Inside the world of slaves.(Razion)

Lyset fra solen glitrede drillende på sneens overflade, som hundredevis af stemmer steg og faldt som myrer der kravlede over hinanden, og kæmpede for at stå øverst i den mørke, myldrende flok. Et symfoni af højtråbende tilbud og leende stemmer der muntert aftalte andre væsners fremtids smerte. Fødder trampede igennem sneens ellers uforstyrrede overflade, og trampede knasende uskyldigheden fra hinanden, mens de ivrigt bød og snakkede med de, de så som understående og ligegyldige. Billig arbejdskraft.
Det her sted gør mig fucking syg.
- Kaster du op?
Det er fandme tæt på.
Tunge lænker lå om hendes slanke håndled, og forbandt dem med en kort, tryk kæde. Lænkerne lå stramt om hendes håndled, så kanten pressede vej igennem hendes tynde hud, og lod blod farve kanten af lænkerne svagt rødlige. Via tykke lænker var hun forbundet til de andre kvindelige fanger, som de blev trukket brutalt igennem den strømmende folkemængde, og over imod et podie der blev bygget. Sten og skidt skar sig igennem kvindens fødder, da hun trådte igennem mængderne, og adskillige folk trampede forsøgsvist på hende da hun passerede.
Hvorfor fuck de ikke ville lade hende have sko på, forstod hun ikke. Hun forstod heller ikke hvorfor fanden de insisterede på at hun skulle have en las af en kjole på.
For ligesom de andre kvindelige fanger, bar hun hvad der mest mindede og en udklippet sæk, ifølge Delilahs egen holdning. En mærkelig brunlig farve, der på trods af sin uformelighed, sad stramt de steder den skulle, for at fremhæve kvindernes former. Det var tydeligt at slavehandlerne spillede på kvindernes køn, når man betragtede den afstumpede kjole de bar, der synes at være skabt til en kvinde med en langt mindre størrelse. Hele tiden gled den op og afslørede ting der ikke skulle afsløres, ved at lade lidt for meget af deres gyldne hud stå til skue for offentligheden.
Tør det klamme smil af dit fjæs.
Selv i tankerne knurrede Delilah, da slavehandleren endnu engang trådte om bag hver eneste af kvinderne, langsomt trak fat i deres kjoler, og trak dem ned for at skjule 'godterne', mens han omhyggeligt sørgede for at røre så meget som muligt, i den ene bevægelse. Hendes blik dansede af død og sydede af vrede, så den sølvring der lå om hendes pupil syntes at lyse op. Naturligvis var slavehandleren ligeglad.

Foran dem stod endnu en slavehandler, efter de var blevet trukket op på scenen, endnu fastspændt sammen. Spor af skidt banede sig ned over Delilahs kind, da hendes mørke, ustyrlige hår forsvandt ned over hendes ansigt, og smittede med det jord der var fanget deri. Hendes indre kogte og spruttede af vrede, bare ved synet af den slavehandel der var igang over hele pladsen. Synet af de forskræmte børn, kvinder og mænd der blev trukket væk af deres ejere, sendte pulserende stød af raseri igennem hendes krop.
En lille forsamling var begyndt at samle sig foran deres depot, men Delilahs opmærksomhed var endnu trukket imod de fortabte folk på pladsen. Manden foran hende råbte begejstret forsamlingen op, med priser og tilbud på de forskellige kvinder, hvori Delilah var en del af.
- Er du sikker på at det her er en god idé?
Det er du fandme for sent ude med!
Chayas stemme havde samme forskræmte klang som de omkringstående slavers, og det sendte faktisk et svagt medlidenhedsstød igennem hende. Hun havde trukket Chaya med ind i det her pis. På den anden side, hvis kællingen bare skred ud af hendes hoved, så ville der ikke være nogle problemer.

Denne her dag var ved og være over tiden var gået så hurtigt i det at Razion havde været ude og gå for sådan og kiggede sig omkring på det der skete i byen, roligt havde han bevæget sig ind på en plads der så ud til og opsamle mange folk til sig om det var spænde det der skete på stedet her var han ikke så sikker på lige nu.

Lidt efter han var kommet godt ind i en mænge hørte han en eller anden begyndte og råbe op om noget med nogen slaver og den slags der, og fik roligt møvet sig helt op i den række der stod tættest på hvor disse slaver stod og roligt lod han sit blik køre over disse kvinder her som var der, og det stoppede roligt på denne mørkhåret kvinde og følte en vis interesse i hendes og kiggede på ham der stod og brølede op og det hele "hvor meget skal du have for den mørkhåret der"spurgte han roligt og smilte for sig selv.

Nu var det tid til at byde lidt for han havde set en der fangede hans interesse også ville han sandelig også gøre alt, for at det var ham som tog hende med sig når han gik derfra igen, så denne her slavesælger skulle bare sige sin pris på hende også håbede han på at han havde nok på sig til at det kunne ende med et godt køb, så han kunne jo kun vente på et svar fra denne her mand.

Det var kun et spørgsmål om tid nu for der kunne jo være så mange andre der havde budt på denne kvinde, men det ville nu også være meget forståeligt nok for hun var da en meget køn en selvom hun var noget beskidt lige nu, men der var ikke noget et bad ikke kunne klare når det var for det blev noget af det første der nok kom til at ske, når han forhåbentlig fik hende trukket hjem til sin hule hånd angående og købe hende, men roligt stod han bare der og ventede på svar.

Slavehandlerens smil var næsten overdimensioneret, da Razions stemme skar igennem mængden. Han dansede tættere på Razion, og bøjede sig ned, endnu med det latterligt store smil klistret til sine små læber. Han nikkede ivrigt, og pegede med en tyk, gigtplaget finger imod den mørkhårede dæmon, hvis blik gnistrede af irritation og undertrykte trange. Mandens stikkende blik lå dybt i Razions i adskillige sekunder, inden han pludseligt rettede sig op med et ryk.
"10 guldmønter! Vi starter på 10 guldmønter, for hende!"

En tyk finger pegede imod Delilah, og fik hende til at fokusere på manden foran hende. Med et øjenbryn der søgte i vejret og en sydende trang til at hamre de hæle hun ikke havde på igennem hans hjerne, stod hun og betragtede ham råbe en eller anden pris op. Som et lyn der slog ned i hende, blev hendes læber trukket fra hinanden i overraskelse.
Er det mig der bliver budt på? Åh for fanden da også!
Slavehandleren lavede nogle mærkelige krumspring bagud. Med en kraftig nøgle i hånden løsnede han Delilahs lænker fra de andre pigers, og trak hende fremad et hårdt ryk i hendes skulder. Hun havde ingen problemer med at holde balancen, men lod sig alligevel trække med, ved et svagt knæk i benene som var hun ved at vælte. Slavehandleren hankede ufortrødent op i hende, og skubbede hen op foran sig.
En hvislen i vrede blev stædigt holdt inde mellem hendes læber, i et forsøg på at undertrykke den vrede, der sikkert sivede ud fra hende, som en tyktflydende væske. Manden, hvis job var en uhæderlig slavehandler, begyndte igen at råbe prisen ud på hende, som om man faktisk kunne betale penge for et liv.
Fucking idiot ..
- Rolig, Neco. Du kom her frivilligt.
Så hold dog kæft.
En mand trådte frem og bød. Hendes blik hvilede på ham, uden noget held til at flå lysten til at trampe ham ihjel ud af blikket. En anden mand havde rakt ind over podiet og børstede noget af hendes ben, imens han bød svagt over den første mand. Hendes underlæbe blev i samme sekund piercet af hendes tænder, da hun kæmpede for ikke at sparke fyren i hovedet.

Roligt efter at han havde fået og vide hvad den startene bud runde pris var for denne her mørkhåret skønhed, tog han rolig en sæk frem der var fyldt med guldmønter og roligt gav han sig til at tælle dem, og efter lidt tid kiggede han på sælgeren og smilte bare "du sagde 10 til at starte med men hvad så med 110 guldmønter for hende hun er noget mere værd end bare 10 så det må være en tilpassende pris"sagde han roligt og så på sælgeren, han var ikke den man skulle komme og lære om at bruge penge for det kunne han, og han var en meget kræsen person hvad det angik slaver, men denne her mørkhåret kvinde sagde ham noget, som fik ham til at føle at hun var det værd og bruge dem på, og indtil vider havde han ikke hørt bud der var højre end hans.
Han kiggede roligt på kvinde som ikke kunne lide denne her sælger og det kunne han endeligt også godt forstå, da han jo viste dem frem ja næsten ikke i noget tøj og den slags der.
Han så på hende med et stille smil og håbede på at hun blev hans slave, for han havde den der tanke om at selvom de kvinder var slaver var de stadig et menneske eller væsen som skulle leve og alt det, roligt slappede han bare af og ventede på at få et svar på hans bud.

Bud og priser fløj igennem luften, men i Delilahs tanker blandede dig sig til én stor masse af flyvske ord, der aldrig rigtigt nåede at blive opfattet. I stedet kredsede de om andre sager, der for hende syntes mere vigtigt på nuværende tidspunkt - og blot det at andre sager end dét at hun var ved at blive solgt som slave til some freak, burde have været et stort blinkende alarmskilt for hende. Det var helt forkert!
Slavehandleren derimod havde fingre der i al hast dansede omkring, når han pegede på de forskellige bud. Hans begejstrede små bevægelser fremhævede det faktum, at denne mand i sandhed var i sit es. Delilah måtte lige huske at komme tilbage og flå halsen ud på ham, når håndhjernene ikke prydede de slanke håndled længere. Pludseligt stoppede slavehandleren op. Hans smil stivnede i et sekund, før han pludseligt nikkede kraftigt, og pegede på en eller anden dæmon.
"110 guldmønter er budt!"
Langsomt tyndede buddene ud, og til sidst pegede han på den dæmon, der havde budt de 110 guldmønter. Delilahs specielle øjne lagde sig imod ham, og hendes øjenbryn vibrerede en smule, da det ene kæmpede for at hæve sig, men hun trak den ned igen uden tøven. Det havde ingen plads deroppe. I stedet vippede hendes hoved sig svagt til siden, så de beskidte, mørke krøller langsomt dalede ned over hendes skulder, og svingede som et pendul ved hendes side.
"Solgt, til den herre!"

Den der idiot der blev ved med at gramse på alle pigerne, fik lige lov til at snige hænderne op og trække den alt for korte kjole ned på hende en sidste gang, inden slavehandleren førte hende ned af podiet, og stillede hende ved siden af dæmonen der havde købt hende. Der var ikke skyggen af et smil på hendes læber.
Slavehandleren havde trukket en ny kvinde frem, nu med en lys manke der hvilede imod hendes skuldre, og et frygtsomt blik i de grønne øjne, denne nye kvinde besad. Delilahs blik løftede sig, og fangede kvindens. Et svagt, beroligende smil sitrede på Delilahs læber, og kvinden syntes at nikke svagt og tage sig sammen. Da vendte Delilahs blik tilbage til dæmonfyren, hvorefter hun rev hårdt i lænkerne, så de klirrede og skramlede om hendes håndled.

//OOC: Jeg kunne jo ikke rigtigt skrive så meget, for det er jo ham der bestemmer. Kan se om jeg kan finde på noget mere hvis du er helt blank, men det er jo ham der bestemmer lige nu, så jeg kan ikke gøre så meget^^

Han kiggede roligt med et stille smil på sine læber da alle de bud som var blevet budt på denne her mørkhåret kvinde ikke var så store som det han havde budt, og det gav han jo bare et stort smil over at der ikke var andre som havde råd til den pris som han havde, roligt lagde han guldmønterne så de kunne tages og roligt så han kvinden komme ned ved siden af ham.
Roligt som han stod der med hans nu nye slave og roligt smilte han til hende "ved godt de lænker er trælse men dog hvis jeg tager dem af tror jeg mere du har lyst til at flå hovedet af et par stykker der"sagde han og mente dem der stod og solgte kvinder som slaver.
Han kiggede på hende "hvad hedder du"sagde han roligt og virkede ikke som alle andre slave ejere, roligt kiggede han på hende "du skal ha noget ordenligt tøj på og ved ikke hvad du plejer og være i altså din tøjstil men tror dog også du skal i bad eller noget"sagde han roligt.
Han kiggede på de her kæder og så efter nøglen til dem og så hvor den sådan lå og roligt gik han og tog den, uden der sådan var nogen der så ham, så han så på hende "nu skal du få de kæder af hvis du bare lover at du ikke giver dig til at løbe"sagde han og ville ha hun skulle love det, for han stolede på sine slaver, men viste de overfor ham at han ikke kunne stole på dem, så ville det nok ende galt for dem, og der var kun en som havde det, men den person har ændret sin mening nu så det var godt, han kiggede på hende og ventede roligt og kunne skam godt se at hun var beskidt men der var jo også en grund til det da hun jo nok havde gået længe og alt det.
Han så lidt rundt og stod med nøglerne til kæderne i hånden og så bare på hende og ventede på at hun måske kom med en eller anden form for svar, så han viste hvad han skulle gøre da han ville vide om han kunne stole på om hun blev her eller om hun bare ville løbe sin vej, men han skulle nok fange hende igen hvis det var.

Forvirring overtog et kort sekund hendes sind, da dæmonen valgte at snakke til hende, og præsenterede sig selv med en sætning der virkede næsten venlig. Lænkerne, der flåede sig ind i hendes hud, og endnu trak blod der straks blev beskidt op af hendes hud, fik opmærksomhed, da hendes blik lagde sig derpå og hendes tankerne for en gangs skyld kredsede om smerten de forårsagede hende.
Jeg forstår ikke en skid.
- Han er da ikke så slem!
Åh, hold kæft, gider du?
Hendes blik bevægede sig langsomt op og lagde sig på dæmonen igen, hvorefter hendes forvirring gled tilbage til sit skjul, og kølighed istedet dansede henover hendes ansigt. Hun forstod ikke hvorfor fanden han havde gidet bruge penge på hende - men igen, hun forstod ikke hvorfor nogle gad bruge penge på slaver generelt. Hvad fuck var pointen?
"Ja, jeg ville sgu nok flå et eller andet ud på et par af dem."
Hendes stemme var på vagt, for hvordan han opførte sig, var langt fra normal opførsel for en slavemester. Og det sendte tråde af forvirring ind i hendes hjerne - hvilket hun vidste var en farlig ting, når hun skulle bevæge sig varsomt og spille sine kort korrekt. Men hans ord gav bare ikke mening for hende. Langsomt løftede hendes ene øjenbryn sig.
"Vil du give mig et bad?"
Hendes stemme sydede i .. forvirring. Hun forstod ikke hvad fanden det var for et mærkeligt spil han legede, men hun var ikke med på den. Hvorfor opførte han sig, som han gjorde? Chaya plaprede løs i hendes hoved, men hun hørte ikke efter, for hun havde travlt med at forsøge at lokalisere, hvad han ville få ud af alt dette. Tøvende skiltes hendes læber, og hun fortsatte sit spørgsmål, med endnu et spørgsmål.
"Hvorfor opfører du dig ... venligt? Det ødelægger dine chancer for at jeg bliver bange for dig, så jeg adlyder dig. Hvad fanden får du ud af at lege sød og uskyldig?"
Det var ikke det smarteste i verden at smide hentydninger til hvad han burde gøre over for hende, men hun så ingen mening i hvorfor han var som han var. Hun bevægede sig ikke da han trådte væk fra hende og fik fingrene i nøglen, og heller ikke da han spurgte hende om noget, kort efter. Der gik adskillige minutter før hun svarede, hvor hun bare stod og betragtede ham.
"Hvad ville jeg få ud af at løbe? Der er dudes der ville fange mig på sekundet, over alt. Jeg løber ikke."
Hendes blik fulgte nøglen, men hun bevægede sig end ikke, selvom lænkerne om hendes håndled klikkede åben. Hun trak langsomt lænkerne af, med et blik der næsten syntes at brænde igennem metallet. Med en pludselig bevægelse rev hun hårdt fat i dem, og snurrede omkring, så lænkerne blev sendt afsted i et kast, imod slavehandlerens hoved. Et højlydt av forhelvede! hørtes sekundet det ramte, samtidig med at han vaklende tøj sig til hovedet og spejdede efter gerningsmanden.

Han kiggede roligt på hende som hun stod der og lænkerne var vist noget gamle, men dog beholde han nøglerne og roligt kiggede han på hende da hun var færdig med det hun ville, og roligt tog han fat i hende og kiggede på hende "tja jeg kan skam også være led og det hele hvis det er det du forvente af din herre"sagde han roligt og havde fat i hendes hals og så på hende, før han skubbede hende vider "gå så"sagde han bare til hende og ventede på at hun gav sig til at gå.
Han kiggede roligt på hende med et smil på sine læber og viste ikke hvad han skulle sig eller gøre lige nu, for hvis det var en herre der var led og gjorde ting andre nok ikke ville gøre mod en kvinde så var det, da det som hun ville få "kom så for satan da"sagde han bare til hende og skubbede hende vider og kiggede på hende som om hun ikke var ret meget lige nu, og det var hun jo heller ikke fordi hun var slave, men man fik jo det man selv bad om og hun vil ha.
Han kiggede på hende og slappede af og ville bare ha hende til at gå nu, for han gad ikke og være på pladsen her mere og tja nu skulle han vel bare hen til kroen eller noget, han var ikke helt sikker lige nu, for nu viste han jo ikke meget om hende her og hvad hun kunne finde på men det skulle han nu nok komme til at finde ud af på den ene eller den anden måde, selvom det nok ikke ligefrem blev den nemmeste, men der er ting som man ikke kan få på et sølvfad.

//sorry længden det var det bedste jeg kun komme med //

En jordklump havde lidt efter lidt løsnet sig de de mørke krøller, og smuldrede ned over hendes skulder. Hendes blik var fæstnet til den mørkhårede dæmonmand. Hendes beslutning vaklede lidt i sin grundvold, men hun var kommet for langt, til at det ville give mening at træde tilbage og sige at hun var ude af missionen. Det havde været for sent i mange timer - og Delilah var ikke den type kvinde, der forsvandt fra sin mission. Hvis der var sagt ja til missionen, så fuldførte hun den, udenset hvad konsekvenserne måtte være.
- Vend om Neco. Det er ikke for sent!
Det er for sent, Chaya.
Chaya klynkede forskræmt i hendes tanker, som en fugl der trykkede sig bange op af moderen. Men Delilah skubbede Chaya fra sig i tankerne, for det var pisse besværligt at være stærk og koncentreret når en panisk tøs klemte sig op af én. Chaya lod sig blive rystet af, og trak sig tilbage i stilhed og ubehag. Men Chaya var aldrig væk. Delilah kunne mærke hendes tilstedeværelse, hendes tankers svage sitren og følelsen af aldrig at være alene - selvom Delilah var en af de mest ensomme personer.
Hendes øjenbryn løftede sig iskoldt, da manden sagde at han kunne være led ved hende. Men først da han kaldte sig selv for hendes herre, strøg et lyn igennem de specielle øjne, og flakkede henover hendes ansigt.
"Brug ikke ordet herre nogensinde igen!"
Det var næsten en snerren der forlod hendes læber, da ordene blev spyttet ud. Hendes øjne var knebet sammen til smalle streger, men alligevel lod hun sig rive med, da han greb fat i hende og begyndte at gå. Der var ikke gået et sekund før han havde sagt herre, til Del hadede ham inderligt. En knurrende lyd materialiserede sig fra hendes strube da han skubbede til hende, men hun indvendte ikke noget.

Men tredje gang han skubbede hende, flød bægeret over.
- Neco, nej!
Hun snurrede omkring, med en hånd der hamrede hårdt ud efter fyrens ansigt. Hun var en trænet kæmper, så selvom hendes hånd fløj i retning af hans ansigt, gik hun svagt i knæ og svang et ben ud for at fælde ham. Det var ikke sikkert hun ramte - han kunne undvige hvis han opdagede det tidsnok - men hvis han ikke kom et par meter væk fra hende i en helvedes fart, ville han enten få en knytnæve lige i fjæset eller blive fældet af benet der strøg over jorden i en cirkulær bevægelse.
Om hun ramte eller ej, sank Delilah ned, så hendes ene ben endnu var straks og lå fladt imod jorden, imens hendes andet ben var bøjet og trukket under hende. Begge hendes hænder hvilede imod brostene, mens hendes blik klistrede hadefuldt til ham. I et ryk var hun oppe at stå, med et blik der gnistrede i had og vrede.
"Du skal fandme ikke skubbe mig, idiot. Hvad fuck får dig til at tro du har ret til at lege douchebag af første klasse, og slippe ustraffet fra det?!"
Hun hvæsede det ud imellem sammenklappede tænder, mens hun trådte så tæt på ham, at hele hendes krop var presset op af hans. Det var ikke seksuelt ment, men det var heller ikke en trussel. Delilah var bare sådan.
"Jeg har ikke nogen herre. Tving mig ikke til at bevise det, dæmon."
Hendes blik holdt godt fast i hans øjne. Hun var mere end vred, så det var en kraftanstrengelse for hende, ikke bare at lægge fingrene om hans hals, og forsøgte at kvæle livet ud af hans øjne. Men hun sagde ikke mere - gjorde ikke mere. Stod der bare, som en iskold stenstøtte, fanget i en en alt for kort sæk.

Han kiggede på hende og mærkede godt på hende at hun var noget sur efter han havde snakket sådan til hende og alt den slags der, roligt så han på hende og var noget så grusom ligeglad med de ting hun sagde til ham, for lige meget hvad hun sagde og gjorde ville hun være hans slave og det hele.
Han kiggede på hende og så godt denne her hånd kom flyvende mod ham og bøjede bag ud så det kun endte med at hun snittede hans næse lidt og dog fik hendes andet forsøg på at ramme ham til at falde i det han prøver hoppe lidt tilbage, men det ender med at han lander på det ene knæ og fod som om han ville fri til hende, men det var han dog ikke ved, det var mere det hun gjorde og alt det halløj der.
Han kiggede på hende og kiggede så på de som gav sig til at hente kæder efter han havde set på dem, og roligt smilte han for sig selv også så han på hende, "du kommer ikke til at slippe helt billigt lige med det du gjorde der, og efter lidt tid var der en masse som overfalde hende og fik hende fast spændt til en væg så hun ikke ligefrem kan gøre noget nu, men dog havde de også deres besvær med det og alt det.
Han kiggede koldt på hende og tog sig lidt mod næsen for at mærke, men dog var der ikke sket noget så det var kun godt efter hans mening af, roligt så han på hende som hun var blevet fastspændt og den slags der "nu skal jeg bare finde ud af hvad du har af minder og hvad du frygter mest af alt"sagde han koldt og lagde sin hånd mod hendes pande og kiggede hende i øjne og slappede bare af mens han gjorde det, nemlig læste hendes minder til han ville komme til at finde det han skulle bruge mod hende.

Kulde og vrede stod som en aura fra de knitrende øjne, da manden faldt på knæ foran hende. Hun havde absolut intet til overs for folk der frarøvede andre væsner deres frihed. En overvældende trang til at spytte idioten i ansigtet og bare skride væltede frem i hende, men af grunde kun hun og få andre kendte, kunne hun sgu bare ikke rigtigt gøre det lige nu. Men det skulle fandme ikke forhindre hendes blik i at brænde sig ind i hans ansigt, og udsende død i de stærkeste stråler hun kunne mønstre.
Dybt begravet i tanker, bemærkede hun ikke hans blik der flakkede væk, og forsvundet i sin egen ætsende vrede, nåede lyden af løbende fødder ikke hendes øregang. Hans ord trampede igennem hendes tankemur, men ikke mere end et hånligt fnys nåede at forlade de rødlige læber, før stærke arme overfaldt hende bagfra.
Et glimt af overraskelse flakkede igennem hendes blik, før hun i et vrid fik armene trukket fri, og snurrede rundt i en sky af hår. Men det var en større gruppe af slavehandlere der alle sprang på hende, og overraskelseseffekten lå på deres side, så efter kun en kort kamp havde lænkerne klikket sig om hendes håndled, og arme trykket sig om hendes hals og krop da de holdt hende fast, og løftede hende afsted.
Halvt med fødderne dinglende i luften, og halvt slæbt henad jorden, fik de hende transporteret hen til en væg, hvor de brutalt skubbede hende ind, så hendes baghoved hamrede hårdt ind i murstenene. Omgående kunne hun mærke hvordan blod begyndte at bane sig vej igennem lokkerne af mørkt hår, men slaget havde ikke været hårdt nok til at blodet flød ordentligt, så skidtet bekymrede hende ikke en skid.
- Neco! Er du okay?
Jeg klarer den. Jeg har sgu prøvet værre.

Der var fingre overalt på hendes krop, da lænkerne raslende blev spændt fast, og hendes fødder fanget ved muren på samme måde. Sikkert for at sørge for at hendes 'uheldige' opførsel ikke skulle gå ud over hendes 'mester' endnu engang. Fuck hun havde lyst til at kaste op. De var så pisse latterlige at høre på! Efter et sidste, undskyldende blik på fuckhovedet gik de tilbage til deres respektive boder, og lod den nu fangede Delilah og manden være alene endnu engang. Gee, thanks idiots.
Hun stirrede fyren direkte i øjnene, uden det mindste frygt for hvad end straf han havde tænkt sig at give hende. Smerte kendte hun godt, og tilfredsstillelsen af et smertesskrig fra hendes læber, var en nydelse meget få havde fået. På grænsende til ingen. Faktisk, var hundæmonen næsten afhængig af smerte, og nydelsen der var forbundet med smerte for hende - naturligvis i visse tilfælde. Hun var ikke sindssyg - tortur var langt fra behageligt.
Men hans ord, fik overraskelse og noget der næsten kunne minde om ubehag, til at flakke igennem hendes blik. Hun drejede hovedet svagt da han strakte fingrene imod hende, men ude af stand til at undgå ham, måtte hun lade deres hud mødes. Uden at kunne indvende noget, blev hendes svagheder åbenbaret for ham.

Skrig. Der var skrig overalt, i rummet der pludseligt virkede alt for lille. Skrig rungede imellem væggene, og blev kastet tilbage med større styrke. Måske var det derfor en lille, skræmt dæmonpige sad klemt inde i et hjørne, med benene trukket op til sig, og arme der frygtsomt krammede knæene ind til sig. Den lille piges blik var i rædsel rettet imod noget, ingen 3-årig pige skulle betragte.
Hudklump efter hudklump blev flået af en anden lille pige, på højst 5 år, hvis grædende skrig var hvad der fyldte de kolde kældervægges stilhed. Blodet pøsede ud af pigen, da hun blev flået levende, af professionelle hænder, der tydeligvis vidste præcis hvad der skulle gøres for at forlænge livet og smerten for pigen. Den lille dæmonpige i hjørnet, havde kinder der var stribet af paniske tårer.
"Ræk mig lige skruetrækkeren, Valentine."
Delilah, den lille pige, kravlede grædende frem og gav med rystende hænder manden en blodig skruetrækker. Hun ville så gerne hjælpe sin veninde, der hang og blev flået levende på grund af Delilahs og pigens venskab, men frygten for mandens straf var større end trangen til at hjælpe sin veninde. Hun ville så gerne hjælpe sin bedste veninde, englen, men ... Når Delilah havde været slem, puttede manden ting op i hende, og det gjorde rigtigt ondt. Hun kunne slet ikke lide det. Og han sultede hende, og efterlod hende i dagevis. Hun turde ikke ...
"Undskyld .."
Kun en hvisken forløb de tåredryppende læber.
"En succubus siger ikke undskyld til andre end incubuser!"
Mandens brøl fik et sæt til at gå igennem pigen, og et grædende hulk til at forlade hende. Skræmt flygtede hun kravlende tilbage til sit hjørne. Hun måtte ikke gå ud, før hun havde set sin bedste veninde blive tortureret ihjel. Det var alt sammen hendes skyld.

- Senere i hendes liv -

Vievandet der omringede hele hendes krop, brændte sig sydende ind i huden på hende, og trængte igennem hvert eneste forsvar hendes krop måtte have. Hendes krop rystede, af smerten der hamrede og dunkede i hende, men hun nægtede at lade det komme til syne i sit ansigt. Over hende stod hendes broder roligt, og læste ord op fra en bestemt bog, der var mere end hellig. Ord Delilah skulle følge til enhver pris. Ord hun ikke havde fulgt, og derfor fik kroppen begravet i vievand, til der næsten ikke var mere hud tilbage end netop nødvendigt for hende til at hele igen.
Selvom hun var spændt fast til ikke at kunne bevæge sig, kunne hun mærke gruppen af mænds stirrende blikke. Hun vidste at så snart hendes hud var næsten ikke-eksisterende, og hver eneste nervecelle i hendes krop var hypersensitiv af den konstante smerte, ville hun blive trukket op. Men hvem sagde smerten var forbi dér? Hun havde brudt sig imod lovene. Og som overhovedets datter, skulle hun bøde kraftigere end andre ville have skullet det. Bukser, opsat hår, alkohol og sex der ikke endte i spisning, var ikke noget der passede sig for en prinsesse. Og det skulle hun lære.
Og hvilken bedre måde at lære det på, end tortur efterfølgt af voldtægt? Ulydighed blev bekæmpet med smerte. Hun lærte i straf. Det fandt hun naturligt, efterhånden.

- Senere i hendes liv -

"Du rører hende ikke!"
En mand holdt Delilahs barn, med en pistol rettet imod alle der kom i nærheden af ham. Det betød intet for hende. Hendes blik var udelukkende rettet imod barnet i hans favn. Heldigvis var den lille piges tvillingesøster ikke med i tumultet, men det gjorde ikke den knugende, paniske frygt i Delilahs bryst mindre. Hun ville gøre alt for de piger. Hun ville ofre sig på alle mulige måder, hvis bare det sørgede for at de ikke blev skadet, eller at deres smerte blev forkortet med sekunder.
Mandens hænder rystede nervøst da han pegede kniven imod hende, usikker på hvad hun kunne finde på. Og med god grund. Om hende badede hans venner i deres blod, gurglende og hakkende i et forsøg på at trække vejret igennem den flod af blod de langsomt druknede i. Hun havde gjort det. I frustration, vrede og desperation havde hun flået deres stråber op, revet deres lemmer fra hinanden, og stod nu til sidst, så tæt på målet - men så langt fra.
Disse piger, deres sikkerhed og deres lykke, var uden tvivl den største svaghed der var at finde i eller nær Delilah. De var intet mindre end alt for hende.

Synerne havde ikke nået Delilahs sind, for da det første minde ramte hende, havde det syntes at slukke et lys i hendes blik. Hele hendes krop blev slap, og selvom minderne stadig vistes, blev de i Delilahs tanker slettet ved hvert sekund der tikkede. Ikke fordi hendes minder faktisk forsvandt, men fordi det blev slettet i hendes hukommelse af sine minder, så hun ikke huskede at hun havde oplevet det.
Så snart det sidste minde var kørt færdigt, gik der dog ikke mange sekunder før hun med et dybt gisp slog øjnene op, og så rundt med et blik der flakkede i smerte og overraskelse. Hvad fuck var der sket?!

Han stod der og kiggede på hende mens hans evne gav sig til at virke på hende og hendes minder nærmest væltede i ud i hovedet på ham, som han stod der og fik de minder frem fra hende af var det som om han næsten selv stod der, da det var nogen meget grove minder han fik fat i og det hele.

Han kiggede roligt på hende og smilte så bare roligt "når der ser man bare så vidt jeg fik ud af dine minder så har du været meget igennem i dit liv og du har vist også barn eller børn jeg fik ikke helt fat i om der var mere end et"sagde han roligt og koldt til hende og klappede hende på kinden.

Han slappede roligt af og kiggede på hende "når ja enden jeg glemmer det helt så må du vel hellere få mærket som betyder at du er min slave"sagde han bare, og nikkede til af de andre slave handlere og roligt kom der noget som var rødglødende mod hendes ene ben, men dog ende hun med at få mærket på hendes ene balde, men det var lige meget hvor hun havde det bare hun havde det på sin krop et eller andet sted.

- Sidst du var spændt op sådan her, blev du .. Du har noget mærkeligt sex, Neco.
Den velkendte fornemmelse af lænker der borede sig dybt ind i hendes håndled, strømmede blodigt igennem hendes tankefloder. Et latterfyldt fnys dansede igennem hendes sind, da Chayas hviskende sætning fyldte tankernes overspændte spind, og sandheden i dem overvældede hende i hvad der pludseligt virkede hysterisk morsomt. Hendes krop var vredet i en vinkel, der smertende lagde et pres imod hendes skuldre, men det var et riv af munterhed, der flakkede dybtfølt igennem de grønbrune øjne.
Hvis du syntes det var mærkeligt, så bliver du chokeret senere.
- Bliver det mærkeligere?!
Lad os bare sige .. jeg har nogle fandens awesome sexpartnere.
Et opgivende støn formede sig i Delilahs tanker, hvilket ikke gjorde andet end at bringe latteren tilbage til Delilahs blik. Et klap på kinden vækkede hende, og sendte stød af vrede igennem hendes krop, der omgående forsøgte at varme op til kamp. Hvor fuck vovede han! Klappets ydmygende gestus havde antændt en gnist i hende, for den frihedsberøvelse, og værdighed han trak væk fra hende, var for meget for en kvinde af Delilahs støbning. Meget kunne hun holde til - men dette var ikke på hendes liste, over hvad fanden der var tilladt, uden at blive flået fra hinanden!
Hans ord blev absorberet i chok. Minder!? Hvordan fanden havde han fået fingre i hendes minder?! Men det var ikke hvad der rislede koldt ned af hendes ryg. Billeder af hendes børn gled forbi nethinden, og tanken om hans fingre nær dem, sendte opkastlignende følelser igennem hendes tanketråde, og var næsten direkte smertefulde. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro det var rendyrket panik og frygt, der flygtede igennem hendes blik. Men det kunne da ikke passe .. Kunne det?
"Du - rører - dem - ikke."
Hvert eneste ord blev spyttet ud, med et intest raseri og truende slangetunger dryppende giftigt derfra, samtidig med at de enkelte ord blev udtalt langsomt og ekstremt tydeligt, som for at sikre sig at han fik hvert eneste ord ætset ind i sit sind. Hvis han rørte dem .. Der var ikke et ord, der kunne beskrive hvor meget smerte hun ville lægge ham i, inden hun nådesløst slog ham og alle han kendte ihjel. Han rørte dem fucking ikke!

Hans næste ord, gjorde ikke det brændende inferno i hendes sind, en dråbe bedre. Om det var et slangelignende hvæs eller en ulvs dybe snerren der forlod hendes læber, kunne der være tvivl om, men lyden ville i hvert fald kunne skræmme de mindre modige væk, med panisk hjertebanken. Der var død i den lyd, et løfte om smerte og sygelige lege, der nok skulle blive indfriet. De mørke øjne, hvis flydende sølvcirkel næsten sitrede, klistrede sig rasende fast til metallet der langsomt nærmede sig.
Inden hendes læber nåede at snappe åben, og de drabelige ord kunne blive flået direkte fra hendes tunge, og ud i luftens kulde, ramte rødglødende metal hendes hud, og sendte ildtunger af brændende smerte igennem hendes krop. Et skrig forlod ikke hendes læber, med luft blev lydhørt suget ind mellem de rødlige læber, og en tand boret dybt i de fyldige læbers hud, så blod vældede op. Øjenlågene hamrede ned foran øjnene, som for at lukke verden og smerten ude fra hendes lille bobbel.
Og så var det overstået. Varmen var væk, men smerten ætsede sig stadig vej igennem hendes hud. Et par gange tillod hun sig at hive luft ind i stød for at dæmpe smerten, men tvang så tegnene på svaghed væk fra sit ansigt, og slog øjnene op. Det var næsten sygt, det smil der voksede på hendes læber.
"Du har ingen anelse om hvor smertesfuldt det bliver, når jeg åbner dig på langs og steger dine indvolde indefra."
Et ryk fra hendes arm, rystede igennem lænkerne. De blev ikke revet fri, ejheller viste revner sig i metallet, men styrken i hendes bevægelse stod tydeligt, da et svagt pust af støv fra muren bag hende, hostede ned af væggen. Hun håbede næsten at han ville løsne hende, og forsøge at trække hende hjem. Hun håbede næsten at han ville være stærkere end hende, som få efterhånden var. Det ville gøre det sjovere, når hun kvalte ham i sit eget, kogende blod. Han anede ikke hvad han havde gjort.
- Morderen skabes af Moderens følelser ..
Heldigt at Moderen i første omgang var en crazy morderbitch.
- Det gør det nemmere.
Endnu et par ryk, og flere pust af væggenes støv. Det var ikke fordi hun rev sig igennem en murstensvæg, men murstenenes alder skabte en smule 'støv', der blev revet fri ved de hårde ryk der hamrede igennem muren. Alligevel tiltrak det sig opmærksomhed, i mængderne omkring dem.
"Hvis du nogensinde nævner mine børn igen .. Et par fucking fesne lænker vil ikke stoppe mig. Fatter du det?!"
Det var uden tvivl en truende knurren der forlod hendes læber.

Han kiggede koldt på hende og slappede bare af "tror du virkelig jeg vil spilde min tid med at få fat i dine børn nej det bare spild af tid at få fat i dem"sagde han roligt og gloede på hende og var ikke den der var bange for hende, da han godt kunne forstå at hun da ikke ville ha at han skulle røre hendes børn og det var endeligt noget af det han så som en meget lav ting og gøre, men dog kunne han dog bruge det på en eller anden måde, men det var jo bare som om hun blev voldig af den grund når man nævnte dem.
Han kiggede roligt på hende og slappede bare af "nu tror jeg lige du skal slappe lidt af her mens du falder til ro så kan det være du er mere til at snakke med når du er kommet til fornuft lige nu lyder du som en der er pisset af eller noget i den still der"sagde han roligt og gav sig til at gå lidt væk fra hende og den slags der, for han ville ikke lige være i nærheden af hende i noget tid, da han ville ha hende til at falde ned og den slags der og det kunne han vel kun få hende til ved og ikke at sige noget til hende.
Han så på hende og slappede af og gik bare hen til et bord og satte sig roligt på det og gav sig til at vente og det hele, da han ville ha hende til at komme til fornuft men det var nok mere sagt end sket, da hun lod til at være meget sur over det her som han sagde med hendes børn dog havde han ikke tænkt sig og røre dem nok ha dem til fange som en krog på hende, så hun ikke skulle være så høj i hatten og den slags der.
Dette her var en meget mærkelig dag både for hende og for ham da hun ikke var en af dem der var så nemme og ha med at gøre, når de var blevet slave for en anden, men det var nok mest hendes verden der var blevet vendt op og ned på, så det var også nok derfor hun var blevet så sur og den slags der, men han var dog ikke helt sikker på det lige nu og her, men det fik han jo nok snart svare på, når hun var kommet til sig selv og var til at snakke med og alt det.

Kulden trængte sivende, næsten drillende igennem det yderst tynde lag stof der omringede hendes ellers nøgne hud, og sendte gåsehud ned over hendes krop i lange, penslende strøg, som blev hun malet med frysende prikker. Chayas mumlende, hviskende stemme skubbedes imellem de tynde vægge der indrammede hendes hjerne, men af en eller anden grund, var ordene helt uforståelige for dæmonen, der altid havde oplevet dette. Kun få ord blev trukket igennem, som forståelige.
- Intet ... Kulde ... Husker ... Nej ... ARGH!
Et skrig fór igennem Delilahs sind, og trak et ryk igennem dæmonens krop, i et chok der ellers sjældent nåede denne dæmon. Blikket flakkede overrasket rundt, men hastigt fik hun trukket overraskelsen dybt ind i sig, og væk fra overfladens udtryk, for at skjule de følelser der dansede og sprang rundt i hende, med en irriterende fart. Hvad fanden skete der?!
Hvad fanden Chaya!?
- Undskyld .. Tænkt ikke på det, Neco.
På at du råber og skriger som en stukken gris!?
- Du er frelseren. Du er Karma. Tænk på det.
Delilah fnøs næsten. Hun var så pisse træt af Chayas nonsens om at Delilah havde en skæbne, hvor hun udrettede store ting, og frelste shit. Der fandtes ikke noget der hed skæbnen - og hun af alle personer, var ikke en fucking frelser. En frelser, ville folk bryde sig om. Ingen brød sig om hende! Forhelvede.

Dæmonidiotens stemme brød igennem hendes voldsomt strakte og indviklede tankespind, og skød hendes blik op for at lægge sig på hans ansigt. Ordene sendte en blid strøm af noget der mindede om lettelse igennem hendes hjerte, men intet ændrede sig i det hårde udtryk, der var hugget ind i hendes ansigt. Hun stolede ikke en skid på ham - måske fordi han havde købt hende, lænket hende og brændemærket hende som en fucking ussel hundehvalp. Eller fordi, hun bare på basis ikke stolede på nogen overhovedet.
Hun besvarede ikke hans ord. Hvad han sagde, var så modsat sandheden, som det kunne være. Spild af tid, at få fat i hendes børn, var utroligt ukorrekt - men det skulle han sgu ikke vide! De var hendes absolut største svaghed. Der var intet, men ikke ville kunne få hende til at gøre, hvis blot man havde magten over de to piger. Derfor, var han helt galt på den, når han mente at det var spild af tid. Det havde hun dog ingen planer om at afsløre.
Hans henkastede bemærkning, vedrørende Delilahs irritation, sendte blussende flammer af vrede op i de grønbrune øjne, hvis lysende sølv cirkel, brusede næsten rasende rundt om den dybsorte pupil. Hvor - fucking - vovede - han?!
"Åh right, hvor er det vildt mærkeligt jeg er freaking pissed! Jeg er jo kun lige blevet fucking købt, lænket og brændemærket af en klam idiot!"
Den spruttende, snerrende sætning blev spyttet i hans retning, men nåede kun lige til vejs ende, inden han allerede var på vej væk. Varmen var brændemærket hamrede endnu igennem hendes krop, og smertede næsten uudholdeligt, men hendes tanker var sivet væk derfra, og dumpet ned i den kasse, der indeholdt moderfølelsen. Han kendte til hendes børn - hun skulle satme fri, og det var nu!
I hårde, hurtige ryk, rev og sled hun i de tykke lænker, der også gav sig knirkende og knagende. Men de løsnede sig ikke, og de tillod hende ikke at komme fri. På trods af de skramlende, klagende lyde den afgav, lod den hende ikke komme fri fra deres metalfangenskab, men modstod med nød og næppe hende hårde, stærke bevægelser, der var ved at vride hendes skuldre af led.
Langsomt, efter flere minutters kamp, gav hun tøvende op, og lod sit hoved hamre imod muren. Smerte samlede sig straks hvor mur mødte kranium, men hun reagerede ikke. Lod bare blikket finde himlen, og lod sine tanker blive suget derop, og bevidstheden forsvinde i tankerne. Det her var noget pis. Det var gået helt galt - hvis bare hun ikke var flippet i første omgang! Men han skulle fandme ikke opføre sig sådan over for hende ...
- Du er en forfærdelig dårlig slave, Neco.
Tak.

//OOC: Siden Delilah er lænket, er jeg desværre også bundet i forhold til at sende bolde af sted som du kan lege med. Derfor er det, så længe Delilah er hæmmet, noget du er nødt til at gøre. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at sige ting, tænke og lignende ting, der ikke er så meget spil i. Resten er du nødt til at klare;)

Roligt som han kiggede på hende og bare stirrede på hende som hun blev mere og mere hysterisk over det han sagde til hende om hendes børn og hvad der nu ellers kunne gå hende på, det var nu meget underholdene "du skal tænke på jeg mener at det der er spild af tid er at jeg selv skal til og ha fat i dine børn når man kan få folk til det opsøge dem"sagde han bare kold og så på hende.
Han ville se hvordan hun ville reagere på det om hun ville blive mere sur over det eller hvad hun ville prøve på at gøre, for han havde en magt til at få folk til det han ville ha dem til eller også måtte han betale for det, men han var en af dem som var ligeglade bare tingene gik efter hans hovede så var han tilfreds, men det var ikke af den betydning at han havde været en af de som var vokset op i en familie hvor han fik alt hvad han pegede på eller noget, nej han havde ikke haft den der familie tryghed som så mange andre.
Han så på hende med et stille og koldt smil på sine læber, i det en eller anden hader af dette slaveri markedet gik til angreb på ham men det eneste man hørte fra manden var 'DØ' og et svær kom i mod Razion fra oven af, og lidt efter stod de begge stille, hvor Razion havde sværets kolde stål mellem sine håndflader, og de blev bare trykt godt mod sværet så det ikke rykkede sig mere mod ham.
Han kiggede på manden "dit fjols tror du virkelig du har en chance mod mig"sagde han bare koldt, og jo mere han pressede mod sværet med håndfladerne, kunne man se på hans ellers pæne tøj bleve fyldt ud mens han spændte i sine muskler og nogen steder endte det med og sprække i tøjet, korte tid efter gav Razion sig til at få sværet til at flytte sig og der gik ikke længe før sværet knækkede over, og manden var ved og skvatte i det han fik fod i maven fra Razion af så manden spyttede blod og hvad han ellers havde i maven op.
Razion kiggede på manden, og var virkelig kold overfor denne her mand her, han skulle ikke kommer her og afbryde ham i det han lavede og alt det, Razion tog roligt fat i sin overtøj og rev det helt fra hinanden og stod bare i bar overkrop "kom så din svækling"sagde han koldt , selvom han efter sin egen mening godt viste manden ikke havde den store chance lige nu her, men dog var manden dum nok til at prøve og gå til angreb med de bare næver, og de forsatte sådan i noget tid, mens det var manden som prøvede og få ramte på Razion men det gik ikke alt for godt for ham kun de der snit ramte ham med hvis Razion ikke var hurtig nok til at flytte sig og den slags der.
Han så på manden og gav ham et skub med skulderen så han kom på afstand af ham og efter det fik manden et spark på brystkassen så han røg over i et bord og lå stille af bevistløshed, og roligt slappede Razion af i kroppen igen og kiggede hen på hende igen "forstyrrelser gud jeg hader dem noget så grusomt men det skal ikke ske igen"sagde han bare og kiggede på en person og nikkede bare til den person som så gik, da den person viste hvad han skulle gøre nu og det var og lede.
Razion så roligt på hende og gik hen mod hende og så på hende "du er noget for dig selv det må jeg nok sige"sagde han roligt og viste ikke hvad hun ville tænke over det der lige var sket eller om hun hellere ville sige noget, det var jo op til hende.

//sorry hvis der stavefejl men kan ikke finde ud af om det sværet eller sværdet og skal nok prøve og spille på det her men hun får ikke lod til at komme fri lige nu hehe//

De mørke øjne blev med ét smalle, og panik forklædt i raseri, poppede frem igennem dem. Var han fucking dum, eller lod han bare som om?! Når truslerne sivede fra hendes læber i en tyk strøm, så var det sgu nok ikke så pisse smart at provokere hende, ved at true det der stod hendes hjerte mest nært. Endnu mens ord blev spyttet ud af hans læber, alle nogle der omhandlede hendes elskede piger, startedes en dyb knurren i hendes strube, og rumlede sig vej igennem hendes krop. Han var fandens heldig at hun var bundet!
"Held-og-fucking-lykke med at få fat i dem."
Stemmen dansede i, hvad der kunne minde om hånlighed og arrogance. På trods af Delilahs lettere ophængte situation, var hun ikke den eneste forhindring der skulle passeres, for at man kunne komme i nærheden af de børn, der var så værdifulde. Selvom hun var forsvundet uden en lyd fra Castle og Lailah, vidste hun at de begge ville kæmpe, for at de var sikre. Og så var der naturligvis faren, Sajro, som hun ikke tvivlede på, ville flå hovederne af de, der forsøgte at tage børnene fra ham med vold.
Et iskoldt smil brød igennem på hendes læber, ved tanken om netop dette scenarie. Makabert, uden tvivl, men de morderiske tanker der sivede igennem hendes hjerne, sendte alligevel små stød af munterhed igennem hendes nervesystem. Hun håbede sgu næsten at han ville forsøge - bare for at få sønderrevne mænd tilbage igen. Det ville være en munter omgang!

- Jeg forstår ikke, hvorfor han har bundet os?
Fordi han ikke har et hjem?
- Virkelig?
Nej sgu da. Hvad fanden ved jeg? Han er en fucking spasser?
Chaya mumlede lavt et eller andet om Delilahs sprog, men dæmonens opmærksomhed var allerede forsvundet fra den indtrængende ånds ord. Hun var forholdsvist ligeglad, når det kom til stykket, for Chaya gav ikke nogen hjælp. Hun klagede bare over alverdens ting, som fyldte Delilahs tanker, hvor der burde banes vej til noget andet. Delilahs fingre legede med lænkerne, i håb om at fange en ujævnhed, eller en revne - noget hun kunne bruge til sin fordel, og som ville hjælpe hende med at komme ud af metallets fangenskab.
Den slanke krop vred og snoede sig mellem lænkerne, så hendes arme hastigt begyndte at snurre og brumme i smerte, da hun vred dem ud i stillinger, som leddene næsten ikke kunne klare. Hun fandt da svagheder, men om hun ville kunne vriste sig fri, med dem, var alt andet end sik ...
En voldsom afbrydelse, slog hende ud af sin tankesætnings tråd, og flåede hendes opmærksomhed hen til dæmonen, der havde valgt at lænke hende op, som en hund der havde været slem. Et skrig gjaldede henover pladsen, længe før det gik op for Delilah, at det var ord der var blevet skrålet ud.
Dø? Åh, så pisse originale folk er for tiden ...
Ironien lå tykt i hendes tanke, og trak endda en næsten ikke-eksisterende fnisen ud fra Chayas ellers så dødsensstille læber. Hendes skarpe blik fangede sværdet der svang sig imod slavemesteren, men ligesom sværdet, stivnede hendes blik da det blev fanget imellem mandens hænder. Uendeligt langsomt, i stilheden der var fanget, hævedes Delilahs øjenbryn. Hvor dum var angriberen lige? Han skulle sguda ikke afsløre sin tilstedeværelse, før han gik til angreb! Begynderidioti!

Alt der skete derefter, syntes næsten latterligt for Delilah. Hvorfor i alverden smed slavemesteren tøjet, og hvorfor fanden blev angriberen ved med at angribe frontalt, når det tydligvis ikke virkede? Hendes blik fulgte hastigt, næsten rytmisk de forskellige bevægelser og angreb, og kommeterede på hvert eneste slag, i sine tanker. Han gjorde jo lortet helt forkert! Hans ben var placeret pisse mærkelige, og hans greb om sværdet var helt forkert - han kunne brække tommelfingeren, hvis slavemesteren ramte sværdet rigtigt!
Fuck hvor er det dumt ...
- Neco, rolig. Det er ikke din kamp.
Med ét var det ovre. Angriberen var slået ud på bordet, og en halvnøgen dæmon rettede endnu engang sin opmærksomhed imod Delilahs fangede krop. Hun ville sgu ikke have så meget imod det, hvis han valgte at flå sin opmærksomhed væk fra hende endnu engang. Faktisk, nu hun var på dét spor i tankerne, kunne han rive resten af sit tøj af, og jagte en butik for at købe noget nyt, hvis det var hvad han ønskede! Han skulle bare smutte, før vrede brændte sig vej igennem hendes krop.
I et ryk flåede hun hovedet lidt frem, og skilte læberne. En spytklat forsvandt fra hendes læber, og fløj imod dæmonen, så den ville ramme hans ansigt, hvis han ikke undgik den. Med endnu et brat ryk vred hun sig fremad i lænkerne, så de rev hårdt, og væggen endnu engang støvede svagt, fra den hårde bevægelse.
"Rend mig. Har du mere tøj du vil random flå i stykker?"
Arrogancen og hånligheden lå tykt over hendes ord, som tandsmør fordoblet adskillige gange. Hans ord om hende, sendte hendes ene øjenbryn på vandretur opad.
"Fandme ja, jeg er. Så få mig ud af de her lorte ting, så jeg kan bevise det."
En svag latter oprandt i Delilahs sind. Chaya.
- Han har ret i at du er speciel, Neco.
Hvis du siger det, s...
- Du er frelseren.

//OOC: Det er sværdet!

Han kiggede på hende da hun spyttede ham i ansigtet, roligt stod han der og var noget så grusomt kold som han var lige nu, hun skulle da ikke hænge der og spytte på ham, hvad bilde hun sig ind.
Han kiggede på hende også hen på denne mand som havde angrebet ham også tilbage på og fik hendes spyt af med hånden og så bare på hende, før han vente sig om og gik hen mod et bord og kiggede på det og viste ikke hvad han lige skulle gøre lige nu, og nej han var ikke ligefrem den der var bange eller noget og slet ikke hende også selvom hun nok var lidt af en tosset person lige nu.
Han så hen på hende *hvad skal jeg gøre*tænkte han roligt og tog en kniv mellem sine finger og så på hende, og viste ikke om han skulle bruge den til noget eller hvad han skulle lige nu, og roligt så han på dem som havde hjulpet med at spænde hende fast, men dog viste han ikke om det ville være klogt og gøre, for hun var viste godt pisset af på ham lige nu og her, men det var dog også forståeligt nok.
Han fik folkende til at få alt der havde med våben og gøre til at forsvinde og roligt kiggede han på hende "bare slip hende fri nu selvom det nok ikke er klogt"sagde han men dog var han klar på alt hvad hun kunne finde på nu her, så det var godt nok til ham og være det og roligt gav de sig til at slippe hende fri og den slags der og anede ikke hvad der kunne ske for hun havde viste ikke fået noget at spise eller noget i noget tid nu og det gjorde jo at man ville blive svag og den slags der.

Delilah rørte ikke en muskel, da han vendte sig om og gik. Hendes mørke blik fulgte ham, men intet i hendes krop så meget som sitrede, på trods af hans fingre der legede med en kniv. Hendes blik fulgte mændene omkring hende der fjernede våben, men hun ikke så meget som lod en finger skælve. Hele hendes krop var spændt, nok til at hun holdt sig helt stille, men ikke nok til at hun rystede og skælvede af anstrengelse.
- Neco ..
Jeg ved det. Fucking syge stodder.
- Ikke helt sådan jeg ville formulere det, men observationen er korrekt.
Hans ord fik to ting til at ske i Delilahs krop: Et enkelt øjenbryn blev hevet op i et ryk, og et sirligt smil trillede på hendes fyldige læber. Resten af hendes krop var endnu fanget i den stilhed, og den fastfrossede tilstand, der virkede mere end unaturlig. Et cremefarvet ansigt drejede sig svagt da hun fulgte en af de to mænd der gik over for at løsne hendes lænker, men resten af hendes krop så endnu ud til at være frosset fast til væggen.
Den ene fumlede lidt med at få lænkerne åbnet, imens den anden fik det klaret i et snuptag. Der var ikke så mange folk på pladsen, bemærkede Delilah, og de færreste så ud til at være lovlydige nok til at ville melde hende til noget som helst, hvis det endte med at gå galt. Smilet om hendes læber sitrede - hvem prøvede hun at narre? Hvis det gik galt? Hah, når det gik galt! Det her var kørt helt af sporet.
"Tak. Du er en engel."
Hun sendte manden der havde fået åbnet hendes lænke et varmt, charmerende smil, der fik hele hendes ansigt til at lyse op. Så rev hun sig fri, greb fat i hans hoved og spiddede hans hals på lænken, som hun hamrede igennem hans strube. Hun flåede ham af og kastede ham ned på jorden, fangede den anden der ikke havde fået åbnet lænken, og hamrede hans pande imod muren indtil det var hjernemasse der farvede væggen. Så åbnede hun i et hårdt riv den anden lænke, og snurrede omkring, for at lægge blikket på de to blodige, døde mænd.
"Uheldigvis for dig, bryder jeg mig virkelig ikke om fugle-lookalikes."

Mørkt hår hvirvlede om hendes ansigt, da hun med et ryk lagde blikket på den dæmon, der havde fanget hende op af væggen. Vrede simrede i hendes blik, men samtidig en rolig velovervejenhed, som de færreste kendte til i hende. Hun var en impulsiv person, men hun tænkte også en del mere over tingene, end de fleste folk umiddelbart troede. Så i stedet for at gå i blodigt amok på ham, som det dyr folk troede hun var ville have gjort, trådte hun langsomt væk fra lænkerne, med ham i blikket.
"Så lad mig høre dine tanker, dæmon. Hvorfor fanden tror du, at du har ret til at lege herre over andet end et insekt? Du har ikke engang ret til at lege Gud over et fucking insekt!"
Vreden løb af med hende, og hun dansede nogle skridt frem med knoer der blev hvide af presset, inden hun tog sig sammen og stoppede op. En svag rysten gik gennem hendes hoved, inden mørke øjne fandt blodige hænder, og hun ligegyldigt betragtede det endnu varme blod der langsomt dryppede fra hendes fingre.
"Du er foragtelig, dæmon. Du giver mig fucking kvalme. Du har ikke ret til at tage nogens liv. For det er det du gør. Fuck at slå ihjel, det kan rende mig, men at tage deres fucking frihed det er det værste shit man kan gøre!"
Et tungt åndedræt blev pustet imellem hendes læber, da hun forsøgte at styre det vilde temperament, der havde en dårlig vane med at overtage styringen af hendes krop. Men hvis der var noget, Delilah var mere imod end alt andet, så var det berøvelsen af andres frihed. Selv havde hun været udsat for det igennem sin barndom, men selv nu hvor hun ikke huskede grunden, så brændte trangen til at lade frihed sejre, stærkere end næsten alt andet i hendes krop.

Han kiggede roligt på hende mens hun roligt kom fri og den slags der og var sådan set ligeglad med hvad der skete med de andre og det hele og han stod bare der kold som han var overfor hende, hun kunne råbe og skrige det hun ville, det ville ikke hjælpe på det han havde gjort nu her.
Han så på hende da hun havde sagt det hun ville sige og han stod bare og så på hende og hendes ord rørte ham ikke på nogen måder og han knep bare sine øjne sammen og så på hende "du er stor i munden hvorfor gør du så ikke noget ved det hvis du er så god som din mund er stor"sagde han roligt og så på hende, og havde ikke en eneste grund til at være bange for hende, hun var svag da hun ikke havde fået mad eller noget så det var til hans fordel på den måde.
Han så på hende og slappede roligt af men dog var han stadig på vagt overfor hende, da hun stadig havde kræfter men ikke så meget som hun plejer når hun ikke havde fået ordenligt næring eller noget som helst i den stil så han kunne kun vente på at hun gjorde et eller andet, for han havde ikke tænkt sig at gøre noget før hun gjorde, det eneste han gjorde var og tirre hende til at gøre noget andet kunne han jo ikke ligefrem gøre lige nu, så han stod jo endeligt bare stille og kiggede på hende.
Han så på hende og ventede roligt bare at der kom til at skete noget for hun snakkede mere end der kom til at ske noget for han havde jo tiden til at stå her og glo på hende, men hun gjorde jo ikke andet end og snakke og alt det, så det kede ham endeligt meget lige nu og alt det.

//skrevet med en hånd sorry tiden det tog//

Hans ord blev affejet med et svagt løft af øjenbrynet, for ærligt talt, var der intet i hende der fandt det specielt fornærmende. Der gik adskillige sekunder, hvor hendes mørke blik langsomt indkredsede hans krop, og slugte hver eneste centimeter af hans krop. Som ville hun sluge den med øjne bevægede hun blikket over hans krop, men det var intet andet, end en søgen for at fange hver eneste svaghed, der var at måtte finde i hans ellers ret muskuløse krop. Men helt ærligt .. Hun havde knaldet bedre.
- Neco, han er ikke det værd.
At knalde ham? Ej fandme nej, Chaya!
- At slå ham ihjel.
Sigende lød Chayas stemme, næsten blidt, som talte hun til et forstummet barn, der skulle tales til ro. Og det fungerede næsten, for tråde af tanker spredte sig tøvende igennem dæmonens krop, ved hendes ord. Der var adskillige folk på pladsen, og selvom det ikke ligefrem var fordi Sakref ville søge rige og land rundt for at finde hende hvis hun slog denne dæmon ihjel foran alle disse folk, så ville der alligevel ske noget identifikation ved et mord som dette. Tegninger ville komme ud. Hun havde ikke råd til tegninger.
Hun ville ikke ofre den korte stilstand af fred hun havde haft, og hun ville på ingen måde lade ham bringe hendes børn i fare, ved at hun var mere eftersøgt. Og siden Sajro allerede var eftersøgt som inden i helvede, og hun også selv havde en dusør hængende over hovedet, var der bare ikke råd til at hun kunne blive genkendt på gaden, når hun havde dem. Det var alt for farligt, for de to unge piger.

I et ryk fløj hun frem. Stærke fingre lukkede sig pludseligt om hans hals, og dæmonen der havde købt hende, blev hamret op af muren. Delilah så ikke voldsomt muskuløs ude - hun havde aftegnede muskler på kroppen, men det så ikke ud til at være unormalt stærk. Som Drevens var hun en del stærkere og hurtigere end den normale dæmon, og med hendes evne der forstærkede enhver af hendes sanser og kropslige funktioner, var hun også stærkere end den normale Drevens.
Derfor var hun kort sagt langt stærkere end denne dæmon, der stank langt væk af incubus. Kvalmende lugt, mindede hende mest af alt om .. sex. Og nu var bestemt ikke et godt tidspunkt at begynde at blive liderlig på. Mørke øjne stirrede direkte ind i hans, da hun lænede sig ind imod ham, så hendes varme ånde blev pustet ud over hans ansigt, og i et kort sekund så det ud til, at hun ville lade sine læber ramme hans.
Så forsvandt glitrede vrede igennem hendes blik, og fingrenes greb om hans hals, strammede så hårdt til, at luften blev lukket af, og han ikke kunne suge ilt til sig.
"Fordi, incubus. Du er ikke min tid værd. Jeg håber du river din hud af ved et uheld, i stedet for din fucking trøje en dag. Ups, hva?"
Et sukkersødt smil dansede på de fyldige læber, inden hun pludseligt rykkede ham til siden, så han ramte jorden med et hårdt ryk, i en sådan vinkel at han kurrede et godt stykke henover jorden. Hendes blik strejfede ham ikke engang. Et par blodige fingre bevægede sig igennem krøllerne der dansede henover hendes hud, og hun snurrede omkring, med intentionen om at gå.

//OOC: Tilladelse til karakterstyring er givet af Razion.

Han stod der og anede ikke hvad der sådan rigtig forgik i hendes hoved eller noget, men han var da helt sikker på at hun var ikke ligefrem den person som var aller mest glad lige nu, men nok mere i den anden retning, dog var det også til at forstå med den behandling som hun havde fået lige på det sidste korte tid, men det var sådan set ikke rigtig noget og gøre ved, for han kunne ikke lave om på det nu her eller rettere aldrig for så magtfuld var han jo heller ikke som dæmon.
Han kiggede på hende som den kolde person han var stod han bare der og kiggede på hende og smilte bare på den onde kolde måde af hende og viste godt hvad han havde med og gøre her, og det var hende der var mest farlig lige nu fordi hun var lidt anderledes end ham og den slags der, men det gik ham ikke på det her ville være sjovt for ham lige meget hvor meget der gik galt, man lære jo af sine fejl som man sagde, han kiggede roligt på hende og stod bare der mens hun linede en der stod og snakkede med sig selv eller hvad hun nu gjorde inde i hendes hoved, men han var ikke helt sikker på det lige nu og her, og han ville heller ikke finde ud af det lige nu.
Kort tid før hun fik fat i ham havde han fået en kniv lagt i kanten af hans bukser, og lidt efter mærkede han hendes hånd om hans hals og den kolde mur bag ham, godt nok havde han problemer med at få vejret, men dog stadig havde han vilje nok til at prøve og kæmpe sig ud af det og mærkede han var i luften og ramte jorden og den slags.
Efter han var færdig med at ryge hen af jorden et stykke fra væk fra hende af lå han bare der stille og roligt og rørte sig ikke i et godt stykke tid, han lå bare der og folk begynde og gå lidt tættere på ham for at se om han var død fordi han lå der med lukket øjne og det hele, og linede virkeligt en der var godt som død og det hele.
Men efter lidt tid åbnede han øjne og folk fik sig noget af et chok og den slags der for de var jo overbevist om han ikke var til stede mere, men roligt som han lå der gav han sig til at rejse sig stille og roligt op, og efter lidt tid hvor han var komme helt op og stå og det hele, og han havde selvfølgelig nogen sår sådan rundt omkring på kroppen nogen værre end andre, men det rørte ham ikke det vilde lige nu, for hun skulle ikke tro han slap for ham bare lige sådan med det sammen.
Han kiggede koldt på en mand som stod og var klar til at svinge en økse og tog han den kniv han havde på sig og og plantede i panden på manden og tog så han økse, og den døde mand faldt til jorden, han var godt kold nu, også var han ligeglad med hvor mange det kom til at gå udover og folk skreg jo omkring dem nu og det var jo let og finde ud af at han ikke var død eller noget, så hun måtte vel opdage det eller noget. Han håbede lidt på at hun ikke havde opdaget at han var kommet op og stå, og han klemte om øksen og kastede den med alt sin kraft mod hende i håb om at ramme hende eller for den sags skyld give hende en stor skramme eller noget i den retning, men det måtte det jo vise sig hvis han bare havde lidt held i det hele taget.

Hendes skridt førte hendes hastigt væk indtil en enkelt lyd skar igennem den tåge der omringede hende, og fik hele hendes krop til at stivne. En sørgeligt, ynkeligt klynk der skar hende så dybt i det hjerte, mange påstod hun ikke havde. Uendeligt langsomt drejede hun hovedet, og lagde blikket imod den beskidte, skræmte kvinde der lå presset op imod et hjørne, med sin udmagrede baby presset beskyttende ind imod sit bryst. Det var babyens klynk, der havde nået igennem hendes mur, og havde skubbet sig direkte ind i moderdelen af den ellers så ligeglade dæmons hjerte.
- Neco, du har brug for at ...
Jeg går ikke Chaya. Jeg går ikke fra den kvinde.
- Hvad blev der er overlevelse frem for alt?
Det har aldrig fandtes.
Om det var varme der strømmede fra Chaya og igennem Delilahs krop, det kunne dæmonen ikke helt vurdere, men lod det næsten kærligt blive optaget i den krop, der så ofte var blevet ladet uden den varme, hun inderligt ønskede. Langsomt fæstnede hun blikket helt fast på denne kvinde, inden hun nærmede sig hende. Hun nåede helt hen foran hende, og havde allerede glemt alt om den dæmon hun netop havde kastet henad jorden, og bøjede sig ned på hug, dog uden at gøre tegn til at række frem efter hverken moder eller babyen. Delilah vidste fra sig selv, at det var trussel nok.

"Lyt til mig. Jeg finder dig et arbejde, og jeg ved hvor du kan få penge inden da. Dit barn vil leve. Okay?"
Hendes stemme var blid, og hun smilede svagt da moderen chokeret nikkede. Delilah lænede sig svagt frem, hviskede en adresse og bad kvinden møde op på et bestemt tidspunkt, så lavt at udelukkende moren ville høre dette. Moderen nikkede igen, denne gang en smule mere trygt, inden hun fik hjælp af Delilah til at rejse sig, og ilede af sted, inden hun sikkert og trygt forsvandt i horisonten. I samme sekund blev Delilah opmærksom på, at noget var helt galt omkring hende. Der var så stille ...
Længere nåede hendes tankegang ikke at koble sig, før en økse bevægede sig imod hende. Hun snurrede omkring, men nåede ikke undgå den helt, så den lavede en lang, forholdsvis dyb flænge i hendes side og det inderste af hendes arm. Blod strømmede straks ned af hendes krop og klistrede 'kjolen' til hendes krop, men det var ikke så meget at Delilah var i direkte fare. Så hun valgte i stedet at snurre rundt, og lægge blikket på den idiotiske dæmon, der blev ved med at lægge sig ud med hende.
"Seriøst? Hvorfor fatter du ikke at jeg er både hurtigere, stærkere og bedre end du er!? Så giv dog forhelvede op!"
Hun rystede irriteret på hovedet, men var blevet opmærksom på folkene på pladsen, der ikke skulle være med i hele denne latterlige strid. Langsomt løftede hun øksen der dryppede let af hendes blod, og betragtede den i et sekund, før hun løftede blikket til den idiotiske handæmon. Det måtte stoppe.
"Giv op eller følg mig til en gyde. For det her er bare at være en fucking drama queen."
Delilah snurrede rundt i et ryk, og med den halvblodige økse dinglende dovent fra sine fingre, forsvandt hun om bag et hjørne, og ind i labyrinten af gyder. Hvis Razion fulgte med, ville hun lade denne strid fortsætte, hvis ikke, ville hun forsvinde i gydernes labyrint.

//OOC: Jeg ved godt at der ikke sker så meget i mit indlæg, men .. Ja, ikke alle indlæg er de bedste!

Han kiggede på hende da hun endelige reagere på at der kom noget imod hende og anede ikke om den ramte, men dog kort tid efter så han hvor den ramte hende og smilte roligt af det "det var da ikke mig der kastede rundt med dig vel så hvorfor skulle jeg stoppe og give op"sagde han og lyttede til det hun sagde og hørte godt noget om en gyde og dem "hvorfor skulle jeg gå ind i en gyde med dig som om jeg vil det man skulle tro du havde lyst til et eller andet siden du vil ha mig med ind i en gyde bare sådan lige pludselig som nu"sagde han koldt og kiggede bare på hende, som hun stod der og troede hun skulle få ham med ind i en gyde for han havde ikke nogen ide om at give op, det kunne der aldrig blive tale om for han var ikke sådan en som bare gav op lige meget hvad der kunne komme til at ske, for han var sådan set for stolt til at give op bare lige sådan her.
Han kiggede på hende og slappede roligt af og gik stille hen og fandt sin trøje og så på hende *gud hvorfor skal jeg blive mere eller mindre blød når det er sådan her*tænkte han for sig selv og så på sine trøje og rev den mere i stykker også på hende, før han roligt gik hen til hende "gør ikke det her af ondskab men du skulle jo helst ikke forbløde vel"sagde han og kiggede på hende for hun havde sikkert mistet meget blod bare nu og roligt tog han stoffet fra sin trøje og bandt om hendes arm og kiggede på hende "men lad gå så kan vi gå ind i den gyde måske kan vi få redet tingene ud hvis det er sådan"sagde han roligt og kiggede på hende og havde ikke den største løst til at gå med hende, men hvis det var sådan så var var jo sådan, men han kiggede roligt på hende og man kunne godt se at han holde øje med hende og var på vagt lige meget hvad de gjorde lige nu, men det var nok mest fordi hun ikke vil ha det skulle gå ud over befolkning eller noget, han var ikke helt sikker på det lige nu og her.
Men hvad hun havde i tankerne lige nu viste han ikke noget om men han var stadig på vagt overfor hende for hun virkede til at ville noget, men han viste dog ikke hvad hun ville sige hun lige pludselig ville ind i en gyde sammen med ham og det undrede han sig endeligt meget over, men det var jo fordi det der var sket skete jo og nu stod de der, og hun vil ind i en gyde af en eller anden grund, og han kunne ikke lige det men han måtte vel se hvad hun vil og hvis hun var op for ingen ting som var godt så måtte han jo gøre noget så godt han nu kunne, selvom han havde mange skader efter den tur hen af denne såkaldte vej eller hvad man ville kalde det her, men hun ville ha ham med ind i gyde så måtte han vel gøre det, selvom han ikke var særlig glad for at gøre det på den måde men nu måtte han jo se hvad der skete og hvad hun ville for det her havde vist taget sig en meget mærkelig drejning bare nu, men dog roligt efter noget tid hvor han havde stået stille sammen med hende gav han sig til at gå ind mod den gyde som hun så gerne ville ha ham med ind og ventede roligt på hende, han var ikke den der var bange for noget og slet ikke hende selvom han nok burde men han var ikke, han kiggede efter hende og stod bare der og ventede på at hun ville dukke op selvom hun nok ikke var så langt væk fra det sted han stod nu.
Han stod lidt der og fjernede noget af alt det skidt som han havde på sig efter han havde lagt på jorden og alt det og han havde jo ikke meget andet og lave lige nu, mens han ventede på hende der hvor han nu stod og anede ikke om hun kom eller hvad hun gjorde, men det var op til hende *det her har bare og komme noget godt ud af det her for vil ikke give op på nogen måder lige meget hvad der kom til at ske*tænkte han for sig selv og anede ikke hvad han skulle stille op lige nu, men han havde jo tiden til at kunne tænke sig om, over et eller andet han kunne gøre i alt det her, men nu ville han se hvad hun ville ham siden hun vil ha ham ind i denne her gyde for han var jo ikke ligefrem tankelæser eller noget så han kunne ikke læse hendes tanker, så det hele kunne jo ende med at blive spænde til sidst, nu hvor de var i en gyde så var der jo ikke meget plads til noget som helst men han måtte jo vente og se for alt kunne ske på næsten ingen tid jo. Plus nu havde han været så sød og give hende noget omkring hendes arm, hvor øksen havde ramt hende og alt det men om det var noget der holdte på hendes blod eller hvad det gjorde, men nu ville han da håbe på det bedste og se hvad hun ville for alt det her var startet så godt, til alt gik i kaos og nu endte det med at de skulle stå i en beskidt gyde som hjemløse folk boede i når det var og det var jo ikke fordi han ikke selv havde haft boet på gaden, men han havde nu et sted og bo og det var det bedste ved det hele, men nu ville han ha fundet ud af noget omkring det her med hende for det var vel det hun ville ha at de skulle, men om det var rigtig viste han ikke men han kunne jo kun håbe på det jo, det eneste han viste om hende var jo at hun var dæmon men hvad for en slags dæmon var en han ikke havde set før så han viste ikke hvad den hed men hun var ikke som ham eller noget, men hun var nu flot i sit udseende som så mange andre også havde han prøvet og få hende som slave det var viste noget mærkelig nu når man tænkte over, men han gjorde jo bare som hans dæmon natur sagde han skulle og han var ligeglad med om det var et menneske eller for den sags skyld en dæmon som ham selv, han ville prøve og gøre til hans slave, for det var altid sjovt og prøve på det for så kunne man jo bruge dem til det man havde lyst til, uden de sådan rigtig kunne gøre noget som helst mod det, når de først var hans slave, men hende her hun var noget helt for sig selv da hun jo gjorde modstand på det højeste og det kunne han nu godt lide, men det var nu bare ikke lige så sjovt som hvis de overgav sig selv til ham og den salgs der, dog som han havde haft en mærkelig kamp med denne her hundæmon så havde han en vild lyst til at forføre hende på en eller anden måde men han kunne forstå hvorfor, men det hele havde jo sig en grund når det var sådan, for det var ikke altid han havde lyst til at forføre en som gav ham bank, men der var noget over hende som gav ham den lyst til det, men om han kunne det, det var jo sådan set det store spørgsmål man kunne komme til at stille sig selv når det var sådan som det så ud nu jo, måske havde han en chance måske havde han ikke kom an på hvad det var hun ville han inde i den forbandede gyde her han var i.

Hendes blik lå på ham, som hun lænede hovedet op af den fugtige mur, endnu med øksen dinglende legende fra de slanke fingre. Han så ikke ud til at have bemærket hende, så hun slap øksens håndtag, så den skramlede ned af underlaget under hende. Hendes blik hvilede næsten dovent på ham i nogle yderligere sekunder, før hun skubbede sig fri fra muren, og trådte et skridt nærmere ham - uden dog at gøre nogen som helst tegn på at angribe ham. Hun havde massere af grunde til at skade ham, men ...
- Du er træt.
Alt for træt. Siden hvornår blev dette helvede mit liv?
- Du kan ændre det.
Et smil flakkede over hendes læber, da Chaya påstod at hun faktisk havde en chance for at gøre sit liv bedre. Hun havde vist ikke opdaget hvordan Delilahs liv faktisk var. Hun havde ingen kontrol længere, hvilket var det værste af det hele - Kontrollen havde sluppet væk fra hende. Måske var det derfor hendes selvkontrol i henhold til hendes temperament var på vej væk? Og grunden til at hun, i situationer som denne, skiftede humør fra normal, til sindssyg, til pissed og til ekstremt træt, som hun var overvældet af nu.
"Virkelig, dæmon? Hvorfor?"
Hun betragtede ham i nogle sekunder, før ordene slap ud af de rødlige læber, og hun lod stilheden sænke sig i endnu få sekunder. Hendes øjenbryn trak sig svagt sammen, før læberne skiltes endnu engang, og hendes stemme endnu engang fandt vej derudaf, og ud i den kølige aftenluft.
"Hvorfor slaver? Hvorfor har du behovet for at tvinge folk, til at være sammen med dig? Hvorfor ikke bare lade dem være der, af egen fri vilje?"

Hun talte nærmest halvt til sig selv, selvom ordene var rettet imod ham. Hun var træt af ikke at have nogen, at være helt alene altid. Hvornår blev hun så .. ensom? Hun blinkede stædigt, skubbede de deprimerende tanker ud af hovedet, og fokuserede på manden foran hende. Hun var igang med at træde væk fra øksen, det eneste våben i spil netop nu, men det så ikke ud til at genere hende.
Måske var hun ikke bange for ham. Måske var det bare gået op for hende, at hun faktisk var ligeglad med døden. Måske troede hun bare ikke, at han ville skade hende. Måske var hun ligeglad. Hun trådte næsten helt hen til ham, uden at tage sig af at han sikkert ville kunne angribe hende - Hun var trods alt en del hurtigere end den normale dæmon, og ville højst sandsynligt kunne nå at afværge ham.
"Hvorfor skal liv altid blive flået fra hin-fucking-anden når der er kamp? Det er noget fucking pis."
Hun himlede med øjnene, snoede kort hænderne om hinanden over kors på brystet, og lagde blikket på ham endnu engang. Så slog hun ud med hænderne, så hendes overkrop var totalt blottet.
"Hvis du virkelig vil slå mig ihjel .. Go for it. For det her er bare fucking latterligt."