Can't escape from the storm inside of me -Amara-

P: Hættetrøje og sorte cowboybukser.
O: Der er helt stille i gyderne. Det eneste tegn på liv er når Jacob og Angela's fødder rammer den hårde, kolde jord og skaber genlyd i hver en krog. Kulden overtager alt. Ens krop ville ryste, hvis ikke man havde noget der kunne forhindre det og ens ånde ville drille, ved at ligne en røgsky hver gang man ånder ud.
T: Aften.
S: Gyderne.

han gik side om side med Amara, uden helt at vide hvad han skulle sige til hende. Engang kunne han sige alt, nu var han nød til at vare sine ord, for ikke at tænde den omvandrende bombe hun var. Hvad der end generede Angela, så skulle der ikke meget til, før hun snerrede af en og sagde noget, der gav Jacob lyst til at kaste alt sin skyld udover hende, så hun lærte at vare sine ord. Det gjorde han dog ikke. Alle havde nogen dårlige dage, det galte også den altid stærke Angela. Inderst inde havde han mest lyst til at spørge hende, hvad det var der pressede hende, hvorfor hun snerrede som hun gør, men han havde på fornemmelsen at det hele bare ville blive gjort værre. Som sagt, hun var en tikkende bombe, med tænder og sårende ord.
De kom til gyderne. Stilheden i dem gjorde bare den lille gåtur med hende endnu mere akavet end den allerede var. Han placerede hænderne bag hovedet. Isen i hans krop var begyndt at pumpe. Den kæmpede på en måde for at komme ud, at ødelægge noget og se noget falde. Den ønskede at suge livet ud af noget. Evnen havde som sagt nærmest sit eget liv, et liv Jacob blev nød til at holde nede, ved at ignorere den kildende fornemmelse i håndfladen, for at bruge sin evne. Det var dog som om, at jo mere Angela kom med nedladende, hårde eller bare sure kommentar, blev evnen mere og mere hidsig. Han foldede hænderne i en knytnæve bag hovedet for ikke at bruge den. Han måtte holde den inde.. Ikke lade den slippe ud..
Desværre, kunne han ikke holde den tilbage, da Angela nævnte noget om at rykke hovedet af Josh, fordi hun vidst ikke brød sig om ham. Jacob stoppede brat op, vendte sig imod hende og det der egentlig bare skulle have været et skub, med et skrig: hold så mund!, blev til en stråle af is igennem kroppen på Angela, så Jacob svor på at han kunne mærke hendes hjerte pumpe, imens isen spredte sig. Forskrækket trådte han tilbage. Han kiggede ned på sine hænder hvor isen drillende og tilfreds skøjtede hen af livslinjen. "Angie!" Hurtigt var han henne ved hende, dog turde han ikke røre ved hende. "Angie! Om forladelse, det var ikke min mening at g're det imod dig!@.. Han bakkede lidt v;k fra hende.

Der var ikke rigtig nogle at tale med disse dage, og til Jacobs ulykke hang ham på hendes irratation. Angela kun ud med alt muligt lort, dog var det næste hun mærkede Jacobs reagsion da han ramte hende med sin evne. Angela følte isen glænse hen af hendes hud, og hendes åndedrag blev tunge samt langsomme. Hun tog sig til halsen da det føltes svært at trække vejret, hendes hjerte fyldtes så koldt. Som isen gnavede sig vej igennem hendes årer og frøs hendes hjerte til is. Angela hævede blikket op på Jacob.
"Hvad har du gjort?!" Hendes stemme var skarp næsten som et skrig, dog kun fordi at de gjorde ondt. Ud af hendes ene øje kom en tårer af blod, den gled ned af hendes kind, farvede den med død. Angela lukkede så øjnene i og fald på knæ som om hendes knæ ikke kunne bære hende længere.. Så lukkede hendes øjne i, hun hun væltede forover. Isen var ikke at se på hendes hud, det var som om den ikke ramte hende. Dog lignede hun is dronningen, en person som lige havde fået en blodprop i hjertet. Angela var halvt menneske, det var ikke sikkert hendes krop kunne tage den kolde temperatur.

Dog kom hun efter en lille time til sig selv igen, og fik rejst sig op. Hun havde blikket ned i jorden.. Hun stønnede af udmattelse, og havde sine øjne lukket i. Så faldt hun et par skridt tilbage ind i nærmeste mur. Angela hævede blikket og så op på Jacob. Så slog hun øjnene op, de skinnede som isen selv. Mere krystalklare end nogensinde før. Spørgsmålet var hvad der lige præcis var sket med hende? Hendes år var blevet en tone lysere, ikke meget at se da hun allerede var blond.
"Hvad skete der?" Så trådte hun et skridt frem da is lagde sig under hendes tær da hun trådte ned. Det var som om at hendes skridt næsten lavede en glidebane da hun endnu engang trådte et skridt frem. Angela sank en klump før hun kiggede forvirret op på Jacob igen.

Isen, den overtog ham. Han bakkede forskrækket tilbage, med det resultat at han bare hamrede ryggen ind i en lygtepæl, der med det samme blev lavet om til det reneste is. Det var ligesom dengang i fortiden. Den var ude af kontrol! Han måtte se dybt inde i sig selv, falde til ro, den måtte ikke tage over og skade flere. For ikke at gøre Angela mere bekymret, tog han en dyb indånding og slappede af. Hænderne blev med det samme puttede i hættetrøjens lommer, hvor de ikke kunne fryse noget!
Desværre, havde hans is ramt hende hårdere end han troede. Hun faldt på knæ og da han kom hen til hende, var hun koldere end hun nogensinde havde været. Huden udsendte nærmest kulde.. Han tog en dyb indånding, sikrede sig at hans evne var faldet til ro, før han tog armene under hende og løftede hende op i sine arme..

Han troede aldrig at hun ville vågne.. Hvorfor vågnede hun ikke? havde han dræbt hende? Frossent hendes organer ligesom han gjorde ved sine fjender?
For ikke at vække for meget opsigt, havde han ført dem ud på en mark. Det så ikke ud til at der var flere levende døde. Ellers var han parat hvis de skulle komme.. Hver et åndedrag han tog var tungt.. Han kunne ikke for tankerne ud af hovedet at han måske havde slået Angie ihjel..
En sten faldt fra hans hjerte, da hun endelig bevægede sig og rejste sig. Han gjorde som hende og rejste sig selv. Det første han lod mærke til var øjnene. De skinnede jo som krystaller, præcis ligesom hans egne gjorde! Han kiggede ind i hendes øjne og lige da han ville sige noget, tog hun et skridt frem ad, der afslørede isens evne inde i hende, ved at en række is kom glidende ud af fødderne på hende. Jacob stod med åben mund.. Han havde ikke dræbt hende nej, han havde givet hende is i sin magt..
"Angie jeg.. jeg tror jeg er kommet til at give dig isen i din magt.. din evne.. is.. ligesom jeg," hans stemme hakkede. Det var jo utroligt! Var det overhovedet muligt!?