Vores liv vikles ind i hinanden. Også spøgelserne. (Alane)

S: Skiftende. Skoven, Alanes barndomshjem, Seans nuværende hjem...
O: skiftende. Træer, buske. Huse.
T: Sen eftermiddag
V: mørkt. Koldt. Det trækker vist op til uvejr...

De havde aftalt at mødes i udkanten af skoven. Mest fordi Sean ikke kendte skoven nær så godt som Alane, faktisk næsten ikke, og han ikke ville rende rundt, fare vild og få forfrysninger. Eller hvad der nu end ville ske. Skoven var stor og hvis man ikke fulgte stierne, endte man nemt et forkert sted...Medmindre man havde sin egen, private guide. Sean var så privilegeret. De var gået fra byen, både ham og hans nevø Elyas. Han havde aftalt med Alane at hun kunne flytte hjem til ham og det havde hun sagt ja til, denne gang føltes det mere rigtig end det havde gjort før. Han glædede sig til at se hende næsten hver dag, til at sove med hende. Han havde spurgt Elyas om det, men han havde intet haft imod det. Huset var alligevel så stort. Vinteren var kommet, men der var endnu ikke kommet så meget sne. Hvilket var sært for denne årstid. Dog var der stadig koldt, derfor de begge var klædt i mørke, varme klæder. Sean i nogle vinterstøvler, varme bukser og en varm trøje. Elyas i noget næsten magen til. Han var gået med, fordi Sean havde bedt ham om det. Så kunne drengen komme lidt ud fra huset og byen, samt hjælpe med at bære Alanes ting.

Han havde hørt folk snakke om der ville blive snestorm. Her havde man ikke nogen vejrudsigter, men folk kunne se op på himlen og fornemme hvilket slags vejr det ville blive. Sean måtte give dem ret - Himlen så mørk ud, det var blevet værre og værre hele dagen. Det var begyndt at blæse lidt op, en isende vind. Men intet så slemt endnu, at de ikke kunne gennemføre flytningen. Skoven rejste sig som en mur foran dem, mørk og kold. Der var stille, lidt for stille. Man kunne stadig risikerer at møde levende-døde, men de var næsten helt forsvundet nu. De stoppede op det aftalte sted. Elyas trampede let i jorden, mens han sendte skoven nogle tvivlende blikke.
"Skal vi derind?" spurgte han og så på sin onkel. Sean nikkede.
"Hun kommer om lidt. Jeg sagde vi ville være her ved sen eftermiddag" svarede han roligt og sendte sin nevø et betryggende smil.

Alane havde sidder oppe i træets askegrå krone, kronen var helt bar men man var ikke umiddelbart en man lagde mærke til, man skulle kigge op for at se hende og det var sjældent folk kiggede op. Hun var gået med til at flytte sammen med Sean men det var ikke alle hendes ting hun flyttede hen til ham, hun ønskede stadig at have det hun kaldte for sit hjem. Desuden havde hun en ret vigtig ting at fortælle ham, hun vidste ikke om det ville have betydning for fremtiden men uanset hvad skulle det frem nu. Da de nåede frem hoppede hun lige så let og elegant ned foran dem og landede elegant på jorden foran dem, et skævt smil spillede på hendes læber. Selvom hun nu havde boet hos Sean et stykke tid havde hun aldrig rigtig mødt Elyas. I forhold til dem bar Alane næsten intet tøj, et par sorte bukser, læderstøvler og en slags hættetrøje der stoppede lige under hendes bryster men sad til så der ingen farer var for at noget der ikke skulle vises blev vist. Det fremhævedes hendes barm og mælkehvide silkebløde hud. Alane var en slank og umådeligt flot pige, man kunne se hun gjorde noget ud af at holde sin krop. Man kunne se hendes tatovering der snoede sig op af hendes side. Bandagerne havde hun smidt for længst og de blå mærker var også forsvundet. Hendes lange hvide hår var sat op i en høj hestehale bortset fra pandehåret.

Hun lod let øjnene glide over Sean og så over Elyas. "Hej med jer". Hendes stemme var musikalsk og dejlig at høre på men havde også en lettere hæs undertone som havde hun ikke fået nok søvn eller havde grædt meget længe. Et smil lå dog over hendes læber som hun betragtede de to. Selvom hun ikke havde særlig meget tøj på så hun ikke ud til at fryse men hun var jo også vant til det og ejede ikke rigtig noget varmt tøj, det var svært når man ingen indtægt havde.


//Billede af tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Bare se bort fra håret samt skoene) //

Det overraskede ikke Sean synderligt at hun kom hoppende fra træerne. Selvfølgelig gjorde hun det! Han havde måske ventet at hun ville komme gående, men dette var mere Alane. Hendes tøj så ud til at være koldt, men hun så heller ikke ud til at lide nogen nød. Han kunne ikke lade være: Han nærmest slugte hende med øjnene, mens han sendte hende et skævt smil.
Elyas var lidt mere i vildrede, teenager som han var. Han følte sig tiltrukket af Alane, ren kropsligt og samtidig var det vildt sært at se Sean opføre sig som en forelsket hane. Den rolle troede han aldrig at hans onkel ville tage og her var de så! i et øjeblik følte han sig lidt udenfor.
"Hejsa. Jeg tog min nevø, Elyas, med" smilte Sean let og gjorde en gestus mod Elyas, som nikkede til hilsen med et drenget smil.
Sean lagde godt mærke til det. Som om...Hun havde grædt eller lige var stået op. Mest af alt virkede det som om noget var galt og han fik en dårlig fornemmelse af det hele. Måske skulle han ikke have taget Elyas med alligevel.
"Er du sikker på du vil det her?" spurgte han en smule gennemtrængende. Troede først og fremmest det var fordi hun ikke ville bo sammen alligevel.

Der var da sket en forbedring ved hendes påklædning siden sidste vinter, hun bar for en gangs skyld sko det føltes stadig forkert men grundet det dårlige udfald sidste vinter havde hun besluttet sig for at gøre det. Hellere bære skoene end at lide døden grundet kulden men denne vinter så dog slet ikke ud til at blive som sidst. Alane lagde godt mærke til Seans sultne blik som hans øjne gled over hendes krop og hun kunne ikke lade være med at smile skævt som hun kiggede på ham. Men nu hvor han havde taget sin nevø med skulle der ikke være noget af den slags. "Jamen hej med dig Elyas, jeg hedder Alane", hun rakte hånden frem mod ham med et af sine dejlige smil på læberne. Hun betragtede ham stille. En stærk ung mand ligesom Sean, mon ikke han havde haft en finger med i spillet.
Hvis Elyas tog hendes hånd ville han mærke hendes silkebløde hænder, dog godt nok kolde. Men det overraskende var at hendes hænder ikke var den mindste smule rug selvom hun nu lavede de ting hun engang lavede. Hun ville give hans hånd et blidt klem og så ellers slippe den igen. Da Sean snakkede gled hendes opmærksomhed automatisk over på ham og hun sendte ham et forsikrende og beroligende smil. "Ja da, ellers havde jeg slet ikke sagt ja til det". Hun vidste godt hvad han refererede til men det havde intet med ham at gøre men han skulle nok få det af vide så snart de havde muligheden for at være alene. Den kom nok når de nåede huset. "Nå men skal vi komme afsted? Det ligger alligevel et godt stykke inde i skoven". Hun kiggede på dem begge med et smil på læberne som ikke helt nåede øjnene men dette ville man kun se hvis man kiggede meget godt efter.

Elyas trådte et skridt frem og tog hendes hånd. Hendes hænder var så bløde og en smule kolde. Hånden nærmest gled fra ham, da de slap hinanden igen.
"Godt at møde dig" hilste Elyas høfligt. Han syntes ikke Alane virkede som en der boede i skoven hele tiden. Hun virkede...alt for fin til det. Han sendte sin onkel et hurtigt blik.
Sean nikkede let til hende, men havde stadig en fornemmelse af noget var galt, at noget ikke var som det skulle være, men han kunne ikke sætte finger på hvad det var. Men vis der var noget han havde lært gennem tiden, så skulle det nok blive afsløret til sidst. Han gjorde en let gestus mod skoven, som til at hun skulle vise vej.
"Ja, lad os komme af sted. du viser vej" smilte han roligt.

Alane havde brugt meget af sit liv på at studere menneskerne der boede i Doomsville, det var primært sådan hun havde lært at tale, hvordan man opførte sig men hun havde været naiv og det havde også kostet hende. Rent underbevidst lod hun fingerne glide over to ar der var i den side hvor tatoveringen ikke var. Det lignede mest af alt et meget forvokset vampyrbid men i virkeligheden var det fra en af kæmpeslangerne der boede her i skoven. Sajro var den person der havde gjort hende opmærksom på virkelighedens rigtige farver. "I lige måde", Hun kiggede på ham og sendte ham et smil før hun kiggede over på Sean som gjorde gestus til om de skulle gå. Roligt vendte hun rundt og gik ind i skoven, Alane fulgte ikke stierne men gik bare, skoven var hendes domæne hvis man kunne sige det. Hun bevægede sig gennem skoven med ekspertise og elegance, det var som om skoven flyttede sig for hende, gennem de snævre krat fik hun ikke en rift men vidste lige hvor man skulle gå.
De gik i en times tid gennem skoven hvorefter de kom til et sted der var omgivet af høje klipper og bakker, roligt gik hun gennem en lille passage som førte til hendes hjem. Dette område var fuldstændig uberørt af necromanceren og resten af skovens askegrå farver. Her voksede grønne træer og der var liv, ingen dyr godt nok. Let vendte hun sig rundt og kiggede på Sean og Elyas, "Velkommen til mit barndomshjem".

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Bare uden møblerne udenfor samt de hvide skoder er en mørk træ farve //

De gik i lidt tid, til skoven begyndte at forandre sig. Det hele var lidt sært, lidt ude fra...det realistiske. Han havde troet de tog hjem til hende for at hente hendes ting...Boede hun ikke i et telt i skoven? Hun havde aldrig nævnt et større hus. Som også så overraskende tomt ud, ubeboet. På en måde.
Sean stoppede op og lod de mørke øjne glide over husets facade, begroet af efeu og andre planter. Efeu var giftigt, viste han, og kunne vokse ind i murene. Elyas stoppede også op og gav endnu mere udtryk for sin forvirring, ved at se direkte forvirret ud.
"Såå..." prøvede Sean, men han viste ikke helt hvor han skulle begynde. Han så lidt på hende og sendte hende et lille smil.
"...Kan vi ikke lige skrue tiden tilbage? Jeg ved vi er nået det punkt hvor vi skal diskuterer vores livshistorier med hinanden...Men jeg er lidt forvirret lige nu. Skulle vi ikke hjem til dig? Eller besluttede du simpelthen at lade os de dette først?" spurgte han og gik lidt nærmere, et par skridt, mens han så op mod huset igen. Der var en...sær fornemmelse over det. Også det.

Hun kiggede på ham og så så væk. Selvfølgelig ville han ikke kunne lide det og have nogle tanker anderledes end de andre hun havde vist sit barndomshjem. Alane vendte ryggen til dem og gik tættere på hvorpå hun satte sig på verandaen med benene dinglende ned over vandet. Alane løftede blikket da han begyndte at tale og sendte ham et lille smil. "Jo jeg boede i teltet før men som du sikkert selv ved fik jeg det aldrig med mig da jeg flyttede ind hos dig, det er blevet raseret af de uddøde, der er intet tilbage af alle de ting jeg havde der. Dette er mit barndomshjem hvor jeg boede med min mor, far og bror før vi blev jaget fra hus og hjem, jeg er så mere eller mindre flytte herind igen så dette er mit hjem, mit første hjem og mit nuværende hjem". Hun rejste sig op og kiggede rundt. Hun havde stadig ikke fortalt Sean meget omkring hendes familie, men det samme gjaldt jo for ham. "Detg har stået tomt de sidste 12 år cirka så der er meget arbejde der skal gøres og det er ikke klart til at bo i over en vinter men jeg agter at få det fikset". Der var kun to andre udover Sean og Elyas der havde set hendes barndoms hjem, Jacob som faktisk havde mere eller mindre brudt ind og så Sajro men sidste gang de havde været der og faktisk også sidste gang hun havde været der var hun blevet kidnappet og det var det hun ville fortælle Sean når tiden nu engang var rigtig. Roligt gik hun hen til dem og så på dem begge med et dejligt smil.

Han studerede hende, mens hun talte. Hans blik gled igen og igen over huset. Elyas blev stående lidt bag dem, da han ikke mente dette var noget han skulle blande sig i. Men også han lod nysgerrigt blikket glide over huset og dens omgivelser.
Sean gik hen til hende med et svagt smil, da hun talte. Han lod hånden glide op og ned af hendes bare ryg, for at vise det var okay. Han havde intet imod det. Han havde bare ikke vidst det. Han nikkede let til hendes fortælling og så op på huset igen, før han så smilende på hende.
"Det viste jeg ikke. Det er et fint hus. Hvis du ønsker det kan jeg godt hjælpe med at få det sat i stand, når vinteren er overstået" foreslog han. Han viste ikke om det var et projekt hun helt selv ville eller om hun ville modtage hjælp, hvis folk tilbød den. Selvfølgelig skulle de heller ikke forblive boende sammen, det havde han jo godt vist indeni. Han havde arbejde inden i byen, ville slet ikke vide hvad han skulle lave i skoven, og Alane havde det bedst herude. Det var jo bare for vinteren og til de værste undeads havde trukket sig tilbage. At være sammen, men alligevel skilt.
"Skal vi gå ind? Jeg er nysgerrig" smilte han og sendte sin nevø et blik, for at være sikker på han var med og okay.

Hun kiggede på ham med et smil, Alane nød hans kærtegn, det var godt nok kun lidt beroligende nussen på ryggen men det var rart at beroligende. Det ar ved at være lang tid siden de havde været intime men det gjorde ikke Alane noget, jo selvfølgelig savnede hun det men det var ikke det der definerede deres forhold. Deres forhold stak dybere end det følte hun selv i hvert fald. "Det er ikke fordi jeg ikke vil blive boende hos dig efter vinteren men det er altid rart at have noget jeg kan kalde for mit hvor jeg kan tage hen hvis du for eksempel er væk på en længervarende mission og så har huset her også en sentimental værdi for mig, derfor vil jeg gerne færdigøre det som mine forældre aldrig fik lov til". Sajro havde også tilbudt hjælp og hun havde taget imod den og det samme ville hun gøre fra Sean. "Det må du meget gerne og Elyas du skal også være velkommen her. Hvem ved, måske bliver du træt af ham her", hun kiggede på Sean med et drillende smil hvorefter hun gik hen og åbnede døren for dem, den var ikke låst, det var den aldrig. Her kom jo alligevel ikke nogen og hun kunne sagtens forsvare sig selv, det nød hun i hvert fald at bilde sig selv ind og hun kunne da også til et hvis omfang.
Det var rigtigt, Alane havde brug for naturen, ellers ville hun blive sindssyg, hendes krop havde brug for den, det var egentlig ved at være længe siden hun havde forvandlet sig hvilket kunne ses på hendes udseende. Tænderne var blevet mere spidse som en ulvs, men kun de fire hjørnetænder samt hendes øjnene var begyndt at få et kraftigere gulligt skær. "Kom indenfor i to", hun kiggede på dem igen med et smil på læberne.

At hun snakkede om noget, han lige havde tænkt over, var sært. Han havde oplevet det før, med hende, og hver gang overvejede han om hun på et eller andet punkt kunne læse tanker eller sindsstemning. Måske havde hun bare gættet sig til det eller følte hun måtte forklare det. Det var også lige meget...Det var fair nok. Han kunne under alle omstændigheder ikke holde hende for sig selv. Elyas smilte lidt af hendes dril. En smule genert, derfor sagde han ikke så meget. Men han nikkede let og så hen på sin onkel.
"Det sker" svarede han let. Sean sendte ham et svagt smil. Han var lidt hård i sin opdragelse af ham, men det måtte han accepterer. Livet var ikke nemt.
Sean lod Elyas træde ind først og til sidst ham selv, lige i hælene. Han lod straks blikket glide over omgivelserne, interesseret i hvad Alanes fortid gemte.
"Jeg går ud fra du allerede har pakket de ting du vil have med?" spurgte han og så lidt på Alane.
"Jeg vil gerne hjælpe. Du skal bare sige hvordan, om det re muskelkraft, forsvar eller penge" kommenterede han også. Hvem ved? Det kunne måske være helt hyggeligt at være herude en varm sommerdag.

Hun havde kunnet mærke det på ham, nu var hun trods alt rigtig god til at læse folk samt snog dem omkring hendes lillefinger, den sidstnævnte brugte hun dog sjældent. Alane kunne ikke lade være med at smile over Elyas' generthed, det var nu lidt sødt, gad vide hvor gammel han egentlig var? Meget yngre end hende selv kunne han vel ikke være. Hun kiggede på Sean med et af hendes dejlige smil som han gik forbi hende blinkede hun drillende til ham og sendte ham et kærligt men også lettere frækt smil. "Så vid du er velkommen her hvis det er". Hun kiggede over på Elyas som hun selv trådte ind og lukkede døren efter sig, ikke fordi der var stor forskel på at være inde eller udenfor, pejsen var ikke tændt eftersom de ikke skulle være her over længere tid. Husets indretning mindede meget om hvordan hendes telt havde set ud, indrettet meget i stamme stil, tribal og der var også en del vodoo ting rundt omkring hvad angik forbandelser og ophævelser af dem samt ingredienser og sådan noget. Alane var trods alt urtekyndig og kunne lave en god del sager som kunne heale sår, få ar til t forsvinde eller ting der hjalp mod smerter og sådan noget. Udover drømmefangerne og diverse stamme ting var huset indrettet med en gotisk victoriansk stil som på en eller anden måde passede godt sammen. Det var dog meget få områder af huset der var færdig, køkkenet, soveværelset, badeområdet også stuen som var halvt færdigt. "Ja det har jeg, de er ovenpå". Hun gjorde en gestus mod trappen for enden af gangen, en snoet vindeltrappe hvor en slyngplante voksede op af gelænderet. I stuen over pejsen hang der et billede, et billede af en smuk kvinde med langt glat rødt hår, hun havde et mørkegrønt stykke stof der hvor øjnene ville være, ved siden af hende stod der en lige så høj ung mand, stærk bygget med blondt pjusket hår og livlige grønne øjne. Ved siden af ham stod der så en høj, meget muskuløs mand med blondt hår sat som Seans og de samme grønne øjne som den unge mand havde, denne mand holdt en ung pige, ikke mere end fem år gammel, pigen havde langt rødt hår og grønne øjne, den lille pige var tydeligt Alane man hun havde ændret sig meget gennem tiden. "Det lyder dejligt, det er altid godt med nogle med muskler til at slæbe de tunge ting. Hun sendte ham et drillende smil og gik så ind i stuen. Hun stoppede et øjeblik hvor hendes øjne fæstnede sig på billedet men derefter gik hun hen og hev gardinerne fra, i et af vinduerne var der tre små huller i ruden som om nogen havde skudt bedøvelses pile gennem ruden. Hendes øjne gled over Sean og Elyas hvis de var fulgt efter hende ind i stuen.

Han smilte let og spillede kort med musklerne for at drille hende. Elyas himlede med øjnene. han havde aldrig set sin onkel sådan og han var ikke sikker på han brød sig om det. Det var...ulækkert. Som at se sin mor og far dyrke sex. I et øjeblik blev han trist, ved tanken om sine forældre der var hjemme på jorden. Men så lod han blikket glide over dette...sære hus. Og det tog hurtigt hans opmærksomhed. Han kunne ikke lade være med at lade hånden glide over nogle af tingene eller prikke til andre.

Sean sendte ham et skarpt blik.
"Pil ikke ved noget. Det næste du ved, er du ligger på gulvet i kramper eller med biller ud af næsen!" formanede han ham, måske en anelse overbeskyttende. Men drengen skulle vide at her fungerede magi meget bedre end på jorden og at det kunne være farlige sager.
Han lod dog også selv blikket glide over disse fascinerende ting. Personligt gik ham hellere ud og plukkede nogle urter, end at gå til lægen. Derfor viste han også mere om urter, end folk troede. Det var dog ikke en visdom han pralede af, selv om han regnede med at tage Elyas med ud til skoven til sommer, så han også kunne lære om dem.
Sean gik med ind i stuen og lod blikket glide over billedet. Der var noget foruroligende over det. Noget...koldt. En kold brise...Han drejede hovedet. Og opdagede at kulden nok mere kom fra vinduet der var ødelagt. Han lod kort blikket glide over Alane...
"Elyas...Går du ikke ovenpå og slæber hendes ting ned i gangen?" spurgte han og så på sin nevø. Nevøen kiggede skiftevis på dem, så trak han let på skuldrene.
"Ayay!" mumlede han og forsvandt lidt efter op af trappen.

Sean, som havde fraskrevet sig den ellers kolde fornemmelse han havde fået, så igen på Alane et øjeblik. Da der ikke længere lød slæbene trin på trappen, sagde han endelig noget.
"Du holder noget hemmeligt" smilte han let.
"Du minder om et barn, der hele tiden vil sige noget, men venter fordi denne ikke tror det vil høres" han så lidt på hende og håbede hun ville fortælle ham hvad der var sket her.

Hun kunne ikke lade være med at grine let over det, latteren var ikke hånene men kærlig og fyldt med glæde dog kunne hun ikke indgå at se væmmelsen eller hvad man end skulle kalde det der gled gennem Elyas' øjne. Måske han ikke var vant til at se sin onkel sådan og han havde i virkeligheden nok heller ikke lyst til det og det var vel kun forståeligt, hvis hun havde en onkel ønskede hun nok heller ikke selv at se dette så mon ikke det var bedst enten at lade være eller at holde det på et minimum når han var til stede? Et smil gled over hendes læber som hun så hvordan Elyas nysgerrigt kiggede på hendes ting og ganske uskyldigt pillede ved nogen af dem. Hendes blik flyttede sig dog hen på Sean da han kom med sin reprimande. "Bare rolig, jeg har ikke noget der kan dræbe folk eller skade dem voldsomt herinde, de ting holder jeg bare lås og slå". Hun sendte Elyas et dejligt smil og kiggede så på Sean igen.

Alane havde stået i sine egne tanker i de tid hvor hun havde kigget på billedet, alle minderne og hvad der var sket havde fløjet gennem hendes hoved og havde det ikke været for Sean der snakkede havde hun nok stået i sine egne tanker endnu. Hun løftede blikket hen på Elyas og sendte ham et taknemmeligt smil, "Tak, soveværelset er oppe for enden af gangen". Hun kiggede på ham som han forsvandt op af trappen og kiggede så tilbage på Sean da han begyndte at snakke. Nervøsiteten meldte sig, hvordan skulle hun dog få det sagt hvordan ville han dog ikke reagere? Let pillede hendes slanke fingre ved en løs tråd i hendes trøje. "For ikke så lang tid siden viste jeg mit hjem til Sajro... Under besøget blev vi angrebet, hvem det var ved jeg stadig ikke helt men det havde nok noget med sagen at gøre at vi jo begge er raceledere. Jeg ved lederen var en stor halv-ork". Smerte gled over hendes ansigt, øjnene blev lettere våde og et bittert smil gled over hendes læber som hun et kort øjeblik kiggede ud af vinduet men rettede så opmærksomheden tilbage på Sean. "Under tilfangetagelsen blev vi begge tortureret, han værre end mig", endnu engang kom der en lille pause og hendes blik faldt ned på hendes fødder, "Sean... Jeg blev voldtaget og jeg ved ikke om jeg er gravid eller ej". Hendes stemme kom som en hvisken og nogle få tårre gled ned af hendes kinder. Nu var katten ude af sækken, nu måtte hun vente og se hans reaktion. Let skævede hun op på ham.

Elyas forsvandt ovenpå. Huset var overraskende stille. Kun den svage lyd af træ der gav efter, hvor han gik, eller når vinden tog fat i huset. Altså de sædvanlige lyde, som gamle huse kom med. Der var koldt og han skuttede sig let i sit tøj, mens han fandt vej ned gennem gangen, for at finde soveværelset. Han kom snart derned og gik indenfor. Nogle tasker stod klar til at blive bøjet nedenunder, men i et øjeblik kunne han slet ikke bevæge sig, ikke tage den første taske for at bære den nedenunder. Det var...så underligt i dette rum. Som om...Noget eller nogen viste han ikke var Alane og han derfor ikke var velkommen der. Det var en tosset tanke, det viste han godt, men det virkede alligevel som om nogen eller noget var i rummet med ham. Han vendte sig rundt i en pludselig bevægelse, da det virkede som om nogen stod lige bag ham. Der var ingen. Han prøvede at ryste det af sig, rystede på hovedet for at klare tankerne, da han rakte ud efter den første taske.

Imens stod Sean nede i stuen med Alane og lyttede til hvad hun sagde. Sajro...Denne mand han ikke kunne stole på. Han havde aldrig brudt sig om ham, men blev nød til at ignorere det for Alanes skyld. Og nu...Nu var han måske skyld i at hun kom endnu mere til skade. Hun var jo knap nok kommet sig før hun blev overfaldet igen! Og så i dette hus, som hun ville bo. De kunne jo komme tilbage når som helst!
En følelse af at være nyttesløs angreb ham og naglede sig fast. Den lod sig ikke ryste af. Han var der aldrig når Alane havde brug for hjælp. En svag jalousi ramte ham. For det var Sajro åbenbart!
Alt dette lod sig ikke umiddelbart se i hans ansigt. At han var bange for at miste hende, men at hun aldrig tillod ham at hjælpe. At hun skulle have lært at beskytte sig selv af Tristan, men det hjalp åbenbart heller ikke, hvordan skulle han nogensinde kunne slappe af nu?! En ork...Der var ikke så mange orker og slet ikke hernede, trods det var i skoven. Nogen måtte have sendt dem, måtte de ikke?
Tortur...Han var ikke så ked af at Sajro var blevet ramt. Men tanken om at Alane var blevet det gjorde ham kold.
Den sidste ting...Han kunne slet ikke forstå ordene. Han kunne slet ikke forstå deres mening eller hvilken betydning de havde. Han kunne ikke...Overkomme mere af det. Skulle det gøre så ondt at føle?
Han opfangede hendes tårer. Skønt han havde tænkt og følt så mange ting, var der knap nok gået et minut. et føltes som et år. Han mærkede sin krop bevæge sig, da han søgte hendes nærvær, ville lægge armene om hende for at trøste hende, for uanset hvad de sidste ord havde betydet, havde hun brug for trøst og støtte i dette. Ikke en sur, gammel dæmon.
Og alligevel kunne han ikke vriste den følelse af sig, at han var ved at miste hende...At hun gled fra ham...
Han måtte jo heller aldrig være i nærheden af dem! Af dem han elskede, ville de alle helst bare lades i fred og ikke have hjælp eller beskyttelse på nogen måde! Han blev vred på sig selv, som han blev vred på orker og på Sajro. Et iskoldt, ødelæggende vrede. Han mærkede selvkontrollen slippe mellem hans fingre...

Alane lukkede armene omkring i det øjeblik hun mærkede hans omkring hende. Tårene løb nu frit ned af hendes kinder, hun holdt dem ikke tilbage mere. Sajro havde virket så ligeglad og så kold. Aldrig havde hun oplevet den side af ham før men det var også lige meget nu. Det vigtigste var at Sean var hos hende nu, hun følte sig altid sikker i denne dæmons arme selvom det måske lød dumt, at stole på en dæmon men det gjorde hun nu engang. "Jeg er bange", det var ikke mere end en hvisken mod hans brystkasse, "Jeg har hele mit liv bildt mig ind at jeg kan passe på mig selv og at jeg ikke havde brug for hjælp men jeg har jo været dum, jeg har været blind". Hun kiggede op på ham, hendes øjne fortvivlet og man kunne se frygten i dem. "Hjælp mig Sean...". Hun ønskede et øjeblik bare at være en lille hjælpeløs pige som ikke kunne passe på sig selv, en som havde brug for at blive passet på. Det hele var blevet lidt for meget. Et svagt hulk kom fra hende som rystede hele hendes krop. Hendes skuldre rystede svagt, hun havde ikke sovet de sidste nætter, hun havde været bange for at sove men det kunne da heller ikke passe hun skulle være bange for at sove. Et øjeblik stoppede gråden, hun kunne næsten mærke kulden, vreden emme af ham. Let løftede hun blikket og kiggede op på ham, tårene lå stadig i hendes øjne men lige nu løb der ikke flere.

Soveværelset var stort, det var nærmest delt op i to sektioner, delen hvor hendes seng stod var hævet lidt op for resten af rummet, godt nok kun et par trin som den lille trappe med tre trin viste. Den del som var lavest indholdt en pejs samt en sofa og et bord. Nogle våben hang på væggen over pejsen, ikke mange og primært daggerts men også en yderst flot buen samt et pilekogger der godt nok var tomt. Der var en vindeltrappe i hjørnet hvor vinduerne var, vinduerne var store men dækket af nogle tung mørke gardiner som resten af husets vinduer også havde været dækket af som om hun var bange for noget hvilket hun jo egentlig også var.

Sean mærkede hendes spinkle, men stadig stærke, krop mod sin. Den var overraskende kold, noget han mærkede igennem sit varme tøj. Uden at tænke yderligere over det trak han sin kappe af og lagde den om skuldrene på hende, så hun kunne holde varmen. Og, måske, psykisk føle sig mere i sikkerhed. Hun havde virket så stærk, men alligevel havde der været noget i hendes øjne på hele turen. Noget...
Han kyssede hende oven på hovedet og lod hende snakke. Han havde...Aldrig troet han skulle høre de ord. De ord. Af en eller anden grund fik de ham til at indse hvor meget han faktisk elskede hende. Han fik endelig lov til at prøve at beskytte en af dem han holdt af, selv om det også gav ham et skræmmende ansvar. Et ansvar han ikke havde haft længe, ud over Elyas. Det varmede ham, at hun faktisk stolede på ham og ønskede han hjælp og beskyttelse.
Trods vreden, der stadig dunkede i hans ører, fik han lokket et lille smil frem. Han klemte hende lidt hårdere ind til sig, uden at mase livet helt ud af hende.
Han lagde en hånd på hver side af hendes ansigt og så lidt på hende, tørrede nogle af tårerne væk med sine tommelfingre. Så kyssede han hende blidt, ømt, intimt.
Bagefter så han igen på hende.
"Du er en stærk kvinde. Du kan sagtens klare dig selv. Er du måske ikke stadig i live? Tror du din race ville have valgt dig, hvis de ikke syntes du var stærk nok?" han sendte hende et lille smil.
"Men jeg vil hjælpe dig. Så meget det er mig muligt..." tilføjede han. Det måtte hun ikke være i tvivl om.
Han lod blikket glide forbi hende og hen til hullerne i vinduet. Prøvede at forestille sig hvad der var sket og hvordan han mon kunne undgå det. Først og fremmest måtte han hjælpe hende med at forsvare huset, hvilket krævede flere ting. Tykkere vinduer, for en start. En tyk dør, med jernnagler, så den ikke bare kunne sparkes op...For let. Og med en solid lås. Ekstra flugtvejr. Hans tanker var allerede ved at planlægge disse ting, trods han endnu ikke nævnte dem for hende. Han var ikke sikker på om hun ville bryde sig om dem, selv om de ville gøre han bedre kunne slappe af, når hun var alene i skoven.
Han ville prøve at finde de ansvarlige, men end til da måtte han støtte hende og beskytte hende.
Midt i alt deres fælles elendighed, lød der et skrig. Elyas'.

Hun kiggede op på ham da hun mærkede den tunge men varme kappe blive lagt omkring hende, hans varme som han afgav hang stadig i den hvilket fik hende til at putte sig ind mod den men også ind mod ham. Alane virkede et enkelt øjeblik helt genert og nervøs. Burde hun have sagt det, havde det været for meget, havde det været for tidligt. Nej sølvfølgelig havde det ikke det. Det kunne aldrig være for tidligt at indrømme at hun ikke helt kunne klare sig, helt hjælpeløs var hun dog ikke og det vidste hun også. Men til gengæld kunne hun ikke klare alt. Uden nogen protest lod hun ham løfte hendesansigt blidt op så han kunne placere hendes læber mod hans. Let gengældte hun kysset og lagde sin kærlighed i det samt gjorde det intimt og personligt. Alane kunne ikke lade være med at smile blidt da han brød kysset og begyndte at snakke. Hun kunne mærke hun blev helt varm omkring hjertet, det var så rart at vide han ville være der for hende, beskytte hende men at det ikke gjorde hende svag i hans optik heller. "Tak Sean, det betyder meget for mig. Jeg har altid skulle beskytte mig selv og nu er det rart at vide at du er her til at hjælpe mig".
Hendes øjne fulgte hans blik og så at han kiggede på vinduet, "Giftpile blev skudt herind og derved bedøvede os så vi ikke kunne kæmpe imod". Hun kiggede tilbage på ham med et svagt smil men det forsvandt i samme sekund som hun hørte Elyas' skrig.
Det ene øjeblik havde hun stået i Seans arme og det andet øjeblik var hun allerede på vej op af trappen, kappen lå på gulvet. Hvad var der sket? Hvorfor havde hun dog taget dem med herhen, det var hendes skyld hvis der var sket Elyas noget. Hun løb direkte ind af den åbne dør for enden af gangen, ind i hendes soveværelse men stoppede straks da hun var kommet ind.

Han nikkede tankefuldt hen for sig, da han forestillede sig disse primitive, men stærke orkiske pile suse gennem vinduet og kun efterlade et lille hul og et let krakeleret vindue, hvorfra vinden kunne komme ind. Vinduet skulle skiftes hurtigt muligt, med den sne kunne det ødelægge noget at træværket indenfor...Fugt. Skimmel. Men nu tænkte han vist også lige lovlig negativt. Det var jo ikke sikkert der skete noget, det var der jo ikke gjort endnu. Udenfor trak det endnu mere sammen og nogle vilde snefnug begyndte at falde med stor fart mod jorden. Fedt. De ville snart være sneet inde her og det ville være for farligt at gå udenfor med dårlig sigtbarhed og den kulde.
Elyas' skrig...isnede ned langs hans ryg. Han gøs let, men var i det samme vendt sig rundt og løbet op af trappen, kun et skridt bag Alane, som havde været lidt hurtigere end ham i vendingen. Han var også lidt bag hende, da de brasede ind på værelset. Elyas...Lå midt på gulvet, bleg og med en blodig næse. Han var faldet ned af den trappe, som først op til det hemmelige rum i hendes soveværelse.
Sean var henne hos ham på kun et øjeblik, viste ikke om han skulle være nervøs for hans helbred eller skælde ham ud for at snage hvor han ikke burde. Mest af alt havde han lyst til at skælde ham ud for at give ham en forskrækkelse.
"Elyas..." sagde han blidt og fik skubbet ham op og sidde.
"Hold på din næse. Blødningen vil stoppe snart, den er ikke så slem" Elyas lignede ikke en der hørte ham, først da Sean rystede ham, pressede han nogle fingre mod næsen for ikke at bløde for meget. Hans blik gled fra trappen til Sean. Øjnene var bange.
"Der var någel..." han mumlede let fordi han holdt sig for næsen, men Sean opfangede meningen og sendte Alane et hurtigt blik.
"Jeg tror din hjerne har spillet dig et pus. Ville du ligefrem sige her spøger? Her burde ikke være andre end os...Så vidt jeg ved..." igen gled blikket over til Alane, for at få af- eller bekræftet.
"...Og du burde slet ikke snage, på stedet hvor du ikke har fået lov" kommenterede han en smule hårdt. Han gad ikke høre latterlige undskyldninger. Men Elyas rystede bare svagt på hovedet og holdt på sig.
"Derr hvar någle..." vedblev han. Sean så stille på ham...Da nogle udefinerbare lyde opstod.

Der havde egentlig kun været en enkel ork og han havde ikke engang været hel ork, kun halv. Let gled hendes blik over vinduet atter engang, hun kunne ikke lade være. Frygten for at blive angrebet og taget herfra lå stadig friskt i hendes minder, det var jo heller ikke særlig lang tid siden så det var måske ikke så underligt. De grønne øjne gled tilbage over maleriet og en snert af tristhed skinnede i dem. Hun savnede sin familie. Også selvom der måske var en mulighed for at de havde efterladt hende men uanset hvad grunden end måtte være gjorde savnet ondt men knapt lige så ondt som uvisheden gjorde.
Hendes trin var hurtige men lette, hun bevægede sig næsten lydløst gennem det ellers lettere knirkkende ældre hus. Hendes hænder flåede de store dobbeltdøre op og hun for ind i værelset for at finde Elyas liggende på gulvet med en blodnæse. Hvad var der sket? Var der nogen i huset, hun havde i hvert fald ikke lukket nogen ind. Hurtigt fandt hun et stykke stof frem og gik over til ham med hastige skridt for at sætte sig på hug foran ham. Med et let og dejligt smil rakte hun hånden frem og pressede bidt stoffet mod hans blødende næse for at stoppe det. Alane tog hans hånd og erstattede den med hendes egen så hun ikke længere holdt stoffet. Da ordene kom fra hans mund løb det hende koldt ned af ryggen. Med et par hurtige skridt havde hun hevet det våben Sean havde givet hende ud fra under sengen. Det foldede sig hurtigt ud så det ikke længere lignede en forvokset daggert men noget i stil med en helebard blandet med et spyd. "Der er ikke andre her udover os... I hvert fald ikke hvad jeg ved af". Let greb hun fat i gelænderet på trappen og bevægede sig op med forsigtige skridt. Hun kiggede lidt på Sean som hun gik op af trappen men kiggede så frem for sig igen. Det Sean nok ville se i hendes øjne var frygt, frygt for om der virkelig var nogen i huset men også en beslutsomhed for at jage dem væk. Dette var hendes hjem! Da lydende kom stoppede hun et øjeblik og kiggede på Sean og Elyas igen hvorefter hun forsatte op af trappen.

Han var ikke helt sikker på hvad han syntes om det her. Han havde ikke selv oplevet spøgelser, men historierne om dem havde altid været der. Den ene mere sær end den anden, enkelte som faktisk var til at tro på. Han havde også snakket med flere folk, gennem tiden, som var overbeviste om de havde oplevet åndelig aktivitet.
Men han viste endnu ikke selv hvad han syntes om det.
Hans blik gled hen til trappen, da de hørte en slags bankelyde, eller var en form for hosten? - Kun for at opdage Alane bevæbne sig og gå over mod trappen. Hun var en dejlig kvinde...Og han kunne ikke lade være med at smile midt i det hele, af synet af hende med et våben. Han klappede Elyas kort på skulderen og bad ham blive siddende med en håndbevægelse, da han selv rejste sig og fandt sin mest elskede dolk frem. Af sølv, med pentagrammer og andre hellige symboler, men med det et læderskæfte, så han ikke selv kom til skade af at bruge den.
Han gik over til hende, selv ret nysgerrig og i den grad helt vågen. Ikke om han ville lade hende gå derop alene! Han havde lovet at beskytte hende. Og det ville han. Med tænder og kløer, om nødvendigt.
Han lod blikket glide op af trappen, men da Alane ville gå op af den, holdte han en hånd frem for at stoppe hende. Kun fordi han selv ville gå forreste og være den der blev angrebet, hvis dette...Noget...Var fjendtligt.
Hvis hun lod ham, ville han gå op af trappen i et roligt tempo. Et skridt af gangen, mens han spidsede ører. Hvis ikke, ville han være lige bag hende, stadig med spidsede ører og klar på hvad som helst.

/Jeg stopper mit indlæg her, da jeg ikke aner hvordan rummet ser ud og da det er dit hus, må du nok hellere være den der fortæller det //

//Men hvis spøgelserne er hendes familie vil de nok ikke skade hende //
//Og det er skam helt fint//


Alane betragtede kort Sean som han trådte ind foran hende, han ønskede at beskytte hende hvilket betød meget for hende. Et let smil gled over hendes læber men det blev hurtigt erstattet af en alvorlig mine, dette var hendes hjem og ingen kom her uden hendes tilladelse! Let nikkede hun som tegn til at han godt måtte gå føre hende derop men til gengæld fulgte hun ham lige bagi, hun ønskede jo heller ikke han skulle komme til skade på grund af hende, selvom det sikkert ville være umuligt, de var begge eftersøgte folk så på et eller andet tidspunkt måtte det vel komme at enten hun blev kidnappet af en rivalisserende klan eller at han blev skadet grundet hun var raceleder. Bare tankerne alene var nok til at få hende til at stramme grebet omkring hendes våben.
Synet det mødte Sean da han kom op lignede virkelig også noget for en skrækfilm. Det hele var dækket af et tykt lag støv, midt i rummet stod der et bord hvor der lå diverse ting som tarrotkort og nogle af de store bloklys der stod omkring i rummet var endda tændt. Der stod to stole omkring bordet. I det ene hjørne stod der hvad der lignede et meget gammelt spejl, det eneste der ikke var dækket af støv mere, Elyas måtte have været nysgerrig hvad der var under. Der var indgarveret symboler der mest af alt lignede nogen man brugte ved ritualer. Nogle af dem ville Sean måske kunne kende fra da han blev Archdemon. Det eneste andet der var i rummet var en meget tyk metaldør der havde træmmer i en lille firkant i toppen af døren som en klassisk fængselsdør. Der var store mærke i den, tydeligt fra kløer men nu havde Alanes far også været en Nightcan.. Med hastige skridt gik hun forbi Sean og over mod spejlet som hun hurtigt kastede lagnet over. I farten forbi bordet fik hun kigget på bunken med tarrotkort og et enkelt kort var vendt med forsiden opad... Døden..

Elyas så dem forsvinde op i rummet og ville ønske de ikke gjorde det. Han ville ønske de bare kunne komme væk og hjem...Han sank en gang og lukkede øjnene lidt. Det resulterede i at han så billeder af det han havde set...Og derfor åbnede han dem hurtigt igen og rystede ihærdigt på hovedet, som hans næse nu tillod. Nej! han var dæmon...Han var hans onkels nevø! Han blev nød til at tage sig sammen. Han sukkede kort over hans egen uduelighed, da han rejste sig op og gik over og satte sig på sengen. han ville sikkert bare gå i vejen, hvis han fulgte dem med op...

Sean lod anspændt blikket glide over rummet...Så lignede noget fra en gyserhistorie. Han var lige ved at le, men stoppede sig selv i tide. Hans blik gled først over bordet, hvor han undrede sig over de tændte lys. Havde Elyas tændt dem?
Så over fodsporerne i støvet på gulvet, nogle klare, der lignede Elyas', men så var det som om fodsporerne endte i en masse sammenbladede mærker, sikkert fra da han blev bange og skyndte sig væk. Selv om...nogle af mærkerne i støvet så sære ud.
Hans blik gled over spejlet...Og indgraveringerne, som vækkede hans nysgerrig, selv om de også foruroligede ham. Inden Alane nåede at lægge et lagen over spejlet, havde Sean genkendte enkelte af symbolerne...
minder fra ritualet gled igennem hans hjerne...Og nærmest lammede ham et øjeblik. Det var ikke noget han så tilbage på med glæde...Han havde dræbt Dean...
Han rystede på hovedet for at tænke på noget andet. Minderne var stadig svære at håndtere og han ville helst slet ikke tænke på det. I stedet gik han over til bordet og lod blikket glide over kortene...Som sagde ham intet. Havde Elyas leget med dem?
Han så kort dem, så rakte han ud og tog kortet, som lignede døden. Som hed døden. Han så op på Alane med løftede øjenbryn.
"Det ligner ikke at her kommer nogen særlig tit. Husker du noget om rummet heroppe?" ikke fordi han nødvendigvis skulle vide det, hvis hun ikke ville fortælle det, var det også i orden.
"Og tarotkort...Af døden?" et svagt smil gled over ham, afslørede af den form for magi troede han ikke helt på.
"Javist skal vi alle dø en dag, men jeg tror ikke min nevø vil falde død om, om lidt" tilføjede han og nærmest kastede kortet tilbage på bordet. Der var noget skummelt ved det her, han havde en fornemmelse af de havde overset noget, af der var noget...Men han kunne ikke beslutte sig for hvad. Han lod blikket glide rundt i rummet...
Lyder begyndte igen, den lød selvfølgelig højere nu. Og trak opmærksomheden hen til den mystiske, metaldør der var i rummet. Sean så hen på Alane igen.
"Ved du hvad der er bag den?"

Alane lod øjnene glide over rummet. Som lille havde hun aldrig fået lov til at komme her men en nat var hun listet herop, fuldmånen havde hængt lang oppe på himlen allerede. Det var her, her hun første gang så hendes fars rigtige form, aldrig havde hun været mere bange i sit liv men så alligevel ikke. Hendes mor var blevet forfærdet da hun havde fundet ud af at hendes lille datter havde set det. Hendes far havde aldrig kunne styre hans oprindelige form, dyret i ham havde været for stærkt. Det var derfor døren var belagt med et sølvlag så han ikke kunne komme ud fra det der mest af alt mindede om en celle. Hvorimod hendes mor havde leget med den mørke magi heroppe, hendes familie havde egentlig ikke været den reneste eller godeste familie men det havde været hendes familie og hun vidste de havde elsket hende men efter de havde forladt hende var hun blevet i tvivl. Med rolige skridt gik hun gennem lokalet og lod fingerne glide over døren før hun vendte sig mod Sean og lagde sin opmærksomhed tilbage på ham.
"Rummet her har heller ikke været berørt de sidste 10 eller 12 år måske, den første der har været heroppe siden min familie blev jaget på flugt er Elyas. Jeg husker skam rummets historie men den er ikke munter. Den er mørk og dyster". Let gik hun over til bordet og betragtede tarrotkortet. Det kunne godt være Sean ikke troede på disse ting men det gjorde hun, hun var også vokset op med dem. "Min mor brugte rummet her til at øve sig i den mørke magi, forbandelser, eliksirer der kunne dræbe folk ved blot at indtage en enkelt dråbe og derudover havde hun evnen til at se ud i fremtiden men kun ved hjælp af tarrotkortene". Hun samlede kortene op og gik over på samme side som Sean før hun kiggede mod celle døren hvor lydende pludselig opstod. Derefter kiggede hun tilbage på Sean som hun lagde kortene på bordet og lagde hånden mod sit våben. "Det er en celle. Under hver fuldmåne låste min far sig selv derinde. Han var Nightcan og kunne ikke styre dyret i ham, så det var den eneste sikre måde for både ham og os". Hun kiggede væk fra Sean som hun havde kigget på mens hun talte og så så tilbage mod cellen.

Han så fra Alane til cellen. Tja, hendes familie havde forladt hende, så var der grund til at tro manden stadig var i live, eller endnu mere usandsynligt, låst inde i cellen? En ting var sikkert...Han kunne ikke fordrage nightcans, efter hans sidste møde med en. Han holdt ekstra godt fast i sin kniv, da han langsomt gik over til døren. Han rakte frem og lagde en hånd på den kolde dør...Sølv. En smule irret, men sølv ikke desto mindre.
Han greb fat i håndtaget og så tilbage mod Alane, for at se om hun var klar til at han åbnede den...Eller om hun ville modsætte sig det. Uanset hvad...Han tog en kort indånding, før han svingede den op på let knirkende hængsler.

snevejret udenfor var taget til. Sneen lagde på alt og gjorde sigtbarheden dårlig og skoven stille. Kun vindens hylen forstyrrede sneens alt opslugende fred. Elyas sad på sengen og så ud af det nærmeste vindue og forbandede det hele. De blev nød til at vente til sneen stoppede, ellers ville de aldrig nå helt hjem. Uanset hvad der var i huset.

Rummet var tomt. Umiddelbart, det kunne være der var nogle møbler eller andet, men i såfald lagde Sean ikke mærke til dem...Han kiggede på indersiden af døren, som på trods af sølvet, havde nogle væmmelige rifter efter store kløer. Hvad resten af lokalet også havde. Umiddelbart var der ingen.
"Okay...Jeg er seriøst for gammel til spøgelseshistorier" mumlede han svagt for sig selv. Han trådte et par skridt ind i rummet og slog kort ud med armene...Her var intet...Han vendte sig om mod Alane og så lidt på hende...
Da døren pludselig svingede i og låste sig selv.