Blood. - Josh.

Halvmånen var gemt bag de mørke skyer, men man kunne lige ane omridset af den, og til tider kunne man tydeligt se den, når skyerne drev forbi den, til en anden sky gemte månen igen. Allyson viklede sine hænder ind i kappens stof, og trak den tættere om sig, for at lukke kulden ude. Snefnug dalede roligt ned fra himlen. Sneen knasede under hendes vinterstøvler, mens hun gik hen imod palæet, der for hvert skridt, blev mere og mere tydeligt at se. Hun lignede ikke en, der havde ondt, selvom hun havde forfærdeligt ondt i halsen. Hun var så tørstig efter blod. Derfor var hun på vej hen imod Josh. Det seneste blod hun havde drukket, havde været hans. Hans blod havde smagt ubeskriveligt godt, og derfor hungrede hun efter det nu. Hun stoppede op ved indgangen til palæet, og så på vagterne med et tomt blik. Inden de nåede at sige noget, sagde hun; "Jeres leder venter på mig. Luk mig hellere ind, så han ikke bliver alt for utålmodig." Allyson lagde hovedet lidt på skrå, mens hun ventede på deres svar. "Vi har ikke hørt noget om at han skulle have besøg i dag." Sagde den ene af vagterne. Få sekunder efter løb en stor ulv ud, og snuste til Allyson. Hun smilede svagt til ham. "Som i kan se, genkender Ghost mig. Må jeg komme ind?" Hun så på dem igen, og hendes svage smil forsvandt. Vagterne rømmede sig. "Selvfølgelig." De åbnede døren for hende. Hun gik indenfor, og så sig kort omkring. Hun lagde ikke mærke til om Ghost blev ude ved vagterne, eller fulgte efter hende. Hun fangede hurtigt Joshs fært, og fulgte den hen til en dør. Forsigtigt, næsten lydløst, åbnede hun døren og gik ind. Hun lukkede den forsigtigt bag sig. Hun så hen imod sengen, hvor Josh lå og sov. Først betragtede hun ham bare, men efterhånden blev smerten i hendes hals værre og værre. Hendes hugtænder viste sig, uden at hun havde nogen kontrol over det. Langsomt gik hun hen imod sengen, men få sekunder efter, lå hun over ham med en hånd på hver side af hans hoved, der holdte hende oppe, så hun ikke lå direkte på ham. Hun stirrede fascineret på hans hals, men tvang sig selv til ikke at falde for fristelsen om bare at drikke hendes blod. Hun havde lovet ikke at ville tage hans blod igen, uden hans tilladelse, og det løfte ville hun holde. "Vågn op." Hviskede hun, i håb om at det var nok til at han vågnede.

Et kort øjeblik, inden det var tid til at gå til ro, stod han og så ud af sit enorme vindue. Rundt i palæet var der fredeligt. Alle lærlingene var smuttet i seng. Vagterne stod udenfor portene og Ghost var ude at løbe sig en sidste tur, inden han også skulle tage sig et hvil. Udsigten udover Doomsville var fantastisk! halvmånen havde lagt et hvidt slør udover den ellers så mørke by. Det hvide slør blev dog trukket væk, ved at en sky pacerede månen og dækkede den til med sit dunkle, grå mørke. Josh stod med armene på kors. Tanker kørte rundt i hovedet på ham, tanker der gjorde alt for ondt at tænke på. Han sukkede højlydt for sig selv. På kroppen bar han en åbnet hvid skjorte og på benene bar han et par løse uglede bukser. Det var hans natbeklædning når der var koldt, hvilket, der var i nat. Med afslappede bevægelser, gik han hen til sengen, smed sig i den og lod hovedet forsvinde ned i den bløde pude..
I løbet af natten, kunne han fornemme en andens tilstedeværelse. Han kunne dog ikke fornemme hvem det var. Svagt åbnede han øjnene. Til at starte med, troede han at han så syner. For at få det til at være virkeligt for ham, blinkede han op til flere gange og der gik det op for ham at det var virkelighed. Allyson lå halvt ovenpå ham. Selvom han ikke vidste hvad hun ville sige, kunne han allerede fornemme hvad det var hun ville have. En anelse overrasket, adskilte han sine læber for at sige noget.
"Hva.. hvad kan jeg hjælpe dig med?" Hans halvmørke stemme var hæs og grødet efter den søvn han lige havde nået at få. Han blev liggende med hende ovenpå sig. Hvorfor skubbede han hende ikke bare væk? Skulle han være ærlig, han kunne ikke..

Allyson havde svært ved at rive sit blik væk fra hans hals. Hun tvang dog sig selv til at se ham i øjnene, da han snakkede. Hun kunne ikke lade være med at blive lidt overrasket, hvilket tydeligt kunne ses i hendes øjne. Hun havde forventet en anden reaktion, som at han skubbede hende væk og skældte hende ud for at trænge ind i hans bolig, eller noget. Hun kunne først ikke få sig selv til at sige noget. Hvad hvis han ikke ville lade hende drikke hans blod? Hvad skulle hun så gøre? Hun adskilte sine læber, men hun sagde stadig intet. Hun så på hans hals igen.
"Undskyld.. Men.." Hun lænede langsomt sit ansigt tættere på hans hals. Hun gjorde sit bedste for ikke at bide ham. "Må jeg ikke nok...?" Hun regnede med at han forstod spørgsmålet. Hendes læber var få centimeter fra hans hals, og endes mund var let åbent. Hun tog fat i hans skjortekrave, og trak den lidt væk fra hans hals. Hun ventede nervøst på hans svar på hendes spørgsmål.

Han vidste hvad hun ville have. Måden hun kiggede på hans hals kunne man ikke tage fejl af. Hun hungrede efter det blod der pumpede inde i kroppen på ham. Blod hun ønskede skulle danse på hendes smagsløg. Blod hun sikkert havde fået smag for dengang hun bed ham. Englen inde i ham skreg om at komme væk og beholde blodet for sig selv, desværre, lyttede Josh ikke rigtigt til del. Han lyttede til den del der ikke havde noget imod at blive bidt, den del der faktisk ikke havde noget imod hvis han en dag ville falde død om. Med et svagt smil på læben, nikkede han i mørket. "Ja, bare ikke tag det hele," det kom som en svag hvisken ud fra hans læber. Selv om han nok ikke burde at lade det ske, så kunne han ikke lade være med at sitre en smule i kroppen, ved følelsen af at hendes læber var nær ved hans hals. Hendes ånde kærtegnede blidt det ømme sted. Han forsøgte at klemme øjnene sammen for ikke at nyde følelsen af læberne der var nær halsen. For pokker, han kunne ikke gøre for at han nød at blive kysset på halsen!
Han lå bare helt stille og ventede på at hun skulle sætte tænderne i ham. Lige nu, var han som et bytte under rovdyret, et bytte der gav sig frivilligt til rovdyret. Der var helt stille på værelset. Ghost var fortsat ude at jage, vagterne stod ved portene og lærlingene sov..

Allyson tøvede lidt, efter at han havde givet hende lov til at drikke hans blod. Selvfølgelig ville hun ikke tage det hele. Hun ønskede jo ikke at skade ham. Meget forsigtigt berørte hendes læber hans hals kort, hvorefter hendes hugtænder gled gennem hans hud. Hun lukkede sine øjne, og drak roligt hans blod. Hun gjorde det så forsigtigt hun kunne, for ikke at skade ham. Smerten i halsen begyndte at forsvinde mere og mere. Hun kunne ikke beskrive hvor godt hans blod smagte.
Hun trak sig væk fra ham, og betragtede hans ansigt. Hendes hugtænder forsvandt, og hun tørrede blodet om munden væk med sin hånd. Hun så på hans hals, der hvor hun havde bidt ham, og bed sig i underlæben. En let rosarød farve bredte sig i hendes kinder, efterhånden som det begyndte at gå op for hende, at skjorten han havde på var åben, og at hun lå over ham. Hun havde ikke tænkt nærmere over det før nu, da hun havde haft for travlt med at kæmpe imod trangen til blod. Hun rejste sig op fra sengen, og så nervøst på ham. "U-undskyld." Hun så ned i gulvet. "Jeg.. går nu.." Den lette rosarøde farve på hendes kinder, blev efterhånden stærkere og stærkere. Hun gik hen imod døren.

Det føltes som en evighed, før hun satte tænderne i halsen på ham. Det stak i kroppen på ham, det var en følelse af at nogen nev i dig med de skarpeste negle i verden. Dog, blev det mindre og mindre ubehageligt, jo mere han slappede af i kroppen. Til sidst var det slet ikke ubehageligt. Han lukkede øjnene i og slappede af i kroppen helt ned til tåspidserne. Da hun igen trak væk, åbnede han øjnene op og så op på hendes silhuet i mørket. Måneskinnet slap ikke ind igennem værelset da der var trukket gardiner for. Der var noget over hende der pludselig forsvandt. Det var som om at det gik op for hende hvad det var hun lige havde gjort, som om at pigen før ikke var hende, men blot vampyren der tørstede efter blod. Han skulle til at sige noget til hende, da hun kom ham i forkøbet og forsvandt fra ham, ligeså hurtigt som hun pludselig var over ham. Dog skulle hun ikke regne med at slippe så let fra ham. Han var hurtigt oppe at stå. Hans hånd tog hurtigt fat i hendes for at stoppe hende i gå sin vej. "Du behøver ikke at gå, nu har du alligevel vækket mig, så.. hvorfor bliver du ikke og snakker lidt?" Han sendte hende et smil i mørket.
De brune lokker sad pjusket ud til alle sider. Skjorten sad helt forkert. Bukserne var det eneste der ikke afslørede at han lige var blevet vækket i sin søvn.. Langsomt gav han slip på hendes hånd igen. "Og nej, bare rolig, jeg har ingen bagtanker," Han smilte en sidste gang til hende, inden han gik hen til sengen og satte sig ned, kun for at kigge op på hende. "Så, af alt andet blod du kan få her i Uw, kommer du til mig?" Hans stemme var drilsk og nysgerrig.

Allyson stoppede op, da han tog fat i hendes hånd. Varmen fra hans hånds hud overraskede hende altid, da den var så behagelig, men den var også ret træls. Den mindede hende om at hun var en vampyr. En død skabning, der skadede andre. Hun så ikke på ham. Det kunne hun ikke få sig selv til. For hun vidste at det første hun ville se ville være bidemærkerne og den smule blod, der var på hans hals. Da han gav slip på hendes hånd, lagde hun armene over kors, for nærmest at beskytte sig selv. Hun så endelig på ham, da han satte sig ned på sengen.
"Jeg kom til dig, fordi dit blod var det seneste jeg smagte, og nok det allerbedste." Sagde hun og så ned i gulvet. Hun var ikke stolt over at have vækket ham, og spurgt om hun måtte drikke hans blod. Hun var dog lettet over at hun ikke bare havde taget hans blod, som sidste gang. Hun så på ham igen, men så hurtigt væk igen, da hendes blik kort havde strejfet hans bare mave. Hun havde på en måde lyst til at spørge om han ikke nok ville lukke sin skjorte, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hun så kort rundt, og undgik omhyggeligt at se på ham. "Er du sikker på jeg ikke skal gå?" Spurgte hun mumlende.

Hun skulle ikke være bekymret omkring det med at have vækket ham. Der skulle mere end det til at gøre ham sur. Allyson var en god personlighed, han vidste at han kunne snakke med hende og det hun gjorde, det gjorde hun fordi hun endnu ikke havde vendet sig til at være en del af blodlevenderne. Det måtte ikke være det nemmeste at være vampyr. Han kunne i hvert fald ikke se sig selv som en. Ikke at han havde noget imod vampyrer. Han sad og så på hende i mørket med et svagt og et smule udmattet smil. Imens han gabte kørte han en hånd igennem det pjuskede hår.
"Tak. Det tager jeg som et kompliment," sagde han med en varm og rolig stemme. Langsomt startede han med at lade sin hånd vikle sig ind i dynens bløde stof. Da hun spurgte om han var sikker på om hun ikke skulle gå, nikkede han, men kom i tanke om at han nok også burde sige noget til hende. "Ja, jeg er sikker, jeg nød dit selskab sidste gang og.. Har faktisk tænkt på hvordan du mon gik og havde det," Langsomt rejste han sig op igen og strakte sig. "Men, hvis du ikke har lyst til at blive skal jeg ikke tvinge dig," Han stoppede med at strække sig. Et varmt og venligt smil blev sendt til hende. Langsomt startede han med at gå tættere på hende. "Så.. hvordan har du det?" Han stoppede op foran hende. Nok kunne hun se i mørket, men, det kunne han ikke, hvilket var grunden til at han rykkede en smule tættere på hende for bedre at kunne se hende.

Da han gabte, kneb hun øjnene lidt sammen. Hun overvejede lidt at sige, at han skulle sove videre, men hun ville faktisk gerne snakke med ham. Hun vidste bare ikke om det var en god ide, at de snakkede sammen. Hun bed sig svagt i underlæben, da han nikkede som svar på hendes spørgsmål. Hun kæmpede for ikke at se på hans hals, eller hans mave. Han gjorde det virkelig ikke let for hende. Hun holdte øjnekontakten med ham, da han langsomt gik tættere på hende. Den røde farve på hendes kinder var væk, heldigvis. Hun fandt det pinligt at hun rødmede sådan. "Jeg vil gerne blive, jeg ved bare ikke om det er en god ide. Du bør få noget søvn, det er godt for dig." Hun ville gerne tilføje at han var englenes leder, og det så derfor var vigtigt at han var frisk og udhvilet, men hun tvivlede på at det var en god ide. Hun så ned i gulvet, da han spurgte om hvordan hun havde det. Hvorfor stod han så tæt på? Ikke at hun havde noget imod det, men hvorfor? Hun så forsigtigt på ham igen. "Udmærket. Jeg lever stadig." Svarede hun mumlende. "Hvordan har du det?" Hun havde ikke længere armene over kors. Hun knugede sin ene hånd med den anden, da hun var nervøs, af en eller anden grund, hun ikke kendte til. "Og, øh, hvad skete der sidste gang? Da de der fyre hentede dig?" Hun så spørgende på ham.

Josh havde ingen anelse om at det generede hende at skjorten stod åben. Faktisk tænkte han ikke engang over at det måske kunne genere hende. Han var vel bare van til at gå sådan rundt når han skulle sove. De mandelfarvede øjne stirrede ind i hendes. I mørket kunne han ikke se om hun smilte eller rent faktisk kiggede vredt på ham. Dog kunne han ikke se nogen grund til at hun skulle se vredt på ham. En kæk grimasse spillede forsigtigt om læberne på ham ved snakken om, du burde at få noget søvn, det er godt for dig.
"Det skal du ikke bekymre dig om, jeg har masser tid til at sove, men ikke masser tid til at snakke med dig," som havde han kendt Ally i flere år, rodede han hende i hendes lange brune hår og smilte varmt til hende. Han vidste ikke hvad der var med hende, hun var bare.. nem at snakke med og en fantastisk personlighed. Et kort øjeblik vendte han ryggen til hende for at stirre ud af vinduet, dog gik det hurtigt op for ham at der var gardin for og han rettede blikket imod Allyson endnu engang. Den lille kommentar om at hun stadig levede, kunne han ikke undgå at smile skævt af. Hun havde vist stadig ikke vendt sig til at være vampyr. "Tjoh, jeg har det fint, der er ikke rigtig sket noget nyt for mig," Svagt løftede han på de bredde skuldre. "Og, de fyre, er mine vagter, de er ikke meget for at lade deres leder være sammen med vampyrer.. Selvom de burde snart at have lært at jeg klare den fint nok," Der var noget underligt over hende, hun virkede.. nervøs? Forsigtigt lagde han sin hånd imod hendes pande og så hende ind i øjnene. "Er du ved at blive syg? Du virker en smule nervøs og stille, gør mit blod dig omtumlet?" Han smilte fortsat til hende og fjernede hånden fra hendes pande.

Allyson rynkede svagt på panden, da han rodede hende i håret. Hun rettede hurtigt på sit hår, da han vendte ryggen til. "Der er intet specielt i at snakke med mig," Mumlede hun lavt, hun var ikke sikker på om han hørte det, men hun håbede vel lidt at han havde. Hun lagde armene over kors. Hun mødte hans blik, da han vendte sig om mod hende igen. "Så, du har ikke snakket med Jacob?" Hun var stadig indsat på at hjælpe ham med at blive forenet med sin bror, også selvom det ikke var hans rigtige bror.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, over hans svar på hendes spørgsmål. "Tja, også selvom du klarer dig fint, så er det stadig farligt at være alene med en vampyr. Hvis vampyren er stærk nok, og først har fået sit greb i dig, så er du færdig." Hun smilede svagt, men der var ingen glæde ved smilet. Hun rødmede kraftigt, da han spurgte om hun var syg. Hun så ned i gulvet, og trådte et skridt væk fra ham. "Nej, jeg har det fint. Jeg er ikke syg. Bare rolig." Sagde hun mumlende, men det var klart nok til at han ville kunne forstå, hvad hun sagde.

Hun måtte se at lade være med at være så negativ omkring sig selv, det ville hun ikke komme langt med og det havde hun aldeles heller ingen grund til at være. Forvirret løftede han på et øjenbryn over det hun mumlede. Ønskede hun at han skulle høre det eller ej? Svagt bed han sig i underlæben. "Det er specielt for mig, jeg mangler nogen at snakke med og.. du er ret god at snakke med," Han smilte til hende og gik endnu engang hen for at sætte sig på den bløde seng. Da hun bragte det med Jacob på banen kunne han mærke hvordan humøret langsomt forsvandt fra ham. Han savnede Jacob, der var bare intet at gøre ved det. Svagt rystede han på hovedet og så den anden vej. "Nej, jeg har ikke snakket med ham.. Jeg ved ikke hvor han er," Efter ordene kom der et svagt suk. I tider som disse, ønskede han bare at være en lille dreng igen, der løb rundt i skoven og gjorde hvad det passede ham, samt kom hjem til sin bror hvor han følte sig tryg. Det gjorde ondt i maven på ham, så for at det ikke skulle gøre mere ondt, forsøgte han at tænke på noget andet. Til det hun sagde med vampyrer, gjorde at han så op på hende. De mandelfarvede øjne var hverken skræmte eller forvirret, snarer rolig og enig. "Det ved jeg, men sjovt nok, har ingen vampyr formåede at ville slå mig helt ihjel endnu," Han lod sig falde bagover, ned på sengens bløde overflade. "Jeg aner ikke hvorfor,"
Til det med at hun ikke var syg, smilte han bare af og derefter stirrede han op i loftet, uden rigtigt at vide hvorfor. "Allyson," Hans stemme var varm og mild. "Hvis du ikke ønsker at blive, behøver du ikke, jeg er så småt begyndt at vende mig til at være alene," Han drejede kroppen rundt, fronten hen imod hende, så han nu lå og så på hende. "Jeg kunne forestille mig at en køn pige som dig har andre ting at give sig til,"..

Allyson kunne konstatere at han havde hørt, hvad hun havde mumlet, da han hævede på sit ene øjnebryn. Hun så på ham med et bekymret blik. Hun var bekymret for ham, det kunne hun ikke skjule, og hun ville heller ikke skjule det. Hun fulgte ham med blikket, da han satte sig hen på sengen igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det, så hun lod være med at sige noget til det. Den bekymrende glød i hendes øjne blev stærkere, da han svarede nej til hendes spørgsmål om Jacob. "Kender du nogen, som kan hjælpe dig med at få kontakt til ham?" Spurgte hun forsigtigt. Hun tog fat i kappens stof med begge hænder, og trak kappen tættere omkring sig. "Du er ikke blevet dræbt af en vampyr endnu, fordi du er stærk og klog." Sagde hun, en smule genert.
Hun så hen imod døren, mens han snakkede. Måske var det bedst hun gik. Han havde brug for søvn, og hun havde brug for at komme væk. Hun kunne ikke lide at føle sig så sårbar. Hun rødmede igen, da han sagde det med at en køn pige som hende måtte have en masse ting at give sig til. "Nej, jeg har intet at give mig til." Sagde hun, og gik hen imod døren med hastige skridt. "Undskyld, men jeg er nød til at gå." Hun åbnede hurtigt døren, og løb derefter ned ad gangen. Hun havde glemt at lukke døren, da hun bare måtte væk.

Om han kendte nogen? Ja, han kendte Nille, veninden og dæmonen som han heller ikke havde set i evigheder! Hvor var alle folk henne for tiden? Forsvandt alle bare en efter en? Ville han være den sidste tilbage på et tidspunkt? Han nikkede svagt til det hun sagde. "Ja, det gør jeg, men vedkommende har jeg heller ikke set i evigheder," Ligesom hun mumlede før, var det nu hans tur til at mumle svagt. Han satte pris på at hun ville hjælpe ham omkring det med Jacob, desværre, var han bare ikke sikker på at det overhovedet var muligt.
Selvom det nok ikke var meningen at han skulle kunne fornemme det på hende, så var det ikke til at tage fejl af, hun ønskede ikke at være ved ham. Var han farlig? Eller, var der bare et eller andet der gjorde at folk ikke ville være hos ham i særlig langtid? Hendes lille kompliment gjorde at han rødmede svagt og tvang sig selv til at smile kækt, for ikke at lade de røde kinder overtage det hele. "ta.."
Han nåede ikke at snakke færdig, før hun allerede var smuttet ud af døren. Det at hun havde så travlt med at komme væk, gjorde på en eller anden måde ondt på ham.. Desværre, havde han bare ikke lyst til at hun skulle smutte sådan. "Ally, vent nu lidt!" Han rejste sig fra sengen og løb ud til hende.. Takket være at han var en archangel, indhentede han hende hende og stillede sig i vejen foran hende. "Hva har du så travlt med? Er jeg virkelig så slem at snakke med?" Nok havde vendet sig til at være alene, det betød dog ikke at han elskede at være det.. En enkelt gang så han sig omkring for at tjekke om nogen af lærlingen var vågnet. Det lå det dog ikke til at der var. Han sukkede lavt. "Ally, jeg vil bare gerne snakke med dig, hva er det du er så nervøs for?" Han så hende ind i øjnene.

Allyson følte sig ubrugelig, da hun ikke var helt sikker på, hvordan hun skulle hjælpe ham lige nu. "Ved du hvor vedkommende bor?" Spurgte hun. Gad vide hvorfor han ikke bare sagde vedkommendes navn? Stolede han ikke på hende? Hun kunne ikke lade være med at være lidt såret, selvom hun ikke vidste om han stolte på hende eller ej. Det kunne jo godt være at han gjorde, men ikke havde tænkt over at sige vedkommendes navn til hende.
Hun lagde ikke mærke til at han rødmede, for hun var allerede ude af hans værelse. Hun kunne mærke en tåre glide ned af sin kind. Hun stoppede brat med at løbe, da Josh indhentede hende og stod i vejen. Hun tørrede hurtigt tåren væk. "Nej, du er ikke slem at snakke med." Svarede hun med en lav stemme, men den var høj nok til at han ville kunne høre hvad hun sagde. Hun tøvede med at svare på spørgsmålet, men adskilte så sine læber for at svare. "Jeg er nervøs, fordi jeg føler mig sårbar. Jeg ved ikke hvorfor. Det kan også være ligemeget." Hun så væk fra ham. Endnu en tåre gled ned af hendes kind, som hun irriteret tørrede væk med sit håndled.

Han nikkede til det hun sagde. En af de brune pjuskede lokker faldt blidt ned over hans pande. "Ja, måske du endda ved hvem hun er, navnet er Nille, hun er skammer, hvis du har hørt om hende," Han fjernede lokken fra panden.
Han så forvirret på hende. Hvad var der med hende? Hvorfor havde hun så svært ved at være i nærheden af ham? Var det pga. han var en engel og tørsten efter hans blod blev ved med at genere hende? Tåren ned af hendes kind nåede han kort at opdage, dog sagde han ikke noget til den, for han vidste at det nok ikke var meningen han skulle have set den. I det øjeblik han ville sige noget til hende, afbrød hun ham og fortalte endelig hvad det var der gik hende på. Nervøs og sårbar? Hvorfor havde hun det sådan omkring ham? Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende.. "Du har ingen grund til at være nervøs, jeg lover dig, jeg vil dig intet ondt gøre," Han smilte blidt til hende. Det hjalp nok ikke, men, han vidste ikke hvad han skulle sige til hende omkring det. "Hvad plejer at hjælpe dig når du er nervøs?" han så spørgende på hende med sine mandelfarvede øjne.

Allyson rynkede svagt på panden og lagde hovedet lidt på skrå. Kendte hun en der hed Nille, som var en skammer? Hun mindes ikke at have hørt navnet eller ordet 'skammer' før. Hvad var en skammer overhovedet? Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg har ikke hørt om hende. Hvad er en skammer?" Hun så spørgende på Josh.
Hun vidste godt at han intet ondt ville gøre hende. Hun stolede vel på en måde på ham. "Jeg ved godt at du ikke vil gøre mig noget ondt." Sagde hun med en lidt svag stemme, som irriterede hende. Hun så på ham, da han spurgte om hvad der plejede at hjælpe hende, når hun var nervøs. "At komme væk." Hun så ned i gulvet. "Undskyld." Hviskede hun lavt, men hun regnede med at han kunne høre det.

Havde hun ikke hørt om hende? Det var en overraskelse. Næsten alle Josh han mødte, vidste hvem Nille var. Men, hvis hun ikke kendte hende som skammeren, kendte hun hende måske som Carolines bedste veninde? Det var altid et forsøg værd at spørge. "Altså, hun er kendt for at have en evne der kan få folk til at se hende i øjnene også.. skammer de sig over alle de ting de har gjort. Det skulle vist være pindefuldt," Underlæben blev et kort øjeblik et offer for tænderne. Han slap den dog igen. "Måske, kender du hende mere som Carolines bedste veninde?"..
Ude på gangen omfavnede mørket dem begge. Deres skikkelser var som to skyggebilleder på en hvid væg. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv lige nu. At lade hende gå ville bare få ham til at føle sig alene, derimod, hvis han lod hende gå, ville hun ikke være nervøs mere også ville hun få det bedre. Han kørte frustreret en hånd igennem de brune lokker. Derefter vendte han sit blik hen imod hendes.. Et kort øjeblik fangede hans blik hendes læber. Der var noget dragende over dem. Der var dragende over hende. Udsigten til hendes læber forsvandt dog da hun kiggede ned i jorden.. Hans krop startede langsomt med at gå hen imod hende, styrede sig selv og før han kunne nå at registrere hvad der skete, havde han lagt en finger under hendes hage og tvang hende nu til at se ham i øjnene.
"Du skal ikke sige undskyld," Det kom som en hvisken ud fra hans læber. Endnu engang så han ned på hendes læber. Trangen til at kysse dem voksede og voksede. Hvad havde han gang i!? Det var Carolines lillesøster!? Dog fik den tanke ham ikke til at stoppe med at rykke sine læber tættere på hendes. Hans ånde kildede hende hen ad læberne. Afstanden blev brudt, han kyssede hende blidt på læberne.. Forsigtigt strøg han hende ned af kinden med den ene hånd. Hvad havde han gang i!?
Lidt efter trak han væk og det drømmeland han havde været fanget i, gav nu slip på ham. Det gik op for ham hvad han havde gjort. "Undskyld jeg.. jeg ved ikke hvad der gik af mig.." Han kunne ikke finde de rette ord.

Allyson rynkede svagt på panden af hans forklaring om skammeren. Hun havde ikke hørt om nogen, der kunne det før nu. Det lød underligt, og umuligt, men tilsyneladende var intet umuligt i denne verden. "Det er ikke for at fornærme din ven, eller dig, men det lyder altså ret underligt og umuligt. Det er vidst noget jeg skal se, før jeg tror det." Hun betragtede ham kort. "Har du også en evne?" Spurgte hun. Hun havde ikke en evne, måske var det derfor hun tænkte at det var ret underligt at hans ven havde? Hun havde ikke mødt mange med evner, trods alt. "Nej, jeg kender ikke så meget til Carolines liv." Hun trak på den ene skulder. "Men, mon ikke jeg snart møder hende?" Hun smilede svagt.
Allyson stivnede svagt, da han lagde en finger under hendes hage, og dermed fik hende til at se på ham. Han var så tæt på. Hun var ikke bange, fordi at han var så tæt på, men hun blev mere nervøs. Hun lagde mærke til at han kiggede på hendes læber, og hun rødmede svagt. Hun trådte dog ikke væk. Det næste hun mærke var hans bløde læber mod hendes. Hun lukkede sine øjne, og gengældte forsigtigt kysset. Hun kunne ikke lade være. Da han trak sig væk, havde hun åbnet sine øjne igen. Hun måtte indrømme at hun allerede savnede hans læber mod sine. Hun så på ham med et overrasket glimt i sine øjne. Hun løftede sin ene hånd, og lagde den mod hans kind, da han snakkede. "Det er okay." Hviskede hun. Hun trak hånden til sig. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige, men måske skulle hun slet ikke sige noget, men gøre noget? Hun blev grebet af generthed, men hun skubbede den straks væk. Hun tog fat i hans skjortekrave, og trak hans ansigt tæt på igen. Hun trykkede blidt sine læber mod hans.

Det lød skørt. Det kunne han ikke være mere end enig med i. Men, hvis hun syndes det var skørt, ville hun helt sikkert også syndes at han evne var skør. Trods alt, mindede den lidt om nilles. De kunne ikke bekæmpe hinanden på samme tid.. Frygt og skam. Man kunne se på ham at han ikke var helt stolt af sin evne. På vise punkter og på vise andre, overhovedet ikke.
"Min evne er at jeg kan få folk til at de deres frygt," det kom ud som kradsene ord på tungen. Det lød skørt. "De vil tro at de enden ser eller bliver rørt af det de frygter mest.. Skørt ikke sandt?" Han så en anelse skeptisk op på hende. Hurtigt forsvandt det igen. "Har du en evne?"

Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre af sig selv. Et kys, han havde lige kysset hende.. Hvad ville hun ikke tænke om ham? Over sit indre had til sin handling, bed han sig selv hårdt i underlæben.. Det næste gik så stærkt at han ikke nåede at blinke, før det var sket. Ally havde taget et greb om hans skjortekrave og trak hans læber ned på hendes igen.. De læber var så loggende.. Bløde.. Han lukkede øjnene i og kyssede hende blidt tilbage.. Armene lagde han om hendes hofter og af ren reaktion, trak han hende en smule tættere på sig.. Hendes kolde hud var tæt imod hans varme.. Et kys der startede med at være blidt, udviklede han langsomt til at være lidenskabeligt..

Allyson fortrød lidt at hun havde sagt at hun havde ment det var underligt, at hans ven kunne få andre til at føle skam, da han sagde hvad hans evne var. Hun bed sig i underlæben. Hvis han brugte sin evne mod hende, hvad ville hun mon så se? Frygten for at hun mistede sine søskende igen? Hun vidste ikke hvad hun frygtede mere end det. "Nej, nej! Det er ikke skørt... Undskyld." Hun så ned i gulvet. Hun rystede på hovedet. "Nej, det har jeg ikke. Ikke hvad jeg ved af, i hvert fald." Svarede hun. Hun kunne ikke lide være med at være en smule glad for ikke at have en evne. En evne var jo noget man skulle kontrollere. Hvad hvis hun havde en evne, og ikke var stærk nok til at kontrollere den?
Da han lagde sine arme om hendes hofter, lagde hun sine arme om hans nakke, dog uden at kvæle ham. Hun havde svært ved at fatte at dette faktisk skete. Hvorfor havde han mon kysset hende fra starten af? Kunne han lide hende mere end som ven? Hun trak sig lidt væk, nogle sekunder efter at kysset var blevet mere lidenskabeligt. Hun åbnede sine øjne, og betragtede ham. "Hvad betyder det her for dig?" Spurgte hun, før hun kunne nå at stoppe sig selv. Hun rødmede igen, denne gang mere kraftigt. "Undskyld." Hun så væk fra ham, men hun kunne ikke få sig selv til at træde helt væk fra ham. Hun ønskede at være tæt på ham.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule over at hun undskyldte. Latteren var fyldt med varme, en varme der sivede ud i værelset sammen med Josh aura. De mandelfarvede øjne så op i hendes. "Du skal ikke undskylde, en evne er meget sær hvis man ikke er van til det," Han blinkede drilsk til hende. Til svaret på hans spørgsmål, lyttede han interesseret med. Han vidste ikke hvordan det måtte være uden en evne. Bare tanken om ikke at have frygt i sin magt gjorde ham utilpas. "Det kan være du får en, en dag," Han smilte blidt til hende.

Det føltes godt at kysse Allyson. Hendes læber var bløde, de føltes som silke der kildede ham hen ad læberne. Han havde øjnene lukket hele tiden. Det varede dog kun kort, hun trak sig væk fra ham og så op på ham, med et blik der gjorde ham en smule usikker på det han lige havde gjort. Skulle han være ærlig, vidste han ikke hvad han skulle svare. Ikke at det ikke betød noget for ham at kysse hende.. det var bare.. forvirrende.. Han var så forvirret og knust for tiden.. "Hør, jeg.. undskyld jeg skulle aldrig havet.. Ikke at det ikke betyder noget jeg.." Han kunne ikke finde de rigtige ord..
I en pludselig afbrydelse, kom en af de unge lærlingene ud af sit værelse. Hovedet stak ud af døren imens kroppen var gemt bag muren.. "Leder, er der nogen problemer? Hvem er hun?" Der gik ikke lang tid før den trætte barnestemme gav et gab fra sig. Pludselig kom der andre små hoveder tittende frem fra døren. Det så ud til at alle lærlingene var vågnet i det værelse.
Josh smilte blidt til dem. "Der er intet i vejen, Allyson her er min ven, i skal ikke bekymre jer,"

Allyson følte sig dum. Hvorfor kunne hun ikke bare lære at tænke sig om, før hun sagde noget? Det hjalp en smule at han grinede, og sagde at hun ikke skulle undskylde. Hun lagde armene om sig selv, og så ned i gulvet. Hun følte sig så svag, og hun hadede det. "Hvordan opdagede du din evne?" Spurgte hun. Hun så på ham med et spørgende glimt i øjnene.  "Måske gør jeg." Hun smilede svagt, men der var ingen glæde ved smilet.
Allyson fik et såret glimt i øjnene, over det han sagde. Hun kunne ikke gøre for det. Selvom han havde sagt at det ikke var fordi det ikke betød noget for ham, så var det alligevel som om det betød noget mere for hende, end for ham. Hun sagde ikke noget, ikke engang da lærlingene vågnede og spurgte om hvem hun var. "Jeg må hellere gå." Sagde hun med en svag stemme. Hun trak kappen tættere om sig, som for at gemme sig. Hun skulle til at gå udenom Josh, for at komme ud af bygningen.

Spørgsmålet om hans evne, fik ham til at huske tilbage på hans mor, den unge Lola der selv var blevet født med evnen. Dog, havde hun aldrig fortalt ham at han besad den, så da han som 8 årig opdagede den ved at bruge den imod Victoria, kunne han ikke være blevet mere overrasket over sig selv. Svagt bed han sig i underlæben, tænkte over det svar han skulle give, for det ikke skulle lyde alt for forvirrende. "Jeg opdagede den da jeg var omkring otte år, jeg var så vred på en der truede Jacob, at mine øjne bare automatisk begyndte at lyse og ja.." Han løftede på skuldrene og lod dem derefter falde. De mandelfarvede øjne søgte op i hendes. "Ikke noget særligt, det kommer fra min mor, hvor det så kommer fra hendes mor.." Et enkelt suk spillede et pus ud af hans læber. "Men nok om det,"

Lærlingene nikkede bare, hvor de derefter lukkede døren i igen og forsvandt bag den. Tilbage var Josh og Allyson, alene igen. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Noget over hende skreg at hun ikke ønskede at blive. Så kunne han vel heller ikke tvinge hende. Han ville sige noget, da ordene satte sig fast på tungen igen og han måtte droppe det. Hvad var der at sige? Selvfølgelig havde hun ikke lyst til at blive ved ham.. Hvorfor endte han altid med at skubbe folk fra sig? Uden at gøre modstand, lod han hende komme forbi.. Han sukkede og foldede armene på kors over brystet.. Det såret glimt i hendes øjne ønskede han ikke at se igen..

Allyson så væk fra ham da han sagde 'nok om det'. Han ønskede vidst ikke at snakke mere om hans evne. Derfor valgte hun at lade være med at kommentere på det. Hun lagde armene over kors. "Okay." Var det eneste hun lige valgte at sige til det. Hun så ind i væggen.
Da han ikke sagde noget, besluttede hun sig for bare at gå. Hun lagde armene omkring sig selv, som for at beskytte sig selv mod at blive såret endnu mere. Hun gik med hastige skridt ud af palæet, og forbi hans vagter. De så kort på hende, men hun skyndte sig bare forbi dem. Da hun var nået langt nok væk fra hans palæ, begyndte hun at græde. Hun vidste ikke hvad der gik af hende. Hun ville bare væk fra ham, men alligevel ønskede hun at se ham igen en dag.

//Out.