Us Against The World -Noa-Amara-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Andrea gik ind og lagde Elena inde i soveværelset. Så smilede hun lidt til sit eget spejlbilled, hun havde ladet Noa og Angela blive inde i stuen imens hun fik Elena til at sove. Hun trådte et skridt tættere på sig selv da hun synes at hun så blod komme ud fra hendes hud ved hendes ene arm, det gjorde hende bekymret så hun kiggede ned af sin arm hvor det lignede at nogle skar hende op med en kniv. Dog var der ingen til stede overhovedet. Så gjorde det ondt ved hendes hals, som om nogle snittede i den. Andrea løb op foran spejlet og kiggede på hendes hals.. Hun kunne se hvordan huden i slowmotion blev skåret mere og mere op, hun vendte sig om og luntede ud i stuen.
"Der er et eller andet helt galt med mig." Dette var ikke en spøj, det kunne tydeligt ses på hende. Hvordan såret på hendes hals med minumalle strækninger bevægede sig imod hendes strube. "Da vi var ved det blandings noget tog de noget af mit blod, jeg så det ikke som nået skidt. Men hvad hvis de bruger det til et eller andet? Hvem ved noget voodo tingel tangel." Fagtede hun let med armene imens hun kiggede skiftevis på Noa og Angela, hun havde lige fået sin hukommelse tilbage.. Hun vidste hvem faren til Elena var, sjovt nok en mand ved samme navn som hendes bror. Dog gjorde det ikke at hun var lykkelig over at kunne huske ham igen.
"Je.. har en fornemmelse af at de ikke blev så glade over mit og Serenas besøg sidste gang."

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Serena var taget afsted for at ordne tingene med Liam tingen, det havde da ellers været så hyggeligt de seneste dage. Varulve randende rundt i hendes hus, dog var Andrea og Angela allerede veninder. Og Noa samt hende selv havde sovet på gulvet i stuen. Andrea, Elena og Serena inde i soveværelset. Det havde fungeret fint, dog var Angela nød til at skaffe sig noget større hvis de havde planer om at blive, for så meget plads var der jo endelig ikke?

Da Andrea kom panikkende ind rejste Angela sig op ret hurtigt. Hun stoppede sig selv i at rører blodet da hun kom i tanke om at det var forgiftet. Hun kiggede bekymret på Andrea og så nikkede hun kort for sig selv.
"Jamen så må vi anlægge dem et besøg? Igen." Tanken om at det kunne være farlig havde slet ikke tænkt sig at kører i hendes hoved. Ligenu galt det Andrea, hvilket ville sige at hun gjorde alt i hendes magt for at hun nok skulle komme igennem det.
"Du. Bliver her og ser efter din søster. Jeg går afsted." Sagde hun lidt alvorligt, hun var stædig og hendes temperemant var ikke noget man skulle spøge med.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han sad i vindueskarmen og stirrede ud af vinduet. Såret i siden var blevet bedre, dog kunne det ikke undgå at ses. Det var et langt ar på 10 cm.. Hvem kunne undgå at se det? Dagene var gået fint. De var alle blevet i Angelas hus, desværre skulle Serena smutte hurtigt igen, hvilket generede ham, for han vidste at hun skulle hen til Liam tingen. Drengen der mistede tingen imellem benene hvis han ikke passede på. Det var dog også der at det gik op for ham, at han nok også selv snart måtte smutte. Når alt kom til alt, var han enspænder, desuden, havde Andrea et barn at passe og Angela.. Ja.. Hun havde Andrea..
I det øjeblik han trådte ned fra karmen, kom Andrea ind, sprøjtende med sin loggende varulve blod ud af halsen. Hvad havde hun nu lavet? Han så bare forvirret på hende over alt det hun sagde.. Havde hun virkelig ladt dem tage hendes blod? Smart gjort.
Angela tog ordet og han ville gå med hende, da hun pludselig gav ham ordre om at han skulle blive. Det irriterede ham groft. "Hvem siger jeg ønsker at blive her? Du kan ligeså godt blive her, også kan jeg tage af sted?" Han foldede armene på kors og så stædigt på hende..

Angela og Noa diskuterede stædigt med som var de børn der skændtes om hvem der skulle have det første stykke kage. Irriteret sukkede Andrea og med det samme hun åbnede døren kom passeren fra før.
"Jeg finder det selv, så må i følge med hvis i vil med. Eller i kan blive der og diskutere der resten af dagen." Så vendte hun sig ud af døren og begyndte at gå afsted. Hun var ikke gravid længere, nu kunne hun jo rent faktisk klare sig selv godt igen. Selvstændigheden var på hendes side, og de mange år hun havde klaret sig selv. Så hun var ikke bange for mørket. Ikke engang det som havde haft hende fanget i noget tid. Andrea gik selv igennem gaderne uden at kigge sig tilbage.. Prøvede at ignorer smerten af knivstik hen af hendes halv.. Hvis hun ikke skyndte sig ville de nå til hendes strube og skærer den over.. og død ville hun være. Andrea satte så i løb til hun fik øje på en ung pige på nok 10 år, som stod med kridhvide øjne og så på hende. I hendes små hænder lagde der en dukke, Andrea kiggede på hende og trådte så derhen imod. Hendes hjerte bankede et par takker hurtigere da hun fik øje på dukken som lignede Andrea.. Hvordan pigen ikke tog øjnene fra hende, men blev ved med at snitte i hendes hals. Andrea begyndte at hoste voldsomt, det var som om hun ikke kunne få luft. Hurtigt faldt hun på knæ, stadigvæk med den lille piges spøgelsesøjne bordet ind i hende. Andrea kiggede hende i øjnene, hvad havde hun gjort hende? Ingen ting.

De kunne skændes i evigheder, heldigvis tog Andrea tingene i egen hænder og smuttede ud af døren, stadig med halsen oversvømmet af mørkt blod. Noa himmlede irritabelt med øjnene. Hvorfor skulle kvinder være så stædig!? Der var heldigvis en god ting ved at Andrea blødte, han kunne dufte hvor hun løb hen og hvor hun var henne. Kort inden han løb ud af døren, så han hen på Angela med et drillende smil. "Se, jeg får altid min vilje," Drilsk blinkede han til hende og forsvandt ud af døren. Han løb rundt efter sin søster.. Hvordan var det muligt for en som hende at forsvinde så hurtigt? Han sukkede dybt. Kunne dagene blive bedre?
Endelig blev duften af hendes blod kraftigere.. Da de kom derhen, overraskede det ham at finde Andrea på jorden og en pige med en dukke i hænderne. Noa kunne ikke fordrage børn. Hurtigere end man kunne nå at blinke, var han henne ved pigen og hev dukken ud af hænderne på hende, hvor han derefter skubbede hårdt til hende. Han smilte lumsk til barnet og kiggede ned på dukken. Den lignede jo Andrea på en prik? Tøvende satte han sig på hug ved siden af sin storesøster. "Se, det er hvad der sker når man forsøger at klare tingene på egen hånd," Han hjalp hende op at stå.. Imens hjalp han hende med at holde blodet inde, ved at presse sine hænder imod såret på halsen.

Andreas blod var inden i dukken det var som om den var levende blot forstenet. Blodet flød lettere over da Noa rev den ud af hænderne på den lille pige, Andrea kiggede over på Noa.
"Jeg er glad for at du faktisk bekymre dig." Smilede hun lidt skævt men drillende. Så kiggede hun på dukken og gav ham et slag over hånden så dukken faldt ud af hans hånd. "Mit blod er i den, det sætter dig i min magt og det nok ikke det du lige har lyst til vel?" Sagde hun.. Så kiggede hun over på pigen imod der hvor Noa havde smidt hende hen. Dog var hun væk, Andrea kiggede lidt rundt.
"Jeg kan sagtens klare mig selv, se jeg er stadigvæk i live." For nu vel og mærke. Andrea var på benene igen og søgte lidt efter pigen. Da en hånd stak sig ind i hendes ryg som var det de sparkeste knivblade som fingre. Den ene hånd stak pigen ind i Andrea og den anden ind i Noa. Det var ikke fysisk smerte, dog var det mentalt som om at de levede i deres egen værste drøm. Dog så virkeligt at man aldrig skulle tro at det ikke var virkelighed.

Hvorfor skulle han også lige løbe fra hende, det var jo ikke fordi hun var så god til at finde varulve? Dog så snart Noa's blod ramte hende så satte hun afsted, god hvorfor skulle han være så irriterende. Angela stoppede op lidt længere henne, og så hvordan den lille spøgelsespige havde sine små hænder inde i ryggen på dem. Kun engang før havde hun set sådan en pige før, derfor kaldte hun hende spøgelespige. Det var dem som angreb dem der fortjente det, eller rettere sagt de mente der fortjente døden. De måtte have valgt Andrea, hvorfor vidste Angela ikke helt og det var der ikke tid til at tænke over nu. Det var flere tusinde år siden hun havde set den sidste af disse specielle væsner. Andrea løb hurtigt hjem igen og rodede lidt i nogle ting til hun fandt en kniv med knogle fra en af deres egne. Det eneste våben som kunne dræbe dem, Angela løb så hurtigt hun kunne tilbage og trak pigen tilbage i håret så hun skreg så højt at alle blodkarene i Angelas hovedsprang. Det gjorde ondt, men Angela holdt ud. Og så stak hun kniven hen over hendes strube, hvorefter hun skar et symbol i pigens pande som gjorde at hun forblev død. Angela holdt godt fast i våbnet, for det skulle ikke komme i de forkerte hænder.
"Sådan går det når man er stædig." Svarede hun og hævede på et bryn, imens hun lagde armene overkors.

Bekymrede sig? Nah.. Han vidste bare hvor meget Angela holdt af hende og han ønskede ikke at få Angela på nakken, bare fordi han ikke nåede at redde hendes veninde. Inderst inde vidste han dog også godt at det bare var noget han bildte sig selv ind. Andrea betød et eller andet, dog vidste han ikke hvad og han turde ikke lade det slippe helt ind i kroppen.
"Jah, du drømmer," sagde han drilsk til med at han bekymrede sig. "Jeg reddede dig kun pga. Angela holder af dig," Han skulle lige til at smide dukken fra sig. Dog nåede han det ikke, før Andrea snakkede til ham og sagde noget om ham i hendes magt. Den gik ikke. Han beholdte dukken i hånden, bare for en sikkerheds skyld. Et ryk bagfra og han spærrede øjnene op. Alt omkring ham blev mørkt som ravnefjer. Han forsøgte at skrige, men der kom ingen form for lyd ud.. Da der endelig kom en lyd ud, var det som at lytte til en kat der blev trukket i halen..
Han var i en mørk celle. Rundt omkring ham stod folk og studerede ham. I begge hænder havde de alle en kanyle og skalpel. De ville eksperimentere mere på ham.. Han væste af dem og forsøgte at kravle væk, kun med det resultat at han kravlede ind i benene på forskerne. De fik ham oppe at stå. Den ene stak en kanyle igennem halsen på ham, imens en anden åbnede munden på ham og begyndte at skære i tandkødet.. En helt tredje var igang med at skære maven op på ham. Han forsøgte at skrige... Det lykkedes ikke..
"Lad os ødelægge dig, lad os se om det er muligt at gøre dig til et misfoster," En genkendelig kvindestemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Pludselig kom en anden kvindestemme også. Det var Ryans.. "Som om nogen kan elske dig, se på dig selv, du er ynkelig!" Han lukkede øjnene hårdt i for at skubbe tankerne væk.. "Dine søstre vil inden længe skubbe dig væk og det samme vil Angela, hvorfor skulle hun ville have dig?" Kvinde stemmen var tilbage. "Du er et misfoster Noa, et udskud!" Stemmen blev lavere og lavere.. Mørket blev klarer og klarer. Han åbnede øjnene i et chok og faldt med det samme til jorden.. Forskrækket kørte han en hånd igennem sit hår og så sig omkring. Angela stod ikke så langt fra dem.. Til at starte med kunne han slet ikke sige noget, han rejste sig blot rystende op og kiggede ned i jorden. "Hvad... hva var hun for en?" Hans stemme var hæs og for første gang i langtid, kunne man høre at han var bange..

Mørket fangede hende igen holdt hende i skak, hun sagde ikke et ord. Som om nogle ville tænke på hende alligevel, eller ville savne hende hvis hun var væk. Hun kom tilbage til en gammel bofælle ved navn Cassie. Andrea gav meget af hende skylden i stedet for at se at det blot var hende selv som var noget i vejen med. Cassie havde aldrig været en ret god sted fortræder for en søster, havde aldrig lukket hende ind eller for densags skyld givet hende plads ikke engang snakket pænt til hende. Da hun for første gang forvandlede sig til varulv blev hun smidt uden morgenen efter med et sæt tøj på og så der var endelig ikke mere at skulle have sagt. Andrea havde været nød til at klare sig selv derfra, hun følte sig svigtet og alene. Dog kom hun til ulvekoblet i skovene, som tog hende til sig. Dog følte hun sig stadigvæk udenfor, ligemeget hvor imødekommende de virkede. Så havde hun det som om at de blot ventede på at hun ville lukke sig op så de kunne stikke hende i ryggen. Mørket var så fristende.. døren til elendighed stod på klem og ventede på at hun åbnede den trådte ind og faldt i. Andrea kom tilbage i nutiden af en form for illusion. Den virkede dog så ufattelig virkelig. Så kiggede hun sig omkring da Cassie stod foran hende.
"Du stopper bare ikke gør du, forstår du ikke Andrea? Du gør ingen nytte her, der er ingen som har brug for dig til at gå rundt og se grim ud. Hvorfor bebrejde mig for alle dine problemer når du kan kigge ind i spejlet og finde ud af hvilken lille møgtøs du i virkeligheden er. Andrea ingen ville nogensinde være i stand til at holde af dig, ingen. Ligemeget hvor meget du tror de ikke vil, og hvem de er. Det er det mystiske ved at blive svigtet det kommer aldrig fra sin fjende. Du naiv og dum, hvorfor ikke bare ende dit sølle lille liv her og nu." Illusionen bragte ægte tårer, og lige inden hun havde fået placeret en skarp sten i hendes hånd, og skulle til at skærer resten af sin hud ved halsen op, kom Angela.

Andrea kom til sig selv og smed stenen fra sig på jorden. Hun klemte øjnene sammen tåren hang stadigvæk under hendes øje. Ligenu kunne hun ikke andet end at tro på hvad Cassie havde sagt, det gjorde hendes ansigt noget så koldt, uden et tegn på tristhed..

Frygten I begge deres øjne var ikke til at tage fejl af overhovedet. Angela vidste udemærket hvad disse væsner gjorde ved folk, hun havde selv prøvet det. Dog var det så længe siden at hun havde skubbet det om bagerst I hovedet, dog var det sjove ved disse væsner at man aldrig glemte de ting de smed I deres hoveder. Angela tog dukken fra Noa.
"Det hør gør nok lidt ondt." Sagde hun og tog kniven frem og skar I ryggen på den, og lod blodet flyde ned på den døde spøgelespige. Så hviskede hun nogle ord og pigen samt dukken satte sig I brænd. For ikke at fryse dukken smed hun den ovenpå liget, og lod det brænde. Så vendte hun opmærksomheden på Noah og Andrea skiftevis.
"De er små spøgelsespiger, de kommer sommetider. Det flere tusinde år siden at jeg har set sådan en. De opsøger dem de mener der fortjener det, for at dræbe dem. Det en slags dødsvogter, de sætter lidelse på dem som de vil have med sig. Dog er det muligt at overleve dem, jeg star her endnu. Dog sætter de deres mærker på en, resten af sine dage." Forklarede hun og lagde armene overkors. Jo tættere hun kom på sin evne, kom der små snefnuk på hendes hud. Endelig havde kulden aldrig gjordt hende noget alligevel, så hvad skulle hun dog have imod den?

Han kunne ikke stoppe med at ryste. Det hjalp ikke engang da han svingede armene om sig og lod sin varme hud trykke sig ind til ham. Dukken Angela tog fat i gav ham en underlig form for myrekryb. Han forstod ikke rigtig hvad hun mente med at det ville gøre ondt? Ville det gøre ondt på Andrea? Nysgerrig og en smule skræmt, så han på imens hun brændte både dukken og pigen. De var til sidst ikke andet end aske på jorden. Ud af sin øjenkrog bemærkede han Andrea stå for sig selv. Der var noget over hende der forvirrede ham. Hendes ansigtsudtryk var koldt som is. Med rolige bevægelser gik han hen til hende og ruskede forsigtigt hende i skuldren. "Andrea?" De ord Angela sagde fik ham til at kigge spørgende hen på hende. "Vil det sige, det vil vi så vil blive med at hænge over os.. Eller er der en form for mærke på vores krop et eller andet sted?" Så godt han kunne forsøgte at smile til hende.. Ordene kvinden havde sagt til ham, om hvorfor hun skulle ville have ham, hærgede stadig hans sind.. På en måde havde hun vel ret.. Det gjorde bare så ondt for ham at indse det.. Derefter kiggede han hen på Andrea.. Kunne det passe at hun ville ende med at stikke ham i ryggen, ligesom kvinden havde sagt? Alle de tanker gjorde ham ufattelig paranoid.

Det hør gør nok lidt ondt kom det fra Angelas læber, og gjorde at Andrea hævede sit blik lidt op. Hendes ansigt var stadigvæk koldt. Ikke engang smerten fik hende til at ændre på en muskel, hun var fanget af mørket ligenu. Dog da Noa greb i hendes skulder kiggede hun på ham og smilede svagt.
"Jeg har det fint." Nikkede hun så og kiggede ned på asken der nu kun var tilbage. Så kørte hun en hånd igennem sin ryg.
"..Lad os se at komme tilbage, jeg kunne bruge et bad." Hendes stemme virkede ret dyster og ufattelig fraværende. Så begyndte hun at gå for sig selv afsted, et par dybe indåndinger for at bilde sig selv ind at hun var okay. Det hjalp et par gange, men inderst inde vidste hun godt at det var ren indbildning. Andrea fortsatte med at gå stille for sig selv, hendes tanker manipolerede voldsomt med hende ligenu, det var helt ufatteligt.