The story of OUR lives. -Sean-

Til Seans store irritation forblev drengen ikke hvor han var eller løb sin vej, som Sean havde instrueret ham til. Hans første tanke var at hvis han ville blive i klanen, skulle han gøre som Sean beordrede ham til. Han beordrede folk til ting, som han viste de ville kunne klare eller for deres eget bedste. Så duede det ikke de lod være, for at lege helte.
Han bandede let for sig selv og vendte sig...Kun for at Xander redde ham for en pil i hjertet. Eller, den var rettet imod hans hjerte, i hvert fald...Han kunne have flyttet sig. At drengen ikke skreg op af smerte var endnu mere fantastisk...Og gjorde et eller andet sted Sean stolt.
Han fik på en eller anden måde kæmpet sig op og stå, da mændene kom nærmere. Benet sved, men han støttede på det alligevel, da han ikke ville vise sig svag. Han ville kæmpe, som han altid havde gjort det.

Mandens hånlige ord generede ham ikke. Manden ville blot provokerer og håbede at skubbe Sean ud af balance, psykisk. Men det virkede ikke, netop fordi Sean allerede kendte til det og selv brugte mod alle.
Han spændte buen og sendte en pil af sted inden Sean nåede at svare ham. Tingene skete lidt som i slowmotion. Xander kastede en kniv, der ramte manden overraskende godt, ca. samtidig med som Sean greb fat i drengens skuldre og vred dem begge til siden for at undgå nogen af dem, men især Xander, i at blive ramt. Pilen ramte muren med en lyd som metal mod sten og faldt så til jorden.
Han skubbede Xander i sikkerhed, før han vendte ryggen til drengen for at angribe deres modstandere. Han havde ikke tænkt sig at forvandle sig, det ville lave for meget opmærksomhed, men han ville snyde lidt. Som altid.
Han brugte sin psykiske evne, til at manipulerer rundt med mændenes hoveder, til at distraherer dem der allerede var klar til at skyde flere pile af sted, mens han trådte nogle skridt frem og med en dolk, han hurtigt havde fundet frem, gav sig i kast med nogle af de andre mænd. Dette forhindrede også dem i at skyde, samt gjorde dem temmelig forsvarsløse, da de kun havde buen i deres hånd. enkelte nåede at finde en kniv frem, inden Sean plantede sin dolk på livsfarlige steder. Hans hænder var snart røde af blod, omend det ikke så ud til at generer ham.
Endelig, om Xander selv nåede at slagte nogle af dem eller ej, og trods hans dårlige ben der smertede helt forfærdelig og faktisk forhindrede ham i at bevæge sig helt så smidigt rundt, som han ville, var der kun en mand tilbage.
Sean greb fat i manden og bankede ham op mod væggen. En sær vrede flakkede i Seans øjne, men han dræbte ikke manden.
"Ingen truer denne dreng og slipper levende fra det. Men jeg har brug for dig. Du skal løbe tilbage til resten af din latterlige, lille klan og fortælle dem at de har præcis et døgn til at flygte ud af byen...Ellers vil i alle blive slået ihjel. Vi holder øje med jer!"
Så slap han manden, som havde travlt med at stikke af. Sean trak vejret dybt og støttede sig op til væggen. Det føltes som om hans ben var ved at falde af...For ikke at nævne det var blødt igennem hans kreative bandage, så hele hans ben virkede mindst lige så rødt, som hans hænder, underarme og bryst. Han drejede hovedet og så mod Xander.
"I live?"

Xander kunne godt fornemme på Sean at han blev irriteret over, at han ikke fulgte hans ordre, ved at stikke af og finde klanen. Selvom Xander gerne ville parere ordre, lige meget hvad, så ville han føle sig som en hund der tog i halen imellem benene hvis han bare løb sin vej nu. Han måtte tage imod skideballen senere. Lige nu, galt det bare om at få de bueskytter skaffet af vejen.
Smerten i hans arm var udholdelig.. Nok havde han været ude for ting, men aldrig en sådan smerte i armen.
Samtidig med at han sendte dolken af sted, sendte manden sin pil af sted og Xander kunne knap nok nå at blinke, før Sean havde vredet dem begge til side, ved at rykke ham i skulderen. Han ignorerede så godt han kunne smerten i armen over det pludselig ryk.. Pilen ramte muren ved siden af dem med en klirende lyd. Xander spærrede overrasket øjnene op. Tingene sket ufatteligt hurtigt. Mændene kunne pludseligt ikke bevæge sig.. Sean bevægede sig fremad imod dem med en dolk i sin ene hånd.. Endda med såret i benet, bevægede han sig smidigt og selvsikkert rundt.. Xander måtte indrømme at det var ret så imponerende. Med sine ene hånd placeret over sit sår, så han på hele blodbadet, med store udspillet øjne. Ikke at han ikke havde set blod før, det var mere det at Sean bevægede sig så hurtigt rundt, der imponerede ham..
Efter Sean havde truet den sidste mand, gik han langsomt hen imod ham og blev ved med at høre de ord, Sean lige havde sagt til manden, oppe i sit hoved.
Ingen truer denne dreng og slipper levende fra det..
Det var en underlig følelse der kørte igennem Xander efter de ord.. Var det sådan det føltes når nogen holdt af dig?
Stadig med hånden placeret over sit sår, gik han hen ved siden af ham og smilte svagt til ham.. Til det med at han var i live, nikkede han svagt til og adskilte derefter sine læber for at sige noget.
"Hva med dig.. I live?" Han så ham ind i øjnene.. "Hvem.. Hvem var disse bueskytter?" Spørgende satte han hovedet på skrå. Kort kiggede han sig omkring.. Det var nok en ide at de kom ud af denne gyde før nogen opdagede blodbadet herinde. "Tak, for resten," Han så på ham med et anerkende blik. "Tak for at du.. nærmest reddet mit liv,"..
Nok var det måske en smule blødsøden at sige tak, men, han syndes Sean fortjente et tak.. Desuden, syndes han ikke at det var blødsøden i dette tilfælde. Det var jo ikke fordi han så på ham med store hundhvalpe øjne.. Derudover var der meget anerkendelse i de krystalblå øjne.

Sean lod blikket glide over Xander og overvejede hvor meget blod han havde mistet. Han tænkte over de ting og værdier Xander havde udvist og hvordan han selv nærmest havde reddet Sean. Så nikkede han let. Han var ikke længere i tvivl...De måtte være i familie. Og han ville ikke engang være ked af at indrømme det! Og det bedste var at Xander udviste gode evner, mod og en god forståelse. Med lidt held ville Xander en dag være den der overtog klanen... Medmindre han ændrede sig.
Han blev igen opmærksom på sine smerter og viste Xander måtte have det på samme måde. Han lod blikket glide over gyden, for at sikre der ikke sad nogen fjender og gemte sig i skyggerne, før han gjorde tegn til at de hellere måtte komme videre, mens de kunne. Der var ikke langt til den nærmeste kloakdæksel.
"Selv tak" lød hans halvtrætte svar.
"De er en af...de andre klaner, som kæmper for at være her i byen. Vores klan er en af de største og vi bestemmer næste det hele i byen, men det betyder ikke at vi ikke har fjender...Faktisk tværtimod" han smilte svagt.
"Deres klan er dog næsten udryddet...Jeg tror det er derfor de tyede til så desperat en handling" for ham havde den været desperat. Og de havde ikke vist hvem de skulle kæmpe mod. Den styrke han besad, især to dæmoner.
"Klankrige er normale. Normalt, dog, er vi blot enige om hvem der har hvilke territorier eller enige om at ignorerer hinanden, medmindre vi udøver skade på hinanden" han smilte svagt til Xander.
"Der er en grund til mine klanmedlemmer ikke har et tegn på hvilken klan de tilhøre. For det første ville vagterne vide det med det samme, vores fjender ville vide det med det samme...Jeg syntes det er bedre at være lidt i tvivl om hvem der er hvem, end at miste mænd" han trak let på den ene skulder. Til gengæld havde de nogle forskellige kodeord, men dem skulle Xander nok snart få at vide.

Endelig kom de til et kloakdæksel. Sean stoppede op og kiggede sig endnu en gang rundt, blot for at konstaterer de var alene.
"Selv om vi er stærke, så lad helst så få som muligt, se du søger tilflugt under jorden" smilte han.
"Så undgår vi flest problemer..." Det sagde måske sig selv, men han ville være sikker på Xander tænkte over det.
Sean bukkede sig ned, greb fat i dækset og hev det op. Det gjorde ondt i benet, men han peb ikke. Et rundt, sort hul kom til syne.
"Dig først. Trinnene kan være glatte" Han mente selvfølgelig trinnene på jernstigen.
"Der vil være lidt lys dernede, i form af krystaller hist og her. Og ellers så hold dig til væggen, så du ikke ender i vandet" tilføjede Sean.
Efter at Xander var gået ned, hvis han gjorde, gik Sean efter ham.

//Skal vi springe videre i emnet og sige de får lidt lægehjælp til deres sår og at Sean sørger for at Xander bliver vist rundt og lære de sidste regler...Eller vil du gerne have vi emner videre med det? Eller skal vi måske bare springe videre til et helt nyt emne? //

// Vi springer bare til de er healet og Xander bliver vist rundt

Xander lyttede opmærksomt med da han fortalte om de andre planer, imens han med den såret arm, fulgte trop med ham. Engang imellem kiggede han rundt, kun for at være på vagt over en pludselig fjende, der måske kunne træde frem fra skyggen. Man kunne jo aldrig vide. Langsomt kunne han mærke hvordan armen blev mere og mere livløs. Det gik ikke at den gik hen og blev ubrugelig.. De måtte heller se at finde en der kunne hjælpe dem begge med deres sår. Han så op på Sean med et svagt smil. Nok var det ikke sikkert at Sean var hans far, men, af en eller anden grund kunne han godt lide tanken om at han var. Ikke at han vil forlange alt mulig af ham, det var mere tanken om at han havde denne stærke archdemons blod i årene, der gjorde at han kunne lide tanken. Manden ved siden af ham, var uden tvivl en han kunne se op til. Far eller ej. Det fandt de nok aldrig hundrede procent ud af.
Han grinte svagt over det Sean sagde med problemerne. "Det giver meget mening," Smilte han roligt.
Da kloakdækslet blev fundet, kravlede han ned som Sean bad ham om og gjorde sit bedste, for at holde fast med den snart ubrugelig arm. Inden længe forsvandt de begge nede i mørket.. Xander kunne ikke vente med at se klanen.


Rundt om den såret arm, bar han nu et bandage og han kunne stadig mærke den svage svige, fra det form for lægemiddel der var blevet brugt i såret. Nu stod han og så rundt på forskellige væsner. De så skam også på ham. Nogen med forvirret blikke, andre med svage smil på læben. Xander ventede på at gå nogen steder.. Lige nu var Seans ben ved at blive set på og han havde aldeles ikke tænkt sig at gå rundt i en klan han knap nok kendte. I hvert fald ikke alene.. Han så sig kort over skulderen, for at se om Sean snart kom ud til ham.. Tålmodigt tog han en dyb indånding. Han vidste at Sean var hårdt såret i benet og at han nok skulle bruge lidt tid.. Nysgerrigt fortsatte Xander med at se rundt på sin kommende klan..

Normalt tjekkede han selv sine sår. Men han stolede på de læger, han havde samlet i klanen, og efter de havde sendt ham et kritisk blik var han fået med til at blive efterset. Da han lå og ventede på de fik syet færdig, hvilket gjorde lidt ondt måtte han indrømme, faldt det ham hvor træt han følte sig. Det havde været...yderst begivenhedsrigt. Men han havde ikke lyst til at forlade sin sø...Xanders selskab endnu. Han kunne lige vise ham lidt rundt, trods det blev mens han humpede.

Endelig slap han ud, kun for at opdage Xander havde ventet tålmodigt. Folk sendte ham nysgerrige eller mistænksomme blikke, mens enkelte bare ignorerede ham. De kendte ham endnu ikke og børn, som han var i deres øjne, hørte ikke til i så hårdt et miljø. De tog sjældent imod børn. Han humpede hen ved siden af ham og så ud over tunnellerne et øjeblik.
"De kan være labyrintiske, men man lære det hurtigt. Du ved allerede hvor hospitalsafdelingen er" tunnellerne her, i centrum af klanen, var store og overraskende lune. En del krystaller lyste dem op og med regelmæssighed hang der tørrede planter over det hele, som spredte en lidt sød duft. De skulle forhindre folk i at gå og få brækfornemmelser over lugten af slam og...efterladenskaber. Alt hvad folk nu kastede i kloakken. Herinde var tunnellerne også løftet op og bygget op, så der kom aldrig vand derind. Og der var rum, både store og små, bag døre og åbninger. Store rør, bronzefarvede, snoede sig som slanger igennem alle tunnellerne og rummene.
"De spreder varme her. Varmen sørger for har ikke bliver vådt og gør så folk kan holde ud af være her. Der var et tidspunkt, under krigen, hvor vi ikke havde nok brandstof til dem i nogle dage og her blev forfærdelig koldt!" han smilte let.
"Lad os gå lidt rundt"
Imens Sean, som humpede en smule langsomt af sted, viste ham rundt, satte han ham også ind i nogle flere regler og traditioner imellem dem. Og en smule historie, om hvordan han havde overtaget klanen efter en der hed Arason og at han havde kæmpet med den tidligere leder om at overtage kloakkerne.

Han viste ham hvor soveværelserne var. Der var for enhver. Både sovesale, hvis man ville være sammen med mange, men også for få personer eller eneværelser. Han lod Xander vælge det han havde mest lyst til og skrev det op på en seddel, som han gav til en overordnet, der holdte styr på hvis der var hvis.
Han viste ham hvor køkkenet var og hvor man spiste. Hvor træningsrummene var - hvor der stort set altid var nogen der øvede eller trænede med nogle trænere. Han viste ham hvor deres lagerrum var, hvor de opbevarede våben og hvor de blev repareret. Han viste ham hvilke folk han skulle gå til, hvis han skulle få brug for noget som helst, tøj, våben eller andet.
Til sidst viste han ham hvor toilet og bade var, hvor storsalen var (hvor de ville modtage fællesbeskeder, når Sean eller Jimmy, hans højre hånd, havde nogen) og hvor kontorerne lå. Ved kontorerne var de folk, som tog sig af økonomien og tilladelser. Sean havde også sit eget kontor, hvor han tog sig små møder og de vigtigste ting.
Til sidst stod de næsten hvor de var startet.
"Nogle af de mest forvirrende ting kan være hvilke tunneller der går hvor hen. Men bare spørg. Ellers er der skilte forholdsvis mange steder, så folk kan finde rundt. Ude i de mindre tunneller er der vagter i små vagtrum. De skal tjekke tunnellerne regelmæssig for fjender eller andre uventede gæster og sørge for der er fri passage, vise klanmedlemmer den rigtige vej eller sørge for krystallerne derude virker. Hvis du fare vild kan du spørge en af dem, de vil vide dig til en af hovedtunnellerne igen" smilte Sean, om muligt, endnu mere udmattet før.
"Tanken om at bo i en kloak er nok ikke så lækker. Men man vænner sig til det. Og det er ret praktisk...Folk aner ikke hvor vi gemmer os"

Han kunne godt mærke at de ikke var van til at se et barn på disse kanter. De mente garanteret at et barn ikke hørte til hernede. Af en eller anden grund, gjorde det Xander mere sikker i sin sag om at han ville blive her og bevise overfor de forskellige, at han hørte til her. Desuden, havde han ikke været et barn i snart flere år. Når man var en incubus, stoppede man hurtigt med at være et barn, for at sige det mildt. Tålmodigt fortsatte han med at vente på sin fa.. Sean. Da han endelig stod ved siden af ham, så han op på ham og lyttede til hvad han havde at sige. Det hele gav meget mening. At gemme sig i kloakken var en perfekt ide, specielt når man havde planter til at kvæle den kvalmende lugt og krystaller til at opvarme dem.
"Hvad gjorde i så da varmen forsvandt?" spurgte han og smilte let.
Historien om klanen lyttede han interessant med på, imens han gik langsomt ved sin af Sean. Trods alt skulle Sean passe på med sit ben. Man kunne se på ham at han lyttede, ved at han både nikkede og at der var et svagt glimt i de krystalblå øjne.

Det var større end man skulle tro. Der var både eneværelser, sovesale, toiletter, et lagerrum og endda en træning sal. Lydigt og nysgerrig, fulgte Xander fortsat trop med Sean og lod ikke en eneste ting slippe forbi hans blik. Hvad der angik hvor han skulle sove, bad Xander om et eneværelse, eftersom det var det han var van til og mest brød sig om. Storsalen, fik ham kort til at spærre øjnene op. Det havde han bestemt ikke regnet med at der var. Det her sted var jo fantastisk! Tænk at alt det her havde forgået under fødderne på ham så længe!
Rundvisningen var slut og de stoppede nu ved det der kunne ligne et kontor. At man kunne fare vild hernede, undrede ikke Xander på nogen måder, det var trods alt større end man skulle gå og tro. Han lod Sean snakke færdig og nikkede derefter svagt på hovedet. Nok kunne mærke på Sean at han var en smule udmattet, men, han ville bare gerne spørge om en sidste ting.
"Er der andre end dig bestemmer her? En hjælper, eller, har alle forskellige rang?" Han så spørgende på ham. Det kunne vel altid være rart at vide, hvem man skulle tage ordre fra og hvem man ikke skulle.

"Folk pakkede sig ind i tæpper, dyner og tøj. Og brokkede sig en hel del. Men de blev her, for her var mad og sikkerhed" svarede han smilende.

Efter rundvisningen viste Sean dem til en lille opholdsstue. Her var et par reoler med bøger, som folk kunne komme og læse som de ville. Der var også så de kunne sidde og vente på hinanden eller generelt bare slappe af, måske tage et spil. Sean lod sig dumpe ned på en stol. Hans ben dunkede og han viste lægerne helst ville have han slappede af, også på grund af blodtabet. Han lod fingrene glide over panden, før han trak hånden igennem håret. Han så på Xander igen.
"Selvfølgelig...Jeg har ikke fortalt noget af det vigtigste..." han smilte svagt og rystede en smule på hovedet af det.
"Jeg er den aller øverste. Alle kan komme til mig, med hvad som helst. Men for at jeg ikke skal brække nakken på folks banaliteter, har vi et rangsystem. Min højre hånd er lige under mig og ellers over alle andre. Han hedder Jimmy. Han er lidt gammel, men han tager sig også kun af det administrative. Under os kommer der en...Uofficiel og hemmelig rang. De står lidt ude for systemet og ingen snakker rigtig om dem og det vil jeg heller ikke..." han ville dog have nogle hemmeligheder.
"...Så efter mig og Jimmy kommer vores rådgivere. De er folk der enden har været i klanen længe, og derfor ved meget om hvordan den fungerer, eller folk der er eksperter eller mestre. De husker os på en masse ting eller bringer folks klager til os. Man kan altid gå til dem, deres job er at lytte på folk og rådgive dem, som os andre. Endelig har vi en fællesrang for læger og magikere. De fleste gør som de siger, for de er vigtige for klanen og ved hvad de gør. De kaldes også doyerne. De står også lidt ude for rangsystemet. og så er der resten, der rangerer efter hvem der har været her længst og har fortjent noget.
Du falder altså nederst i rangsystemet, for nu. Til du har bevist dit værd over for mig, som for resten af klanen. " han så sig omkring et øjeblik.
"Så for at sige det på en nem måde: Jeg, Jimmy og vores rådgivere er de eneste der kan direkte forlange noget af dig. De andre kan kun foreslå eller bede om din hjælp. Men det klogeste er at vise dem respekt og en tjeneste...Vil blive husket" han smilte let og trak vejret dybt.
"Du har sikkert masser af spørgsmål. I så fald vil jeg opfordre dig til at spørge folk omkring dig. Jeg vil trække mig tilbage og slappe lidt af. Du må kigge dig omkring alt du vil. De steder, hvor du ikke må være, vil være låst af. At bryde ind alligevel giver en straf. Må du falde godt tilpas her" smilte han let.

Han smilte svagt til det Sean sagde med at de pakkede sig ind i tæpper, alt imens brokkende ord havde forladt deres læber. Af en eller anden grund kunne han ikke forstille sig de væsner der gik omkring ham nu, pakke sig ind i tæpper og derefter brokke sig. Alle virkede så stærke. Han klukkede svagt ved tanken om det. Det med at brokke sig, hørte vidst til alle væsner lige meget hvor stærke de så end måtte være.

De kom til en opholdsstue, hvor en labyrint af bøger nu tornede sig over Xander. Eller, labyrint og labyrint, der var i hvert fald nok læsestof til stede! Han så sig nysgerrigt omkring og fik endda kort øje på nogen nye ansigter. De sad ved deres eget lille bord og dystede imod hinanden i et kort spil. Han smilte svagt ved synet, hvor han derefter så hen på Sean, der var begyndt at svare på hans spørgsmål. Xander havde på fornemmelsen, at Seans ben dunkede ligeså meget, som hans arm gjorde. Hvem der var over hvem, var interessant for ham at vide. Det gjorde ham blandt andet også klar over, hvem han i hvert fald ikke skulle generere, på nogen måder! At han faldt allernederst i rang systemet, gjorde ham egentlig ikke noget. Han havde ikke forventet at blive korret som et eller andet.. Så længe han bare kunne få lov til at gå rundt uden snor, klarede han den nok. Efter de sidste ord havde forladt Sean mund, nikkede Xander til ham, som på et tak og at han nok skulle lade ham være nu.
"Jeg vil lade dig slappe af," sagde han med et smil, hvor han derefter vendte ryggen til Sean, for at se sig omkring i klanens stærke mure. Inden han forlod opholdsstuen, så han en sidste gang om på Sean, med et svagt forvirret glimt i de krystalfarvet øjne. Det var næsten stadig uvirkeligt for ham at det måske var hans far der sad der. Lige der. Ikke så langt fra ham.. En far der nu også var hans leder.
Han drejede hovedet om igen og forlod opholdsstuen. Alt omkring ham var for spændende, til at han havde lyst til at hvile sin arm. Lige meget hvor han gik hen, fandt han altid noget nyt at opdage. Endda selvom han lige havde fået en rundvisning! Alle blikkene der var rettet imod ham, ignorerede han blot og fortsatte med at se sig omkring. Det første han stoppede helt op ved, var våbenlageret. Som et barn i en slikbutik, begyndte han at se rundt på de forskellige våben, med et stort glimt af interesse i sine øjne.

Han lod Xander forsvinde, uden tvivl for enden selv at gå på opdagelse eller for at slappe af. Personligt gik der kun et øjeblik, før han rejste sig op og humpede ned til sit kontor. Han ville sove et par timer på sofaen og derefter ordne nogle papirer og planer for senere...
Han faldt i søvn på overraskende kort tid.

//Out//

// OUT, tak for emnet Du siger bare til hvis du vil have et nyt et, det vil jeg i hvert fald gerne :3 //

//Jeg ved ikke helt hvilken af dine karakterer jeg skal skrive til, for at sige det xD Men jeg er altid frisk på et emne //

// nej, forstår jeg godt xD undskyld x3
Men, det var nu mest herover xander jeg tænkte vi kunne tage et nyt emne //

//Det håbede jeg også på - Vil gerne udvikle deres forhold til hinanden //

// samme her