Moving Back In - Katherine

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Deacon stoppede op midt på fortovet og betragtede det store hus foran sig. Skyerne dækkede himlen på den friske vintermorgen, så kulden var ikke overvældende. Husets vinduer så støvede ud, men alt i alt, var han overrasket over hvor velholdt det hele havde været, da han var kommet hjem aftenen forinden. Han var glad for at finde ud af, at der stadig var husholdning i huset, og at han kunne genkende to af dem - resten var dog blot mennesker, så de var døde mens han havde været væk. Han klukkede let for sig selv, før han bar tasken med nyligt købte forsyninger op af trappen og lukkede sig selv ind. På den time han havde været væk, var der allerede blevet gjort mere rent i huset. En af de unge piger var ved at gøre vinduerne rene, og Deacons gamle barnepige, Sasha, gik og rettede lidt på tingene, der hang på væggene. Han stoppede for at betragte et af malerierne, og fortsatte så fornøjet ud i køknet.
"Godmorgen, Chef," kaldte han, og en kraftigt bygget fyr med ar i hele hovedet kom gående ind af døren. Det gode ved Chef var at han var vampyr, og selvom han så skræmmende ud, så var han blød i hjertet og han havde en forkærlighed for mad. "Jeg købte mango, som du bad om. Tingene er godt nok dyrere her i byen end de var i Minotaris," klukkede han dæmpet. Han greb et æble klaskede, Chef på skulderen, og gik så uden for igen. Der var støv på trappetrinnene, men alligevel satte han sig ned.
Deacon tog en bid af æblet, og spyttede det så ud igen. Han kiggede på det med et hævet øjenbryn, og sukkede stille over sig selv. De mange år med at lade som om, han var et menneske, var svære at komme af med. Med hård kraft, kastede han æblet så langt væk han kunne, og lænede sig op af en af husets stolper med et tilfredst smil.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Katherine havde siddet indenfor hele dagen med sine dejlige dyr Flaw og Rose. Dog havde hun fået øje på noget højest besynderligt da hun senere på aftenen kiggede ud af sit vindue. Det kunne da umuligt passe at Deacon var kommet tilbage? Det var flere år siden hun overhovedet havde set ham, og hans forældre var gået bort.. mente hun da. Det var ikke informationer som hun holdt styr på, dog besluttede hun sig for at besøge hendes gamle 'ven'. Helt høflig var hun dog ikke, og lydløst havde hun begivet sig ind i sin nabos hus. Da Deacon smed et æble afsted igennem rummet greb hun det, og tog en bid af det i den modsatte ende. Så satte hun det på bordpladen og gik imod Deacon.
"Du burde vide bedre end at smide med maden? Det ret dyrt nu til dags for dem som bruger penge på det?" Smilede hun skævt og lagde armene overkors. "Så jeg ser du er tilbage i det gamle nabolag, blev det andet alt for kedeligt eller?" Spurgte hun nysgerrigt og stillede sig hen til ham, her lod hun sin pegefinger glide henover hans kraveben imens hun stillede sig i front mod ham, med hovedet lidt på skrå. Tydeligt at hun ventede på et svar, hendes øjne lyste næsten op for at få information.

Deacon fugtede sine læber. Han løftede hovedet ved lyden af æblet, der blev grebet, og løftede lettere overrasket øjenbrynene. Kvinden foran ham var ikke en dag ældre end hun havde været for et par hundrede år siden. I hvert fald ikke udseendesmæssigt, men det samme kunne man vel sige om ham selv. Han rejste sig op og børstede lidt støv af sin t-shirt, før han kiggede op på hende igen.
"Ja, maden er i hvert fald blevet dyrere." Sagde han stille, og betragtede hende med hænderne i lommen. "Men siden jeg købte æblet, må jeg vel gøre med det hvad jeg vil."
Hun var gået ind i hans hus sådan uden videre. Spadseret lige igennem døren. Måske burde han få hyret en til at holde øje med huset, så en potentiel fjende ikke bare kunne gå lige ind i hans hus. Han smilede svagt til hende, og lænede sig op ad muren.
"Kedeligt? På ingen måde" svarede han, og skar smilende en grimasse. Han trak tungt vejret, da hun rørte ved hans kraveben. "Jeg vil mere sige at tingene måske... Blev lige spændende nok." Han betragtede nysgerrigt hendes øjne. Hun var sandelig ikke blevet en dag grimmere, og ud fra de sidste 2 minutter, havde hun vidst heller ikke ændret sig synderligt.