Tell me it's all gonna be okay? - Sean

t: omkring halv et om natten
s: rotten root - det vilde svin
v: udenfor er det tåget og iskoldt.
o: en masse fulde mænd, nogle mere end andre.
p: sort top, en skindjakke udover, stramme jeans og stiletter.

Det hele virkede så underligt. End ikke en uge inde i det 'nye' år, og allerede nu virkede alle som om de havde fået syndsforladelse for alt de havde gjort andre.
En ung mand sad og sendte hende blikke, mens hun tøvende stirrede ned i koppen med varm chokolade.
Hendes snehvide hår hang løst ned over hendes skuldre og ned mod lænden. Det skjulte det store blå mærke hun havde i nakken. Hvad mærket var kommet af, og hvordan, vidste hun ikke selv. Men det var vel bare ulempen ved at få de blackouts.
Hun så op på den unge mand, der uden tvivl ville have hendes opmærksomhed.
''Kan jeg hjælpe dig?'' spurgte hun, en smule uinteresseret. Mænd sagde hende ikke længere noget, langt fra. De eneste mænd i hendes liv, var Sean, Elyas og Dean. Og da Dean ikke længere var en del af hendes liv, og Sean heller ikke virkede til at være det - hvad skulle hun så med mænd?
Manden skulle lige til at åbne munden, men forsvandt hurtigt igen. Ingen havde regnet med at få noget fra Dany, ikke længere. Hun var... Forandret.
Hun var vred meget af tiden. Vred eller bange. Hendes smil var få og til tider også livløse. Hun nød de simple goder, som jagt og sex, men selv det gav hende ikke livsglæden tilbage.

Efter flere år, var det gået op for hende. Hun havde været en hundehvalp, en snottet hvalp der rendte i røven af en hun forgudede. Hun havde elsket ham, hun havde gjort alt for ham, men... Hvorfor elskede han så ikke hende?
Svaret var jo simpelt nok: han elskede en anden. Han kunne simpelthen ikke elske hende, for han var allerede hovedkuldsforelsket i en anden. Og det var forståeligt.

''Hey, Bambi! Hvad siger du til en omgang hygge hos mig?'' råbte en af de yngre mænd.
Man kunne se hvordan de andre mænd - dem der kendte hendes reaktion - nærmest krøb sammen.
Men hun rejste sig bare, og gik hen til manden.
''Kan du se den her finger-?'' hun holdte sin langefinger oppe.
''det er mit svar.'' svarede hun bare, inden hun gik ud af kroen, og satte sig udenfor - op af muren. Den samme mur hun havde siddet forfrossen op af dengang Sean havde hjulpet hende første gang.
Denne gang sad hun der bare, og stirrede. Hvor længe ville der ikke gå, før hun egentlig kunne komme videre i sit liv? Eller ville hun til evig tid sidde, som kvinden der mistede kærligheden i sit liv, sin søn og sin familie?...

/Så dystert....//

Han havde en tendens til at glemme der både havde været jul og nytår. Grunden var nok han ikke selv holdte noget af det, havde ikke gjort det i alt for mange år. Det var tidspunkter hvor det var nemmere at tømme folks huse for godter og udnytte de fulde folk og deres gavmildhed. Men ellers holdt han det aldrig. Hvorfor skulle han? Han havde ingen at holde det med, ingen familie og aldrig rigtig nogle venner han ønskede tæt på sig en hel aften af gangen. I stedet sad han derhjemme og arbejdede, gjorde op med rapporter, økonomi og andre ting angående klanen. Og nu var tiden så overstået og hans tjenere var kommet tilbage for at arbejde, efter at have holdt lidt ferie og højtider hos deres familie.
Elyas havde haft svært ved at vænne sig til at han ikke holdt det. Han havde tvunget ham til at spise lidt risalamande, som han havde lavet.
"Hvorfor træne så meget, når der aldrig er nogen pris? Hyg lidt, slap lidt af onkel. Det er også sundt" og så havde hans nevø smilende stukket en ske med grød i munden. Sean havde bøjet sig, omend tøvende. De havde ikke udvekslet gaver.

Krigen mod undeads var dødet hen. Folk var stadig bange og man kunne stadig møde dem uden for bymuren, men det var som om...han bare var forsvundet, havde trukket sig tilbage, af en ukendt grund. Så Sean tænkte ikke særlig over dette længere, medmindre han udnyttede det til nogle forretninger.
Denne nat var han ude og gå. Han var iklædt nogle lette sko, sorte bukser og en sort trøje, samt en kappe. Det hele varmt tøj, i denne vinter. Det mørkebrune hår strittede til alle sider. De mørke øjne kiggede mest ned i jorden, nogen gange op i luften. Han tænkte sjældent over Neph længere. Hun var bare væk, han havde slet ikke set hende og han havde oplevet det så ofte, at folk bare forsvandt fra ham, at han ikke gad opleve smerten ved det, men bare ignorerede de overhoved havde været der.
Armbåndet, dog, dinglede stadig om hans håndled. Som det altid havde og altid ville gøre.
De levede i en middelalderlig verden. Med enkelte specielle teknologier, der gjorde man næsten kunne have en normal tilværelse, hvis man kom fra jorden. Enkelte syersker kunne næsten efterligne tøjet fra jorden. Men det var stadig et plus at kunne gemme sig i mængden og ligne indbyggerne, hvoraf de fleste var klædt i almindelig tøj, ofte i dæmpede farver og lidt løs. Ingen gik sådan set med stilletter.
Derfor var der også mange der så Daenerys, som hun sad der midt på jorden, op af den kolde mur og så sur ud. Som hun lignede en lille pige...Som havde klædt sig ud. Sean genkendte hende selvfølgelig, men grundet tanken om at hun var væk og selv havde ønsket sig det, var det næsten som at se en fremmed. Han fik løst til at gå ind på kroen.
Så det endte med at han gik forbi hende, smed nogle mønter som var hun en tigger, før han gik indenfor. Det havde ikke for at været ond. Det var af flere grunde. For det første så hun ikke ud til at klare sig særlig godt. For det andet, var det i håb om at hun fattede hentydningen, at hun sad og lignede en tigger, helt forkrummet op af muren og burde se og lette sin røv og skabe sig et liv. Og for tredje, for at vise at han dog genkendte hende, men intet havde at sige.

Hun vidste godt at Sean havde set hende.
Det havde hun regnet ud allerede da han smed mønter foran hende.
I et tøvende øjeblik overvejede hun at gå ind og give ham dem tilbage, men hvad hvis det var drt han ville? Hvis han nu bare ville have hende til at opfører sig som den tigger hun tydeligvis lignede.
Hun rejste sig, og gik ind til ham, inden hun lod mønstrene glide ned i hans bukselomme igen.
Hun havde lyst til at sige at hun aldrig ville have haft hans penge. Men ville han tro det?
"Ellers tak Sean..." Sagde hun stille, tydeligt at hun følte sig en smule såret.
Hun sukkede og prøvede at se på ham.
"Haft en god jul?" Spurgte hun stille, for ikke at virke som en fornærmet tøs.
Hun savnede ham faktisk... Meget.

Han havde sat sig op ved baren og bestilt en øl. Bare en almindelig øl, lige til at skylle igennem og høre den nyeste sladder hos dem der altid sad her. Han havde netop betalt for den, da han mærkede fornemmelsen af en hånd på vej ned i hans lomme. Men den gjorde ikke hvad han troede, han troede den ville stjæle, men i stedet virkede det som om den afleverede noget. Et svagt drej med hovedet fortalte ham at det var Dae, hans forhenværende søster og ven. Han havde forstået hentydningen: Lad mig være. Og nu kom hun tilbage til ham, krybende som en lille hund?
Han så kort på hende, før han tog en tår af sin drik, uden at byde hende på noget. Af en eller anden grund følte han sig sur på hende, som om han havde noget at straffe hende for. Sandheden var dog mest han stadig var forvirret angående deres...eller hendes...uvenskab. Han forstod stadig ikke helt hvorfor. Og det var endnu mere forvirrende hun nu kom tilbage. Eller hvad? Måske ville hun selv straffe ham for et eller andet. i det mindste havde hun flyttet sig fra den beskidte og kolde jord.
"Jul?" han så lidt på hende, som om han slet ikke viste hvad jul var. Hans ene øjenbryn gled lidt op, for at glide ned igen. Hans ene hånd lå afslappet om kruset med øl.
"Vi er ikke kristne i mit hjem. Jeg holder ikke jul. Hvorfor fejre en enkelt person der levede for længe siden? Der levede mange personer. Historier og rygter gør en speciel." han trak let på skuldrene. Han ville ikke virke svag ved at sige han ingen havde at holde det med. Hun skulle vide han godt kunne klare sig, selv hvis hun ikke gad ham.
"Og nu er det vel forventet jeg spørger dig om det samme?"

Hun vidste godt at hans ar vred på hende, hvad skulle hun ellers have forventet?
I et kort øjeblik overvejede hun at gå igen, men... Af en eller anden grund, følte hun at det var at straffe ham.
"Jeg forventer ikke at du spørger mig om noget som helt, Sean. Faktisk, forventede jeg ikke et svar.." Sagde hun.
"Elyas må da savne julen? Jeg mener... Han er jo fra en anden verden, hvor julen er en selvfølge. Og når så hans eneste familie og ven ikke fejre det.. Det må da tage hårdt på ham?" Hun så lidt ned. Sean virkede... Anderledes? Var det tiden hvor hun havde været fraværende. Var Alane der ikke til at tage sig af ham? Eller var det bare den Sean han nu engang ønskede at være?
"Undskyld, jeg ville ikke blande mig i dit privatliv." Sagde hun inden hun så rundt. Hun var slet ikke velkommen herinde længere, det vidste hun.

"Ærligt... Udover at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre med de penge, så ville jeg bare se om du var okay... Mens et er vel ikke min opgave at bedømme det længere.. Vi ses, Sean." Sagde hun, med et lille smil, der afslørede at hun ikke bar nag til ham. Så var hun ellers på vej om i køkkenet, hvor hun til tider enten arbejdede eller gemte sig når hun havde brug for at være den lille pige hun inderst inde var. Kromutter havde gennem lang tid ageret hendes mor. Krofatter derimod, ville ikke have andet at gøre med Dae end at betale hvad hun tjente.

Han så lidt på hende. Intet svar? Hvorfor skulle han ikke svare? Han svarede altid, var faktisk lidt for dårlig til at ignorere folk. Hvis han ikke ønskede folk var der, dræbte han dem. Sådan var det bare. Et sted...ønskede han at hans og Daes forhold kunne starte forfra, men han viste godt det ikke ville ske. Selv hvis de blev enige om det, ville det ikke ske. Hvor mange ting havde de ikke snart prøvet, for at enes bare lidt? For mange. Og de var alle fejlet. Men måske var problemet at de prøvede for meget...
Og hvorfor alle de tanker om det emne nu? Det fungerede fint sådan her. Jo færre venner han havde, jo bedre!
Stædigt vedblev han ved den tanke, mens han tog en tår af sin øl. Elyas...Selvfølgelig spurgte hun til Elyas.
"Han har det fint. Hans far er ikke kommet for at hente ham og hans mor er ikke i denne verden. Bare fordi vi ikke holder jul, betyder det ikke vi sidder i hvert vores værelse og stirre ind i en væg" svarede han roligt, men ikke med mere følelse. Faktisk var han ret kold lige nu. Præcis som han ønskede at være. Som altid skiftede han stemning, alt efter hvad han havde mest lyst til. Bildte han sig ind.
Hvorfor spørge til om han var okay og så bare gå? Men han ville ikke længere være hendes hund. Så han lod hende gå, uden at besvare spørgsmålet. Hun ønskede vel ikke et svar på det, når hun gik inden svaret kunne blive leveret. Han rettede sig lidt op og sendte hende et udefinerbart blik, før han endnu engang tog en tår af sin øl. Krofatter så kort over på ham og efter Dae, da hun forsvandt ud i køkkenet.
En sang rungede i hans hoved, havde sat sig fast. Han havde hørt den, og flere som den, hjemme på jorden og var overrasket over han stadig huskede dem. Især lige for tiden, hvor han ikke havde meget selskab, virkede det som om han huskede dem rigtig godt.
*You always wanted
people to remember you.
To leave your little mark on
society!
Don't you know your wish
is coming true today?
Another victim dies tonight*
Han lod blikket over dem der var ham nærmest. Han var kommet for en øl og lidt rygter. Hvem skulle han lytte til i dag?

Ærligt, så hadede hun Seans opførsel. Kunne han ikke snart blive lidt voksen i hovedet, og forstå, at bare fordi han valgte t noget skulle være på en måde, ville det ikke nødvendigvis blive sådan?
Men... Det var jo også hende der havde været uretfærdig.
Men stadig, det var da ikke hende, der skulle gå og være en eller anden belærende madamme. Sean var som han altid havde været, stædig.
Der var engang, hvor de havde været bedste venner, engang hvor de havde kunnet sige alt til hinanden uden det ville gøre dem noget.
Nu var det som om han var nød til at ophøje at han var en archdemon. Som om, han havde kørt på den rolle alt for længe. Den var ved at være slidt.

Jo, han havde bemærket at han ikke kunne lide at hun spurgte ind til Elyas. Men Elyas var nu engang mere hendes ven end Sean var. Sean havde... Ja, de var blevet skubbet fra hinanden. Der var sådan set ikke noget at gøre, de kunne ikke engang begynde forfra, for de havde lavet så meget lort.

Hun havde sat sig på en stol i køkkenet og stirrede tomt ud for sig, mens hun ventede på at hun fandt på noget.
Mon ikke Tristan manglede en rideunderviser?
Mon ikke der var en mand på det lokale bodega der var villig til noget?
Mon ikke, mon ikke, mon ikke. Det var alt sammen bare for at undgå den tanke der blev ved med at ulme under overfladen: Mon ikke Sean mangler en at snakke med?...

Hun rejste sig stille og så kort på kromutter som for en gangs skyld ikke gengældte blikket.
Hun vidste godt hvad der foregik, mellem Dae og Sean. De var vokset fra hinanden. De havde ikke brug for hinanden længere, eller, sådan så det ud.

Hun savnede at være shapeshifter, at kunne løbe som ulv i skovende, ingen der blandede sig. Hvorfor havde hun opgivet det, for at være sammen med Sean? Hun havde jo vidst, at han i realiteten ikke ville være sammen med hende, udover for at undgå ensomheden: den ensomhed hun nu selv stod med.

Hun så ned, sukkende.
''Jeg går ud bagved... Du ved hvor jeg er, hvis der er noget.'' Sagde Dae til kromutter, inden hun gik mod køkkendøren. Hun ville ikke tabe ansigt overfor Sean ved at skulle gå tilbage og vise hvor trist hun egentlig var.

Han var van til at få sin vilje. Han var van til at folk frygtede ham, løb fra ham eller døde i hans nærvær. Så det var også hvad han var indstillet på nu, som altid. At folk hadede ham var intet nyt. Han sørgede selv for det, trods han inderst inde ønskede de bare ville accepterer ham, se hvor forladt og uden håb han altid havde været, og redde ham fra det. Vise ham en anden vej. Men det skete aldrig. De få der lærte ham at kende, viste han kunne være venlig og ligefrem en slags ven. Men han skubbede dem altid væk. Han havde alt for længe brugt folk som brikker i sit spil, at han havde svært ved at ændre det, selv over for såkaldte venner. Hvad var venner egentlig?
Han drak ikke mere. Han rejste sig, sørgede for kappen dækkede ham, og gik ud af kroen, uden at høre det mindste. Udenfor var der koldt. En slags kulde der fik ham til at tænke på alle de vintre han havde oplevet. På hvor svært det var for ham at undertrykke den del af ham, der helst bare ville dræbe alle og charmere sig ind på alle, når Alane ikke var i nærheden. Han følte sig...som et fanget dyr. Og han hadede følelsen.
Han lod hånden glide igennem håret og lukkede øjnene lidt. Han havde så meget...Og så lidt.
Og der blev han stående og prøvede at tænke på hvad han burde gøre, lave. Var der ikke en mission hvor han skulle dræbe nogen? Eller havde han ikke en fjende han kunne dræbe? Måske havde prinsessen listet sig ud fra sit slot og han kunne bruge tiden på at forskrue hendes lille hoved...Med et svagt smil satte han kurs mod den rigere del af byen.

Hun havde smidt skoene. Hun følte sig langt mere adræt uden dem.
Hun stod kort og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun kunne besøge Elyas? Hun huskede ikke Sean nægte hende det. Så måske kunne hun bare sige Hej, og se hvordan han havde det?

Hun satte kursen mod området hvor Sean hus lå. Hun vidste ikke om han ville være der, men det var et forsøg. Hun savnede at se den del af Sean, der trådte så markant frem i Elyas.

/lidt kort, skrev fra iPad..//

Sean forsvandt ind i byen, uden at efterlade synlige spor. en mørk skygge i en mørk by. Han viste ikke helt hvad han ville. Måske bare gå rundt, se hvad der kom af muligheder og andre ting. Måske stjæle en pung af mønter, mest fordi det var tidsfordriv, end fordi han manglede mønterne.

Elyas sad derhjemme. Han havde brugt dagen på at træne og lå nu i sin seng og småsov. Han havde været i gang med endnu en kæmpe bog, som hans onkel havde bedt ham læse. Denne handlede om økonomi. Både privat og offentlig, i denne verden. Det var kedeligt, han var kommet igennem et kedeligt kapitel og var simpelthen faldet i søvn til den sidste side. Hans onkel havde så travlt med at uddanne ham i alt, som han troede han ville få brug for. Enkelte ting nød han, som at lære at kontrollerer sine evner, trods han store evne endnu ikke havde vist sig, til kamptræning. Andre ting, som at hjælpe med at lave mad og lave matematik, faldt ikke altid i hans smag. Hans hoved lå hovedpuden. En enkelt dråbe af savl sad i hans mundvige. Det mørkebrune hår, som var længere end Seans, strittede til alle sider. Han var i bar overkrop og nogle lette træningsbukser, trods han havde været i bad. Træningstøj var det han gik mest i. Han var muskuløs. Tatoveringen med Lucifers ord sad stadig på hans ene arm, med et ar tværs igennem sig.

Hun vidste hvor huset lå, og så snart hun nåede derhen bankede hun på. Hvad var det nu butleren hed? Sigmund?.. Hun sukkede, inden hun ventede på at døren blev åbnet. Hvis den da blev det. Hvis ikke, ville hun bare hoppe ind af et af vinduerne. Hun VILLE sige Hej til ham, koste hvad det ville.
Hun havde også en gave til ham, en gave Sean næppe ville kunne lide, hvis han opdagede det.

Sigmund hørte banket, der gav genlyd i den store hal. Det var mørkt, men nogle få lyst og krystaller spredte lidt lys over huset. Han skyndte sig hen til døren og løftede en lille træklods, der skyggede for et lille vindue, hvorigennem han kunne se hvem der kom. Han lod den falde på plads og låste døren op, åbnede den på klem, så de kunne se hinanden. Butleren nikkede let med hovedet som en hilsen.
"Herren er ikke hjemme" informerede han, da han jo troede hun var kommet efter Sean.

Hun rettede ryggen lidt, for ikke at ligne en hundehvalp med halen mellem benene.
''Jeg er her for at tale med Elyas.'' sagde hun, kort og fattet.
Hvis Sean havde givet instrukser om at hun ikke måtte se Elyas, ville han nok blive ret oprevet over at høre at hun dukker op hos dem uopfordret.

Hvis hun ville blive nægtet adgang, ville hun blot findet et vindue. Sværere var den ikke. Og så måtte hun vel betale erstatning hvis det kom så vidt.

Butleren kiggede lidt på hende, lidt i tvivl om hvad han burde gøre. Han viste herren ikke var gode venner med hende, men det var vel ikke op til ham at beslutte hvorvidt hun måtte se resten af husets beboere? Herren havde trods alt ikke nævnt noget om det...
Til sidst flyttede han sig og lod Dae komme ind. Han lukkede og låste døren efter hende, som de altid gjorde.
"Jeg skal meddele ham at de er her" bukkede han let. Så forsvandt han op af trappen.
Elyas hørte det bankede på døren og bad personen om at komme ind. Sigmund trådte halvt ind og nikkede let.
"En Daenerys er her, Sir. Hun ønsker at tale med dem" Elyas takkede og butleren fortrak sig.

Elyas brugte mindst et halvt minut på et sætte sig op, lidt i vildrede. Hvad ønskede Dae her, nu? Hans onkel var ikke hjemme og han viste deres forhold var...energiladet. Han følte sig en smule nervøs over hvad dette dog kunne betyde og for hvad der kunne ske. Han trak vejret dybt da han fandt en tilfældig T-shirt og trak den over sig. Nu klædt i T-shirt, træningsbukser og bare fødder.
Han forlod sit værelse og gik ned i hallen. Han stoppede halvvejs nede af trappen med et svagt smil, da han så på Dae.
"Davs"

"Davs!" Startede hun med at sige, med et varmt og venligt smil.
Dany var ikke kendt for sin venlighed, heller ikke i dette hjem. Men med Elyas, som teknisk set kunne havde været hendes nevø, var tingene lidt anderledes.
Sean og Elyas var det tætteste hun kom på en familie nu. Og med Sean så vred på hende, var der kun Elyas. Hvis Sean da tillod det.

"Hvordan går det med dig?" Spurgte hun med en rolig og blød stemme, som hvis man skulle forestille sig den i billeder, ville minde mest om flydende bronze.
"Går det godt med træningen?" Spurgte hun med et lille grin, hentydende til hans træningsbukser.

Elyas lod kort hånden glide igennem det mørkebrune hår. Det var blevet klippet, så nu strittede det kun halvt så meget som tidligere. Han så kort ned af sig selv med et svagt smil og trak let på skuldrene, da han så op på hende igen.
"Fint, tak. Jeg lever" svarede han og gik lidt flere skridt ned mod gulvet, dog uden at nå helt derned. Han løftede sine øjenbryn let, da han syntes dette virkede en smule akavet.
"Sååå...Hvordan går det med dig? Ikke for at virke uforskammet...Men hvad vil du?" spurgte han, lidt i tvivl om hvad hun mon forventede.

"Jeg ville bare sige Hej. Det er jo sjældent vi ses udenfor disse mure." Sagde hun, velvidende at Elyas egentlig nok heller ikke gad hende.
Hun trak på skuldrene.
"Det går da. Jeg er ikke død endnu. Helt, altså." Sagde hun med et lille smil.
Det lød så dumt, så dumt.
Hun kunne have landet sig selv én men gjorde det nu engang ikke.
"Men... Jg må nok hellere smutte igen, inden Sean kommer igen." Sagde hun roligt og bakkede tilbage mod døren. Om han ville stoppe hende eller ej, var. Hans eget valg.

Han trådte helt ned på gulvet, da hun ville gå, som om han havde en meterlang arm der kunne stoppe hende fra at gå. Hans arm gled lidt frem, som om han faktisk håbede på dette kunne ske, men han lod den hurtigt synke igen, for ikke at se dum ud eller blive misforstået. Han sendte hende et lille smil.
"Du...Må gerne blive. Det er sjældent, faktisk aldrig, folk kommer for min skyld. Og her kan være...Helt ensomt" sagde han en smule stille, men stadig med det drengede smil på. Hans øjne blev lidt forhåbningsfulde.
"Jeg kommer jo sådan set aldrig udenfor" tilføjede han, som reaktion på hendes kommentar om det.

Hun smilede roligt og så hen på ham.
"Hvorfor dog ikke?" Spurgte hun med et varmt smil.
"Det er ikke fordi du dør af noget frisk luft?" Grinte hun. Sean ville slå hende ihjel hvis hun lokkede Elyas udenfor, så hun lod være.
Elyas lignede sig selv, bare... Lidt mere i retningen af Sean som ung. Hun slog hurtigt tanken om at han virkede så sød ud af hovedet. Intet romantik, ikke længere, hun orkede det ikke længere.
"Hvordan går det ellers?" Spurgte hun roligt, for at sørge for at de havde noget at tale om.

Han smilte let og vinkede hende hen mod sig, som tegn på hun skulle gå med ham, hvis hun ville. Hvorfor skulle de stå her, midt i det hele, og småsnakke? De kunne lige så godt gøre det lidt komfortabelt.
"Min onkel er bange for jeg laver ballade. Jeg var jo ikke rigtig...uskyldigt, sidst jeg var ude selv. Du ved...såret i armen?" sagde han og viste sin arm frem, hvor en lyst ar gik tværs igennem hans tatovering. Det sår hun selv havde været med til at lappe sammen på ham, bagefter. Så vidt han huskede...
"Og han er bange for der skal komme nye, stykke væsner og spise mig" drillede han let og trak på skuldrene.
"Og faktisk har jeg ingen grund til at gå ud. Jeg kender ikek rigtig nogen" den sidste kommentar kom en smule stille og røbede en dybere ensomhed. en ensomhed han tacklede ved at træne så meget desto mere.
"Som sagt har jeg det fint. Læser nogle kedelige, tykke bøger for tiden" kommenterede han let og smilte igen til hende. Hvis hun gik med, ville han sætte kurs mod sit værelse, hvis ikke, ville han bare blive stående og snakke videre til hende.

''tæller jeg også som et stygt væsen?'' grinte hun, men først efter hun havde sagt det gik det op for hende hvor forkert det egentlig kunne lyde.
''Jeg mener.. eherm...'' hun sukkede.
''Jo tak, armen husker jeg. Og din onkels ophidselse over din opførsel.'' hun så på ham med et lille smil.
Hun savnede sådan at snakke rigtigt med Sean, men turde ikke. Han var sikkert stadig vred på hende.
Hun så igen på Elyas.
''Din arm er dog healet pænt, i forhold til hvordan den så ud da jeg fandt dig.'' sagde hun med et roligt smil.
Hun vidste godt at Elyas ikke tænkte over det lort de havde lavet dengang på diskoteket. Og når han ikke tænkte over det, var der ingen fare for at han gengældte hendes wannabe-følelser.
Hun gik stadig med, helt rolig. Alligevel skreg noget inde i hende at hun skulle gå igen, så Elyas ikke fik problemer.

Han lyste op i et lille grin, som fjernede det meste af hans anspændthed. Han viste at Dae og Sean ikke talte sammen, men ikke hvorfor. Og nu...Var hun på vej op på hans værelse. Hvorfor var hun så interesseret i ham? Han havde ellers en ide om at ingen rigtig brød sig om ham. Når alt kom til alt var han bare en ensom ulv. Eller dæmon, i dette tilfælde. Han lod blikket glide ned over armen, kort efterfulgt af den hånd, der løb ned over arret. Hvorfor skulle hans arm ikke være i orden? Han viste måske ikke selv hvor dybt det havde været. Han knyttede sin hånd, for at være sikker på at hans arm faktisk virkede, før han bare sendte hende et lille smil.
"Og netop derfor kommer jeg kun ud med en tilladelse" svarede han let og viste vej ned mod sit værelse. Han skubbede døren op til sit værelse og afslørede et halv stort rum. Til venstre var der et stort skrivebord, med tilhørende stol. På bordet stod en masse bøger og papir stablet om og viste hvor meget hans onkel egentlig havde sat ham til at læse. Ved siden af skrivebordet stod der en reol, nogle af hylderne var fyldte med bøger, resten af sære ting og sager, som han havde fundet eller købt sig til. Eller fået, i få tilfælde.
Til højre stod en stor dobbeltseng op af væggen, lige nu med rodet sengetøj, fordi han ikke gik op i at gøre rent. Han viste jo ikke han fik kvindeligt besøg. For fodenden af sengen stod et stort dobbeltskab, som lige nu var lukket. Lidt tøj lå på gulvet, tøj som Elyas hurtigt fik samlet sammen og smidt i en stor bunke foran skabet.
Han smilte nervøst til hende.
"Altså...undskyld rodet?" sagde han og frygtede hun ville gå, fordi han var et rodehoved.
For enden af rummet var der en dobbeltdør, hvis døre bestod af vinduer, ligesom i Seans rum. Elyas havde en mini-altan, lige nok til at kunne gå ud på og få lidt frisk luft. Bare så han ikke fik helt klaustrofobi. Nogle tunge, mørkerøde gardiner hang ved vinduerne, men var dog trukket fra.
Gulvet var dækket af et langhåret, sort gulvtæppe.
Endelig var der også en dør til venstre, tættest på værelset dør, som førte ud til hans private toilet.
"Men altså...Her tilbringe jeg så meget af min tid" smilte han let og slog ud med armene.

Hun fulgte blot med ham, og så rundt i det halvstore værelse.
Hun kunne ikke lade være med at smile over hans 'normale' livsstil. Sean ville aldrig acceptere at hun boede som Elyas. Sjusket.
Hun blev dog stående, for ikke at virke alt for påtrængende.
At sætte sig i andre folks møbler lod ikke til at være det mest høflige.
''her er rart.'' sagde hun. Ikke det bedste ordvalg, men det var sandt. Det var en rar atmosfære. Ingen lektioner i at hun var svag eller besværlig. Ingen Sean...
Pludselig kom der et stik af savn. Den rigtige Sean, hendes bedste ven, hvor mon han egentlig var nu? For dæmonen der havde overtaget var langtfra den mand hun forelskede sig i.
Det sved bag øjnene, og hun tog en dyb indånding.
Tanken om Dean. Hun bed sammen. Hun måtte tænke på noget andet.
''Elyas, hvor gammel er du egentlig?'' spurgte hun, en smule fraværende. Måske kunne hans stemme lede hendes tanker i en anden retning?... Hun sukkede stille og så på ham.
Tydeligvis påvirket af minderne, lænede hun sig op af et stykke bar væg, mens hun ventede på hans svar.

Det slog ham hvor uhøflig han havde været.
"Du må godt sætte dig!" røg det ud af ham, før han igen smilte en smule usikkert, før han selv trak en stol ud og satte sig på den, med den tanke at Dea nok hellere ville sidde på sengekanten eller noget i den stil.
Han så lidt på hende og lagde igen mærke til at det virkede som om der var et eller andet galt med hende.
Hendes spørgsmål kom lidt bag på ham.
"Jeg er 17" svarede han ligeud. Og det passede...Selv om han ikke viste hvilken forskel der var i tiden på jorden og her, burde han være 17.
"Hvad er der galt?" spurgte han

//undskyld//

Hun så på ham, og trak på skuldrene.
''Minder. Og alt for mange af dem, hvis du spørger mig.'' sagde hun stille. Hun satte sig på hans sengekant, men knapt på kanten, så langt ude at hun næsten ikke rørte sengen.
''17? tjaa, nu føler jeg mig da gammel.'' grinte hun med et varmt smil, for ikke at virke for distancerende. Gad vide, hvordan ville Dean havde set ud nu..? Hun bed sammen igen, inden hun så på Elyas igen.