Word I never said -Logan-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//


Angela havde ikke fundet ud af skoven endnu, hun havde overlevet endnu engang. Hun var begyndt at hade sig selv for at overleve, hvorfor fortsætte hver dag med mere lidelse? Fortvivlelse, mistillid.. Var der overhovedet noget tilbage? Hvorfor havde hun holdt ud så længe? Det var vel fordi hun altid prøvede at finde håb, som var en god ting.
Mærket havde sunket sig og efterladt skoven i atter mørke, så hun kunne træde ud af den grotte som hun havde fundet sig.. Hun følte sig lidt som en hulekvinde, uden endelig at være det. Alene det var hvad hun var. Angela gik med tunge tog elegante skridt igennem skovens frosne jordbund, hun var kommet til en side af skoven hun aldrig havde set før. Det lignede en gammel kirkegård, som var blevet tæt bevokset af træer og græs. Angela var nysgerrig og bevægede sig nærmere, den var forladt.. udover de døde der selvfølgelig lå begravet, men som om de ville sige noget til hun satte sine fødder her? Men alt kunne jo ske. Angela fortsatte ind af en gammel slidt sort låge, den knirkende lyd ville give hende gåsehud.. Hvis hun ellers kunne føle det under den nu kolde og døde hud, det var anderledes men hun kunne lærer at leve med det? Ikke sandt?
Angela fortsatte sine målrettede skridt imod en fjern tilbygning i enden af grunden, for at sparer tid brugte hun sin fart der over. Her åbnede hun den tilvoksede dør med sin styrke, det var rart faktisk at være det stærkere selvom det ikke var meget. Angela kiggede sig omkring, der var noget mærkeligt med stedet.. Som om hun vidste at det måske var det rette at være her? Angela gik lidt rundt til at hun trådte ned på noget der knirkede under hendes ene fod efter hun trådte ned. Angela satte sig på hug og fandt frem til en lille lem, stor nok til at et menneske ville kunne komme igennem. Endnu engang var hun nød til at bruge sin styrke til at få den op, så det gjorde hun. Angela havde intet bedre at lave, og hun kedede sig disse dage. Hendes nysgerrighed havde aldrig slået hende ihjel, så hvorfor ikke lade den leve lidt endnu? Angela kravlede ned i mørket, heldigt kunne vampyrer se i mørke ellers ivlle hun have haft et problem. Med forsigtige skridt gik hun videre fremfor sig, jo længere hun kom havde hun en dårlig fornemmelse i maven. Det var som om der ikke var forgået noget specielt godt hernede.. Hun vendte sig rundt da hun fik øje på et lig, et lille sæt i hende gjorde at hun sprang en halv meter tilbage.. Dog gik hun bagefter tættere på liget, en flaske stod ikke langt væk. Angela kneb lidt på sine bryn, da ansigtet virkede genkendeligt for hende.. Uhyggeligt genkendeligt. Hun begav sig tættere på, da hun spærrede øjnene op. Logan. Hun troede at hun aldrig skulle se ham igen, Angela tillod sig at komme frem med et svagt smil. Hun tog flasken på et bord lidt væk, og duftede kort til det. Var han blevet skyggevæsen? Det var en mulighed, og ville være en grund til at han lade i koma her. Angela satte flasken fra sig igen, og rev de lænker af ham som gjorde han hang fast, derpå satte hun ham ned og tog flasken. Hun lod flasken hvile imellem hans læber, inden hun vippede den lidt af gangen for ikke at spilde, hun havde ham liggende lidt op af hende selv. Angela lod blodet komme tilbage i hans system, hun kunne ikke tro at han havde været i live. Folk elskede da bare at poppe frem fra fortiden af, var det for at irritere hende eller hvad? Angela kiggede frem for sig da der ikke var mere blod tilbage, nu ville han snart vågne. Angela havde allerede en spådom, han ville intet have med hende at gøre. Det ville ingen fortiden jo, Noa måske men det var på tide han også trådte væk fra hende. Hun var træt af alles medlidenhed, hun ville ikke have den.

Logan var ikke i den forstand i koma. Han kunne høre og mærke alt der skete omkring. Alt lige fra den mindste lysstråle til en krig der er foregået over ham. Men han kunne intet gøre, hans krop fungerede ikke. Han kunne ikke kontrollere sine ben eller arme, eller ikke øjne eller øre for den sags skyld. De var låst fast i den samme position som de havde været i 1700 år. Han kunne høre nogle komme, men han vidste ikke hvem det var, eller om hun eller han ville hjælpe ham. Men han håbede, for helt ærligt, hvem ville efterlade en udtørret fætter. Det var der ikke mange der ville have på samvittigheden, selv ville Logan godt kunne gøre det. Men nu havde han jo heller ikke en samvittighed, i hvert fald ikke nogen han ville stå ved. Det havde han ikke haft længe. Han mærkede varmen sprede sig i hans krop, det var en ufattelig følelse. En følelse han havde savnet så længe. Han slog sine øjne op og med at gisp tog han den første vejrtrækning længe. Han havde stadig en grålig farve i hans hud, men den begyndte langsomt at blive normal. Han så direkte op på Angela, og i et øjeblik. Et ganske kort øjeblik, væltede alle hans følelser tilbage. Han havde aldrig glemt hende før det var sket. De 100 år han havde været slave havde han holdt sig gående for at kunne vende tilbage til hende, men så gik der 1700 til og han gav op. Han havde lagt begge hænder på hendes overarme for at holde sig oppe. Hans ben var stadig lidt bagud, men de begyndte langsomt at fungere igen. Så han kom op at stå uden hendes hjælp. Han rettede på sit tøj og så sig omkring. "Hvor lang tid har jeg været væk?" Han var ikke blevet flyttet, men hele verden havde forsat uden ham og han anede ikke i hvilket årstal de var.

Pludselig gav det et gisp fra ham, hun reagerede overraskende bekymret. Der var ikke gået mange dage siden hun havde lovet sig selv at holde op med at bekymre sig om andre, dog havde han været helt væk.. Derfor bekymrede hun sig, det irriterede hende både og. Da han endelig var på benene igen var hun også, hun holdt godt øje med om han var helt okay.
"I et pænt stykke tid. Jeg vil gætte på du er omkring 1700 til 1800 hvis ikke mere.. Jeg er ikke helt sikker." Hendes stemme stammede en smule nogle gange, hun så overrasket ud men også lettet. Det var ikke hver eneste dag man så sin første kærlighed i live foran sig, når man troede at han var død. Det virkede så urealistisk, men når ja Leon var jo også i byen. Det var nu fortiden skulle gnide salt i de åbne sår. Endelig måtte det gerne stoppe, dog var der stadigvæk en masse ting hun skulle rode op i. Mest af alt i sig selv, der skulle findes en løsning på hendes problemer. Angela kiggede på Logan.
"Klarer du dig?" Spurgte hun bekymret og hendes øjne fik det bekymrende blik, i stedet for det overraskede. Hun lagde sine hænder på hans ansigt for at han skulle svare hende i øjenkontakt. Det var ikke alle som var i chok når de kom tilbage i bevægelse igen, også var der dem der blot var forvirret jo. Det havde hun selv været.. to gange.. det måtte snart ende.. Forhåbeligt. Angela kiggede ham dybt i øjnene, inden hun blinkede lidt. Det ville ikke ende godt hvis hun fik sine følelser tilbage for ham, eller det ville ikke ende godt for hendes vedkommende..

Logan kneb det ene øje lidt sammen da hun fortalte hvor længe han havde været væk. Det havde føltes som meget længere, men hvis det havde været længere, ville Angela ikke nødvendigvis ikke være i live. I hvert fald ikke hvis der var gået rigtig lang tid. Hans tøj var ret støvet og også ved at være godt slidt, det var ikke noget han kunne bruge igen. Han så tilbage på Angela da hun spurgte om han var okay. Da hun lagde hænderne på hans hoved følte han ingenting. Han havde ingen følelser tilbage for hende. For ham var det meget godt, så havde han ingen at bekymre sig for. Men han havde været ensom i alle de år. Det ville han dog aldrig indrømme over for nogen. Heller ej ville han fortælle dem, at han nød at havde Angelas hænder på hans ansigt. Han lukkede kort øjnene i og tillod sig at nyde det et øjeblik før han lagde hans ene hånd på hendes og fjernede den fra hendes ansigt, dog uden at fjerne blikket fra hendes. "Jeg har det fint." Han trådte væk fra hende og hendes anden hånd ville derfor også blive fjernet fra hans ansigt. Logan så ned af sig og opdagede hvordan hans tøj så ud. Han var ligeglad. Lige nu betød det ikke noget, han skulle bare lære denne nye tidsalder at kende. Der ville nok gå noget tid før det ville ske.

Hun havde set væsner med og uden følelser, Angela kunne se da det gik op for hende at han ikke havde nogle følelser. Alligevel fjernede hun ikke blikket fra ham, da han fjernede hendes ene hånd sagde hun intet. Angela vidste at folk der ikke følte noget kunne være farlige, og selv lige nu overvejede hun selv at lukke ned for hendes følelser. Spørgsmålet var om det var det værd, det ville jo i sidste ene intet hjælpe. Angela kom med et lille grin, og lagde armene overkors.
"Vi skulle måske finde dig noget.. mere moderne tøj?" Angela holdt sig nu mere neutral, hun trak klørende til sig på en måde. Lige nu havde hun ikke brug for at blive såret eller forelsket for den sags skyld. Så vendte hun ryggen lidt til, og gik hen til stigen så de kunne komme op igen.
"Det denne vej, hvis du altså har tænkt dig at se den friske luft." Et lille smørret grin kom på hendes læber inden hun hoppede op fra graven. Angela ventede lidt, hun ville gerne byde ham ind i den nye verden. Med eller uden følelser, og så var hun jo ikke alene. Angela lagde armene overkors imens hun ventede på at han ville komme op fra graven og tilbage til livet. En let brise og en luft af varulv udenfor en fuldmåne, så vidste hun at det ikke kunne være godt. Meget opmærksomt kiggede hun sig omkring, den var i nærheden hun kunne lugte det. En pil kom susende igennem luften med retning imod hendes hjerte, da Angela var hurtig nok til at gribe pilen inden den ramte hende kun få centimeter fra. Ligemeget om hun var blanding eller ej, folk var da bare ude på at slå hende ihjel. Det sjove var så at hun endelig gerne ville ende sin lidelse, men ønskede så alligevel ikke at gå endnu. Angela kiggede kort imod Logan.
"Bliv der, hvis du ike vil dø." Sagde hun med en hvisken, måske fordi hun ikke vil have at han kom til skade?.. Så løb hun ud og kiggede sig omkring, dog gik der ike længere end en pil i knæet bagfra fik hende i jorden. En kom frem fra skyggerne og lagde en kniv under hendes hage, her løftede han hendes hoved op så hun kunne kigge ham i øjnene. Bladet for hendes strube, det gjorde hende endelig kort ikke ret meget. Logan havde ingen følelser, så selvfølgelig ville han ikke redde hendes røv. Hvorfor skulle han? Han havde intet at gøre det for, måske fordi hun bragte ham tilbage men det ville være venlighed? Og den følelse havde han ikke, rettere sagt ingen af dem havde han.
"Jeg vil skærer dit kønne lille blondte igle hoved af." Snerrede han af hende og Angela kunne fornemme på kniven der skar langsomt i hendes hud at den var ret døv.. Pokkers også det ville tage tid, og koste smerte. Jubii. Angela kiggede manden i øjnene.
"Så gør det, dræb mig." Hendes stemme var stærk, men klangen som ikke mange kendte indholdt en tone af benægtelse at hun ikke ville dø.. Dog svang hendes humør ret så meget ligenu. "Jeg har intet at miste, så gør det."

Logan så stadig rundt og først ved hendes næste bemærkning vendte han sig rundt igen. "Ja så?" Det var hans måde at sige jeg-kunne-ikke-være-mere-ligeglad på. Men han var stadig ufattelig høflig, så han ville aldrig nedslå sådan et tilbud. Ligesom han aldrig ville lade en kvinde komme til skade, medmindre det var hans eget værk naturligvis. Og dem ville der komme en del af. Han fulgte hende med blikket da hun bevægede sig udenfor, han stod tilbage i et kort øjeblik. Der var en helt ny verden derude, nu skulle han se den for første gange. Mærke græsset under fødderne, mærke solen varme ham. For en hver anden ville det være en fornøjelse, men han kunne ikke være mere ligeglad. Han fulgte dog alligevel efter, han havde ikke tænkt sig at bruge et sekund mere i den grav. Han kneb øjnene hårdt sammen da solen blændede hans øjne. Han opfangede ikke pilen før Angela stod med den i hånden. Han var mange ting, men han ville aldrig efterlade en kvinde når hun var i fare. Hjælpeløs eller ej. Han begyndte derfor at gå efter hende, men det gik ikke lige så hurtigt som det gjorde med hende. Han kom dog hen til dem lige i tide til at høre Angelas sidste svar. Sidste ord, var det vel nærmere. Selvom det var ret tydeligt for Logan at hun ikke mente det. Han gik tættere på dem og stoppede først da han var omkring en halv meter fra dem. Han satte sig ned på knæene og holdte sin ene arm og spændte den helt oppe fra skulderen af og ned igennem hele armene. Alle hans muskler var spændte, og en tydelig smerte spredte sig i hans ansigt i det en knogle begyndte at presse på hans hud, og i det den sprang ud af hans arm kom der også et smerteskrig. Det varede dog ikke længe før knoglen voksede, Logans ansigt så stadig forpint ud, knoglen blev spidsere og spidsere indtil den var presset imod mandens hage, lige præcis som han havde kniven mod Angelas hals. "Sådan behandler man ikke en dame." Han bevægede knoglen, der blot var en forlængelse af hans arm, ned til mandens hånd der holdte kniven og stak den spidse knogle ind i hans hånd så han slap kniven, derefter trak knoglen sig tilbage og Logan faldt ned på jorden. Han var rigtig svag, så det tog for meget af hans nyfundne energi. Han havde dog ikke vist et øjebliks svaghed, ikke før nu.

Manden holdt stadig kniven imod Angelas strube. Han ville bare af med denne pige, om hun var vampyr eller noget andet var ligegyldigt. Hun havde været en pestalens så længe nu, at hun bare skulle ryddes af vejen. Han vendte blikket imod en mand da han kom nærmere, det første han gjorde var at sætte sig ned. Hvilken svækling. Han fnøs og vendte blikket imod Angela igen. "Din ven kan vist ikke hjælpe dig her blodsuger." Han så dog tilbage på Logan med rynkede bryn da han skreg af smerte og en knogle voksede ud af hans arm, han tog et halvt skridt bagud, så det kun var hans ene ben der havde rykket sig. Han var klar til at stikke af, hvis der skulle ske noget. Han gik dog helt i chok da knoglen lå under hans hage. Han blev bare stående helt stille, indtil knoglen gik igennem hans hånd, så faldt han til jorden og holdt om sin hånd mens han pev i stilhed.

Noget inde i hende blev lettet da Logan faktisk ville hjælpe hende, dog da alt håb næsten var ude.. da han faldt.. troede hun det var forbi.. Faktisk for alvor.. Så skete der noget godt, eller skidt for ulvebassen. Angela rev pilen ud af sit knæ, og smed den på jorden. Så henvente hun sig til hendes angriber, og sparkede ham så hårdt hun kunne, ind i et træ. Hun løb op og holdt ham op af det, et skævt overfladisk smil strålede på hendes læber da hun bogstavligtalt rev hovedet af manden.
Angela lod varulven værre og løb hen til Logan, hvor hun faktisk gled ned på knæ for at se om han var okay. Forsigtigt daskede hun lidt til hans ansigt, for at se på nogen reaktion fra ham, hun var halv bekymret.. Angela måtte se at komme væk derfra, solen ville snart ramme hende og så ville hun brænde op, med lidt held ville hendes alder måske give hende en lille fordel i kampløbet mod solen.
"Logan vi må væk, kom nu.." Hun kiggede op imod solen da en af strålerne ramte hendes ene hånd. Det sveg voldsomt, og hurtigt løb hun ind iblandt nogle af træerne hvor trækronen dækkede midlertidigt. "Kom nu Logan." Hendes stemme lød næsten bedende.. Hun ville væk fra solen.. nu!

Logan lå bare i flere minutter. Han lå der bare uden at bevæge sig eller viste nogen form for livstegn, heller ikke da Angela var henne ved ham og begyndte at daske til ham. Han var ikke død, langt fra, men han havde trods alt været gemt væk som en død person i 1700 år, det krævede mere end lidt blod at give ham liv igen. En varulv havde stået i nærheden og havde set det hele foregå. Han havde fulgt Angela med blikket, og i det hun var væk brugte han sin magi på Logan, det var meningen han skulle have fået en had rettet mod Angela, men i stedet blev det kærlighed. Logan kom op at sidde og fik rejst sig op med lidt besvær. Han så hen imod skoven hvor Angela stod, den ene følelse han hade haft var kærlighed. Det var kun en lille brøkdel af det han havde følt for Angela dengang for lang tid siden, men det var nok til at han følte sig forelsket i hende igen. Han stillede sig foran hende og lagde begge håndfladerne på siden af træet, så solens stråler ville have sværere ved at ramme hende, men det ville stadig være muligt. Han så hende dybt i øjnene og han virkede lige pludselig ikke helt lige så følelsesløs. Han havde stadig et køligt blik, men der var en gnist i også. En gnist man ikke ville se igen i lang tid. Han lagde hans ene hånd på hendes kind og aede den forsigtigt med tommelfinger. "Jeg har aldrig glemt dig." Han virkede meget troværdig, fordi han virkelig troede det var sandheden. "Du var det eneste der holdte mig kørende." Han stod tæt på hende, men der var stadig et lille mellemrum imellem dem. Det var dog så tæt på ingenting, som man næsten kan komme.

Hvad der skete havde hun ingen magt over, Logan stod foran hende og blokerede så solen ikke ville ramme hende. Angela havde en teori om hun måske havde fået lidt følelser tilbage i ham, efter at hun havde været i farer? Det kunne være, meget klassisk i folkeeventyr. Han lagde sin ene hånd på hendes kind, og kærtegnede den imens hun holdt øjenkontakt med ham. Ordene der flød udover Logan's læber gjorde hun blev fanget i noget, et øjebliks kemi fra hendes side af. Kærlighed var virkelig Angelas største svaghed, hun faldt al for hurtigt for det. Men hun troede virkelig på det. Den lille afstand imellem dem, gjorde at hun fangede sig selv i et kig på Logan's læber. Så kiggede hun ham i øjnene igen, fanget i sin egen onde cirkel placerede hun sine læber på Logan's. Angela skubbede sine tanker til side lige der, og lod sine dumme følelser overtage hende. Hun hadede sig for det, og inderst inde vidste hun også udemærket at det var for godt til at være sandt. Som Nic havde sagt, hun havde intet over kontrol.. Og ville sikkert aldrig få det. Hvorfor lige hende? Havde hun gjort noget til at fortjente det? Hvor langtid skulle der gå før hun ville finde glæden, det ægte? Endelig havde hun det godt med Logan, alt for godt. Hun lagde sin hånd på hans kind, og lod den dale ned ved hans hals i en kølig blød bevægelse.

De følelser Logan følte var ikke helt falske. Han havde bare ikke følt dem rigtig længe, men han elskede Angela engang for længe siden. Hvis han ikke var blevet tvunget væk fra hende, ville de sikkert også have levet ind til hans død. Hun levede stadig, så hun skulle leve videre uden ham. Måske var det alligevel bedst at det var sådan her. At han ikke følte noget. Han prøvede dog ikke at tænke for meget over det. Det eneste der betød noget var nuet, og lige nu stod han med den første og eneste han nogensinde havde følt kærlighed for. Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Men han havde også været så tæt på døden som man kan i mange år nu, så det gav kun mening at han var lidt forvirret. Heldigvis kunne Angela hjælpe ham på vej, i det hendes læber rørte hans gengældte han kysset. Han blev stående i samme stilling, så solen ikke ramte hende alt for meget. Han var ligeglad med hende for ganske få minutter siden, men lige pludselig betød hun alt i verden. Måske var hun rent faktisk den han tilknyttede sig til. Det kunne godt ske, men så virkede det bare ikke som noget særligt. Men så igen, hun var den der fandt ham. Han slog tankerne ud af hovedet og fokuserede i stedet på hende. Logan aede hendes hår i ganske blide strøg mens han forsatte kysset.

Måske var det lige det hun havde brug for og så dog ikke, Angela havde aldrig været god til at holde det hun lovede sig selv. Angela nød ganske enkelt kysset, det var længe siden hun havde haft hans læber imod hendes. Alt for længe. Angela måtte bare nyde øjeblikket, så måtte hun tage konsekvenserne bagefter. Hun slap kysset lidt men der var kun få centimeter i mellem deres læber.
"Vi skulle finde et sted, solens stråler rammer mig snart. Og så er spillet ude." Hurtigt kyssede hun hans læber igen. Så kiggede hun op imod solen, den gav hende en mærkelig hovedpine fordi den var så tæt på hende.. Hendes krop skreg til hende at hun skulle løbe, hen til en af de grotter hun havde gemt sig for lyset i før, så tog hun Logans hånd, og satte i løb med al den fart hun kunne hen til en af grotterne. Den var stor nok til at man kunne stå op inde i den, men skjult nok til at ingen ville kunne finde den ret hurtigt. Angela slap Logans hånd og satte sig op af en af væggene.

Logan forstod ikke helt præcist hvad der skete. Han vidste bare at han var gået fra ikke at føle noget for hende, ikke noget han ville se i øjnene i hvert fald, og så til at føle en hel masse. Det gav ingen mening, men han forsøgte ikke at tænke for meget og prøve at analysere alting, og i stedet bare nyde hendes selskab. Han så hende i øjnene da hun stoppede kysset og nikkede ganske enkelt. Han var ikke lige så hurtig som hun var, så han lod bare hende føre an. Han stillede sig i udkanten af grotten og så på hende, før han satte sig ned ved siden af hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Hvad var det rigtige at sige? "Undskyld." Hun ville nok ikke vide hvad han undskyldte for, men han havde ikke kæmpet nok for hende dengang.

Angela kiggede overpå Logan og fulgte ham med øjnene. Så satte han sig ved siden af hende og sagde undskyld. Angela var ikke sikker på hvorfor, det var så længe siden at hun ikke helt havde styr på det. Dog glemte hun aldrig, det var det værste. Angela smilede svagt til ham.
"Du skal ikke sige undskyld, det så længe siden nu." Svarede hun blidt og nikkede så engang. Angela vidste ikke helt med sikkerhed hvad hun skulle sige til det, hvis alle fra fortiden kom og troede at alt ændrede sig ved at sige undskyld.. Så tog de fejl. Angela vidste så bare ikke hvorfor Logan pludselig bare var væk, men hvis hun aldrig havde haft ham i sit liv.. Hvem vidset så om hun havde ville leve videre? Det kunne være hun slet ikke havde været i live, måske havde hun dræbt sig selv? Han havde været hendes klippe dengang, dog var Angela sin egen klippe nu.
"Hvis der noget der skal siges, så er det mig der skal sige tak. Uden dig i mit liv dengang var jeg gået under." Smilede hun svagt, det var jo sandt.

Logan burde nok forklarer hvad der var sket, men i øjeblikket kunne han kun tænke på hende og hvor meget han bare ville kysse hende. Han holdte sig dog tilbage, så meget som han nu kunne. "Det ved jeg. Men du fortjener stadig en undskyldning. Det ændrer måske ikke noget, men du fortjener det stadig." Han mente de ting han sagde, men det her var ham med følelser. Det var ikke sådan han var, han var ligeglad med alle, bortset fra når han var under magi. "Nej du var ej." Han gik tættere på hende og så hende dybt i øjnene. "Du er stærk. Stærkere end jeg var dengang. Du ville have overlevet uden mig." Han så ned imod hendes læber igen og måtte kæmpe for ikke at presse sine egne mod dem.

Hans ord var lige nogle af de ord hun måske manglede i hendes hverdag, sandt nok så var hun stærk. Men hvis hun ikke havde haft forskellige i sit liv et par gange som hun havde haft, så havde hun været alene.. Og hvem gad gå rundt i 2500 år helt alene. Angela smilede til ham, han kom tættere og tættere på hende. Det gjorde det hele mere intens, og om Angela kunne lide det eller ej. Så var hun ikke sikker på det var en god ide, ligemeget om hun havde lyst til at mærke hans læber imod hendes igen. Dog ville hun jo gerne, så hvorfor ikke bare gøre hvad man ville og tage konsekvenserne når de kom? Angela smilede til ham, med en varm glød i hendes øjne. Så tog hun et kort blik på hans læber inden hun så kyssede dem, nogle skulle jo tage et skridt, og det gjorde hun.

Logan kunne ikke mærke de følelser han havde ikke var ægte. Det føltes som dengang han faktisk elskede hende, det gjorde ham tryg. Det var dengang alting var godt, han var sammen med den han elskede, og han havde ikke brug for at bekymre sig om noget som helst. Han så på hende da han kom tættere på hende, og hans blik førte ned til hendes læber. Han mærkede hendes læber mod hans, hvilket var overraskende for ham. Ikke fordi der ingen kemi, eller følelser, var. Men fordi han ikke var vant til at kvinderne var så selvstændige og ligefremme. Efter at være kommet over chokket gengældte han dog kysset. Han lagde en hånd på hendes ene kind og holdte hans tommelfinger på hendes kæbe lige omkring hendes hage. Han nød det, og det var ikke en illusion som var skabt af følelser der var placeret i ham. Han havde altid elsket Angela, helt inderst inde, han ville bare ikke indrømme det længere. Følelser gjorde det hele meget besværligt.

Angela indrømmede det føltes godt, alt for godt. Hans læber imod hendes som de aldrig nogensinde var forsvundet fra hendes. Det var en fantastisk følelse der prøvede at skubbe hendes fornuft væk, den fornuft der vidste at hun ville ende med at blive såret. Derfor trak hun sig lidt ud af kysset, dog stod hun stadigvæk med sit blik limet intimt fast på hans. Så sank hun kort en klump. "Så hvad er det her? Dine følelser eller bare noget magi der er kastet over dig?" Hendes stemme var rolig, og hun fokuserede kun på ham. Men nu var det også på tide at hun faktisk satte sin fornuft først.
"Sorry, jeg vil bare gerne vide hvor jeg står hende. For af en mærkelig grund er jeg altid den som ender med at blive såret." Tilføjede hun og kiggede kort på hans læber igen, som om hun ikke vidste om hun skulle skubbe sin fornuft til side igen og give efter.. eller om hun skulle tage sig lidt sammen.

Logan forsatte kysset, lige indtil hun brød det. De stod stadig tæt og luften var fyldt med intensitet. Hendes spørgsmål kom ikke bag på ham, men han begyndte stadig at føle sig utilpas ved det svar der kom op. Han vidste godt det ikke var ægte, det var nogle følelser der var blevet plantet i ham, men han havde følt sådan for Angela engang, og selvom han ikke vil indrømme det over for sig selv var følelserne der stadig. Men Jasmin havde fået ham til at glemme hvad der var blevet taget fra ham. Hun havde mindet ham om man godt kunne komme videre. Gad vide om hun stadig levede. Han brød ud af sine egne tanker og vendte tilbage til Angela. "Jeg er ikke sikker." Han havde det dårligt med at såre hende, når det kom til dem han holdte af, havde han for mange følelser. I andre tilfælde var han næsten følelseskold. "Jeg har en teori, om hvad der skete." Han trådte et skridt væk fra hende, og den intense stemning forsvandt lige så stille. "De følelser jeg havde for dig, er her stadig. De er bare begravet. Jeg har dem gemt væk, klar til at blive taget i brug hvis jeg får brug for det, eller lyst til det, så nogen må have brugt magi på mig, som hev følelserne frem. Så følelserne er ægte, men jeg har ikke selv valgt at de skal være der." Han så ikke på hende mens han sagde det.

Hun lyttede, og prøvede at forstå. Det var ikke let at herske over sine følelser, det vidste hun næsten bedre end nogen anden. Fordi hun ligepræcis ikke var bange for at vise dem. Angela kiggede efter ham da han trådte væk, så lyttede hun efter hans teori. Hun kunne ikke undgå at føle sig lidt såret, samt var hendes følelser over det hele lige nu.. Denne gang var forskellen blot at der hang en sluk knap til dem, den fristede voldsomt. Dog vidste hun bedre. "Jeg ved du har lukket af for dine følelser, jeg ved hvordan det føles at have lyst til at lukke ned for det hele. Så smerten vil forsvinde og lette fra brystet, så man ikke skal bekymre sig mere. Frygte, eller blive såret. Tro mig jeg ved det, sådan har jeg haft det det næsten hver eneste sekund af de 2500 år jeg har levet. Men ved du hvad jeg også har lært? Jeg har lært at kæmpe, være stærk i situationer hvor jeg ikke havde anden udvej. Jeg kan ikke tælle de gange jeg har været på bunden, og ønskede at nogle bare ville ende mine lidelser. Men så slog det mig, at slukke for det hele, ville ændre på alle de gode ting jeg så har oplevet. Elske, de øjeblikke hvor jeg har været lykkelig og glad." Angela vidste godt at han ikke ville være andet end ligeglad med hendes lille tale, dog var det kun fornuft hun sagde. Plus det var ord hun følte at der skulle ud, for at tro på dem. Så kiggede hun atter på Logan, og lagde sine hænder på hans kæber. "Dog.. ved jeg også at alt har sin tid. Og når tiden er rigtig kommer du tilbage til mig." Hun kiggede dybt ind i hans øjne. "Det vil jeg ihvertfald håbe på." Tilføjede hun forsigtigt, så lod hun sin tommelfinger kærtegne hans kind.

Logan så på hende og følte sig faktisk skyldig. Angela var den første han så, måske kunne han bare få følelser frem i ham. Eller var det noget med spøgelser fra hans fortid? Han kunne ikke vide det med sikkerhed, han vidste bare at han følte skyld over for Angela, fordi han på ingen måde ville såre hende. Logan lyttede til hendes lange tale, og det fik ham til at tænke over tingene. Han vidste hun havde ret, men hvis han skulle føle glæde, ville der også komme andre følelser. Følelser han ikke ville føle igen. "Det kan godt være du tror du ved hvordan det er. Men jeg var spærret inde i jeg ved ikke hvor mange år. Jeg kunne mærke tiden passere mig, jeg kunne mærke hvordan min krop blev svagere og svagere. Det eneste jeg holdte fast i var smerten, smerten jeg havde gennemgået de sidste 100 år. Du skal ikke forvente jeg bliver som ham du kendte. Jeg vil altid holde af dig, og du vil altid være min store kærlighed, men jeg vil aldrig blive som ham igen." Han ville gerne gøre det klart for hende hvor de stod. Hun skulle ikke gå og vente på ham, for det var ikke sikkert han nogensinde ville komme tilbage til hende. Det var ikke sikker han nogensinde ville føle kærlighed igen. Han gik hen til Angela og lagde en hånd på hendes kind. Han lod et ganske kort øjeblik følelserne for hende komme op til overfladen igen. Han lod kort og ganske blidt hans læber røre hendes. "Jeg vil altid føle det samme for dig. Jeg vil bare ikke vise det." Han trådte væk igen og lige så langsomt blev følelserne han havde vist trukket ud af hans ansigt. "Vi kan blive i et par timer, så burde solen være på vej ned." Han kunne godt bare forlade hende, men han kunne bare ikke få sig selv til det.

Angela nikkede forstående til ham. "Jeg ville hellere være spærret inde end at have oplevet det jeg har. Ved du hvad, måske kan jeg ikke den du var da du var varulv tilbage. Men jeg ved ligemeget hvilken race man ender med at blive, så er man altid den samme person, der er altid noget tilbage i en som gør at man er den man er. Jeg har ændret mig ret meget, jeg er ikke bange længere, svag for mine omgivelser. Jeg slår ihjel når nogle så meget som tirre mig, og jeg kan lide det. Du er ikke den eneste der har ændret sig." Logan havde aldrig set hende drikke blod da de var sammen, hun levede af almindelig mad dengang, det var inden hun vidste at hun kunne være stærkere ved at drikke blod. Og det var dengang hvor hun aldrig kunne dræbe om at tage et liv, tingene havde ændret sig igennem tiden. "Eller nej.. jeg har måske levet et forfærdeligt liv. Men hvis jeg ikke havde det, så havde jeg ikke lært alt det jeg ved. Så nej jeg ville hellere have levet mit liv i mental smerte end din." Hun ånede let ud, inden hun kiggede lidt ned. Hurtigt fjernede hun en tårer der så sig en vej for at smutte ud af hendes øjenkrog. Så kiggede hun op i Logans øjne da han lagde sin hånd imod hendes kind. "Du er min første sande kærlighed, og det vil du altid være. Om du vil vise mig dine følelser eller ej, det ændre ikke på det. En dag når tiden er inde, fjerner du blokaden du har sat rundt om dit hjerte. Men den dag skal du være klar på at opleve smerte, før du kan føle kærligheden og glæden." Hun betragtede ham nøje da han lod kulden begynde at forvandle hans ansigt til sten. Angela lyttede til det næste han sagde. "Hvorfor går du ikke bare i forvejen, jeg ved ikke om jeg bliver en dag mere.. " Sagde hun med en fjern stemme inden hun satte sig ned, hun ville ikke tage tilbage.. Caroline var sikkert slået ihjel, hun ville ikke konfrontere Noa med at hun ikke var forelsket i ham. Nicolas ville sikkert blive sur hvis han vidste at hun ikke havde reddet Caroline og Angela havde ikke ligefrem nogle steder at tage hen.. Så dette sted virkede som det perfekte sted at blive resten af hendes dage.. Til hendes krop blev til aske.. Hendes far var alligevel der ude, ventede på at han ville kunne sætte en træpæl igennem hendes hjerte.

Logan ville ikke sidde der og snakke om deres forfærdelige liv. Han kunne umuligt vide hvad der var sket i Angelas liv, men han kunne regne ud det ikke var en dans på roser. Og faktisk var det bedre, for ham. På den måde havde hun ikke levet et fantastisk liv uden ham, hvis hun havde gjort det ville han helt sikkert blive knust. Hans sjæl ville blive knust. "Men du levede i det mindste. Jeg har været i den samme tilstand i næsten 2000 år, jeg har ikke haft mulighed for at opleve verden udvikle sig. Jeg har ikke haft mulighed for at leve videre sammen med dem jeg elskede." Han så på hende, men vendte hurtigt blikket ned igen. "Lad os bare droppe det. Vi er begge ulykkelige, vi kan ikke ændre det." Han så ud af indgangen da hun sagde han kunne gå i forvejen, han kunne sagtens bare gå. Men noget holdte ham tilbage, hans følelser for hende måske. "Nej." Han satte sig ned og så stadig frem for sig. "Jeg har ikke tænkt mig at forlade dig. Det har jeg allerede gjort en gang, og det vil ikke ske igen." Han havde måske flere følelser end han ville indrømme, de var bare gemt væk under flere års tortur, både i hans kærlighedsliv og i hans slaveliv.