Godt at se dig - Ammon

Han tumlede bare videre, hjem.
Han blev mere og mere træt hele tiden, men nægtede at falde i søvn.
Ikke før han var hjemme. Alt kørte rundt i hovedet på ham.
Han havde skældt Blair ud..
Han havde drukket..
Han havde været tæt på at slå Alian bevidstløs..

Han tumlede nu bare videre, uden egentlig at vide hvorhen

Blair kunne ikke klare at bare se til, hun blev nød til at komme i kontakte med ham. Hun blev nød til at få ham bragt hjem sikkert, hvis Blair ikke gjorde det ville hun ikke kunne sove af bekymring. Blair rejste sig og gik over mod Ammon og tog fat i ham for at støtte ham.

Han så på hende, og det tog lidt tid for ham at opfatte hvem hun var.
Han vristede sig fri, mens han mumlede at han sagtens kunne gå selv.

Blair lod ham vride sig fri og gik bare ved siden af ham. Hun vidste at folk kunne blive voldige når de var fulde, hvilket han tydeligvis var, så hun ville ikke gøre noget der kunne gøre ham vred. Blair ville bare have han kom sikkert hjem.

Han gik bare, en smule hurtigere end da hun bare sad på bænken.
Han bed sammen. På et tidspunk ville han nok hade sig selv for at give hende denne behandling.
Men han var inderst inde sønderknust.

Blair prøvede at gå lige så hurtigt som ham, men det var ikke helt let. Hun sakkede lidt bagud og holdte i stedet øje med ham. Hvis bare hun kunne se ham, gjorde afstanden ikke så meget.

han drejede ned af en gyde, ned mod en tremmeburskamp.
Lidt forbrænding af al den sprut var måske en god idé.

Blair stoppede op da han drejede ned i gyden, han havde frabedt hende det så hun lod være. Blair satte sig i stedet på en bænk i nærheden. Hun ville ikke gå imod ham.

Ammon meldte sig til den første gadekamp han stødte på.
Han var rasende, sønderknust, og MEGET fuld.

På grund af alkoholen i hans krop, reagerede han ikke på nogen af de slag som han fik.
Solbrillerne blev smadret, Ammons læbe blev flækket.
Til sidst lå han på gaden, og fik det ene efter det andet spark i maven.
Han havde for længst bare lukket øjnene.
Dommeren råbte at det var nok, men modstanderen stoppede ikke.
endnu et spark, endnu et, og endnu et.

Til sidst begyndte folk at prøve på at stoppe manden, men han forsatte blot.
Ammon lå der bare, tog imod hvert spark han havde fortjent..

Blair kunne ikke lide at høre på det der skete derinde, men Ammon plejede at klare det godt i de kampe, men han var fuld så det var måske begrænset hvor godt han kunne klare det, da dommeren sagde stop og slagene og sparkene fortsatte var Blair ikke i tvivl om det ikke var Ammon, han ville ikke fortsatte, ville han? Blair blev nød til at stoppe det, hun fik det dårligt af det. Blair rejste sig fra bænken og gik ind i gyden, han var ligeglad med at Ammon havde sagt hun ikke måtte. Blair klemte sig ind igennem mængden og stod helt tæt på. "STOP!!" Råbte hun, men det ville nok ikke hjælpe så meget at en 17 årig pige stod og råbte.

Modstanderen forsatte sine spark, på en halvt bevidstløs Ammon.
Blodet flød fra hans mund.

Dommeren bad to der lignede vagter, holder Blair tilbage, da han tog en skovl og slog modstanderen bevidstløs.
Ammon hostede en smule blod op.

Blair så rundt på de andre da ingen gjorde noget. Hvad tænkte de på!? Han kunne ikke kæmpe, så hvorfor stoppede de det ikke? Blair mærkede nogle mænd tage fat i hende, hun prøvede at komme fri fra deres greb. De skulle slet ikke holde hende fast. Blair så over på modstanderen der blev slået bevidstløs og Ammon der var forslået, meget forslået. Blair bed sig selv i læben og så væk. Hun slappede af og lod mændene holde fast i hende.

Ammon blev hjulpet på benene af en vagt, som hjalp ham ind i et lokale, ikke langt fra dem.

Vagterne slap igen Blair, da balladen var overstået.

Blair rettede på sit tøj og gik ud til bænken igen, hun var meget bekymret for Ammon, men hun vidste at han kunne klare det. Blair bed sig fortsat i læben og hun ville blive ved indtil han kom ud til hende. Hun blev nød til at holde tanken om at han blev slået og sparket ud.

Ammon kom humpende ud noget tid efter, med bandage om armen, bar mave, også med bandage om.
Han haltede lidt.

Blair hørte nogle skridt nærme sig, hun så over mod skridtenes ejer og så en bandage beklædt Ammon. Blair rejste sig og gik over til ham. "Undskyld, det er alt sammen min skyld." Blair skulle bare have ladet ham være da han gik fra hende, det var altid hendes skyld.

''hvad mener du? Jeg gik selv derind.'' sagde han og gispede kort over smerten fra hans nederste ribben.

Blair så ned i jorden. "Men jeg drev dig derind." Hvis hun bare havde lavet ham forduffte og lade vær med at tænke på ham ville han have klaret sig langt bedre og Blair havde ikke noget at bekymre sig for. Men Blair ville aldrig kunne lade ham gå og glemme alt om ham.

''beklager at du har det sådan, for det er ikke tilfældet..'' sagde han stille. Han begyndte at gå igen.

Han bed sammen igen, da det sveg.

Blair så efter ham et kort øjeblik. Hun gik i modsatte retning og prøvede at glemme alt der var sket. Hun ville ikke huske noget som helst, han virkede så ligeglad med hende lige pludselig. Så kunne hun også være ligeglad med ham.

''Blair, kom nu med..'' bad han da han så at hun vendte ham ryggen.

''vi har vist en del at snakke om..'' sagde han stille

Blair blev stående et stykke tid. Han forstod virkelig at forvirre hende. "Jeg kan ikke finde ud af hvad du vil. Det gør mig virkelig forvirret." Sagde hun uden at vende sig. Blair børstede en hårtot væk fra hendes ansigt og vendte sig om.

''kom nu bare... jeg forklare når vi er hjemme..'' sukkede han en smule frustreret

Blair havde brug for en forklaring, så hun måtte vel gå med ham for at få den forklaring. "Okay." Sagde hun og gik hen til ham.

Han så på hende og gik mod sit hus.

Han vidste ikke hvordan han skule forklare sig, men han måtte jo finde ud af det hen af vejen