There can only be one winner//Ammon.

Sted: Blodhavet på en af øerne langt fra civilisationen, langt væk fra alting.

Omgivelser: Det er en trope ø med palmer, strand, bjerge, jungle og hvad der nu ellers høre til på en trope ø. Derudover er der kun vand omkring den, vand så langt som øjet rækker.

Tid: Morgen, solen er næsten lige stået op.

Vejr: Det er afsindigt varmt, det er skyfrit og solen bager bare ned på en. Vinden blæser slet ikke og luftfugtigheden er utrolig høj.

Solens stråler haglede ned over øen, sandet var efterhånden ved at være godt varmt. Alane lå på stranden, sandet kradsede let mod hendes hud og det var egentlig det der vækkede hende og når jo så havde solen også noget at sige. Hun var slet ikke vant til at det var så varmt. Desuden.... Vent det var jo vinter, hvordan kunne det så være så varmt. Hendes øjne sprang åben og hun for op at sidde. De grønne øjne blev store da hun kiggede sig omkring, en ø, en ø?! Hvordan var hun dog endt her, det gav jo ingen mening. Lyden af andre folk der vågnede for hende til at snurre rundt og hun lod mærke til at der lå omkring 19 andre på stranden her. Hvad foregik der her?! Alane var iklædt et par lange sorte elastiske bukser som sad helt tæt og fremhævede hendes slanke ben. På overkroppen bar hun en sort helt tætsiddende skjorte og udover den bar hun et korset som var mørkegrønt med sort mønster på. Hendes lange hvide hår hang omkring hendes ansigt og indrammede det smukt. Hendes hud var mælkehvid men det ville nok ændre sig her. Forvirringen i hende var stor, hun forstod intet af det her. Hvad var det der skete?!. En klappe lød et sted derfra og hun rettede blikket imod lyden. En slank høj mand sad på en stor stol, noget der lignede en form for trone. Der stod utallige mænd omkring ham, alle sammen veltrænet og ingen af dem mennesker. Manden kiggede udover de tyve folk som var lettere spredt på øen. Han havde et grumt smil på læberne. "Velkommen til helvede", hans stemme var charmerende og karismatisk men indholdt også en hvis form for hårdhed.

Varmen var for meget for ham, og det havde den været lige siden han var vågnet på ø'en.
Han så rundt, velvidende at han var omringet af mænd og kvinder der selv var ved at vågne.
''Helvedet, ligefrem. Kom nu bassemand, det her er jo en sandkasse.'' mumlede han lavt og fik rejst sig. Hans tøj bestod af bukser, der sad løse og hang lavt om hans hofter, afslørede hans undertøj var ikke-eksisterende. Bare fødder, og bar overkrop, men med aftegninger ned langs ryggen.
Fregnerne var spredte som malerklatter overalt.
En kvinde, vis hår lyste op i solen, lod til at være mindst lige så forvirret som de andre. Men Ammon tog det roligt, og begyndte blot at gå hen mod manden, mens han ventede på mandens næste træk.

Manden klukkede bare af Ammons spydige kommentar, han skulle nok lære skulle han.
Alane rystede chokket af sig, det nyttede ikke noget at flippe ud, det kom hun i hvert fald ikke væk fra øen af. Alane børstede sandet af sig og rettede sig så op. Det chokeret, forvirret og lettere bange udtryk lå ikke længere over hende, hun havde skubbet det væk og var nu klar til at se det i øjnene der skulle ske. Han måtte hellere have en god forklaring på dette! En let knurren kom fra hende som hun roligt gik frem mod manden der sad på tronen. Hendes øjne var lukket på ham men hun brød blikket da han fik øjenkontakt med hende. Hendes blik gled omkring og hun fik øje på manden uden trøje og uden... Undertøj? Eller også så det bare sådan ud.
Manden sad tålmodigt og ventede på at de alle sammen kom tættere på. Hans blik gled ud over mængden foran ham, han havde et bedrevidende og smørret grin på hans læber som han roligt rettede sig mere op så han nu sad rank og kiggede ned på dem. Hans trone var en del højere end de var. "Som sagt... Velkommen til helvede... I er her for at dyste, for at kæmpe... Den eneste måde i kommer væk fra øen her på er ved at vinde og dem som ikke vinder... Ja lad os bare sige at de nok ikke forlader øen i et stykke". Hans stemme var hånenede og hoverende. Alane kiggede bare på ham, var han åndssvag? Hendes blik gled over folkene, mange af dem så bange ud men der var vidst også enkelte som havde samme tanker som hende.

Ammon så bare på ham, køligt.
Om han om herfra i live eller ej var ham ligemeget. Han var alligevel alene i denne verden.
Han så på kvinden. Hun virkede pludselig så viljestærk, så målsat.
Ammon vidste, at det var en livstruende situation. Og hvis én kunne overleve, burde det være den kvinde.
Han gik hen mod hende, i stedet for manden.
Måske var hun en glimrende allieret.
Rundt omkring ham begyndte de andre at panikke. Atten mennesker, der panikkede over at de skulle dø. At de ikke var beredte på at kæmpe for deres liv.
Én vinder. Og det blev enten hende eller ham. Nej, intet eller. Det blev hende.
Han knurrede lavt mod manden. En smule frustreret.

"Den første prøve finder sted i aften". Manden knipsede en enkelt gang og nogle af mændende løftede tronen og forsvandt et eller andet sted hen på øen.
Alane måtte overleve, der var intet der skulle stoppe hende intet... Hun havde for meget at miste til bare at give op, gå i panik eller lade tingene gå sin gang. Solen bagte ned på hende og hun sukkede irriteret, solskin havde aldrig været noget hun holdt af. Udenvidere begyndte hun at åbne sit kortset og tog det af, hun rullede det pænt sammen, det nyttede ikke at rende rundt og blive overophedet lige nu. Alane begyndte at knappe skjorten let op og bandt den så sammen så den sad et stykke over hendes nagle. Hendes tatovering kom til syne, en tribal snoede sig fra lysken og hele vejen op langs hendes ribben. Da hun mærkede nogle øjne på hende rettede hun opmærksomheden mod dem og så manden fra før komme over mod hende. Roligt vendte hun sig mod ham og kiggede på ham. Hun kunne se han var på vej over til hende og derfor besluttede hun sig for at møde ham på halv vejen. Let ignorerede hun de folk der panikkede, råbte, skreg og ja endda græd. Han virkede stærk, uden tvivl en god allieret. Hun stoppede foran ham og lod blikket glide over ham, studerede ham. "Hej", hendes stemme var feminin men ikke for høj, den var behagelig at høre på.

Ammon smilede roligt, hun turde faktisk tale med ham.
''God... dag?'' han så op mod himlen.
''Ja, det må det vel være.'' sagde han roligt inden han rakte hende hånden.
''Ammon her.'' smilede han. Han orkede ikke være sortseeren i denne del af legen. Senere, når han var døden nær, kunne han måske overveje det.
''Du, øh, ved du hvad fanden der foregår her?'' han så undrende på hende, velvidende at hun vidste lige så lidt som ham.

Hun kiggede på ham med et roligt smil på læberne. Alane lod sig selv slappe lidt af, det nyttede ikke noget at køre sig selv endnu mere op, det fik hun intet ud af. Stille løftede hun et øjenbryn, han virkede nærmest lidt akavet men når ja det kunne jo godt være han fandt denne situation akavet, det var måske heller ikke det mest almindelige møde det her, det kunne have været langt bedre. "Alane, øhm... Rart at møde dig Ammon.. Trods omstændighederne kunne være bedre", hun tog hans hånd og gav den et blidt klem. Hendes hud var varm men samtidig silkeblød at røre ved. Alane kiggede på ham med et skævt smil, hun kunne sagtens finde humoren frem og være positiv i situationen her, hun gad ikke ligge sig ned og bare give op som halvdelen af deltagerne allerede havde gjort. Stille rystede hun på hovedet til hans spørgsmål, "Nej, jeg ved lige så meget som du gør men måske vi skulle prøve at finde ud af noget mere?", hun kiggede på ham med et skævt smil og et glimt i øjnene der sagde hun var ude efter spænding og viden om hvad det var der foregik her.

Han smilede efter at havde trykket hendes hånd. Hans perlehvide tænder glinsede lidt i solen.
''Tjaa, enten bliver vinderen belønnet, eller solgt som slave, så... Og kun en vinder betyder...'' han så lidt rundt.
''19 døde.'' han sukkede.
''inklusiv en af os to.'' sagde han inden han så på en ung kvinde der begyndte at græde højlydt.
Han bed sammen.
''jeg har lidt på fornemmelsen at hun er død inden i aften hvis hun ikke holder mund.'' mumlede han inden han så tilbage på Alane.

Alane betragtede ham stille, han havde et fast og stærkt håndtryk uden at klemme hendes hånd i stykker, det betød jo at han måtte være i god fysisk form. Selvfølgelig hun kunne vel også bare have kigget på enten arm musklerne eller mavemusklerne og fundet ud af det. Hun kunne ikke lade være med at gengælde hans smil. Hun havde et dejligt smil, et beroligende smil kunne man vel kalde det.
Hun besluttede sig for ikke at svare midt i det hele men ventede pænt på at han var færdig med t snakke, hendes dybe grønne øjne gled over mod kvinden der bukkede under og faldt grædende sammen på jorden. Hun havde vist allerede givet op. Da han blev færdig løftede hun blikket mod ham igen, han var trods alt en del højere end hende, meget endda. "Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give op men jeg har heller ikke tænkt mig at blive en slave. Hvem end denne mand er har han en lettere forskruet syn på hvad morskab egentlig er og for at være ærlig så tror jeg du har helt ret". Alanes øjne gled over kvinden igen men kun i et kort øjeblik før de gled tilbage til ham igen.

Han så lidt på Alane, og sukkede så.
''Jeg ved ikke hvem du har i det liv, om du overhovedet har nogen... Men du har i hvert fald mere end jeg har. Hvis det kommer til en afgørelse mellem os to, skal du vinde.'' sagde han, med så fast en stemme at den næsten kun kunne minde om hans fars.
Han sukkede inden han gik hen til kvinden der græd.
''Har du børn, en mand, en kæreste, en hund... Noget som du er nødt til at komme hjem til? Så ti stille, og hold dig gode venner med alle. Så dør du ikke som den første.'' sagde han sammenbidt, og man kunne se hvordan kvinden skælvende tog imod den hånd han rakte hende for at komme op og stå. Hun stod og så en smule tøvende mod Alane, inden hun så ned igen og begyndte at gå ned mod vanden.

Ammon derimod, gik roligt tilbage mod Alane.

Alane kiggede på Ammon, han havde ret..
Hun havde nogen derhjemme, venner og en hun holdt meget kær men det kunne da ikke passe at han igen havde. Alle havde vel en, selv han måtte da have det. Hun valgte dog at holde tankerne for sig selv da det ikke var hendes ret til at stille personlige spørgsmål på den måde. "Jeg er sikker på der er nogen der ville savne dig, måske bare nogen du ikke nødvendigvis tænker over muligvis ville savne dig". Hvorfor sagde hun dog det? Var hun ikke lige blevet enig med sig selv hun ikke skulle stille personlige spørgsmål og da slet ikke om ting der ikke kom hende ved, okay det var ikke helt et spørgsmål men det kom jo alt sammen ud på et. Hendes øjne fulgte ham da han gik hen mod den grædende kvinde. Roligt gik hun ned mod vandkanten hvor hun satte sig på hug. Let smagte hun på vandet men konstaterede hurtigt at det var saltvand og derved ikke kunne drikkes. Da Ammon kom tilbage til hende kiggede hun op på ham. "Hvis nogen af os skal overleve bliver vi nødt til at finde vand, det er ikke muligt at drikke saltvand".

Han sukkede.
''Det skulle da lige være min far. Held og lykke med det.'' han trak på skuldrene.
Hans far, Sargonis, havde ikke ønsket kontakt med ham efter Ammon vågnede. Mindede Ammon for meget om sin mor? Sikkert.
''Vand lyder som en god idé. Og så tæt på stranden finder vi næppe drikkevand.'' sagde han og begyndte efter bare at gå ind mod de tættere jungle-ligende terren.
Om hun ville gå med eller ej, bestemte hun jo egentlig selv.

Hun kiggede op på ham, han lød vist ikke til at have det bedste forhold med sin far men det havde hun ikke tænkt sig at presse på omkring, hvis han ville snakke om det måtte han selv finde stemmen og gøre det. Sådan noget blandede hun sig ikke i. Alane slikkede let omkring læberne, de var allerede ved at tørre ud selvom de ikke havde været her længe eller det vidste hun jo egentlig intet om, hun havde jo tydeligvis været bevidstløs da hun ankom her. Uden rigtig selv at tænke over det fulgte hun efter ham mod den tætte jungle, gad vide hvad der kunne vente dem der? "Vi skal nok ind mod midten og hvis der er et bjerg er der en mulighed for der er et kilde-udspring hvor vi kan finde noget vand". Hun kiggede på ham med et dejligt smil og kiggede så frem mod junglen igen som de gik ind i den. Hendes øjne gled omkring og hun betragtede de mange flotte farver som var i junglen.

Han nikkede kort inden han så på hende igen. Hun var yndig, selv i en situation som denne. Men hun var ikke noget for ham, ikke nu i hvert fald.
''du har ret. Medmindre de andre letter røven, ender det nok kun med at være os to inden længe.'' Han vidste jo, at han ikke ville overleve alligevel. Han kunne ikke håndterer varme, og han kunne slet ikke klare tanken om at skulle slå nogen ihjel. Han havde kun lige med nød og næppe fået sit liv tilbage, og så blev det taget fra ham, fordi en rig snothvalp ville have lidt sjov?.
Han ventede ikke på Alane, men satte derimod af for at komme ind mod junglen. Hvis der var noget han var god til fra sin fars side af var det at overleve i vildt terræn. Hans arv efter sin mor var lidt mere... ekstravagant.