Its not love, is it? -Cayna-

Rose var som altid gået ind på den samme kro som altid, det eneste sted hun ville kunne føle sig omgivet af folk. Hendes far nægtede hende tit i at tage afsted, hvad nu hvis hun ville få et anfald, hvad nu hvis hun blev overfaldet. Folk var jo fulde, der ville sjældent være nogle til at hjælpe hende, hvis der skulle ske noget. Rose derimod tog ikke så stor højde for det, hvorfor blive der hjemme og vente på døden.
Hun snakkede jo også kun sjældent med folk, de folk der endelig snakkede med hende var folk der arbejdede der eller Cayna som enlig også arbejde der i ny og næ.
Rose var der altid, hver morgen klokken 12:00 sad Rose ved det selv samme bord, med det samme udtryk i ansigtet. Aldrig med nogle omkring sig, men aldrig helt alene alligevel. Lige siden hun var 10 år, var hun kommet til kroen og sad altid ved bordet, de gange bordet havde været optaget, stod hun altid op af væggen og ventede til folk forlod bordet.
Dog var de sidste par måneder anderledes. En incubus var begyndt at snakke til hende, kom mere og mere til kroen hvor han sad hos hende, sjældent fuld, men han var der meget hos hende. Hvilket havde givet hende en anderledes udseende, i stedet for at være varm og rar i sit behagelige tøj, var hun underligt nok begyndt at gøre noget ud af sig selv. Satte hår, gik i kjoler der viste ben, i stedet for dem der gik til hendes ankler.

 
 

I det hendes navn blev råbt, løftede Rose sit hoved i et sæt, et kærligt smil formede sig på de bløde læber. Med et glimt i de brune øjne, lagde hun hovedet på skrå. "Cayna!" Hendes stemme var kærlig og varm som altid. Hun rejste sig kort op, til Cayna kom hentil hendes bor, hvor hun atter igen satte sig ned.
"Godmorgen." Cayna virkede så let og glad i dag, det gav Rose en varm følelse i kroppen. Som om hendes krop langsomt blev opvarmet af Caynas lette latter, mens de dejlige smil kunne lyse hele stedet op. Rose var og blev ikke som de andre, hun havde altid været alene. Da det blev sagt at hun var dødeligt syg, forsvandt alle hendes venner, sammen med hendes fars venner. Den eneste der havde holdt ved Rose, gennem den hårde tid var Cayna. Hvilket skabte et underligt bånd for Rose, som altid ønskede at hjælpe Cayna med arbejdet, selvom hendes krop umuligt ville kunne holde til det.
Rose beundrede som altid Caynas lange hår, overvejede tit selv at få langt hår, desværre krøllede hendes en del så det så altid underligt ud for hende, når det voksede sig til længere ned en skulderne.
Caynas pludselige spørgsmål, fik Rose til at spærre øjnene op, hvor hun kiggedde akavet væk. En bred rødmen som roser på en eng der blomstrede, blev hendes kinder kun mere og mere rødme. "Hv-Hva får dig til at tro der er en ham?" Spurgte hun lavt. Cayna der kær som altid, hoppede en smule på stolen af nyssgerrighed fik Rose til at køle en smule ned. Det var åbentbart meget tydeligt at hun var vild med en person, og ikke bare hvem som helst. Men af en underlig grund, en fyr der fik meget opmærksomhed af kvinder, hvilket skabte en utryghed ved Rose. "Uhmm, Han..." Hun mumlede en smule, inden hun tog en dybindånding og rettede ansigtet mod Cayna.
"Han hedder Alexander, uhm.. Men bliver kaldt Xander." Hun begyndte at bladre en smule i den altid så velkendte bog hun ejede, nok mere set som en alternativ dagbog, hun sad altid og skrev i den eller tegnede i den. Den var efterhånden så slidt at siderne var ved at falde ud af den, mens hun selv proppede papir ind på den eller klistrede underlige ting ind i den, som et tegn på at bogen blev et bevis på hendes tilstedeværelse sammen med hendes oplevelser og de ting hun så.
Hun stoppede ved en side, hvor hun løftede bogen op. "Han ser sådan ud." Lød det glædeligt fra hende, hvor et varmt smil formede sig på hendes læber.

(( her er hendes tegning....
http://orig02.deviantart.net/ceaf/f/2015/063/4/6/dylan_sprayberry_by_wytworniarysunku-d8kdsnd.jpg ))