To, hvis veje mødes. (Sajro)

"De ved vist ikke hvor godt stillet jeg er... Men nej selvfølgelig ved De ikke det..."

Han rystede på hovedet som om han lige komme i tank om at han selvfølgelig ikke vidste det...

"Jamen De er her fordi jeg har et job til Dem..."

"Hvis De altså vil fortælle mig Deres speciale..."

Han kiggede afventene på ham... Han kunne fornemme at manden alligevel var nysgerrig men forsøgte st skjule det...

Det var utroligt. Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Denne mand blev ved, så længe han så bare en lille mulighed for det.
Sean lod demonstrativt blikket glide omkring sig et øjeblik. Dette var virkelig ikke nogen god ide...Og han manglede jo ikke penge...Man han havde intet at lave i lang tid... Men mange ville være stoppet. sagt fair nok, vi finder en anden. Ham her blev ved, ønskede virkelig at få Sean til at træde forkert. bare lidt. Det var mistænksomt.
"Bevis det" sagde han så kort
"Skaf et personligt møde med din arbejdsgiver, ven, elsker eller hvem denne person nu er. Hvis personen ønsket noget gjort, er det jo kun fair" det var ikke just han ynglings procedure. han så som regl aldrig sine klienter, med god grund. Sikkerhed.
"Eller skaf mig et andet bevis, bare at du står og snakker giver ikke meget at tro på.
Hvis i har hørt så meget om mig, burde i også have hørt hvad jeg beskæftiger mig med, men det havde du vel ikke tænkt over da du bryggede løgnen sammen?
Alt med oplysninger til en god pris. For en ekstra god, kan folk forsvinde. For den bedste pris, lever personen ikke længere. Sig det og kom så med et bevis. Jeg gider ikke dine julelege mere" og med de ord vente han rundt, gik op af trappen, udenfor igen. Han så op mod himlen et øjeblik, og gik så tilbage mod gågaden. Der var ikke lang tid til aftenen ville sænke sig.
Han forventede hele tiden at manden ville følge efter ham, stædig som han åbenbart var...

Han havde noget mer at sige for manden havde åbenbart en mangel på hjerne siden ahn ikke hvad fanget det ahn havde sagt til ham nu flere gang...

"Er de dum eller blot fatsvag... Jeg har et job til Dem som i at jeg har noget De skal klare for mig..."

Han kiggede afventene på ham...

"Nej som jeg sagde folk har fortalt forskellige ting til mig om Dem..."

Hvis han havde planer om at gå var det hans problem...

"Det er farligere for Dem at gå end at lytte til mig... De tror måske ikke på det men jeg kan få Dem buret inde uden beviser..."

"Selvfølgelig kan du det" han stoppede på toppen af trappen og så ned på ham.
"Det har du sagt flere gange. Og hvor føler jeg mig dog bange!" okay, han begyndte at gå ham på nerverne.
"Tænk over...jeg har en sikkerhed at tænke på...Jeg kan ikke bare gå og sige ja til hvad som helst. hvorfor bliver du desperat? Der er mange ting her der vækker min mistænksomhed. Bla. den at du intet bevis kan komme med og det bedste du har at kaste i hovedet på mig, er en sølle trussel om at blive fængslet. Du gentager det samme og det samme" han rystede på hovedet.
"Det er dig der virker uprofessionel her....men lad os da lave en aftale, skal vi?" han gik et trin ned af trappen og så direkte på ham.
Det var den eneste chance han ville give ham...Han følte han havde overtaget situationen, men han kunne selvfølgelig ikke være sikker.
Han prøvede at være så rolig som mulig...hvilket nok ikke var så lidt, når han farede sådan op.

"Du tror måske ikke jeg kan få dig fængslet?"

Han kiggede nu mere indtrængene på ham...

"Kender du herren i byen? Den kære Sakref? Jeg er en af hans private og nære vagter... Han stoler på mig, og hvis jeg fortalte ham at De var en trudsel for ham kunne jeg få Dem jagtet af samtlige af hans mænd..."

Han kiggede nu på ham...

"Nej bare gå med Dem, men husk det hvis du på noget tidspunkt skader mig eller noge jeg holder af, eller du viser dig som en trudsel for Sakref... Så står du med et større problem..."

"Og ja jeg kender måske ikke dit navn, men jeg kan dit udseende uden ad, og vi har folk til at finde folk navne..."

han grinte. Hvordan kunne han andet? Her stod denne mand, fuldstændig ligeglad med om han fik noget ordnet eller ej. Han havde haft ret, han havde ikke haft noget job til ham. Og hvis han var så gode venner med denne...Sakref...Hvorfor ordnede han det så ikke bare selv?
nuvel.
"Hvorfor skulle jeg dog gøre hverken dig eller nogen du holder af, skade? Du misforstår mig igen. Jeg går ikke bare rundt og tager småhævn eller skader folk for sjov. Normalt tager jeg afstand fra sådan noget. Alle har deres liv at leve. "Det ændrede sig dog, hvis han fik penge for det. Han havde jo også en liv, og når han var på job var han den kolde type. fuldstændig ligeglad.
"Nuvel, du får mig fængslet af din kære Sakref og jeg rykker lidt på den tillid har til dig, ved at fortælle de ting du laver ude i skovene...F.eks. hos sortelverne" han blinkede kort som om de havde nået tilfælles, vente sig om for endelig at gå.
Spild af tid. Hvad havde denne mand opnået? Intet andet end spilde tiden med at diskutere! Han rystede svagt på hovedet. åndssvagt. Også af ham selv, han skulle ikke være gået med. Lad det være en lektie til en anden gang.

"Jeg mener ikke på den måde... Det lader til at vi misforstår hinanden..."

Han kiggede underligt på ham, troede han ikke at hans arbejdsgiver kendte til hvad han gik og lavede. Men det var lige meget... Han havde alligevel ikke noget at bruge ham til når det kom til stykket...

"Han ved det jo allerede... Den eneste her der står værre end da vi mødtes er dem... De ser det måske ikke..."

Han lod ham bare gå...

Han rystede svagt på hovedet. De undervurderede begge hinanden.
Manden havde en seriøst problem...Han troede han kunne få folk til hvad som helst, ved at prale af sin position. Måske var han van til at folk faldt på knæ og gjorde som han sagde...Men ikke denne gang.
"bare glem det" han sukkede svagt. det var dejligt at komme udenfor igen. Han gik tilbage mod gågaden og der smilede han allerede igen.
de tanker der gled gennem hans hoved var, at manden virkelig havde troet han var dum! Det var utroligt hvad man skulle finde sig i.
Han var langt fra dum. Det var ikke mere end to dage siden han havde løbet for sig liv, rendt ind i nogle fjender som faktisk viste hvem han var. Et eller andet sted var det gået galt.
Så det var jo kun et spørgsmål om tid...Man havd kunne han gøre ved det? overhoved intet, end lade det ske. Og skulle det ske lidt tidligere end forventet, så måtte det det.
Men dum var han i hvert fald ikke. Der tog han helt fejl.

Han havde aldrig troet han var dum, og han smilede for sig selv... Facaden havde virket endnu engang... Det var fantastisk så god han var blevet til det med Facader...

Han kiggede kort efter manden før han forlod rummet af en bagdør...

//out//

Han fortsatte ned af gaden. Analyserede samtalen igen og igen, uden at komme frem til noget nyt. Havde han faktisk noget at frygte? han mente det ikke.
Han var van til trusler. De var der jo altid, lige meget hvad man gjorde, hvorfor så ikke gøre sig fortjent til dem?
Han forsvandt længere ned af gaden...Han ville nok tage til næste by og være der lidt.

//Out//