They call them self for hunters. -Mary-

P: Sort T-shirt, brune bukser og sit bælte med dolke.
V: Solskin fra en skyfri himmel.
O: En øde ø, med tonsvis af træer, dyrelyde der spøger og en mystisk tåger kærtegner jungletræerne.

En stråle af lys var det der fik ham til at spærre øjnene op. Under ham vippede gulvet og den tydlige duft af saltvand gjorde ham klar over situationen. Han var blevet ført ud på havet. Desværre, huskede han ikke hvordan. Det eneste han huskede var at han blev slået ned. Pokker tag at han ikke altid var forberedt! Det var nu skyld i at han var endt her, på et stort skib, smidt ned i blandt alt det andet bras de havde slæbt med. Alt fra tønder med vin, frugter der trillede hen ad det vippende gulv og kød i læsevis.
Josh satte sig op, ømmede sit baghoved og kiggede derefter rundt, hvor han til sin overraskelse så en masse andre unge væsner. De fleste var stadig besvimet, der var dog nogen som var vågnet op til dåd. Han satte spørgsmålstegn ved det hele. Hvor de end var på vej hen, så ville det ikke være nemt at komme ud af det..
Det første Josh tænkte på, var sine dolke. Han havde hurtigt lagt hænderne på sit bælte, til sin lettelse, var alle tre dolke der og klar til brug, hvis det skulle blive nødvendigt. Ude på dækket kunne man høre piraterne synge, råbe og grine højlydt. Deres latter rungede i Josh øre. Han himlede med øjnene, irriteret over de latterlige pirater, der åbenbart havde besluttet sig for at kidnappe ham og en masse andre unge væsner. En sidste gang kørte Josh blikket rundt på de andre væsner. Der var ingen genkendelig i blandt dem. Heldigvis. Han kørte en hånd igennem de brune, uglede lokker og sukkede. Dette her skulle nok gå hen og blive en interessant tur.

Påklædning http://static.tumblr.com/91dca4c8c8bddcabc0ea1e017434d8b8/gcvsds1/x0Gmpkmo4/tumblr_static_4_allison-lydia_1_.jpg

Hun kom stille gående ned af gaden, godt nok var det nat og hendes beklædning sørgede ikke just for varme, men efter at havde været til fest, tog hun sig virkelig ikke af den slags ting. Netop som hun passerede en gyse, synes hun at kunne høre lyde, hun stivnede straks og vendte sig om, dog så hun intet og hun genoptog sin gang, denne gang kun med lyden af henses høje hæle som selvskabte. Igen son før, gik der ikke lang tid før hun kunne høre lyde og denne gang var hun sikker på at hun hørte latter. Hun gik bevidst hurtigere og ville blot væk fra dette mørke område og inde i lyset igen. Hun følte en hånd mod sin skulde og blev straks stoppet op, hvorpå hun vendte sig og stod ansigt til ansigt med en grinende mand. Hun bakkede tilbage, men ramte ind i hårdt bryst og derefter var alt sort for hende.

Et par timer senere

Hun skimtede med øjnene, ikke sikke på hvor hun var, hun orienterende sig hurtigt at hun kun manglede sine sko. Et eller andet sted kunne hun hører stemmer og det var ikke just nogle der beroligende hende det mindste. Hun satte sig op, listede forsigtigt frem og lyttede ved døren "er vi der snart?" Var der en der spytte, hvem vidste hun ikke, men højst tænkelig ikke en af høj rank. Hun fik aldrig hørt varet, for hun var ved et uheld kommet til at træde tilbage og gled i en flaske der lå på gulvet og hurtigt efter ramte hun gulvet. Døren blev svinget op og en stor mand kom frem i døren, han stod med et bat of selvom hun så det blive svinget, følte hun intet andet end den uendelige mørke der kom da hun igen besvimede.

På stranden

Hun gispede og fløj op af sandet, hun var våd af havvandet og en smule beskidt af alt den sand der var omkring dem. Hun rejste sig op, men måtte lige stå lidt stille da hun stadig var lidt år i hoved efter de to slag. Hun kørte en hånd igennem sit halv våde hår og gik langsomt op på stranden "hallo...er der nogen" råbte hun og gik længere op, hun lagde armene on sig selv, rystede...ikke fordi hub frøs, men fordi hub i dette øjeblik ikke havde nogen idé om hvor hun var henne

Døren blev åbnet, et skarpt lys angreb nu det dunkle og nærmest gennemsigtige mørke. Josh lagde en hånd på sin dolk, klar til at trække den op af beholderen, klar til at dræbe hvis det blev nødvendigt. Ind af døren, trådte en bred mand ind, på størrelse med en bjørn og næsten lige så behåret. Han skuede rundt på dem med sit ene øje. Det andet øje eksisterede ikke længere, der var nu kun rester af en sygning af sort sygtråd. Han spyttede en ordentlig spytklat til siden. En ung mand krøb væk fra spytklatten som var den ild. Han krympede sig sammen til en kugle, gyngede frem og tilbage. En menneskelig gyngestol.
"Hør her, mider, vi har fanget jer, det må i acceptere!" sagde manden i døren med en buldrende stemme. Han kløede sig i sit fedtede gedeskæg. "I vil om lidt blive sluppet løs på en ø, hvor vi vil jagte jer, til i alle er døde, en efter en," Efter den sidste sætning, smilte han stort og ondskabsfuld. Et par gule og rådne tænder skinnede nu svagt i mørket.
Josh trak dolken op af beholderen. Bladet var sort, ikke til at se i mørket. Hurtigt var han oppe foran manden, der spærrede sine blodskudte øjne op i et chok, da Josh stak dolken igennem maven på ham og derefter trak den ud. Hurtigt skubbede Josh ham til side og løb ud af døren. Ude på dækket stirrede alle piraterne nu på ham, nogen forskrækket, andre klar til at komme hen og stoppe ham i sit flugtforsøg.
Josh spændte grebet om dolken, inden han løb langs skibets ræling. Piraterne fulgte trop efter ham. Nogen forsøgte at tackle ham, ved at lade sig falde ind foran hans fødder, imens andre bare prøvede at slå ud efter ham. Det var svært, men, han nåede at undvige det meste og i det øjeblik han troede at han kunne slippe ud over kanten, lade vandet omfavne ham, forhindrede et reb om hans hofte ham i at komme videre. Det føltes som om at rebet kvaste hans indre organer, da de begyndte at trække ham midt ind på dækket igen. En pludselig sort skygge foran solen, kiggede nu ned på Josh med et lumsk smil.
"Godt forsøg engleleder, men, så let slipper du ikke fra os," sagde en hæs stemme.
Josh kiggede op, den sorte skygge bestod af en høj mand, med sortskægstube, en brunrød kappe af fløj og en sort hat. Kaptajnen, ingen tvivl om det.
Josh kiggede bare koldt op i hans øjne.. Det var som to lyn der ramlede sammen.

De smed ham ned på sandet, sammen med de andre fanger og allerede nu, indstillede de skydningen. Alle de unge væsner flygtede hver til sit. Nogen var heldige at undslippe, andre måtte lide skæbnen med en kugle igennem brystet. Josh løb ind imellem træerne, det lykkedes ham at slippe fra en kugle, fra piraternes revolvere. Hans hjerte sad i halsen. Det kunne brækkes op hvert sekund det skulle være. Først da piraterne gik tilbage til deres sædvanlige arbejde, faldt hjertet på plads i brystet. Han undslap et suk, dunkede hovedet ind i træet, med sine øjne klemt sammen. Det var noget af en suppedas at komme i. De ville jage ham og de andre. De ville have underholdning, et spil. Han bed sig i underlæben for at tænke sig om. Der var kun en vej ud af det her og det var at konfrontere piraterne, slå dem ihjel, inden de slog ham og de andre unge ihjel. Lidt efter åbnede han øjnene. Han så ud på ligene, der lå med hovedet ned i sandet på strandkanten. Allerede nu var et par store krabber begyndt at nappe i de døde kroppe.. Han sukkede igen.
En stemme suste med vinden, en stemme der råbte om hjælp, med andre ord: En stemme der kunne logge piraterne til at skyde igen! Hurtigt var han ude ved strandkanten. Han løb langs vandet for at finde kilden til råbet. Det overraskede ham ikke at finde en pige, rystende og med armene om sig selv. Forvirringen herskede i hendes øjne. Hurtigt var han henne foran hende, en af hans hænder lagde sig ovenpå hendes mund, imens den anden dannede et shh tegn op til hans læber. Han kiggede rundt. Piraterne havde intet hørt. Han fjernede hånden fra pigen mund og gjorde et nik til at hun skulle følge med ham ind imellem træerne. Da han var sikker på at de var langt nok væk, vendte han sig om imod pigen.
"Du må passe på, piraterne vil dræbe dig, bruge os som legetøj, jeg ved ikke hvornår de vil jage os næste gang, men, tiltræk dig ikke deres opmærksomhed," sagde han til hende med en rolig stemme. Han lænede sig op af et træ, lod sig glide ned af det, så han til sidst sad ned.