Looking for you, and only you. -allyson-

P: https://2img.net/h/oi60.tinypic.com/2ymj3gh.jpg

Patch. Det navn fik ham til at vrisse svagt for sig selv. Da han blev leder af de gode engle, havde han ikke regnet med at lederen af de faldne engle ville danne et had til ham, blot fordi han kæmpede sig til at blive en archangel selvom han var en falden. Patch havde truet ham med, at hvis han ikke forladte sin 'trone' ville han skade Allyson. Med andre ord, han havde Allyson et eller andet sted og han måtte finde hende! Han nægtede at forlade leder posten og bøje sig for en som Patch. Aldrig i livet. Det betød dog ikke at han ville lade Allyson i stikken. Han ville gøre alt i sin magt for at finde hende. Om han så skulle møde Patch på vejen.
Med hurtige og smidige bevægelser, løb Josh igennem gaden, søgte efter Allyson og gav ikke op før han havde fundet hende. Hvert et hjørne blev undersøgt. Hver en mørk krog, krostue, diskotek, alt! Selvom han blev mødt af det samme syn hvergang, forhindrede det ham ikke i at blive ved med at lede efter hende. Efter alt den løben rundt, kunne han mærke hvordan hans ben langsomt var begyndt at gøre ondt. Kun for at få en lille pause, stoppede han op og så sig omkring. Det lod ikke til at nogen havde bemærket ham. Heldigvis. Han tog en dyb indånding.. Hvor var hun henne?
Da et par dæmoner fik øje på ham med deres dræber blikke, satte han i løb igen og fortsatte sin søgning. Han nægtede at slås lige nu. Det havde han ikke tid til.
Himmelen var grå og det støvregnede. De små regndråber kærtegnede Josh barre arme med blide kys. Gaderne var næsten tomme og kun et par få væsner valgte at dukke op engang imellem.. Et par herreløse hunde rendte rundt i gyderne og ledte efter mad..
For at få nogen reaktioner ud af sin krop, hamrede han en irriteret en knytnæve ind i gydens røde murstens mur. "Hvor er du?" hviskede han svagt for sig selv. Han lod panden hvile imod stenmuren, der var blevet en smule kold og våd af støvregnen.

Allyson trak sin kappe tættere om sig. Hun gik langs en af gaderne, da hun ikke havde noget at lave. Hun vidste ikke om hun havde modet til at besøge Josh. Hun var efterhånden begyndt at miste meningen med sit liv. Hver dag kæmpede hun for ikke at falde for fristelsen om at drikke menneskeblod. Hun havde lovet sig selv at hun ville beskytte menneskerne og sin familie. Hun havde dog ikke set Caroline i lang tid og hun vidste ikke hvor hun kunne finde hende. Hun bed sig svagt i underlæben, mens hun tænkte på hvad hun skulle gøre. Dagene var endeløse og uden spænding. Hun jagtede til tider vampyrer eller dæmoner, men selv det var begyndt at miste sin betydning. Var hun begyndt at give op? Var hun ved at blive det hun hadede allermest? Hun havde søgt efter en kur så hun kunne blive menneske igen, men hun kunne ikke finde en kur. Måske fandtes der slet ikke en kur? Hun nægtede dog at give op.
Hun stoppede med at gå, da hun så en skikkelse lidt væk. Hun gik lidt tættere på skikkelsen, da skikkelsen slog sin knytnæve ind i muren. "Hey, er du okay?" Først da hun var kommet lidt tættere på personen, kunne hun se det var Josh. Hun bed sig igen i underlæben, denne gang lidt hårdere, inden hun fik sig selv til at sige noget. "Hvad er der galt, Josh?" Tøvende rakte hun udefter hans hånd. Hun var bange for at røre ved ham, det indrømmede hun gerne. Hun havde længtes efter hans blod lige siden hun havde smagt det første gang.

Den stemme.. Kunne det virkelig passe? Han fjernede hurtigt hovedet fra muren og turde nærmest ikke at dreje det, i frygt for at han ikke ville se det han håbet på. Til sidst gjorde han det dog. Det lettede ham om hjertet at se den pige han havde håbet på at se. Et smil bredte sig på hans læber over at se Allyson stå foran ham. Patch den.. grr.. Han burde have vidste at han ikke havde taget Allyson fra ham. Da hun rakte ud efter hans hånd, lod han den komme hende i forvejen og tog hendes hånd i sin. Den varme hud mødte den kolde. Han smilte blidt til hende. "Jeg, jeg troede du var i fare et sted.. Jeg var bare bekymret for dig," Han så hende i øjnene. Der var ingen tvivl at hente. Han var ufattelig lettet over at se hende stå uskadt foran ham. Forsigtigt lod han deres hænder skilles. Han vidste at hun var nervøs omkring ham, med hensyn til hans blod. "En.. En fjende bildte mig ind at du var i fare, derfor, har jeg søgte efter dig,"

Allyson gav hans hånd et forsigtigt klem. Hun smilede svagt, da de fik øjnekontakt. Hun havde savnet ham rigtig meget. Hun havde lyst til at give ham et kram, eller kysse hans kind, men hun turde ikke. Den mentale smerte over at hun var en vampyr var hele tiden hos hende. Hun fik et undrende glimt i øjnene over det han sagde.
"Du har ingen grund til at bekymre dig. Jeg har det fint." Sagde hun. Man kunne tydeligt se at hun blev en smule ked af det, da han skilte deres hænder, men hun lod ham gøre det. Hun lagde armene over kors. "Hvilken fjende? Hvorfor sagde din fjende at jeg var i fare?" Spurgte hun. Hun gik udenom ham, men stoppede op ved siden af ham. "Skal vi gå en tur?" Hun så spørgende på ham. Hun kunne ikke lide at stå stille foran ham. Hun havde svært ved at kontrollere sig, men hvis hun bevægede sig blev det måske lidt nemmere.

Han nikkede til det med at de skulle gå en tur. Det ville han meget gerne. Et lille smil kom på hans læber, ved tanken om at det også var det de gjorde første gang de mødte hinanden. Han havde det altid så rart omkring Allyson. Hun gjorde ham glad. Med rolige og langsomme bevægelser begyndte han at gå, velvidende om at hun nok skulle følge med ham. "De faldne engles leder, han er den fjende.. Normalt har jeg ikke noget imod andre raceleder, men ham her formåede at gå mig på nerverne," Uvidende om hun ville have det eller ej, tog han hendes hånd i sin igen og lod deres fingre flette sammen. Hvis hun ikke ønskede det, skulle hun selvfølgelig bare trække hånden fra sig. "Han sagde til mig at han havde dig til fange og sultet dig.. Det var sikkert for at ramme dig, eftersom han kan regne ud at jeg holder af dig," Han sukkede lavt. Lidt efter drejede han dog hovedet og skabte øjenkontakt med hende. "Jeg er glad for at du er hos mig igen Allyson og at du er okay," Roligt lænte han sig frem og kyssede hende på kinden.

Allyson gik roligt ved siden af ham mens hun kiggede tomt ud i luften. Hun lyttede dog til hvad han sagde. "Hvordan gik han dig på nerverne? Hvad hedder han?" Hun så spørgende på ham. Hun bed sig nervøst i underlæben, da han tog hendes hånd, men hun trak ikke sin hånd til sig. Det føltes som om at hendes hjerne blev angrebet af hendes tanker og spørgsmål om hvorvidt dette var en god ide. Hun ville virkelig gerne være hos Josh, men hun var så forfærdelig bange for at skade ham.  "Hvordan kunne han vide det?" Hun så spørgende på ham. Hun stoppede med at gå, da han drejede sig hen imod hende.
Hun rødmede svagt, da han kyssede hendes kind. "Jeg.. altså, øh.." Hun kunne ikke tænke klart. Pokker tag dog også hendes nervøsitet! "Vær sød at.. holde dig væk." Hun gav slip på hans hånd og trådte et skridt væk. "Jeg vil ikke skade dig." Hun så trist ned i asfalten.

Han forstod godt hvorfor hun havde så mange spørgsmål. Det ville han også selv have i sådan en situation. Han måtte indrømme at det undrede ham en smule over at hun slet ikke kendte Patch. Nok havde Patch ikke haft hende fanget, men han kunne da godt have snakket med hende og set hende.. Hvor kunne han vide at han holdt af hende fra? Tøvende bed han sig i underlæben. "Hans navn er Patch, og jeg aner ikke hvor han ved det fra.. Han må vel have nogen spioner eller noget i den stil,"
At hun pludselig rykkede sig væk fra ham, gav et lille stød i ham og han kunne nu mærke sin egen nervøsitet vokse inde i ham. Forsigtigt tog han sin hånd helt ind til sig selv igen. Han havde glemt hvordan hun havde det omkring ham. "undskyld, jeg skal nok lade dig være," Han sendte hende et forsigtigt smil og begyndte langsomt at gå igen. De var vel ude for at gå en tur. "Så, hvor har du været på det seneste?" Han forsøgte at ødelægge den akavede og triste stemning han havde skabt imellem dem.. Så dygtig som han nu var.

Navnet Patch lød bekendt. Hun mindes at have mødt en fyr der hed det. "Havde han sort krøllet hår og virkede han meget selvoptaget?" Spurgte hun. Hun havde ikke brudt sig om Patch selvom han havde været meget charmerende. Hun havde dog ikke været interesseret i ham uanset hvor pæn og charmerende han havde været. "For hvis det er ham som jeg mødte for et par dage siden, så har jeg mødt ham. Han var meget nysgerrig omkring mig og jeg tror faktisk at han flirtede med mig." Hun rynkede svagt på panden ved mindet om det.
Hun blev endnu mere trist, da hun så hans smil. Betød hun ikke så meget for ham alligevel? Havde hun skubbet ham væk fra hende allerede? Tanken om at han havde opgivet hende gjorde ondt, selvom det nok var for det bedste. Hun fulgte efter ham, da han begyndte at gå. "Ved kroerne og The Forest." Sagde hun. Hun tog en dyb indånding hun valgte at spørge ham om noget. "Er du bange for mig?" Hun så på ham. "Inden du svarer burde du vide at hver dag kæmper jeg for ikke at drikke blod fra andre væsner. Jeg drikker blod fra dyr, men det er så svært at modstå fristelsen til at smage andres blod. Specielt dit. Jeg ved ikke hvorfor, men dit blod er det bedste jeg har smagt indtil videre... og jeg er bange for at hvis jeg tilbringer mere tid sammen med dig, vil jeg ikke kunne modstå fristelsen meget længere."

Der var ingen tvivl, det var Patch hun beskrev der, så han havde skam snakket med hende, men aldrig haft hende fanget. Hvor lusket af ham. Han blev en anelse irriteret ved tanken om det. Havde han virkelig bekymret sig så meget også havde narhovedet aldrig haft hende fanget alligevel?
"jep, så er det ham, den.." Han stoppede hurtigt sig selv i at snakke videre. For at berolige sig selv tog han en dyb indånding. "Jeg er glad for at han ikke skadede dig, som han så pralende fortalte at han havde," Han så på hende med et stort smil. "Jeg vidste du ikke var så nem at fange,".
De fortsatte med at gå.. Han lyttede til hvad hun havde at sige. Desværre kunne han ikke få tanken om at hun ikke turde være i nærheden ud af sit hoved. Betød det at de slet ikke kunne tilbringe tid sammen mere? I det han ville sige noget til hende, afbrød hun ham med sin smukke stemme og fik ham til at stoppe op. Roligt lyttede han til det hun havde at sige. Da hun var færdig rystede han svagt på hovedet. "Jeg er ikke bange for dig Allyson, ikke på nogen måder," Forsigtigt så han hende i øjnene. De dejlige fangende øjne hun besad. Til det med at hun hungrede efter hans blod, kunne han ikke andet end at kigge en anelse væk og sukke svagt. Han kunne ikke ændre sit blod. Om han så gerne ville, så kunne han ikke. "Hva med.. at du og jeg tager ud og leder efter en kur sammen så?" Han så hende i øjnene igen. "Vi kan jo altid gøre et forsøg ikke sandt? Og det vil være det værd,". Forsigtigt placerede han hænderne bag sit hoved i en afslappet bevægelse. "Desuden, har jeg altså ikke noget imod at give dig noget af mit blod hvis du virkelig behøver det,"

Allyson lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham undersøgende, imens han snakkede. "Han prøvede slet ikke. Han snakkede bare med mig." Hun trak på den ene skulder. "Men, hvis han prøvede ville jeg have skudt ham." Hun kunne ikke lade være med at smile lidt lusket ved tanken om det. "Han havde bare spurgt mig om nogle ting. Jeg svarede egentlig kun for at være høflig, men da han spurgte mig omkring dig.. havde jeg ikke tænkt mig at svare, men pludselig fik jeg lyst til det og sagde til det. Jeg fortrød det dog hurtigt. Jeg forstår stadigvæk ikke hvad der gik af mig." Hun rystede lidt på hovedet ved mindet om det.
Allyson foldede sine hænder bag ryggen. "Jeg har ledt efter en kur siden jeg blev vampyr, men jeg har endnu ikke fundet en. Jeg tror ikke der eksistere en kur." Hun bed sig svagt i underlæben. Hun kneb øjnene lidt sammen og så alvorligt på ham. "Det må du ikke sige. Jeg vil ikke tage dit blod selvom jeg har lyst og du giver mig lov. Hvad hvis jeg ikke kan kontrollere mig selv og tager alt dit blod?" Hun sukkede svagt. "Måske er det bedst hvis vi ikke så hinanden mere." Det krævede al hendes styrke at sige de ord.

Han ønskede ikke at snakke mere om Patch. Grunden til at han havde været så bekymret var takket være den bevingede nar! For at berolige sig selv, tog han en dyb indånding og puttet hænderne i sine bukselommer, efter de var blevet en smule våde af støvregnen. Alt det hun sagde om Patch, lyttede han skam til. Han vidste bare ikke hvor meget han ønskede at høre mere om den engel.. Eller, han måtte hellere rette det til falden engel. Han sendte hende et skævt smil. For hvert et skridt han tog, havde han det som om, at verden omkring ham blev tungere og tungere. Hun ønskede ikke at lede efter en kur. Hvad pokker skulle han så gøre? Pigebarnet turde ikke at være hos ham! Han kunne ikke bare lige ændre sig til at være en dæmon.. Medmindre han lod sin ændre dæmon slippe fri. Det ville dog ikke ændre race og det ønskede han heller ikke skulle ske!
Han vendte sig om imod hende. Endnu engang nægtede hun at tage imod hans blod og syndes det var bedst at de skilles. Han sukkede og kiggede ned i jorden. Skulle han være ærlig, så vidste han ikke rigtig hvad han skulle sige.
"Og så skal det bare ende sådan? Skal vi bare lade som om at vi aldrig har mødt hinanden?" Han så på hende. "Allyson, jeg beder dig, for sidste gang. Vi skal nok få det her til at fungerer, bare giv det en chance," Han bed sig i irriteret i underlæben før han så ned i jorden. "Du er en af de grunde til at jeg overhovedet ønsker at leve videre for tiden," Det sidste kom ud som en svag mumlen.
Ønskede hun at de skulle skilles igen, ville han ikke vide hvad han mere skulle sige. Han ønskede ikke at være den eneste der kæmpede for at de skulle blive ved hinanden.

Allyson rystede ivrigt på hovedet, da han spurgte om de bare skulle lade som om de aldrig havde mødt hinanden, selvom at den del af hende som var bange for at skade ham mente at det var bedst. "N-nej!" Sagde hun. "J-jeg mente.. at... altså.." Hun sukkede opgivende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kørte en hånd igennem sit hår for at få nogle af de brune lokker væk fra hendes øjne. Hun så på ham, da han mumlede. Heldigvis havde hun forstået hvad han havde sagt. "Og du er en af grundene til jeg ikke har stillet mig ud i dagslys." Sagde hun. Hun var stolt af sig selv over at hun ikke havde stammet mens hun havde sagt det.
"Okay.. En chance.. men hvis det viser sig at jeg ikke kan.. kontrollere min tørst så er det enden. Jeg vil ikke såre dig." Hun betragtede ham forsigtigt. "Men der er en ting jeg ikke forstår.. Er det et venskab, du vil have, jeg giver en chance?" Selvom svaret sikkert var tydelig, så var hun alligevel usikker. Hun ville ikke forvente noget som ikke blev til noget.

Imens han ventede på svar, var hans mandelfarvet øjne rettet imod jorden. Han turde næsten ikke høre hendes svar. Hvad nu hvis hun nægtede og sagde farvel? Det kunne han ikke forestille sig. Han havde brug for en som Ally at snakke med. Hver gang han var omkring hende, havde han det godt og den følelse ønskede han at beholde. Det var sikkert en følelse der ville forsvinde sammen med hende. Eller, han var ikke sikker på sig selv. Tankerne i hans hoved var begyndt at forvirre ham.
Da det endelig gik op for ham hvad det var hun lige havde sagt, løftede han hovedet og så nu på hende, imens et stort smil spredte sig på hans læber. Til at starte med vidste han slet ikke hvad han skulle sige. I stedet stod han bare og smilede over hele hovedet. Hun gav det en chance! Han kunne ikke tro det! Dog forstod han hende godt det med, at hvis hun først havde bidt ham, så turde hun ikke at være ved ham... Det måtte ikke være det nemmeste at være vampyr.
Da hun spurgte om det var et venskab de skulle give en chance, kunne han ikke dy sig selv i at gå hen til hende og placere sine læber på hendes i et kærligt kys. Forhåbentlig svarede det på hendes spørgsmål.

Allyson kunne ikke lade være med at smile, da han gjorde. Hun håbede at han ville sige noget eller gøre noget, for det begyndte at blive lidt akavet. Hun blev overrasket over at mærke hans læber mod sine. Selvom en del af hende mente at det var for farligt for ham, lagde hun sine arme om hans hals og gengældte kysset blidt. Hun var ærlig talt træt af at kæmpe imod, selvom det var bedst. Hun kunne ikke give op i sin kamp mod fristelserne til at drikke menneskers blod, men kampen om at holde sig væk fra andre var trættende.
Hun trak sig lidt væk fra ham efter nogle sekunder. Selvom hun havde ikke brug for luft, så havde han. "Det er vel svar nok." Hun smilede kærligt, men hendes smil forsvandt hurtigt. Hun bed sig nervøst i underlæben og i stedet for at se ham i øjnene kiggede hun på hans ene skulder. "Hvad så nu?" Spurgte hun nervøst.

Det varmede ham indeni, at han kunne mærke hun så glædeligt gengældte hans kys. Forhåbentlig forstod hun det. Han ønskede ikke kun, at være hendes ven... Selvfølgelig ville han være der for hende, men han ønskede, at hun skulle se ham som andet end bare end ven. Hvis hun endte med ikke, at se ham som andet end en ven, ville han selvfølgelig stadig se hende. Man kunne trods alt ikke tvinge nogen til at... Ja... være forelsket i en.
Da hun spurgte ham hvad nu, bed han sig svagt i underlæben og så rundt.. Ja, hvad nu? Han havde ikke lige tænkt videre over hvad de kunne finde på.
Roligt kløede han sig i nakken. "Hmm, hvad med.." Han kom i tanke om et sted han kunne vise hende. Et sted han havde fundet som lille og aldrig vist til nogen. "Du kunne følge med mig, jeg har noget at vise dig," Han smilede roligt til hende og tog hendes hånd. Hvis hun fulgte med ham, ville han tage hende med til Ashen Wood forest, hans barndomsted. Medmindre der selvfølgelig var andet hun heller ville. Engang imellem så han om på hende. De mandelfarvet øjne strålede af glæde over, at han endelig kunne tilbringe noget tid sammen med Allyson.

Allyson lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham med et kærligt smil om læberne, mens hun ventede på at han svarede på hendes spørgsmål. Hun fulgte efter ham, da han tog fat i hendes hånd. Hvad var det mon som han ville vise hende? Hun kunne huske fra dengang hun havde været lille, og det havde været hendes fødselsdag, havde hun altid været så spændt og glad. Det var en lidt lignende følelse hun havde nu. Hun var spændt på at se hvad han ville vise hende og hun var glad for at der ikke længere var en trist stemning imellem dem.
"Hvad er det?" Hun så spørgende på ham. Hun gav hans hånd et klem. Glæden i hans mandelfarvet øjne fik hende til blive en smule genert. Et spørgmål strøg forbi hendes tanker. Mon han havde snakket med Jacob? Hun vidste godt at hun var meget nysgerrig omkring det, og det sikkert kunne være irriterende at hun var det, men hun ønskede det bedste for Josh.

At hun fulgte med ham varmede ham indeni. Om hun kunne lide stedet han ville vise hende, var en anden ting. Det måtte de finde ud af når de kom derhen. Til hendes lille spørgsmål sendte han bare en drilsk grimasse. "Vent og se!" Han blinkede til hende og fortsatte med at holde hendes hånd i sin. Dagen var først lige begyndt, nok regnede det, men det var nok også bedst eftersom Allyson ikke kunne tåle solen.

Efter nogen minutter var de ude ved skoven. Først her stoppede han op og så om på Allyson med et smil der var kækt og varmt på samme tid. "Luk øjnene," Det kom ud som en blid ordre.
Da hun lukkede dem, ville han igen begynde at gå ligeså stille med hende, imens han sørgede for, at hun ikke ville falde over noget.
Langsomt blev der mørkt omkring dem. En svag blid kulde sneg sig op af kroppen på Josh. Han var sikker på, at dette var stedet han faldt som lille. Da de var kommet frem, smilede han for sig selv over, at se det stadig så ud som det havde gjort dengang. "Åben dem nu,"
Når Allyson åbnede sine øjne, ville hun være i en grotte, hvor tusinde af smukke gyldne ildfluer dansede rundt med hinanden. I midten af grotten var der en sø. Ildfluerne lyste vandet op og fik det til, at ligne en nattehimmel med tusinde af stjerner. Grottens mure formåede endda, at glitre som tusinde af diamanter takket være ildfluerne.
Josh kløede sig svagt i nakken. "Nok ikke det mest interessante, men, jeg syndes alligevel du skulle se det," Han stemme var en anelse lav. Trods alt vidste han ikke hvad hun ville sige til stedet.. Det var bare et sted han fandt beroligende dengang han var lille. Hans lille skjulested.

Allyson så undrende på Josh, da han stoppede med at gå, men selvfølgelig stoppede hun også op. Hun så kort mistænksomt på ham, da han bad hende om at lukke øjnene, men hun havde et drillende smil om læberne. Hun lukkede sine øjne. Hun brød sig ikke om at gå med lukkede øjnene, men hun følte sig alligevel tryg. Hun var ikke i tvivl om at Josh ville passe på hende.
Hun åbnede sine øjne, da Josh bad hende om det. Hun så sig omkring. Hendes øjne var vidt åbne og fyldt med forbløffelse. Hvor var der smukt! En blid og lav latter forlod Allysons læber. Hun vendte sig om imod ham, da han snakkede. Hun smilede kærligt til ham. "Her er fantastisk!" Sagde hun. "Hvordan fandt du det her sted?" Hun så sig igen rundt omkring. Der var så smukt!

Det var altid noget, at se hun rent faktisk kunne lide stedet. Ildfluerne glød fik hendes ansigt til, at lyse perfekt op og kaste smukke skygger i hendes lange brune hår. En bevægelse voksede sig til at være et ømt smil da han så på hende. Dog kiggede han hurtigt væk igen, når hun så hen imod ham. Han så rundt på ildfluerne og tog en dyb indånding. Tankerne om da han fandt stedet fik ham til at smile. Det var nogen gode minder. Tiden med Jacob i hytten og hunden Mystic ved hans side. Han så hen på hende med et kærligt smil. "Da jeg var lille og tumlede rundt ude i skoven. Jeg besluttede aldrig at vise det til nogen... du er den første der ser det," Langsomt gik han hen imod søen og kiggede ned i vandet. Ens spejlbillede var næsten ligeså kraftigt som hvis man så i et spejl. Han satte sig på hug nær vandet. Den ene hånd tillod han, at stikke ned i det kølige vand og mærke det imod sin hud. "Lad os bare sige jeg tog en masse steder hen da jeg var lille... Klatre i bjerge blandt andet," han grinte svagt ved tanken.
Han så op på hende og rejste sig derefter op. Da en ildflue havde besluttet sig for, at sætte sig i Allysons hår, fjernede han den roligt og så hende i øjnene med et roligt blik. "Men, nok om mig... fortæl noget om dig selv.. noget du ikke har fortalt,"

Allyson kunne mærke at han kiggede på hende, selvom at hver gang hun så hen imod ham, så han væk. Hun smilede blidt over det. Han var så kær. Hun betragtede de mange ildfluer mens han snakkede. Hun var beæret over at være den første som han havde vist stedet. Det fik hende også til at rødme en smule. "Så du var også meget nysgerrig som barn?" Hun så drillende hen imod ham. "Klatre i bjerge? Var det ikke farligt?" Spurgte hun.
Hun strøg en hånd igennem sit hår efter Josh havde fjernet ildfluen, der havde været i hendes hår. Hun så undrende på ham, da han bad hende om at fortælle noget om sig selv som hun ikke havde fortalt ham endnu. "Noget jeg ikke har fortalt endnu.." Hun så tænksomt ud i luften. "Selvom jeg elskede at være et menneske og var stolt af det, så har jeg altid ønsket mig at være en Shapeshifter. Jeg elsker dyr og ville elske at være en Shapeshifter. Forestil dig at løbe igennem skoven som et dyr.." Hun fik et drømmende glimt i øjnene, men da hun rystede på hovedet forsvandt det. "Jeg kan ikke komme i tanke om andet. Hvis du vil vide mere, så er det nok bedst du stiller spørgsmål." Hun smilede blidt til ham.

Om han vart meget nysgerrig? Hun skulle bare vide! Der havde ikke været en eneste dag hvor han ikke var taget på et eventyr i skoven! Som barn elskede han friheden i skoven! Nok brød Jacob sig ikke lige altid om det han var i færd med, men det forhindrede ham ikke i, at gøre det. At klatre op i bjerget den dag, havde egentlig heller ikke været planlagt, det kom bare af sig selv. Han ville overgå sig selv! En af hans hænder kørte op i hans hår og kløede sig svagt i hårbunden. [color:e537=0099ff]"Ja, det må man sige jeg var... Og det med bjerget, det var nok lidt farligt jo. Det var også kun en gang!" Han placerede nu uskyldigt hænderne op ved siden af hovedet. Derefter placerede han dem langs sin side igen og så sig rundt. Dette var et fantastisk sted. Han så om på hende da hun svarede på det han spurgte om. Det drømmende blik i hendes øjne ved fortællingen om kærligheden til dyr, fik ham til at smile kærligt og betragte hende endnu engang. [color:e537=0099ff]"Ja, det må være fantastisk, bare løbe og være fri," Han så hen imod vandet igen. Da hun ville have ham til, at stille spørgsmål i stedet for at hun skulle finde på noget, grinte han svagt kærligt og satte armene på kors over brystet. Det var nu tid til, at finde på et par spørgsmål. Det var altid sværere end det lød. Imens han tænkte bed han sig i underlæben. [color:e537=0099ff]"Hvis du kunne få lige det du ville have... hvad som helst her i verden, hvad ville det så være?"

Allyson havde en svag drillende glød i øjnene og et kækt smil om læberne. Det lød til at Josh havde været en ballademager som lille. Allyson havde ikke været en ballademager som barn, hun havde været meget rolig. Hun havde altid elsket at læse i bøger, så ofte havde hun som lille siddet og læst i en bog. Det gjorde hun stadigvæk til tider. "Ballademager." Sagde hun drillende. "Hvorfor klatrede du på et bjerg?" Hun så spørgende på ham.
Hun foldede sine hænder bag sin nakke og strakte sig. Hans spørgsmål havde hun hurtigt et svar på. "Noget som kan gøre mig til et menneske, eller bare en anden race som ikke skader andre for at få føde." Hun smilede skævt, og en smule trist. Hun rystede på hovedet, inden hun smilede kækt til ham igen. "Okay, min tur til at stille dig et spørgsmål. Hvad er din største drøm?" Spurgte hun.

Han smilede drillende over ordet: Ballademager.
Jah, det kunne man godt sige han havde været. Det var i hvert fald ikke altid, at han havde gjort helt nøjagtig hvad der var blevet sagt. Det havde også været nok til at koge Jacob over nogle gange. Hvad kunne han sige? De var brødre. Sådan måtte vel være til tider. Han grinte svagt ved tanken om det hele. Den dag med bjerget, det var nok en han aldrig glemte. "Lad os bare sige, at jeg ville prøve at overgå mig selv. Dumt, men ja, der skete jo ingenting! Selvom.." Han grinte kærligt. "Jacob ikke ligefrem var glad for historien om bjergturen. Siden den dag, blev jeg holdt lidt mere øje med," Han smilede kækt... Minderne... Det var gode minder.
han nikkede til hende svar og sendte hende et kærligt smil. Hendes svar forstod han godt.. Måske en dag kunne han hjælpe hende? Det var nok umuligt, men, han kunne altid forsøge! Så drejede hun et spørgsmål imod ham. Største drøm? Han bankede sig tænkende på underlæben. "Det er nok at jeg en dag kan gøre englene til en respekteret race og... At jeg ikke længere skal frygte dæmonen der ligger dybt inde i mig," Det sidste kom ud som en svag mumlen. Han sukkede hurtigt og så hen på hende. For at vise tingene var i orden, smilede han kærligt til hende. "nyt spørgsmål, hvis du kunne gøre hvilket som helst for at hjælpe en anden, hvad ville du så gøre?" Han stillede sig nær hende med et varmt smil på læberne.

Allyson rystede lidt på hovedet mens hun havde et kærligt smil om læberne. Hun kunne let forestille sig at han havde sat Jacobs tålmodighed på prøve. "Hvordan fandt Jacob ud af det?" Hun så spørgende på ham. "Dengang jeg var lille sad jeg tit inde på mit værelse og læste. Nogle gange legede jeg med mine søstre, eller lærte at kæmpe. Så i forhold til dig var jeg en engel dengang." Hun så drillende på ham. Selv efter hendes forældre var blevet dræbt havde hun tit siddet indenfor og læse, men hun havde også brugt meget af sin tid på at træne.
Hun fik en bekymrende glød i øjnene, da han svarede på hendes spørgsmål. "Du kan gøre englene til en respekteret race, Josh. Tvivl ikke på det." Hun smilede opmuntrende til ham. "Hvis du ikke tror på at dæmonen kan overtage dig, så har du allerede vundet over dæmonen, men hvis du bliver ved med at være bange for dæmonen, så har du tabt." Nogle gange burde hun lytte til sine egne råd. Hun rødmede svagt, da han stillede sig tættere på hende. "Jeg ville gøre alt for at redde personen." Svarede hun uden tøven. Hun ventede lidt med at stille ham et spørgsmål, da hun skulle finde på et. "Hvor mange piger har du kysset?" Hun fik en drillende glød i øjnene.

Han lyttede til hvad hun havde, at sige om sin barndom og fik et smil på læben, ved tanken om en lille bedårende pige sidde og læse, samt lege med sine søstre. Det måtte være et dejligt billede, at have og minde for den sags skyld. Det var sjovt som tingene virkede nemmere, når man var lille, man havde ingen bekymringer. Ikke så mange i hvert fald. Man kunne nærmest skøjte igennem livet. Eller, det var selvfølgelig ikke altid sandt. Nogen havde selvfølgelig haft en hård barndom, ligesom ham selv, før han blev reddet af Jacob og Caroline.
Til kommentaren om englen, grinte han og uglede hendes smukke brune lokker. "Jaja, bare træd du bare i det. Jeg har skam også været sød... Bare ikke hvad der angik, at lytte efter," Det var sjovt hvor godt han havde det omkring Allyson, hvilket var en af grundene til, at han ikke ville have, at hun skulle gå fra ham og glemme ham. Han kunne lide hende. Det var der ingen tvivl om.
Alt det hun sagde med både engleracen og dæmonen inde i ham, fik ham til, at smile skævt og kigge på hende med et glimt i øjnene, der nærmest kom med deres egen lille kommentar: Du skulle lytte til din egne råd. Dog undlod han, at sige det og nikkede bare taknemmeligt til hende.
Nu var det tid for hende, at svare på hans spørgsmål og han stod allerede og ventet spændt på et svar. Det hun kom ud med, fik ham til at smile og nikke tilfreds, dog var han ikke forberedt på det spørgsmål hun endte med, at stille ham. Hvor mange havde han kysset? Det vidste han da ikke! Han bed sig flovt i underlæben. Ikke at det skulle forstås som han havde kysset tonsvis af piger, han havde bare aldrig tænkt over, hvor mange han mon havde kysset. Eller kysset ham for den sags skyld.
"Altså, jeg kysset min ekskæreste Luce... Og en pige ved navn Isobel, for lang tid siden og dig," Han smilede nervøst til hende, eftersom han ikke vidste hvordan hun ville reagere. Han valgte ikke, at fortælle om dem, der havde kysset ham eller kysset med Nille, der blev tvunget af hans mormor... For, det var jo ikke et svar på hvor mange HAN havde kysset. Var det?
Han smilede drilsk til hende. Nu var det hans tur til, at stille et spørgsmål! "Hvem var din første forelskelse?"