The shit that fell from the Godess' ass. Jesus fucking christ.(Marcus)

Kulden var kommet snigende for længe siden, og havde kravlet op af de smuldrende gravstene, i form af iskrystaller der lagde sig som et hvidt slør over fortidens minder. Månens blege stråler kæmpede sig vej igennem det tynde skydække, og kastede et sygeligt skær over de dødes sidste hvilested. Skygger kravlede som edderkopper fra gravstene, og spændte sig ud over gravene som skærmede mørket over den dødes rådnede lemmer. Kirken tordnede sig op bag ved gravstenenes bratte opvågning, og stod som tilskuer over den død der herskede på dette dystre, nedtrykkende sted.
- Det er sødt, Neco. Mirandil vil påskønne at kødet vil vende tilbage ti-
Gider du holde din fucking kæft!?
Delilahs snerrende tankesvar brød igennem den sagte stemme i hendes hoved.
Jeg begraver sguda ikke lortet, jeg skiller mig af med beviser. Og du gør det fandens svært!
Det blege måneskær gav genskin i det bånd af sølv der lå rundt om kvindens pupil, som et brat stop imellem de grønbrune øjne og den dybsorte pupil. De slanke, lyse fingre var indsmurt i jord, og kulden havde skubbet en sær blålig farve ind under den tynde barriere af hud. Hun skubbede dig sidste frosne, døde græstotter på plads, så gravens urørte udtryk var tilbage på plads. Uden tegn på den kamp der havde flået hjertet ud på en vampyr, og farvet verden i varmt, klistrende blod.
Chaya, kvinden der havde bolig i Delilahs krop, havde påtaget sig stilhed i protest over vampyrens smertefulde død. Hvilket for en gangs skyld muntrede den blodsindsmurte kvindes humør en smule op. Et stik af dårlig samvittighed for de uheldige mennesker der var blevet begravet med lejlighedsvise stumper af vampyr fór igennem dæmonens krop, men blev begravet i en sydende tilfredshed over at have fået lov til at balancere på farens kant, med denne iturevne vampyr.
- Han fortjente ikke at dø, Neco.
Hvorfor fuck skal du altid ødelægge mit humør?

En pludselig høj, næsten tordnende lyd skar igennem den stilhed der herskede tungt og ene over kirkegårdens jord. Som en blanding imellem et rovdyrs vrede brøl, og et skrig fra et grædende barn, dunkede det igennem Delilahs trommehinder, og truede med at flå dem op og splitte hendes hjerne itu. Hendes hænder fløj op og lagde sig imod ørerne, hvis blod burde vælte op fra hendes splittede hjerne, efter lyden havde fundet vej derind - men de var på mirakuløst hvis tørre.
Et hvæs undslap hendes læber, og hendes knæ forsøgte at give under, men med en stædighed der bragede igennem hendes krop, var det i stedet for en flod af bandeord der forlod hendes vredt sammentrukne læber. Hendes blik piercede lydens oprindelsessted, og hun lod vreden boble så langt op i hendes sind, at den udløste hendes bens bevægelse imod den lyd der syntes at flå hendes tanker og øre i tusinde stykker. Delilahs hørelse var bedre end næsten alle hun havde mødts, men det her var jo bare latterligt!
Med rystende ben og en kraftanstrengelse der overgik mange andre udfordringer hun havde været oppe imod, havde hun trådt tættere og tættere imod klippens kant, hvor lydens kilde skreg fra. Hendes fingre famlede febrilsk med en af de pistoler der hvilede tungt imod hendes hofte, fra det overfyldte våbenbælte, men gled alligevel vant ind imellem hendes fingre da først hun fik den op.
Hun nåede klippens kant. Hendes fod skrabede imod stenbunden, og hun syntes næsten at stivne. Hele hendes hjerne simrede i et lage af smerte, og fingre af nåle syntes at kravle op igennem hendes indre og flå hende op indefra. Hun dumpede ned på knæ, og fik krampeagtigt snoet fingrene om klippekanten, med stive bevægelser der var forfærdeligt ulig hendes normale, katteagtige bevægelser. Et smertesstøn forlod hendes læber, men druknede totalt i den altoverdøvende lyd, der tordndede fra den kilde, hendes øjne mødte sekunder senere.
Hvad fuck er det? Udsplattet, skrigende hjernemasse på steroider?
En klat slim formet som en lille kasse stod på en lille afsats lidt længere nede. Hun sigtede med rystende hænder, men da skuddets bragen forsøgte at overdøve lyden og det ikke lykkes, måtte den have besluttet sig for at så kunne det sgu også være ligemeget, og den forsvandt forbi klippeafsatsen og videre nedad, til eventuelle folk under. Med en dyb knurren af vrede fik Delilah fat i klippens kant, og fik tvunget sig selv til at klatre lidt længere ned, til hendes fødder stødte på en afsats. Endnu engang sigtede hendes skælvende fingre, og denne gang gik projektilen direkte ind i den kasseformede splat-ting, og med ét forstummede dimsen og den sprang fra hinanden som var det en bombe.
Stilheden fyldte hende, som tunge åndedræt af luft, lige efter man har været døden nær under vand. Men stilheden varede ikke længe. Langsomt begyndte et nyt skrigeri at opbygge sig, blot lidt længere under. Højere og højere, som om den tog sig god tid til at pine alt og alle i nærheden.
Fuck my life.

Hendes smil fortalte alt. Hun var komplet forgabt i Marcus, hun var ikke en dårlig fangst... Slet ikke. En ung blondt pige med et sæt dejlige bryster, flotte slanke ben, dejligt smil og store dådyr øjne. Hendes latter fyldte luften om hende som de gik med Marcus som den ledende part. Samtalen var tomheden selv, men den var tydeligvis nok til at holde hende varm. Ment på flere måder... Hans charmerende smil var konstant over hans læber imens han lod hende få al hans opmærksomhed. Så man dem ude fra, ville man nok mene at Marcus havde fået lavet sig en god scoring. Sandheden var at han ikke havde noget til overs for hende. Hendes latter blev afbrudt af hendes stemme fra tid til anden når hun kommenterede på noget Marcus sagde. Hun havde været let, ingen udfordring. En rolig aften på den lokale kro havde hurtigt udviklet sig fra bare et par drinks til en let scoring. Hun havde ikke lagt skjul på at hun konstant havde øjnene på Marcus i baren, men nogle gange var det vel okay det ikke var en udfordring at forføre pigerne. Inderst inde var han stadig overrasket over hun endnu ikke havde spurgt ind til hvor deres destination var henne? Hun havde ikke den fjerneste anelse om hvad der skulle ske så snart de nåede til kirkegården. Dumme menneske. Det var næsten et spild, men han var sulten, og hun havde frivilligt vandret ind i hans arme nede  i baren. Han havde ikke meget til overs for mennesker og da slet ikke piger som hende.
Turen var lidt halv lang. Hendes latter og stemme var i sig slev ved at gå ham på. Måske han bare skulle droppe kirkegård ideen?.. Nej!
De var kun omkring en kilometer der fra ca. men hun var blevet for irriterende nu! Hun var let, hun var allerede varm så snart han skubbede hende op af et af de nærmeste træer. Dumme tøs. Han smilede imens han roligt, men fast begyndet at kysse hende op og ned af halsen. Hun responsede fint på det, og prøvede da at gøre ham ophidset. Hun fejlede... Sulten og irritationen talte! Han kunne sagtens få et knald hos en anden end hende. Alt imens hans kys blev mere og mere vilde, og mere og mere til bid gled et ondskabsfuldt smil over hans læber.
Han holdt hende presset hårdt op af træet, imens han kørte hende til grænsen hvor hun ikke kunne holde ud at være i sin egen krop af ren liderlighed, da bed han hende. Hun slap ikke engang et skrig, men nu nærmere et suk af behag. Han var ligeglad. Blodet var godt, friskt og varmt. Kort tid efter var hun drænet. Hans hænder slap hendes krop alt imens han så den glide ned langs træstammen. Hun var død. Ingen ville overleve det hun havde prøvet. Et koldt smil kom kort frem før det igen forsvandt. Han tog da fat i hende igen og kastede hende over skulderen imens han begyndte at gå.

Der gik ikke lang tid før han var færdig med at skille sig af med liget. Han tog sin hue af og lod sine fingre glide igennem det mørke hår. Han havde fået lidt blod på sin sorte skjorte, men ikke meget. Det gjorde ham ikke noget, faktisk var han ligeglad. Noget der derimod fik hans fulde opmærksomhed var noget hæsligt skrigeri i den anden ende af kirkegården. Med en hurtig bevægelse havde han igen sin hue på og var sat i hurtigt løb mod stedet. Han var dog så stille som muligt, da det godt kunne være noget han ikke ville indblandes i.
Ikke så langt fra ham fik han øje på en skikkelse som tydeligvis var mærket af larmen. Han syntes at kende lugten. Kun et kort øjeblik senere var han sikker på hvem det var. Delilah. Aftenen havde taget en uventet drejning. Han var endnu ikke sikker på om det var til det bedre eller ej. Men spændende det var det da. Han fulgte hende med øjnene imens hun kravlede rundt på kanten af klipperne. Han brød ikke ind, men forholdt sig på god afstand imens han betragtede hende og hvad hun lavede.

En overvældende trang til at hamre hovedet ind i klippen overvældede hende, og hvis hun havde haft bare skyggen af selvmordstanker, så havde hun splattet sin egen hjerne ud over det kolde, hårde sten. I stedet knurrede hun bare som et rasende dyr, og sørgede for at stoppe det latterlige skrigeri, længe før det faktisk begyndte at æde hendes hjerne op. Igen. Irriteret greb hun hårdere fat i den skarpe stenkant med fingerspidserne, så stenen skar dig dybt ind i hendes fingre, og farvede kanten rød af det blod der blev presset ud fra de små, beskidte revner.
Musklerne i hendes arm spændtes i belastning, da hun skubbede sig ud fra den faste afsats, så hendes arm bar hele hendes vægt. Chaya panikkede fuldstændigt i jægerindens tanker, men ingen tanker gik alligevel igennem hendes hoved. Hendes sind var belagt med is netop nu, så intet kunne bryde hendes koncentration, og skubbe hende ned i dybet til den sikre død. Ud over de fingre der holdt hende fast, der nu var indsmurt i skidt, blod og var følelsesløse fra kulden der sivede ind i alle revner der var at finde i det mørke tøj der klistrede til hendes krop, smurt ind i blodet fra vampyrens sidste sekunder.
Endnu inden hjernemasse-kasse-klattens hæsblæsende lyd havde oversteget den smertesgrænse der tvang Delilahs tanker til at krølle sammen og gå i udu, vred hendes krop sig om i en smidig bevægelse, for at lade de specielle øjne søge efter endnu en klam klat, der skulle sprænges før hendes dunkende hoved fik fred. Hendes øjne klistrede rasende til klumpen da de fandt den, netop som lyden gik et par oktaver op, som vidste den at den blev betragtet, og ville flå hendes krop op indefra, igennem de alt for styrkede høresanser hun besad.
Det gjorde dog ikke andet end prikke til den irritation der sydede i hendes krop, og få hendes aftrækker til at blive presset i bund på sekundet, så projektilet strøg igennem luften, og sprængte geleklumpen i stykker. Et dybt suk forlod hendes læber, og med lettelse sitrende i kroppen, lænede hun baghovedet imod den iskolde klippevæg bag sig. Hendes fingre gled ned og fik proppet pistolen ned i våbenvæltet, inden hun fik mast dem ned i nogle huller, og gik igang med at trække sig op.
Lugten af vampyr slog hende først nu, hvor hendes andre sanser ikke blev bedøvet af den enorme smerte hendes høresanser havde været igennem. Som lidt for gammelt hvidløg, der blev krydret op med et stænk kanel og noget vanilje, stod vampyrernes lugt tydelig for hende, når den stak til hendes næse. Musklerne i hendes arme spændtes, og hun fik hevet sig op fra afgrundens dyb, så hun kunne få bedre fat i jorden over, og skubbet sig ind over klippekanten.
I samme sekund søgte hendes blik kilden til vampyrlugten, for selv nu hvor hendes krop værkede og smertede i hver fiber af hende, kunne hun ikke tillade sig at holde et hvil.
"Marcus? Hvad fuck i helvede laver du på kirkegården?"
Genkendelse var flakket igennem det specielle blik, og hendes læbers tunge åndedræt der hævede og sænkede hendes krop i hurtige stød, var stoppet i blot et splitsekund. Hun huskede ham, hvilket i sig selv var en bedrift. Ikke alle hendes elskere gennem tiden stod tydeligt for hendes blik, for hvis hun skulle huske hele bundtet havde hendes hjerne været overbelastet, og havde lignet den mærkelige klump hun havde skudt. Hvis hun ikke havde været i branchen så længe, havde hun ladet sig hvile dovent på kanten af klippen.
Men hun havde været der længe. Med et strejf af stædighed rullede hun væk fra kanten, og kom vaklende op og stå. Hendes blik slap ikke vampyren. Hun havde overgivet sig til ham fuldstændigt da de havde sex, for det var et af hendes svageste tidspunkter. Men han var stadig en igle, og hun stolede ikke en fucking skid på igler.

En stemme brød hendes stirren imod Marcus, men det var ikke hans. End ikke en mandlig stemmes dybe røst kunne den forveksles med, for stemmerne fra et venindepar kvaste stilheden. Den latter der kom fra et par af læberne virkede næsten som hånede den sorgen ved kirkegården, og blev snart efter støttet op af den anden piges leende læber. Straks forsvandt Delilahs krop ind i skyggerne, da hun trådte ind i en skygge og blev opslugt i mørket, som var det hendes faste tilholdssted. Et par piger med blomster kom til syne på kirkegården, snakkende lystigt om løst og fast.
Så hav dog lidt fucking respekt for døden.
Det var nok bare fordi irritationen endnu havde godt fast i hende, at hun fik en overvældende trang til at slå dem ned. De kom for at mindes deres afdøde, og alligevel havde de et smøret smil i fjæset, og en hysterisk latter faldt fra deres læber. Hysteriske pigebørn. Og de var også et problem, for med blod smurt ud over Delilahs tøj, ville det ikke være særlig behjælpsomt hvis de to finker bemærkede hendes morderiske ydre, og sladrede til myndighederne.
Og så afbrød de også ret kraftigt hendes afhør af Marcus.

Marcus' drengerøvs smil kom til syne så snart Delilah lå oppe på kanten og rodede rundt. Hun var tværet ind i blod, han kunne lugte vampyrblod på hende. Det skræmte ham ikke spor. Det vækkede bare hans indre nysgerrighed overfor hende. Gad vide hvem det var hun havde dræbt? Måske en han vidste hvem var? Det var ligegyldigt for ham at en af hans egen race var død, det betød bare der var en mindre til at tage noget af det blod han ville have. Hvilket var helt fint for ham. Han havde desuden ingen alliancer med andre vampyrer, det gad han ikke. De var kun til besvær for ham. Det var tydeligt at han havde nok i sig slev og sit eget selskab.
Det var længe siden han havde set Delilah sidst. Han savnede hende ikke eller noget, men det var da stadig et interessant møde han var havnet i. Han fandt morderiske hunkøn meget tiltalende, dog ikke som partnere, mere som underholdning fra tid til anden. Delilah havde allerede været hans underholdning en gang før. Han kunne godt huske hende, og ved tanken smilede han igen, det var dog kun et kort smil.
Hans skulder lænede op af en sort gravsten imens han smilede skævt til Delilah da hun så direkte på ham. Hendes talemåde havde ikke ændret sig. Tvært imod virkede det som om der var lidt mere bid i hende nu. Spændende. Denne aften så ud til at kun at udvikle sig til det bedre! Han sagde intet, men smilede bare til hende imens hun kom på benene. Det var ikke et venligt smil, men mere et halv arrogant skævt smil der hang over hans ansigt. Hun ville sikkert blive vred over det. Det passede ham fint. Det var tydeligt at se på hende at hendes krop var lidt medtaget af hvad hun lige havde gjort. Hun var ikke svag at se på eller noget, men alligevel kunne man se det havde taget på hendes energi.
Lyden at tøser der snakkede og grinede afbrød Delilah. Det brød stilheden på kirkegården og fangede kun så småt hans opmærksomhed. Han var nogenlunde mæt, og nu havde han jo også fundet noget spændende. Så de var ikke så meget som en smule interessante for ham. Faktisk var de en anelse irriterende, men et eller andet sjov kunne man vel få ud af dem. Mens Delilah glad ind i skyggerne, blev Marcus stående til frit skue af de to tøser da de kom tættere på. Han bekymrede sig ikke over blodet på sin skjorte, mørket gjorde det svært at se det på den sorte skjorte. Hans dybe og charmerende stemme brød pigernes stemmer. "Er det ikke ret sent for jer to at være her?" han lød ikke farlig eller intimiderende overhovedet, men nu nærmere venlig. Hans skæve smil var ændret til et mere blidt smil alt imens han tog et par skridt nærmer pigerne. "I burde ikke være her på denne tid, det kunne være farligt for jer", det ville komme kraftigt bag på ham hvis de to piger ikke faldt for hans charme.
Han ønskede de skulle smutte hurtigt så han kunne vende tilbage til Delilah. Den kolde aften bed ikke på ham. Han var vampyr og var ligeglad med vejret. Det kunne ses i og med han havde begge sine ærmer på sin skjorte foldet op sådan at man kunne se hans tattoverede sleeve på venstre arm. Hans aura virkede beroligende og venlig, men han var på ingen måde venligt anlagt. De to piger ville finde ud af det hvis de ikke snart forføjede deres små numser fra kirkegården. Alle der kendte lidt til Marcus, eller det vil sige alle der havde overlevet et møde med ham vidste godt han var meget egoistisk i virkeligheden, men var en pokkers god skuespiller når det kom til stykket. Noget der altid blev brugt til egen vinding. Disse to tøser kunne ikke tilbyde ham noget i øjeblikket så de var kun til besvær! Han gad ikke slå ihjel uden selv at få noget ud af det, hvilket betød at disse to piger nok kunne vende hjem med livet i behold. Dog kun så længe det varede, han var ikke bleg for at slå dem ihjel på et andet tidspunkt hvis han mødte dem imens han var på jagt...

Pigernes smågrinende joking klatrede et par oktaver opad, og blev til en tøset fnisen fra begge piger, da Marcus brød deres samtale. Omgående trykkede de sig op af hinanden, med den samme irriterende, rullende fnisen de sikkert selv syntes var vældig kær at høre på, men som sendte bølger af irritation igennem Delilah.
"Heej! Jeg hedder Maya! Hvad hedder du?"
Pigen der havde talt vinkede begejstret af Marcus, imens hende veninde fnisende trak i Mayas ærme. Mayas veninde hviskede genert til Maya, der højlydt proklamerede at 'han er da meget sød!'. Maya, der synes at være den modige at de to, begyndte at gå over imod Marcus, med et stort smil på læberne, og den generte veninde der endnu havde godt fast i Mayas ærme, der vraltede bagefter som en forskræmt and.
- Stop dem! Hvad nu hvis han sårer dem!?
Det rager mig en høstpind.
Maya var nu nået helt hen til Marcus, med sin veninde bag sig, der stadig trak Maya mekanisk i ærmet, mens hun med store øjne havde blikket fikseret på blodet på Marcus' trøje. Men det var ikke frygt der havde indtaget pigens ansigt, men forvirring da hun forsøgte at lokalisere hvad han havde klattet sin trøje med. Maya derimod havde alt for travlt med at plapre løs, så snart hun kom tættere på ham, uden at have fanget den hentydning han var kommet med.
"Jo altså, vi kom ligesom herud fordi Julies mor døde for tre år siden, og så tænkte slog min kæreste ligesom op med mig, så jeg tænkte at det ville være rigtigt rart hvis vi ..."
Ordstrømmen fortsatte fra hendes læber, som var det bræk i stride strømme der kastede sig ud af hendes mund, i form af ligegyldige ord og sætninger.
Hovedpine. Få kællingen til at holde kæft.
Julie, hvilket åbenbart var Mayas venindes navn, hev Maya lidt hårdere i ærmet, og løftede en finger imod blodet på Marcus' trøje. Tøsen havde endnu ikke fanget at det var blod, men afbrød alligevel sin veninde for at spørge til den mærkelige substans der havde fundet vej til den fremmede mand de netop havde mødt på kirkegårdens trøje.
"Hvad er det?"

En slags knurren emmede i luften, imens den sprang opad i lydstyrke. Den tippede til siden og forvandlede sig til den mærkelige lyd der havde drevet Delilahs hjerne sindssyg, men en svag version af den. Begge pigers hoved fløj op, og forsøgte at lokalisere lyden, uden videre held. Med blod smurt ud over sin krop, ville det være fandens dumt af hende at rende ud hvor tøserne kunne se hende, men lyden var allerede ved at påvirke hendes hovedpine, da den steg i kraft næsten konstant.
Fuck it.
Dæmonen smeltede ud af skyggerne, og fik med det samme Julies opmærksomhed. Julie så med chok hvordan dæmonen sprang ud over klippens kant, uden den mindste opbremsning i sin hurtige gang. Et skrig forlod Julies læber, som hun slog hænderne op foran munden der havde skubbet sig fra hinanden i et O. Maya vendte sig mod sin veninde med et ryk, og inden længe havde Julie rablet en hurtig ordstrøm af sig, om hvordan en kvinde lige var sprunget ud over kanten af klippen. Men Julies stemme druknede næsten i den skærende, rivende, skrigende lyd der arbejdede fra klippens bund.
Et skud bragede igennem kirkegården, og spredte sig som en chokbølge henover den stilhed der engang havde lagt sig som en dyne over de dødes sidste hvilested. Pigernes skrig druknede lyden af skuddet der havde flået den høje lyd fra tidligere fra hinanden. Maya sprang frem og trykkede sig op af Marcus, som regnede hun med at han ville beskytte hende fra hvad end der havde affyret et skud. Julies krop landede på jorden, hvor hun krøb sammen til en lille kugle, som troede hun at hun ville smelte sammen med jorden og blive ét med natten.
Tårer flød fra Mayas kinder, mens stille, paniske hulk blev spyttet ud af Julies mund. En snerren blandede sig med deres bange lyde, da dæmonkvinden hev sig op fra afgrunden i armene.
"Så hold dog forhelvede jeres kæft, hysteriske pigebørn!"

Pigernes stemmer fortsatte med at være der på trods af hvad han havde hentydet. Marcus så på pigen Maya der tydeligvis var faldet pladask for hans charme, og som inderligt prøvede at flirte sig ind på ham. Han var ikke påvirket af hende. Hendes stemme var mere som en konstant hyletone i hans ører, dog knap så irriterende som den underlige klat Delilah havde været så påvirket af for bare nogle øjeblikke siden. Han så på pigerne stadig med en venlig aura om sig. Han var stoppet med at lytte til Maya for længe siden, da hun tydeligvis ikke havde nogen situations fornemmelse eller respekt for hendes veninde Julie. Han var så små begyndt at lytte mere til den lille pjævsede Julie, da hun virkede til ikke at falde for ham. Hun havde spottet blodet, og det virkede som om hun så småt begyndte at fatte alvoren af hvad Marcus muligvis havde gjort. Han valgte at smile venligt til Julie imens Maya fortsatte med at snakke om ligegyldige ting. Marcus nåede ikke at stoppe Maya, for Julie gjorde det. Hendes spørgsmål fik ham til at grine indvendigt. *Du skulle bare vide min kære... Det kunne have været dig der prydede min skjorte*.

Før Marcus overhovedet fik åbnet munden for at svare den lille Julie blev han afbrudt af en underlig brummende lyd der hurtigt udviklede sig til at være den selv samme irriterende lyd som før. Han så hen mod kløften med et lettere koldt blik. Hvorfor var den ikke død? Havde Delilah virkelig ikke gjort arbejdet godt nok? Delilah kom frem igen, med fuldfart ud over kanten. Han reagerede ikke på det, andet end han roligt fulgte hende med blikket. Det så ikke ud til at blive en særlig stolt situation for Delilah. Han så dog hurtigt på Julie da hun piercede hans ører med et skrig. Dumme tøs! Som om der ikke allerede var nok larm! Han kunne mærke hvordan han inderligt gerne ville af med de to hysteriske piger, de begyndte at gå ham på nerverne...
Lyden af skuddet fik ham ikke til at rykke sig, han havde nu nærmere ventet på det skulle komme, når Delilah havde fundet klatten igen så hun kunne gøre noget ved larmen. De to piger der imod var ikke klar på det. Han så ned da Maya klamrede sig til hans arm. Alt det venlige ved ham var forsvundet så snart han så Delilah forlade sit cover i skyggerne. Der var ikke længere grund til at spille sød og rar over for de to piger, de var alligevel skræmt for livet. Han trådte et skridt væk fra Maya, og trak sin arm til sig med beslutsom kræft så hun slap.
Hans blik var koldt og udtrykkede klart at han synes de var irriterende. Han lagde ikke skjul på noget længere.
Hans opmærksomhed rettede sig imod altid spydige Delilah der var kommet op igen fra afgrunden. Han smilede kort koldt over hendes valg af ord mod pigerne. De var meget hysteriske. "Fik du klaret det?"spurgte han roligt imens han så på Delilah med sit drengerøvs smil. Man kunne godt se på hende hun lige havde taget et dyk ned i kløften, det var ikke ligefrem fordi hun så mere frisk ud af det end før. Han stak sine hænder i lommen imens han roligt så lidt på pigerne som var helt opløste i ansigterne af tårer og snot.

Delilah kastede med håret, så mørke lokker svævede som i en glorie omkring hende, og en sølvfarvet ring stod i skarp kontrast til det mørke håret lagde som et gardin over hende, da det igen blev båret ned af tyngdekraften, og indrammede hendes ansigt. Hun så ikke engang ud til at bekymre sig om, hvorvidt disse piger var skræmte af hende - Delilah var ikke typen der havde nogle venner overhovedet, så at disse to ikke havde lyst til at tage på venindeshopping med hende, ragede hende noget så kraftigt.
- Neco, jeg bryder mig ikke om det her.
Chaya mit hoved føltes som mos, jeg er pisse irriteret og kællingerne skriger.
- ... Ja?
Jeg er fucking ligeglad med hvad du tænker lige nu!
Maya, der ellers havde klistret sig op af Marcus som var han en engel sendt fra himlen, så både utroligt skræmt og utroligt forvirret ud, da han skubbede hende væk. Hun lignede en hundehvalp, hvis ejer havde skubbet hende ind i et bur fuld af glubske kamphunde, og nu var på vej væk. Hun strakte sine arme hen imod ham, men Julie greb fat i hende inden Maya fik rørt ved Marcus - hun var udemærket klar over faren, i modsætning til hendes forblændede veninde, der tydeligvis havde et godt øje til Marcus.
Se, det er derfor jeg aldrig hænger ud med tøser.
- De er skræmte?
De er så pisse fesne at det gør ondt at se på.

"Maya, vi skal væk! Maya, nej! Maya, han slår dig ihjel!"
Julie hviskede febrilsk, uden at tænke over at det var meget usandsynligt at vampyren der stod lige ved siden af dem, ikke hørte hvad hun sagde. For fanden, selv Delilah der langsomt var på vej over imod den lille gruppe, uden følelser i sit blik, hørte hvert ord tydeligt. Maya hørte dem tydeligvis også, men så ud til at skulle bearbejde dem grundigere end de fleste, før hun kunne reagere på advarslerne.
"Maya, kom nu!"
Maya blev rykket af sted af sin veninde, der panisk så sig tilbage, som hun forsøgte at rive sin ulykkelige, skræmte veninde med sig. Delilahs hoved vippede svagt til siden, da hun så Julies anstrengelser. Så vidt hun kunne lugte, med sine højt forbedrede sanser, var det en dunst af engel der flød imod hende, så hun havde ikke engang noget problem med at skubbe dem ud over kanten, og kalde det et uheld hvor de tragisk nok faldt.
"Marcus, gider du ikke lige hente dem? Jeg er ikke i humør til løb lige nu."
Det gik ikke hurtigt for de to piger, måske fordi Maya af en eller anden grund forsøgte at kæmpe imod, på at blive trukket væk. Enten var hun i chok, eller også var hun bare så langsomt i betrækket, at hun fortjente at styrte fra en kløft. Hvis Marcus gjorde det, ville hun vente på at han hentede dem hen til hende, hvis han ikke gjorde, ville hun i et ryk sætte i løb, forsvinde derover og rive de to piger med sig.
"Hvad siger du? To piger der kom op i et tragisk skænderi på kirkegården, og da den ene .."
Hun ruskede svagt i Maya.
".. i vrede skubbede til den anden, fik den anden overbalance og greb fat i den første, men de væltede begge og faldt ud over kanten?"
Et halvt smil sitrede på de fyldige, rødlige. Åh, denne dag var bare blevet så meget bedre.
"Tragisk!"
Et grin var nu klistret til hende. Chaya var knapt så begejstret, dog.

Marcus så roligt på Delilah imens han ignorerede de hysteriske lyde de to piger kom med. Det var jo til at kaste op over! Han så dog ned på Maya som tydeligvis ikke helt havde fattet situationen endnu. Han kunne ikke lade hver med at fryde sig over det. Hun var jo snot dum! Havde det været en anden situation så havde han nok udnyttet det, men i dette øjeblik var det bare en irritations faktor. Man kunne dog ikke mærke på ham at han var irriteret, hand fremtoning var neutral, faktisk mere kold.
Han var dog overrasket over veninden Julie som på en eller anden måde havde samlet kræfter nok til at trække Maya med sig. Han smilede koldt over synet foran ham. Han hørte Delilahs stemme og vendte da sin opmærksomhed mod hende. Han lagde armene over kors imens han smilede skævt til hende. "Hvad for jeg for det Delilah?"lød det en anelse drillende fra Marcus. Han gad ikke at gøre noget hvis ikke der var en præmie i den anden ende. Det var hans mentalitet i mange sammenhæng.
Han så kort efter pigerne som synes at bevæge sig i snegle fart. De var ikke kommet mange meter imens han havde set på Delilah. Måske det hang sammen med at Maya stadig blev trukket af sted istedet for selv at løbe. Han smilede et koldt og grufuldt smil over synet af dem. De var så bange, det var herligt at se. Hans tankestrøm blev afbrudt af Delilah og hendes cover-up historie. Han slikkede sig over læberne imens han lyttede. Et uhyggeligt dystert grin slap hans læber da hun tarv. Det var ikke tit han lod mad gå til spilde på den måde, men når det skete skulle det også ske med stil. Han så på Delilah imens han smilede det grufulde smil som før. Han kunne godt lide historien. Det to piger fortjente at dø ligegyldig hvad! De havde irriteret ham nok og spoleret hans møde med Delilah so far.

Natten var dog stadig ung. Meget kunne nå at ske når de to tøser var ude af billedet. Han havde ihvertfald ikke tænkt sig at gå tomhændet hjem. Det var længe siden han sidste havde set Delilah, han ville godt se hvordan hun havde udviklet sig fra deres sidste møde. Desuden var det altid dejligt at tilbringe sin tid med en der var omtrent lige så kold som ham selv. Så slap han for skuespillet. Han havde alligevel ikke haft 'rigtigt' selskab i mange måneder nu. Kun dumme duller han legede med og spiste. Ikke at det ikke var rart. Det bliv bare trivielt i længden.

Den ekstreme, lysende sølvcirkel i hendes blik, syntes at tegne en cirkel i natten, da hun snurrede øjnene rundt, i en kraftig, melodramatisk bevægelse, ved lyden af hans ord. Et smil sitrede langsomt, sensuelt og med en rovdyragtig glød ud over de bløde kurver der formede hendes fyldige læber, og langsomt vippede hendes hoved til siden, imens hun studerede ham uden at gøre et forsøg, på at skjule det.
"Hvad vil du da have?"
Et blødt bøjet øjenbryn hævede sig svagt over de tindrende øjne, som hendes blik havde fundet vej til hans øjne, og holdt sig fast, imens det uforudsigelige smil voksede svagt på læberne. En pink tunge fandt vej ud af læberne, som en slange i skjul, og gled over læberne for at fugte dem, inden den fandt tilbage i skjul, imellem sine rødlige bure. Kulden flød næsten fra hende, men det samme gjorde hendes naturlige udstråling, der let kunne misforstås: En sensuel glød og rovdyragtig fare.

Hun tog hans kolde smil, som et positivt svar på den grusomme sætning der havde forladt hendes læber. Et smil blafrede over hendes læber, den gengældte hans kølige facade og lod sig blidt blive trukket endnu dybere ind i den intethed verden på et eller andet tidspunkt havde fået ramt på hende med. Normalt var hun ikke så ... Iskold overfor liv, selv ikke engles - Men netop nu var hun pissed off, forvirret, vred, i smerte, havde fået sin hjerne fumlet med og en persons stemme i hovedet.
Det var safe to say at hun ikke ligefrem var helt normal på nuværende tidspunkt, taget i betragtning af hendes normale jeg.
Så hun greb hurtigt fat i den enes arm, borede neglene ind i hendes arme og rev dem tilbage, så blod piblede fra sårene på armene - De ene pigebarn måtte jo have forsøgt at rive sig fast, for ikke at falde. Pigen, hvis blod langsomt banede sig ned af armene, klynkede blot forskrækket og skræmt, som var hun for bange til at lade et skrig passere de tynde læber, da hun så den uundgåelige død nærme sig.
Hun greb fat i den usårede tøs, greb fat i hendes hænder og borede dem ind i den sårede piges arme, hvorefter hun rev endnu engang - Nu lignede det, at hun faktisk havde revet. Ingen af pigerne rørte sig, eller forsøgte at flygte - De var måske i chok over det, der pludseligt havde ødelagt deres liv.
Bogstaveligt talt.

Et par flere forberedelser fløj igennem natten fra Delilahs hurtige, smidige og halvmuntre bevægelser, inden hun hev pigebørnene hen til kanten - Dér vågnede de. Julies skrig dansede flygtigt i natten, inden en hård lussing fra en irriteret dæmonkvinde brat stoppede det. Maya forsøgte at rive sig fri, men et hårdt slag i knæskallen bremsede også hurtigt det forsøg. Hun orkede ikke kamp!
Hun placerede kvinden med de revne arme med ansigtet imod kløften, og den anden pige foran pigen med de revne arme, og ryggen mod kløften. Hun snoede langsomt den usårede piges fingre om armene på den såredes, så blodet farvede hendes hænder svagt lyserøde, imens hun med et blidt smil lænede sig fremefter.
"Hold tight, 'kay?"
Det var en sukkersød hvisken der forlod de smilende læber, inden hun pludseligt gav pigen tættest på kløften et hårdt skub, så hun fik overbalance, og siden et svagt skub på den anden piges ryg så hun ikke kunne undgå at falde med hende. Tårer strømmede ned af pigernes halvbeskidte kinder, og stilheden fra deres læber var næsten overdøvende. Ingen skrig? Skuffende?
De tippede over og forsvandt i kløften, selvom de slap hinanden og panisk forsøgte at finde et fodfæste eller få fat i noget for at holde dem fra at falde, som luften hamrede om ørene på dem, og de så jorden dybt under dem hvirvle hurtigere og hurtigere nærmere. Et skrig forlod deres læber, næsten synkront. Dér var det skrig hun havde ventet!
"Tragisk, hvordan pigebørn ikke er forsigtige nu til dags. Dødsfald .. Over det hele."
Hun rystede melodramatisk på hovedet, imens den næsten sørgelige stemme forlod hendes læber. Men i et ryk lyste hun op i drilsk munterhed, snurrede omkring på en speciallavet hæl med stål for at gøre den mere robust, og lagde et glitrende blik på Marcus.
"Ikke sandt?"