Hunters. -Kat-

S; Parken i Doomsville.
V: Overskyet, en tynd tåge kysser jorden og en blid vind sørger for at holde den varme temperatur nede.
O: Meget få væsner, dug på bladene og engang imellem runger en børnelatter igennem luften.
T: Morgen.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + et par cowboybukser.

Hvor var han sulten. Det føltes som om at hans mave forsøgte at æde ham op indvendigt. Der skulle ikke gå lang tid før han skulle have noget mad, hvis ikke folk ønskede at en blodrus skulle gå igennem ham, så en hidsige vampyrer ville rase igennem gaderne og angribe dem der ikke lige var forberedt. Han sad på en bænk og kiggede rundt. Rovdyrene øjne bemærkede hver en bevægelse, søgte efter mad, om det så ville være et let eller et besværgeligt bytte. Han måtte tage en dyb indånding for ikke at gå amok. Der var ingen i nærheden og kom der endelig nogen, så var det enden en dæmon eller en dracoianer, hvis blod ikke smagte godt! For at skubbe sulten væk, kiggede han ned på guitaren og lod sine fingre spille en lille melodi. Lyden af den beroligende lyd var det eneste der gjorde at han ikke gik amok. De sandfarvede fingre dansede nærmest henover strengene. Melodien var loggende og varm for et hvert væsen der var i stand til at høre det. Dog stoppede han med at spille, så snart duften af engleblod fulgte med vinden og fik hans mund til at løbe i vand. Inden længe var øjnene forvandlet om til at være helt hvide, hver en muskel i kroppen var spændt og han ventede blot på at denne engel skulle komme nærmere. Da den var inde for rækkevide, smilte han lumsk og i et split sekund, havde han lagt guitaren fra sig og var helt henne ved englen, der nu var hans bytte. Han greb tøsen i håret, tvang hende til at blotte den loggende hals. Hun skreg i vilden sky, men inden længe stod hun helt stille og selvom de fyldige læber var adskilt fra hinanden, kom der ikke en eneste lyd fra hende. Hendes krop var slap under hans. Alting var nu sort for hende. Han smilte for sig selv, inden han løftede hende op i sine arme og begyndte at gå hen imod træerne. Missionen bestod af at han skulle gemme dette lig af vejen, så måtte nogen andre finde hende på et tidspunkt. Hvis hun havde venner og familie, ville de sikkert lede efter hende.. Han lagde hende ned bag en busk, tørrede blodresterne om mundvigen af i sit ærme og gik derefter hen til sin guitar endnu engang, som om intet var hent denne morgen.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ( Med brunt hår )

Katherine lod roligt blikket ligge nede imod jorden. Hun havde lige forladt sin mor, efter en tur på hospitalet. Selvom hun ikke var ret glad for hendes mor, måtte hun se til hende. Det var jo trods alt hendes mor, hende der havde passet hende hele livet, fordi hendes far havde forladt dem. lutter alene havde de altid været.

Katherine lod blikket rejse sig imod gaden, længere nede kunne hun se en herre der så ud til at prøve på at spille guitar. Roligt stoppede hun op, og lod sig læne op at en mur.
Lyden af guitarens toner lod sig køre ind igennem Katherine's øre. Smukke toner.
Roligt hendes ben bevæge sig over imod herren. Han var smuk, nærmest guddommelig. Hendes blik var rettet imod hans øjne. Så smukke var det. Rolig hun sig sætte sig ned ved siden af ham. Hun kunne udmærket godt lugte han ikke var en af de gode ... men hun ville ikke gøre ham noget, før han gjorde hende noget. men dog. Duften af engel ramte hendes lugtesans. Roligt lod hun hendes blik køre rundt fra bænken af. Hvordan kunne der lugte sådan, når man intet kunne se?
'' Heeey.. Kan du også dufte Engel? '' Hun havde rettet blikket tilbage imod River. Han var smuk og guddommelig. For hende.


(( Sorry det korte svar. ))

Han fortsatte med at lade fingrene danse hen over strengene. En fantastisk melodi forlod det smukke instrument. En enkelt blid vind blæste forbi ham, tog musikken med sig og spredte den udover hele parken. Sådan fortsatte han, indtil duften af varulv drillede hans næse, så han stoppede med at lade fingrene danse og i stedet løftede blikket hen imod det ny ankommende ansigt. Hun var smuk. Hendes øjne glødede nærmest, det perfekte brune hår faldt smukt nedover hendes kraveben og den yndige kjole sad perfekt på hendes krop. Denne smukke blomst skulle sikkert vise sig at være mere end smuk, for som ordsproget sagde, så havde selv den smukkeste rose torne der kunne stikke hvis man kom for tæt på. Han smilte svagt, hvor han derefter rettede blikket ned på guitaren endnu engang og lod de sandfarvede fingre danse henover strengene. Endnu engang måtte han dog stoppe, da hun talte til ham og afslørede en smuk og blød stemme. Selvom han ønskede at svare hende, så kunne han ikke, så i stedet rystede han bare svagt på hovedet og sendte hende et charmerende smil. Ud af de halvmørke øjne, strålede svaret nej. I et lille øjeblik beholdte han øjenkontakten med hende, inden han kiggede hen imod busken, hvor englen lod skjult bag. Han vidste ikke med sikkerhed om hvis han sagde ja, om hun så ville anholde ham eller anklage ham, så derfor havde han valgt at ryste på hovedet. Tøvende kiggede han hen på den smukke varulv igen. Han klappede på halsen forsigtigt og åbnede munden, i et forsøg på at fortælle hende at han ikke kunne tale..

// det er skam i orden ^^ //

Katherine smilede blot til herren. Han var smuk, og guddommelig i hendes verden. Aldrig havde hun set en skabning som ham. Det var som at se Josh, gange 1000000000... Josh var smuk, men denne her fyr, var bare... mere en smuk. Guddommelig.
Roligt lod hun blikket falde med ham, da han vendte hovedet om imod englen der lå bag en busk. Tydeligvis. '' Du kunne godt have delt noget med mig! '' Katherine lod hendes latter overtage hende en kort stund. Det sker ikke ret tit, at Katherine endelig griner, men i dag gjorde hun det. Underligt nok, var hun nærmest besat af ham. Hans skønhed lod hende fange... Som en flue i et edderkoppe spind. Hun kunne ikke slippe væk, med mindre han satte hende fri.

Roligt lod hun en hånd køre ned langs hans pande, og ned til hans kind, med rolige bevægelser. '' Jeg forstår dig. Du stum? '' Hun smilede bare til ham, hun kunne ikke andet end at smile. Eller var han bare nervøs for at tale med piger? Hun kiggede ham dybt ind i øjne, som om, hun nærmest læste ham igennem øjne. Hun kunne sagens føle smerten i at være stum, hvis nu det var det, han var. Tænk på hvis hun havde været stum selv. Hun kendte følsen af, ikke at ture sige noget, af rædsel for ikke at gøre noget forkert. Men samtidigt, havde man altid lyst til at sige noget til andre folk, der gjorde noget ved nogle. Men samtidigt ville man ikke kunne.. Det ville aldrig havde været rart, og hun forstod udmærket godt hvordan han havde det. Hvis hun nogle sinde ville kunne hjælpe ham, ville hun gøre alt for ham.. Selv offring..

Pludselig opdagede hun englen, hvilket fik ham til at spænde hver en muskel i krop, eftersom han ikke var sikker på om hun ville anklage ham nu eller ligefrem angribe ham. Til hans overraskelse lavede hun blot sjov med det og afslørede en sød latter der var som musik i hans øre. Han kiggede overrasket hen på hende, satte hovedet en anelse på skrå og selvom det ikke lignede ham, så smilte han svagt og måtte kigge ned i jorden for at hun ikke skulle opdage det. Langsomt startede han med at spille igen, men stoppede da han kunne mærke en hånd imod sin hud så han næsten gav et spjæt fra sig. Han kiggede op på hende igen, så ind i hendes øjne og var næsten ved at forsvinde i dem. Det var som om at se ind i en anden verden, det var ikke til at beskrive. Hurtigt skubbede han sig selv ud af hypnosen, kiggede væk og drejede hovedet, for at skjule at han næsten var forsvundet væk i hendes øjne. Til hendes spørgsmål nikkede han. Han var stum og det skulle han vidst blive ved med at være, indtil han en dag fandt en måde at genvinde sin stemme på igen.
Hovedet blev vendt om imod hende igen, startede en ny øjenkontakt med det smukke væsen der sad ved siden af ham. Lige som han skulle til at adskille sine læber for at snakke, kom han i tanke om at han ikke kunne og han kiggede ned i jorden igen. Det var irriterende ikke at have en stemme. Selvfølgelig kunne han bruge sin evne, men han vidste ikke med sikkerhed om hun var modtagelig overfor den.. Han kiggede op på hende igen, sendte et meget svagt smil og så derefter ned i jorden igen.

// undskyld lorte svar :i

(( Jeg kommer sikkert selv med et lortesvar, så det ok!! Har en hel del kreasvigt. ))

Katherine smilede blot til ham. Den måde han blev nervøs på var ret sød. Det minde hende meget om hvordan hun selv havde været, dengang hun havde været helt ung. Selvfølgelig savnede hun at være ung, men samtidigt var hun da også glad for at have været blevet ældre.
Lige så stille som hun kunne, slap hun hans kind og så væk fra ham, som han så væk hende ... Var de begge nervøse eller? Var han skræmt af hende? Hun gav ham et lille smil, som et tegn på han kunne stole på hende. Men om han ville modtage det, var lidt hans eget valg.

Hun syntes det var ret sødt, at han prøvede at tale, som om han ikke kunne. Som om, han bare forsøgte at gøre andre glade med stemmen. Katherine smilede stort til ham, han skulle overhovedet ikke være nervøs for at smile til hende. Hun lod kort en finger køre på hans læber med et smil, kort efter så hun hurtigt væk igen. Hvad ville han mon ikke tænke om hende nu?

// Det rammer vidst alle x3

Uden han forstod hvorfor, så følte han sig pludselig en smule genert og det lignede ham slet ikke, langt fra! River var selvsikker på nærmest alting! Heldigvis kunne man ikke se det på ham, han havde lært at skjule alt bag en facade der var ligeså kold som is. Inden længe havde det dog lykkedes ham at skubbe det generte væk og hvor var han lykkelig over det! Ved følelsen af noget rørte hans læber, rykkede han sig automatisk væk og kiggede overrasket hen imod hende. Det var længe siden at nogen havde været så tæt på ham, specielt hans læber, de var ikke blevet brugt til andet end at tage blod fra folk de seneste år. Det bedste blod kom fra dem der ikke vil have han tog det. Det var også det sjoveste, River var ikke den flinke vampyr for at sige det lige ud.
Spørgende satte han hovedet på skrå, lige da han skulle til at sende en tanke igennem hendes hoved, kom en mand hen imod dem med truende bevægelser og en vred glød i sine øjne.
"Hey du igle!" Han pegede hårdt og koldt hen på River. "Er det dig der har drukket fra englen i busken?" Selvom han lød alvorlig, kunne River ikke lade være med at smile lumsk og flabet til ham, hvilket bare gjorde manden vredere og ligesom han skulle til at tage et greb om halsen på ham, undveg River og så på imens manden skvattede ind i bænken. Manden mukkede et par ord, inden han rettede blikket hen på Kat og smilte undskyldende til hende. "Beklager unge dame, det er ikke meningen at dette skal gå udover dig, du må heller smutte før dette monster gør dig noget," Han nikkede hen imod River, der bare stod med armene på kors og himlede med øjnene over det manden sagde til Kat. Monster, th, det kunne han lige bande på at han var.

(( sorry hvis det er dårligt! )) :C

Katherine kunne mærke hans generthed, og det irriterede hende på en måde, men hun skjulte det ret meget. Selvom hun selv var ret meget genert, så savnede hun at fyre var omsorgsfulde overfor hende. Det var kun meget få gange, man kunne se på Katherine hvis hun var blevet såret, og som River, havde hun lært at skjule det bag en facade.
Da han trak sig selv, lod hun sig med et hurtigt sæt, trække sin hånd tilbage. Hun var ret ked af det, over han bare sådan trak sig tilbage. Var hun så hæslig? Hun rettede blikket ned imod jorden, og trak vejret dybt. For ikke at begynde at græde. Det var også længe siden for hende, at hun havde rørt end anden på den måde, men der var bare noget ved River, der tiltrakte hende. Selvom at River ikke var den flinkeste vampyr, så anede hun ikke rigtigt noget om ham, så hun kunne ikke kommentere på ham. Men det hun kendte af ham, var som at hun allerede kendte ham.

Katherine rettede blikket imod herren, som pluselig brugte hårde imod en anden person, uden den helt store grund. Da han pluselig begyndte at svine hendes ven til, rejste Katherine sig op, og lod en hård hånd ramme hans kind. Selvom han havde brugt nogle gode ord, skulle hun ikke bare kalde en anden et monster. ’’Burde de ikke lære at, bruge en bedre tone overfor folk?’’ Katherine trak hånden tilbage, efter slaget. Hun kunne nærmest ikke lade være med at grine over herren, og lod en hånd række over imod River. ’’ Kom! ’’ Hun smilede blødt til ham.

// Er det ikke ^^

Manden blev overrasket over at hun slog ham, trods alt forsøgte han bare at hjælpe hende, han vidste jo ikke om River ønskede at bide hende også eller endnu værre, at slå hende ihjel. Med armene foldet over sit bryst, stod River og løftede på et øjenbryn over hele situationen. Det overraskede ham at se varulven slå manden, og endda bede ham om at vare sin mund, selvom River intet havde imod at blive kaldt et monster. En vampyr var et monster, skabt til at drikke blod fra andre og ikke bekymre sig en pind om hvad andre sagde om dem. Den pludselig gestus hen imod ham, fik ham til at kigge skiftevis fra hendes øjne, til hendes hånd der så pænt ventede på at han skulle tage imod den. En lille trækning i mundvigen blev det eneste forandret ved ansigtet, da han tog imod hendes hånd og med det samme gav sig til at løbe væk. Manden fra før derimod, lod dem ikke slippe så let. Han foldede to fingre til en bue, puttede dem ind i sin mund og ud kom der en piftende lyd. Det varede ikke længe før en gruppe andre mænd kom luntende bag ham. Han gjorde et nik til at de skulle følge efter Kat og River. Som hunde på rævejagt, satte de i løb hen imod varulven og vampyren, farten tydede på at de ikke havde tænkt sig at stoppe før de havde fået fingre i dem. River fortsatte med at løbe, selvom han ærlig talt ikke vidste hvor de skulle løbe hen. De kom til en blindgyde. Omkring dem tornede høje træer der ikke var mulige at komme forbi. Mændenes stemmer blev højere og højere, de nærmede sig snart blindgyden..

(( Sorry hvis det er dårligt igen.. har en del krea svigt. ))

Katherine var rigtig sur på ham, over hans måde, bare at kalde andre et monster på. Hvis nogle var et monster her, var det da Katherine. Eller ham. Hun fnøs stort, og smilede til River, da han tog imod hendes arm. Hun prøvede at følge med ham, men hans fart var ikke noget hun var van' til. Hun holdte fast i ham, imens hun prøvede at følge med. Da de stoppede op i blindgyde, kunne hun sagens høre de andre der kom nærmere og nærmere.. Hun fnøs hisigt. og begyndte at gå hen imod stedet hvor de selv var kommet til. Langsomt lod hun sine klør folde sig ud, ikke noget hun var van' til. Hun løb imod træet, og greb fat i det, svingede sig selv op over, og rakte en hånd ned imod River, for at få ham med op. Hun smilede forsat til ham.

// Det er det ikke ^^

Mændene løb fortsat efter dem. Ingen tvivl om at de havde sat sig for at fange varulven og vampyren. Det fik egentlig River til at sætte spørgsmålstegn ved det hele. Burde en varulv og en vampyr ikke at være fjender, hvorfor i alverden hjalp de så hinanden, eller rettere sagt hvor hjalp Kat ham? Burde hun ikke hade ham som pesten? Der var dog ikke tid til at tænke videre over det. Over deres hoveder hang der en masse blade, der muligvis kunne have egenskaben til at gemme dem af vejen for mændene. Lige i det øjeblik som han skulle til at hoppe op i et af træerne, rakte Kat en hånd ned til ham og sendte ham et smil. En anelse tøvende tog han imod hånden og svingede sig op. Det var i rette tide, for lige da han nået at komme op, kom mændene løbende bag dem og kiggede irritabelt rundt med sulten efter sejr i øjnene. River sørgede for at sidde helt stille. Heldigvis havde han erfaring med det efter at have været en skovelver det meste af sit liv.. Han havde det endda som om at han holdt vejret. Ud af øjenkrogen kiggede han til Kat, det undrede ham stadig over hvorfor en varulv hjalp en vampyr, men det måtte han spørge hende om senere..
Mændene fortsatte med at cirkle rundt, indtil de til sidst gav op og løb videre, i håb om at det de søgte var løbet den anden vej. River åndede ud, hoppede med lethed ned fra træet og kiggede op efter Kat.

Efter at mændene havde kigget tydeligvis, ret irriteret op på dem, lod hun blikket falde på River.. Hun havde allermest bare lyst til at omfarvne ham, men det virkede lidt forkert. Katherine lod roligt blikket falde tilbage, efter fyrene vendte deres snuder væk fra dem, og at River pluslig var væk fra hende..
Hurtigt rejste hun sig op i træet, samtidigt med at hun holdte fast i træet... Hun vendte blikkede ned imod River, og smilede let. For ikke at lande forkert, sprang hun ordenligt ned. Hun landte ikke forkert. Hun lod blikket falde på River... Og lod sig selv glide over imod ham. ''Er du okay?'' Hendes blik var bekymrene.

Efter løbeturen sad de brune lokker tjavset rundt omkring på hans hoved. Da en af dem generede hans øjne, fjernede han den ved at køre en hånd igennem det, uden at vide om det egentlig sad bedre end det gjorde før. Det kunne egentlig også være lige meget. Underlæben blev offer for hans tænder et kort sekund, inden han kiggede hen imod Kat og satte hovedet en anelse på skrå over det bekymrede blik hun sendte ham. Han nikkede til hende. Selvfølgelig var han okay, han havde oplevet ting der var langt værre end dette! *Hvad er dit navn unge varulv?* Han sendte tanken igennem hendes hoved, om hun valgte at høre den var et godt spørgsmål.

'' Kat. Jeg hedder Katherine, men folk plejer som reglt at kalde mig Kat. '' Hendes smil var blidt, og hendes tanker gik meget på om, hun bekymrene skulle omfarvne ham ... Hun rystede kort på hovedet for sig selv. og smilede bare sødt til ham.
Hun lod sine ben glide ned på jorden, imens hun satte sig tavst på jorden. Hun havde ondt i bene, efter at have løbet så meget. .. Hun smilede forsat til River.
''Hvad hedder de selv? '' Hendes blik var en anelse tomt, men de tanker der var tilbage, omhandlede kun River. Om han havde det godt, og om han var okay. Hvis der havde været sket ham noget, ville hun have det så slemt med sig selv over det.
Hun rettede blikket ned imod jorden, og snerrede en del som en bisk hund ville have gjort. Hun var vred, en hel del på de mænd der tydeligvis havde jagtet dem uden den helt store gode grund. Hun rystede langsomt på hovedet og lod blikket falde ligeud imod træernes skygger.

Det at hun virkede så bekymret om ham, gjorde ham en anelse forvirret, han var langt fra van til det! Ingen bekymrede sig om ham og det skulle de heller ikke! Han foldede armene på kors, så vurderende på hende, inden han langsomt gav sig til at gå en stille gange, hvis hun nu ville gå med. *Tak for hjælpen Kat, jeg skylder dig en,* sendte han en tanke igennem hendes hoved. Han kiggede sig over skulderen, sendte hende et svagt smil som var oprigtigt. Det var ret så modigt af hende at hjælpe ham, selvom hun ikke engang kendte ham overhovedet. Mændene kunne jo havde skadede hende uden grund, men hun havde bare ignoreret det og fulgt med ham, skurken, personen der havde dræbt englen bag busken ved at tømme hende for blod? *Mit navn er River,* Kort stoppede han op, han kunne ikke få sig selv til bare at gå sådan fra hende, så uden han noget at stoppe sig selv faldt ordene bare ud af munden på ham. *Vi havde så travlt med at komme væk at jeg glemte guitaren, vil du med hen og hente den?* Han gjorde et nik hen imod af den sti de før havde løbet for livet på.

Katherine smilede bag sit eget tydelig smil. Det var sødt af ham, og sige tak. Det var der ikke ret mange der gjorde når hun hjalp dem. Det var derfor det var ret få gange hun hjalp folk.
River var hans navn. River betød en sø, der blev slæbt med af vinden. De plejede som regl at være smukke, og fuld af natur omkring sig. Hun elskede da i hvert til fald naturen, mere end hun elskede sin egen mor. Hun trak blidt på skuldrene og lod et smil køre tilbage til ham. '' River, sikke et smukt navn. ''
Hun rystede lidt på hovedet. Det lød jo lidt som om, hun lagde an på ham! Hvad for noget!
Hun smilede blidt efterfølgene, det var nu meget sjovt, hun gjorde så meget ud af, at blive folks venner, dog var hun slave for Lillith. Nok den eneste hun hadet over hele verden! Hendes måske halvsøster.. Kat håbede i hvert til fald inderst inde ikke på det var sandt. Men hendes far, havde tydeligvis knaldet uden om kvinderne. '' Joda. Jeg vil meget gerne gå med tilbage. '' Hun lod sig følge efter River, efterfulgt af ordene. Langsomt åbnede hun munden igen, og lod ordene trille ud. '' Kendte du de fyre eller? ''

Af en eller anden grund slappede han af i Kats nærvær. Det var som om at hun var den beroligende vind der blæste forbi en og kærtegnede blidt ens kind med sine rolige kys. Tiden i skoven havde gjort at han elskede naturen, selv nu hvor han ikke længere var en skovelver, så betød naturen stadig noget for ham og det blev den ved med. Han lukkede svagt øjnene i, de blev først åbnet igen da hun snakkede til ham, så han automatisk kiggede hen på hende. Et af hans øjenbryn var løftet i en spørgende grimmase. Mente hun virkelig at hun syntes River var et smukt navn? Det var længe siden nogen havde sagt det til ham. Han sendte hende et venligt smil, samt et taknemligt nik. *Tak, det længe siden nogen har sagt det til mig," Blikket rettede han frem ad endnu engang. *nej, jeg kendte dem ikke, men det er normalt for mig at folk jagter mig når de finder ud af at jeg har dræbt, men jeg var sulten, så hvad vil de have jeg skal gøre?* Han løftede svagt på sine skuldre. Et kort øjeblik stoppede han op og så hen på hende. *Hvorfor hjalp du mig egentlig?* Han kiggede nysgerrigt på hende.

'' Jeg hjalp dig fordi... Jeg ved ikke. Du så, så uskyldig ud. '' Kat rystede på hovedet, og aede sig selv på armen. Hun var en del nervøs. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham.
Hun lagde hurtigt en arm på hans skuldre og aede den roligt og langsomt, som om hun nærmest sagde at det var okay. Hun dræbte trods alt selv for overlevelse. Det gør alle. Mennesker er ikke rene. De dræber dyr, og andre mennesker når de får chancen for at gøre det. Hun rettede smilende blikket hen på River, imens ordene trillede ud af hende. '' Har du ikke lyst til at, gå en tur? '' Kat smilede bare til ham. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle spørger om.