lidt for vant til at tingene gør som De vil have det?"

Han grinte, en dejlig afslappet latter.
"Nejnej, overhoved ikke" svarede han let og lod blikket glide rundt omkring sig, viste ikke denne mand særlig stor interesse. I hvert fald ikke lige nu.
"Gør de det? Den måde De ignorerede mig på...Det føltes som om du ville bekræfte du var mere end mig og jeg skulle danse efter din melodi.
Eller er det en fejlfortolkning...nøjagtig lige som din?" endelig så han på ham. Ventede roligt hans svar, hvad det så end måtte være.
Åhhh, det var sjældent han mødte så mistænksomme folk, som ham her.

Han kiggede på ham...
De var vist begge to lige gode til at fejl bedømme den de snakkede med selvom han stadig troede på at han var for vant til det måske endda en der var eller havde været forkælet...

"Der tager De ihvertfald fejl, af mig...

Nej jeg svarede ikke i første omgang da jeg som sådan ikke er tilladt at tale til andre mennesker overhovedet..."

Han vidste ikke om han kunne regne ud hvad han mente med at han ikke måtte tale med andre mennesker...

Han grinte svagt igen.
"Jamen så er du heldig. Jeg er intet menneske. Lige som du heller ikke er" han så lidt på ham.
"men det er nok ikke det du mente. Jeg tænker nu mere...Hvis du ikke er, hvorfor gjorde du det så?" han så på ham med lidt nysgerrighed. Det var tydeligt han interesserede sig for svaret.
Han spurgte ikke hvorfor. Enden fordi han ville spørge om det senere...Men mere sandsynligt fordi han ikke ville spørge. Han lod altid sådanne ting ligge. Lod simpelthen som om han ikke tænkte over dem eller interesserede sig for dem.
Men mistænksomheden var stadig til at tage og føle på.
Han forblev dog rolig, lige meget hvor meget den fornemmelse sneg sig ind på ham...

"Fordi De stillede mig et direkte spørgsmål..."

Han kiggede sig lidt omkring, han kunne ikke slå følelsen af at manden var på kant med loven... Eller ihvertfald ikke var typen der ønskede folk det godt...

Han vidste ikke hvad han mere skulle sige til manden, så han fulgte ham bare og kiggede efter forbrydere...

"Det er trods alt også en del af mit job, at svare på spørgsmål når de stilles direkte henvendt til mig..."

Han lagde så selv op til det.
"Hmm...Så dit job er...?" selv havde han ikke overvejet der gik vagter rundt. Han var også ligeglad, han gjorde ikke noget ulovligt. og de få ting der kunne tages som ulovligt, skete så skjult...Og så fik han penge for det. det var det bedste.
Vagterne burde ikke kende noget til ham. At ting skete, ja, en person der forsvandt, var død af hvad der så naturligt ud eller ting forsvandt. At ting skete fordi nogen viste noget de ikke skulle...
Alt sammen for det meste hans skyld og han gjorde det for penge. Han havde flere dæknavne. Men ingen kendte til dette, ud over dem han arbejdede for...Og han arbejdede altid med dæknavne. han fortalte det aldrig til nogen, for sikkerheden.

"Ja det kender du nok selv alt for godt..."

Han vidste ikke noget om manden men han ahvde den fornemmelse at han arbejde i det skjulte men kun svagt, og så holdt han meget af bare at være lidt mystisk når det kom til de svar han gav...

Han arbejde som sådan selv under dække... sakrefs vagt, en af de tætte endda og så var han en del af arnarchical... Og på vej ind i shadowangels, og så arbejde han samtidigt med også for Isabella...

Han havde gang i mange ting...

Han kendte ikke manden ved siden af ham. Måske burde han det, måske ikke. Hvis det havde nogen betydning, skulle han nok nå det.
Han trak svagt på skuldrene.
"Hvad får dig til at tro det?" han så på ham igen, ville se hvor han ville hen med den kommentar.
Vagt. Det var hvad han fik ud af det. Enden arbejdede han som vagt, eller også som noget andet han burde kende til.

Ham kiggede på ham ja hvorfor troede han det, måske bare fordi han havde et naturligt instinkt...

"Det er vel bare instinkter der siger mig at De og jeg laver nogenlunde det samme..."

Han vidste ikke hvad han skulle gøre mere end bare at lave hentydninger og andet i den stil, og det var nemt nok indtil det kom for tæt på...

"De virker ikke som at De er hvad De udgiver Dem for at være..."

Han ville gerne være sikker på hvad han mente. Faktisk ville han bare tættere på, tæt på en direkte kollision, så de slap for disse små gættelege.
"Hvad ved du om hvad jeg laver? Hvad ved du om mig, som overbeviser dig om vi laver det samme?" spurgte han og hans stemme havde forandret sig. den var ikke den lette, smilende og venlige stemme, den rolige. Den var taget lidt til i kraft. ikke for at bevise noget, men for at fortælle han snart bevægede sig ud på gyngende grund, hvis han fortsatte...Og satte sine fødder forkert.
"eller prøver du bare at lirke en sandhed eller to ud af mig?" det var som om han forandrede sig hele tiden. Nu faldt hans stemme ned igen, han smilte igen og tog hænderne op foran sig.
"okayokay, jeg indrømmer det...Jeg har taget en ting der ikke tilhørte mig, men det er altså næsten 300 år siden" ironi. Han tog tit ting der ikke var hans. Han overvejede at sige han havde slået ihjel. Taget folks sjæle...For han var dæmon som levede af dem. kunne man anholde folk, for at overleve, for at være som de er født til? Nogen kunne nok. Men han havde ændret mening og sagt noget andet. prøvede at løsne stemningen, måske forhåbentlig skifte emne. Han var lidt konflikssky, brød sig ikke om åbne, direkte konflikter.

Han kiggede på ham... Han vidste som sådan ikke noget om ham, men han havde ikke planer om at forklare ham det... Han havde jo allerede fået nok at vide om ham...

"Jeg ved nok... Jeg skulle blot have Deres opmærksomhed fordi jeg kender nogen der har et job til Dem..."

Han sagde ikke mere til ham, nu måtte han se om han troede ham eller om han troede ahn bluffede, mens det var ikke til at fornemme på hans stemme overhovedet...

"Du har vist gjordt mere end bare det..."

Han grinte og var stille i lang tid. en stilhed der kunne tages på flere måde. Det kunne være en trick. Men det kunne også være det ikke var. Det kunne være sandsynligt...Faktisk, nu hvor han tænkte over det, mindede det her næsten alt for meget om det. om det hemmelige og mistænksomme.
Men det kunne også være et trick.
"jamen du ved åbenbart ikke noget" sagde han
"Nu fejlbedømmer de mig igen...tror du kan købes og lejes til hvem som helst?" han rystede på hovedet.
"Det skulle lige være en bestilling på brød" han havde faktisk et andet lille job. Men det var mere for dækkets skyld, så han havde en undskyldning. Han hjalp til i en bager længere nede i byen. Dog kun en gang i mellem og fik kun småpenge for det. Men det virkede.
nu måtte han se hvad han ville...Hvis der virkelig var et job, måtte han overbevise ham. De fleste klarede det ved et brev hvor tingene stod beskrevet, samt hvad han fik for det.
Brevet blev derefter destrueret og han kunne vælge om han ville eller ej.
Få havde brugt en direkte udsending, folk som havde en de virkelig stolede på...men de var tit så bange for at blive opdaget, at en gåtur ned af gaden mens man snakkede om det, ikke var der man mødte dem.
Men man viste jo aldrig.

Han tog hans sære stilhed som at han skulle finde på en god undskyldning så for ham var han stadig det han regnede med...

"Jo jeg ved meget men den jeg skulle finde Dem for ved endnu mere end jeg gør..."

"SÅ kom nu bare med mig..."

Han gik videre indtil videre ned af den samme vej som de allerede var på vej ned af...

"Nej nok ikke af hvem som helst men hvis prisen er rigtig kan De sikkert..."

Han gik bare videre...

Hans hjerne arbejdede for en gangs skyld på højtryk, for at tænke det hele igennem inden det gik galt. Et trick...En fælde...det var hvad det hele sagde ham.
Hvis han ikke gik med kunne han måske bedre forklare sig om, at han ikke viste hvad han snakkede om. Men gik han med, måtte han se hvad der skete...og så komme med en undskyldning, alt efter hvad der skete.
Denne mand ville højst sandsynligt bare gerne finde ud af om han var noget...en han måske gerne vil have fingrene i og sætte bag tremmer. Men hvad havde han af beviser, som holdt?
Jeg fornemmede det?
Han var virkelig nysgerrig...var det bluf? Ville han bare have ham til at stoppe op og rable noget af sig? Eller havde han ren faktisk et sted at vise ham hen? Måske sat et større skuespil op?
han måtte bare være opmærksom...for han var for nysgerrig til bare at stoppe op, selv om det kunne være det klogeste.
så han smilte og rystede svagt på hovedet, som om han bar over med ham og legede med på legen...For hans skyld.
Han virkede rolig...ikke bekymret på nogen måde. Bevidst.

Han førte ham bare ned igennem nogle gyder og ind i et gammelt hus, og ned af en trappe hvis han altså turde følge emd ham, og derned stoppede han op, og vendte sig om mod ham med en alvorlig mine...

"Så er vi her!"

Han kiggede afventene på ham...

Han fulgte med, dog lidt bag ham. Det var underligt det her. Han brød sig virkelig ikke om det. Ja, han var mistænksom. Så mistænksom som noget kunne være, men alligevel fortsatte han.
Han stoppede op nogle trin fra gulvet, på trappen og så længe på Sajro med sit lille rolige smil og rolige udtryk.
"Her?" han slog ud med armene.
"God leg...Lad os nu komme tilbage til den virkelige verden..." her var ingen andre. Bare de to og det ville han nok noget med. Der var sikkert en grund til at lokke ham væk fra folks blikke.
Han gjorde mine til at gå op af trappen igen og tilbage til gågaden.
"Jeg ved ikke hvad du tror, men er det ikke nok nu?"

Han kiggede bare på ham... Han tænkte ikke ret emget det var ikke nødvendigt han havde en svag plan og resten kom bare med tiden...

"Ja her... Jeg kunne jo ikke gå op til Dem i alt offentlighed og sige jeg havde et job... Vel?"

Han smilede venligt men dog med en vhsi kølighed over det...

"Derfor alt det hemmelighedkræmmeri..."

Han kiggede afventene på ham, og han var med på det fordi hvis han virkelig kunne noget med det skjulte kunne han sagtens finde noget at bruge ham til, det var der ingen tvivl om overhovedet...

Han smilte og rystede lidt på hovedet. Fint nok, hvis det var sådan legen skulle leges.
Han gik nogle trin nedad igen og så direkte på ham, de mørke øjne, blandet med den grå nuance. De var fuldkommen rolige, og alligevel så alvorlige og bestemte.
"Vi ved begge to du intet har til mig. Vi ved begge to du bare prøver at fange mig, i en situation hvor du faktisk har noget at dømme mig på" han smilte
"Og vi ved begge at det kommer ikke til at ske. Hvor er dine beviser? du havde en samtale med en? En du ikke kender navnet på? En som aldrig sagde noget direkte?" han rystede på hovedet og trak sig endelig lidt tilbage igen.
"Så skal vi ikke bare gå igen? Og gå hver til sit?" hans smil var på renden til både at blive, men også at forsvinde.

"Åh... Men det har aldrig været min mening at fange Dem..."

Han kiggede bare på ham...

"Hvis jeg ville fange dem er systemet i denne by korrupt nok til at jeg ville kunne få dig buret inde for evigt for at sige at du virkede mistænkelig..."

han smilede bare skummelt til ham...

"Nej som jeg sagde var der et job til Dem..."

Han kiggede så på ham, fordi han skulle jo lige vide hvad han kunne bruges til...

"Men først er jeg nød til at vide hvad Deres speciale helt præcist er? jeg har hørt om Dem, men folk siger forskellige ting..."

Han lagde armene over kors og så igen længe på ham.
Så rystede han på hovedet.
"Jeg tror ikke på dig. Kort sagt. ved du nogen, som har noget til mig, så arranger et personligt møde. Da vil jeg overveje det. Men dig stoler jeg ikke på" og længere var den ikke. Sean ville ikke risikere noget, han satte alt for meget pris på sikkerheden...havde brug for den. Han kunne ikke ødelægge det nu, fordi en person blev ved.
"Bare fordi jeg er mistænkelig?" han smilte svagt
"Det tror jeg nu ikke. få kender mig måske, men jeg har en tendens til at tale mig ud af problemer" han trak på skuldrene
"Og alle de der...hvad hedder de nu...bureaukratiet? De eeeelsker ord" han smilte lidt.