The story of OUR lives. -Sean-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
O: Der er helt stille i skoven. Så langt øjet rækker, er der ingen dyr og kun lyden af floden, der spiller en melodi sammen med vinden formåer at ødelægge stilheden.
T: Eftemiddag. Snart solnedgang.
V: Overskyet, lidt sol og vand koldt.

Solen var næsten ved at gå ned. Den hang ikke højt på himmelen som den havde gjort tidligere på dagen og ikke nok med det, den var endda langsomt ved at blive ædt op af grå skyer. De samlede sig sammen til de til sidst strakte sig over hele himmelen. Xander sad oppe i sin hytte af træ og stirrede på dem. Chancen for at der skulle ske noget i dag, var vidst helt nede og skrappe bunden. Der var snart ingen levende døde tilbage at dræbe, tingene var så småt ved at blive til sig selv igen. For xander, var det både en god og dårlig ting. Det gode ved det var at han nu kunne gå mere roligt rundt, imens det dårlige var, at der ingen spænding var tilbage nu. Hans dage var ved at blive kedelige! Med en smidig bevægelse, sprang han ned fra træhytten og landede på sine ben. Han ignorerede det svage smæld det gav i knæene. Inden han startede med at gå, placerede han en hånd på sit bælte, både for at teste om pistol og dolk var der.
Han kom kort tanke om dengang hans mor levede, hvor meget hun havde afskyet at han brugte våben. Våben havde ikke været hendes favorit, men, de havde haft brug for det. Det galte om overlevelse. Desværre, var det kun ham der overlevede til sidst. Hans mor blev ramt af en sygdom, en frygtelig en og da de var i gang med at flygte fra de levende døde, kunne hun ikke følge med. Xander kunne stadig høre hende råbe at han skulle løbe sin vej, skyde hende og lade de levende døde æde hende.. Den stemme fik han aldrig ud af sit hoved, ej heller lyden af skuddet der dræbte hende..
Når man snakkede om solen, sad der intet ringere end en levende død ved floden og var i fuld gang med at fortærer end hjort. Blodet fra hjorten fodurenrede vandet ved at sive ud i det. Xander trak sin dolk frem og gik frygtløs hen imod den døde. Da den fik øje på ham, åbnede den munden og kom med en lyd, der kunne lyde som om den var ved at blive kvalt i de tarme den åd. Uden at blinke, stak Xander dolken igennem hovedet på den og så den falde til jorden, med et sidste form for knurren. Han trak sin dolk til sig igen og gik ned til flodkanten, hvor han skyllede dets blad ren for blod. Ligesom hjorte blodet, flød zombie blodet nu også ud med floden vand.. Ved lyden af noget der raslede, var han hurtigt på benene igen. Han så sig omkring. Der var intet at se. Da han igen vendte sig om, startede den raslende lyd igen, men denne gang, var der noget at se så snart han vendte sig om. Der var intet ringere end ti levende døde på vej hen imod ham. Overrasket spærret han øjnene op og tog sin pistol frem. Han skød hele fem i hovedet, da den forbistrede pistol løb tør for skud.. Han bandede svagt for sig selv og puttede den tilbage i skeden. Hurtigt klatrede han op i et træ. De levende døde gik haltende hen imod den, kradsede med deres beskidte negle op af stammen og kiggede på ham med deres døde øjne. Irriteret kørte Xander en hånd igennem sit hår efter at have fjernet sin hat. Det kunne ende med at blive en LANG aften.

Påklædning: Vinterstøvler i mørkt skind, sorte bukser, en sort trøje til at holde ham varm, en sort kappe.

Sean havde brugt det meste af dagen på at rejse til skoven og derefter at gå lidt rundt på dens stier. Der var en helt klar grund til at han spildte sin tid, ved at gå rundt i skoven. Eller faktisk, på en måde var der to. Den ene, den største, grund var at Alane brugte meget tid i skoven og han ville gerne kunne finde rundt, uden at være afhængig af hende. Der kunne altid ske hende noget og så ville det være en god ting, hvis han var bedre til at finde rundt. For den kunne han tænke, i fred, uden at blive forstyrret, af anden end en vildfaren hjort eller en lille fugl.
Og han havde noget at tænke over...Ikke over Elyas, hans nevø, som holdt sig derhjemme og blev trænet af Sean. Han var begyndt at lukke ham mere ud og han så virkelig ud til at have lært af sine fejltagelser...Hans nevø var ved at blive voksen og en god dæmon. Det var han glad for. Han havde heller ikke brug for at tænke over Dae. Nej...Han skulle tænke over Alane. Problemet var at Alane var blevet voldtaget...Og hun viste ikke om hun var gravid.
Sean var på ingen måde klar til sådan et ansvar. Han var ikke skabt til familie, til at have børn og sørge for dem. Dertil var han for egoistisk. Han havde levet så længe, han var incubuc! Det var ikke engang normalt at folk skulle overleve at være for tæt på ham...Og det havde han altid vist, lært det på den hårde måde, da han var yngre. Og nu var Alane, en af de få han faktisk kunne elske, måske gravid. Hvis der kom et barn, ville det ikke engang være hans. Han kunne ikke...For helved...Han slog sin sidste søn ihjel for at blive archdemon. Sagde det ikke det hele?

Han var gået, uden helt at vide hvorhen, hvilket nok var dumt, hvis han skulle finde tilbage igen. Floden var i nærheden, han kunne høre dens raslende lyd af vand. Og...
Han stoppede pludselig op. Han hørte skud. Og nu også denne...rallende lyd. Som af levende-døde...Der var ikke mange tilbage af dem, de fleste var forsvundet efter at necromanceren var forsvundet, resten var efterhånden blevet dræbt. Han trak en af sine dolke, som virkede kold mod hans hånd. Han listede sig nærmere...Og stoppede op i en buskads, hvor han kunne gemme sig. Han fik hurtigt set nogle af de døde levende-døde, som var blevet ret godt skudt ned. Personen måtte være god til at ramme. Dog var der endnu 5 tilbage...
Først nu opdagede han at de samlede sig op et bestemt træ. Gennem træets grene kunne han se en mindre skikkelse, faktisk næsten på størrelse med et barn, gemme sig i træet. Han var forundret. Et barn, der havde skudt dem?
Han rystede svagt på hovedet. Han havde set mange ting...Også børn, der var blevet tvunget til at klare sig selv.
I en hurtig bevægelse havde han rejst sig op, nu fuldt synlig for dem alle. Levende som døde. En af de levende-døde opdagede ham og gik hen mod ham, men de andre var lidt mere langsomme i opfattelsen. Han smilte svagt for sig selv, gik nogle skridt frem og kastede sin dolk...
Den spiddede zombien i hovedet, zombien faldt sammen på jorden. Sean havde allerede næste kniv i hånden og uden tøven, gik han over til resten af dem. Han sagde intet, da han foretrak at ramme sine ofre i stilhed...En arbejdsskade, kunne man vel kalde det. Dog opdagede de ham nu, da han dolkede den næste igennem hjernen.
Han var allerede godt på vej til at spidde den næste, da de alle tre væltede over ham. Ikke at det gjorde nogen forskel. Med umenneskelig styrke skubbede han den ene væk, dolkede den anden og greb fat i den tredje...Lidt efter havde den tredje intet hoved, da dette var blevet vredet af og nu rullede rundt på jorden.
Sean vristede sin kniv løs fra den zombie, han havde dræbt, og gik over til den sidste. På et øjeblik var den sidste zombie også død. Ikke engang en udfordring.
Han sagde intet, han vendte sig ikke engang over mod barnet i træet, men bukkede sig ned og begyndte at tørre kniven af i zombiens tøj.

Han havde ikke regnet med at der ville komme nogen. Det var som regel sjælendt han mødte nogen ude i skoven. Derfor overraskede det ham meget at se den ny ankommende dæmon dræbe zombierne nær træet med en dolk. En anelse imponeret spærrede han øjnene op og betragtede hver en bevægelse denne mand tog for at dræbe de levende døde. En efter en forsvandt zombierne. Til sidst lå de alle på jorden. En af dem var endda hovedløse. Han kunne ikke tro sine egne øjne, der var rent faktisk kommet en på sådan et tidspunkt som dette? Det var første gang han oplevede det! Han hoppede ned fra træet, landede på jorden, et lille stykke væk fra manden. Til at starte med, sagde han ikke noget, han så bare på ham med sine lysende øjne. Han vidste ikke om han bare skulle gå fra ham eller om han faktisk skulle takke ham for at have hjulpet ham ud af problemet. Det var en typisk ting for ham selv at komme ud i problemer, dog var han nogen gange heldig nok til at komme ud af dem igen.
Da hans fingre snittede pistolen i skeden, kom han i tanke om at der ikke var flere skud og at han snart måtte tage ind til byen for at købe nogen. Dog, måtte han heller takke manden før han gik nogen steder. Efter en dyb indånding, gik han hen til manden og stillede sig foran ham.
"Tak for hjælpen," Han gjorde et høfligt nik med hovedet. Noget høflighed havde han da lært. Der var noget over denne mand der ikke stemte.. Xander kunne ikke sætte sin finger på det, men, der var bare et eller andet over ham der gjorde, at Xander følte at han burde vide hvem det var der stod foran ham lige nu.
Han så ned på en af de levende døde der lå nær hans fod. Han sparkede en enkelt til den. "Det var vel de sidste," Det skulle egentlig kunne have været en tanke for ham selv. Ordene syndes bare at falde ud af munden på ham. Han kiggede manden en sidste gang i øjnene, inden han vendte om og startede langsomt med at gå. Dog stoppede han op lidt efter. Et spørgsmål kørte rundt i hovedet på ham. "Hvad laver en dæmon sig dig herude?" Han så sig over skulderen.

Han tørrede omhyggeligt kniven af, samtidig som han hørte nogen hoppe ned fra træet og komme nærmere. Til sidst stod drengen nærmest lige foran ham. Han var en smule nysgerrig, børn var normalt ikke kendt for at være de ultimative zombie-killers og nu, hvor drengen var tæt nok på, kunne han dufte...At han var dæmon. Hvilket forklarede det en hel del. Han blev færdig med sin kniv og gemte den i sin sædvanlige lomme, mens han rejste sig op. Hans blik gled ned over drengen, som stod foran ham og virkede en smule usikker på hvad de burde gøre eller sige. Så han lod ham føre ordet. Han nikkede let, til det med hjælpen, men kom bare med et skævt smil, til hvorvidt det var de sidste eller ej. Til sidst var drengen på vej væk...
Han havde ikke helt besluttet sig for om han burde gå hjem, følge efter drengen eller stoppe ham...Men han stoppede selv, inden han fik valgt. Om hvem han var? Åh, han tænkte det samme om ham...
Sean lod blikket glide ned over den zombie der lå foran ham et øjeblik, mens han kort rystede på skuldrene for at få kappen på plads, efter den lille nedslagtning.
"Jeg tror det vigtigste i dette øjeblik..." Hans mørke øjne fandt drengen igen.
"...Er hvad en dreng, som dig, laver helt alene i skoven" han slog kort ud mod en tilfældig zombie.
"Du kunne have end med at sidde der i lang tid. En ting er at kunne skyde...en anden ting er at have en ekstra mulighed, så man aldrig...Aldrig!...Lader sig fange i så dum en situation" kommenterede han, med lidt ekstra styrke på aldrig.
"Hvor er dine forældre? Jeg er sikker på de savner dig" sluttede han af.

En dreng som ham, he, han skulle bare vide! Han havde ikke brug for andre at være alene var bare en stor fordel. Da den ældre dæmon snakkede videre, vendte Xander sin front imod ham. Armene foldede han på kors over brystet, imens han så på ham med de svagt lysende blå øjne. Et kort øjeblik lød manden foran ham som en mentor eller en form for far. Specielt da han lagde tryk på aldrig. Forsøgte han at give ham en lektion? En fremmede dreng som ham?
"En dreng som mig, jeg er en dæmon, jeg klarer mig fint herude," Han spredte armene ud, for at vise at det var skoven han mente. Armene faldt på kors over brystet igen. Xander var stolt af at være dæmon og det lagde han ikke skjul på. Langsomt trak han sin dolk frem. Han kørte den rundt i sin hånd imens han så på den. Bladet fangede en enkelt gang en solstråle og kastede den blændende imod Xanders øjne. Det generede ham dog ikke. Han løftede sit blik og så hen på Sean. "Jeg ved godt det var en dum situation, det behøver du ikke at forsøge at belære mig at det var, men, selvom du ikke var kommet skulle jeg nok være kommet ud af det på den ene eller anden måde," Dolken puttede han tilbage i dets beholder der hang i bæltespændet. Omkring det med forældrene undslap han kort en klukken. "Det er svært for nogen der ikke eksistere at savne mig," Han så Sean dybt i øjnene. "Nu er det vist din tur til at forklare hvad du laver herude,"

Hans læber bøjede sig op ad i et smil, der viste at han rigtig nok morede sig. Selvfølgelig prøvede han at lære ham noget, han var en ung dæmon! Det første svarede han ikke på, det viste han godt. Han lod kort blikket falde ned på dolken og lod det ene øjenbryn glide op i panden. Truede han ham? I så fald var drengen mere dum end han troede. Modig, måske, eller måske mere dumdristig. Det var utroligt han endnu var i live.
"Jeg skal lade emnet ligge, hvis du kan fortælle mig hvordan du ville komme fri. Hvad var plan B?" han smilte let til drengen. Han gengældte drengens blik. Hans egne, mørke og lidt kolde øjne. Han lagde hoved let på skrå, som om han kort tænkte sig om. Var det i sådan en situation enhver anden ville forlange at tage sig af drengen, fordi han umuuuuligt kunne klare sig selv herude? Ja, det var det. Men ikke Sean. Han gad ikke det ansvar. Men måske kunne drengen bruges. Han havde nogle evner.
"Godt det samme. Du er ved at nå alderen, hvor dine forældre alligevel bare ville gøre mere skade, end gavn" mumlede han lidt som svar, da han vendte ryggen til drengen og gik over træet, som om han ville studere det.
Han slog ud med armene og vendte sig om mod drengen med et lille smil.
"Jeg laver alt. Og intet. Har jeg gjort noget ulovligt?" hans smil voksede lidt. Han lavede sjov med, at det virkede som om drengen forhørte ham.
"Hvor længe har du været herude, alene? Og...Hvad kan du ellers, ud over at skære negle med en dolk og skyde kugler på zombier?" spurgte han.
"For det er vel dig?" tilføjede han

Han måtte indrømme, at han ikke havde haft en plan B liggende i sit baghoved. For det meste var han typen der improvisererede. På en god dag kunne han dog godt finde ud af at planlægge hvad han skulle gøre som sit næste trick. Der var dog et eller andet, der holdt ham fra at fortælle denne ældre dæmon foran ham, at han ikke havde haft en plan B. Han kiggede op i det træ han før havde siddet i og drejede derefter hovedet hen imod træet nær det.
Med rolige bevægelser gik han hen imod det. Han stod nu ved siden af Sean et par meter fra ham. "Jeg var nok sprunget over i det her træ og det næste træ igen," Blikket lod han glide ned imod de andre træer. "Jeg var blevet ved med at springe, indtil jeg var langt nok væk fra dem," Han så hen på Sean med et svagt smil. "Det skulle nok lykkedes mig at overleve på den ene eller anden måde," Han forstod egentlig ikke den ældre dæmons interesse omkring hvad han ville have gjort. Var det for at håne ham hvis nu ikke han mente at planen havde virket? En enkel mørk tjavset hårlok faldt ned imellem hans øjne. Han beholdte øjenkontakten med Sean et stykke tid, inden han så væk, ud imod floden hvor den døde hjort og zombie stadig lå. Til kommentaren om det med forældrene, sagde han ikke noget til. Det var vel sandt det den ældre dæmon sagde. Xander så hen på Sean igen da han snakkede til ham, svarede ham på det spørgsmål han før havde stillet ham. "Nej, det har du ikke, det er bare sjælendt jeg ser andre dæmoner herude," Han sendte ham kort et kækt smil. Et nyt spørgsmål kom fra den ældre dæmon. Skære negle med sin dolk? Hvem havde sagt noget som helst om at skære negle? Han rystede på sit hoved med et svagt smil på læben. "Jeg har været alene nogen måneder nu, lige siden min mor døde.. Og hvad jeg ellers kan, tjah, det er ikke til at vide hvilke tricks jeg kan," Han så ham endnu engang i øjnene. "Er du altid så nysgerrig?"

Han grinte let af drengens sidste spørgsmål. Hvordan kunne han ikke gøre det? Det så ud til at drengen havde accepteret hans nærvær...Lige nu. Og det samme fra hans side af. Han lod blikket glide over til det næste træ og fulgte det træs grene til det næste. Ja, grenene så stærke nok ud til at bære en dreng. Det var en mulighed. Han så tilbage til drengen igen med at svagt, tilfreds blik.
"Ja. Jeg er altid meget nysgerrig" smilte han og slog let ud med armene.
"Det bliver man nød til at være. Jeg har skam flere spørgsmål, ting som hvor boede du før eller hvem var din mor? Men det er de mere ligegyldige ting. I virkeligheden prøver jeg at finde ud af hvad du har at byde på og hvad du er for en lille en. Jeg arbejder med folk, der har evner. Evner til at slås, til at stjæle, til at samle informationer...Eller evner til at slå ihjel. Og jeg tror du kunne blive nyttig" smilte han roligt og lænede sig op af træet, det træ drengen havde siddet i, med overkorslagte arme.
"Er du aldrig nysgerrig?"

Han havde så småt vendet sig til mandens selskab. Nok var Xander mest en enspænder, men, det betød ikke at han sagde nej til godt selskab når det var der. Dæmonen her virkede som godt selskab. Følelsen af at der var et eller andet over ham, lod heller ikke til at ville forsvinde. Hvad var der over denne dæmon? Denne mand?
Xander satte hovedet på skrå og grinte selv let over svaret. Nysgerrighed slog katten ihjel sagde man, dog var hverken manden her eller Xander en kat. Alle spørgsmålene kom så pludseligt. En efter en. Han tacklet det dog helt roligt. Selvom det var ligegyldige spørgsmål, kunne han ligeså godt svare på dem. "Jeg boede i en træhytte før, men pga. der var krig med necromaneren, var min mor og jeg nød til at flygte.. Min mor døde under flygtningen," Selvom det tog hårdt på ham, var det ikke til at se eller høre. "Min mor.. hun var et menneske.. Hun hed alexandria og før du spørg, jeg har aldrig kendt min far. Det eneste jeg har fået at vide er at han var mægtig og dog død." Til det med at han kunne blive nyttig, kunne han ikke andet end at stråle af selvtillid. Alle de ting manden her nævnte, ville han intet have imod at gøre. Det var som regel de ting han gjorde i sin hver dag. Han smilte kækt til dæmonen, så op på ham, da han trods alt var højere end ham selv. "Jeg er sikker på at jeg kan blive nyttig," sagde han og skubbede Seans 'jeg tror' væk. Det med at være nysgerrig, trådte frem så snart han kom i tanke, hvad var det helt præcis han kunne være nyttig for? Han så hen på da han lænede sig op af træet. "Jo da, f.eks er jeg nysgerrig omkring det her, hvad er det du arbejder med? Hvad er det, eller hvem er det, jeg kan blive nyttig for?"

Han havde smilt og følt sig godt tilpas. Han havde ikke tænkt nærmere over det, han var dårlig til børn. Man kunne bare se på Connor, derhjemme, et lille dæmonbarn som hans tjenere passede, til han nåede en alder hvor Sean kunne begynde at forme ham til en god dæmon. som arbejdede for ham. Man kunne måske sige han på en eller anden måde prøvede at skabe sig mere magt over dæmonerne, især efter han havde hørt at deres leder var forsvundet og de gamle rang ikke længere virkede. Så måtte han skabe sig respekt over for sine fæller på en anden måde. Men navnet Alexandria vækkede alligevel gamle minder, som fik ham til at stå som lammet et øjeblik.
Han havde kendt en kvinde, faktisk et sted i nærheden, her i UW, som var menneske...Og som havde heddet præcis det. Hvornår var det han havde set hende? Det var...hvad, 15? 16? år siden. Han skammede sig lidt over det, havde glemt alt om hende og nægtet at tænke over det. En dæmon, der ikke kunne spise en enkelt kvinde, fordi hun virkede mere modig, mere intelligent og som et bedre menneske, end nogen af dem han normalt kom forbi...
Men det var en tilfældighed. Der var sikkert mange mennesker der hed det, af kvinderne altså. Og som fik...Dæmonbørn.
"Hvad er din alder?" spurgte han så tilfældigt som muligt. Et lidt anstrengt smil. Han var ikke skabt til børn, eller til at være far. For helved, han slog dem ihjel hvis han fik muligheden! Han så kort ned i jorden. Nu tog han sorgerne på forskud. Han var ikke far. ikke den ene gang, af alle. Han så tilbage på drengen og kom med et lidt mere normalt smil, selv om hans blik igen gled ned over ham, studerede ham endnu en gang.
"Jeg har en klan, som arbejder med alle de ting. Og jeg søger hele tiden nye folk, der tilbyder deres evner, til gengæld for et sammenhold, en pris eller for at opnå noget" svarede han.
"Du vil få mad. Varme. Selskab. Dit eget værelse. Endda penge...Hvis du tilgengæld sætter dine evner til rådighed for det fælles bedste og for mig" smilte han let.
"du vil også få muligheden for at træne dine evner, eller nye, med andre" tilføjede han.

Selvom det nok ikke var meningen at han skulle se det, kunne Xander ikke undgå at bemærke hvordan manden foran ham pludselig spændte i kroppen. Det var som om han et kort øjeblik havde fået stød eller måske set et spøgelse. Hvad var der mon i vejen? Det havde været efter navnet Alexandria at han pludselig gik i stå. Xander så på ham med sine svagt lysende øjne. Han ventede på en reaktion, på et eller andet! I det øjeblik han skulle til at sige noget, sagde manden endelig noget og han slugte sine ord i sig igen. Det undrede ham dog igen at han spurgte om noget som, hvad er din alder? Men, det var sikkert bare med hensyn til om han kunne bruges. "15 år," Han smilte svagt. 15 år var ikke meget i denne verden. Det vidste han godt. Mange underduverede tit de mindre årige. Eller, i hvert fald de væsner Xander havde stødt på.
Til alt det med klanen, kunne han ikke lade være med at ønske at han var en del af.. Sit eget værelse, penge, der var alt der skulle til for at overleve! Han smilte kækt til manden. "Hvad skal der til for at jeg kan blive en del af den klan?" Han satte spørgende hovedet på skrå. Det var altid forsøget værd.. Desuden var der noget over ham manden som Xander brød sig om. Hvilket var underligt for hans vedkommende.
Da der var noget som bevægede sig i buskene, drejede Xander hurtigt hovedet og så derhen imod.. En hjort kom langsomt frem for sit skjul. Xander rystede irriteret på hovedet og kiggede hen på Sean igen.

Han drejede hovedet og så på hjorten et øjeblik. Den rejste hovedet og så på dem med sine sorte øjne, mens han bedømte situationen. Til sidst skyndte den sig væk igen, sikkert fordi den var skræmt af lugten af død.
Han så tilbage mod drengen. 15 år. Hvornår var det han havde fundet den kvinde? Nej...Det måtte være et tilfælde. Og alligevel sagde hans hjerne ham at det var sandt. Drengen var dæmon, han var 15 og havde en mor, som hed det samme som en kvinde han havde kendt. Og hans far skulle være mægtig. Han så lidt på drengen og brød sig mindre og mindre om det her. Hvis han var...Var...far...Ville alt være forfærdeligt. Han vendte sig lidt væk fra drengen et øjeblik. Han burde stikke af, forlade drengen her ude i skoven og ignorerer at dette overhoved var sket. Men drengen viste jo ikke noget, så det betød jo ikke noget...Han kunne ikke komme og forlange noget.
"Du..." hans stemme døde hen i et øjeblik. Han havde behov for at tænke! som om han ikke havde problemer nok.
"Du skal klare en lille prøve, for at bevise du faktisk har nogle evner, som kan komme klanen til gode. En lille, tilpas opgave. Som f.eks. at stjæle noget, skaffe noget, dræbe nogen..Hvad som helst i den dur" han drejede hovedet og så tilbage på drengen med et lidt anstrengt smil.

Hvad var der med manden? han virkede anspændt. Et kort øjeblik troede Xander faktisk at han kunne finde på at vende ryggen til ham og forsvinde. Med et løftet øjenbryn og armene foldet på kors over brystet, så han på Sean med et par øjne der brændte af mistænkelighed. Burde Xander at spørge ind til denne pludselig anspændthed? "Hvad er der i vejen? Du er pludselig så anspændt?" Det lykkedes ham at få ordene nogenlunde rigtig ud. For ham var der i hvert fald ikke en pænere måde at sige det på. Hvorfor interesserede det ham overhovedet om manden foran ham var anspændt eller ej? Efter den tanke lod han armene falde langs sin side igen. Hvad nøttede det at forsøge at bygge et skjold op på den måde alligevel? Han var træt af altid at have et skjold oppe. Efter lidt tid undslap han også et svagt suk. Dog slugte han det nærmest igen da han fortalte om prøverne. Det lød ikke særlig svært. Måske havde Xander faktisk en chance for at blive en del af denne klan? Så godt som han nu kunne, ignorerede han mandens anstrengte smil og sendte ham et anerkende et. "Jeg vil gerne gå igennem den prøve, bevise at jeg har hvad der skal til," Han så på ham med de lysende blå øjne.

Sean gik over til et træ, lænede sig op af det med armene over kors, mens han et øjeblik så ned mod jorden. Han havde næsten lyst til at grine over det absurde ved denne situation! Han så over på drengen, dog forsvandt han smil igen. Hans blik blev en smule usikkert og alvorligt.
"Det er bare tilfældighederne der leger med mig" svarede han overraskende roligt.
"Skæbnen vil det, at jeg kendte en kvinde for 15 år siden, som jeg uden grund lod leve!" han rystede på hovedet og nu fandt et smil sin vej igen. Han ville ikke sige direkte til drengen at han kunne være hans far. Det var at give drengen unødigt håb og ham unødige kvaler. Han rettede sig op og klappede kort i hænderne, på en forretningsmæssig måde.
"Lad os smutte ind til byen. Medmindre du ikke er klar? Så kan vi mødes i byen senere og du kan få din lille prøve" smilte han let.
"Og jeg kan sætte dig ind i klanens regler" Han lød som om han hverken troede eller håbede at det, han ellers lige havde sagt om at han måske var hans far, betød noget.

Tilfældighederne? heldigvis for Sean bevægede Xander sig slet ikke ud i den boltgade at det kunne være hans far der stod foran ham lige nu. Ikke et eneste sekund. I stedet løftede han bare spørgende på et øjenbryn over alt det han sagde. For 15 år siden? En kvinde? Inden tankerne overhovedet nåede at få viklet sig ind i hinanden, løftede han bare på skuldrene og skubbede dem fra sig igen. Manden havde sikkert haft en dårlig oplevelse eller noget i den stil. Noget der måske skete for 15 år siden? Han placerede hænderne bag hovedet.. På hans læber var der en lille slåskamp om han skulle smile eller bare bruge kræfterne på ikke at smile. Derefter så han hen på manden med sine lysende øjne. Han var klar til at tage af sted nu, det var ikke fordi der var andet han skulle lave.
"Vi tager af sted nu," sagde han bestemt. De selvsikre dæmon bevægelser startede med at gå hen imod byen. Han var klar til at bestå den prøve.. Efter nogen sekunder så han sig over skulderen og hen på Sean. "Hvad er dit navn egentlig?"

Drengen opfattede slet ikke hvad Sean mente og til det burde han nok være lettet. Så han forfulgte ikke emnet, men satte efter drengen, da turen gik imod byen. Han var en lidt interesseret i om han kunne huske vejen ud, finde vejen ud, som jo netop var en af grundene til at han gik en tur i skoven: For at lære den at kende. Det kunne være nyttigt at have endnu en person, Xander her, som også kunne finde rundt i skoven. Måske kunne han senere vise ham den grotte han havde overtaget sammen med Jacob og som han nu brugte som et sikkert sted til folk der ville væk fra byen. Han så hen på drengen og havde helt glemt at han ikke havde nævnt sit navn. Eller havde han? Han blev i tvivl. Om ikke andet gjorde det ikke ondt at nævne det igen.
"Jeg er Sean" han brugte faktisk aldrig efternavn. De fleste huskede det alligevel ikke. Og han så generelt ingen grund til at nævne det.
Han var lidt for tænksom til at sige mere, tankerne gled hele tiden om hvilken vej de skulle (Ikke fordi han gik forkert, som sådan) og over hvad dette kunne betyde, hvad han burde gøre med drengen.

//Hvis det er kan du bare springe frem til de når byen? Medmindre jeg skal gøre det? //

Alexander kendte godt vejen ind til byen. Det var en vigtig ting for ham at kunne eftersom hans pistol skulle have nye skud. Og når han skulle have mad. Han lod fortsat Sean gå bag ham. Nok burde man ikke vende ryggen til en fremmede, men Xander var nu også på vagt. Hans hørelse fokuserede meget på hvilket skridt Sean tog, hvor og hvornår. Den gjorde i hvert fald et forsøg på det. Han sendte ham et kækt smil over skulderen efter han havde sagt sit navn. "Sean.. Mit navn er Alexander, men, bare kald mig Xander, det er nemmere," Han så frem for sig igen, med et selvsikker smil på læben, velvidende om at dette kunne blive en interessant aften.

Da de kom ind til byen havde Xander nær mistet Sean ude af syne takket være de mange væsner der vimsede rundt. Hurtigt fik han dog øje på ham igen. Han var hurtigt henne ved ham. De lysende øjne så op på ham med stor interesse. "Du ved hvor din gruppe er, du viser vej," Efter de ord så han sig omkring. Han glædede sig til at se hvilken prøve han skulle i og om det overhovedet kunne lade sig gøre for ham at bestå den. Når Xander var inde i byen, havde han det altid som om at en million øjne var rettet imod en.. Stikkende og nysgerrige øjne.. Øjne som han ikke vidste om han skulle se som fjender, mad eller venner?

Han fulgte efter drengen og smilte svagt til ham, da han nævnede sit navn.
Efter en god gåtur var de tilbage i byen. Det var blevet mørkt i mellemtiden, så de fleste folk var gået hjem. Men tilgengæld var de fleste væsner og unge mennesker begyndt at komme frem. Sean var van til byen, men det tog ham kun et øjeblik at finde ud af at Xander fandt det forvirrende, så han stoppede op og ventede på ham. Det var en ting han måtte lære, at finde rundt i byen og holde et overblik. Men han var endnu kun et barn, så han skulle nok komme efter det. I mens begyndte han at gå ind mod centrum af byen, da det var der, der skete flest interessante ting om aftenen. Han så smilende på Xander.
"Du skal ikke møde dem endnu. Du får heller ikke at se, hvor de opholder sig. De ting får du først at vide, når eller hvis du klare din prøve. Der er også nogle ting du skal love allerede nu. Den ene er at uanset om du klare din prøve eller ej, må du aldrig nævne klanen over for nogen. Vi har en del fjender og jeg orker ikke at skulle skaffe mig af med dem alle, hele tiden." han så på ham med et alvorligt blik.
"Så aldrig snak, nævn, skriv, vise...Noget som helst der har med klanen at gøre. Uanset set hvad. En anden ting er at man er et medlem af klanen for sit liv. Vi har ikke råd til at nogen forlader klanen og måske fortælle alle vores hemmeligheder et andet sted. Så er man først blevet medlem, forbliver man medlem, medmindre klanen bliver opløst eller jeg giver tilladelse. Det er enkelte dæmoner og vampyrer, som har været medlem og som han trukket sig. De er i princippet stadig medlemmer, men de har fået lov til at være passive, da de ikke ønsket at ordne klanens opgaver længere. Hvis du endelig bliver medlem af klanen, vil den fungerer som en familie og venner. Vi lære og støtter hinanden, vi hjælper hinanden. Man må aldrig skade et andet medlem og har man problemer, må man gå til en af højere rang end en selv. Man må heller ikke stjæle fra andre medlemmer" han så ned på Xander, for at se om han hørte efter og om han forstod det.
"Medmindre du er sat til at myrde nogen, må du ikke skade nogen på dit job. Altså hvis du stjæler fra en på gaden, må du ikke skade dem eller dræbe dem for at gøre opgaven lettere eller af andre grunde, end selvforsvar. Det giver meget ballade, når folk først har blå mærker at vise frem." Der var mange ting man skulle huske, som medlem, men tilgengæld sørgede Sean altid for at folk blev husket på dem. De nye medlemmer blev ofte spurgt af folk om hvad man måtte og ikke måtte, så de til sidst kunne reglerne udenad.
"En anden ting er at du altid skal have plads på dig, til de tyvekoster du skal skaffe eller kommer tilfældigt forbi. Man ved aldrig hvornår man kommer forbi en god mulighed. I klanen deler vi mange ting, men har man skaffet sig noget specielt, skal jeg se det. Nogen får lov at beholde dem, andre gange sælger jeg dem eller gemmer dem væk til mulige købere. Til gengæld får den person, der har skaffet tingen, en potion penge. En anden ting er også at vi ikke sjæler fra de fattige, sultne, børn eller svage, gamle mennesker" han så på Xander med et lille smil.
"Vi bruger dem i stedet. Det er et lidt kompliceret system, jeg kan fortælle dig om senere, men hvis du bare lade dem være i frem, går det nok. Til sidst skal du bare huske på at lyste alle dem, der har en højere rang end dig, at mine ordre aldrig må ignoreres og endelig, hvis dit udstyr går i stykker skal du selv sørge for at lave det. Vi giver et basis udstyr til alle nye medlemmer, hvis de ønsker det og har brug for det" Og så var han færdig. Der var stadig nogle småting, men han var bange for Xander allerede havde fået alt for mange informationer, til han rigtig ville kunne huske det. Og ellers måtte han spørge.
"Bryder man reglerne, sætter jeg en passende straf" tilføjede han til sidst.
De var nu nået ind til midten af byen. En halvstor plads med små boder, et lille springvand og en overraskende del folk. Sean stoppede op og holdt sig ude i kanten, hvor han kunne holde et overblik. Han var ikke bange for at nogen havde hørt ham sige disse ting: folk i byerne var van til ikke lytte hos hinanden, simpethen fordi de hele tiden gik op og ned af hinanden. De fleste var ret ligeglade.
"Lige nu ønsker jeg kun at se om du kan klare en simpel opgave. du er ung og har mange muligheder. Jeg vil se om du kan finde ud af at stjæle noget, uden at blive opdaget og jagtet. Og allerede vigtigst, uden det bliver opdaget med det samme og uden at du bliver fanget. Om du kan dræbe, er noget vi kan se på en anden dag" han lod kort blikket glide over pladsen, før han så tilbage på Xander.
"Udvælg dig et passende bytte"

Xander lyttede til hvert eneste ord. Nok var det en MASSE regler, men dem skulle han nok få lært på ingen tid. Fortæl aldrig andre om klanen. Det var der tjek på, for, hvem i alverden skulle han fortælle det til? Og selvom der var nogen at fortælle det til, så gjorde han det ikke. Det var en del af reglerne og de skulle ikke brydes. Han ville ikke ødelægge det for sig selv. Alle de ord Sean fortalte blev i Xanders tanker. Han huskede hver og en regel, gentog dem i sine tanker og stoppede ikke før han var sikker på at de sad fast. Hver gang Sean sendte ham et lille smil, sendte han ham et tilbage og kiggede ham i øjnene, for at påpege at han lyttede. Der skulle altid være plads til tyvekoster. Det skulle nok være nemt at huske. Alle reglerne var måske en stor mundfuld på en gang. Derfor forsøgte Xander at sluge dem bid for bid.
Reglerne var kørt igennem. Eller, det regnede Xander med, hvis der kom flere bagefter måtte han være klar til at sluge dem bagefter. Han nikkede anerkendende til ham. "Jeg lover at holde de regler," Stemmen var alvorlig, det samme med det lysende blik.
Nu galte det om at bestå eksamen. Ligesom Sean, kastede han et blik hen over markedspladsen. Udvælg dig et passende bytte.. Hans blik spejdede rundt efter noget passende. Først kørte hans øjne forbi en masse smykker, madvare og æsker med mystiske ting, dog stoppede blikket hurtige med at spejde, da han fik øje på en lille læder pose med rubiner og ikke nok med det, en smuk dolk med et skinnende sølv blad og en smuk udsmykning på skaftet. Han smilte svagt for sig selv, inden han forlod Seans side og forsvandt ud i mængende. Oppe i sit hoved blev han ved med at gentage reglerne.
Lad ingen se dig eller fange dig, bliv ikke opdaget og jagtet.
Overkroppen samarbejde perfekt sammen med benene da han gik igennem vrimlen af de væsner der nu var tilbage. Det galte om at tage tingene, når ingen kiggede og hvad vigtigere var, når ejermanden havde vendt ryggen til. Som ville han bare kigge på tingene, gik han hen til butikken og sendte ejermanden et uskyldigt drenge smil. Manden smilte bare tilbage til ham.. Xander blev ved med at spille skuespil om at han bare kiggede på tingene. I det øjeblik ejermanden vendte ryggen til for at besvare et spørgsmål, en kvinde lidt længere bag ham havde stillet, var Xander hurtige med sine fingre og snuppede både dolk og rubiner. Ingen så noget. Hurtigt placerede han det i sin jakkelomme og med nød og næppe inden manden havde vendt sig om, var han væk.. Hurtigt og dog afslappet, for ikke at vække mistanke, gik han tilbage til Sean. Han smilte let til ham og viste ham byttet.

Hans mørke øjne gled efter Xander, mens han selv lod blikket glide over stedet. Både vandrende bytte, i form af pengeposer hos folk, samt det stillestående bytte, som af ting i boder og butikker. Her var overraskende mange folk, af at det var aften. Tid for at sælge de ulovlige ting også, som gjorde at folk ofte ikke turde kontakte vagterne, hvis de endelig fik noget stjålet. Med alt held...Ville denne dreng blive en af hans bedste mænd i klanen. Og måske det yngste medlem af hans indre cirkel.
Han lod blikket glide efter drengen, holdt øje med hvor han gik hen og hvad han gjorde. Imens tænkte han over tanken at...Drengen skulle være hans søn.
Han ventede på at drengen kom tilbage, lige så tålmodig som drengen virkede til at være. De første par opgaver, for de nye, sendte han altid en ekstra med dem, for at tjekke op på om de holdte standarden og så de kunne lære nogle fra klanen at kende. Han overvejede lidt hvem der ville arbejde sammen med et barn...
Xander kom tilbage. Sean vendte sig om mod væggen bag sig, for at skjule godterne fra folks blikke. Han lod en rubin falde ud i hans hånd og han tog den helt op til øjet et øjeblik, mens han pressede på den med sin umenneskelige styrke for at bedømme hvor ægte den var. Var den falsk, ville den knuse til sand...Men stenen holdt. Han nikkede godkendende, før han lod rubinen falde tilbage. Så tog han dolken. Dolken var smuk, ingen tvivl om det. Han tog den ud af sit lille etui og studerede klingen. Han afprøvede hvor skarp den var, ved at lade en finger glide forsigtigt hen over skaftet. Så lagde han den tilbage i etuiet.
Til sidst gav han Xander dolken og et par af rubinerne.
"Dit bytte. Jeg er tilfreds. Lad os gå lidt væk herfra, inden folk bliver for nysgerrige"
Han førte dem væk fra mængden af folk og centrum, ind på de mindre gader, hvor der var langt færre folk og kun få boder. Han gik ud fra Xander fulgte med.
"du er optaget i klanen. På de første par opgaver, som du bliver sat til, vil du være tvunget til at arbejde sammen med en anden. Det er bare for en sikkerhedsskyld, intet personligt. Og nu er det vist på tide jeg viser dig vores hjem..." han smilte til Xander og skulle lige til at sige noget mere, da en gammel dame trådte ud foran dem og tvang Sean til at stoppe op.
Damen var rigtig nok gammel, hendes hud bar store rynker, hvortil hendes smykker nærmest sank ind i hendes hud. Hun havde en laset kjole på, i mange farver, og det grå hår var sat op i en knold i nakken, selv om nogle totter havde revet sig løs. Hendes blå øjne gled over dem begge, før hun smilte let og bukkede svagt for Sean.
"uh...En vigtig mand, jeg ser. Beklager at være dem i vejen. Rygterne fra åndernes verden, jeg høre. De er meget interessante. De siger De er ganske farlig, hvis man gør noget forkert. Og at De er ganske forvirret, i det hoved af dit!" Hun snakkede direkte til Sean og pegede endda på ham. Så gled hendes blik ned over Xander et øjeblik.
"Den var ny! Hvad skal vi vente af dem nu? Far og søn! Den var ny..." og så gik damen, inden de fik mulighed for at stille spørgsmål eller gøre andet. Det var som om hun gik i et med skyggerne. Sean var klar over der gemte sig mange "kloge" koner her omkring, men at de fleste nu bare snakkede nonsens og ingen rigtige spådomme havde at give. Sean kendte ikke kvinden...Og hun havde ramt plet. Havde han ikke gået og undret sig over dette, lige siden han begyndte at snakke med drengen?
I måske lidt for lang tid, stod han stille og bare stirrede ud i luften. Så rystede han svagt på hovedet.
"Gamle fjols. Lad os gå videre..." han prøvede at flygte fra emnet og ville begynde at gå, medmindre Xander fik sagt noget eller forhindret ham i det.

Imens Sean gennemgik hans bytte, stod Xander tålmodigt ved siden af ham og kiggede rundt på markedet med de strålende safir øjne, der undersøgte hver en bevægelse. Uden andre væsner tænkte over det, lod han mærke til om der var der lod mærke til dem, hvilket det ikke så ud som om at der gjorde. Alle havde travlt med en masse forskellige ting. En pludselig bevægelse fra Sean og Xander lod endnu engang mærke til den ældre dæmon ved siden af sig. Da han sagde at byttet holdt, smilede han tilfreds og selvsikker. Ikke at han regnet med andet, men, det var rart at høre det fra hans kommende leder. Uden rigtig at sige noget, fulgte han med Sean igennem markedet og forsøgte så godt han kunne at holde spændingen og begejstringen nede, da han fortalte ham at han var medlem af klanen. Han var en del af noget! Det kunne ikke blive bedre. I starten skulle han dog lige synke det med at arbejde sammen med nogen. Han var van til at klare sig alene, men man skulle vel altid prøve noget nyt ikke sandt? Han smilte roligt til Sean og nikkede. Ord havde svært ved at danne sig lige nu, så han valgte bare at nikke og smile til ham. Lige i det Xander troede at de skulle se hjemmet, stillede en ældre kvinde sig i vejen og så på Sean med en form respekt i sine øjne. Det fik Xander til at sætte hovedet en anelse på skrå. Hvert et ord hun sagde, slugte han og engang imellem så han spørgende op på Sean. Dog kiggede han på kvinden så snart han kunne mærke hendes øjne gennembore ham. Ordene der kom ud af hendes mund nu, kunne han ikke få sig selv til at tro på. Far og søn? Far... Søn? Hvad snakkede kvinden dog om? Sean kunne da umuligt være.. hans far.. Kunne han? Da hun igen var væk, kunne Xander ikke rigtig finde rundt i sig selv, han så stift ned i jorden og knyttede langsomt sine næver. Var det sandt? Sean.. Var hans far? Sean var allerede begyndt at gå igen.. Hans skikkelse blev mindre og mindre. Hurtigt rystede Xander på hovedet og fulgte med ham. I starten fortsatte han bare med at gå bag ham, ikke et eneste ord forlod ham, lige indtil han ikke kunne holde det inde mere. Det var som om at tankerne var ved at springe ham indvendig. Hurtigere end Sean ville kunne nå at blinke, stod Xander oppe foran og så på ham med et glimt i øjnene, der ikke vidste om det skulle være overrasket, vredt, forvirret eller.. stolt? Det at han stillede sig foran ham var et tegn på at Sean ikke fik lov til at gå videre, før han havde fået svar på sine spørgsmål. "Hvad mente hun med far og søn?" Han så alvorligt og stædigt på ham. Hungren efter at få et svar blev langsomt større og større. "Og så selvom hun var et gammel fjols, hvorfor skulle hun så sige det?"

Han havde lige håbet. Det var gået så godt, han var begyndt at gå og det virkede som om at Xander ville følge med, uden spørgsmål...Men måske var han for håbefuld. Han havde svært ved at bedømme denne situation, som han bedømte andre. Den var alt for tæt på, for personlig og alle forsøg på at skabe afstand så ud til at fejle. Han var drejet ned af endnu en lille gade, ivrig efter at lægge afstand mellem dem og kvinden, inden hun sagde noget mere. Da Xander selvfølgelig fik indhentet ham og trådte ind foran ham, tvang ham til at stoppe ud, hvis ikke han ville direkte træde på ham. På stoppe op, det gjorde han. Han tog en dyb indånding, mens drengen fik sagt hvad han ville. Så så han på ham, med sine mørke øjne, der lige nu havde et skær at kulde over sig. Dette emne huede ham ikke. Selvfølgelig ville drengen ikke lade emnet falde.
"Jeg ved ikke hvorfor hun sagde det. Gamle koner går rundt og siger forskellige ting, på forskellige tidspunkter. Deres påståede øjeblikke kan komme når som helst..." Det gik op for ham at han ikke bare kunne ignorere emnet. Men hvad ville han gøre med Seans svar? Forlange børnepenge?
Hans blik gled ned over drengen et øjeblik. Mindede de om hinanden? Det stædige blik, måske...Det at man bare ville have et svar.
"Der er måske en mindre risiko for at..." han viftede kort med hånden, som ville han bagatelliserer det, vifte det væk.
"...At jeg kunne være din far" ordet lød lidt forvrænget. Det faldt Sean fremmed at sige ord som mor og far, i hvert fald når det havde noget med ham selv at gøre. Og det at han skulle være det, måske...Ja.
"Men gamle fjolser siger fjollede ting, så det behøves vi virkelig ikke tænke videre over! Skal vi gå videre?" han var håbefuld, trods han viste det ikke nyttede. Ikke at han viste det...

Det eneste Xander egentlig ønskede var et svar, ja eller nej. Han forlangte intet af Sean. Intet af det en søn normalt ville forlange af sin far. Han havde klaret sig fint igennem årene, uden omsorgen og alt den støtte der kom fra en far. Hvorfor skulle han begynde at forlange det nu? Ikke en eneste gang, fjernede Xander øjnene fra Sean. Han ønskede et svar, et svar, det var vel ikke for meget at forlange. Da svaret, eller hvad man nu kunne kalde det, endelig forlod Seans læber, løftede Xander spørgende på et øjenbryn. En mindre risiko? En mindre risiko? Var det et ja eller nej? I stedet for at spørge om mere, sukkede han bare lavmælt og vendte ryggen til ham, kun for langsomt at gå videre. "Ja, gamle fjolser siger underlige ting," sagde han lavmælt. Man kunne høre på ham at han havde svært ved at tro sine egne ord. Hvad nu hvis kvinden havde haft ret i det hun sagde? Hvad nu hvis hans far gik lige bag ham? "Nå, lad os ikke tænke videre over det," Han drejede hovedet og så om på Sean med et skævt smil. "For, hvor stor er chancen lige for at du er min far? Vel.. ikke ret stor?" Xander kunne mærke på Sean at han ikke ønskede nogle børn og Xander behøvede ikke en far. Han så frem for sig igen, lige da en pil skød igennem himlen og nær havde ramt ham, hvis ikke han var hoppet få centimeter tilbage. Forskrækket så Xander sig omkring. Ejeren til den ene pil, stod oppe på et tag og sigtet på ham. Ved siden af bueskytten, stod en anden og sigtet med sin pil imod Sean. Langsomt dukkede bueskytterene op fra deres skjul. En efter en, skød de op af deres skjul som paddehætte. De sigtet allesammen deres pil imod Sean og Xander.
"Jeg går ud fra at disse er.. Klan fjender?" hviskede Xander svagt til Sean, han tog dog aldrig øjnene fra bueskytterne.
En af dem affyrede en pil imod Sean, uvidende om den ville ramme eller ej.

Han så lidt på Xander, drengen, og fornemmede hans tøven. Var han for egoistisk? Havde drengen brug for en faderfigur, en person han viste at han kunne søge tilflugt hos? Hvis dette virkelig var hans søn, burde han så i det mindste ikke give ham bare lidt beskyttelse, lidt følelse af at være til og kunne være? Han havde selv manglet...ikke forældre, men følelsen af at være bare lidt tryg og følelsen af virkelig at være elsket...Skulle det nu afspejle sig?
Men kunne alle ikke bare komme og sige de var hans søn og forlange han skulle tage sig af dem?
Den måde drengen næsten gav op...Et eller andet sted havde det en betydning. Hans hånd gled frem og ville have lagt sig på drengens skulder, han var ikke særlig bevidst om deres omgivelser lige i dette øjeblik...
Da en pil kom flyvende og Xander sprang tilbage. Sean trak sin arm til sig og snurrede rundt for at lokaliserer deres fjende, idioten der var dum nok til at fyre en pil imod dem, imod en dreng!
Han havde enig med drengen, men selv den lille chance...Uanset om det passede eller ej, ville muligheden for at være en far, snart have været forduftet igen. Hans sidste søn slog han ihjel...Men ingen skulle komme og slå denne dreng ihjel, hvis denne dreng virkelig var hans søn.

Han overvejede hvad de skulle gøre, da han opdaget de var blevet omringet af bueskytter. Klogt, hernede fra ville han have svært ved at nå bueskytterne ordentligt. Han hørte endnu en lyd af noget der fløj igennem luften og fjernede sig instinktivt, pilen snittede hans arm og lavede et hul i hans tøj. En svag stråle af blod begyndte at løbe ned af hans arm, men han sagde ikke så meget som av, tog sig kun kort til armen. Hvad ville disse folk? Hvis de ville dræbe dem, burde de alle affyre deres våben nu, i stedet for nærmest at holde dem hen, ved at affyre hist og her. Så genkendte han mærket. De røde øjne på deres tøj. En fjendeklan, ja.
Han tog en hastig beslutning. Dette var en smal vej, fuld af andre små veje. Det burde være nemt nok at bruge det til sin fordel og gemme sig. uden videre greb han fat i armen på sin nye søn og trak ham ind foran sig, så det var ham selv der ville ende med en pil i ryggen, hvis de nåede at reagerer. Han trak dem ned af en lille gade. Deres bedste chance var at komme ned i kloakkerne. Bag dem kunne han høre pilene flyve, lyden når de ramte træ eller jord.
Pludselig eksploderede hans ben i smerte og han nærmest skubbede Xander foran sig, da han selv faldt forover og greb sig selv med armene. Hans hænder blev dækket af støv og et let lag mudder. Han så ned mod sit venstre ben, kun for at se en pil stikke ud af den. Blodet gled ned over hans ben. I en vred bevægelse greb han fat om pilen og trak til. Med store smerter, og ikke uden et udbrud af smerte, trak han pilen ud af sit ben.
"Løb i forvejen!" forlangte han. Xander skulle i sikkerhed og det var uden tvivl. Han trak en las af sit tøj og brugte det som en midlertidig forbinding så han ikke ville forbløde...For hurtigt, i hvert fald. Men han viste at han ville blive forsinket af såret.
"Så snart du finder et kloakdæksel skal du søge tilflugt dernede. Frygt ikke at fare vild, klanmedlemmer er over det hele dernede. Finder du en, skal du blot nævne mig og de vil føre dig i sikkerhed" han nævnte intet om sig selv. Men hans stemme var bestemt og tålte ikke modsigelse.

Pile fløj igennem luften, ramlede om ørene på dem som regn. Før han han nåede at blinke, snittet en pil Seans arm og fik et lavt, hæst gisp til at undslippe ham. Han ville gå hen imod ham, da endnu en pil nær havde ramt ham, hvis ikke han hurtigt var hoppet tilbage. Det blev ved med at regne med pile. I det en pil skulle til at snitte ham, skubbede Sean til ham og var nærmest som et omvandrende skjold for ham. Hvis nogen forsøgte at ramme Xander, ville de først ramme Sean.
Xander løb så hurtigt han kunne, i et forsøg på at holde trip med archdæmonen der løb lige bag ved ham. I starten lykkes det for dem begge to at undgå pilene, indtil et svagt skub i Xander, gjorde at han røg nogen meter forover, da Sean måtte give efter for en pil der ramte ham i benet. Selvom det nok ikke var det Sean ønskede, stoppede Xander op og ville have løbet hen til ham, hvis ikke det havde været for det han råbte. Rundt om ham fortsatte pilene med at regne ned over dem. Han kiggede sig kort over skulderen, fulgte gydens murer med sit blik.. Et kloakdæksel? Det kunne han glemme alt om, han gik ikke fra ham! Da han kiggede op på taget, sigtet en af bueskytterne direkte ned på Sean, med et pil der ville ramme ham i hjertet, hvis ikke han nåede at flytte sig. Stædigt og modsigende, løb Xander hen imod Sean da pilen blev affyret og inden den overhovedet nåede at snitte Sean, stod Xander i vejen.. Den ramte den unge dæmon i armen. Han skreg lavt af smerte.. Men, den havde i det mindste ikke ramt Sean i hjertet. Hurtigt, men dog ikke smertefrit, trak han pilen ud af armen og ignorerede den klamme lugt af dæmon blod, der nu generede hans næse.. Bueskytterne var holdt op med at affyre pile og var nu kommet ned fra tagene, stadig med bue og pil placerede perfekt i deres hænder. En af dem, måske anføreren, trådte frem og sendte Sean et hånende smil.
"Er man gået hen og blevet blødsøden?" Han så fra Sean til Xander. "Hvem er knægten? Leger du babysiter?"
Manden snakkede som om han kendte Sean.. Det gjorde han dog langt fra. Han havde kun fået små informationer om ham at vide. Endnu engang sigtet han på dem, denne gang på Xander. "Jeg dræber ungen først," Han spændte buen og lige i det øjeblik han ville affyre pilen, brugte Xander den usåret arm til at tage sin dolk op af sin beholder, for derefter at kaste den hen imod manden. Til alt held for Xander, ramte den manden lige i halsen og en stråle af blod, sprøjtet ud af såret og ned på jorden.. De andre mænd var hurtige på aftrækkerne og var allerede begyndt at spænde deres buer.