What is it about you? - Logan

Solen stod pænt højt. Sommeren var tydeligvis på vej, i de fleste vampyres tilfælde ville de skrige og brokke sig vildt over, at dagene ville blive længere - rettere sagt, de ville være tvunget ind i de mørkeste kroge i længere tid nu. Men for alle galte det ikke Caroline. Mange havde ikke lagt mærke til det her i Sunfury. Selvom rygterne var store omkring den tidligere raceleder. Nogle troede ikke hun ejede menneskelighed. Måske fordi hun opførte sig som om, at hun intet ansvar for noget havde. Og det havde hun jo ikke. Noah havde givet hende sine minder om deres fortid sammen tilbage. Hun havde en datter et eller andet sted i Underworld. Død eller levende vidste hun ikke, og ønskede egentlig at leve i uvisheden til, at sandheden ikke længere turde at gemme sig.
Caroline var i klædt en pink top, som fremhævede hendes kavalergang en smule uden det virkede billigt. Hun var også i ført et par sorte strammere jeans. På hendes fødder sad der et par sorte stilleter som hun bar med elegance. Om hendes hals hang der en halskæde. Det lignede et sort hjerte med sølv rundt omkring sig, og det var næsten rigtig - borset fra det var hvidguld. På hendes fingre havde hun en ting på sin langefinger med en mørkeblå sten i. Den var ikke så fremhævende i forhold til den pinketrøje, hvilket også havde været hendes mening. Hun bar en sort læderjakke over trøjen for at dække de mælkehvide arme.
Caroline bevægede sig stille rundt, og lod solen ramme hendes hud. Dog søgte hun hurtigt i læ, som om, at hun havde brug for det. Det gjorde også ,at hun valgte hvilke svagheder og rygter der skulle gå om hende. Hvis hun lod som om, at hun ikke kunne gå i solen. Ville hendes fjender tro det og slå til på den bekostning.
Caroline gik rundt omkring i gyderne, lod hælene klinge stille ned i fliserne imens de klare blå øjne gennemsøgte området. Hun havde ikke set Logan siden. Ikke siden han så det der var sket med Mikayla. Hvordan hun døde. Han havde været det tætteste hun var kommet på, at være sig selv. Måske havde hun været sammen med Noah, men det var fordi, at han var så tæt på hende. Han kunne fornemme hendes følelser, og derved at være sammen med ham gjorde mere nemt for hende, at vide, at han derved ikke tænkte på, hvad han skulle sige til hende af forkerte ting. Nicolas havde hun mødt derefter. De havde kysset. De var episke, men de var alt for farlige for hinanden. Det ville aldrig gå. Det havde aldrig gået, og chancen turde hun ikke tage engang til. Sidste gang blev hun ødelagt. Hun var den hun var nu på grund af ham. En morder. En psykopat uden menneskelighed, havde hun hørt nogle kalde hende. Det var meget voldsomt, men sikkert også sandt. De sidste måneder havde hun ikke tænkt. Slet ikke det seneste år efter hun var kommet fri. Mikayla havde været død i et år nu.
En eller anden slog hende ud af sine tanker da de løb ind i hende. Hun knurrede og kiggede ned i sig selv, inden hun greb fast om armene på vedkommende. "Prøv nu og se. Nu er der blot på min halskæde!" Knurrede hun irriteret og trak sine tænder ud, inden hun satte dem i nakken på ham. Smagen af blod var langtfra noget nyt, og hun elskede den søde smag. Den var fantastisk. Det gav hende en helt anden styrke. En styrke af magt, som ikke var andet end elsket af den stærke vampyros.

Caroline blev hurtig opmærksom på en helt anden fært i området. Ganske vidst, så havde hun ikke set eller hørt fra personen i noget tid, men han havde allerede en genkendelig effekt på hende. Derfor slap hun vedkommende hun drak fra som var han en pose kartofler. Caroline løftede stille sin hånd op foran sine læber og lod håndryggen glide henover dem for at tørre resterne af blod væk. Hun stille sig stille op af væggen og lagde hovedet på skrå. "Man skulle tro, at du prøvede at gemme dig for mig." Kom det stille fra hende, med et lille skævt smil trukket op på siden af kinden. Carolines stemme var ikke grufuld eller hadfuld. Man kunne slet ikke mærke på hende, at for to sekunder siden havde hun været rasende over, at den anden fyr var løbet ind i hende - men nu var hun blid som en anden engel. Hun kørte en hånd henover nogle af sine hårlokker for at sætte dem på plads.

Logan havde ikke ligefrem opsøgt Caroline. Ikke fordi lysten ikke var der, hun var smuk som bare helvede, og de havde haft en god aften sammen, lige ind til han så noget privat om hende. Noget han ikke burde vide, medmindre hun selv fortalte ham det. Så han havde ikke opsøgt hende. Fordi han ikke troede hun ville have det. Han bevægede sig ned igennem gaderne, og nød solen. Mange ville måske forveksle ham med en vampyr, grundet hans attitude og det mørke det lå over ham. Men han var langt fra det, og han havde det fint med det. Han havde intet imod vampyrer, men han kunne ikke forstille sig at leve af blod. Men følelser var heller ikke ligefrem den mest attraktive kost. Han var ikke sikker på om han ville se Caroline igen, men det var måske også bedst sådan. De var begge to meget stærke, og han var ikke sikker på om de ville være gode for hinanden. Ligegyldigt hvilken rolle de kunne få for hinanden. Han vidste stadig ikke hvad der skete med Andrea, han havde ikke set hende i noget tid. Men han burde også bare tage afstand fra alle der kunne få en betydning for ham. Det gjorde bare hans liv mere besværligt, og gav andre en grund til at bruge disse imod ham. Caroline kunne meget vel blive en af dem. Deres kemi var ufattelig. Så de ville uden tvivl få et forhold til hinanden, hvis de fik chancen for det.
Nu stod hun der. Som om hun ventede på ham. Selvom han dog ikke regnede med det var tilfældet. Logan stillede sig ligeledes op af muren, så hans ene skulder hvilede imod den. ”Hvem siger jeg ikke gjorde det?” Han så først alvorligt på hende, men kunne så ikke undgå at smile lidt over hende. ”Jeg vidste ikke om du ville se mig igen, efter hvad der skete sidst.” Han måtte bare tage det som det kom. Nu stod hun der, og han blev nød til at forholde sig til hende, og til hendes reaktioner.

Caroline havde ikke regnet med at møde ham igen. Ærligtalt, så vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Da han sagde sin første sætning hævede hun elegant på det ene bryn, men så snart hun kunne se han trak på smilebåndet, så slappede hun mere af. Hun trak let på skulderen, og tog så en dyb indånding. Hun lod ikke solen få smag for hendes hud. Dog lagde skyggerne sig perfekt på hendes ansigt. mere end perfekt.
"Det var mærkeligt. Men ikke det væreste der nogensinde er sket. En eller anden skulle jo vide det hele. Jeg fandt desuden ud af hvad det var." Hun trak lidt på skuldrene og rettede sig en smule mere op så hendes ryg mødte muren. "Det er en evne. Og du aktiverede den blot." Forklarede hun kort og kørte derpå hånden igennem sit hår. Derpå drejede hun let hovedet over imod Logan. Hendes blik var meget dybt, og en anelse legende. Men ikke flirtende eller på nogenmåde sexuelt, der var ikke noget hun ville have fra Logan - som det hun havde gjort ved James og Noah - for at komme videre. Engle var nemme at sno om sin lillefinger. Desuden fortjente de begge at blive manipuleret lidt med. Caroline sank let en klump og åndede derved tungt ud igen, selvom hun ikke ligefrem behøvede det. Så satte hun af fra muren og stillede sig op høj og magtfuld. Dog så hun ganske uskyldig ud lige nu. Hun havde stadigvæk et stort smil på læben. Om det bare var at se Logan - det måtte det næsten være. Hendes blå øjne strålede mere end de plagede. De havde en bestemt kemi. Hun var tilbage i sig selv når hun var tæt ved ham. "Desuden har du en irriterende ting over dig, som bringer mig tilbage til den person jeg troede jeg havde mistet." Tydeligt snakkede hun om sig selv. Folk kunne tolke den som de ville. Men Caroline var meget åben og ærlig anlagt.

Logan havde på ingen noget imod Caroline. Tvært imod. Hun var utrolig tiltrækkende, men også stærk, selvsikker, selvorienteret. Hun lod ikke andres ord påvirke hende. Og ord var der masser af. Han havde hørt tale om hende, og det var ikke ligefrem positive ting. Men han hørte ikke på det. Han holdte fast i det førstehåndsindtryk han havde af hende, og medmindre hun selv beviste noget andet, men det var svært at ændre hans førstehåndsindtryk. Logan så på hende, da hun forklarede sig over for ham. ”Men du kender mig knap nok. Der må være en anden, tættere på dig, der burde vide det. Ikke mig.” Hvis det var fordi hun havde stolet ham med oplysningerne, var det måske noget helt andet. Men det var en helt anden situation, som ikke ligefrem var let at forholde sig til. Logan kunne godt mærke forskel på Caroline fra deres forrige møde og dette møde. Hun var ikke nær så flirtende, men stadig legende. Han havde dog ikke noget imod det. Det var sikkert også bedst sådan. ”Er det godt eller skidt?” Han var ikke sikker på, hvordan hun havde det med hendes nye evne. Han så på hende med let rynkede bryn, da hun praktisk talt kaldte ham irriterende. ”Så nu er jeg irriterende?” Han trådte et skridt tættere på hende, så de ikke var mere end 15-20 centimeter imellem dem. ”Jeg vil nødig bringe en person tilbage, du ikke ønsker at være.” Logan var ikke dum, han kunne godt regne ud han mente en person hun selv havde været engang. Han så hende dybt i øjnene, og kunne tydeligt mærke kemien imellem dem, men han var stadig ikke sikker på, hvordan denne kemi ville definér deres forhold. Eller om der overhovedet ville være et forhold af definér.

Caroline vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv ærligtalt. Hvordan hun burde stå, hvad ville være det rigtige at sige. Hun kørte en hånd henover sit hår, som hun havde for vane når hun blev lidt nervøs. Hun fugtede kort sine læber inden hun så kiggede på Logan igen. "Jeg var væk i meget langtid. Ude af mig selv på grund af den ene ting du så. Men da jeg mødte dig.. puf. Så var der noget som fik mig tilbage til mig selv.. uforklarligt." Caroline var lige nu måske meget ærlig, men sådan var hun bare.. sommetider. En ny ting opdagede man da omkring hende nogle gange.
"Jeg har gjort nogle virkelige dumme ting på grund af det.. været noget ude af kontrol, men jeg kan ikke forstår hvorfor.. at det føltes bedre når jeg er i godt selskab." Hun gik lidt tættere på Logan. Der var en speciel kemi imellem dem, normalt vil hun give en forbandelse eller noget andet skylden. Men hun havde prøvet lidt af hvert, og dette bragte hende blot i selskab med sit indre menneske. Det var var tilbage. Det var den måde, at hun ønskede at være så tæt på ham så muligt. Måske var det derfor hun var sammen med Noah.. en ting var hun var lidt vred på Nic.. men fordi, at hun pludselig ikke kunne finde den følelse igen. Den følelse efter hun var stukket af efter Logan fik det minde ind i sit hoved. Det havde gjort hende utilpas i starten, men hun havde faktisk ikke tænkt på andet end Logan.. faktisk havde hun ikke tænkt på Noah da hun var sammen med ham, men Logan.. Dog ville hun ikke indrømme det for nogle.

Logan kunne ikke komme udenom, at han havde tænkt en del på Caroline. Hun var måske meget anderledes end Andrea, men måske var det hvad han havde brug for. Andrea havde forpligtelser, men hun var bare ikke lige så vild som Caroline. Han var et skyggevæsen, han blev nød til at indse hvem han var, og ikke lade sig definere af en kvinde. Han blev nød til at finde ud af hvem han selv var, og han var overbevidst om, Caroline kunne være en genvej til det. Logan havde skam ikke noget imod hun kom tættere på, deres kemi var ubeskrivelig, og næsten umulig at føle sig tiltrukket af. ”Godt selskab kan få dine tanker væk fra alting.” Han havde selv oplevet mange gange, at godt selskab fik ham til at glemme negative ting i hans liv. Fordi hun var så ærlig over for ham, ville han også dele noget af sig selv med hende. ”Da jeg mødte dig første gang, havde jeg selv meget at tænke på. Hun er gift med en anden i dag.” Selvfølgelig handlede det om Andrea, men han satte ikke navn på. Han ville helst ikke udstille hende, eller sig selv for den sags skyld. Lige siden hun blev dronning, var det ikke muligt for dem at være sammen. Han kunne ikke være konge, og det vidste Andrea godt. Men at høre hende være gift med en anden, gjorde vel et eller andet sted stadig ondt. Men Logan forsøgte at komme videre, og glemme alt om Andrea. Caroline var et led i det. ”Caroline, jeg bliver nød til at indrømme noget.” Han så et øjeblik ned, mens han prøvede at finde ud af, hvordan han skulle formulere sig. Han mødte hendes blik igen. ”Jeg ved ikke hvad det er imellem os. Jeg bør heller ikke forsøge at sætte det i en bås. Men jeg ved at det får mig til at glemme det jeg gerne vil glemme. Det giver mig en frihed, jeg ikke har lyst at give slip på.”

Hun er gift med en anden. Hun lyttede opmærksomt med. En evne hun endnu ikke havde givet slip på. Caroline lagde hovedet let på skrå og sank så en klump. Caroline kiggede selv kort ned. Det at hun ikke gav slip på sine følelser lige nu, det gjorde, at hun kunne relatere så godt som nogen måske kunne. Da han kom til dem løftede hun de blå øjne op i hans. Endnu engang sank hun en klump.
"Da vi først mødtes, var det min eks mand som havde spiddet mig i hjertet. Fordi han ikke kunne huske mig. De minder du så. Da jeg var spærret inde, han ledte ikke efter mig. Han havde travlt med at blive sindsyg i stedet for. Så jeg forlod ham. Han kom videre." Fortalte hun. Det var for at være ærlig med ham, vise, at hun forstod hans situation. "Nu lever han livet ved sin bedste veninde imens jeg mistede alt det jeg havde i hænderne." Hun trak let på skuldrene.
Selv hvis tingene havde været anderledes, ville hun ikke have ændret på dem. Måske hvis hun kunne få sin datter igen.. men ja. Hun havde indset at håb var noget lort.
"Jeg ved ikke hvad det er. Jeg burde slet ikke udfordre det. Jeg burde holde mig væk fra den kemi.. Men Lightning, har du tænkt på det.. Thunder og Ligtning. Du sagde vi skulle slå os sammen, og med de navne kan man vidst næsten ikke undgå nogle små gnister." Hun trak lidt drillende på smilebåndet. Blot for at se om han kunne huske deres samtale fra deres sidste møde. Hun gik diskret tættere på ham med et dybt blik. Det var underligt, hun følte sig så menneskelig lige nu.

Logan så på hende da hun fortalte. Han kunne ikke klage over hans situation med Andrea, når han havde hørt hendes historie. Da hun kom tættere på, kunne han ikke undgå at smile en anelse. Hun havde bare noget over sig, som han ikke kunne ryste sig af sig. Hun havde en styrke, som han ikke havde set i mange andre. ”Det lader til vi har mere tilfælles, end jeg først troede.” Han tog endnu et skridt hen imod hende, så afstanden mellem dem var endnu mindre. Han kunne ikke holde sig væk, selvom han godt vidste han burde. Det ville være bedst sådan, så risikerede de ikke at ende som ham og Andrea eller Caroline og hendes eks. Men på den anden side, det var næsten umuligt for ham at holde sig fra hende. ”Jeg kan godt huske det Caroline. Jeg har haft svært ved at glemme det. Den første del, ikke det med minderne.” Han huskede selvfølgelig også det med minderne, men det var ikke det han ønskede at huske. ”Gnister kan være meget uimodståelige.” Hans blik førte sig ned til hendes læber, og før hans hjerne kunne følge med, lå hans læber imod hendes. Det var tydeligt, at en del af ham ville have hende. En stor del, mere end han mente godt var. Hun var som en magnet og han et søm. De blev tiltrukket af hinanden, og det var umuligt at holde sig væk, hvis de var tæt nok på hinanden. Hvordan dette skulle tolkes, var han ikke sikker på. Han vidste bare, at han ville være der med hende, og ingen andre steder.

Han trådte imod hende, og stod nu meget tæt på hende. Hun havde været sammen med nogle få efter Nicolas. Men ingen af dem havde haft den kemi som hun havde med Logan lige nu. Det var fantastisk. Det gav hende et sug af spænding i maven, og gnister i øjnene. Et smil på hændes læber der ikke kunne fjernes. Caroline kiggede ham dybt i øjnene, og bemærkede da hans øjne vandrede ned mod hendes læber. Før der nåede at blive sagt et ord til, var hans læber på hendes. Plantet fast mod hendes bløde læber. Caroline kunne mærke det. Mærke noget hun ikke havde følt i rigtig langtid. Det var nærmest uvirkeligt. Uden at tøve gengalte hun kysset, og stillede sig tættere på ham, imens hun lod armene svinge omkring hans hals. Det var længe siden hun havde følt sig... følt sig så levende. Følt sig så fri. Første gang nogensinde følte hun sig ikke ude på dybt vand. Det føltes rigtig. Logans hud mod hendes skød næsten igennem hende som fyrværkeri. Lige nu følte hun sig som en teenagepige der lige havde fået sit første kys af sit livs kærlighed. Og det havde hun måske også? Hvem vidste? Dette kunne være skæbnen der kaldte.

Logan lagde hans ene hånd på hendes side og den anden om hendes ryg. Han havde aldrig følt den type kemi, selv ikke med Andrea. Han havde elsket Andrea, og de havde kemi, men ikke noget i nærheden af dette. Det var som om de var alene, når bare de rørte hinanden, kunne alt eksplodere omkring dem, og han ville ikke lægge mærke til det. Så stor en virkning havde hun på ham, og det skræmte ham. Det betød at han blev nød til at tage hende ind i hans liv. Han kunne ikke gøre andet, for hver gang de mødtes, ville det ende med en eksplosion. På den ene eller anden måde. Han trak sig langsomt ud af kysset, men fjernede sig ikke mere end få centimeter fra hende, så de stadig kunne mærke hinandens vejrtrækning. "Hvorfor kan jeg ikke holde mig fra dig?" Hviskede han med en blød, men stadig lidt hæs, stemme. Han fjernede sit blik fra hende og så henover hendes hoved i stedet. Logan var ikke sikker på, om han var klar til at starte på noget nyt, men måske burde han ikke tænke på hans ting med Caroline som noget nyt. Måske burde han tænke på det, som en ting han kunne nyde. Hvor det førte hen måtte tiden vise, men han ville helst undgå at definere deres forhold, det kunne godt ødelægge det de havde, og lige nu var det, det eneste gode han havde i sit liv. "Jeg har ikke lyst til at holde mig væk," sagde han i samme toneleje og så på hende igen.