Something to die for. ~Nicolas~

Denne aften var stille, solen var gået ned forlængest og efterladt byen i kulde samt mørke. Den første sne var begyndt at falde ned fra himmelen, og hun lod snefnug falde ned i hendes håndflader hvor de smeltede stille. Angela smilede for sig selv og kiggede op på himmelen, inden hun gik videre. Pludselig var der en som skubbede hende op af muren, det var en vampyr hun havde mødt i byen igår. Lad os bare sige han ikke var så glad for at Angela bare var gået fra ham igår, men alligevel var det første han gjorde at kysse hende imens han prøvede at lege den dominerende, dog var Angela stadigvæ stærkere end ham. Han var blot et par hundrede år. Hun greb hans underarm og svang den rundt, og tvang ham op imod muren.
"Tro ikke i et sekund at du er stærkere end mig søde." Sagde hun advarende til ham og smilede så skævt hvorpå hun lod ham gå. Et grin kom henover sine læber, dem som faktisk kendte Angela ville vide at hun ikke følte noget for denne stakkels vampyr som troede hun elskede ham. Og han var helt fortabt i hende, hvilket gjorde ham den perfekte håndlanger. Angela satte tænderne i hans nakke og drak noget af hans blod, inden hun skimtede noget skarpt i hans bukselomme og skubbede ham fra sig efter han havde trukket dolken og sat den i maven af hende. Angela trak den ud og smed den fra sig.
"Se det der, det var virkelig dumt gjort."

Nicolas skulle have snakket med Angela, så han var gået på jagt efter hende. Han havde opfanget hendes duft i byen og havde fulgt den. Han havde så set en vampyr følge efter hende også. Han havde en god idé om hvad der skete, hun havde haft fingerne i en eller anden vampyr og nu var hun hans livs kærlighed. Det var ikke første gang det var sket. Han fulgte vampyren og så hele scenen mellem dem. Da vampyren stak dolken i maven på hende vidste han godt hvad der ville ske, men han havde ikke tid til at hun skulle dræbe ham. Han var hurtigt henne ved vampyren og rev så hjertet ud på ham og smed det ved siden af ham. "Vi har noget at tale om Angela."

Angela skulle lige til at angribe vampyren for hans handling da Nicolas kom og ødelagde alt det sjov hun lige havde planlagt.
"Skal vi det? Så det kun når du har tid du gider at tale. Du ødelagde lige det eneste sjov jeg fik for denne aften." Svarede hun ham og lagde armene overkors, hun var stadigvæk lidt pissed på ham efter den måde han reagerede på at deres far havde forsøgt at slå hende ihjel. Angela lagde hovedet lidt på skrå, og smilede så lidt skævt.
"Nogle har vist fået sine minder tilbage, hvad vil du tale om?" Spurgte hun så, og hævede på et bryn. Den lettere sarkasme var i hendes tone når hun talte.

Nicolas havde ikke glemt hvad der var sket sidst han mødte Angela, men han prøvede inderligt på det. Han kunne godt se hun ikke var tilfreds med at han havde ødelagt hendes 'sjov' men det var han ligeglad med. Han havde måske ikke været den bedste bror for Angela på det seneste, men det ville ændre sig nu. Han lyttede til hendes ord og trak vejret dybt ud gennem næsen. "Hvornår ville du have fortalt mig at du havde ladet en varulv på i mit hus?" Han gik tættere på hende og lagde armene over kors. "Hele huset stinker." Han havde ikke tænkt sig at smide Andrea ud, men han var heller ikke tilfreds med at Angela havde ladet en fremmede bo i hans hus.

Angela holdt sine øjne imod hendes bror, og så ham lige i øjnene. De var søskende selvfølgelig skulle de diskutere med hinanden det var jo en del af det at være i familie.
"Jeg ville have fortalt dig det når du kom til dig selv, som nu men jeg kan hører du allerede har fundet Andrea." Svarede hun ham igen, og så fnøs hun lidt halv koldt blandet med en form for kærlig.
"Ja, men man vender sig til varulve. Desuden havde hun ingen andre steder at gå, folk er vilde med at prøve at fange hende. Jeg ved ikke lige hvorfor, derfor hjalp jeg hende også fordi hun er gravid. Jeg er jo ikke sådan et dårligt menneske som alle tror." Angela ejede menneskelighed ligesom mennesker, mere end nogen anden vampyr, hun valgte bare at gøre alt for at gemme den væk fordi hun hadede den. Angela hævede så på et bryn.
"Hvad har du gjort ved hende? Jeg sværger, hvis du har krummet et hår på hendes hoved så." Sagde Angela truende, hun var faktisk begyndt at holde af den varulv og det skulle hendes bror ikke ødelægge for hende.

Nicolas vidste at hun ville have fortalt ham det før eller siden. Han ville bare gerne have vidst det før, men det gav også mening at hun ikke havde fortalt ham det fordi han ikke kunne huske noget. Han havde ikke vendet sig til stanken af varulv endnu, men det ville forhåbentlig komme med tiden. Han vidste ikke hvor længe Andrea havde tænkt sig at blive, så han ville nok vende sig til det før eller siden. Han gik tættere på hende. "Jeg ved godt du ikke er et dårligt menneske jeg ville bare gerne vide hvorfor. At hun er gravid virkede bare ikke som en grund stor nok til at du ville lade hende bo i mit hus." Han rynkede brynene over hendes næste spørgsmål. "Do you really think so low of me?" Han så kort til siden før han vendte blikket mod hende igen. "Jeg har ikke gjort hende noget Angela. Hun er i sikkerhed, og hun kan bo hos mig lige så længe hun har lyst."

Angela vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere eller sige noget, hun havde ikke lyst til at sige noget forkert.. Faktisk.
"Det er da altid noget at du ved det. Jeg vil bare holde hende i sikkerhed, og med de lorte små dusørjægere i mit nærhver så var dit hus det bedste sted at vælge." Angela så på Nicolas hele tiden, hendes blik veg aldrig væk.
"Så du lader hende blive? Hvor pænt af dig." Angela var en anelse mistroisk, og lagde hovedet en tak på skrå. "Men hvis du ikke har glemt det så har jeg noget andet at tænke på, udover vores far er på fri fod. Så ved jeg ikke om du lyttede sidst jeg sagde at han faktisk dræbte den eneste side af mig han kendte. Jeg skal finde ham inden han gør mere skade, og udover det så er der lidt ja drenge problemer. Intet du skal bekymre dig om Nic." Svarede hun ham og åndede lidt ud.

Nicolas havde ikke som sådan noget imod at give husly til andre, så det gjorde ham ikke noget. Han forventede bare han kunne regne med dem på en senere tidspunkt. "Jeg skal nok sørge for ingen gør hende noget." Han var ikke vild med hendes sarkastiske toneleje, men han vidste det var en del af hende. Nicolas havde fået fat i noget om deres far, men han havde lidt travlt med hans egne problemer, det betød dog ikke at han ikke ville hjælpe hende nu. Han rynkede brynene da hun nævnte drenge problemer. Det var noget han skulle bekymre sig om. " Jeg skal nok hjælpe dig med vores far. Han slipper ikke godt fra at have dræbt dig." Nicolas gik helt hen til hende. "Hvilke drenge?" Han ville have et svar, hvis der var nogen ude efter hans lillesøster, så skulle han først møde dem og afgøre deres værd, han var måske lidt hysterisk omkring Angelas kærlighedsliv.

Angela vidste ikke om at han havde været i kontakt med sit indre menneske gjorde at han var begyndt at løsne lidt mere op for sig selv eller om det var Caroline. Nu når hun tænkte på Caroline så vidste hun ikke hvordan hun havde det overhovedet, sidst de sås havde Caroline ingen følelser og Angela prøvede at torturer dem tilbage i hende men uden virkning fordi hun stak af. Angela nikkede da han sagde at han at ingen kom til at rører Andrea.
Dog blinkede hun et par gange da han lige pludselig viste en side af sig hun ikke syntes at have mødt før, og hævede lidt på et bryn.
"Jeg kan klare far, du behøver ikke at lade som om at du endeligt ønsker at hjælpe mig." Svarede hun inden hun sank en klump. "Bare min eks kæreste og en anden blanding. Som sagt jeg har det under kontrol."

Nicolas havde måske ikke direkte sagt han ville hjælpe hende før, men han ville selv mene han var der for hende når det blev nødvendigt. Men det kunne godt være hun ikke havde det på samme måde. Han blev en anelse vred over hendes kommentar. Han havde ikke tænkt sig at hun stod der og indirekte påstod at han ikke ville hjælpe hende. Han viste et tydeligt tegn på vrede. "Jeg lader ikke som om jeg vil hjælpe dig! Jeg hjælper dig når jeg kan, men jeg har også andre i mit liv end dig Angela!" Han vidste ikke helt hvordan Angela var med drengene i hans liv, men ud fra hvad han vidste om hende, så var det ikke helt under kontrol. "Du har ingenting under kontrol. Det har du aldrig haft. Lad vær med at lyve for dig selv, det får dig bare til at tro du kan kontrollere mere end du kan." Han vendte ryggen til hende og begyndte at gå samme vej han var kommet fra.

Angela holdt sig oppe og så ham i øjnene, der var ikke en muskel som rørte på sig. Ikke før han havde sagt sin første sætning færdig.
"Nårh ja, du har din dyrebare Caroline. Men du havde mistet din fucking hukommelse da hun havde slået sine følelser fra, men det gætter jeg på hun ikke har mere siden du står her." Svarede hun koldt, hendes stemme var ikke engang ovre i den sarkastiske mere. Den var bare kold, specielt over hans næste sætninger. Hun nikkede for sig selv, og lod ikke til at suge ordene til sig men gjorde det.
"Nej du har ret, jeg har intet under kontrol. Jeg er bare en skide blanding som ikke burde have eksiteret, tror du ikke jeg er ved at være så træt af altid at være i din skygge? Alt der sker for sig sker perfekt, jeg prøver så hårdt og alt går galt. Jeg lever i en verden der er imod mig hver eneste dag, så undskyld at jeg ikke har noget under kontrol som du har. Men sidst jeg tjekkede efter så er jeg stadigvæk i live, så noget må jeg jo gøre rigtigt." Sagde Angela og kiggede på ham selvom han havde ryggen til hende.

Nicolas vendte sig om imod hende og stod henne ved hende på et mindre end et sekund. "Hvad er det du snakker om?" Han var ikke vild med kulden i hendes stemme, men hans stemme var ikke meget anderledes. Han begyndte at gå væk igen, det ville ikke hjælpe ham at have et skænderi med Angela. Han rynkede brynene over hendes næste ord. "Du synes mit liv er perfekt? Jeg har lige mistet hele min hukommelse. Jeg kunne ikke engang huske min egen søster, jeg kunne ikke huske min forlovede." Han bed tænderne sammen og vendte sig om imod hende. "Du tror måske mit liv er perfekt fordi jeg er tilfreds med det jeg har. Det er forskellen på dig og mig Angela, du vil hele tiden have mere. Du bliver grådig, og derfor tror du verdenen er imod dig. Men hvis du vil det nok, så behøver du ikke stå i min skygge. Tror du det var let for mig at se vores forældre favoritiser mig? Det var det ikke, jeg havde ondt af dig. Og det har jeg stadig." Han virkede ikke helt kold, fordi han stadig ikke havde helt styr på hans minder og han derfor ikke kunne undgå at blive mindet om de gode stunder de havde haft sammen.

"Caroline slog sine følelser fra på en mærkelig form for forsøg hun var i sammen med en kvindeligdæmon. De skulle udfor en masse og så et eller andet med hun så Melissa dø om og om igen. Og så valgte hun at slå dem fra." Sagde hun blot og åndede lidt ud. Melissa var endnu et af hendes eksempler på at dem hun holdte af forsvandt fra hende, hun var lige begyndt at holde af den tøs.. Og så døde hun. Da hun forelskede sig i Matt vendte han hende ryggen. Hendes forældre vendte hende ryggen.. Jacob slog op med hende.. Kani blev skilt fra hende så hun troede at han havde været død til at han kom tilbage.. Noa kunne ikke tage at være forelsket hende så han prøver at hade hende.. Det var hun nok bedst til at drive folk væk sig.. Det gik op for hende at hun havde kigget ned i en grå asfalt før hun kiggede op på Nicolas igen.
"Kaldte du mig lige grådig? Hvorfor fanden skulle jeg være grådig af at jeg bare godt kunne tænke mig at være glad bare for en gangs skyld hvor jeg er sikker på at det er noget rigtigt. Det eneste folk jeg holder gør er at forlade mig på en eller anden måde. Og du s.." Hendes stemme knækkede lidt over og hun vendte sig om, hvorpå hun hamrede sin hånd så hård hun kunne ind i muren. Så lænede hun sig op af den og bankede hovedet hårdt tilbage i den. "Jeg er bare træt af det Nic, at tænke tilbage.. Det bliver svære og svære at huske de gode ting fordi der altid er nye ting som banker de dårlige frem. Og måske har du ret, jeg har ikke kontrol over intet.. Ikke engang mig selv. Jeg er bare et misfoster." Sluttede hun sin sætning og lod sig glide ned af muren til hun mødte jorden. Så rejste hun sig op da hun mærkede sin menneskelighed gå amok inden i hende, følelser.. Hun hadede dem nogle gange.. Og hun ville bare løbe fra dem, og hun var på vej til det hvis det ikke var fordi hun gik øje på deres far lidt bagved Nicolas som skød en pil af sted. Angela brugte sin fart for at løbe op og skubbe ham væk. Selv blev hun ramt ved hendes kraveben, og mistede balancen lidt.
Byen sladre, nogle flinke herre fortalte mig om din gamle evne. Og noget siger mig at du slap af med den, nå men lad mig i det mindste dræbe dig ordenligt denne gang. Og derefter tager jeg mig af din bror."

Nicolas var ikke vild med at høre om Caroline fra Angela, men det problem måtte han tage med hjem. Han så bare på hende mens hun så ned i jorden. Han vidste ikke hvad der skete, men han havde ikke tænkt sig at afbryde hende, det var ikke ligefrem fordi han brød sig om at skændes med hende. Han følte sig en smule skyldig da han hørte hendes stemme knække over og så hende slå hendes hånd ind i muren. Han ville gerne være der for Angela, men han satte altid nogle andre i første række. Der var aldrig plads til Angela, men det skulle ændre sig. Han så på hende og rystede på hovedet. "Du er ikke et misfoster Angela. Du er stærk. Stærkere end nogen anden. Du har haft så meget modstand i livet, og alligevel står du her i live. Du er stærkere end mig." Han var ikke meget for at sige det, men det var sandheden. Hele hendes liv var hun blevet set som et misfoster, men det havde ikke gjort hende svag. Han skulle til at gå hen og sætte sig ved siden af hende, men han nåede det ikke før hun stod op og havde skubbet ham til siden. Han så pilen ramme hende og han stod straks henne ved hende. Han tog fat i pilen og rev den ud uden videre. Han havde endnu ikke set hvem det var der havde skudt pilen af sted. Han vendte sig om og så direkte på sin far. "Du rører hende ikke."

Michael så på Angela med en dyb og ondskabsfuld latter. Dem der stod foran ham, var ikke hans børn længere. De var misforstere. Han så til mens Nicolas stillede sig foran Angela. Han gik bare hen til dem og skubbede Nicolas til siden så han ville blive skubbet ind i muren. Det var ikke let for Michael at skubbe til Nicolas, men han var stærkere end dem begge to så han skulle nok få gjort det af med dem. Han gik hen til Angela og lagde hovedet en smule på skrå før han greb ud efter hendes hals. "Det er ikke en god idé at stikke af fra mig. Du kommer til at dø ved min hånd, om det er nu eller senere er op til dig og din bror." Han så på Angela med et ondskabsfuldt smil.

Angela kunne ikke lade hver med at tænke over det han sagde.. Men deres far ødelage det hele, og før hun vidste det havde han skubbet Nicolas væk fra sig, og havde nu hende om halsen. Angela kiggede ham i øjnene, og holdt sit blik fast.
"Jeg er ikke bange for min død, og slet ikke bange for dig." Svarede hun sin far, inden hun greb om hans hals også. For ligesom at sige at hun ikke var så svag som han troede. I vampyr år så var han jo ikke mere end et par år ældre end hende. Og noget ældre end Nicolas. Men sammelagt med menneske år så var deres far ældst, Angela skulle bare drikke noget af hans blod for at opnå cirka den samme styrke.. Men det var som om det var umuligt, men hun blev vredere og vredere jo mere hun så sin far i øjnene. Vreden boblede indeni hende. Alt den vrede som han bragte frem i hende gjorde hende stærkere ihvertfald bare lidt. Og i det hun lignede en som gav op og flyttede sin hånd fra hans hals. Så greb hun om hans håndled og brækkede det om for at tvinge ham til at give slip på hende.

Alt luften blev trukket ud af Nicolas' lunger da han ramte muren. Han rejste sig op uden et tegn på smerte. Han så hen på deres far holde fat om Angelas hals, hvilket bare gjorde ham utrolig vred. Han var hurtigt henne bag Michael, men han nåede ikke at gøre noget før der var en hånd om hans hals. Han tog selv fast i hans hals efter Angela havde sluppet.

[i]Michael så hånende på sin datter. "Det er din store fejltagelse." Han hørte Nicolas komme, så han tog fat i hans hals og holdt ham fast, men han mærkede hurtigt en hånd om hans hals, efterfulgt af en forfærdelig smerte i hans håndled. Han vidste dog ingen tegn på smerte. "I kan ikke dræbe mig, men jeg tager gerne kampen op indtil i begge ligger døde for mine fødder." Han kom igen med en ondskabsfuld latter.

Angela var taknemlig for at hun havde Nicolas, hvad skulle hun have gjort hvis hun ikke havde sin bror? Angela så sin far i øjnene.
"Er det? Det forstår jeg virkelig ikke, for du kender ikke min styrke eller Nic's styrke. Og du kender slet ikke den samlede" Svarede hun vredt og så på sin far der rejste sig op som en der ikke var kommet til skade overhovdet. "Jamen kom an, du har måske brug for at se hvad jeg er blevet til." Angela lod sine tænder komme frem, inden hun satte tænderne i nakken på sin far og sugede af hans blod. Jo mere vampyrblod der var i hendes system jo stærkere blev hun, og stærkere. Angela trak sig væk inden det blev til farer for hende selv, og gik et skridt tilbage imens hun tørrede sig om munden med sin ene håndryg. "Bring it on."

Nicolas så på Angela mens hun talte med deres far, han skulle lige til at brække Michaels nakke, da hun begyndte at drikke af hans blod. Nicolas lod så vær, men før han nåede at reagere mærkede han hans nakke blive knækket og han faldt livløst til jorden.

[i]Michael så på hans datter der virkede meget kæphøj, det var ikke en god ting at undervurdere ham, det endte som regel med at blive grimt. Han blev overrasket over at hun drak af hans blod og det fik ham til at slippe hende. Han lagde en hånd på såret og efter han havde været bukket en smule sammen rejste han sig rank op og så på Angela. "Det var ikke klogt gjort." Han brækkede nakken på Nicolas uden at fjerne blikket fra hans datter. "Du burde være mere som din bror. Et smil spredte sig på hans læber. "Og jeg mener ikke Nicolas." Efter den sætning var han væk.

Angela fik et chok da deres far vendte sig om og brækkede nakken om på Nicolas, hun spærrede øjnene op ganske kort.. Hun lyttede og opserverede ham kraftigt som om han var hendes fjende, og det var han skam også. Angelas far ville aldrig få hendes medlidenhed, hun havde aldrig fundet hans. Dog blev helle hendes udstråling meget forvirret da han nævnte hun skulle opfører sig som en bror der ikke var Nicolas. Inden hun nåede at sige mere var han væk, forsvundet ud i luften..
"Seriøst!? Du kan ikke bare forsvinde efter at sige sådan noget?" Vrissede Angela for sig selv, inden hu satte sig på hug ved Nicolas imens hun ventede på at han vågnede op.. Hendes tanker var fjerne.. Havde de en bror et eller andet sted derude.. Hvordan så han ud, var han ældre eller yngre end dem. Ville han overhovedet tage godt imod hende.. Et skævt smil blomstrede op på hendes læber.

Nicolas vågnede lige så stille op. Han satte sig op og så sig omkring. Deres far var væk, men heldigvis var Angela stadig i live. Et undrende blik opstod i hans øjne, da han så det skæve smil på hendes læber. "Hvad smiler du af?" Han vidste ikke hvad Michael havde sagt, men det var ikke noget man skulle tro på. De kunne ikke regne med, at hvad han sagde var rigtigt. Han gned sig i øjnene for at komme mere til live igen, det var ikke let at vågne op fra døden igen.

Angela vidste at det måske var ret godtroende af hende at tro på hvad sin far havde fortalt hende, men det virkede bare på en måde som noget man aldrig sagde forsjovt. Og Angela havde forandret sig en del, så.. Men hun blev glad ved tanken om at hun havde en mulighed for mere familie. Nicolas vågnede op fra de døde.
"Welcome back to the land of the living." Sagde hun til ham med et svagt smil. "Han fortalte mig bare at vi havde en bror." Tilføjede hun, og vidste ikke hvordan han ville tage det men kunne sagtens forstille sig at han ikke ville tro på det med det samme. Selv var hun lidt usikker på det..

Nicolas rejste sig op og så på hende med et blik der fortalte hvad han tænkte. Vær nu ikke naiv Han kunne være lidt hård ved Angela engang imellem, men det betød ikke at han ikke elskede hende. "Du skal ikke tro på hvad han siger Angela. Han forsøger at komme ind i dit hoved, forvirre dig og få dig til at tro på hvad han siger. Det er sådan han gør." Han rakte en hånd ned til hende, så kunne hun tage den eller lade vær. Han vidste ikke om Michael rent faktisk talte sandt, men han ville ikke tro på det. Hvis han så fik hans håb op og troede på det og så fandt ud af det var en løgn, ville det bare være spild af tid at lede efter en bror der ikke eksisterer.

Angela tog hans hånd og rejste sig op, hun åndede forsigtigt ud.
"Jeg ved det lyder naivt, men det håb. Mit håb, og jeg er ligenu bare brug for det. Jeg er ligeglad med om det måske er falsk håb, jeg er van til at blive snydt så. Tro mig jeg skal nok finde frem til sandheden og overleve den." Svarede Angela og kiggede Nicolas i øjnene. Håb var det eneste stærkere end frygt, og selvom hun tit var blevet svigtet.. Så havde hun stadigvæk styrke nok til at finde et nyt lys at søge hen til. Angela sank en klump, hun vidste godt at Nicolas kunne se hende ret så naiv for dette. Og det var hun måske også, men hun kendte sig selv bedre end nogenanden. Hun havde brug for en lille kilde af håb for at have noget at ville finde, hun ville så gerne vide om det var sandt. Nysgerrigheden brændte inden i hendes sjæl og ville finde ud af mere.

Nicolas rystede på hovedet over hans naive søster. "Jeg vil ikke stoppe dig. Men når du bliver skuffet vil du vide jeg har ret." Han ligger en hånd på hendes skulder og ser hende i øjnene. "Pas på. Det kan være en fælde. Du ved hvordan han er og det er ikke anderledes den her gang." Han trækker sin hånd til sig og vender sig om for at gå. Han vil gerne hjælpe hende med meget, men kun hvis han tror på det og hun kan godt slippe fra deres far i live. Det er sket før.

At blive skuffet, det var sket så mange gange at det ikke rigtig påvirkede hende. Men at holde fast i det håb fordi der var en chance.
"Når jeg bliver skuffet så ja ved jeg du har ret, men følelsen vil ikke påvirke mig. At blive skuffet er skam intet nyt." Svarede hun og kiggede lidt væk, imens hun prøvede at finde hoved og hale i sine tanker. Angela kiggede ham i øjnene da han lagde en hånd på hendes skulder.
"Jeg har ikke tænkt mig at tage fader datter samtale med ham, det eneste jeg ønsker er at finde ud af om der er en lille chance." Svarede Angela, inden hun sank en lille klump. Så vendte han sig om og begyndte at gå. Angela blev ved med at kigge på hans ryg imens han gik. "Hvad ville du så gøre nu?" Spurgte hun og kneb øjnene lidt.