Du har brug for det sammen som mig, lad os hjælpe hinanden ~~ Sean ~~

Roligt op af indkørslen kom en hvid hestevogn kørere, manden som sad oppe foran vente sig så han kunne kigge ind i vogn af et lille hul, enden han valgte at stoppe vognen, og kiggede på sin fru. og sagde med en rolig og blid stemme, "Så er vi fremme frøken Ryan." manden vente sig igen og kiggede lige frem for at tjekke om nogen ventede på at Rebekah skulle stå ud af vogn, men heldigvis var der inden som tog sig af at der var kommet en ny hestevogn kører, han hoppede ned og gik med hastige skrift for at åbne døren for sin frøken.
Ud af den smukke hvide hestevogn kom en unge Rebekah ud med en lyserød kjole som var lidt længer bag i end foran, hun havde farvet sit hår lyst så det passede til kjolen, det var ikke tit at man ser Rebekah med lyserødt tøj og slet ikke i en lyserød kjole, hun vente hovedet imod manden som havde åbnet døren for hende og sagde med en roligt men haft stemme, "Kom og hent mig om to timer, ikke et minut før eller sender" manden kiggede og lukkede døren efter hende.
Rebekah gik med roligt skridt op til huset som stod med lys over det hele man ville tro at det var solen man var på vej hen til, musikken kunne man svagt hører fra fordøren, hun smilede lidt for sig selv og tænke på sidste gang hun var til sådan en rigmands fest, der var hun desværre nød til at slå en ihjel for at få det hun var kommet efter, ikke fordi hun havde noget imod det. da hun var kommet til døren vente hun sig imod manden som stadig stod og kiggede efter hende for at være sikker på hun ville komme frem til døren uden nogen kom og overfaldt hende, hun kiggede til ham for at viste at han godt kunne kører igen, manden vende sig om og satte sig tilbage på sin plads igen, da han satte hestene i gang åbnede Rebekah døren og gik ind i det kæmpe hus.

Musikken var dejlig rolig, folk stod og snakkede pænt til hinanden imens de gik rundt med en glas rød vin i hånden og en lille god bid i den anden, Rebekah rystede på hovedet og forsatte ind i stuen hvor folk igen havde vin i hånden men der var minder som havde noget i den anden, enten havde de hånden i lommen eller også havde de en lille hånd taske i den frie hånd, Rebekah kiggede rundt og fadt det sted hvor folk havde taget vinen, hun gik roligt hen til det smukke bord hvor der både var hvide men også røde roser, hun tog et glas, og i det hun tog det kom en ung herre hen til hende og hilse pænt på hende, "Godaften frøken Ryan. sikke en overraskelse at møde dem her" Rebekah vente sig om imod den unge herre og nikkede pænt, "Glæden er helt på min side Hr. Jonas. Imens de stod og snakkede blev musikken lidt højere men ikke meget.

Efter noget tid stoppede de mande snakke, og vente blikket imod døren, et eller andet havde taget deres opmærksomhed, og det ville Rebekah gerne finde ud af hvad var som havde gjort folk så stille.


// Håber du kan bruge det ville dog side at det ikke er et af mine bedste svar, men håber du overlever //

//Lidt tids-forvirret? Vi er i en middelalderlig verden. Biler eksisterer ikke, men det gør hestevogne til gengæld.//

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han havde spist i forvejen. Der var intet værre end at skulle arbejde og være sulten samtidig. Hans mad havde været en lidt ældre, omend desperat kvinde, hvilket havde gjort måltidet hurtigt og let. Det betød han hurtigt kunne nå hjem og i bad, før festen. Han havde planlagt det i en uges tid, lige siden han havde modtaget en invitation til en af byens rige par. Det var hans anden fest inden for kort tid, men han viste at overdådige fester blot beroligede de rige folk og overbeviste dem om at alt endnu var godt, trods den krig der havde været. Sidste fest havde han stjålet noget, ifølge med hans partner Adalia. Denne gang kom han alene, til stor glæde for festens kvinder.

Han var ankommet i hestevogn. Blot en almindelig, lidt fin hestevogn, med to store heste foran. Han gav sin kusk besked på at tage af sted, velvidende han højst sandsynlig vil gå hjem. Der var ingen grund til at han og hestene ventede utålmodigt, i køen af andre vogne og kareter der holdte ned af gaden. Alle i gaden var alligevel til fest, så det generede ikke nogen.
Han lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår, som blot strittede til alle sider. Og så var han, bevidst forsinket, gået op til døren og vist sin invitation. For derefter at træde ind i det ellers godt oplyste og fine hus, et sted hvor han følte sig overraskende hjemme. Som han gjorde over alt.

Dramatisk nok opdagede folk hurtigt hans ankomst og vendte sig om imod ham, da han trådte ind. Man skulle næsten tro han holdte festen...Hvilket gav ham den overdådige gode ide om faktisk at holde en fest!
Han vinkede kort med den ene hånd, som tegn til at de endelig ikke skulle tage sig af ham, men blot fortsætte deres samtaler og andre aktiviteter. Han faldt straks i snak med forskellige folk, som han var kommet ind på livet af, trods de intet betød for ham. Og kvinderne skyndte sig over til ham.
"Mr. McGriffin! Hvor er deres nydelige kvinde, hende de havde med sidst...?" spurgte en af dem. Sean smilte let til hende og kyssede hende på hånden.
"Hun er desværre blevet syg og måtte undslå sig. Men jeg kunne jo ikke blive væk fra endnu en mulighed for jeres andres selskab!" charmerede han og smilte ekstra stort til kvinden, der straks tog hans arm.
"De skal ikke føle dem alene! Vi skal nok få Dem til at glemme hende snart..." Kvinder havde ikke kunne lide hans partner sidst...Fordi hun havde været smuk og i selskab med Sean, som folk ellers kendte som single. Til stor glæde for de fleste kvinder.

Sean fik snuppet sig et glas med champagne, omend han holdt sig fra menneskernes snack. musikken kørte videre og folk dansede eller snakkede omkring ham.
Han lod opmærksomt blikket glide over parrene og efter sit bytte. Der var en enkelt kvinde, sammen med Hr. Jonas, som han ikke kendte. Det var sjældent han mødte særlig mange til festerne, som han ikke kendte. Åh og Mr. og Mrs. Jommun så ud til at have nogle ægteskabsproblemer, sådan som de stod i hjørnet og småskændes.
Endelig fik han øje på manden. Og med et let, selvsikkert smil begav han sig ud i havet af folk, mens han nærmest gled forbi folk, på vej til mod sit mål.
Desværre...
Nåede nogen ham bare først. Den ellers unge og friske mand, så vidt Sean kunne se, gled om på gulvet da Sean kun var få meter fra ham. Folk skubbede hinanden til side og enkelte skreg, da de bakkede væk fra ham. Manden lå ryggen og viste ingen tegn på liv. Musikken stoppede. Dem, der stod bagerst, strakte hals for at se.
Sean maste sig den sidste vej.
"Gør plads!" forlangte han, hvad folk skyndte sig at gøre. Sean gled ned på det ene knæ ved siden af manden og tog hans puls...
Til hans store fortrydelse var der ingen.
Dette ville i den grad gøre arbejdet svære.