Tell me it's all gonna be okay? - Sean

Han trak let på skuldrene og så lidt på hende med et lille smil. så tog han et valg.
"du virker som en der ikke rigtig kan slappe af?" kommenterede han lidt, før han rejste sig op igen. Han ville gerne udenfor, faktisk.
"Skal vi måske gå lidt udenfor? Gå lidt rundt...Vi kan sagtens snakke, hvis du vil det?" tilbød han venskabeligt.

//Har fået en ide: De går udenfor, nogen fanger Elyas og Sean giver Dea hele skylden og forlanger hun hjælper med at få ham fri? Hvis du har lyst? xD Så får de også lidt tid til at snakke med hinanden igen//

//uuuuuh, lyder som en god ide! Masser af tid til at hun kan bebrejde sig selv hvis der sker Elyas noget xD//

Hun så lidt på ham, tøvede.
Så rejste hun sig, i et moment af ren og skær trods over hendes egen lydighed i forhold til hvad Sean engang havde sagt om Elyas og deres omgivende verden. Han var ikke klar til den. Hun vidste at han ikke kunne klare det, ikke at han ikke så sådan ud.
''Lad os det! Lidt frisk luft skader jo ikke nogen.'' smilede hun roligt. Hun så lidt ned, tydeligt at hun nærmest gjorde det der var mest forbudt i hendes liv - at trodse Sean. Sean var hendes Rube. Trodsede man sin 'Rube', ville der være problemer. Somregel kom problemerne og bed en i bagdelen. Og alligevel, at trodse ham gav en sådan en rus. Hun begyndte at gå mod døren uden at vente på Elyas' reaktion.

Han var lidt overrasket. Det virkede slet ikke som om Dae var særlig nærværende, mest som om hun tænkte over en masse andre ting. Og han var derfor lidt i tvivl om det her...Men det var rart endelig at have en anden at snakke med og Sean kunne jo lide hende, så han kunne vel godt gå udenfor med hende uden der skete noget?
Han var stor nu. Han var intet barn, selv om onkel behandlede ham sådan. Selvfølgelig kunne han gå lidt udenfor! Han trak hurtigt i nogle sko og tog en kappe med sig. Det var mørkt og koldt udenfor og han ønskede ikke at fryse for meget. Han kunne ikke lade være med at smile, han glædede sig til at komme udenfor!

Lidt efter havde de krydset huset og var på vej ud af døren. Og lidt efter igen, stod de på gaden. Elyas havde trukket den mørkebrune kappe om sig, så den nærmest skjulte ham, med undtagelse af hovedet. Hans blik gled over bygningerne og i et øjeblik lukkede han øjnene, da han nød den kolde luft mod hans ansigt...Og resten af hans krop. Han følte sig mere fri!
Han kunne ikke lade være med at smile afslappet til Dae, som om alt ikke kunne være bedre. "Lad os gå lidt rundt. Jeg vil se lidt af det hele..." han var allerede begyndt at gå, uden at tænke over det mystiske i at andre, mørke skikkelser også gik på gaden. Nogle af Seans fjender havde holdt øje med huset. De fleste, der kendte Seans hus, dræbte han, men han kunne ikke altid vide hvem der gjorde det. Disse havde været meget tålmodige og ville finde en måde at skade Sean på...Og nu var denne unge dreng kommet udenfor, ret uforsigtig.
Elyas regnede bare med det var andre folk, der nød at være udenfor. Han fornemmede først i sidst øjeblik, at noget var galt. De greb fat i ham og trak ham ind i nogle små sidegader, for at komme væk fra Dae. De bandt en sæk om hans hovedet og bandt hans hænder sammen, inden han overhoved nåede at opdage hvad der var sket. Han strittede imod...Kun for at blive slået i hovedet. Bevidstløs slæbte de nu af sted med ham, mod et ukendt mål...

Sean var på vej hjem. Han var mere rolig nu og ville bare gerne slappe lidt af, måske sove lidt.

Hun var to skridt bag ham, hele tiden.
Lige med undtagelse af, da hun havde trådte i noget der føltes som en spids sten.
Hun for sammen, og løftede foden for at se hvad det var. Rigtigt nok, en meget spids lille sten, der havde gravet sig op i hendes hæl. Da hun atter så op, var Elyas væk. Først grinte hun, en smule nervøst.
''Ha-ha-ha, dér fik du mig Elyas..!'' hun så rundt, og afventede svar.
''Kom bare frem, du har vundet!... Elyas..? Elyas!?'' hun begyndte nu at lede panisk efter ham, men det lod til at være ligegodt umuligt at finde ham.
''Elyas, for fanden! Det er altså ikke sjovt længere!'' hun var så panisk - så nervøs - at hendes mælkehvide hud nu var grålig, hendes øjne blodskudte helt igennem, hendes hjørnetænder var frit fremme.
''Elyas McGivens! Kom så frem!'' hun ledte og hun ledte, men forgæves.

Han havde givet sig god tid til at gå hjem. Han forventede ikke at Dae var der, hvorfor skulle hun det? Når de nu ikke kunne kommunikerer eller være gode venner. Han regnede ikke med at hun ville opsøge Elyas. Han havde været ligeved at stikke nøglen i låsen, til døren, da han hørte Daes stemme, ikke så langt derfra. Han undrede sig, hans øjenbryn gled sammen i undren. Han skiftede mening, proppede nøglen tilbage i lommen og gik over mod lyden, til han fandt Dae rende forvirret rundt og...Kalde på hans nevø?!
"Deanerys!" Han ville vide hvad der skete og han ville vide det nu.
"Hvad sker der dog? Hvad er det med Elyas?"

Hun reagerede ikke allerførst. Han havde aldrig kaldt hende det før. Hun havde altid været Nephthys for ham. Men det var hun åbenbart ikke længere.
Hun stod der bare, målløs, i omkring et halvt minut, inden hun rystede på hovedet.
''Han ville gå en tur...! Jeg vidste jo ikke..! Og nu kan jeg ikke finde ham!?'' man kunne se panikken i hendes blik, da hun igen så kort på ham.
Hun rystede igen på hovedet, og begyndte at gå rundt og lede efter ham. Hun var ikke bange, hun var skrækslagen. Sean ville flå hende, Elyas var væk og det var hendes skyld...

Hun havde jo skiftet navn og det var på tide han kaldte hende ved det navn, som hun ønskede at blive kendt under. Han vedblev at se på hende, mens han ventede på en forklaring. Dae var i den grad helt forvirret og bange, han kunne se det på hende. Og han mærkede usynlige reb, der bandt sig om hans brystkasse. han var lige ved at tage fat i hende og ruske hende, da hun endelig sagde noget. Det hun sagde, var åbenbart en kommando til rebene om at klemme hårdere. Han mærkede hvordan hans vejrtrækning nærmest blev ikke-eksisterende, mens han hjerne allerede forestillede sig de værste ting. Selv om han ikke viste det så meget i hverdagen, var Elyas begyndt at betyde for meget for ham...Som var det hans egen søn.
"Hvad mener du med væk?!" forlangte han at vide.
"Fortæl mig hvad der skete, fortæl mig hvor han er!" forlangte han og gjorde det eneste, han kunne gøre. Lade det gå ud over Dae. Hans overraskelse, vrede og frygt gled ud ham i en stemme, der hævede sig til vrede ord, rettet mod Dae som små piske. Han kunne ikke stoppe sig selv, hans hånd fandt hendes arm og ruskede hende foran ham, som kunne han ryste Elyas ud af hende.
"Du var ikke engang inviteret hjem til mig, alligevel kommer du til mit hjem, snakker med min nevø og tager ham med udenfor! Velvidende alle de ting der kan ske, og nu siger du han er væk?!" man ikke ikke stole på hende. Alt, som havde hende involveret, gik galt. Alt! I et øjeblik overvejede han at dræbe hende. Få hende og den smerte, hun gav, væk. Men til sidst slap han hende.
"Du har bare at finde ham til mig!" forlangte han. Hans øjne var sorte som natten, hans udtryk koldt og vred. Han var ikke til at forhandle med.

Hans ord gjorde ingen gav for hende, og få sekunder efter hans udbrud gjorde hun det eneste hun kunne; hun svarede igen med næb og klør.
''Jeg burde ikke bede om tilladelse til at se mine venner, Sean!'' hun så på ham og man kunne se hendes tårer blev større og større.
I et kort øjeblik så hun det hun vidste han tænkte. Han gennemgik scenariet for at slå hende ihjel. Hun stivnede.
''Sean McGivens...'' sukkede hun, et suk der var så opgivende, så livløst.
''Selvfølgelig hjælper jeg med at finde ham. Han er min ven.'' hun så på ham endnu engang. ''Men du må selv forklare ham, hvorfor jeg ikke kommer og besøger ham længere. Hvorfor jeg ikke vil være i nærheden af en dæmon der er selvhøjtidelig og ignorant, at han overvejer at dræbe en der ofrede sit eget og sin søns liv for ham.'' hun spyttede ordene i vrede, såret. Han var gået over stregen, hun havde blot besøgt hendes ven, men Sean havde nu understreget at han ikke ville se hende igen.
Hun begyndte at gå, uden at sige mere. Om han gik med eller ej, var hun kold overfor. Hun ville ikke længere være i nærheden af ham - ikke når han var mere dæmon end ven nu.

Som om hendes ord havde en virkning. I virkeligheden, da han hørte hendes såret stemme, jublede hans indre over den smerte hun måtte føle ved dette. Godt, kvindemenneske, mærk den smerte du spreder omkring dig! Han havde opgivet hende. Han så hende ikke som en ven, en elsker eller søster. Han så hende som et irritationsmoment.
"Han er ikke din ven. Du tror du elsker ham og kalder ham derfor din ven. Du kan ikke lide tanken om at du faktisk er så alene, som du går og føler dig. Elyas er min nevø, mit ansvar, og han bor i mit hjem. Selvfølgelig skal du bede om lov til at se ham! Og selv hvis jeg ville gå så langt, som give dig tilladelse til at se ham, har du netop ødelagt dine chancer. Alle, der kommer i nærheden af dig, kommer til skade!" Han så vredt på hende. Som en mur, hun ikke kunne trænge igennem. Hendes ord gjorde slet ikke skade på ham...Alt det gjaldt om, var Elyas.
"Jeg er ligeglad med hvad du har gjort. Men hvis du ikke finder Elyas til mig, slår jeg dig ihjel. Så er det ikke længere bare en overvejelse" snerrede han.
Da hun bare gik i en tilfældig vej, blev han, om muligt endnu mere vred. Viste hun måske hvilken vej de skulle gå? Eller prøvede hun at flygte fra sit nye ansvar? Det plejede hun jo...
Til sidst gik han efter hende, endte med at gå lige ved siden af hende, men uden at sige noget. Om de gik den ene eller den anden vej, lige nu, betød ikke så meget.
"Så du hvem der tog ham?" spurgte han

Hendes første tanke var at gå sin vej. Bare lade det hele gå. Han var gået over stregen, alt for meget. Kilometer over den streg der havde været mellem dem så længe.
Hun overvejede dernæst at bede ham rende og hoppe. Men at efterlade Elyas ville ikke være fair - de var jo venner... Ikke?..
Men hun ville ikke mere, hun ville ikke høre på Seans raseri.
Derfor gjorde hun hvad hun var bedst til - forholdte sig tavs. Hun ville end ikke se på ham. De var kvit nu, var de ikke? Han havde taget Dean fra hende og nu havde hun åbenbart taget Elyas fra ham.
Hun tog mod til sig, uden mere at sige end: ''Hvorfor får du det ikke bare overstået?'' Hun havde virket så livløs længe. Hun havde jo intet tilbage, så han kunne jo lige så godt bare slå hende ihjel... Hellere det, end at vide at han ikke ønskede hende i nærheden af sig - eller at hun ikke måtte se Elyas. Hun havde ikke tænkt på Elyas som kæreste eller andet i den dur. Han var hendes ven, intet andet. Han kunne aldrig blive andet.

Han var selv tavs. På enkelte tidspunkter bukkede han sig ned eller stoppede op, hvis han syntes han så noget, et spor eller en person. Hvordan skulle han dog lede efter Elyas, når de bare gik på må og få? Det var slet ikke organiseret. Han burde fortælle sin klan det og lade dem hjælpe til...
Hans tanker blev forstyrret af Dae. Han så kort på hende og var først i tvivl om hvad hun dog nu rablede om...Før han trak på skuldrene.
"Du så ham blive slæbt væk. Du kan være nyttig" svarede han kort, lige så meget uden følelser. Han havde slet ikke lyst til at føle noget, længere. Og han var blevet ganske god til at skubbe folk væk fra sig igen, som han havde været til at samle dem i første omgang. Og det var rart, afstanden kendte han og gjorde alt lettere. Faktisk morede tanken ham, om at hun var død.

Til sidst stoppede han op midt på gaden og så sig omkring. Han ville ikke vise det, men han viste ikke hvad han skulle gøre, specielt ikke med Dae på slæb.
"Og du var sikker på det var denne vej de gik?" han spurgte neutral, mest fordi han havde brug for de begge var rolige, til at finde drengen igen.

En mand kom gående ud af skyggerne. Han virkede meget nervøs, man så ud til at komme direkte hen mod dem. Han stoppede op lidt fra dem og virkede som om han ville sige noget. Sean så lidt på manden.
"Vi har...vi har drengen! Vi har din svaghed! De røde øjne ønsker at forhandle. Drengen for fred. De ønsker at gøre, som de vil, i byen uden at blive jagtet af dig og dine!" De røde øjne. Det var sandt, det var hvad de kaldte sig.
Manden var på vej væk igen, da Sean løb frem og greb fat i ham.
"Er du en af dem? Ved du hvor de er?" forlangte han at vide og rystede ham mindst lige så meget, som han havde rystet Dae.

Havde han tilbragt tid sammen med hende efter hun var flyttet, ville han havde vidst at hun ikke længere havde brug for en storebror, kæreste eller far. Hun havde brug for sin ven, men ham havde hun ikke længere heller. Hun var alene.
Han ville ogs havde vidst, at hun var begyndte at træne med gamle venner igen. Hun jagtede ikke længere, men hun lærte hurtigt hvordan hun skulle lirke sig ind i folks sind. Folk, hvis sind hun ønskede at se. Seans var en undtagelse. Hun ville aldrig så meget som overveje det. Hun havde ikke været tilstede dengang med Dean, dengang Sean slog ham ihjel. Og hun ville heller ikke vide hvordan det skete.
Hun skulle til at svare ham, da hun så manden. Hendes første indskydelse var lokkemad.
''Det hjælper ikke at ruske sådan i ham. Manden kan jo knap nok få et ord over sine læber, sådan som han ryster i bukserne over for den store farlige dæmon.'' hun bed ikke af Sean, men hun vidste at han så sig selv meget højtideligt. Måske var det på tide at få ham til at indse, at han havde enten mistet Alane eller drømmen om at blive en Archdemon uden Dany.

Hun tog fat i Sean.
''Hvorfor lader du ikke manden tale ud, inden du får et føl på tværs?'' hun var godt træt af hans opførsel, og hun regnede med at det var gengældt.

Dae irriterede ham en hel del. Igen følte han en stor trang til bare at dræbe hende, som han altid gjorde med ting, han ikke kunne få til at makke ret.
Åh hun skulle bare vide...Hvor forvirret han faktisk var. Og hvor hungrende han havde været efter en ven, en person der ville accepterer og snakke med ham, være der for ham, som han for den. Og sådan havde han også en gang tænkt om Dae...Men så havde de blandet søskendeskab og kæresterier ind i det og pludselig var det hele ikke til at skille ad. Han viste ikke længere hvor han skulle placerer Dae, men han viste hun ikke kunne lide ham. Lige som alle andre. Så det var nemmere bare at gøre hende til en fjende, end risikerer mere smerte eller tvivl. Så det var hvad han gjorde, skubbede hende så langt væk som muligt.

Han skubbede hende væk fra sig, da hun tog fat i ham. Han overvejede at slå hende. Men til sidst slap han manden.
"Du når ikke et stikke af, hvis det er hvad du planlægger..." manden virkede skræmt. Hans ben rystede...Det var tydeligt han ikke var i stand til at stikke af, ikke lige nu.
"Hvis du er så fuld af ideer, så værsgo! Det hele er din skyld alligevel" han viste hun prøvede at ramme ham på hans stolthed, det gjorde alle. Så han var ved at være ligeglad. Det var ikke længere så fornærmende som det havde været. Så han lagde bare armene over kors og så på Dae og manden, ventende på hun gjorde noget ved det.

Hun så kort på den stakkels mand som Sean nærmest havde lemlæstet.
Derefter så hun på Sean.
''Det er ikke min skyld, Sean.'' sagde hun, denne gang opgivende. Hvad han end troede, havde hun ikke lokket hans nevø med udenfor, han ville selv ud og gå en tur.
''Jeg forstår at du hader mig - det kan jeg ikke bebrejde dig. Det er ikke gengældt, men sådan er det jo.'' hun så nu igen på den forskræmte mand.
Hun gik en til ham, roligt.
''Hvem er De Røde Øjne?'' spurgte hun manden, roligt. Der var intet truende i hendes stemme, der var nærmest intet overhovedet. Hun så hen på Sean, kort.
''Hør her, den dreng betyder utroligt meget for mig. Kunne du overveje at lade mig tale med De Røde Øjne om en byttehandel?'' Sean havde intet at skulle have sagt i den sag. Ikke længere

Han ignorerede hvad hun sagde. Han havde ikke tænkt sig at falde i flere af hendes fælder, det eneste hun var ude efter var at manipulerer rundt med ham og snylte på ham. I stedet lagde han blot armene over kors og så på dem. Hendes søde ord...Skulle det kunne lokke noget frem fra manden? Hun kunne jo lige så godt lade manden løbe og så ville de være lige kvit! Hun var alt for blød.
Manden så ud til at stamme noget uforståeligt, før han tog en dyb indånding.
"Slår i mig ihjel?" lød hans svar først. Sean smilte svagt, truende. Manden så kort på ham og nikkede så kort.
"Jeg ved ikke...Ikke...De kom bare slæbende med ham! Jeg ved ikke noget...Virkelig...Manden sagde jeg skulle finde ham..." manden pegede på Sean
"...Og sige disse ting. Og at han kunne finde en at forhandle med, ved springvandet, om en time" manden så ud til at ville græde.
"Jeg lover, det er alt jeg ved!" udbrød han og faldt på knæ, som bad han om nåde.
Sean så kort på manden. Denne ynkelige mand. Et typisk menneske. De forstod ikke at holde sig i live, kun på at snylte og være irriterende. Sean så over på Dae.
"Han er dit problem. Vil du dræbe ham eller lade ham leve? Vid at han hurtigt kan løbe tilbage til de andre og advare dem" hans stemme var neutral nu, hans øjne kolde og hårde som en mur om vinteren. Det var tydeligt han mente manden skulle dø.
Manden så lidt på dem...
"Men jeg har sagt alt jeg ved! Lad..Lad...Mig leve...Jeg troede..." Sean afbrød ham
"Du spurgte om vi ville dræbe dig. Ikke om hvornår" Og manden blev tavs, mens han afventede sin dom.

"du tog imod ordre, desværre var det ikke det klogeste at gøre." sagde hun stille efter at have set på Sean. Hun sukkede, og man kunne se hvor meget dette gik mod hendes natur. Hun så nu undskyldende på manden inden hun placerede en hånd på begge hans kindben og vred til. Det højlydte smæld fra mandens nakke lød kort, inden hans krop faldt livløs om.
"springvandet, om en time." hun så på sean.
"jeg går ud fra at du kan klare resten selv?" han ville jo slet ikke have hende i sin nærhed, så lige nu var det en prioritet at forsvinde.
Hun savnede den gamle Sean. Hun hadede det, at det var blevet sådan her.

Et tilfreds smil gled over ham, da Dae, tydeligvis uden ligefrem at elske det, vred nakken rundt på manden. Han gik over og daskede kort til manden med en fod, for at være sikker på han var helt død og ikke længere ville bringe problemer. Nu måtte de væk herfra, inden nogen forbandt dem til forbrydelsen. Hans mørke blik gled over til Dae med et svagt smil.
"Nej" svarede han kort, først uden at ville forklare hvorfor...For han havde ingen grund...Han ønskede bare ikke hun gik. Men det var åndssvagt og han vidste det godt: Selvfølgelig ville hun skynde sig væk fra ham! Det gjorde alle. Så han eneste valg var at tvinge hende til at være nær ham.
"Du skal gå med. Det kan være en fælde og hvis det er, er det bedre at være flere end kun en" ikke fordi han ikke var stærk nok...
"En der kan tage deres opmærksomhed og en der kan stikke af med Elyas, hvis han overhoved er der. Hvis det sker, vil jeg have de tager Elyas...Og skynder jer direkte hjem til mit hjem. Ingen omveje, ingen bagtanker...Så skal jeg nok personligt jagte dig" kommenterede han, før han gjorde tegn til om de skulle til at gå derhen. Han ville nødig komme for sent. Bekymringen for Elyas hamrede stadig i hans bryst, selv om han mente han var god til at skjule det. De røde øjne...Skulle elimineres. Dette var ikke måden han forhandlede. Han forventede at efter i aften...Ville der ikke eksisterer nogen af dem længere.

Sean havde tydeligvis ikke fattet hele pointen.
''Der er ingen grund til at jagte mig, Sean. Jeg sætter ikke Elyas' liv på spil for at vise dig at jeg ikke er bange for dig.'' sagde hun inden hun begyndte at gå med ham.
Var det ikke gået op for ham, at hun savnede ham?
''Så snart Elyas er hjemme igen, så skal jeg nok skride.''
hendes ord var... forladte. Det var som om hun ikke længere havde mere at sige, ikke til ham.
Faktisk, havde hun været så ensom siden Sean have droppet alt kontakt mellem dem. Hvad var der egentlig sket?

Mens de gik, fulgte en skygge dem var tagryggene. At hun kunne mærke nærværet af den eneste ven hun havde, var en smule betryggende.
Seans kølige afstandstagen til hende, havde fået hende til at føle sig kold og grå. Så hun ikke også sådan ud?
Lockheart sprang, fra tagryg til tagryg, for at følge med dem mod springvandet.
Hun ville snakke med Sean, men hun kunne ikke. Hvad skulle hun sige?
'Undskyld, jeg vidste ikke at dine fjender ville bortføre den eneste familie vi har.' - Nej. For det var ikke 'deres' familie. Det var hans.
Hun var ikke længere en del af familien. Havde hun nogensinde været det?
Hun vidste ikke længere, hvad Sean ville med hende... Udover at slå hende ihjel.
''Det hele ville være meget bedre, hvis han bare tog mit liv nu.'' sagde hun, nærmest til sig selv.
Var det ikke også sandt? Hun var ikke længere i stand til at holde sig selv i live.
Hun jagede ikke, hun spiste sjældent, hun gemte sig i lejligheden. Hun havde prøvet for første aften i en evighed at få lidt socialt input, og havde igen stødt på Sean.
Hun kunne ikke klare det længere, langt fra. Hun ville bare... dø.

Hendes ord gjorde ham tavs. Han fornemmede en skygge og kiggede op, kun for at opdage en først ukendt skikkelse. Blev de forfulgt, var der en fjende efter dem? I et øjeblik blev han anspændt...Så i et hop, mellem to huse, genkendte han skikkelse. Lockheart, den lille drage. En drage, hvis selskab havde været ganske behageligt, så...
Ja.
Han kiggede ned igen, kun for at høre mere af Daes ulykkelige hvisken for sig selv. Fattede hun da slet ikke at det var de tanker og følelser der fik ham til at skubbe hende væk? Hun var altid negativ, altid så trist og ked af det. Altid troede hun at hun bare skulle dø og aldrig tillod hun sig selv at være den mindste smule glad. Til sidst havde han ikke orket at prøve længere, ladet misforståelse være misforståelse, da han egne skygger kravlede tættere og tættere på, for at forvandle ham til den dæmon, han for lidt tid siden havde købt sig til at være.
Han trak vejret dybt, men uden direkte at sukke. Hvad skulle han stille op med hende? Hun ville ikke tage imod hans råd, hans hjælp. Det viste han, for det havde hun gjort ganske klart, næsten siden de havde mødt hinanden. Aldrig ville hun tage imod noget fra ham. Hun ville altid tro hun bare skulle dø og ikke være god nok, uanset hvad han sagde. Så...Der var intet han kunne gøre. Og i stedet for at blive ked af det, skubbede han det og hende væk fra sig, så godt han kunne.
"Til hvad nytte? Selv hvis jeg ønskede dig tæt på mig, ved jeg hvad jeg kan forvente. Flere misforståelser, flere skænderier, flere tidspunkter hvor du aldrig vil modtage noget jeg giver dig, flere tidspunkter hvor jeg skal høre på dine selvudslettende ord..." kommenterede han kort og afslørede i et øjeblik at han faktisk havde tænkt over det. Og så satte han farten lidt op, for ikke at risikerer at snakke for meget om det. De ville snart være ved deres bestemmelsessted og så kunne han få Elyas sikkert tilbage. Elyas...Men nok ikke Dae. Denne gang måtte det da være ødelagt.

Hun var opgivende. Det vidste han også godt. For lige meget hvad hun gjorde, havde hun følelsen af at hun ikke var god nok. Hun havde været en nasser hele sit liv sammen med ham. Hun havde ikke opnået én enkelt ting uden at skylde ham noget for det.

Ærligt, havde hun end ikke lysten til at forklare sig. Hun vidste at han ikke ville forstå hende. Hvorfor skulle han også det? Hun var jo umulig - ikke?
Hun vidste at han måtte savne hende, bare lidt. Det var som om de var dele af hinandens liv, uden rigtigt at være det. Som om de var hinandens skygger. Hun rystede på hovedet af sig selv og hende tanker - det var jo latterligt.
Hun stoppede op lidt fra springvandet. Hun havde ikke ytret ét ord siden Sean endelig kom til at åbne lidt op. Hun ville ikke sige mere - aldrig mere.

Hendes nerver var allerede i laser. Hun ville springe hylende op hvis en myg landede på hende.
Alligevel, så hun rundt, for derefter at se på Sean. Der var ikke nogen, var der? Der virkede så forladt?...

Lockheart sad på en tagryg og stirrede på dem, mest på Sean. Selv Lockheart savnede ham. Dae havde snakket om en byttehandel. En ærkedæmons nevø for en vampyrinde og en drage? Det lød i hendes øre ikke som en særlig god byttehandel, men måske ville det virke?
Men kendte hun Sean ret, ville han ikke lade dem der skadede Elyas overleve. Aldrig i livet.

Sean sagde heller intet, ville ikke opildne til det skænderi, han viste der ville komme ud af det. I et øjeblik overvejede han, endnu en gang, hvordan deres forhold kunne være gået fra kærlighed til had. Men valgte så at lade emnet ligge. Sket var sket og det ville aldrig ændre sig. Han ville ikke ændre tingene, som de var nu, velvidende at han ikke orkede at bruge mere energi på hende, når hun ikke satte pris på det.
Han lænede sig op af springvandet, hvor vandet klukkede let. Himlen var overskyet og der ville ikke gå forfærdelig lang tid til solen stod op, men stadig nok til at de ville nå at gøre dette færdigt. Han lod en finger glide over vandoverfladen. Vandet var koldt.

endelig skete der noget. Nogle skyggerne nærmede sig. På et tidspunkt stoppede de op, men to af dem begyndte at komme direkte over til dem. De stoppede op på den anden side af springvandet og i et øjeblik var der helt stille, mens de studerede hinanden. Så fornemmede Sean at den ene mand smilte let og han gav sig til det samme.
"Jeg som troede du ville komme alene" lod den lidt hånlige stemme. Manden mente åbenbart han havde en fordel og kunne være flabet.
"Du kender vores krav! Giv os dit svar. Må vi eksisterer i byen, gøre som vi vil, til bytte for drengens liv?"
I et øjeblik svarede Sean ikke.
"Jeg vil se ham først" Han kom ikke med nogen trusler eller lovede noget. Blot at han ønskede at se sin nevø.
Og det fik han lov til. Manden knipsede og mændene, der var stoppet lidt væk fra dem, kom trækkende med en dreng imellem sig.
Elyas' øjne skinnede i mørket, et stykke stof forhindrede ham i at sige noget. Umiddelbart så han ikke ud til at lide overlast. Hans blik gled fra Dae...Til Sean. De bad Sean om at hjælpe ham. Og Sean formåede næsten ikke at holde sig rolig, selv om det dog lykkedes.
"Løslad ham"
Men nu var Seans held løbet ud. Manden smilte blot svagt.
"Du er ikke i en position til at forlange noget. Først skal du love os en ting...Og så kan vi løslade ham"
De stod på den anden side af springvandet. Og dem med Elyas stod lidt længere væk. Han skulle være hurtig og heldig for både at slå dem ihjel og nå Elyas, inden de gjorde ham noget. Han stod tænksom i lidt tid.

Dae så ned. Skulle hun afsløre overfor Sean, hvad hun havde lært mens de var adskilt? Han ville hade hende for det, og aldrig tale til hende igen, men måske var det en lille chance for at redde Elyas?
Hun ville ikke skubbe ham væk, ikke nu..
Hun sukkede, og så kort op mod Lockheart.
Hun kunne ikke hjælpe, hun var jo ikke specielt nyttig i dette foretagende.
I et kort sekund overvejede hun ikke længere hvad hun skulle gøre. Hun lod Lockheart overtage. Den halvstore drage, på størrelse med en stor ulv, udsendte et øredøvende skrig, der kunne gøre alle døve i flere minutter. Han sprang fra tagryggen og landede bag Sean og Dae, hvor han stod parat til at flå den første og den bedste.
Han var vokset, siden Sean havde siddet med ham i skødet. Og så snart Elyas var i sikkerhed, ville Lockheart blive lille og nuttet igen - og Dae ville besvime og være ukontaktbar i Guderne måtte vide hvor lang tid.

Hun så undskyldende på Sean, mens man tydeligt kunne se hvordan det tog på hende - både mentalt og fysisk - at holde Lockheart i hans nuværende form.
Han skulle bare vide hvor meget hun ville gøre for ham. Men han ville næppe tro hende.

Hun stirrede nu tilbage på Elyas. Han ville nok næppe se hende igen, efter dette. Hvilket ville være fair nok. Det måtte hun respektere.

Sean blev overrasket over at dragen pludselig var der. Også fordi han slet ikke troede dragen var i nærheden. Dette forklarede hvem han havde set på tagene. Men Lockheart var større end han kendte ham og virkede så...frygtindgydende, at Sean i et øjeblik overvejede om den ville spise ham. Var Dae i samarbejde med hans fjender nu? Det skulle ikke undre ham...
Han trådte et skridt væk fra dem, men kom i tanke om hans fjender også var bag ham. Han drejede sig, så han først og fremmest havde front mod manden og hans nevø. Han kunne alligevel ikke slås mod dragen, om ikke andet...Han valgte at håbe at Dae ikke ønskede ham død lige nu.
Dragens tilsynekomst og brøl trak sin opmærksomhed. Sean lagde ikke mærke til Daes blik, da han trak en dolk og sprang frem. Inden nogen nåede at gøre noget, stod Sean henne ved de mænd, som holdte hans nevø. Selv hvis dragen også ville spise dem, ville han flygte med Elyas eller slås, hvis nødvendigt. Han dolkede den ene mand ned og hev Elyas til sig,inden den anden mand kunne gøre noget. Et par mænd begyndte dog at omringe dem, for at skade dem. Han hev stoffet ud af Elyas mund. Elyas havde kigget overrasket og en smule skræmt på dragen, derefter på Dae, da det havde virket som om der var en kontakt...Da det gik op for ham at det var Lockheart. Det fik ham til at tvivle på hvor godt det var han brugte tid med Dae...Ville hun skad dem? Han blev hos sin onkel. Sean løsnede hans hænder og gav ham en dolk, før de stillede sig ryg mod ryg for at slås sammen. Hvad de aldrig havde gjort før.

Hun stod der bare, mens Lockheart med et hurtigt svip med sin hale, fik væltet to der var på vej hen mod dem.
Som om hun nogensinde ville holde med Seans fjender.
I et kort øjeblik fik Dae lidt selvkontrol, og fik kommanderet Lockheart til at tage sig at dem der endnu ikke var nået ti Sean og Elyas. Selv gik hun hen til dem, og greb en af de mænd der var tættest Elyas, og flåede ham væk ved at flå ham i den smule hår han havde.
Hun vidste at Sean ikke længere stolede på hende, men måske ville han tro hende fremover, efter dette? Hvis der da blev mere...

Lockheart havde travlt, men som en drage der kunne spy ild, havde han en fordel. Hans gab åbnede sig hvorefter ilden i korte blæs sprudlede i ansigtet på tre eller fire mand.
Lockheart blødte fra siden, voldsomt. Men han var langtfra færdig med at beskytte hvad han så som familie. Dog fik ham ikke meget mere at skulle have sagt, for han faldt om af udmattelse, mangel på blod, da der ikke var flere omkring ham.

''Er du okay?'' Dae's stemme var... ikke bekymret, mere... konstaterende. Hun havde brug for, at Elyas konstaterede at han klarede den, inden hun ville forsvinde. Dog havde hun stadig travlt. Hendes hjørnetænder var fremme og borede sig kort ind i struben på en mand før hun lavede et hårdt knæk med nakken og manden faldt om.
Hun turde ikke se på Sean. Ikke endnu.

/emnet er afsluttet med en aftalt slutning//