Sometimes life´s bich, sometimes it is even worse \Rib

"av mit hoved" - Thomas
Thomas åbnet stille sine trætte øjne, han havde en voldsom hoved smerte der bankede mod hans hovedbund som bliv han konstant slået i hoved, eller havde han migraine, og selvom han var lidt øm, kunne han mærke det for engangs skyld ikke hans hårde lorte seng han var faldet i søvn i.. vent lidt. han huskede ikke engang at være gået iseng. han fik nu øjnene op, og førelsen i hans krop kom så langsomt tilbage til ham, og han kunne mærke han var fastspændt med arme og ben til siderne, så han lignet et kryds hvis man så det hårde kolde jern bord fra toppen af. han lå nøgen med ikke et eneste stykke sy tråd på kroppen til at dække sig med. han var enlig ikke så stolt over hans krop, så han følte sig alt andet end tilfreds af ydmygelsen af at ligge sådan. han kunne mærke bordet borede dens kolde overfalde ind i hans ryg, og han prøve at bevæge sig for at komme væk fra den frustrerende ubehagelige overfalde, som dækket hele bagsiden af hans krop, alt fra hælen til baghoved var dømt til at skulle udsættes for den hårde overfalde, men det skulle vise sig at blive denne aftens mindste problem.

Thomas kunne lige bevæge sit hoved, ellers var resten af hans krop til hans forundring så godt som urokkeligt pågrund af de læder strips han havde fået på håndledene, ankelerne, og en enkelt om livet, det var dog ikke læder, men en solid stål kæde. Thomas havde ingen ide hvorfor han var her, eller hvordan han kom hertil. det sidste han husker var at sidde med... på en kro ligende ting.. eller.. nej. han kunne ikke huske noget bestemt, og ver gang han prøvet på det, kom den grumme hovedpine indover ham, og føltes som om den prikkede til alle hans hjerne celler. så han stoppede med at tænke hvordan, men mere hvorfor.. men det kom der intet svar ud af, han havde da ingen logisk grund til at finde sig selv i sådan en situation. før hans tænke arbjede kom meget længere, valgte han at kigge i resten af rummet omkring ham. der var mørkt, og det var svært at se noget i alle de skygger der havde taget ham i hans favn, men han kunne se der kun var en dør, og den så ud til at være lavet af massiv stål, så det var tydeligvis ikke en eller syret spøj som bliv fyret af. han kiggede til højre og så et langt bord som stod henne ved væggen, godt og vel 2 meter fra ham. han kunne ikke se hvad der var på bordet for der lå et tæppe over af en slags så vidt han kunne se. han kiggede til den anden side, og der var en som stol der var lavet af træ.

Thomas kiggede op mod loftet, da han ikke kunne se mere i det 6 meter brede rum, og måtte bare koncentere sig om at slå den neden hovedpine ned. han tog nogen dybeindåndinger, og hostede engang af alt det skidt der var i det lille rum, og han var sikker på det aldrig havde fået besøg af stuepigen. Thomas var i sine egne tanker, da en stemme så dyrisk og sindsyg som noget han aldrig havde hørt før, sagde noget ikke mere end få centimer fra hans øre. "Godaften" Thomas slog øjnene op med lynets fart, og han kigget forskræmt mod stemmen. Thomas hjerte slog meget hurtigere end normalt, og sveden løb fra hans pande som et lille vandfald på commando.Thomas så nu på stemmens ejer. der var en finurlig skabning der var lænet indmod ham. det var en mand iklædt noget Hofnar tøj, noget vildt farverigt tøj, i alle mulige farver der bare skrig carnaval. tøjet var en hel dragt der var delt op i rød og gul, også var hans ærmer delt op i alle mulige farver, så mange at Thomas ikke kunne finde ud af det regnbue pis af en landsby tosse dragt. på hoved havde manden en hat der også var gul og rød, som delt på midten af en sort linje, ligesom mandens dragt på brystet og ned til bene var delt op.
Manden havde helt hvid maling i ansigtet, så han lignet et lig fra i en overdrevet måde at udsmykke et lig på. Thomas troet dog det var maling, men han var ikke helt sikker på manden virket sindsyg nok i stemmen og ansigts udtrykket til at være hvid af natur af en eller anden underlige grund. Manden havde nogen gennemborende blå øjne, der ikke fik manden til at se mindre mærkelig og forskuret ud. for den blå var virkeligt iøjnefaldende, og skildte sig meget ud, fra hans kridt hvide ansigt. han havde to klokker i hatten, og han lavet små lyde vergang han bevæget sig bare lidt, og Thomas ikke ikke fatte han var blevet sniget op på af en mand med klokker på, det var bare for pinligt.. men Thomas tænkte ikke over det længe, for manden lænede sig uden et ord væk fra Thomas, og sprang over ham og over på den anden side af bordet formet som et kryds. manden hoppede som det han lignet. en hofnar. han sprang dog meget elegant og fejlfrit, og havde nok gjort den slags en del gange.

Hofnaren stod nu ved stolen, og satte sig ned i den, men ikke helt normalt, nej. den landsby tosse skulle sefølgelig sidde på sine stå spidser i den store brune læder støvler der gik fra fødderne og til under knæende. han sad med benene samlet og kunne holde balancen på sine fine støvler, og lænet sig ind over Thomas og så ned på ham. hofnaren smilede med sine skumle og gustne læber, før han så roligt rejste sig op, og stod nu på gulvet med hænderne på det kolde stål bord. og begyndte så småt at prikke og nive i Thomas ubeskyttede maveskind, og Thomas udbrød en masse blanding af latter og av, mens hofnaren bare hyggede sig med at pirre Thomas med de drillende berøringer.

Thomas kunne ikke lade være med at tænke hvad fanden der skete her, mens han prøvet at dreje sig grundet berøringerne, men Thomas kunne ikke bevæge sig overhoved tros mange forsøg og andstængelser. Hofnaren stoppede efter nogen syv sekunders tid, og gik så stille og roligt på den anden side af bordet, mens han talte med sine dyriske stemme igen, der denne gang havde et gram af morskab i det, som var han enten helt vildt sindsyg eller bare en klovn i virkeligheden, for han snakkede som en sand hofnar ville overfor et publikum på en markets plads, dog var der den dyriskehed, som ikke passede til en hofnar på nogen måde. "Camille.. Hvor er hun" han tog armne op til hoved, og tog dem sådan halvt ud til siden, som noget man gjorde til en børne fødselsdag, når kloven spurgte om noget, og ville have børne til at grine med nogen hånd bevægelser. Thomas svaret forvirret som han var "Du må have taget den forkerte. Jeg er T" Thomas fik ikke sagt mere, inden hofnaren afbrudte ham ved at ligge en hånd på Thomas mund, og trak så hånden til sig, og sagde "Det beklager jeg virkeligt. du skal slet ikke forklare mere. du er fri til at gå...." Hofnaren smilede og grinte, og fjernet tæppet fra bordet.

Thomas drejet hoved mod bordet, men fortryd det hurtigt igen, og han kunne mærke en kulde gå ned af hele hans rygrad i frygt og skræk, og han var nu bange for både ydmygelse, og smerte der allerede gav ham lyst til at tigge og be om døden, selvom der ikke endnu var sket noget slemt. han kiggede med bedene øjne på Hofnaren, men bliv bare mødt af endnu et lumsk smil. på bordet var der lidt af vert, både til ydmygelse, og voldsom smerte. der var tråd og sy nåle, der var en ganske normal jernstang med Dé Minions symbol forenden af stangen. der var spanskrør, læder piske, alle mulige størrelser og former for knive. dildorer. en sort pose. en syl, en hammer, og et lille glass med en besynderlig sort flydende væske.

Thomas skulle til at sige noget, men hofnaren tysset på ham, og mens han lagde en læderrem om Thomas mund så han ikke kunne snakke sagde Hofnaren "Troværdighed er alt i denne verden Hr" Hofnaren havde nu fået remmen på, og forsatte "Jeg tvivler simpelthen på din troværrdighed.. men bare rolig.. når jeg er færdig, vil jeg tro på ALT du siger. tag det ikke personligt, det er ren morskab" Hofnaren tog jernstrangen i den ene hånd og stod og lå an til at skulle smadre Thomas knæ skal med den, og Thomas så helt forskræmt ud og var ved at besvime ved bare tanken. Hofnaren smilede og tog den væk fra knæet, og sagde "bare rolig Hr.. så kedeligt vil jeg ikke gøre det." Hofnaren tog jernstangen uden i strækt arm, og pustede en blå ild flamme ud af munden, og jernstrangen bliv efter bare få sekunder helt selvlysende orange af varme, og thomas fik en lille tåre ned af kinden.

Hofnaren lagde den glødene jernstrang lige over Thomas nøgne lem, og Thomas fik et sjovt ansigt udtryk i Hofnarens øjne, hvorefter hans pressede den varme jernestrang ned over det ubeskyttede lem, hvor man nu kunne høre kød der boblet, og væv der smeltede væk. Thomas lem fik voldsomme forbærninger, men Hofnaren stoppede ikke med at brutalt presse lemmet i smadre af med jernstrangen, og der gik længe før Thomas endelig besvimet af ren smerte. Thomas slog dog til hans egen ulykke øjnene op igen, og fik tåre af de kraftige smerter der kom fra underlivet. han vidste ikke hvorfor han var vågnet, da man burde være død af sådan behandling, men så så han noget af det sorte væske manglet fra glasset på bordet, og han var nu helt græde færdig i frygten om hvad der nu kunne ske.

Hofnaren havde lagt det varme jern fra sig, og stod nu med sy tråd og nål i hænderne, og Thomas prøvede at skrige ud til Hofnaren han ikke kendte til nogen Camille, men han havde stadig den dumme læderrem for munden, og kunne derfor ikke få noget som helst ord eller lyd ud af munden, andet end noget uforståeligt smertefuldt mumlen, da det stadig gjorde ondt i de sorte forbrændte boller der var engang lignet noget helt andet. Hofnaren begyndte at sy i Thomas brystvorter, med nål og tråden.

Hofnaren nynnede en lille del af en sang, mens han kørte nålen frem og tilbage og syet ligegyldigt i hans brystvorter, og snakkede så til Thomas mens Thomas var i tydelige store smerte, det kunne man se i ansigtet, og de få tåre der trillede ned af hagen af smerte. "Bare rolig, det gør mere ondt mig end på dig. at se et andet væsen i lidelse.. puha.. det er meget følelses messigt for mig. Meeen ved DU hvad? du skal prise dig selv lykkelig, for det er mig der underholder dig iaften. DET kunne have være ham shapeshifteren Isabella har, han kan sit shizzel og dizzel. Men nej. han havde travlt, så Isabella sendte mig. men hey.. man kan jo ikke være heldig og få de bedste til at deltage i hyggen ver gang vel?".

Hofnaren tog et meget fast greb om mandens brystvorter, og rev så brutalt til, og lod syningerne rive over halvdelen af hans mande bryst kød og fedt fra knoglerne, og Thomas prøvede endnu engang at skrige i smerte, men ingen lyd kom. Hofnaren ruskede lidt i thomas kind som en eller anden farmor, og sagde "Nurh, du skal da ikke være ked af det.. så er der jo ikke meget sjov til resten af aften vel? du skal tænke på vi er lige begyndt" Thomas prøvede at være vred, men det gjorde simpelthen alt alt alt for ondt til det. Hofnaren gik hen til bordet, og tog en kniv med takker frem, og smilede igen lumsk til thomas, men lige før Hofnaren kunne nå at vise pirrende hvad han ville gøre med den, så høre han en Dé Minion vagt råbe efter ham, "Jester der er nogen problemer herude" Hofnaren hoppede hop som et lille barn en enkelt gang, og råbte tilbage "helt ærligt dit fede svin gemt væk i en sadin dåse.. legen var ikke engang begyndt!"
Hofnaren åbnet den tunge dør, og sagde inden han gik "bare rolig.. din datter er lige inden ved siden af... hun ved nok noget" Thomas bliv helt hvid i hoved af ordne, og tænkte på sin datter inden han så den store dør lukke og låses fra den anden side.

Hofnaren gik ned af en lang gang med en masse store tunge stål døre, der måtte være over 100 på denne ene gang for den var meget lang. Hofnaren gik og af en trappe, og kom op til en anden lige så lang gang med stål døre. hofnaren gik efter den store vagt der havde galt på ham, og de gik ind en lille træ dør, også var det i et normalt baglokale på den lokale strip klub. der var to vagter. den ene af af dem havde læder rustninger på, der dækkede noget af kroppen, mens den anden havde en store metal rustning der dækket hele kroppen, og havde en stor tohånds øksr, ligesom Sakrefs elite soldater, men denne havde Dé Minions symbol på brystpladen.

Hofnaren kiggede på de to vagter, og sagde så "hvad så? hvorfor skal en dåse, og en sko pusser forstyre min søgen efter Fruens fjende?.. hm? hvorfor er jeg ikke ved at lede efter glimmer prinsessen?". Hofnaren var ikke glad for at blive forstyret, men holdt sin kæft for en kort stund, så de kunne forklare ham hvad der skete. vagten i læder rustningen begyndte hurtigt at forklare "Som de ved herre Jester, så er vi 9 vagter fordelt rundt i strip klubben, og udenfor. klar til at holde dette sted hemmeligt for en ver pris.. problemet er herre.. 7 ud af ni har ikke afgivet status rapport med deres magi krystaller" Jester kiggede undrene på manden med læderrustningen, og sagde dyrisk og sur "7 veteraner fra bloddiamant krigen forsvinder ikke bare. dine lejesoldater må have taget dem selv fri, eller begyndt at lege med luderne.. Isabella vil b....." mere nået Jesteren ikke at sige inden den spinkle træ dør bliv sparket op af en britisk militær støvle. og man kunne nu se en stor dæmon med virkeligt brede skuldre komme til syne fra den lukket strip klubs mørke, og hans skygge lagde sig ind i baglokalets lys.
Rafaels afdøde brors kors hang om halsen, det var et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på Rafael store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.

Rafael har nogen store klør som hænder, og hans øjne er sorte som den mørkeste nat. hans store sorte vinger er blevet samlet på ryggen, og frygtindgydende horn er kunne skabe mararidt for mange. Jesters smil bliver bredt, og han går to skridt bagud, og med hans hæse dyriske stemme siger han "get him boyz". vagten med den store rustning svinger den store økse over hoved, og skal ligge til at slå efter Rafael. Rafael ser alt andet end glad ud, og med hans hurtighed, er han ikke mange øjeblikke fra at give en albue på siden af hjelmen til den store jern mand. Rafael lader sig falde med ned over den store mand, og undgår derved et slag fra den anden mand. Rafael lader hans vægt blive lagt på manden i jern rustningen, når de rammer jorden, hvorefter Rafael ligger en fod på mandens hånd der holder øksen, og presser både rustningen og mandens arm over i to med en voldsom styrke, og en brutal vilje. Rafael tager nærmest ingen tid om at knase mandens arm, og tager derefter et fast greb på øksen, og med to hænder svinger han den mod manden med læder rustningens bagside af knæene, og skære manden over i to, og ser hvordan blodet flyver over af alle væggene mens de kropsløse ben falder til jorden som var det kød fra slagteren. manden bliver overraskede, og falder begover uden noget under knæende, og han rammer jorden med et hårdt ´bomb´, og tager sig håbløst til benene, og skriger i af radsel og pinsel. Rafael stopper med at bevæge sig, da Jester ikke ser ud til at gøre noget. så Rafael rejser sig bare stille og lydløst op, og ser med de mørke øjne på ham.
Jester er ikke god til at slås, og synet at trænet kriger blive lagt ned, som var de legetøj, havde han opgivet at kamp gejsten, og faldt til sine knæ. og begyndte at forhandle "DU ser ud som en der..." Jester nået ikke at sige mere, før Rafael bankede ham op mod en af væggene. og sagde krævende og dominat "Nogen dage siden bliv en pige kaldet Camille angerbet af en samling af tre børnehave børn, hyret af Isabella. rygtede på gaden er, jeg kunne finde en cirkus klovn her, der arbjeder for hende... Giv hende den her besked.. Næste gang Camilles skuldre kan mærke din organisations vægt, vil der ikke være nogen himmel, helvede, eller verden du kan gemme dig i Isabella." Rafael smed Jester over i den modsatte væg, og så ham stikke halen mellem benene.
Rafael vidste intet om kælder anlægget med fangerne for at finde Camille, så Rafael satte sig bare op af væggen, og tændte en cigaret med sin zippo ligther. og tog en dybindånding, og hørte ikke efter om der var nogen på vej ind i baglokalet eller strip klubben, han havde jo flået og revet alle i stykker på vejen ind, og siden klubben lige nu var lukket for natten, var det kun vagter der var taget en enkelt billet til efterlivet. rafael ville bare sidde her en halv time inden han forlader stedet. og selvom der kom nogen gjorde det ham ikke så meget, hans ansigt var set af carnaval nissen, så Rafael havde intet at skjule, og der ville nok ikke komme nogen fjentligsindet ind så hurtigt.

Selv Kendte Ribanalon intet til nogen Camillie, hun havde aldrig mødt nogen
med sådan et navn, mest af alt lød det som var hun kommet fra en anden verden
eller også var hun et simpelt menneske barn. Men hun havde nu hørt dette navn for
første gang. Faktisk var dette et tilfælde at hun var kommet kommet så tæt på
mørke rummet i dette bodel. Hun skulde have snakket med Jester. Men det så ud
til at han var den helt forkert at snakke med. Hun havde set det hele og det havde fristet hende til at blive i dette nydelsernes hjem en tid som hun aldrig selv havde
set sig være der inde i. Hun stoppede kort op en meter fra den panserede dør
de metalliske grå øjne der var skænket til hende så ind i rummet, havde hun
trukket vejret som et menneske havde luften været tung og fugtig.
Tilsidst gik hun ind i rummet og mødtes af bevistløse eller døde vagter og en
mand der sad og røg. Det her var måske en fejl,at gå der ind selv havde hun drabt
dem som trodsede hende i at lave hendes sager blive deres også.

Rafael indåndet den dejlige beroligende røg der fyldte hans lunger nu, og langsomt kunne man se de sorte øjne blive mere og mere blå,
hvorefter der kom noget grønt i dem, og til sidst kunne man se nogen naturlige blå grønne øjne. Rafael lukkede øjnene i igen,
efter en kort trækning i læben næsten havde åbnet dem, han havde ikke den største respekt for andre end ham selv,
men han var begyndt at blive ´opdraget´ lidt af Camille, så han måtte kæmpe for at holde sig på dydens smalle sti,
for god kom han aldrig til blive, men mere forstående for andre, kunne man vel godt sige, men der skulle så lidt til mod en af dem han havde taget ind til brystet,
før han fjernet brutalt alt der stod ham i vejen for dem. Rafael smilede lidt skævt og tænkte på hans krop var sulten, og hans lyst for sjæl bliv stille og roligt mere og mere aktiv,
ikke han havde noget mod at spise, han var ikke sympatisk overfor hans mad, og gik nogen gange, eller faktisk altid lidt over grænsen hvad er var nødvendigt for at få sjælen ud af dem.
Rafael åbnet stille og øjnene da han opfanget nogen var i rummet, og så nu på Ribanalon, og en lille trækning i kinden kom frem, af en blanding af overraskelse, vrede, og glæde. han rejste sig elegant op, og nikkede høfligt mod Ribanalon, og sagde med en gentlemands tone "Frøken, af hvilken grund skylder jeg selv æren?" han tog hånden frem, og lå an til at give hendes hånden, og hvis hun tog imod og rakte sin hånd, ville han føre den til sine læber, og kysse håndryggen.

De Metalliske øjne stirrede en tid på ham nogen synderlig visning af
hendes tanker eller følelser over hans åbenhed og utrolige venlighed?
Hun rakte hånden langsomt frem mod han og lod den falde i hans hånd.
Hånde var i forhold til hendes mere rubust og stor. En tungespids kom
imellem hendes læber der havde samme farve som det blod hun drak.
Nogen mente at hendes læber var farvet med blodet fra hendes ofre og
ikke med sminke. Tungen gled kun svagt over underlæben og rørte kun lige
overlæben, den forsvandt ind i hendes mund igen. Hvorefter hun svarede
på det sprøgsmål der var blevet hende givet. "Af grunde der omfangede
de mænd der...." hun kiggede ned på vagterne som hun nu have helt konstateret
var døde, "Der ligger for vores fødder" hun tav efter sine ord og lod sine
øjne flade på hans som hun så ind i. De fleste ville sige at hun stirrede,
men grunden til folk syntes det skyldes den grå farve der fik øjnene
til at se meget iagtagende ud.

Rafaels øjne bliv sorte som natten på mindre end et sekund, da hun henvidste til mændene,
han havde altid blevet lært at behandle med respekt af hans store bror, men hvis de gjorde
noget for at misbruge respekten eller bare trådte på hans stolthed, så ville de se en helt anden
side af ham. men kvinden her havde gjordt intet af disse ting, og derfor var Rafael den gentle
mand han var blevet lært op til at være. Rafael smilede kærligt til hende, men havde ingen sådan
bagtanker, det var han ikke i humør til iaften, han havde ting at gøre, blandt andet føde at spise.
Rafael studeret hendes ansigt kort, og lagde så blidt hendes hånd ned af hendes side, og trak sin
egen hånd til sig. hans sorte øjne var mere en gestus end en skræmme faktor lige nu, han vidste dem
kun hvis han følte det var lige så kaotiske og ondskabsfulde væsner som ham selv han snakket med.
"Beklager dybt de kom forgæves, mon ikke jeg selv kan kompentere for dette roderi ved at invitere dem
på noget af spise frøken?"
Rafael tænkte kort sig selv, og sagde så "Vil de beære jeg selv, med hvad de skulle bruge disse væsner til,
hvem ved, måske kan jeg selv overtage deres arbejde?"

Hun skar svagt tænder i det at Rafeal begyndte at snakke, men stoppede
da han begyndte at snakke og mad. Et smil begyndte at vokse på læberne,
men det blev ikke større end at det kunne falde ned igen. Hun så han bare
direkte i øjnene for at vise at hun ikke frygtede ham men at hun alligevel
holdte ham med øjnene....Hans sprog var nu dejligt at høre på selvom det
var så sjældent nogen talte til hende med den form. Men af godt folk kom
godt folk? Hun lagde svagt hoved på skrå og så endelig væk fra ham som
måtte hun holde en pause fra at studere hans corpus. Hun så mod udgangen
som hun var trådt ind af. Blodet fra de døde vagter var begyndt at flyve
rundt i rummet og ville snart tiltrække andre af hendes slags. "Jeg..." hun
kiggede tilbage på Rafeal. "Jeg kender ikke engang deres navn" smilet blev
mere skævt i det. Og hendes øjne mere drilske, men han skulle ikke tage
det personligt over den lille grimasse hun nu lavede. Øjnene blev mere
rolige igen og øjnene så mere tunge på Rafeal, da hun havde talt færdig lod
hun læberne svagt stå åbne mod hiannden.

Rafael lod hende tale færdig, og fik så et lumsk smil, og gentog det for sig selv "Kender ikke deres navne.." Rafale kiggede ned mod den ene af ligende som havde mistede sine ben under knæende, og kiggede så tilbage på Ribanalon og sagde høfligt "Deres navne er ligeså ubetydeligt som deres usle liv var" Rafael sprang ned over den døde mand, og rev resterne af overkoppen op på manden uden ben, og bankede respektløst mandens lig op af væggen, og man kunne se kødet ryste ustyrligt, og nogen knæk lyde brystkassen på den afdøde fra knoglerne i rygraden, også tog Rafael sin store næve tilbage og lagde an til et slag, men stoppede der, og kiggede mod Ribanalon igen, og forsatte "De findes bytte, og der findes jægere.. de var jægere.. nu bliv de bytte, og bytte fortjener ingen respekt eller omtanke" næven bliv hamret ind i mandens kranium, og man kunne se hvordan blodet stod ud til alle sidder, og ramte på Rafaels læder jakke, da mandens kranium bliv knust som et æg mod en sten, og man kunne se hjerne og væv rester på Rafaels højre næve. han tørte det af i mandens rester af kinden, og kiggede så mod Ribanalon igen, og forsatte "Jægere holder af ting ligesom bytte, forskellen er jægere har styrken til at fjerne alt der truer det de holder af... du er en jæger, det kan ses på dem frøken. spørgemålet er om de vil stå på samme side som mit bytte... eller. vi jægere skal jage sammen." Rafael ville vide om hun var en af Isabellas folk, for i såfald ville han ikke have noget til overs for hende, hvis hun ikke var, så ville de kunne jage sammen.

´Som en jægers refleks fuldte Ribanalon Abaddon lige så hurtigt som han
rykkede sig, hun var tavs men hendes øjne sagde mere end 1000 ord.
Hun så hvordan kraniumet nærmest smadrede som en vandmelon der blev
tabt på jorden. Et svagt glimt gik gennem hendes øjne som havde et billys
ramt et dyrs øjne i mørket. Hun lyttede til hans ord som var det en ramse han
sang for hende. Det sidste fik hende til at trække vejret kort som mistede hun
pusten, hun havde ikke brug for luft overhoved men nogen menneske ting
mmistede man vel aldrig, en defekt ting ved vampyrens natur. Blodets rus
kom over hende, alle blodet sidste indofiner fra liget som Rafeal nu havde massakreret, fløj livligt rundt om hende. "Jeg mente mere dit navn" hun
skar nu tænder over duften, den var så ubeskrivelig. Lige som et menneskes
kærlighed var. Hun vendte øjnene tilbage til ansigtet som var Rafaels, hun
ventede på at et navn eller en kommentar kom fra hans læber.

Rafael smilede af hendes ord, og fjernet hånden fra ligets bryst, og den livløse krop faldt til
jorden med et bomb. og Rafael nikkede venligt til Ribanalon, og sagde "Rafael. Navnet er Rafael.
og hvilken frøkens har jeg æren af at træffe? de smukke øjne må tilhøre et vidunderligt navn"
Rafael tog sin zippo lighter frem igen, og tændte endnu en smøg, da han havde smidt den anden.
han kunne faktisk godt lide hende.. ikke på den måde, men på et mere respektfuldt plan, og hun
virket skam også en der var vær at bruge lidt tid på. nu havde han ikke lige været så god til det med
venner, for havde aldrig gået op i begrebet før Camillie ligesom fik ham overbevidst om det rent faktisk
var noget værd. og selvom det langtfra var det han følte for Ribanalon, kunne han godt føle på ham selv,
at han godt ville have hende på sin gode side, ikke af taktiske grunde, han kendte hende jo ikke, men han
så muligheder i hende som en man ´holdte af´ på den ene eller anden måde. Rafael begyndte at gå udenfor
rummet, og sagde inden han gik ud "hvis jeg måtte byde på noget at spise frøken.." Rafael gik ud af baglokalet.

Rafaels skridt var ikke ensomme da han gik ud af rummet, for bag han ville
han sikkert kunne høre Ribanalon svage skridt, dog stoppede de igen, Hun
stod i dørkarmmen til dette pinslernes rum, som de fleste kun kom ud af
når de havde set døden. HUn lod en hånd hvile på dørkammen, og så på
ofrenes lig der lå. Tanken om de også engang havde været børn, kunne Ribanalon
aldrig helt forstå. Hun gav dem et sidste blik før at hun vendte blikket og lod
hånden glide ned til sin side. Hun forlod rummet og fyldte igen Manden som
kaldte sig Rafael. HUn prøvede at komme op på siden af ham og det gik fint
med skønt at hans skridt var faste og dog alligevel med en hvis elegance
som man sjældent så hos Dæmoner. Hun lod sig holde lidt på sit navn endnu
så der var et lille hvil imellem dem. Hun så nærmest stift ligeud sådan som de
gik der side om side. Tavsheden havde fået sin tid og hun lod sit navn komme
til verdenen. " Mit navn" Ságde hun og holdte en kort pause, "Er Ribanalon"
Nogen kendte hendes navn mens andre fandt det nyt. De fleste kendte
hende som Søsteren af Klusisska søskende. Andre kendte slet ikke til Vampyrene
Klusisska. Hun tog det dog ikke så vigtigt hvad hendes navn var, men
hvad hendes gerninger gjorder istedet.

Rafael hørte hendes navn, og stoppede op som var
han en soldat der hørte en general råbe efter ham,
og Rafael rystede på hoved, og forsatte så med at gå
med elegante skridt ned af vejen, og begyndte at snakke
med en mild venlig tone"Deres navn er genkendt frøken
Klusisska. deres familie ligger i skyggernes lune mørke
som en slange med føde for øje. en blandet ære at møde
dem. min arbejdes giver har også omtalt dem på et mere
privat plan. siger navnet Akuma dem noget frøken Klusisska?
jeg selv arbjeder friviligt for ham som vagt, dog bliver jeg snart
optaget af andet, så han er nok ikke min arbjedes giver mange
sole endnu." Rafael stoppede, og slog de sorte vinger ud, og tog
armen mod Ribanalon med et smil "Jeg har en pige der venter på
os frøken, vil de gøre mig æren af at flyve der med mig selv, eller skal vi gå?"

Det Hele Skete så hurtigt lige pluselig, Hun blev svagt fornøjet over
at han kendte til hendes Familie, hvilket lettede hende lidt, så hun ikke
skullle stå som en anden lille fortæller og fortælle hvem hun var og blah blah.
Det var en Kliche for hende. Men da Akuma blev nævnt stoppede hun óp
blikkede faldt stift fra lige til hen på Rafael, hvis ikke der haved været den
kontrol over hende som der nu var havde hun stået med åben mund og
polypper. En typisk levende ting at gøre syntes hun, men det gav nu en
charme ikke at kunne styrre sine træk, syntes hun. Hun kendte Akuma,
meget endda, og da det tydede på han havde fortalt om hende til andre
begyndte tanker at flyve rundt i hendes sind. Den kære Rafael snakkede videre
og fortalte at han arbejdede for Ákuma. Hun havde ikke set ham i lang tid
var han blevet en ''stor'' fyr her omkring. Hun ville havde sunket en klump
hvis ikke det var fordi hun ikke havde noget blod i munden.
En pige der ventede på dem? Altså både Rafael og Ribanalon?
Hun blev stående hvor hun var, "HVem venter præcis?" sagde hun som
det eneste skønt at han havde sagt så meget.

Rafael fik et skævt smil over hendes spørgsmål, og
svaret "En sød lille skabning. hun er værd et visit vær,
hun er frisk og meget levende. de er velkommen til at tage
for dem først når vi kommer derover" Rafael havde stadig armen
mod hende, og forstod ikke hvorfor hun tøvet. han havde jo ikke
gjort hende noget endnu. og det havde han nok, hvis
han altså havde sådan planer. "tag min hånd søde frøken Klusisska"

\\Sorry, massivt kra svigt ^^

Hun lagde blidt sin hånd i hans, hendes kulde ville sikkert trænge igennem hans kuld og nærmest virke som et svagt islag der lagde sig over ham. Generalt at hans nærmed var så tæt på hendes ville han kunne mærke den døde kulde der omfavnede hende. Hendes metalliske grå øjne stirrede direkte i hans ansigt, hun var tøvende men havde igen intet at mindste til dette ret så fremmede væsen. Hvis det kom ud på det at han ville skade hende som han havde skadet personen i det rum, var hendes sanser klar, det dyrriske ´kunne altid findes frem og en sjov leg ville komme på tale. Hun kunne mærke hans krop imod sin måske svagt ubehagligt da nær kontakt ikke alitd var noget for hende, det lod hun normalt kun sit bytte gøre for at lokke det med sig hvorefter hun dræbte sin mad på en måde som kun vampyrer kunne gøre. Berøringer var det der fik vreden og det djævelske væsen frem i hende. "Jeg stoler på dig" sagde hun med en hvis afslappedhed i den blide stemme. Hendes mørkerøde læber stod svagt åbne efter hun havde snakket. De metalliske grå øjne gav et svagt underligt lysskær fra sig som om nogen havde lyst hende i øjnene med en lygte eller et lys. Faktisk kunne man også beskrive det som var det et lyn der gik igemmen de metalliske øjne.