The Angel fell into Hell(fortidsemne) ~ Natalie

Tid: 12:22
Sted: Terrorville District - bliver til Natalies hus
Vejr: Solen skinner, men kølige briser sørger for at varmen ikke er kvælende.
Omgivelser: Der er ikke mange mennesker på netop denne vej, men de få der er, ser ud til at nyde vejret og latter kan høres hist og her.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

På den varme solskinsdag, kunne man næppe tro noget dårligt, kunne man? Fuglene sang, solen var for en gangs skyld ude, hvorimod det havde regnet dagen forinden. Folk så ud til at more sig hjerteligt og udover Bazaaren, hvor der var et helvedes mylder, så var der ro i byen. Men på trods af alt det, gik en ung Fenrer ned ad gaden med en knude i maven der ikke virkede videre forløselig. Han var på vej mod en kunde der havde tilkaldt ham for hans healer egenskaber. Han havde egentlig siddet og behandlet nogle af dem der ikke havde råd til behandling, nede i Rotten Root distriktet, for han kunne ikke lade være. Ikke at han ikke havde travlt i disse dage, for Fenrer havde efterhånden fået skabt sit lidt af et rygte som en dygtig healer, som ikke tog sig i dyre domme. Dette havde åbendart gjort ham enormt populær, og selvom hans hyre ikke var stor, så var hans udgifter næsten lig med ingenting, så penge havde han da intet at klage over. Det var heller ikke økonomien der trykkede hos den unge healer, men derimod den opgave han var på vej til.

Som han havde siddet og behandlet folk i Rotten Root, var en kurer kommet til ham, og havde rakt ham en notits fra en eller anden der arbejdede for en ærkedæmon kaldet Natalie, om en mishandlet engle slave, som hun havde bedt om Fenrer for. Fenrer havde i sin tid i Doomsville godt hørt om en dæmon kaldet Natalie. Hun var berygtet for mange ting, intet af det var godt. Dette fik Fenrer til at frygte for Englens velvære, hvilket kureren blot havde trukket i et smørret smil som svar for. Fenrer afskyede ideen om slaver, og den holdning for dem som folk havde, som om de stoppede med at være personer i det sekund de fik frataget deres frihed. Mødet med kureren havde da heller ikke endt med andet end at Fenrer havde stormet afsted uden ham, hvilket var grunden til at Fenrer ikke var ankommet endnu.

Fenrer så sig omkring, men havde ingen anelse om hvor han skulle hen, for i brevet stod der ingen adresse, men blot at han skulle komme snarest muligt. Fenrer gik derfor ud fra at det havde været Kurerens ansvar at føre ham på vej. Fenrer havde prøvet at stoppe adskillige folk på gaden, men de fleste i denne del af byen så ikke ud til at ville have noget med ham at gøre. Solen bagte efterhånden hårdt ned på den unge mand. Han satte sig i skyggen under et højt hegn og lagde hovedet i hænderne. Han skulle have taget noget mere vand med. Dette var han vist ikke den eneste der var klar over, for snart efter at han havde sat sig kom en ung pige i simple klæder over til ham og sagde med en munter stemme "G'dag hr " Fenrer så op på den unge pige med fregner og smilede imødekommende "Har du lyst til at købe lidt køligt at drikke?" spurgte hun og holdt en klar flaske med en rødlig væske frem mod ham "Kirsebær" sagde hun da Fenrer så på Flasken. Fenrer nikkede "Jo tak, hvor meget?" sagde han med et lille smil. Pigens smil blev bredere "Et sølvvelv for flasken"

Fenrer smilede med en klukken. Han havde ikke megen hånd om alt det med penge endnu, men selv han vidste at det var overpris. Han hev tre sølvvelv frem fra sin pung og rakte hende dem "De sidste to er for en smule information, ok?" spurgte han og tog imod flasken. Pigen nikkede "Hvor er dæmonen Natalies hus?" spurgte han. Pigens smil blev en anelse kortere, men hun holdt det alligevel oppe og pegede på et palæ længere oppe ad vejen.

Fenrer fortsatte op mod palæet med den nu  kun halvt fyldte flaske i hånden. Han gik op til døren og bankede på. Der skete ikke noget, så han bankede igen, denne gang hårdere og råbte efterfølgende "HALLO! ER DER NOGEN!?" Fenrer trådte et skridt tilbage og så om på de forskellige vinduer, fra sin plads foran døren, men så ikke nogen "JEG BLEV TILKALDT AF ET PÅBUD FRA NATALIE! HENDES ENGEL HAR BRUG FOR TILSEELSE!"

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Håret i en løs fletning + Sorte "ballarina" sko af skind.

En ægte forårsdag. Det var, hvad vejret havde budt folk den formiddag. Solskind så langt øjet rakte, og kun en enkelt blid brise til bryde den ellers stigende hede. Bladende der før havde fejet henover de tomme gader, sad nu atter tilbage på træerne og voksede om kamp i slaget om, hvad der mon fik lov at blomstre først. Gaderne var nu også fyldt med liv og væsner af mange arter, hvilket havde betydet en smule mere postyr omkring palæet end hvad Natalie foretrak. Alle de hormoner der vågnede og vinterdepressioner der lettede i foråret, det var ikke lige hendes smag. Hun var et barn af vinteren, og det mørke vejr, samt stilheden der fulgte var, hvad hun generelt længtes efter. Alligevel måtte hun indse, at foråret som regel var der, hvor de fleste muligheder bød sig. Som ny bekendtskaber for eksempel.

Natalie havde dagen forinden brugt et par timer i sit legeværelse med Poppy. Måske var hun selv blevet ramt af naturens overvældene forårskuller, eller måske havde Poppy ikke været helt tilstrækkeligt den dag, det skulle hun ikke selv kunne siges. I hvert fald havde det gået en smule mere voldsomt for sig end planlagt, og selvom Poppy efterhånden var vant til en del, så havde hun hulkende bedt Natalie stoppe efter meget kortere tid end sædvanligt. Englen havde tydeligvis store smerter, og selv Jamie der kunne et par små tricks når det gjalt førstehjælp havde måtte pas med hensyn til skaderne. Der skulle skrappere midler i brug. Natalie var selvfølgelig ikke villig til blot at kassere sin favorit engel, og havde derfor begyndt en eftersøgning. Desværre viste det sig, at ingen af de dæmoniske healere som hun kom i kontakt med havde mod på at skulle fikse en engel. Og selvom englene ville, så var de en flok kujoner. Poppy var en tabt sag for deres vedkommende. Frustreret havde Natalie sendt budet videre, og var så endt op med et rygte om en healer, hvis rygte havde vokset ham langt i forekøbet. En shapeshifter godt nok, men med det rygte, så lod Natalie foredommene falde til siden for en stund. Derfor havde hun denne morgen sendt budet afsted som det første, og ellers begivet sig videre med sin dag. Så var det blot at vente.

Palæet som Fenrer stod foran var mørkt, smukt og tydeligt ældre end dæmonen som levede i det. Adskillige forbedringer og vedligeholdelse kunne spottes rundt omkring, såsom jern ved de mørkelagte vinduer, hvor giftige planter lå på lur neden under. Hele facaden var i en smuk mørk farve, der virkede misvisende det klare solskind, og tillod ikke lyset inde fra huset at stråle sin ret. Hoveddøren var mørk og tung, men gled pludselig op let som en fjer efter, at Fenrer havde råbt for anden gang. En blond, mandelig skikkelse med en langt ar over venstre øje trådte så frem i døren, og skulede en anelse irriteret imod Fenrer.

"I'm guessing that you're mr. Leidolf. No need to yell anymore. We've been expecting you. Please, come inside. I'll take you to the lady of the house."

Jamie trådte et skridt til siden, samtidig med, at han holdt døren for Fenrer så han frit kunne træde indenfor. Hall’en var tydeligt gennemtænkt i sin sparsommelige indretning, og desuden mørki farverne som med ydersiden af huset. En mægtig trappe, som ledte ovenpå, dominerede det meste af hall’en, men skyggede dog ikke for udsigten ind til stuen, som var direkte frem for indgangen af hoveddøren. Gik man til højre efter hoveddøren kom man til køkkenet, og gik man til venstre kom man til spisestuen. Efter Fenrer var kommet indenfor, lukkede butleren døren bag ham og tilbød at tage imod eventuelt overtøj. Hvis han havde noget, ville butleren tage imod det, og dernæst fører ham ligeud imod stuen. Det tog ikke lang tid før, at de nåede hen til et af hjørnerne af stuen, nær et kæmpestort vindue, hvor man både kunne se lidt af haven og lidt af gaden tæt på huset. Ved vinduet stod desuden to velpolstrede lænestole i mørkelilla fløjl med et lille bord af træ i mellem dem, hvorpå der stod placeret to tekopper, en tekande og en lille skål med noget konfektlignende slik. I den ene af de to skåle, som stod med ryggen til haven, sad en lille barneskikkelse med en bog i hånden, der først løftede blikket, da de var standset foran stolene.

"Ah! Mr. Leidolf. I was beginning to fear that you wouldn't show. Take a seat."

I stolen som Natalie refererede til lå dog et syn, som de fleste nok ikke ville forvente i et alment hjem. Da en fremmede fært først ramte det store dyr, løftede alle tre hoveder sig fra en enorme [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] der lå placeret i stolen og fra dens strube lød så en dyb knurren.

"Tempus, please. He's our guest. Now get down."

Som var den en eller anden forvokset skødehund, gled bæstet ned fra stolen, og dumpede så i stedet ned for forenden af Natalies stol. Uanset om Fenrer valgte at sætte sig, ville Jamie hælde the op til dem begge to før, at han så forduftede.

Fenrer stirrede på den grumt udseende butler der stod i skarp kontrast til det mørke palæ, der havde budt Fenrer på en forsmag af hvilken mørk frue der herskede her. Fenrer nikkede til manden og trådte ind over dørtærsklen. Indenfor skyllede en voldsom gysen over ham og den fæle dunst af rendyrket ondskab sneg sig ikke, men nærmere overfaldt Fenrer. Han mærkede en voldsom trang til at kaste op og flygte, men han vidste at det ikke nødvendigvis var den bedste ide, og han havde dertil ingen videre intentioner om at overlade englen til sine skader. Det havde bestemt krydset Fenrer at dette i det hele taget kunne være en fælde, for han havde i den grad haft sit hyr med dæmoner her på det sidste. Nævnligt dæmoner der ville ham til livs, eller havde haft tvunget ham ud i situationer hvor han knap havde klaret den alligevel.

Da han var indenfor i hallen løb en ny, men meget mindre, gysen igennem Fenrer, som han så det dystre indre. Den enkle indretning fik hallen og de tilstødende rum til at virke kolde og distancerende. Han stod og lod et blik glide gennem rummet, som netop havde passeret den dominerende trappe, da hansvang rundt ved lyden af døren der gik i bag ham. Han følte at han var blevet lukket inde i et bur eller måske mere bestemt, et fængsel. Han nikkede da butleren bad ham overrække sit overtøj. Fenrer svang det store slag af hans skuldre og foldede det kort over armen, inden han rakte det til butleren og gav et ganske spægt "Thank ya" og fulgte dernæst butleren igennem huset til stuen. Fenrer lod blikket glide ud i haven som han fulgte butleren over til stolene. Da de stoppede ved stolene, rettede Fenrer blikket hurtigt mod stemmen, der udsprang fra den lille pige skikkelse der sad i den lilla stol. Fenrer nikkede kort, i bar mangel på ord, dah hans opmærksomhed blev fanget af den knurren der undslap bæstet der sad i den anden stol. Fenrer mærkede en instinktiv vrede prikke ham i nakken da han så det forfærdelige bæst. Han havde intet problem med at genkende en kerberos når han så de tre hoveder. Fenrers far havde engang fortalt ham om disse, og hvordan de kunne være nogen så furiøse.

Fenrer anskuede hunden som den passerede ham og gik til sin herres plads. Der var ingen tvivl i Fenrers sind om at Tempus, som Natalie havde kaldt den, kunne lugte at Fenrer selv var en ulv. Fenrer sank en lille klump og satte sig på kanten af stolen, der brændte hans næsebor med dunsten af Kerberos, med hænderne foldet i hans skød. Fenrer havde mest af alt lyst til at blive stående, men mente det nok var smartest, ikke at teste hans værts tolerance. Han lod butleren skænke teen og forlade Natalie og ham selv, inden han rømmede sig.
"A pleasure to be thought of and be of service.." sagde han neutralt ".. and I'm glad that you'd think to entertain me for tea madame, I'm sure this is not a common practice for servants and hired attendents" Fenrer lagde enormt ærbødigt udtryk i hans ord. Han havde været i Underworld længe nok til at vide hvordan almene doktorer og tjenestefolk blev behandlet af finere folk.
Det var ikke normalen at de ligefrem blev ført til mesterinden af huset, medmindre det var et ekstremt følsomt emne og selv da var det ikke altid, men snarere blev man henvist til sin opgave af enten en butler eller lignende. Derfor fandt Fenrer det underligt og en anelse uro opvækkende at Natalie havde budt ham til te. Fenrer rømmede sig igen, efter en kort pause han havde holdt for at understrege sin ærbødighed "And though I'm utmost thankful for the hospitality you have shown to me, I'm wondering why I haven't been shown the patient whom I'm supposed to attent to?"

Fenrer hev det lille fornemme brev frem og lagde det på bordet "The Angel named Poppy" sagde han og skævede til brevet, inden han rakte ud efter koppen og tog en kort tår af teen. Nok havde han tænkte sig at gå sig direkte til sagen som muligt, men han ville ikke virke uhøflig og afvise teen, for i selskab som Natalies, fandt han det smartest at være høflig. Fenrer satte koppen nænsomt tilbage på bordet og så op på Natalie "If you could atleast tell what fer injuries consist of, so that I might prescribe a remedy for her?"

Butleren lod ikke til at have travlt. Han stod trofast med en rank ryg og et roligt blik, og observerede, hvordan Fenrer fik trådt indenfor, imens han mest af alt virkede som et eller andet forskræmt rådyr. Butleren fik roligt lukket døren bag ham, og tog dernæst imod slaget som Fenrer rakte ham. Da han først fik fingrene omkring det var hans første indskydelse, at det ikke var dyrt stof. Manden foran ham virkede nu heller ikke som en herrer der ligefrem gik op i den slags, men det fik ham blot til at undre sig endnu engang omkring den lille dæmons intentioner. Jamie var en slave. Det var ikke tydeligt på ham, udover arret måske, men han var bundet af en masse ting. Det var udelukkende den eneste grund til, at han tjente dæmonen. Han havde også tænkt sig at gøre det godt, da han kendte straffen for andet, men han kunne ikke dy sig fra at lade enkelte tanke og tvivl snige sig ind nu og da. Derfor var det rimelig spændende at stå på sidelinjen nu og da, og se hvordan det hele udspillede sig. Dog lod han Natalie og Fenrer være alene, da han først havde skænket dem teen, og forlod så rummet for at hænge Fenrer's slag pænt op.

Fenrer havde deusden ganske ret. Tempus havde ingen problemer med at opfange færten af ulv i rummet, og markerede sig da også dybt selv for fodenden af stolen, kun for at modtage et par enkelte beroligende strøg fra Natalie, som rakte ned fra stolen, inden hun hurtigt rettede sig op igen mod gæsten. Udmærket opmærksom på, hvor utilpas Fenrer virkede valgte hun dog at fortsætte ufortrødent med hendes lille muntre teselskab.

"You are correct, Mr. Leidolf. This is not common at all."

Svarede hun blot, inden hun rakte frem og tog sin egen kop. Hun kunne godt lide hans sprog, og den tydelige ærefrygt hans stemme fortalte om. Det var ikke altid det første, som hun oplevede, når folk mødte hende uden at kende hende særlig godt. I sin kop med te valgte hun at tilføje to stykker sukker, som hun rørte en smule rundt, inden hun lagde skeen fra sig og tog en tår. Med et behageligt smil, som om dette faktisk var det mest naturlige i verden, rettede hun sig op i stolen, krydsede benene og svarede så på hans næste spørgsmål.

"When an unfamiliar name suddenly pops up on my radar, I tend to get curious, Mr. Leidolf. As I've understood it you're a shapeshifter with barely anything to spare, and yet you choose to come no matter who summons you... no matter the payment. Your reputation has outgrown you quite fast, and so the reason we're sitting here talking right now is so I get to ask the question; How? What makes you so special?"

De store, runde, dybblå øjne rettede opmærksomheden direkte imod hans. Natalie var glad for direkte spørgsmål, og besvarede dem gerne selv, hvis hun altså ikke følte for at sno sig ud af dem. Selvfølgelig var hun opmærksom på Poppy, men Fenrer havde i sandhed vakt hendes nysgerrighed. Han kunne muligvis vise sig at være et værdifuld samleobjekt, men det måtte tiden vel vise, hvis besøget ikke gjorde det. Da Fenrer lagde brevet på bordet, kastede hun blot et kort blik på det inden, at hun sukkede dybt og stillede koppen fra sig, så hun kunne lægge hænderne i skødet.

"Ah yes... Poppy. Well, the thing is that I'm not quite sure. She seems to be in a great deal of pain, but she's far from dying or anything like that. I think it's her wing. It might be broken. I would be happy to show it to you, if that would make things any easier?"

Selvom Natalie i starten havde virket meget alvorlig omkring emnet, havde hun alligevel svært ved at lægge en dæmper på iveren for at se Fenrer arbejde. Derfor gik hun endda så langt som at tilbyde sin egen assistance i det hele, og håbede i sit knap så stille sind, at han ville tage imod, når de engang var færdig med teen.

Fenrer vidste ikke hvad han skulle sige til den lille piges krop, der tydeligvis holdte noget der var kraftfuld, ondskabsfuldt og mørkt. Hun havde blot bekræftet at hendes lille optrin med at invitere ham på te og underholdning ikke var normalt, men Fenrer havde det alligevel som om der lå en skjult dagsorden bag det hele. Han rykkede en anelse rundt i sin stol da Natalie dumpede sukkeret i hende te. Der var noget ved den lille pige der gjorde ham usædvanligt ængstelig. Ikke at han var bange, for han havde efterhånden lært at blive en anelse afstumpet når det gjaldt personlige farer. Men denne dæmon fik det alligevel til at løbe koldt ned ad ryggen. Han prøvede at finde frem til hvad i hele Underworld der kunne få skilt denne dæmon ud fra mængden af de andre.

Da den lille pige så besvarede hans udtalelse omkring at dette lille teselskab var udenfor normerne, med en konstatering af at han havde ret, løb der en kuldegysning ned over ryggen på Fenrer. Han brød sig ikke om det faktum at hun blot sad der, som om alt var i den skønneste orden. Med den monstrøse kerberos og hendes lillepige smil i samspil, var der nogen der faldt på plads i Fenrers sind. Grunden til at den lille pige virkede så meget mere ondskabsfuld, end alle de andre dæmoner han var stødt på i Underwold, var at hun slet ikke så ondskabsfuld ud. Den lille pige virkede som om hun svævede i en tilstand af normalitet i midten af alt det ondskab der kunne mærkes i huset.

Havde man sat pigen ud på gaden, eller på midten af markedspladsen, ville Fenrer formentlig knap nok kunne lugte hende. Ideen alene skræmte ham så intet andet. Han havde altid fundet trøst i at man kunne genkende ondskabsfulde og mørke væsener ved deres lugt og udseende, men Natalie kunne have været hvem som helst. Han sank en lille klump, som han forsøgte at skjule sin umiddelbare frygt overfor Natalie.

Da hun kørte den lange smøre af om hvorledes hans rygte havde løbet ham i forvejen, og hvorledes det kunne være at han var så ’Special’. Fenrer så kort ned i gulvet som han tænkte over hans spørgsmål. Han vidste egentlig ikke om der var noget der gjorde ham special. Men noget sagde ham at hans eget svar lå skjult i Natalies ord, så han løb dem igennem i sit hoved flere gange. *..barely anything to spare, and yet you choose to come no matter who summons you...* Tænkte han, næsten højlydt. Det slog ham, og han så op på Natalie ”I’m not special… I just ..choose differently than everybody else…” Fenrer lænede sig en anelse frem og sagde med en rolig stemme ”.. I have the advantage of being indifferent to the idea of money and the pride that some wish for.. especially when I am able to help others who need it”

Da hans trods veg til siden for de runde dybblå øjne, der virkede til at grave sig vej ind i hans hoved, rettede han sig op og rømmede sig en anelse. Han var ikke så bange for Natalie som han nok burde være, men det var ikke ligefrem fordi at hans liv havde været tømt for farlige situationer her på det sidste. Han var dog alligevel bange nok til at skælde sig selv en anelse ud for ikke at have tænkt sig om inden han formulerede sit svar til Natalie.
Fenrers hoved svirpede rundt og så direkte på Natalie da hun begyndte at tale om englen, der havde brug for hans hjælp. Igen kunne han mærke pulsen stige, som hun fortalte om de skader som englen havde fået sig. Hvor han dog hadede dæmoners medfødte svaghed for at kunne føle empati i nogen som helst forstand. Han bed tænderne hårdt sammen, men tog sig sammen da hun spurgte om han ville se englen. ”If you don’t mind ma’am..” sagde han med en stemme der var svær at styre bort fra en hadfuld tone, men det lykkedes ham da lige akkurat ”..If it’s really a fractured or broken bone in the wing, she WILL be needing tending, so please..” Han rejste sig og bukkede let og høfligt ”.. if you’d care to show me the way?”

Fenrer havde muligvis de bedste sanser, som de sad der i stolene med teen delt mellem dem, men Natalie havde nu ikke svært ved at opfange den utrolige mængde ubehag, som han forsøgte så ihærdigt at lægge låg på. Hans krop, hans flakkende øjne og den svage fært hendes fine lille næse opfangede fortalte alt sammen om, hvordan han ikke brød sig om det. Hun havde set det før, men oftest hos de mere... godhjertede racer. De havde det med at mærke hendes forfædres dæmoniske spor i huset ret så tydeligt, så det var sket før, at et par stykker var blevet decideret utilpas. Alene tanken fornøjede hende, men i stedet for at smile, nøjedes hun med at tage endnu en slurk af teen, hvorefter hun smed et stykke sødt fra skålen på bordet, ned mellem de tre hoveder på gulvet. Hundens midterste hovede slugte hurtigt stykket, og logrede fornøjet imens.

Det var sandt, at Natalie ikke fremstod voldsom eller ondskabsfuld. Det var en egenskab, som hun skiftede mellem at forbande og forgude. Hun hadede idéen om, at folk ikke anså hende for noget særlig, at hun blot var... ja, et barn. Et simpelt barn faktisk. Og dog havde det vist sig kyndigt i flere situationer, og endda morsomt i andre. Hun kom gerne uset rundt, og samtidig hvis noget voldsomt skete, som da hun i sine helt tidlige dage havde været på mordtogter med sin gamle mentor, så var det aldrig barnet der blev beskyldt. Fenrer var derimod typen, som alle altid ville lægge mærke til. Ikke nok med, at han konstant befandt sig i de forkerte miljøer i gang med at hjælpe de fattige, så var der den rune, som hun havde hørt en smule om. Hendes øjne gled diskret op imod hans pande, imens han selv sad med blikket rettet imod gulvet. Hun undrede sig kortvarig om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at flytte hans styrke, inden hun hurtigt fangede hans blik igen, da han rettede sig op og besvarede hendes spørgsmål. Forudsigeligheden i hans svar fik hende næsten til at le, men hun bevarede trods alt masken denne gang.

"Such nobility, Mr. Leidolf. Your idea of work is what most people would call... beautiful actions, I suppose. You provide what is needed and doesn't expect anything in return. I respect that. I just hope that you consider how the right type of fund might help you... help others."

Natalie lagde hovedet på skrå, da han veg fra hendes blik. Hun håbede så inderligt, at måske forstod blot en lille del af hendes budskab. Hun kendte endnu ikke hele omfanget af hans rygter, samt hans evner ikke mindst, men hun havde allerede en kriblende fornemmelse af, hvordan Fenrer ikke var en, som hun havde lyst til at give helt slip på igen. Derfor forsøgte hun selvfølgelig at forføre idéen lige så stille ved at plante små spor af den, imens de lige så langsomt kom igennem deres lille aftale. Da han pludselig reagerede kraftigt ved fortællingen om Poppy, og dernæst bad om at se englen, gled Natalie let ned fra sin stol, hvilket fik den store hund til straks at flytte sig.

"Please, mr. Leidolf. I might be 500 years old, but I still feel that 'madame' doesn't sound right to me. 'My Lady' or 'Miss' will do." Tilføjede hun nonchalant, inden hun vendte ansigtet imod gangen og fortsatte. "I suppose I could just this once. It's not often Poppy is expecting guests after all."

Dernæst begyndte hun at vandre. Hendes skridt var små og lette, og lavede stort set ikke en lyd imod det gamle trægulv. Hunden valgte at smide sig op i stolen, hvor Natalie havde siddet, og gloede ondt efter Fenrer helt indtil, at de forlod stuen. Natalie fortsatte ud i hall'en, hvor Fenrer først var kommet ind, og gled så ubesværet op af den store trappe. Dernæst drejede hun til højre ved toppen af trappen, og bevægede sig så ned af en small mørk gang, hvor flere lukkede døre kunne ses på hver side. Det var tydeligt, at kendte man ikke huset særlig godt, så var der en god chance for at farer vild. Mellem dørerne kunne ses flere gamle malerier med motiver der varierede fra helt gamle familiemedlemmer til landskaber sjælendt set mage, og dyr der kun fandtes i mørke drømme. Til sidst standsede Natalie foran en simpelt udseende dør, og tog så uden tøv fat i håndtaget, og lukkede op for dem begge. Værelset de trådte ind i var sparsommeligt indrettet. På vægen foran dem hang et vindue der ledte ud mod haven, og under det stod et lyst sminkebord med enkelte dekorative bånd, smykker og make-up, samt en enkelt lampe. Ved siden af bordet stod et spejl som rakte helt ned til gulvet, hvorpå der hang en vissen blomsterkrans. Ved væggen til højre stod et klædeskab også i lyst, og desuden stod der en lille kiste på gulvet ved siden af skabet. Ved væggen til højre stod en smal seng, hvori en bleg skikkelse lå. Ved siden af sengen stod et lille natbord, hvor et par simple urter lå, samt endnu en lampe, og en klap til øjet. Rummets vægge var malet lyseblå, men ellers var der ingen planter, personlige ting eller malerier i værelset. Den blege pige vendte ansigtet imod dem ved lyden af døren der gik op. Hendes krop var dækket med dynen op til halsen, så det eneste man kunne se var det lyserøde hår, og hendes øjne der stirrede imod dem i det dunkle værelse.

"Miss?"

Lød en spinkel stemme, hvis tone kun kunne være fra en engel med dens silkebløde efterklang der dog bar et skær af forundring.

"I brought someone for you, Poppy."

Før nogen kunne nå at blinke, var Natalie pludselige inde i rummet, og trak så de tynde gardiner fra, hvilket tillod en del mere lys ind i rummet. Takket være dette kunne man nu tydeligt se at, hvor Poppy's højre øje skulle have været befandt sig i stedet et mørkt hul. En gammel skade. Ellers var hendes ansigt næsten porcelænlignende, med perfekte, kære trak, der faktisk fik hende til at minde en smule om en dukke. Hun sendte et vagt smil i retning af Fenrer, men det nåede ikke hendes blik.

Fenrer havde blot nikket høfligt til Natalies åbenlyse tilbud om at støtte ham finansielt. Han havde ingen planer om at stå i lommerne på en dæmon, hverken hende eller McGivens, som havde tilbudt ham det samme, selvom Fenrer indtil videre stod til gæld hos herskeren af Doomsville for en hest han havde lånt, efter deres kamp mod søslangen. Men Fenrer skulle nok få betalt dæmonen hvad han skyldte, og derudover var han ikke interesseret i noget samarbejde med Sean. Det samme gjaldt Natalie. Han skulle alligevel ikke bruge deres hjælp for at kunne oplære nogen af de frivillige healere der meldt sig hos ham i Rotten Root. Selv hvis dette skulle blive en ting, så ville han hellere benytte sig af frivillige donationer end at stå i gæld til noget så ondskabsfuldt som Natalie.

Fenrer nikkede igen høfligt, da Natalie fortalte ham om hvordan hun ikke brød sig om at blive kaldt madame. Fenrer var bedøvende ligeglad, men måtte vel rette sig efter den lille dæmon hvis han ville have lov til at tilse Englen Poppy. Fenrer fulgte den lille pige igennem huset og mærkede ondskabet og eftertrykket af de mørke væsener der havde betrådt disse gange.
Han gøs ved tanken om hvor mange der havde måtte lide deres endeligt i dette palæ.

Da de nåede rummet hvor Natalie havde ført Fenrer hen, var det lige før han kastede op. Der var et eller andet der lugtede så uendeligt forkert. Men Fenrer sank galden igen og trådte ind over dørtærsklen.

Det var ikke før end at han hørte englen kalde ud efter Natalie at han fik en mistanke om hvad der lugtede så fælt. Det store ubehag kom dog først da han så englens ansigt. Det var klart at det var hendes skader og mishandlingen af et godt væsen der stank sådan. Han trådte over til sengen hvor englen lå mens han sendte Natalie et blik af decideret had. Hvorfor eksisterede væsener som hende? De satte konstant nature og åndernes indflydelse på denne verden ud af balance. Ved guderne hvor han dog hadede mørkevæsener. Hans mave gik i knude af medlidenhed med den stakkels engel der lå i sengen, og et kort øjeblik overvejede han at gå løs på den lille dæmon. Det var øjet der fik ham tændt sådan af, men han måtte forholde sig i ro, for han vidste at dæmonens styrke var utilregnelig og uden tvivl overgik hans egen. Fenrer tog sig derfor en lavmælt men dyb indånding og fik styr på sin puls, inden han fortsatte ind i rummet.

Han trådte over til sengen og satte sig på hug ved siden af hvor Poppys hoved var. Han så med et medlidenhedsfyldt blik ”Hello Poppy” sagde han i en fortrøstningsfuldt røst ”I’m Fenrer..” Fenrer beherskede sin stemme og sit kropssprog til at være åbent og imødekommende, overfor englen.
”I’m a healer, and I’m here to make sure you get well..” sagde han formildende og begyndte at hive nogle forskellige miksturer op af sin bæltetaske og et stykke knogle, som han lagde på sengekanten. Da han havde lagt tingene så han tilbage op på englen ”.. Could you tell me what’s wrong dear?”

En enkelt skygge gled over Natalies ansigt, da Fenrer ikke valgte at respondere mere positivt på hendes knap så subtile tilbyd. Hun havde åbenbart ikke ramt helt plet, hvilket betød, at manden nok var en anelse mere stædig end forventet. Underdanig så sandelig, og høflig til en hvis grad, men sørme om han ikke havde viljestyrke og livsværdier... bvadr. Alligevel lod hun ikke sig selv miste håbet helt, og vente så hurtigt tilbage til sit førhen smilende-jeg, da hun påbegyndte rundvisningen. Bare fordi hun havde en dårlig dag, så var der ingen grund til at huset skulle miste ære.

Imens de bevægede sig ned af husets mørke gange, som kun lod til at blive mørkere og smallere, jo længere væk fra indgangen man bevægede sig, kunne hun ikke undgå at kigge op mod væggene nu og da. Det var en vane, som hun ofte fangede sig selv i færd med at udføre flere gange om ugen. Normalvis bevægede hun sig slet ikke ned af disse gange uden grund, da de var ment for hushjælpen og lignende, men det skete da, at hun snuste rundt i huset bare for en god gammeldags hyggens skyld. Hendes familie havde været her i mange generationer, og det var egentlig hele grunden til, at hun ikke var flyttet til noget større eller mere prangende da hun modtog sin nye titel. Nu og da blev der renoveret en smule, men det veg ikke langt fra den gamle arkitektur. Hendes fader havde engang fortalt hende, at selvom man måske ikke lige var opmærksom på det, så tog huset ofte form efter hvem der ledte det. Det synes hun nu egentlig, at de nuværende mørke fortalte meget godt om.

Natalie så ikke smerten, og fornemmede ikke stanken. I stedet så hun kun frygten ligge som et tykt tæppe henover Poppy, dag ud og dag ind. Poppy havde ikke kendt meget andet end sin tilstedeværelse hos Natalie, og hun var muligvis en af hendes mest veltrænede slaver nogensinde. Og nuværende favorit selvfølgelig. Poppy havde hun fundet på gaden som ganske ung. Hun var øjeblikkeligt faldet for pigens guddommeligt smukke træk, samt den uskyld og naivitet der havde strålet fra hendes blik. Pigen havde godt nok haft en familie, men de ejede stort set intet, så derfor var Poppy på gaden for at skaffe lidt mønt eller mad. Natalie havde med sin unge alder og hviskende ord omkring mad, penge til og et bedre liv til familien fået lokket Poppy med sig hjem... men familien så hun aldrig igen. Efter alle de år med både mental og fysisk 'træning' tvivlede Natalie alligevel stærkt på, at Poppy overhovedet huskede ret meget af det.

Hun valgte at ignorere det tydeligt hadske blindt der blev sendt i hendes retning, men observerede i stedet, hvordan Fenrer med stor ømhed nærmede sig den svækkede engel. Egentlig var hun ikke vild med tanken om, at andre rørte ved Poppy, men dette var noget, som krævede, at hun gav sig en smule.

"Hello Fenrer... I'm... It's nice to meet you."

Det var som om, at det gik op for Poppy, at hun manglede sin klap for øjet, da hun drejede ansigtet mod bordet for at se, hvad han stillede derpå. Derfor lukkede hun det hurtigt, og vendte så ansigtet ansigtet imod ham igen, da han spurgte hende. Der gled en nervøs trækning over hendes ansigt, men før englen overhovedet fik chancen for at svarer lød Natalie's stemme.

"Show him."
"... Ye-Yes, miss."

Poppy tøvede ikke med at opfylde sin ejers ønske, men kæmpede dog tydeligvis en brav kamp. Smerterne viste sig hurtigt i hendes ansigt, da hun forsøgte at sætte sig op i sengen, men hun gjorde ingen mine til at stoppe. Dog, hvis Fenrer forsøgte at hjælpe hende, ville hun hurtigt tage imod med et lille smil. Da Poppy omsider havde fået sat sig op, blev hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] pludselig tydeligt, hvilket Natalie også bemærkede, hvorefter hun snakkede igen.

"Take it off."

Uanset, hvad Fenrer protesterede med ville Poppy ikke stoppe, men i stedet vendte hun blot hovedet bort, og trak kjolen forsigtigt ned over kroppen, stadigvæk siddende i sengen, så hele hendes overkrop blev blottet. Synet der fulgte ville nok få et par få svage sjæle til at mærke, hvordan maven lige vendte sig en ekstra gang. Poppy behøvede næppe forklarer, hvor problemet lå, da der på hendes ryg sad to vinger. Problemet var med de vinger, at det ikke rigtigt var vinger som sad tilbage. Selve basen, knoglen der stak ud fra ryggen, hvor huden sad på, hvor fjerene normalt sad fæstnet var der selvfølgelig... men ikke meget mere end det. Tilsyneladende var hver eneste fjer på hver vinge blevet enten plukket, flået eller revet af med forskellige styrker. Nogle steder var der nye sår, andre steder var der gamle ar og nogle enkelte steder sad der frisk dun som tegn på, at nye var på vej op. Det største problem lå dog i, at den højre vinge sad helt forkert. Normalt ville de begge vende nedad i afslappet position, men i stedet vendte den ud mod siden, og havde et slemt knæk ved roden. Området var blåt og hævet, og dækkede over de værste ar på ryggen. Poppy skælvede, tydeligt utilpas ved sin sårbarhed men forblev siddende stille med hovedet sænket. Natalie ventede med sine ord, indtil hun var sikker på, at Fen havde fået suget det hele til sig, men modsat de to andre så hun bestemt ikke påvirket ud.

"Well?"

Fenrers krop dirrede af afsky, allerede da Natalie besluttede sig for at blande sig i hvad han sagde til englen. Havde hun ikke udledt nok skade på staklen? Var det virkeligt nødvendigt at herse med hende, og så på en sådan måde. Englen var jo i forvejen i elendig stand som tingene var, og Fenrer kunne knap holde ud at se på den lille engel der lå der i sengen. Fenrer sukkede højlydt da Natalie bad hende fjerne hendes natkjole. Han kunne udmærket se vingerne, der var ingen grund til at ydmyge englen på denne måde. Han var allerede ved at brække sig.
Han havde ondt nok af Poppy i forvejen, men arene som han nu blev fremvist, var et åbenlyst budskab. Natalie ville vel gøre dette til en leg, hvor hun kunne gøre med Fenrer som det passede hende, på Poppy bekostning, som sad i samme situation. Han havde mest af alt lyst til at vende sig om og prøve at kvæle Natalie, men han var godt klar over hvordan det ville ende ud. Istedet måtte han prøve at hjælpe den lille engel så godt på vej som muligt.

Han nikkede kort da han så på vingen, inden han vendte sig mod Natalie med et skarpt blik, da hun spurgte ham om hvad hans mening var. Fenrer stirrede på Natalie ganske kort, som han rejste sig uden et ord og lagde de milde hænder på Poppys vinge. Han lod en finger glide over hendes tydeligvist brækkede og plukkede vinge. Vreden og afskyen overfor den lille dæmon steg. Hvis han da bare havde været stærkere. Vingen var ikke bare brækket, men tydeligvis splintret, ikke underligt taget i betragtning at engles vinger var hule, ligesom fugles. Fenrer sukkede "I't got a bad fracture..." han sukkede ved hans viden om hvad dette betød "..I'll have to odo a lot of work with this... and I'm not sure that I can do it all in one go"

Han kunne mærke den sprøde fornemmelse da han rørte det følsomme område, og kunne konkludere at der var fragmenter derinde. Han så over på Natalie med et blik der udstrålede det rene had han følte for den lille pige. Hans ansigt havde han dog formået at holde nogenlunde neutralt, hvilket han kun gjorde for ikke at blive smidt ud af Natalie, eller det der var værre. Han kunne jo ikke hjælpe Poppy udefra gaden, eller bundet til et eller andet i det næste rum. Med de skader som Poppy var blevet påført, måtte han lægge to former for salve og formentlig påkalde en af ånderne, for at give Poppe styrke til at kunne klare sig ellers. Hun havde det jo forfærdeligt, den stakkels engel.


Fenrer så tilbage fra Natalie og over på Poppy "I'm gonna fix this up no problem, alright Poppy" hans stemme var blød og beroligende. Han kunne ikke gøre meget uden at prøve sig af med sine alver. Han kunne altid have åbnet hendes vinge og gjort noget af arbejdet manuelt, men han tvivlede på at Poppy ville kunne klare turen, for ikke at sige at han havde en snigende fornemmelse af at Natalie ikke ville lade hende benytte sig af de beroligende urter som han havde med sig. Han gled istedet tilbage til kanten af sengen og hev et par små krukker af ler frem, som han satte på natbordet.

Han rejste sig og gik over til Natalie med et stilfærdigt tempo "I'll need to summon a a spirit, and do at couple of rituals for the ointments to have a proper effect, and even then, it'll take some time for her to heal, but it'll go faster and easier than letting her lie there" Han ventede ikke på hendes svar, men vendte sig om og satte sig på knæ for at åbne krukkerne med salverne. Han tjekkede op på de forskellige ting var i orden og fandt dernæst nogle runer frem fra sine lomme. Runerne var skåret i et blegt stykke træ, hver i sær og der var i alt fire runer. Han lagde runerne på bordet og rullede sine ærmer så langt op han kunne, mest af alt i en let smule frygt for at hans vært ville gøre noget overilet, efter hans lille flabethed.

Fenrer kunne bare ikke have det mere. Han hadede dæmoner, han hadede slaveejere og han hadede i den grad Natalie. Dette mindede den dunkende puls i hans pande ham om, på værste vis. Gid den lille sadistiske møgtøs ville gå sin vej, så kunne han banke ruden ud eller noget, og hive den stakkel til Poppy med sig. Selvom at han var ret sikker på at det kunne ende galt, for vinduet var trods alt placeret ud til haven, hvor Fenrer ikke vidste hvad der ventede ham. Fenrer ville dog med glæde give det et forsøg, hvis han blot fik chancen.

Natalie behøvede ikke spørger - hun behøvede ej end se på Fenrer for at vide, hvordan han følte omkring hele situationen. Hans bitterhed og vrede fyldte rummet en sådan kraft, at det var lige før at den blev kvælende. Alligevel syntes den at dø ud ved kontakten med den lille dæmon. De godhjertede følelser som empati og forståelse for andres velbefindende var simpelthen ikke noget, som hun nogensinde var blevet lært. Og selv hvis hendes forældre havde levet længe nok til, at det måske kom på talefod, så tvivlede hun stærk på, at de ville havet forklaret hende det ret meget anderledes end som hun selv havde læst om det. Som svagheder. For lyse væsner var det uundværligt, men for mørket var det blot noget, som oftest kunne udnyttes - præcis som i det øjeblik, hvor Fenrer besluttede at hjælpe Poppy til trods for hans had for dæmonen.

Selvom Fenres dybe suk egentlig virkede ganske målrettet imod Natalie, så spjættede Poppy kort og trak sig en anelse mere sammen i sengen næsten som om, at hun havde gjort noget forkert. Det var først da han forsigtigt gav sig til at køre fingerne henover hendes skadede område, at hun gav lyd fra sig uden, at nogen havde spurgt hende om noget. Den lille, spinkle englekrop rystede let, imens undersøgelsen fortsatte, og hun bed sig hårdt i læben for ikke at lukke for meget lyd ud. Alligevel kunne hendes snøften ikke skjules, imens tårerne lige så stille begyndte at løbe. Smerten var tydeligvis hård ved hende, men af ren frygt for Natalie, så larmede hun ikke. Da Fenrer kiggede op fra vingerne igen, flyttede Natalie ligeledes sit eget, som ellers havde fulgt hændernes bevægelse nøje, og mødte hans.

"Yes, that is what I thought to myself when I first examined the area. Yet I am no expert in healing, so that's why you're here... "

Natalie kneb øjnene sammen, tydeligvis ikke helt sikker på, hvad han afsluttede med.

"Are you saying that you will return after today?"

Ikke helt sikker på, hvorvidt hun faktisk brød sig om tanken lod hun alligevel spørgsmålet forblive i et simpelt neutralt toneleje dog understreget af en tydelig nysgerrighed. Tanken om at have en shapeshifter rendende, som eventuelt kunne give Poppy dårlige idéer lød ikke sjov i hendes øre, men på den anden side så var det at have en healer tæt på nok aldrig helt skidt.

Da Fenrer stoppede sin undersøgelse og forklarede Poppy, hvordan han nok skulle fikse hende, nikkede hun blot forsigtigt, imens hun forsøgte at fjerne de fleste af tårerne. Natalie rynkede i mellemtiden blot en anelse på næsen af krukkerne med ler som blev sat frem, men rettede roligt ansigtet ud igen, da Fenrer pludselig rejste sig og nærmede sig hende. Da han standsede foran hende, lagde hun nakken en anelse tilbage, så hun kunne møde hans blik og lyttede interesseret til hans forklaring. En ånd? Det skulle nok blive spændende. Alligevel havde hun atter et par tanker, som hun ønskede at dele, men netop som hun skulle til at ytre sin mening, vendte han hende ryggen igen og begyndte så at forberede ritualet. Hun skulede irriteret og mærkede for et kort øjeblik, hvordan orange hidsige glød gled frem i hendes blik. Poppy bemærkede dette, og krøb hurtigt en tand længere tilbage i sengen, og trak dynen let op omkring sig.

"Fine. Though, you shouldn't expect it to be easy for spirits in this house. Not of your kind at least. Demons have lived on this ground for generations, and as far as I know... Shamans don't do very well with us. Do you?"

Der var en lille tilfredshed i stemmen. Et lille håb endda om, at Fenrer måske endda ville fejle, så han ikke blot behøvede at bide vreden i sig, men også stoltheden over sin evner. Selvfølgelig ville hun foretrække, at Poppy vendte tilbage til at være i det mindste forholdsvis normal, men hun brød sig bestemt ikke om hans tone. Et offer kunne sagtens laves i den situation. Alligevel fik hun styr på sig selv, og vendte blot hovedet imod døren.

"Jazmin. Come."

Der gik et lille øjeblik, imens Fenrer formentlig stadigvæk forberedte sin session inden, at døren pludselig blev åbnet. Ind trådte endnu en dæmon. Forskellen fra hende og Natalie var, at hun var en voksen skikkelse - bloddæmon fra lugten at kunne dømmes til - og at hun bar et halsbånd magen til det, som Poppy bar. Kvindens blik var mat, og hendes udseende slidt.

"Bring me some fresh tea and something to chew on. This might take a while."

I stedet for at svare, nikkede dæmonen blot. Flygtigt kastede hun et hurtigt blik imod Fenrer med et blik der strålede af nysgerrighed og håb, men hun sagde intet. Grunden var den, at hendes mund var syet stramt sammen af en tyk mørk tråd som syntes at stramme for hver en ansigtsbevægelse dæmonen foretog sig. Da hun fornemmede, at hun havde stået øjeblik for længe, skyndte hun sig dog ud af døren igen.

//Jazmin kan findes under Natalies profil, hvis det er!