getting something for you my love... (Lyssa)

Tid: Lidt over middag.
Sted: Bazzaren...
Omgivelser: Butikker og boder i massevis...
Påklædning: Hans normale tøj men uden våben og rustning... Så skjorte og bukser, af hør.
Vejr: Koldt meget koldt i forhold til årstiden.

Han gik rundt i bazzaren, og regnede med at Lyssa var på arbejde. Han havde selv fået fri tidligere og vidste at hun havde haft noget træning hun skulle se til... han gik derfor stille rundt og kiggede sig omkring i de forskellige boder for at finde noget at købe til hende...

han vidste ikke helt hvad det skulle være han skulle købe til hende, men måske han skulle købe hende en rigtig ring, så han gik over for at kigge på nogle ringe at købe til hende... Det eneste han vidste der var vigtigt for dem var at det skulle være guld, hvis det skulle være et par, eller ihvertfald ikke sølv...

Han snakkede med en mand som fandt nogle ringe af guld frem til ham, og han kiggede på dem, og holdte dem i hånden og prøvede nogle af dem på, på forskellige fingre, han stod lidt og kiggede på dem mens de sad på fingrene og begyndte at tænke over om Lyssa pludseligt sneg sig ind på ham, og begyndte svagt at svede over frygten... Det skulle være en hemmelighed og ikke noget hun fandt ud af.

Simon, Lyssa's bedste elev, havde bedt Lyssa tage dagen fri.
Mest fordi hun havde trænet non-stop med dem i flere timer.

Hun var iført sin uniform, med hætten over hovedet, og hele udstyret på plads.
Hun havde jo trods alt lige forladt træningen.
Hendes rødbrune hår var gemt under hætten, dog kunne det skimtes mange steder.
Hun havde et langt sår ned langs armen der mest at alt lignede et sæt klør der havde flået hendes arm - endnu en ulempe ved at træne de øvede.

Hun var gået ned mod bazaaren for at få noget at drikke, inden hun ville tage hjem og vente på Sargonis. Hun vidste jo at han havde vagter indtil sidst på eftermiddagen.

Hun passerede flere boder med smykker, inden hun så ham. Han stod og så på noget, som hun ikke helt vidste hvad var.
Derfor, som den lille djævel hun var, begyndte hun at snige sig om bag ham.
Hun stod med få centimeter mellem deres legemer, inden hun kyssede ham i nakken.

''Hvad laver du?'' spandt hun, nysgerrigt, mens hun lagde armene om livet på ham..

I det hun kyssede ham i nakken skete der to ting... Han mærkede kysset og fik kuldegysninger, og fik faktisk ikke hørt hvad hun sagde, fordi der samtidigt med var en smerte der borede sig igennem hans fire fingre på den ene hånd mens der begyndte at stinke af brændt kød...

Ringene var ikke af guld... de var kun belagt god på ydersiden men det var blevet slidt af, af at han svedte, og derfor var de begyndt at brænde sig ind i ham... Smerten var ekstrem...

han stirrede ondt på manden der ejede butikken, og fordi han ikke havde fået fat i at det var Lyssa der stod bag ham, og faktisk troede det var en der forsøgte at forføre ham, blev han også vred på hende...

Han greb fast i hende og kastede hende ind i manden med fulf styrke mens han råbte af dem...

"Er De syg i hovedet, sælge sølvringe til en varulv!!! Og Dem Frøken jeg er en forlovet mand så De k..."

Han så så hvem det var og han stivnede på stedet mens han kiggede på hende, og flåede bare ringene af så han havde en ring på de fire fingre hvor han manglede alt køddet og der var ingen hud på nogen af dem...

Da hun landede ovenpå butiksejeren, stirrede hun først på ham, og undskyldte hurtigt.
Derefter hjalp hun ham op og stå. Så så hun endelig på Sargonis.
''Hvad fanden har du gang i!!? Det kunne måske være at du skulle købe noget til dit temperament, istedet for at købe ringe!'' snerrede hun lavt mens hun hjalp butiksejeren med at få sin butik til at se nogenlunde præsentabel ud igen.

Da hun var færdig, trak hun sin pung op fra indersiden af sin uniform. Hun betalte en erstatning for de ødelagte smykker. Så tog hun fat i Sargonis krave og hev ham med sig, væk derfra. Da de stod i skyggen af en café fandt hun en salve frem fra uniformen. Hun tog hans hånd og begyndte at komme salve på.
''du må virkelig lærer at styre dine bevægelser..'' sagde hun stille, og så ham ikke i øjnene. Han skulle ikke se de tårer hun holdte tilbage, på grund af den smerte hun havde fået af at blive kastet imod en mand. Hun havde fået trykket nogle ribben, ingen tvivl om det.

Han fulgte bare med hende, da hun begyndte at hive i hans krave, og var virkelig i tvivl om hvad han skulle gøre af sig selv, men gud hvor var den salve god, men alligevel begyndte tårene at presse sig på grundet den smerte det var, og han vidste at hvis det nogensinde skulle hele ordentligt var han nød til at få skåret dybere, og derved fjerne den del der var skadet af sølvet...

Han stoppede hende derfor i at ligge salve på, og med den frie hådn to han en af hendes mindste knive...

"Undskyld... Men sølv har en kraftig effekt i at presse dyret frem... Og undskylde det jeg gøre nu..."

han begyndte at skære den yderste millimeter af såret af, og på den måde begyndte såret hurtigt at hele igen... Tårene trillede mens han skjule det for folk...

Da han var færdig stod han svimmel...

''det er lige før jeg smider dig i hundeskole'' snerrede hun, stadig rasende over hvad han havde gjort ved den stakkels mand og hans butik.

''Sargonis, frem over, så prøv ikke smykker uden Blair eller mig.'' sagde hun bare kort og tørt.
Hun hadede at sige det, men hun var jo nødsaget til at sige det til ham.

Hun tog sine knive igen, og rensede dem kort inden hun så kort mod butiksejeren igen.
Så begyndte hun at gå, tavs

Han var stadig vred på manden, over at han faktisk forsøgte at snyde folk med forgyldte sølvringe... Han fingre gjorde stadig ondt, men de var allerede så småt begyndt at hele ret pænt endda som alle sår gjorde på ham...

"Han kunne bare lade være med at forsøge at snyde folk..."

Han fulgte så bare efter hende, med nedslået hoved han hadede hvordan han havde det temperament han skulle styre... Det var et helvede for ham virkelig...

"Undskyld Lyssa... Jeg ville bare have købt dig en gave for at fejre forlovelsen..."

Han gik helt oppe ved hende med nedslået hoved... Det var ikke nemt for ham at sige fordi han vidste ikke hvad han ellers skulle have gjort... Han skulle nok næste gang prøve butikkerne i angerforge, eller helt oppe i terrorville...

Han havde også overvejet at lave hende middag, men ham i et køkken nej det fungerede ikke... Det bedste han kunne var en telttur, hvor han stod for maden... Men han kunne ikke lige se at det var noget for hende...

''hør nu her. Han producerer ikke selv de ringe. Du ved ikke om han virkelig troede at det var ægte guld eller ej. Desuden så smadrede du halvdelen af hans smykker ved dit udbrud. Jeg ved godt at DU er et dyr indeni, men du kunne i det mindste lade som om du er lidt mere end en varulv når du er ude blandt andre.'' hun var oprigtigt rasende over hans lille udbrud. Et halvt års indtægt på at erstatte nogle smykker - latterligt.

Hun så ikke på ham mens hun gik. det kunne ikke være rigtigt, at han bare skulle undskylde, og så tilgav hun ham.
''og vores forlovelse, behøver du ikke fejre med ringe, middag eller andre ydelser. At du er min forlovede, er mere end nok for mig.'' sagde hun stille inden hun drejede ned af en lille gade, og satte sig på en bænk, så hun kunne få smurt sin egen arm ind inden der gik betændelse i hendes sår.

Han fulgte bare efter hende og satte sig ned ved siden af hende... han vidste ikke hvad han skulle gøre... han var gået i chok, og kunne jo knap nok huske hvad der skete fra at han mærkede smerten af sølvet der brændte ham og til at hun begyndte at smøre salven på hans hånd...

"Jeg ved det godt nu... Men sølv har en tåbelig effekt på varulve... Jeg gik i chok..."

han sad og kiggede frem foran sig og granskede sin hjerne for hvordan han kunne gøre det hele godt igen... Han havde en fucking tåbelig tendens til at redde sig ud i problemer... Han burde bures inde... Han forventede ikke hun bare tilgav ham...

"Hvad kan jeg gøre for at gøre det godt igen?"

Han satte sig på knæ foran hende og kiggede op på hende bedene, og hans hænder foldede han trods den syge smerte der gik igennem ved det... Han ville gerne selv regne den ud men hans hjerne var nærmest blevet blanket ud af det...

''du kunne tage hjem og holde den hånd i ro indtil den er healet ordenligt..'' mumlede hun stille. Hun så ikke på ham. Hun rejste sig stille.

''jeg tager tilbage og træner noget mere med Simon inden vi lukker ned..'' mumlede hun bare og rejste sig. Hun bed hårdt sammen mens hun begyndte at gå.
Simon havde bedt hende holde fri. Når hun kom tilbage ville de straks tro at der var sket noget.

Han kendte hende godt nok til at vide at der ikke var meget han kunne gøre, og at hun nok bare havde brug for at komme af med noget vrede og det gjorde hun bedst ved at smadre nogen eller noget sikkert som ham selv...

Han nikkede bare og så ned i jorden mens han gik tilbage til hendes kontor, eller Villa som det jo faktisk var... han gik på vejen og overvejede hvordan han kunne gøre det hele bedre, uden at overveje at han efterlod et blodspor hen af vejen...

Han kom ind i villaen, og gik ovenpå for at slappe af... Han besluttede sig for at selvom hun ikke ville have det måtte han gøre noget for hende for at gøre det godt igen... Han tog sin økse som han havde haft siden altid, og lagde den på en hylde hvor han hang et stykke læder fast hvor han skrev på...

På læderet stod der:

Til Lyssa
Jeg giver dig øksen som har beskyttet mig gennem mit liv.
Fordi jeg stoler på at med dig ved min side er øksen ikke det bedste forsvar.
Nej det bedste forsvar jeg har er din kærlighed.
Hilsen Sargonis

Han lagde sig så til at sove...

Ved solnedgang kom hun tilbage til villaen, træt, og gennemblødt i sved.
Hun bed liv sammen da hun måtte udviske hans blodspor hele vejen hjem.

Da hun kom ind, ænsede hun ikke øksen. Hun vidste allerede hvad der stod.
Hun gik ind i soveværelset, fandt en ren halvlang natkjole frem, og gik så nedenunder for at få taget et bad.

Hun tændte for vandet, mens hun smed tøjet

Han kunne regne ud at hun åbenbart vidste hvad der stod eller på anden måde var ligeglad... han følte at hans krælighed til hende næsten var uønsket når hun ikke engang læste den seddel han havde skrevet til hende...

Han lagde bare og tårene pressede sig på... Han hadede sig selv mere end han gjorde normalt og det sagde alligevel en hel del om hvor meget han hadede sig selv...

Han følte sig hadet af hende, og han flyttede alt det had overpå sig selv og hadede derfor sig selv endnu mere end han gjorde normalt...

Han lagde bare i sengen med ryggen mod døren i den side længste væk fra døren, og forsøgte at falde i søvn men kunne ikke da han var for knust til det... Han kunne heller ikke gøre noget rigtigt...

Da hun var færdigt i badet, tog hun natkjolen på, og fiskede en æske op af sin uniform.
Hun gik ovenpå, ind i soveværelset og satte sig på sengekanten ved ham.
''Sargonis.. Jeg er ked af at jeg flippede sådan idag..'' Hun lagde æsken på natbordet ved hans side af sengen og rejste sig så igen. Derefter lagde hun sig ind på gæstesengen, i gæsteværelset. Hun var næsten sikker på at han ikke ville sove i seng med hende efter hendes behandling af ham.

Æsken indeholdte en ring, i ægte guld. Hun havde brugt det meste af aftenen på at finde en ring. som hun var helt sikker på at han kunne bruge. Hun var bare bange for, at han ikke ville tage imod den, nu da hun havde såret ham sådan.
selve ringen havde en indgravering med smukke bogstaver; 'I may not be rich in gold, but I'm rich in love to you' stod der på indersiden af den.

Hvorfor var det at hun undskyldte overfor ham? Det var ham der havde lavet en kæmpe fejl overfor hende, og derved var det jo ham der skulle undskylde overfor hende... Han rejste sig op, og lod bare æsken stå, det var ikke vigtigt lige nu...

Han gik ind til hende og stod i døren stadig med de våde øjne efter at have grædt... Han hadede at hun undskyldte ikke fordi han ikke kunne tilgive hende, men fordi hun havde intet at undskylde for, eller være ked af...

"Søde... Det var ikke dig der dummede dig det var mig... Jeg må bare tag og blive indenfor i huset altid... Så kan der vel ikke gå noget galt?"

Han så på hende og hans blik var altvorligt...

hun lå med ryggen til ham. ''Sargonis, jeg overreagerede bare over din reaktion..'' mumlede hun stille.
Hun så nu ned mens hun satte sig op.
Hun så lidt på ham.
''vi må bare træne med din vrede.. ikke andet..'' sagde hun roligt og rejste sig langsomt. Kjolen sad en smule stramt, og fremhævede hendes former.

''Er du ikke sød at få sovet lidt..? Du virker meget træt..'' sagde hun blidt og aede kort hans kind

Han stod bare og hvorfor skulle hun være så svær at modstå hvorfor kunne hun ikke bare være nem at sige imod, men lige meget hvad hun sagde havde han bare lyst til at sige 'jo selvfølgelig vil jeg det skat' Han kunne næsten ikke sige hende imod med mindre hun sagde noget ondt om sig selv...

"Jeg er ikke træt... Jeg har ikke lavet andet end at sove mens du var væk..."

Han var nød til at lyve men hvorfor vidste han ikke... Han var virkelig træt og han blødte stadig ret meget fra hånden, som han holdt i den brune bukser som var begyndt at blive rødbrune omkring der han havde hånden...

''kom her..'' sukkede hun stille. Hun hadede at hun var nødt til både at spille hans mor og kæreste.

Hun tog fat i hans raske hånd og trak ham med ned i badeværelset.
Hun rensede hans hånd jod, og kom derefter salve på, og en ren bandage.

Han hadede at hun spillede mor for ham... Han kunne sagtens klare sig selv, hvilket han jo havde gjort i mere end 5 år, og det var udne hjælp fra nogen overhovedet, så han havde ikke brug for nogen til at spille mor for ham...

han fulgte bare med hende, og flettede helt automatisk sine fingre ind i hendes, da hun tog fast i han hånd og førte ned i badværelset...

"Du behøver altså ikke lege mor og beskytter for mig Lyssa... Jeg har klaret mig alene i over 5 år, så jeg kan nok godt tage vare på mig selv..."

Han så væk, fordi han hadede at sige noget negativt om hende eller noget hun gjorde, det var simpelthen ikke ham at gøre det...

Hans ord fik hende til at se ind i hans øjne, med et glimt der tydeligt viste at han havde ramt et ømt punkt.

''jeg har levet uden andre end migselv i ti år. Min mor efterlod mig, i en skov, som niårig! Når jeg endelig udviser næstekærlighed, så er det måske en idé at tage imod det, så jeg ikke føler mig som en total idiot.'' sagde hun bare, nu toneløst.

Hun rettede hurtigt på hans bandage.
Så forlod hun badeværelset og gik op for at skifte sengetøjet han havde sovet i. Det måtte være indsmurt i blod efterhånden.

Han hadede sig selv endnu mere han kunne heller aldrig gøre noget som helst rigtigt... Han var bare dum og hans hoved fungerede åbenbart ikke rigtigt, og det gik ham rigtig meget på...

"Det var ikke sådan ment... Jeg vil gerne have din hjælp, men det er bare heller ikke fedt at blive behandlet som et barn, når det ikke er nødvendigt..."

Han stod bare og hadede sig selv mere og mere for hvert skridt der blev tage af dem... Det var ved at æde ham op indefra og det gik ham grusomt på, men han lod det ikke vise... Hun skulle ikke vide noget om det sindsyge selvhad han havde lige der...

Han fulgte efter hende der op, og hjalp hende så godt han kunne med den ene hånd, som med at smide det beskidte sengetøj til vask...

hun så ikke på ham. mindet om den aften hvor hun var blevet efterladt, gjorde hende ikke bare trist, men nærmest sønderknust.

hun lagde rent sengetøj på, og forlod så soveværelset igen, mens hun lukkede døren efter sig.
hun skulle ikke sove ved siden af ham. ikke før de var blevet gift.
traditioner havde hun brudt så mange gange, men denne ville hun holde i live.
hun gik ind på gæsteværelset igen, og lukkede døren bag sig. Hun satte sig op af døren, rystende, mens hun holdt gråden tilbage.
Hun kunne se det for sig, hvordan hendes mor og far bare havde efterladt hende.
hvordan de var fuldkommen ligeglade med at hun ville ende som en gadetøs, og hore.

Hendes tårer gled ned af hendes kinder i en lind strøm, mens hun hev efter vejret.

Mange gange ville han måske lade hende sidde for sig selv og klare den selv, men ikke når det var tårer der strømmede ud... Hvis det var vrede kunne han måske gå med til det, men ikke når det var sådan der...

Han gik derfor efter hende, og satte sig på knæ foran hende, og aede hende forsigtigt over kinden med den raske hånd, og lod den syge hænge, og hvis hun ikke blev sur på ham over det ville han ligge armene om hende og holde hende indtil sig...

Han kyssede så hendes hals, ligeglad med om hun ikke ville sove med ham eller have ham tæt på sig... Denne gang ville han ikke lade hende slippe, fordi hun havde brug for en der var der for hende...

uden at tænke over det, så hun bare væk. Hun ignorerede ham ikke.
hun vidste bare ikke hvad hun skulle gøre. skubbede hun ham væk,
ville han blive såret.
hun kunne bede ham lade være. det ville såre ham...
Hun så bare væk, tavs.

Uden at tænke yderligere over det, rejste hun sig stille.
''du er døden nær af træthed..'' sagde hun stille.
''gå nu i seng..'' bad hun stille. Hun så stadig ikke på ham.

Det sårede ham næsten mere at hun ikke ville se på ham end hvis hun havde skubbet ham væk eller havde bedt ham lade være, hvilket hun kun gjorde idirekte... Han tog blidt fast i hendes hage og vendte hendes ansigt mod ham, og så hende i øjnene med et kærligt blik...

"Måske jeg er døden nær af træthed, men du har brug for mig lige nu søde... Du har brug for en der er der for dig, hvilket er det jeg vil..."

Han så så på hende alvorligt...

"Jeg går ikke i seng før du sover selv, og har det bedre end du har det nu..."

Han kyssede hende blidt...