Smile. It's just a smile. -Allyson-

O: Da det stormer voldsomt, er der ingen dyr eller væsner i syne. Træerne vipper og er tæt på at ende som et dominospil. Dyrene er gået i ly. Der er ingen zombier i syne.
V: Det stormer, engang imellem kommer regnen og danser med vinden. Himmelen er grå, solen er ikke noget steder at se.
T: Eftermiddag.
P: En gråblå hættetrøje og et par svagt sorte cowboybukser. Om hoften er der det sædvanlige bælte med dolkene i.

Han var taget herud, for at finde et bestemt sted. Stormen var en anden sag, den var kommet pludseligt, imens han allerede var udenfor. Livet syndes åbenbart ikke at han skulle se stedet igen. Måske mente det at han ikke kunne klare syndet af det? Det var dog en latterlig teori, hvorfor skulle han ikke kunne klare synet af en brændt træhytte? Nok var minderne klarer en nogensinde før, men, det betød ikke at han ikke kunne håndtere dem. Han svang armene om sig. Hættetrøjen klistrede sig ind til ham. Det føltes som at gå rundt med en bunke sten. Endda bukserne formåede at genere ham ved at klistre sig ind til benene. Da han endelig kom til den brændte hytte, løb han ind i den og tog imod det ly der nu var at finde. Det var ikke til at tro at denne hytte engang havde været.. Hans hjem? Mange af væggene var brændt ned til grunden og kun få steder kunne han finde et tag.. Der hvor der fortsat var tag, var sjovt nok over hans og Jacobs værelse. Han smilte svagt ved synet af det. Da han gik igennem den tidligere stue, dansede sod og aske om fødderne på ham. Væggene var grå ligesom himmelen.
Han fjernede den klistrende hætte fra sit ansigt. Regnen piskede fortsat ned. Takket være hyttens 'ly' var det dog ikke så slemt. Han fortsatte med at gå rundt og rundt. Uviden om hvad han egentlig ville. Han savnede en at snakke med. En som Allyson. Han sukkede og satte sig på det der engang var en blød seng. Den var dog ikke andet end hårde fjedre og slidt madras nu. Allyson havde været så god at snakke med.. Også lykkedes det ham at skræmme hende væk ved at kysse hende? Han kunne ikke andet end at hade sig selv for det. Kysset havde været dejligt og det havde føltes rigtigt.. Også brugte han sætningen: Jeg skulle ikke have gjort det. hvor dum kunne man være?
Han ville ønske at han kunne se hende igen, få en chance til og behandle hende ordentligt! Med et dybt suk, lod han sig falde bagover på sengen..

//Håber det kan bruges, er som regel ikke så gode til de starte der x3..

Allyson trak den sorte kappe tættere om sig selv, mens hun løb. Kappens hætte var røget af, så hendes hår var vådt. Hvorfor hun var ude i skoven, mens det stormede? Hun flygtede fra sig selv, kunne man sige. Det var ikke fordi hun var tørstig efter blod, hun havde fået lidt, uden at skade personen. Det var bare fordi, at personens blod ikke havde været det blod, hun ville have. Det var Joshs blod, hun ville have. Hun kunne ikke komme sig over, hvor godt hans blod smagte, hvilket irriterede hende grænseløst. Hun havde besluttet at hun ikke ville snakke med ham igen. Han havde kysset hende og derefter sagt at han aldrig skulle have gjort det, da hun havde spurgt om, hvad det betød for ham. Hun rystede på hovedet, for at få tankerne om Josh væk.
Hun stoppede med at løbe, da hun så en brændt hytte. Hun så kort op i himlen, inden hun gik hen imod hytten. Hun trådte ind i hytten, og så sig kort omkring. Hun gik lidt rundt i hytten, inden hun nåede til et værelse, hvor hun kunne se en person ligge på en seng inde i værelset. Hun stivnede, da hun opdagede hvem personen var. Det var som om hun fik en knytnæve i maven. Hun knyttede sine hænder. "Hvad laver du her?" Spurgte hun med en kold stemme. Måske skulle hun bare gå og finde et andet sted at få ly?

En stemme så kold og genkendelig, fik ham til at sætte sig hurtigt op. Det glædede ham at se Allyson. Glæden var dog kun på hans side. Intet over hende afslørede at hun var glad for at se ham. Ikke at han havde regnet med at hun ville være det. Han svingede benene ud over sengens kant. Fødderne blev endnu engang mødt af dansende aske da de ramte gulvet. "Jeg kom her til for mindernes skyld, det her er mit gamle barndomshjem med min bror," Han så ned i gulvet med et svagt smil. Det interesserede hende sikkert ikke alligevel hvad han lavede der, det var jo bare et af de spørgsmål man altid stillede. Han løftede hovedet og så op på hende. "Før du går, hvilket jeg kan fornemme du har lyst til, vil jeg gerne have lov til at sige undskyld. Jeg skulle aldrig have sagt det jeg gjorde, for.. ved du hvad.. Kysset betød noget. Det føltes så rigtigt," Han smilte svagt til hende, hvor han derefter så ned på det beskidte gulv en gang til. "Du er god at snakke med Ally og det viste jeg ikke rigtig ved at behandle dig sådan, det beklager jeg," Han så op på hende igen. Der var intet over ham der sagde at det var løgn. Sandheden svømmet rundt sammen med mandelfarven i hans øjne. Han lod sig falde bagom på sengen igen. Et tegn på at hun selv bestemte om hun tog imod undskyldningen eller ej. Selvfølgelig håbet han på at hun tog imod den og hvis ikke, jah, så var han van til at blive såret og miste folk.. Ikke at han kunne lide det. For det kunne han langt fra.

Allyson lagde hovedet lidt på skrå, da han satte sig op. Hendes blik viste ingen følelser. Hun var vel lidt glad for at se ham, men hun ignorerede det. Hun ville ikke såres af ham igen som sidste gang, så hun ville holde afstand til ham. "Hvem har brændt det?" Hun kunne have slået sig selv, men hun kunne ikke gøre for at hun stadig var nysgerrig omkring ham. Hendes hænger tog fat i hendes kappes stof og trak kappen om sig selv, som om hun ville beskytte sig selv. Hvilket jo også var det hun ville. Hun kneb øjnene lidt sammen, da han sagde at kyssede havde betydet noget for ham. Hun vidste ikke om hun skulle tro på ham. Hun ville rigtig gerne tro på at kysset havde betydet noget for ham, men hun turde ikke helt. Hun fnøs hånligt, da han sagde at hun var god at snakke med. Hun var ikke så skrøbelig lige nu, som hun havde været sidst. Hun havde bygget en mur omkring sig selv, for at hun ikke skulle blive såret igen. "Det er lidt forsent at sige, at det kys betød noget for dig, Josh." Hun så væk fra ham og ned i gulvet, der var dækket af aske. "Jeg ved ikke helt om jeg tør tro på at det betød noget for dig." Hun så på ham igen. "Hvorfor kyssede du mig?" Krævede hun at vide.

Han blev bare liggende og stirrede op i det loft, der så ud til at det meget snart ville falde sammen ned over hovedet på ham. En enkelt fjer og det ville gå i tusinde stykker. Det overraskede ham at høre hun spurgte om hvem der havde brændt det. Interesserede det hende overhovedet? "Jacob," Han så fortsat op i loftet. "Han brændte det ned da mit.. yngre jeg døde, han kunne ikke klare alle minderne.. Og med hensyn til yngre jeg.. jeg startede med at komme fra fremtiden," Han lukkede sine mandelfarvede øjne i og huskede tilbage til fortiden, den fortid der var andres fremtid. Minderne var ved at blive sløret. Det var som om at de var ved at blive slettet fra ham. Samtalen gik videre. Hendes kolde og stærke stemme overraskede ham ikke. Egentlig havde han ikke regnet med andet. Hun havde ret til at tale sådan. Om hun turde tro på det, var hendes egen sag, han ville ikke tvinge hende til at tro på ham. "Det bestemmer du selv om du tør.. Jeg ved bare at det er sandt," Aldrig tog han øjnene væk fra loftet. Han følte sig så tabt. Det var som om at han et kort øjeblik ønskede at taget skulle ramle ned over ham.. Da hun spurgte ham om, hvorfor han kyssede hende, formåede han endelig at se væk fra loftet og hen på hende. "Fordi, du.. Havde noget specielt.. Jeg havde ikke haft det så godt som jeg havde det med dig i flere uger og.. så kom du bare der, sød, smuk og venlig.. Jeg kunne bare ikke lade være," Han kiggede op i loftet igen. Hænderne foldede han som en pude ved baghovedet. Brystkassen kørte op og ned i rolige vejtrækninger.

Allyson var lidt sur på ham, men hun var mest sur på sig selv, fordi hun havde kysset ham sidst. Hun savnede lidt følelsen af hans læber mod hendes, men hun ignorerede det så godt hun kunne. Hun blev forvirret, da han sagde at Jacob havde brændt huset ned, da hans yngre jeg døde. Hans yngre jeg? Hvad skulle det betyde? Hun blev endnu mere forvirret, da han sagde at han var fremtiden. "Hvordan kan du være fra fremtiden?" Spurgte hun undrende. Hun kunne ikke lade være med at blive lidt irriteret på ham, da han sagde at han vidste det var sandt. Hun kneb øjnene lidt sammen, da de fik øjnekontakt igen. Hun rødmede svagt over det han sagde og hun hadede sig selv for det. "Hvorfor sagde du så at du aldrig skulle have kysset mig?" Spurgte hun. Hun gik hen til ham og satte sig på sengekanten. Hun stoppede ikke med at kigge på.

Det var forvirrende, det vidste han udmærket godt og at skulle forklare folk det, var begyndt at være en vane. Ordene kom bare dansende ud af munden uden han tænkte over det. De var parate til at forklare det hele på den korteste måde. Han smilte svagt og lukkede sine øjne i. Hænderne var fortsat bag hovedet. Hele hans krop afslørede at han slappede af. "Jeg kommer fra fremtid, ved hjælp af nogen tidskrystaller.. Jeg tog til fortiden for at finde ud af hvem min far egentlig var.. Hvem jeg var. Jeg fandt ud af det, men, jeg kunne ikke tage hjem igen. Ser du, jeg havde forelsket mig og fået venner her. Det var svært at tage hjem.. Det problem blev løst da mit yngre jeg, en knægt på otte år der rigtigt skulle have været i denne tid, blev dræbt.. Jeg overlevede kun takket være ofring og en form for magi," Der var den. Historien. Hun måtte tro på det eller lade være.. Han kunne ikke rigtig forklare det bedre. Ved følelsen af at hun satte sig ved ham, åbnede han øjnene og så på hende ud af sin øjenkrog. Hun lod bare til at være mere irriteret på ham. Det skulle han have en præmie for, at gøre folk irriteret. Hendes spørgsmål derimod, fik ham bare til at kigge væk fra hende igen, op i loftet hvor blikket helst ville være i det øjeblik. "Fordi, jeg troede du ikke brød dig om, at du kun kyssede mig tilbage for at jeg ikke skulle stå der og ligne et fjols,"

Allyson blev bare mere irriteret af at han slappede sådan af. Hvordan kunne han være så afslappet? Hun kunne ikke slappe af, når hun var i nærheden af ham. Det var vildt irriterende. "Kunne du ikke bare finde ud af, hvem du og din far var i din egen tid?" Spurgte hun. Det kunne være godt at det lød lidt som om, at hun ville ønske at han var blevet i sin egen tid. Det var dog ikke tilfældet. Hun var glad for at han i denne tid, selvom hun nok ikke ville indrømme det overfor ham lige nu. Hun var jo egentlig ret vred på ham og det han sagde om kysset gjorde det ikke ligefrem bedre. Hun rejste sig brat op. Hun tog en afbrændt bamse op fra gulvet og kastede vredt efter ham. "Du kyssede mig en gang, og derefter kyssede jeg dig! Husker du det? Tror du at jeg kyssede dig fordi du ikke skulle ligne et fjols?!" Sagde hun med en hævet stemme. Hun gik hurtigt hen til ham og tog bamsen. Hun slog den ud efter hans hoved et par gange, men hun slog ikke særligt hårdt. Hun kastede dog bamsen væk efter få sekunder, tog fat i hans hættetrøjes stof og trykkede sine læber kort mod hans.

Hendes spørgsmål fik ham til at se hele sit liv på en anden måde. Hvad var der mon sket hvis han aldrig var taget til fortiden? hvordan ville fremtiden så være? Ville han være død? Trods alt dræbte Logan jo hans yngre jeg, hvilket ville sige, at der ikke ville have været nogen fremtidige ham. Det var en forvirrende tankegang! Han blev fortsat liggende. Tog det roligt, som sagt, havde han det godt omkring Allyson. "Fordi, der var ingen der rigtigt kunne svare på mine spørgsmål i fremtiden, derfor, tog jeg til fortiden for selv at finde ud af det.. Tog sagen i mine egne hænder," Han smilte svagt. Ikke at der var så meget at smile over, men, hans mor havde lært ham at man altid skulle forsøge at smile alligevel. Det næste øjeblik sket så hurtigt. Hun rejste sig som en slange på jagt fra sengen. Kiggede på ham med stikkende øjne og valgte med det samme at gå til angreb med en.. Bamse? Seriøst, slog hun ham med en bamse? Selvom han det ikke gjorde ondt, kunne han ikke lade være med at tage armene op foran sit ansigt og forsøge at undgå slagene fra den næsten brændte bamse. Engang imellem undslap en latter ham endda. Et ryk i hans hættetrøje og han nåede ikke at sige noget, før hun trykkede sine læber imod hans. Overrasket spærrede han øjnene op.. Den havde han ikke set komme.. Hvor kom den pludselig styrke fra? Grebet om hættetrøjen var stærkt. Han lukkede sine øjne i og kyssede hende blidt tilbage.

Allyson var glad for at han var i denne tid. Fordi hvis han ikke havde været der, havde hun aldrig mødt ham. "Men, er det ikke farligt? Du kan påvirke fremtiden på en dårlig måde, ikke?" Hun var ikke sikker på hvordan det fungerede. "Overvejer du nogensinde at tage tilbage til fremtiden?" Spurgte hun forsigtigt. Hun håbede at han ville svare nej, for hun ville have han blev.
Allyson havde ignoreret hans latter, da hun havde slået ham med bamsen. Hun havde slået ham med bamsen, fordi hun var en smule vred på ham. Hun kyssede ham, fordi at han var så sød, pæn og uimodståelig. Hun satte sig over ham, så hun havde et ben på hver side af ham. Hun gav slip på hans hættetrøje og strøg sine hænder op til hans kinder, som han aede blidt med sine tommelfingre. Hun nød at mærke hans læber mod hendes. Hun trak sig dog lidt væk, da hun havde brug for luft. Hun lænede sin pande mod hans. "Jeg kyssede dig tilbage sidste gang, fordi jeg rigtig godt kan lide dig og jeg kyssede dig denne gang, fordi du er uimodståelig." Hviskede hun mens hun rødmede svagt.

Han smilede svagt over de spørgsmål hun stillede ham. Det var gode spørgsmål. Han havde spurgt sig selv om dem mange gange. Dog bekymrede han sig ikke rigtig om det mere. Den fremtid han levede i, eksisterede nærmest ikke mere, han havde ændret for meget i sit liv. Nu var det i denne tid det hele foregik. Han var ikke engang i stand til at rejse tilbage endnu engang. "Jeg har ændret meget, men, nu hvor mit yngre jeg er dødt, er det den her tid jeg lever i.. Den fremtid jeg kom fra, eksistere ikke længere, at tage tilbage vil være umuligt og jeg har ikke lyst til det," Han så hen på hende. De mandelfarvede øjne var varme og blide.
Hendes læber var stadige bløde. Det var som silke der kildede ham blidt hen ad læberne. Nede i hans mave snorrede det hele rundt over at mærke hendes læber imod sine igen. Først da hun trak sine læber væk fra hans, gik det op for ham, at hun halvt sad ovenpå ham med benene på hver sin side af hans hofter. Han så op i hendes øjne med et fortryllet blik.. Derimod så han væk så snart de pæne ord om ham havde forladt hendes læber.. Det var der aldrig nogen der havde sagt til ham før.. En svag rødmen spredte sig på hans kinder. Det var grunden til at han så væk. Han smilte genert.. Nu var det ham til at være den generte..
"Det.. er der aldrig nogen der sagt til mig før," det kom ud som en svag hvisken. Han drejede hovedet og så op på hende igen, ind i hendes øjne der var så fangende. Deres pander lå fortsat imod hinanden. "Jeg.. Jeg kan også godt lide dig," Han hviskede det svagt.. Deres læber var tætte nok til at hun ville kunne mærke hans ånde kilde hende hen ad læberne.

Allyson ville ikke tvinge ham til at blive i denne tid, hvis han ønskede at vende tilbage til fremtiden, men hun ville helst have at han blev her. Han var allerede en stor del af hendes liv. Hun ville nødig miste ham. "Hvorfor har du ikke lyst til det?" Spurgte hun. Ville han ikke tilbage fordi at han var leder? Eller var det på grund af Jacob?
Hun lagde hovedet lidt på skrå og så undrende på ham, da han så væk fra hende. Hun smilede blidt, da han rødmede. Hvor så det kært ud! Hun var også glad for at hun ikke var den eneste der rødmede. Hun fik en behagelig følelse i kroppen, da han sagde at han også godt kunne lide hende. Dog passerede et spørgsmål hendes tanker. Kunne han kun lide hende som en ven? Hun skubbede tanken om spørgsmålet væk. Hvis han kun kunne lide hende som en ven, ville han have skubbet hende væk, da hun kyssede ham. "Som mere end ven?" Hun var nød til at vide det.

Hvorfor han ikke havde lyst til det? Det var nemt for ham at svare på. Der var sket så meget i denne verden, ting han ikke kunne løbe fra og ting han ikke havde lyst til at forlade. Hvis det ikke var en person han ikke havde lyst til at forlade, så var det et gøremål, så som at gøre englene til en stærkere race. Det var endnu ikke sket, men, han havde ikke tænkt sig at give op omkring det. Inderst inde galt det bare om at være stærk overfor de andre engle.. Noget skulle de vel have at se op til. Han løftede svagt på sin mundvige. "Jeg har mødt så mange fantastiske væsner her, dem har jeg ikke lyst til at rejse fra og nu.. er jeg også leder.. Det kan jeg heller ikke efterlade," Han kørte med et smil sin hånd igennem hendes brune lokker, alt imens han var fanget i hendes øjne.. Hendes næste spørgsmål fik ham bare til at smile større. Regnede hun virkelig med at han så hende som en ven? Siden hvornår var venner begyndt at kysse med hinanden? Han klukkede kort inden han trak hende ned i et kys igen. Det varede kun kort. "Som mere end en ven," Han smilte til hende og lod sit hoved falde ned på den brændte pude igen.

Så en af grundene til at han ikke ville tilbage til fremtiden var altså fordi at han var leder for englene i denne tid. "Nej, det kan du ikke efterlade." Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hendes svage smil blev bredere, da han kørte sin hånd igennem hendes hår. "Har du snakket med Jacob?" Hun så spørgende på ham. Hun håbede at han var blevet gode venner med Jacob, selvom hun ikke kendte Jacob. Måske skulle hun selv kontakte Jacob, for at se om hun kunne få Jacob til at snakke med Josh, uden at de råbte?
Hun lukkede øjnene, da hun mærkede hans læber mod hendes igen. Selvom det var et kort kys, nød hun det. Hun rødmede svagt over det han sagde. "Undskyld fordi jeg slog dig med bamsen." Hun bed sig svagt i underlæben.

Selvom det ikke var meningen, stoppede han med at lytte til hvad det var hun sagde nogen få sekunder, mest af alt fordi han havde travlt med at se ind i hendes øjne og derefter lade blikket spotte de smukke, lyserøde læber der føltes som silke.. Efter at have blinket et par gange for at minde sig selv om at han skulle lytte efter, spejdede øjnene hendes kindben og gav sig nu til at beundre dem.. Fortryllesen der var blevet kastet over ham, forsvandt dog da navnet Jacob forlod hendes læber. Heldigvis havde han lige nåede at høre at hun også havde sagt ordet 'snakket'. Spørgsmål hun havde stillet, dannet han selv i sine tanker. Han rystede svagt på hovedet. "Nej," Hans stemme var trist og varm på samme tid. "Det har jeg ikke," Han så op i hendes øjne igen, blot for at forsvinde ind i dem igen. Undskyldningen for det med bamsen kunne han ikke andet end at grine lavt af. Det var da ikke noget at undskylde for.. Da hun bed sig i underlæben, blev hans øjne endnu engang hypnotiseret på de smukke læber. Han kom dog hurtigt ud af hypnosen igen.. Med et drillende smil på læben og alt styrken i sin krop, satte han sig op og svang armene om hendes hofter.. hun sad stadig halvt ovenpå ham..
"Du er tilgivet," De mandelfarvede øjne strålede i den svage belysning fra vinduet. Han kyssede blidt hendes pande og så hende derefter i øjnene. Den ene af hans hænder gled han op til hendes kind.. Hun var kold.. men, det var behageligt.. Han fjernede lidt efter sin hånd igen. "Nå, skal vi blive her eller, vil du med et andet sted der ikke er så.. brændt ned til grunden?" Han gjorde en skør grimasse med munden, imens øjne spejdede rundt i det brændte værelse.

Allyson bemærkede at han kiggede på hendes læber og hun rødmede svagt. Hans beundrende blik gav hende en varm følelse i kroppen, som hun ikke havde følt før. Det var en rar følelse, men ukendt. Hun strøg forsigtigt sine fingre ned af hans kinder, som for at sikre sig at han var faktisk var der. Hun var bange for at dette blot var en drøm og at hun snart ville vågne op. "Hvorfor ikke? Savner du ham ikke?" Hun så spørgende på ham. Allyson savnede Caroline, som hun ikke havde set i en del tid. "Hvis du ikke vil miste Jacob som din bror, så er du nød til at tage kontakt til ham, ellers mister du ham. I må ikke lade jeres raceforskel skille jer af." Hun smilede blidt til ham.
Hun lukkede blidt øjnene, da han kyssede hendes pande. Hun kunne mærke varmen fra hans hånd mod hendes kind. Varmen var behagelig. En af de ting hun mest savnede ved at være menneske var varmen, men det hun mest savnede var at hun ikke kunne blive kontrolleret af blod dengang. Nu gjorde færten af blod hende til et monster, der krævede at drikke blodet. Det var skræmmende. Hun åbnede øjnene, da hun hørte hans stemme igen. "Gerne, men hvorhen?" Hun rejste sig op, så han kunne rejse sig op fra sengen. Hun foldede hænderne bag sin ryg og så spørgende på ham.

Om han savnede ham? Mere end noget andet! Han savnede hans drillerier specielt. De drilske kommentarere havde altid kunne oplyse Josh dag, samt det drilske og kække smil på storbrorens læber. Nu, føltes det alt sammen så langt væk. Han bed sig svagt i underlæben. Allyson måtte heller end gerne vide at han savnede ham og hun havde jo også ret i det hun sagde.. Hvis de stoppede kontakten helt, ville de miste hinanden helt. Inden han svarede hende, tillod han sig at placere endnu et kys på hendes silkebløde, fløjs læber. Han lod deres læber være flettet sammen i et blidt kys, før han trak væk igen. "Du har ret Allyson, jeg skal nok kontakte ham," Han smilte varmt til hende. I det han ville spørge om hun ville være ved hans side den dag, slugte han ordene i sig igen og tænkte at det nok var for meget at spørge om..
Da hun rejste sig fra sengen, gjorde han det samme og strakte sig, hvilket gjorde at man kunne se lidt af maven, lige nær ved navlen. Han stoppede med at strække sig igen og så hen på hende, for at blive mødt af et spørgende blik.. Jah.. Hvor kunne de tage hen?
En pludselig højlydt raslen ude fra, fik ham til at kigge ud af vinduet og til hans overraskelse, sad der en kvindelig skikkelse i den halv brændte vindueskarm og så på dem. Han kunne genkende hende.. Også alligevel ikke.. Det lange sorte hår der gik helt ned til starten af numsen, mindede ham om.. Victoria!? Det var længe siden han havde set hende!
Hun sendte dem begge et lusket smil og svingede sine lange, karamelfarvet ben ned fra vindueskarmen. "Jamen, goddag goddag, har i noget imod jeg joiner jeres lille spadser tur turtelduer?" Hun blinkede drilsk til Allyson.

Allyson lukkede sine øjne, da han trykkede sine læber mod hendes igen. Hun var stadig bange for at dette blot var en drøm, men hun blev efterhånden overbevist om at hun var vågen. Allyson smilede blidt til ham, da han sagde at hun havde ret. Hun var glad for at han mente hun havde ret. "Godt." Hun håbede lidt på at han ville spørge om hun ville gå med ham, når han ville kontakte Jacob, men det virkede ikke til at han ville spørge hende. Måske spurgte han om noget tid? Man kunne altid have lov til at håbe.
Allyson så hen imod vinduet, da hun hørte en raslen. Hun kneb øjnene lidt sammen, da hun opdagede kvinden der sad ved vindueskarmen. Hun så på Josh med et svagt spørgende glimt i øjnene, men hendes øjne søgte tilbage til kvinden, da kvinden begyndte at snakke. "Og du er?" Allyson hævede spørgende et øjnebryn og lagde armene over kors.

Victoria grinte lumsk, med sin sukkersøde, varm nok til at smelte chokolade, stemme. Nok så hun uskyldig ud som et lam, men hun var langt fra et lam. I denne fortælling, var Victoria løven. Hun så hen på Allyson og smilte til hende, afslørede et perfekt sæt hvide tænder. "Navnet er Victoria, gammel fjende af Jacob, Josh, Nille.. og en masse, masse andre!" Et uskyldigt smil blomstrede på de rosenrøde læber. "Og dit navn er Allyson ikke sandt? Du er noget så smuk.. det må man give dig!" Hun rejste sig fra karmen og gik med svingende hofter hen imod Allyson. Med sine gyldne, gennemborrende øjne, startede hun en øjenkontakt med den unge vampyr. "Nu må du ikke tro at jeg vil gøre dig ondt, tvært imod, jeg kan se du ikke bryder dig om at være vampyr.. Men, nogen dage sammen med mig og jeg kan få dig til at elske at være vampyr!" Ud af sin øjenkrog så hun hen på Josh. "Du kan endda få lov til at tage kæresten med dig, hvis det er det du ønsker," Hun så på Allyson igen. "Vi kunne sikkert blive et godt team du og jeg,"

Allyson kunne allerede nu sige at hun aldrig ville bryde sig om Victoria. "Hvor kender du mit navn fra?" Allysons stemme var skarp som en kniv. Hvis man ikke var forsigtig, skar man sig. Hun ignorerede Victorias kompliment. Allysons blå øjne var kolde som is og der var en svag glød af afvisning over hendes øjne. "Hvad får dig til at tro at du kan det?" Hun hævede det ene øjnebryn spørgende. Hun troede ikke på at hun nogensinde ville kunne lide at være vampyr. Lige siden hendes forældre og den gamle dame der havde taget sig af hende døde, havde Allyson jagtet vampyrer. Hun hadede dem mere end noget andet. En svag rødlig farve bredte sig i Allysons kinder, da Victoria sagde at hun kunne få lov til at tage kæresten med sig, hvis hun ville. Josh var da ikke hendes kæreste, var han? Han havde ikke spurgt og de kendte egentlig ikke hinanden så godt.. "H-han er ikke min k-kæreste!" Stammede hun. Hun blev straks irriteret på sig selv. Hun måtte ikke vise usikkerhed lige nu. Hun rystede på hovedet og rødmen forsvandt langsomt. Hun så irriteret på Victoria. "Hvorfor vil du hjælpe mig?" Hun var ikke sikker på om det var en god ide at sige ja til Victorias foreslag, selvom det lød fristende. "Hvad har du gjort for at blive Joshs fjende?" Hun var ligeglad med hvorfor Victoria var Nilles og Jacobs fjende.

Navnet? Hun kunne ikke lade være med at smile en smule drilsk da hun spurgte om det. "Tjoh, ser du min kære, jeg har nok luret lidt på dig og Josh nævnte trods alt dit navn så.. Der kender jeg dit navn fra," Hun smilte sit uskyldige smil. Et smil der fik det til at løbe Josh koldt ned af ryggen. Tænkt at noget så uskyldigt, i virkeligheden var farligt og modbydeligt.
"Så, du har altså siddet der i hvor længe? Nogensinde nogen der sagt til dig at du er sindsyg?". Han sendte hende et sarkastisk smil.
Det underholdte dog bare Victoria at man snakkede sådan til hende. "Ja da, det har jeg hørt mange gange snuske,"
Snuske? Seriøst?
Josh himlede med øjnene og stillede sig op ved Allyson side, da han kunne mærke at det var hende Victoria, forsøgte at manipulere med denne gang. Det skulle ikke gå udover Allyson på nogen måde..
Victoria startede langsomt med at gå rundt i værelset, slingrende og loggende med sine dæmon bevægelser. "Søde, jeg har levet i over ni hundrede år, jeg kan sagtens træne dig i at elske det vi 'monstre' gør.. Du skal bare have lidt træning i at slippe bekymringer om at såre andre og tro mig, det kan jeg sagtens lære dig," Hun vendte sin front imod hende. Til det med kæreste, kunne hun ikke lade være med at klukke. Hvor var det sødt! Da hun spurgte om hvorfor hun ville hjælpe hende, gik hun endnu engang op foran hende, øjnene flettet sammen. "Fordi, jeg ser potentiale i dig," Anerkende klappede hun hende på skulderen. "Og du ved hvorfor jeg ser potentiale.. Du tør bare ikke indse det," Hun trådte nogen skridt bagud og vendte ryggen til dem, for at se ud af vinduet. "Tjoh, egentlig er jeg kun fjender med Josh, eftersom jeg har generet ham og Jacob.. Går man efter Jacob, går man åbenbart også efter Josh,"

Den rødlige farve bredte sig i Allysons kinder igen, da Victoria sagde at hun havde holdt lidt øje med hende og Josh. Hvor meget havde Victoria set? Allyson blev igen irriteret over sig selv, fordi hun rødmede sådan. Hun valgte ikke at kommentere på det, fordi Josh gjorde. Hun blev taknemmelig, da Josh stillede sig ved siden af hende. Forsigtigt og en smule tøvende, rakte hun ud efter hans hånd og flettede sine fingre sammen med hans. Hun var ligeglad med at Victoria nok ville lægge mærke til det. Hun kiggede på Victoria, da hun snakkede igen. Da Victoria sagde at hun kunne træne Allyson i at elske at være et 'monster' blev det for meget. "Jeg er ikke et monster!" Allyson havde hævet sin stemme, men hun råbte ikke. "Jeg har brugt cirka 4 år på at jagte rigtige monstre og det sidste jeg ønsker er at blive som de monstre jeg har jagtet." Allysons kolde blå øjne lyste af had. "Så nej, jeg vil ikke tage imod dit tilbud og blive et monster." Hun hvæsede ordet 'monster'.
"Og hvad med Nille? Hvorfor er du fjender med hende?" Hun så spørgende på Victoria.

Josh mærkede Allysons hånd snige sig ind i sin. Med et varmt smil på læben, tog han glædeligt imod den og lod deres fingre være flettet sammen. Victoria kunne se det og tro hvad hun ville, det ville ikke rage ham en disse. Alt det Victoria tilbød Allyson derimod, gjorde ham underligt nok utilpas.. Havde hun virkelig magten til at lave folk om til et.. monster, hvis det var det hun lige lystede? Han bed sig i underlæben imens han ventede på Allysons svar. Det lettede ham at hun ikke tog imod tilbuddet fra den lumske dæmon foran dem. Victoria kom ikke til at vinde denne gang. Ikke at hun nogensinde gjorde det.
Victoria drejede sin front om imod dem, så på Allyson med et højt løftet øjenbryn. "At være et monster er bestemt ikke noget at skamme sig over.. på nogen måder. Kun sådan overlever man i denne verden," Hun smilte nu ondskabsfuldt til dem begge. "Hvis i bliver ved med at være som i er, vil en af jer inden længe lade livet og så skal i ikke komme krybende til mig," De gyldne øjne lignede nu et flammehav. "Og hvad angår Nille, hende blev jeg også kun fjende med eftersom jeg forsøgte at kidnappe hendes elskede Jacob.. Som hun så åbenbart ikke elsker alligevel.. Eller, det har jeg ikke styr på!" Hun viftede ligegyldigt med hænderne. Derefter vendte hun ryggen til dem.. "Sååå, hvornår tager i to på bryllupsrejse?" Hun så sig over skulderen med et lusket smil. "Eller, er den lille vampyr for genert til at indrømme hvad hun tænker om englen ved siden af hende?"
"Skrid nu med dig Victoria, du aner ikke hvad du snakker om!" Hvæste Josh vredt..
"Det gør jeg da.. I har noget for hinanden, men tør ikke at vise det.. For lad os være ærlig.. vampyr og engel? Hvornår er det nogensinde gået godt?"

Allyson gav Joshs hånd et blidt klem. Hendes lysende blå øjne havde et koldt skær over sig, mens hun kiggede på Victoria. Hun ville ønske at Victoria gik, så hun kunne være alene med Josh igen. "Nej, du tager fejl. Der er andre måder at overleve på i denne verden, end at være et monster." Sagde Allyson og kneb øjnene lidt sammen. Hun nægtede at blive et monster. "Bare rolig, vi skal nok lade være med at komme krybende til dig. Det vil nok være en af de sidste ting vi vil." Allyson smilede sødt til Victoria, men smilet var tydeligvis falskt. "Jeg kender ikke Nille, men hvad får dig til at tro, at hun ikke elsker Jacob?" Allyson kunne ikke gøre for at hun var nysgerrig.
Hun fnøs lavmælt over Victorias spørgsmål om hvornår hende og Josh skulle på bryllupsrejse. "J-jeg er ikke g-genert!" Sagde Allyson irriteret. Allyson rystede på hovedet af sig selv, fordi hun havde stammet sådan. "Det vil ikke være let, men mig og Josh kan få det til at fungere. Jeg tørster efter hans blod, ja, men jeg kan lære at kontrollere det uden dig." Allyson rettede sig op, for at virke mere selvsikker.

Josh elskede hvert et ord der kom ud af Allysons mund. De var beundringsværdige og stærke, det måtte man give den unge vampyr. Ud af sin øjenkrog så han på hende, imens et anerkende og varmt smil langsomt dannede sig på hans læber. Han syndes mere og mere om hende, jo mere han lærte hende at kende. Derimod, kunne han godt sparke dæmon foran dem, ud af vinduet. Hun kunne vel finde ud af at lande på sine lange, smidige ben ikke sandt? Forsigtigt klemte han Allysons hånd, dog uden at se på hende. Hans øjne var rettet imod fjenden foran dem.
Victoria, som den stædige kvinde hun var, løftede bare ligegyldigt på sine skuldre over alt det Allyson sagde til hende. "Og hvad andre måder er det min kære, at være svag og uskyldig? Væsner som dem dør hurtigere end man når at blinke med øjnene!" Hun smilte lumsk og de gyldne øjne blussede op som flammer på et bål. "Og hvad angår Nille og Jacob, det ved jeg ikke, jeg syndes bare aldrig jeg ser dem sammen mere, så jeg vidste ikke om de overhovedet var sammen mere," Hun løftede ligegyldigt på sine skuldre. Derefter drejede hun hele fronten imod dem. Hun løftede drilsk på et øjenbryn over det Allyson sagde til hende, om at de nok skulle få det til at fungere. Tørstet efter hans blod.. Og så var hun tryg ved at være i nærheden af ham? "Og hvad med dine hormoner, tror du kan lærer at styre dem?" Hun blinkede drilsk til hende og vendte endnu engang ryggen til dem. "Meen, i vil gerne være alene, så værsgo, vi ses måske en anden gang!" Med de ord, sprang hun ud af vinduet og forsvandt ind i skoven.. Hun forsvandt ligeså hurtigt som hun var kommet.
Josh rystet irriteret på hovedet over hende. "Skøre kvindemenneske," mumlede han svagt for sig selv. Han vendte fronten imod Allyson og smilte svagt til hende. "Beklager at du skulle møde en som hende.. Jeg troede rent faktisk at hun var forsvundet forlængst,"