Vores fremtid. (Alane)

T: midt på dagen
O: huse, folk, butikker
V: overskyet, koldt, let sne der falder
s: gågaderne i Doomsville rotten root district.

Sean stod roligt ved en gammel bogbutik og ventede. Han havde aftalt at mødes med Alane her, hvorefter de skulle ud og så på lejligheder og huse. Så de kunne finde et godt, rart sted for dem selv, hvor de ville kunne finde hinanden, finde varme og mad...Eller maden var vel mere for Alane. Folk gik frem og tilbage på gaden, alle klædt i varmt tøj og med deres egne mål for dagen. En familie der, et kærstepar der, en gammel dame med hund der...
Der var lyden af skridt, småsnak og andre lyde.
Sean var klædt i almindelige jeans og sin sorte jakke, som var lynet op. Hans hænder var begravet i lommerne, for at de skulle holde varmen. Hans kinder og ører var en smule røde af kulden. Det mørkebrune hår strittede let. Ellers havde han de to sædvanlige våben med, dolken om det ene ben og dolken om den ene underarm, samt armbåndet fra Neph.
Der ud over var der fire lange sår hen over hans ansigt. Folk stirrede lidt på ham, for det var ikke sår efter en kats klør, nej, det lignede mere kløerne fra en gigantisk hund. Hvilket det på måde også var. De viste tegn på healing, men de var ret tydelige da det ikke var mere end en lille uge siden han havde fået dem...
Hvilket var endnu en ting han skulle have snakket med Alane om.

Alane havde været tidligt oppe for at kunne mødes med Sean, snart ville det nok blive sådan at hun stort set hver eneste morgen ville våge i hans arme, det ville være skønt men hun kunne også godt leve med hvis det kun blev engang imellem, så længe de sås mere end de havde gjort op til nu. Rejsen mellem byen og skoven var ikke ligefrem kort men den gik jo noget hurtigere da hun kunne rejse i dyre form. En lille ræv, en helt hvid vinter ræv løb ind i en gyde ikke langt væk fra ham, der var ikke nogen som lagde mærke til den. Hun skiftede hurtigt form og begyndte så hurtigt at trække i tøjet, det var jo koldt men det gik hurtigere. Hun havde et par tykke sorte bukser på men som stadig sad ind mod hendes krop. Hun bar e blodrød top og udoverden havde hun så i hvidskjorte samt en sort snørrevest som fremhævede hendes feminine former. Hun havde et par gode sorte læder støvler på forstærket med skind så hun ikke frøs. Man kunne godt se at hun havde tabt sig en del men det var ikke på et kritisk punkt endnu.

Roligt gik hun så op til Sean, hun så træt ud men det var nok et resultat af at hun ikke rigtig spiste. Det havde været en hård uge for hende. Hun havde haft samlet alle shapeshifters i Underworld og holdt møde med dem men det orkede hun ikke lige snakke med ham om, hun ville hellere lige hygge sig med ham nu og så tage det alvorlige bagefter. Hun gav ham et dejligt smil og lagde så armene om ham. "Hey du", hun kyssede ham så let på kinden inden hun trak så en smule væk fra ham, dog slap hun ham ikke. Det var først der det gik op for hendes at han havde kæmpe sår i ansigtet. "Sean... Hvad er der sket?", hun lod blidt sine fingre glide over hans kind, også selvom det gjorde ondt.

Han fik øje på hende og smilte. han lagde armene om hende og gengældte kysset, selv om huden trak i sårene nær hans mund og kind.
Han så smilende på hende, selv da hun lod hånden glide over hans ansigt.
"åh, stødte bare ind i din bror...En person du desuden aldrig har fortalt mig om?" han lød ikke sur, men en smule fornærmet.
"Det var meningen jeg skulle dræbe ham, da det gik op for os begge at vi betød noget for den samme person" han kyssede hende på panden.
Han håbede hun ville fortælle ham om Sajro. han havde fået til opgave at slå ham ihjel og havde prøvet, han havde bare fået at vide at han var farlig, men aldrig at han faktisk var en nightcan. Han kunne ikke hamle op med ham endnu, førend at han fik gennemgået et vist ritual for selv at blive stærkere...
han så lidt på hende. Hun var tynd og godt pakket ind. Det var vist på tide de fik fundet sig et hjem!
"Du er så tynd...Vil du have lidt mad inden vi begynder?" spurgte han roligt.

Kysset var dejligt og rart, hun havde længdes efter det i så lang tid og endelig fik hun det opfyldt. Hun kunne ikke mærke en lille lyst i hende vokse men ignorerede det. Hun så bekymret på ham og betragtede stille hans sår, der så ikke ud til at der var betændelse i dem hvilket var positivt ellers så ville hun kunne fikse noget sammen af urter der ville kunne hjælpe betændelsen væk. Hun stoppede brat op og stirrede bare på ham, hun troede han mente hendes rigtige bror eftersom det kun var hende der kaldte Sajro for bror. Farven drænedes fra hendes ansigt og hun stod bare og så på ham før hendes blik blev vredt. "Hvor er han, hvor er Pierce?!", Pierce var hendes rigtige bror men det havde Sean ikke nogen jordisk chance for at vide. Hun så oprevet ud og alt ved hendes holdning havde ændret sig, fra den dejlige indbydende og afslappede holdning var den nu som et rovdyrs der skulle til at flænse sit uvidne bytte.
"Jeg kan ikke spise lige nu, min bror er lige blevet set efter så mange år, jeg må finde ham". Hun så på ham med desperate øjne.

Han så forvirret på hende.
"Alane...Hvad er der galt med dig? Slap nu af...Rolig..." han lagde hænderne på hendes skuldre.
"Jeg kender ingen Pierce eller noget i den stil. Jeg taler om Sajro" sagde han roligt og så hende i øjnene et øjeblik, før han lod hænder falde ned langs siden igen. Han sukkede kort og rystede på hovedet. Han havde ikke set hendes familie, havde ikke engang overvejet at lede efter den. Den var sikkert også langt væk, hvis de stadig levede.

Hun så på ham og det var tydeligt hun slappede af ved hans ord. Let bed hun sig i læben. "Undskyld Sean... Det er bare fordi mig og Sajro var de eneste der brugte de ord omkring hinanden så du sagde du havde fundet min bror og ikke kom med noget navn så troede jeg det var min rigtige bror". Hun så undskyldende på ham og bed sig så let i læben. "Jeg havde vel ikke rigtig tænkt over at fortælle dig omkring ham da han ikke rigtig kom op udover den ene gang hvor jeg selv nævnte ham og der kunne jeg jo ikke rigtig fortælle dig så meget om ham uden at afsløre nogle ting om ham som jeg var bange for han ville blive sur over. Men jo, mig og Sajro er som bror og søster ikke blodsbeslægtet men ligesom min bedste ven bare lidt dybere end det. Jeg ved ikke hvad der ellers er at sige. Han betyder meget for mig men vi har også vores kampe. Men jeg er glad for du ikke dræbte ham ellers havde du fået et rap over nallerne", det sidste sagde hun på en drillende måde men det var som om hun var ked af det stadig. Hendes og Sajro sidste skænderi havde virkelig ikke været pænt. Hun var vel næsten forsset ihjel, pokker tage hendes dumme hjernen og at hun skulle blive så træt. Men det hun havde sagt til ham om at hun hadede sig selv var ganske rigtigt. Hun hadede sig selv for at være så svag som hun var.

Han nikkede kort og smilte svagt.
"Det var nu mere ham der næsten dræbte mig. Men nok om det. Vent..." han havde været lige ved at gå videre, da de havde de skulle nå, bla. sørge for lidt med til alane og finde et sted at bo, da det gik op for ham hvad hendes ord måske kunne betyde...
"Når du siger du ikke kunne tillade dig at sige mere om ham...Sidst vi talte om det...Vil det sige...Han er med i samme klan, som du blev inviteret med i?" spurgte han og så på hende.

Hun gav ham et stille smil og kunne ikke lade være med at kigge sårene i ansigtet, det ville helt sikkert efterlade ar, så dybe var de men Sajro agerede jo bare i forsvar på at han blev forsøgt myrdet så egentlig var det Seans egen skyld han havde været ved at få tæsk. Ikke at hun ikke var blevet synderknust af hans død. Alane lagde hovedet let på skrå og betragtede ham, hvorfor var det så vigtigt, ikke at hun ikke ville svare på det men først ville hun vide hvilken relevans det havde for ham at vide det og havde hun ikke selv lige sagt det? "Hvorfor da?", hun tog stille hans hånd og strøg så noget af det løse hår om bag hendes ene øre. Hun så ham stille i øjnene, et lille bitte smil på hendes læber. Man kunne godt se hun ikke var sur men nærmere nysgerrig.

han så lidt på hende og viste om hun bare var spredt mellem om hun skulle loyal for denne bror eller over for ham. Han fornemmede hun langt hellere ville vælge Sajro end ham, hvis det kom dertil og på en måde blev han trist.
"Fordi hvis jeg kunne komme i kontakt med denne klan, kunne jeg måske aftale en slags venskab, våbenhvile mellem hinanden for en sikkerheds skyld. Ikke fordi jeg kan bruge dem eller de mig til noget, måske andet end for oplysningernes skyld, men hvis der en dag skulle ske noget skidt, er det altid godt at vide hvor man står henne i forhold til andre klaner" svarede han ærligt, klemte kort hendes hånd og førte vej mod den nærmeste kro, hvor Alane kunne få lidt mad.

Alane var ikke i tvivl, hendes loyalitet lå hos dem begge to og hun ville ikke forråde nogen af dem og hvis det kom til stykket ville hun nok hellere dø end at forråde nogen af dem hun holdt af og hun holdt af både Sean og Sajro ingen tvivl der så derfor følte hun sig ikke splitet. Alane kunne mærke an var nervøs over et eller andet men hun vidste ikke hvad. Stille stoppede hun op og så ham i øjnene. "Sean, jeg ville aldrig forråde nogen af jer og jeg har ikke tænkt mig at gå hen og sladre om alt det du har fortalt mig eller fortæller mig og det sammen gælder den anden vej. Og hvis det er noget andet du bekymre dig om så må du sige til", hun gav ham et lille smil og nikkede så til det han sagde. "Jeg vil gerne arrangere et møde på neutral grund hvis det er det du beder om". Alane gengældte det klem han gav hendes hånd og fulgte så efter ham med et lille smil på læben.

Han lod hende. Han lod hende se, lod hende tale. Men enlig hørte han ikke hendes ord...Han var blevet svigtet før, endda for nylig. Han kunne ikke længere snakke åbent med den kvinde, han troede var hans ven. Han følte ikke længere han kunne stole på nogen som helst, selv om han ønskede det. Derfor sagde han ikke noget. For han ville ikke ødelægge det hele for hende. Måske skulle han bare over det, en fase eller sådan noget. Han havde skam en del problemer og at ligge Alane og en anden klan til dem, havde han ikke lyst til, lige nu. Så han trak på skuldrene.
"Så siger vi det" svarede han bare, da de endelig nåede frem til kroen. Han åbnede døren for hende. Kroen var varm, med blandede lugte og folk.

Et trist glimt lå i hendes øjne. Han var ligeglad, han stolede overhovedet ikke på hende. Hun havde da ellers aldrig forrådt ham en hvis han ville have det sådan skulle han da også have lov. Men hun mente det virkelig, hun ville ikke forråde ham og det måtte hun jo så vise ham hvis lejligheden bød sig. Hun ville ikke kunne se sig i øjnene hvis hun forrådte nogen hun holdte af. Alane lod sit blik falde og så sig så omkring på den mange mennesker, de fleste af dem så så glade ud, så ubekymret. Nogen gange ville hun gerne give meget for bare at have en dag der var sådan. Hun var stadig i vilrede omkring om hun burde fortælle ham at hun var blevet raceleder men han ville sikkert blive sur hvis hun ikke gjorde men på den anden side stolede han heller ikke på hende. Alle tankerne fløj rundt i hendes hovede og hun registrerede intet før hun mærkede den varme luft slå hende i møde. Hun så sig omkring i den varme krostue. Hun var ikke længere sulte, hendes humør gjorde at hun ikke havde nogen apetit mere. Let og flygtigt lod hun sit blik lande på Sean men det faldt dog hurtigt til jorden igen.

Han sukkede irriteret, mest over sig selv.
"Alane, for guds skyld!" han fik snerret det, mere end sagt det og fortrød det med det samme. Han tog hende i armen og førte hende ud fra kroen igen, lagde sine hænder på hendes skuldre og trak vejret dybt, for at være rolig.
"Hvad er der nu galt? Gør jeg alt forkert? Skulle jeg ikke kende til Sajro? Skal jeg bare glemme det hele og lade dig have dine hemmeligheder i fred?" han var måske lidt unfair. Men han kunne ikke styre det. Han var...håbløs. Han viste ikke længere hvad han skulle glædes over...Han ville bare gerne slappe af, kunne snakke om alt og intet og bare slappe af et øjeblik. Men lige meget hvor han gik var der vist problemer, var der noget galt.

Hun så op på ham, hun var blevet forskrækket over den hårde tone han brugte mod hende. Hvad havde hun nu gjort forkert? Hvad var det der skete her. Hendes ansigtsudtryk beskrev hendes følelser meget godt, forvirret og måske også en smule vrede. Vreden grundede fra den måde han talte til hende på. dog fulgte hun med ham da han førte hende ud af kroen. dog så hun ikke ligefrem tilfreds ud me hvem ville også være tilfreds med den her situation. Et glimt af raseri var at skimte i hendes øjne. Hvor vovede han, hvad fanden var der galt med ham?! Hun tog en dyb indåndning og så ham så i øjnene, raseriet var stadig tydeligt. "Selvfølgelig skulle du kende til Sajro, jeg har aldrig haft intentioner om at skjule det. Og hvem fanden er du at snakke om hemmeligheder med alle dem du aldrig vil fortælle mig om! Jeg respektere i det mindste når der er ting du ikke kan eller vil fortælle mig! Men ved du hvad, jeg havde faktisk en ting at fortælle dig, jeg er lige blevet udvalgt af hele min race til at være deres leder. Så du må undskylde hvis jeg er fraværende men jeg er bange og jeg har en masse ting jeg skal leve op til nu, men hvis det ikke er godt nok at jeg fortæller dig omkring de ting der sker i mit liv nu så ved jeg virkelig ikke hvordan jeg skal kunne tilfredstille dig længere!", en tåre løb ned af hendes kind, både i raserri, frustration men også fordi hun var ked af det og bange. De grønne øjne var fyldt med tåre som hun arrigt tørede væk. Han skulle ikke have den tilfredstillelse at se hende græde.

Han fjernede sine hænder fra hende i pludselig vrede. Hvad fanden bildte hun sig ind? Hvad var der galt med hende?
Det var ikke sådan her det skulle være. Det var ikke sådan her de skulle snakke til hinanden eller være sammen. Hun skulle være en person han elskede, som han kunne slappe af sammen med. Snakke med. Men i stedet stod han og blev mere og mere vred og mere og mere bange for hun bare ville gå.
"Hvad vil du vide?!" snerrede han.
"At min mor er sindssyg? At jeg har en bror jeg ønsker at dræbe? At jeg kommer fra en anden verden? At min nevø bor i byen? At jeg om nogle måneder snart, forhåbentligt, får større styrke? At en, jeg troede var min ven, har svigtet mig? Jeg ved ikke hvad du vil vide! Det er derfor man stiller spørgsmål, Alane!" rasede han og gik nogle skridt baglæns. Hun skulle ikke have æren af at gå først...Han ville gøre det. Han kunne ikke klare tanken om at hun gik fra ham...
"Jeg har problemer nok. Jeg er ved at blive sindssyg af problemer, der altid er der! Og beklager. Men jeg ønsker ikke at se dig som endnu et. Det er sgu da heller aldrig til at slappe af et øjeblik!"

Hendes tonefald havde været næsten normalt men ordene havde nok ikke været de blideste. Hvad var det der var sket. Igen havde hun gjort noget galt, hun kunne bare ikke gøre nogen tilfredse uanset hvor meget hun prøvede på at gøre folk tilfredsse med hende kunne hun bare ikke og hun ville altså ikke gå hen og ændre den hun var, hvis han ikke ville have hende som hun var så skulle han da hellere blive fri for hende. Alane gjorde dog ikke mine til at ville gå. Hun ville fikse det her, på den ene eller den anden måde. Hun lod blikket falde og det næste hun sagde var sagt som en hvisken, ingen vrede eller had i hendes stemme. "Nej Sean, jeg vil vide hvad du er klar til at fortælle mig i stedet for at presse dig til det. Sidst vi kom ind på din fortid ville du ikke snakke om den og det er også helt okay. Fordi jeg kan lide dig som du er og det ændre din fortid ikke på fordi du er jo stadig dig". Hun gik hen og lagde en hånd mod hans kind og kærtegnede den blidt, et kærligt men trist smil på hendes læber. Det gjorde ondt, at han var på grænsen til at se hende som et problem. "Jeg er da ked af at høre at du næsten ser mig som et problem", hun fjernede sin hånd og trådte et skridt tilbage i tilfælde af at han ikke ville have hun rørte ham mere. Alane virkede ikke vred mere.

hun havde vendt det om. nu handlede det ikke om hende, men om ham. Igen. som altid. Hvorfor kunne folk ikke bare være ligeglad? ignorere han havde en fortid og bare se fremad? Det var jo det han ville. Det var det han gjorde. Hvad betød fortiden for nogen som helst?
Han trådte et skridt tilbage og rystede svagt på hovedet, han havde trukket sig lidt ind i sig selv.
"du forstår det ikke. Men du fik vendt det om, tillykke med det. nu handler det hele om mig og mine fejl igen, ikke?" han lød ikke direkte rasende mere. Bare håbløs. Opgivende.
"Jeg ønsker ikke at stå at diskutere. Jeg ønsker ikke at blive analyseret, rettet på, snakket ned til. Jeg ønsker folk skal lade mig være. Jeg ønsker folk er komplet ligeglad med min fortid, hvad den så end har budt på. I opføre jer alle som om det er en dødssynd ikke at være i et med sin fortid og fortælle den til alle og enhver. Jeg ønsker at være sammen med dig, at endelig have en person jeg kan holde af, stole på og slappe af med..." hvorfor sagde han det overhoved? Det var vel spild af tid...Han havde været så håbløs på det sidste...Der var sket så mange ting, der var så mange problemer hele tiden og folk han gik til, vendte halvt ryggen til ham, fordi de ønskede at forandre ham så han passede bedre til dem. Ingen ønskede bare at acceptere ham og...bare være der. Alle ville vide noget, have noget fra ham...
Og det var hans liv. Men lige nu...var det bare for meget. Han kunne ikke finde ud af at være glad for tiden...

Egentlig prøvede hun bare at forstå ham og få stoppet hele denne scene men det lykkedes hende ikke særlig godt. Han havde misforstået hende og det var måske ikke så underligt, hun havde ikke formuleret sig særlig godt så hun måtte jo prøve atter engang. "Sean, du misforstår mig helt. Jeg er glad for den du er nu og jeg vil ikke have en anden og din fortid kan sådan set rage mig en høstblomst. Jeg vil bare være sammen med dig og nyde vores tid sammen. Det jeg mente var at hvis du nogensinde skulle få en lyst til at snakke med nogen omkring det vil jeg altid være der for dig. Fordi jeg vil egentlig bare gerne være sammen med dig og nyde nuet", hun bed sig let i læben og så ned i jorden men så så op på ham igen. Det gjorde ondt at han trak sig væk men han havde sine grunde til at reagere som han nu gjorde. Let strøg hun noget af sit hår ud af øjnene og blev stående hvor hun var. Alane var vel egentlig bange for han gik fra hende nu. Eller han misforstod hende igen.

han trak vejret dybt og lod hænderne glide gennem håret et øjeblik i frustration. Han lukkede øjnene og fik styr på sin krop igen, som havde været på grænser til bare at kollapse...eller gå amok.
der gik noget tid, før han dristede sig til at sige noget igen.
"undskyld..." blev det til.
"...jeg kan ikke forklare det...Men det er ikke fair det hele går ud over dig..." enlig var han bange, hvilket ikke var noget han ville indrømme eller sige højt. Bange for hun også bare ville svigte ham, bange for...ja, det hele vel. Deres fremtid...De skulle have et sted for dem selv, de havde måske en fremtid til de ikke gad mere eller hun døde...det skræmte ham at tænke på...For han havde ikke direkte prøvet det før og altid troet at det aldrig skulle være ham...Og her var han!

Hun kiggede stille på ham og så ham i øjnene. Hun virkede en smule nervøs men det var de rmåske heller ikke noget at sige til. De havde lige haft deres første rigtige skænderi. Alane havde aldrig rigtig været oppe at skændes med en som var så tæt på hende, hun var blevet udnyttet af dem men aldrig havde hun skændtes med dem. Men uanset hvad var han stadig det værd og hun holdt stadig af ham. "Jeg siger også undskyld, jeg skulle ikke have talt til dig som jeg gjorde", hun bed sig let i læben og gik forsigtigt en smule tættere på ham men var stadig nervøs for han ville trække sig væk fra hende. "Det er også okay du ikke kan forklare det. Nogen gange er vi jo bare ikke herre over vores egne følelser", hun kendte det godt selv. Der var nogle ting som var gået udover Sajro som egentlig ikke burde være gået udover ham men hun kunne ikke stoppe det. Hun gav ham et let smil og gik så prøvende tættere på ham igen, hun ville gerne have et kram fordi det var lidt et symbol på at de ar okay men hun ville heller ikke tvinge ham til det.

Han sukkede og lukkede øjnene lidt, mens han endnu en gang lod hånderne glide gennem håret.
Han lod skuldrene falde ned igen og trak vejret dybt et par gange, før han åbnede øjnene og så lidt på hende. så smilte han svagt. Han tilbagelagde hurtigt den sidste afstand imellem dem og lagde armene om hende, og holdt hende ind til sig. han havde lyst til bare at klemme til, men viste det nok ikke ville være så behageligt for hende. han kyssede hende på halsen.
"Alane...Jeg er bare..." åh, kunne han indrømme det? Sige det højt? det var så svært at bevæge sig ud over den grænse...At indrømme han var bange for det...Og at han følte han ikke kunne beskytte hende godt nok...åh, hun var jo noget af det kæreste han havde i sit liv! Der måtte ikke ske hende noget...ellers ville han aldrig tilgive sig selv.

Alane kiggede lettere ængsteligt på ham, var an stadig sur på hende, ville deres skænderi fortsætte eller var det overstået nu. Hun håbede på den sidste del, lysten til at skændes med ham var aldrig eksisterende men nogle gange kunne det bare ikke undgås. Hendes arme lagde sig hurtigt omkring hans brede skuldre og hun klemte sig blidt ind til ham. Det var rart at vide at han ikke var sur på hende længere. Let bed hun sig i læben mens hun stille lyttede til det han sagde. Blikket løftede sig og mødtes med hans, hun ventede lidt på at han forsatte men det så ud til at han var langt væk i sine egne tanker og ikke var i nogen tilstand til at fortsætte samtalen. Hun lagde hovedet mod hans brystkasse igen og lukkede sine øjne i. Det var dejligt at være så tæt på ham, det længtes hun altid efter når de var fra hinanden. Nærværet med ham og bare det at han var der.

Endelig rystede han svagt på hovedet og slap hende let igen.
"Undskyld...For det hele...Er bare lidt stresset..." han fejede det hele væk. i stedet så han ind mod kroen et øjeblik.
"er du stadig sulten? Du er så tynd..." sagde han så, med en blid stemme der virkelig bekymrede sig for hende. Hun så ikke helt sund ud, hvad vinteren så end havde gjort ved hende. Og det ville han ændre på, så vidt muligt.

//Undskyld det ikke er så langt, men har så travlt og vil bare gerne svare lidt...Håber du overlever//

Alane betragtede ham stille, det var tydeligt at der var noget der plagede ham men hun valgte ikke at spørge ind til det, han måtte selv fortælle hende det hvis han mente hun skulle vide det, hun stolede på ham. "Det er okay Sean. Lad os bare glemme det", et forsigtigt smil blev sendt hans vej før hun fik hen til ham og lagde armene om ham hvorefter hun Trykkede sig blidt ind til ham. Tanken havde aldrig strejfet hende men hun ville aldrig blive gammel med Sean, hun ville ældes som en tudse men det ville han ikke og hvem ville dog finde en gammel rynke tante attraktiv. "Jeg er desværre ikke sulten mere, har mistet appetitten". Hun så op på ham, hun vidste godt at hun var alt for tynd.


//Det er helt fint, det handler ikke om længden men om hvad der står. Og det er helt fint, jeg er bare glad for at du svarede //

//Okay//

han så lidt på hende med et lille smil, selv om et bekymret glimt gled over hans øjne, da hun nævnte hun ikke var ikke var sulten alligevel. Fedt. han havde ødelagt det hele og var nu skyld i hun ikke fik noget mad. Han følte han ikke kunne beskytte hende, hjælpe hende, på nogen som helst måde efterhånden. Denne dæmon, maden...maden var måske en bagatel, men når hun var så tynd...
Han mistede svagt humøret igen ved disse tanker. Men viste det ikke.
"Okay..." fik han bare fremsagt. han viste ikke hvad de skulle nu. Det hele virkede...ødelagt.